Oliver Twist/25

by Charles Dickens

25.
Igen hos Fagin & Kompagni.

Den Aften, da dette hændte i Fattighuset, sad Fagin i sin Hule og grublede henne ved den daarligt brændende Ild. Der laa paa hans Skød en Kakkelovnspuster, som han aabenbart havde brugt for se at faa bedre Ild; men saa var han falden i Tanker og sad nu og stirrede aandsfraværende paa den rustne Kaminrist… Ved Bordet omme bag ham sad Rævetampen, unge Hr. Charley samt Fregne-Tom og spillede Whist. Rævetampen havde den blinde Makker. Nu og da, naar Lejlighed gaves, mønstrede han hurtigt og opmærksomt Fregne-Toms Kort og indrettede saa sit Spil derefter. Det maa tilføjes, at Fregne-Tom og hans Makker ufravigelig tabte, hvilket dog ikke i mindste Maade lod til at ærgre unge Charley. Hver Gang et Spil var ude, stak han tvertimod i en skraldende Latter og forsikrede, at han vilde være fordømt, om han nogensinde havde været med til saa grinagtig en Whist.

»Ja, det var den Rubbert!« bemærkede Fregne-Tom, meget lang i Ansigtet, og han tog et Pengestykke op af Vestelommen. »Det er ogsaa Pokkers med dig, Jack, du vinder altid! Selv om Charley og jeg har nok saa gode Kort, saa taber vi!«

Enten nu Sagen i sig selv eller Fregne-Toms Tonefald morede Charley, brast han i en saa overstadig Latter, at den endog vakte Fagin af hans Grublerier og fik ham til at spørge, hvad der var.

»Det er Fregne-Tom,« forklarede Charley leende. »Han har ikke vundet et eneste Træk, og han og jeg har dog været Makkere imod Rævetampen og den Blinde.«

»Ja hæ, hæ, hæ!« fniste Jøden med en Mine, der lod forstaa, at han begreb meget godt, hvordan det var gaaet til, »den, der vil have Krammet paa Rævetampen, skal staa tidlig op!«

»Og saa maa han endda have trukket Støvlerne paa om Aftenen og have Briller for begge Øjne og Kikkert oven i Købet,« erklærede unge Hr. Charley.

Rævetampen, der sad med Hatten paa, hørte i overlegen Ro paa disse Lovtaler og tilbød, han vilde holde en Krone paa, at han i hver eneste Omgang skulde faa det første Billedkort. Da ingen følte Trang til at indlade sig paa et Væddemaal herom, gav han sig til at tegne med Kridtet paa Bordet en omhyggelig Plan af Fængslet, alt imens han fløjtede saare gennemtrængende. Indtil han pludselig vendte sig om mod Fregne-Tom: »Det er svært, saa du er blevet kedelig, Tommy!« sagde han. »Hvad tror De, han sidder og spekulerer paa, Fagin?«

»Naa-aa, jeg véd saamænd ikke, min Ven,« svarede Jøden, og drejede Hovedet om imod dem, medens han blev ved at puste med Kakkelovnspusteren. »Maaske paa, at han tabte før, — eller maaske paa det rare lille Landophold, som han lige er kommet ind fra, hæ, hæ, hæ, hvadbehager?«

»Ikke Spor!« erklærede Rævetampen og tog Ordet ud af Munden paa Fregne-Tom. »Hvad tror Du, Charley?«

»Jeg synes,« svarede Charley grinende, »at han var saa voldsomt sød af sig overfor Betsy… Nej se bare, hvor han bliver rød i Hovedet! Den var god, ha, ha, ha! Han er forlibt! Fregne-Tom er forlibt!« Og Charley overvældedes i den Grad af Latter, at han trimlede ned paa Gulvet og blev liggende en Stund og lo, og han lo endnu, efter at han var kommet til Sæde igen.

»Bryd dig ikke om ham, bryd dig ikke om ham, min Ven!« sagde Fagin beroligende til Fregne-Tom; Og han blinkede til Rævetampen og gav unge Hr. Charley et advarende Puf med Kakkelovnspusteren. »Charley skal altid have saa meget i Munden. Hold du dig bare til Betsy! Det er en pæn Pige, og naar du gør, som hun siger, saa gør du din Lykke!«

»Gør jeg maaske ikke dèt,« spurgte Fregne-Tom ophidset, »tror De, jeg var kommen i Trædemøllen, hvis jeg ikke havde rettet mig efter hende? Dersom jeg bare havde villet sige ét eneste Ord om hende, saa var jeg sluppen fri, — er det ikke sandt, Fagin?«

»Jo naturlig, min Ven, naturlig,« svarede Jøden; »men det var du nu altfor højhjertet til, altfor højhjertet!«

»Naa ja,« erklærede det stakkels Tossehoved til Tom, »saa er der vel heller ikke noget at grine af?!«

Jøden skyndte sig at forsikre, at der var slet ingen, der grinte, og han saa' hen paa unge Hr. Charley som for at opfordre denne til at bekræfte hans Ord. Men idet Charley aabnede Munden for at bevidne, at han havde aldrig i sine Dage været saa alvorlig som nu, busede han desværre ud i et rent Hyl af Latter. Hvorefter den fornærmede Fregne-Tom uden videre Dikkedarer fo'r tværs over Gulvet og langede ud efter ham med et Slag, som (da Charley behændigt bukkede sig) ramte Jøden lige i Brystet og fik ham til at trimle over mod Væggen. Der stod han saa og snappede efter Vejret, medens Fregne-Tom sønderknust saa' til.

»Tys!« udbrød idet samme Rævetampen, »der blev ringet!« Og han tog Lyset og listede ud.

Straks efter, medens de andre sad i Mørke, blev der ringet heftigt igen. Rævetampen kom tilbage og hviskede med en hemmelighedsfuld Mine til Fagin.

»Hvad for noget?« udbrød Jøden: »alene?!« Han stod et Øjeblik og bed i sine gule Fingre, og der kom et Udtryk i hans Ansigt, som om han var angst for at faa nærmere Besked. Endelig saa' han op. »Hvor er han?« spurgte han.

Rævetampen pegede ud mod Trappen og gjorde en Bevægelse, som om han vilde til at gaa.

»Ja,« sagde Jøden til Svar paa hans tavse Spørgsmaal, »tag ham herind!… Tys, Charley og Tom! væk med Jer!«

Charley og Fregne-Tom forsvandt øjeblikkelig, det var slet ikke til at skønne, hvor de var blevet af. Straks efter kom Rævetampen ned ad Trappen med Lyset i Haanden og fulgt af en Mand i en grov Kittel. Manden saa' sig hurtigt om i Stuen, viklede derpaa et stort Tørklæde af, som havde skjult hele hans Underansigt, og viste sig at være — den flotte Toby Brækjern, men udtæret, uvasket og ubarberet.

»Aften, Fagin!« sagde denne ædle Herre og nikkede til Jøden. »Tag og put det Halstørklæde ned i min Hat, Rævetamp, saa jeg véd, hvor det er, naar jeg skal til at gaa!« Dermed trak han en Stol hen foran Kaminen og satte sig, med Fødderne op paa Risten. »Vil De nu se, Fagin,« tilføjede han og pegede mistrøstig paa sine Kravestøvler, »ikke en Draabe Blanksværte, siden De véd nok, Gud straffe mig, ikke en Draabe!… Lad vær' og staa og glo saadan paa mig, Menneske! Hver Ting til sin Tid; jeg kan ikke sludre om Forretninger, før jeg har spist og drukket, nu har jeg ikke faaet en ordenlig Bid Mad snart i tre Dage!«

Jøden gav Rævetampen et Vink om, at han skulde sætte frem paa Bordet, hvad de havde, og han satte sig saa selv lige overfor Indbrudstyven og ventede… Men Toby lod ikke til at være opsat paa Samtalen. Forgæves søgte Jøden at læse sig til i hans Ansigt, hvad Besked han havde. Toby saa' træt og udaset ud, men forøvrigt var der over ham det vanlige Præg af selvtilfreds Ligegladhed. Saa rejste Jøden sig og gik utaalmodigt op og ned ad Gulvet og fulgte spændt hver Bid, han førte til Munden. Toby spiste uforstyrret videre, til han ikke kunde mer. Saa først jog han Rævetampen ud, lukkede Døren, lavede sig et Glas Genever og Vand og rømmede sig for at tale: »Naa ja altsaa, Fagin…«

»Ja — javel,« indskød Jøden ivrigt og rykkede sin Stol hen til hans.

Toby tog en Slurk af Glasset og erklærede, at Geneveren var krabat. Derefter anbragte han sine Fødder oppe paa Kamingesimsen, saa at de kom omtrent i Linie med hans Hoved: »Ja altsaa, Fagin,« sagde han, »hvordan er det med Bill?«

»Hvad for noget?!« skreg Jøden og fløj op fra Stolen.

Toby blegnede. »Men det er da vel ikke Meningen — —?« begyndte han.

»Meningen? Meningen?« skreg Jøden rasende og stampede i Gulvet. »Hvor er de henne? Hvor er Sikes og Drengen? Hvor holder de sig skjult? Hvorfor har de ikke været her?«

»Den gik ikke!« mumlede Toby.

»Dèt véd jeg,« svarede Jøden og rev en Avis op af Lommen og pegede paa den. »Men hvad saa mer?»

»De skød, og traf Drengen. Vi stak af over Markerne — havde ham hver i sin Haand — lukt over Grøfter og Gærder. Og de satte efter os. Den Onde staa i dem! hele Egnen kom paa Benene og pudsede Hundene efter os.«

»Men Drengen?!« gispede Jøden.

»Bill havde faaet ham paa Ryggen og fløj afsted som en Vind. Saa vilde vi haft ham hver ved sin Haand igen: Hovedet hang ned paa ham, han var kold. De var lige i Hælene paa os: hver maatte klare for sig, om vi skulde slippe fra Galgen. Saa skiltes vi, og lod Drengen blive liggende i Grøften. Om han var levende eller død, skal jeg ikke kunne sige.«

Jøden hørte ikke mer. Han udstødte et Hyl, rev sig med begge Hænder i Haaret, og fo'r ud af Stuen og ud af Huset.

Han var kommet helt hen paa Hjørnet, før han begyndte at forvinde Virkningerne af Toby Brækjerns Budskab. Og endnu blev han ved at fare afsted saa aandsfraværende, at hvis ikke stærk Vognrumlen og de Forbigaaendes højrøstede Raab i sidste Nu havde skræmt ham ind paa Fortovet, vilde han være blevet kørt over. Imidlertid undgik han omhyggeligt alle Hovedgader, og luskede sig frem gennem Gyder og Stræder, som han lod til at kende ud og ind. Saadan naaede han omsider hen til hint Værtshus, hvor man engang tidligere har set ham, sammen med Sikes og hans Hund. Værtshuset hed »de tre Krøblinger,« men kaldtes af Stamgæsterne kort og godt »Krøblingerne.«

Han bare nikkede til en Mand, der stod nede bag Disken i Skænkestuen, og gik hurtigt op ad Trappen, aabnede en Dør, og listede sagte ind i et stort Værelse. Dèr skyggede han med Haanden over Øjnene og spejdede ængsteligt rundt, som om han søgte efter en bestemt Person.

Værelset oplystes af to Gasblus; men Vinduesskodderne var lukkede og de falmede røde Gardiner trukket for, saa ude fra kunde man ikke se, at der var Lys. Loftet var sort af Os, og Værelset saa fuldt af Tobaksrøg, at i første Øjeblik kunde man næsten slet intet se. Først lidt efter lidt opdagede man en forvirret Mængde Hoveder, frastødende Mænd og Kvinder, alle i deres bedste Aar, nogle af dem ganske unge. Selskabet havde slaaet sig ned omkring et langt Bord, for hvis øverste Ende Værten tronede. Henne i en Krog sad en Kavaler med blaalig Næse og Underansigtet indbundet paa Grund af Tandpine, han klimprede tappert løs paa et lille Klaver. Nogle musikalske Medlemmer af Selskabet foredrog en Vise, som lønnedes af de andre med støjende Bifald. Men Fagin tog ingen Notits af al den musikalske Underholdning. Han saa' spændt fra Ansigt til Ansigt, aabenbart uden at finde det, som han søgte. Endelig fangede han Værtens Blik, nikkede betydningsfuldt til ham, og forlod Værelset lige saa stille, som han var kommet.

»Hvad er til Tjeneste, Hr. Fagin?« spurgte Værten, som kom ud til ham paa Trappeafsatsen. »Vil De ikke sætte Dem ind til os? Det vil være dem alle sammen rigtig en Fornøjelse!«

Jøden rystede utaalmodigt paa Hovedet og spurgte hviskende: »Er Bill her?»

»Nej.«

»Og ingen Besked endnu fra Barney?«

»Nej. Han rører sig ikke, før alt er sikkert igen. De kan stole paa, at de er paa Sporet, rørte han paa sig, saa nappede de ham. Barney vèd nok, hvordan han skal klare den, ellers havde jeg hørt fra ham. Lad bare ham skøtte sig selv!«

»Kommer han herhen i Aften?« spurgte Jøden med et ganske særegent Eftertryk paa Ordet »han.«

»Mener De — Monks?«

»Hys!« sagde Jøden. »Ja.«

Værten trak et Gulduhr op af Lommen. »Han skulde egenlig have været her. Hvis De vil vente en halv Snes Minuter, saa — — —«

»Nej! nej!« skyndte Jøden sig at svare, og skøndt han havde ønsket at træffe den omtalte Person, lod han til at føle sig lettet ved, at han ikke var der. »Vil De blot sige, at jeg har søgt ham, og at han maa komme hen til mig i Aften — nej! lad os heller sige i Morgen. Det kan være tidsnok med i Morgen!« — — Dermed skiltes de.