Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 115-118

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

24.
Kort, men vigtigt.

Det gamle krumbøjede og rystende Fruentimmer humpede ned ad Gangene og op ad Trapperne og mumlede af og til et utydeligt Svar paa Madam Corneys Skælden. Til sidst kunde hun ikke længer, men maatte standse for at trække Vejret. Hun rakte saa Lyset til Madam Corney, som gik rask iforvejen og traadte ind i Stuen, hvor den Døende laa.

Det var et usselt Kvistkammer. Henne i den anden Ende af det stod der et Lys og brændte. Ved Sengen sad en gammel Vaagekone; foran Kakkelovnen stod Apotekerens Medhjælper og skar sig en Tandstikker af en Pennepose.

»Hu, hvor det er koldt!« bemærkede denne unge Kavaller, da Madam Corney kom ind. »Det er noget slemt Kul, De faar leveret!« tilføjede han og stødte med den rustne Ildrager ind i Kakkelovnen. I det samme lød der en Stønnen fra Sengen, og han saa' derhen med en Mine, som om han først nu kom i Tanker om, at der laa nogen. »Hm,« sagde han, »ja med hende er det forbi, det skulde undre mig, om hun gør det et Par Timers Tid endnu… De dér! sover hun?«

Vaagekonen bøjede sig ind over Sengen for at se — og nikkede saa.

»Naa ja, saa maaske hun kan sove bort, hvis De lader være at gøre Støj!« bemærkede den unge Kavaller. »Sæt Lyset ned paa Gulvet, saa generer det hende ikke!«

Vaagekonen lystrede, men rystede i det samme paa Hovedet for at tilkendegive, at saa let blev Døden nu ikke. Derefter satte hun sig hen til den anden gamle Kærling, der imidlertid var kommet ind. Oldfruen saa' meget utaalmodig ud; hun trak Sjalet tættere om sig og tog Plads ved Fodenden af Sengen.

Apoteker-Medhjælperen spidsede sin Tandstikker færdig og stod saa en halv Snes Minuter og varmede sig op ad Kakkelovnen; men tilsidst blev han ked af det og listede ud paa Taaspidserne. Lidt efter at han var gaaet, krøb de to gamle rynkede Kærlinger hen, hvor han havde staaet; siddende paa Hug foran Ilden, med deres grimme Ansigter klart belyste af den, gav de sig til at hviske sammen.

»Sagde hun noget, mens jeg var væk, Ane?« spurgte Marthe, som var den af dem, der havde hentet Madam Corney.

»Ikke et Muk,« svarede Ane. »Hun laa og fægtede noget med Armene; men jeg holdt paa hende, og saa faldt hun hen igen. Hun har ikke mange Kræfter mer, saa jeg kunde nok holde hende — aa ja, aa ja!«

»Fik hun noget af den varme Vin, som Dokteren havde sagt, hun skulde have?« spurgte Marthe.

»Nej, der var ikke til at faa en Draabe ned i hende. Saa drak jeg den selv, og den gjorde godt.« — De to gamle Hekse skævede forsigtigt til Siden for at forvisse sig om, at ingen hørte dem, og fniste fornøjede.

»Ja,« sagde Marthe, jeg husker nok den Tid, da hun selv vilde have gjort lige saadan og vilde have taget sig et godt Grin ovenpaa.«

»Aak ja, der var Humør i hende! Og hun har klædt mange dejlige Lig, saa nysselige og pæne, som de kunde have været af Voks. Mine gamle Øjne har selv sèt dem, og mine gamle Hænder har rørt ved dem, for jeg har hjulpet hende de Snese af Gange.« Ane spilede sine dirrende Fingre ud og virrede med dem foran Ansigtet, famlede saa ned efter sin Lomme, fik en gammel Snustobaks-Daase frem, og hældte en ussel Smule Snus ud i Venindens fremstrakte Haand samt en lidt større Portion ud i sin egen Haand.

I det samme kom Madam Corney hen til dem. Hun var nu ked af at vente og spurgte skarpt, hvor længe dette her skulde vare.

»Ikke længe, Madam,« svarede Ane og saa' op paa hende. »Ingen kommer til at vente længe paa sin Død. Bare lidt Taalmodighed! den ta'er os tidsnok alle sammen!«

»Aa hold Mund, dit gamle Vrøvl!« bed Madamen hende af. — »Sig mig, Marthe, har hun haft det lige saadan før?«

»Ja, det har hun tidt,« svarede Marthe.

»Men hun faar det aldrig saadan mer!« tilføjede Ane. »For hun vaagner kun denne ene Gang til, — og pas paa, hvad jeg siger, Madam: det varer ikke længe!«

»Ja det er nu mig lige meget!« bruste Madam Corney op, »for jeg bliver ikke siddende at drive her. Og en anden Gang, I to der, saa lader I mig i Fred! Jeg er ikke sat til at skulle se alle gamle Kærlinger her i Huset dø, og jeg vil heller ikke, forstaar I, I to gamle Spøgelser! I kan jo bare prøve at komme og holde mig for Nar igen, saa skal I se, hvor jeg skal kurere jer!«

Hun skulde til at fare ud ad Døren. Men Kærlingerne, der havde vendt sig om mod Sengen, gav i det samme et lille Skrig fra sig, og hun saa' tilbage. Den Syge havde rejst sig over Ende, hun sad og strakte Armene ud. »Hvem er dèt?« spurgte hun med hul Røst.

»Saa! saa!« tyssede den ene Vaagekone, »tag nu bare og læg dig ned!«

»Jeg lægger mig aldrig levende mer!« sagde den Døende og stred imod. »Jeg vil tale med hende dér! Kom herhen, nærmere endnu! Jeg vil hviske noget til Dem!« Hun greb om Armen paa Madam Corney, saa at denne maatte sætte sig paa Stolen ved Siden af Sengen, og hun skulde lige til at begynde at tale. Men saa fik hun Øje paa Vaagekonerne, der stod og bøjede sig frem og spidsede Øren. »Jag de to der ud!« hviskede hun, »gesvindt! gesvindt!«

De to gamle Hekse klynkede omkap over, at det var kommet saa vidt med den kære syge Stakkel, saa hun ikke engang længer kendte sine bedste Venner. Men Oldfruen puffede dem uden videre ud ad Døren, lukkede efter dem, og gik tilbage til Sengen. Ude fra forsikrede Kærlingerne saa, at gamle Sally var fuld, — hvad der forresten ikke var usandsynligt. Thi foruden med en antagelig Dosis Opium, som Apoteker-Medhjælperen havde forordnet, havde de to værdige gamle Madamer, hemmeligt og af deres eget gode Hjerte, behandlet hende med en antagelig Slurk Genever og Vand.

»Hør efter!« sagde den Syge og anstrengte sig for at samle sine Kræfter: »I denne Stue her — i den selv samme Seng — passede jeg engang et pænt ungt Fruentimmer, som var blevet bragt herind udaset og ødelagt. Hun fødte en lille Dreng og døde — lad mig se: hvad Aar var det nu?«

»Det er det samme med Aaret! indskød den utaalmodige Madam Corney. »Hvad saa videre om hende?!«

»Hvad saa videre om hende?« gentog den Syge, der var sunken tilbage i sin forrige sløve Tilstand. »Hvad saa videre?… Nu véd jeg det!« udbrød hun pludselig og rejste sig med et Sæt; hendes Ansigt blussede, Øjnene var ved at gaa ud af Hovedet paa hende. — »Jeg plyndrede hende, hører De! Hun var ikke blevet kold endnu, — hører De! hun var ikke blevet kold endnu, da jeg stjal fra hende.«

»Jøsses, hvad stjal du!« spurgte Madam Corney og gjorde en Bevægelse, som om hun vilde kalde Folk til.

»Det!« sagde den Syge og holdt Haanden op for hendes Mund, »det eneste, hun havde. Hun havde trængt til Tøj for at varme sig og til Mad for ikke at sulte ihjel, men hun havde ikke skilt sig ved det! hun gemte det paa sit Bryst. Og det var Guld, forstaar De, ægte Guld, det kunde have frelst hendes Liv!«

»Ægte Guld!« gentog Madam Corney og bøjede sig hastigt ind over den Syge, som var sunket tilbage. »Videre! — videre! — hvad saa mer! Hvem var Moderen?!«

»Hun sagde, at jeg skulde gemme det godt, jeg var jo den eneste, der var hos hende. Og jeg stjal det!… Man vilde have behandlet Drengen bedre, dersom man havde vidst det alt sammen: men det har jeg sagt Dem.«

»Nej, nej, — skynd dig!… dersom man havde vidst hvad?«

Den Syge gjorde igen en Kraftanstrengelse: »Da Moderen mærkede, at Døden nærmede sig, saa hviskede hun til mig, at hvis hendes Barn blev i Live, saa vilde den Dag dog maaske komme, da det ikke behøvede at skamme sig saa meget endda over sin stakkels Moder. Og »aa Gud,« bad hun, »enten det nu bliver en Dreng eller en Pige« — — —«

»Hvad hed Drengen?« afbrød Madam Corney hende.

»De døbte ham Oliver,« mumlede den Syge sagte. »Og det Guld, som jeg stjal, det Guld…«

»Ja, — hvad dèt, hvad dèt?«

Madam Corney bøjede sig endnu længere ned over Sengen. Men hun rykkede instinktmæssigt tilbage, da den Syge endnu engang, langsomt og stift, rejste sig over Ende og famlede med begge Hænder om Tæppet og mumlede nogle uforstaaelige Ord — og sank tilbage. — — —

»Stendød!« sagde den ene af de to gamle Kærlinger, der skyndsomst smuttede ind, saa snart Døren var blevet lukket op.

»Ja. Og naturligvis var det ingenting, hun havde at sige!« bemærkede Madam Corney, som ligegyldig gik sin Vej.