Oliver Twist/2
2.
Oliver Twists første Barndom.
I de nærmest følgende otte, ti Maaneder var Oliver Twist Offer for et gennemført Snyderi og Bedrag, idet han nemlig blev »flasket« op. Derpaa blev han sendt tre Fjerdingvej bort til en Filial-Anstalt, hvor en 20—30 andre smaa Forbrydere imod Fattigloven kravlede den ganske Dag om paa Gulvet, ubesværede af alt for megen Føde og af alt for megen Paaklædning samt under moderligt Tilsyn af en ældre Kone, der modtog de strafskyldige mod en Godtgørelse af 52½ Øre ugenlig pr. lille Hoved. For 52½ Øre om Ugen kan der faas en Del — mer end nok til at overlæsse et lille Barns Mave og til at gøre det ubekvemt. Den aldrende Kone var en klog og erfaren Kvinde. Hun vidste, hvad der var godt for Børn; hun vidste lige saa nøjagtigt, hvad der var godt for hende selv; følgelig anvendte hun Størsteparten af Ugepengene til sin egen Person og satte den opvoksende kommunale Slægt paa en endnu smallere Kost, end der oprindelig var tiltænkt den.
Alle kender Historien om en Vismand, der sværmede for Forsøg. Han havde lavet sig en mærkelig Læresætning om, at en Hest kan godt leve uden at æde, og han beviste Læresætningen meget fyldestgørende, idet han bragte sin egen Hest ned til at nyde bare et Halmstraa om Dagen. Utvivlsomt vilde han have gjort Hesten til en yderst kraftig og vælig Ganger ganske uden Spor af Foder, dersom den ikke netop var død, et Døgn før den skulde til at leve behageligt af lutter Luft. — Desværre havde den Kone, til hvis Omhu Oliver Twist var blevet overantvordet, jævnligt et lignende Uheld med sine filosofiske Forsøg. Thi just i det Øjeblik, da et af Børnene hos hende havde drevet det til at leve af den mindst mulige Portion elendigst mulige Mad, skulde det i halvniende Tilfælde af ti ærgerligt nok hænde, at Barnet blev enten sygt af Sult eller Kulde eller faldt i Ilden af Skødeløshed eller blev kvalt af Røg ved et Træf; og i alle disse Tilfælde hjemkaldtes de usalige smaa Væsner gerne til en anden Verden for dér at samles med Fædre, som de ikke havde lært at kende i denne.
Det var ikke til at vente af denne Art Opdrætning, at den just skulde frembringe en overvættes fed og trivelig Bestand. Oliver Twists niende Fødselsdag traf ham da ogsaa som et blegt, svageligt udseende Barn, ikke stor af Vækst og afgjort lille i Omfang. Dog havde Natur eller Arv indpodet i hans Bryst en kæk og modstandskraftig Aand, som takket være Husets sparsomme Kost havde haft rigelig Plads til at udvikle sig. Og kan hænde, at den Omstændighed var Skyld i, at han overhovedet fik en niende Fødselsdag. Det være nu, som det være vil, det var i al Fald hans niende Fødselsdag, og han fejrede den nede i Kulkælderen, i udsøgt Selskab af to andre unge Herrer, der først havde deltaget med ham i en sund Revselse, og derefter var blevne indespærrede i Kælderen, fordi de havde været frække nok til at paastaa, at de var sultne… Men saa skete det, at Madam Mann, Husets ædle Forstanderinde, ubehageligt overraskedes ved at se Hr. Bumble, Opsynsmanden fra Fattighuset, staa nede og ruske i Havelaagen for at faa den op.
»Ih, du Altstyrende, er det Dem, Hr. Bumble!« raabte hun ud ad Vinduet med ypperlig hyklet Henrykkelse. (»Susanne! hent øjeblikkelig Oliver og de to andre Unger op og vask dem rene!«) — »Næh, du Altstyrende, hvor det dog glæder mig at se Dem, Hr. Bumble.«
Nu var imidlertid Hr. Bumble en tyk Mand og en hidsig Mand, saa i Stedet for at svare mildt paa hendes hjertelige Hilsen, gav han den lille Laage, som ikke vilde gaa op, et frygteligt Spark.
»Aak Gud nej, tænk dog,« raabte Madam Mann og løb ud (for de tre Drenge var nu blevne skaffet af Vejen!) »her staar jeg og glemmer rent, at Laagen jo er lukket af indvendig fra, for de søde Børns Skyld. — Vær saa artig, Hr. Bumble, vær saa artig og kom indenfor, kære Hr. Bumble!«
Indbydelsen ledsagedes af en Nejen, der kunde have blødgjort endog en Kirkeværges Hjerte; men den formildede ingenlunde Opsynsmanden.
»Maa jeg spørge Dem, Madam Mann,« sagde han og svippede med sin Spanskrørsstok, »synes De, det er en passende og skyldig Opførsel at lade en kommenal Embedsmand staa og vente tiden for Deres Havelaage, naar han kommer til Dem i et kommenalt Anliggende angaaende de kommenale Vajser?«
»Men jeg forsikrer Dem, Hr. Bumble, det var bare, fordi jeg maatte fortælle et Par af de søde Børn, som holder saa umaadelig meget af Dem, at det var Dem, der kom,« svarede Madam Mann, særdeles ydmygt.
Hr. Bumble havde høje Tanker om sine Talegaver og om sin egen Storhed. Han havde nu faaet lagt Talegaverne for Dagen og havde hævdet Storheden, og han blev medgørligere.
»Ja ja da, Madam Mann,« sagde han roligere, »lad det saa være, som De siger, lad det være saadan! Men lad os nu gaa indenfor, Madam Mann, for jeg kommer i Tjenesteanliggender og har noget at snakke med Dem om.«
Madam Mann førte Opsynsmanden ind i sin lille Dagligstue med Murstensgulvet, satte en Stol frem til ham og lagde forekommende hans trekantede Hat og hans Spanskrør foran ham paa Bordet.
Hr. Bumble tørte Sveden af Panden, saa' velbehageligt paa den trekantede Hat, og smilte. Opsynsmænd kan ogsaa være Mennesker, — Hr. Bumble smilte.
»Tag mig nu ikke ilde op, hvad jeg vil sige,« bad Madam Mann med indsmigrende Blidhed, »men De har gaaet en lang Vej, véd jeg, ellers vilde jeg ikke tale derom, — vil De ikke have en lille Hjertestyrkning, Hr. Bumble?«
»Ikke saa meget som en Draabe!« erklærede Hr. Bumble og vinkede værdigt, men velvilligt af med højre Haand.
»Aa hvad,« bad Madam Mann, der havde lagt Mærke saavel til Tonefaldet som til hans Haandbevægelse, »bare en lille bitte Draabe med en Smule koldt Vand og en Bid Sukker?«
Hr. Bumble rømmede sig. »Hum… hvad skulde det være?« forhørte han sig.
»Ja forstaar De, jeg er jo nødt til at have det i Huset, til at komme i Miksturen til de søde, velsignede Unger, naar de er daarlige, Hr. Bumble!« forklarede Madam Mann og lukkede Hjørneskabet op og tog Flaske og Glas frem. »Det er Genever.«
»Giver De Børnene Mikstur, Madam Mann?« spurgte Hr. Bumble og fulgte med Øjnene den spændende Blanden af Geneveren og Vandet. »De er en menneskekærlig Kvinde, Madam Mann. (Hun satte Glasset fra sig.) Jeg skal nok huske ved første Lejlighed at omtale det for Direktionen. (Han trak Glasset hen til sig og rørte om i det.) De føler som en Moder, Madam Mann! (Han drak i ét Drag Glasset halvt ud.) — Naa, og saa var det Tjenesteanliggendet!« tilføjede han og tog en Læder-Tegnebog op af Lommen. »Det Barn, der blev døbt Oliver Twist, fylder i Dag 9 Aar.«
»Gud velsigne ham!« indskød Madam Mann og gned sit venstre Øje rødt med Snippen af Forklædet.
»Til Trods for at der er udsat en Belønning paa 200 Kr., som senere er forhøjet til 350 — til Trods for de utroligste, jeg kunde næsten sige overnaturligste Anstrengelser fra Kommunens Side,« forklarede Hr. Bumble, »har det ikke været os muligt at opdage, hvem der er hans Fader, saalidt som hans Moders Forsørgelsessted og Navn og Stilling.«
Madam Mann løftede forbavset begge Hænder mod Himlen. Og efter saa et Øjeblik at have tænkt sig om spurgte hun: »Men hvor har Drengen da i det hele taget kunnet faa Navn?«
Hr. Bumble rettede sig stolt i Sædet og svarede: »Det har jeg givet ham. Jeg skal sige Dem, Madam Mann, vi opkalder Hittebørnene i alfabetisk Orden. Den forrige var et S, ham kaldte jeg Swubble; han her var et T., saa kaldte jeg ham Twist. Jeg har Navne færdige hele Alfabetet igennem, og saa om igen, naar vi er naaet til Z.«
»Men De er jo ligefrem en studeret Mand, Hr. Bumble«! forsikrede Madam Mann.
»Naa-aa, aa ja,« sagde Opsynsmanden, øjensynligt smigret. »det kan jo være, De har Ret.« Han tømte Glasset og fortsatte: »Men saasom Oliver nu begynder at blive for gammel til længer at være her, saa har Direktionen bestemt, at han skal tilbage til os, og jeg er nu selv her for at hente ham. Vil De være saa god at lade ham komme ind!«
»Paa Øjeblikket, Hr. Bumble,« svarede Madam Mann og skyndte sig ud. Og Oliver (der imidlertid havde faaet saa meget af Ansigtets og Hændernes Snavs skrubbet af, som lod sig afskrubbe i én Vask) Oliver blev af sin velvillige Beskytterinde ført ind i Stuen. — »Buk for Herren dér, Oliver!« sagde hun til ham.
Oliver gjorde et Skrabud, som galdt halvt Opsynsmanden paa Stolen og halvt hans trekantede Hat paa Bordet.
»Har du nok Lyst til at følge med mig, Oliver?« spurgte Hr. Bumble majestætisk.
Oliver var lige ved at svare, at han heller end gerne vilde følge med hvem det skulde være. Men saa kom han tilfældigvis til at se paa Madam Mann, som havde stillet sig om bag Opsynsmandens Stol og bistert truede ad ham med knyttet Haand. Han forstod det straks; thi denne Haand havde altfor ofte gjort Indtryk paa hans Krop, til at den ikke ogsaa skulde have gjort Indtryk paa hans Forstand. — »Ja, følger hun ogsaa med?« spurgte han.
»Nej,« forklarede Hr. Bumble, »det kan hun ikke. Men hun kommer nok af og til og ser til dig.«
Dette var just ingen stor Trøst for Drengen. Men saa ung som han var, havde han Omløb nok til at lade, som om han blev meget bedrøvet over, at han skulde bort. Sulten og den nylig overstandne Revselse var ham desuden en god Hjælp til at faa Taarer i Øjnene, og han tudede virkelig meget naturligt. Madam Mann gav ham en hel Bunke Kys samt (hvad Oliver satte meget mere Pris paa) en Bundtenom Smørrebrød, for at han ikke skulde lade altfor sulten, naar han ankom til Fattighuset. Med dette Stykke Smørrebrød i Haanden og sin lille brune Klædes Fattighus-Hue paa Hovedet blev han saa af Hr. Bumble ført bort fra det triste Hjem, hvor aldrig et venligt Ord eller Blik havde lyst ind i hans Barndoms Mørke. Og dog kom der et Udbrud af barnlig Sorg, da Havelaagen lukkedes efter ham. Han forlod jo sine smaa Lidelseskammerater, de eneste Venner, han nogensinde havde kendt; og for første Gang paakom der ham en Følelse af, at han stod ene og forladt i den vide, vide Verden.
Hr. Bumble tog lange Skridt. Lille Oliver, som holdt fast i Guldtressen om hans Ærme, travede ved Siden af og spurgte, hver Gang de havde gaaet en Fjerdingvej, »om de ikke snart var der«. Paa disse Spørgsmaal gav Hr. Bumble yderst korte og studse Svar; thi den flygtige Blidhed, som Genever og Vand kan fremkalde i visse Hjerter, var allerede dunstet bort, og Hr. Bumble var atter »kommenal Embedsmand«.
Oliver havde knap været et lille Kvarters Tid indenfor Fattighusets Mure og havde endnu ikke faaet gjort det af med en ny Rundtenom Brød, saa viste Hr. Bumble (der foreløbig havde overantvordet ham til en gammel Kjærling) sig paany og meddelte, at det var Direktions-Aften, samt at Direktionen vilde se Oliver straks med det samme.
Saasom Oliver ingen klar Forestilling havde om, hvad en Direktion var for noget, vidste han ikke ret, enten han skulde le eller græde derover. Han fik imidlertid ikke Stunder til at gruble videre; thi Hr. Bumble vækkede ham med et Knubs i Hovedet af sin Stok, og førte ham saa ind i en stor Sal med hvidtede Vægge, hvor en halv Snes tykke Herrer sad omkring et Bord. For Enden af Bordet tronede i en højrygget Lænestol en ualmindelig trivelig Herre med et rundt og blussende rødt Ansigt.
»Buk for Direktionen!« sagde Hr. Bumble, hvorefter Oliver tørte et Par Taarer af, der var blevet hængende i hans Øjne, og bukkede paa Lykke og Fromme for Direktionsbordet.
»Hvad hedder du, Dreng?« spurgte Herren i den højryggede Lænestol.
Oliver blev saa betuttet ved Synet af de mange Herrer, at han kom til at ryste, og Hr. Bumble gav ham et nyt Knubs, der fik ham til at græde. Han svarede altsaa meget sagte og nølende. En Herre med hvid Vest erklærede derpaa, at han var et Kvæg. hvilket naturligvis var et ypperligt Middel til at indgyde ham Mod.
»Hør nu efter, Dreng,« sagde saa Herren i den højryggede Lænestol, »du véd jo vel, at du er en Vajse?«
»Hvad er dét for en?« spurgte stakkels Oliver.
»Ja, var det ikke det, jeg straks sagde — det er et rent Kvæg, den Dreng!« forsikrede den hvid-vestede Herre i en yderst bestemt Tone.
»Hys!« sagde Herren, der havde talt først. — »Du véd jo da nok, at du har hverken Fader eller Moder og bliver forsørget af Sognet?«
»Jo, Herre,« svarede Oliver og græd bitterlig.
»Hvad tuder du for?« spurgte den hvid-vestede Herre. Og det var jo virkelig ogsaa højst paafaldende — hvad kunde den Dreng have at græde over?
»Jeg haaber da, at du hver Aften beder din Aftenbøn,« bemærkede en anden Herre med barsk Høst, »og at du som en god Kristen beder for dem, der føder dig og tager sig af dig?«
»Jo, Herre,« stammede Oliver.
Herren, der havde talt sidst, havde uafvidende sagt noget meget sandt. Det vilde unægtelig have været meget kristeligt, ligefrem forbavsende kristeligt, dersom Oliver havde bedt for dem, der bespiste og sørgede for ham… Men han havde ikke gjort det, eftersom ingen havde lært ham det.
»Naa,« sagde den rødblussende Herre i den højryggede Stol, »og nu har vi ladt Dig hente herover, for at Du kan blive opdraget og lære en nyttig Haandtering.«
»Fra i Morgen tidlig Kl. 6 begynder Du at pille Værk,« tilføjede den gnavne hvid-vestede Herre.
For de to Velgerningers Forening, i den simple Syssel at pille Værk, bukkede Oliver (efter Hr. Bumbles Anvisning) atter for Direktionen, og derefter blev han jaget ind i en stor Sal, hvor han fik Lov at græde sig i Søvn i en ussel og haard Seng. Stakkels Dreng! Og saa anede han dog ikke engang, at Direktionen selv samme Dag havde taget en Bestemmelse, som skulde faa den mest afgørende Indflydelse paa hans Fremtids Skæbne!
Direktionens Medlemmer var meget vise, dybsindige og eftertænksomme Mænd, og da de først havde fæstet deres Opmærksomhed paa Fattighuset, opdagede de øjeblikkelig, hvad jævne Dødelige aldrig vilde have indset, nemlig at Fattigfolk var rent forgabede i det Hus. Det var jo et rent Forlystelsessted for Fattigfolk, et Gæstgiveri, hvor der intet var at betale, — gratis Frokost, Middag, The og Aftensmad hele Aaret rundt. »Ho, ho!« sagde Direktionen og smilte snedigt, »nej saadan løber man ikke med os; det skal vi snart faa sat en Stopper for.« Og de indførte den Ordning, at Fattigfolk skulde have Valget (for Gud bevares! tvinge nogen vilde man ikke), Fattigfolk skulde have Valget mellem at sulte ihjel i Fattighuset lidt efter lidt — eller sulte ihjel udenfor det i en Ruf. De akkorderede med Vandvæsnet om at levere en ubegrænset Mængde Vand, og med en Melhandler om til visse Tider af Aaret at levere en stærkt begrænset Portion Havremel; hvorpaa de uddelte tynd Havresuppe tre Gange om Dagen, et Løg to Gange om Ugen samt 4½ Lod Brød om Søndagen. Desuden traf de en hel Del andre kloge og menneskekærlige Bestemmelser, som det er unødvendigt at opremse. Men al Hjælp var fra nu af uadskilleligt knyttet til Fattighuset og Havresuppen, — og det skræmte Fattigfolk.
Den ny Ordning blev indarbejdet i Løbet af det første halve Aar, efter at Oliver var blevet hentet tilbage. Til en Begyndelse faldt den noget bekostelig, paa Grund af Begravelsesvæsnets Regninger og paa Grund af at det blev nødvendigt at lægge alle Fattiglemmernes Tøj ind; thi efter et Par Ugers Havresuppe-Bespisning formelig flagrede Tøjet omkring deres slunkne, ludmagrede Skikkelser. Men snart blev Tallet paa Fattiglemmerne ligesaa tyndt som selve Lemmerne, — og Direktionen var henrykt.
Det Rum, hvori Drengene bespistes, var et Slags Bryggers med en stor Kedel i den ene Ende, hvoraf Økonomen (med Forklæde paa og hjulpen af en eller to Kvinder) øste Havresuppen op ved Maaltiderne: en Skaal fuld til hver Dreng, men aldrig mer, undtagen ved festlige Lejligheder, da de i Tilgift fik 4½ Lod Brød. Skaalene behøvede ikke at vaskes, for Drengene polerede dem saadan af med Skeerne, at de blev ganske blanke igen. Og naar Drengene saa var færdige med denne Renselsesfest (der ikke tog lang Tid, eftersom Skaalene ikke var synderligt større end Skeerne), sad de og stirrede saa begærligt paa Kobberkedlen, som om de vilde sluge endog Stenene, hvorimellem den var indmuret, alt imedens de flittigt slikkede deres Fingre for at bemægtige sig saadanne ubetydelige Stænk af Havresuppen, som muligvis kunde være blevet siddende paa dem. Drenge plejer jo at have god Appetit. Oliver Twist og hans Kammerater led i et Fjerdingaar en langsom Hungersdøds Kvaler. Men tilsidst blev de saa graadige og vilde af Sult, at en Dreng, der var stor af sin Alder og ikke vant til et saadant Traktement (thi hans Fader havde haft en lille »Beverding«), lod sig forstaa med, at hvis han ikke fik mindst to Skaale Havresuppe om Dagen, var han bange for, han tilsidst blev nødt til at æde sin Sengekammerat, der tilfældigvis var en liden og svagelig Yngling. Hans Øjne rullede vildt, saa de andre troede ham. Man holdt Raad, man kastede Lod om, hvem der efter Aftensmaaltidet skulde gaa hen til Økonomen og bede om mere, og Loddet traf Oliver Twist.
Aftenen kom, Drengene sad paa deres Pladser, Økonomen (i sin Kokkedragt) stillede sig op ved Kedlen, de assisterende Fattiglemmer stillede sig op ved Siden af ham. Havresuppen blev uddelt, og der blev bedt en bred Bøn over den smalle Kost. Efter at Havresuppen var forsvunden, begyndte Drengene at hviske og tiske, og de blinkede til Oliver, og de nærmest siddende puffede til ham. Han var kun et Barn, og han var desperat af Sult og Elendighed. Saa rejste han sig fra Bordet, traadte med Skaal og Ske i Haanden hen foran Økonomen og sagde, helt fortumlet over sin egen Dristighed: »Undskyld, Hr. Økonom, maa jeg faa lidt mere Mad?«.«
Den velnærede, rødmussede Økonom blegnede. Som bedøvet af Forbavselse stirrede han et Øjeblik paa den lille Oprører, og greb saa efter Kedlen for ikke at falde. De assisterende Fruentimmere var lamslagne af Forundring, Drengene af Skræk.
»Hvad?!« mumlede Økonomen endelig med svag Røst.
»Om Forladelse, Hr. Økonom, jeg vilde gerne bede om lidt mere,« gentog Oliver.
Økonomen smak ham med Sløven i Hovedet, greb ham i Armen og raabte højt paa Opsynsmanden.
Direktionen sad i højtidsfuld Raadslagning, da Hr. Bumble kom styrtende ind, helt fra sig selv, og meldte til den rødblussende Herre i den højryggede Lænestol: »Undskyld, Deres Velbaarenhed, Oliver Twist har forlangt mere!«
Direktionen fo'r rædselsslagen op.
»Forlangt mere'?!« spurgte Herren i Lænestolen. »Kom nu til Dem selv, Bumble, og svar ordenligt! Er det Meningen, at han har forlangt mere, efter at han havde faaet den i Spisereglementet fastsatte Aftensmad?!«
»Ja, Deres Velbaarenhed!« svarede Bumble.
»Den Dreng ender i Galgen!« erklærede Herren med den hvide Vest. »Pas paa, hvad jeg siger, han ender med at blive hængt!«
Ingen modsagde den profetiske Herre. Der blev holdt en bevæget Forhandling. Oliver blev øjeblikkelig beordret indespærret, og næste Morgen blev der slaaet op paa Porten en Plakat, hvorved udlovedes 90 Kr. til den, som vilde skille Sognet af med ham. Med andre Ord, 90 Kr. og Oliver Twist tilbødes hvilken som helst Mand eller Kvinde, som ønskede en Læredreng til en hvilken som helst Bestilling, Næringsvej eller Haandtering.
»Jeg har aldrig i mine Dage været saa overbevist om noget,« sagde den hvid-vestede Herre, da han næste Morgen læste Plakaten, »som jeg er om, at den Dreng ender med at blive hængt!«