Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 5-7

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

»Maa jeg faa lidt mere Mad?«
»Maa jeg faa lidt mere Mad?«
»Maa jeg faa lidt mere Mad?«

1.
Hvor og hvordan Oliver Twist kom til Verden.

Foruden ved forskellige andre offenlige Bygninger kan Byen Modfog — som de fleste, baade store og smaa, Byer — glæde sig ved et Fattighus. Og i dette Fattighus fødtes (hvad Dag og Datum har Læseren ikke Spor af Glæde af at faa at vide) det Menneskebarn, hvis Navn staar her over dette Afsnit. Endnu en Stund efter at han af Distriktslægen var blevet indført i denne Trængslernes og Bekymringernes Verden, stod det hen i det uvisse, om han vilde leve længe nok til overhovedet at kunne faa et Navn. Det holdt nemlig haardt at faa ham til selv at paatage sig det Besvær at trække Vejret — en brydsom Bestilling, men som et Slags Vane har gjort til Betingelse for en uforstyrret Tilværelse! — og han laa en Tid gispende paa en lille Uldmadras, ligesom i ustadig Ligevægt mellem vor og en bedre Verden, men med afgjort Overvægt i Retning af den bedre. Dersom Oliver nu paa dette Tidspunkt havde været omgivet af ømme Bedstemødre, bekymrede Tanter, erfarne Ammer og højlærde Doktorer, vilde det naturligvis uundgaaeligt have været ude med ham. Men saasom ingen andre var til Stede end en gammel Stodderske, der var en Del omtaaget af at have drukket usædvanlig meget Øl, samt Distriktslægen, der efter Kontrakt skulde besørge alle Forløsninger, saa fik Oliver og Naturen Lov til at afgøre deres Mellemværende mellem sig selv. Og Enden paa det blev, at Oliver, efter en Del krampagtige Spjæt, først prustede, saa nøs og sluttelig indlod sig paa at meddele Fattighuslemmerne, at en ny Byrde var blevet paalagt Sognet, ved nemlig at sætte i med saa lydeligt et Skrig, som det fornuftigvis turde ventes af et Drengebarn, der endnu ikke i stort mer end tre og et kvart Minut havde raadet over den virkelig meget nyttige Ting, der kaldes en Stemme.

Da Oliver gav dette første Bevis paa sine Lungers fri og sømmelige Virksomhed, bevægede et Pjaltetæppe sig, som laa smidt hen over Jernsengen. En ung Kvindes blege Ansigt løftedes mat op fra Puden, og en svag Stemme hviskede utydeligt: »Lad mig se Barnet, før jeg dør!«

Lægen havde siddet med Ansigtet ind mod Ildstedet og havde skiftevis varmet sine Hænder og gnedet dem. Nu rejste han sig, traadte hen til Hovedgærdet, og sagde, i et mildere Tonefald, end man egenlig skulde have ventet sig af ham: »Saa! saa! ikke snakke om at dø!«

»Aa, Gud velsigne hende, det Skind!« faldt Vaagekonen ind og puttede gesvindt ned i Lommen en grøn Lærke, hvis Indhold hun med øjensynligt Velbehag havde smagt paa henne i Krogen. »Lad hende først blive saa gammel som jeg, Hr. Doktor, og have faaet tretten Børn, der alle er døde, paa nær to, som ogsaa er her i Fattighuset, saa skal De se, hun faar nok bedre Forstand end at tage saadan paa Vej… Husk dog paa, lille Lamseben, hvad det er for en Glæde at være Moder!«

Denne trøsterige Udsigt til en Moders Fremtid lod dog ikke til at gøre det forventede Indtryk. Barselkonen rystede paa Hovedet og strakte Armene ud efter Barnet. Distriktslægen lagde det saa ned til hende. Hun trykkede, stærkt bevæget, sine kolde, hvide Læber mod dets Pande, strøg med Haanden hen over dets Ansigt, saa sig forstyrret om, skælvede over hele Kroppen, sank tilbage — og var død. De gned hendes Bryst, Hænder og Tindinger, men Blodet var stivnet for bestandig.

»Det er forbi!« sagde Lægen omsider.

»Aak ja, det stakkels Skind!« sukkede Vaagekonen og tog Proppen til den grønne Lærke op; hun havde tabt den paa Puden, da hun skulde bukke sig efter Barnet. »Aak ja, det Skind!«

»De behøver ikke at sende Bud efter mig, hvis Barnet skriger,« fortsatte Lægen, medens han koldblodig trak sine Hansker paa. »Det er højst rimeligt, at det bliver uroligt. De kan saa give det lidt Havresuppe.«

Han satte Hatten paa, men stansede paa Vej hen til Døren ved Siden af Sengen og tilføjede: »Hun var ellers ganske køn. Hvor skrev hun sig fra?«

»Hun blev bragt herind i Aftes,« forklarede Vaagekonen, »efter Inspektørens Ordre. De havde fundet hende liggende paa Gaden — hun maa være kommen langvejs fra, for der var ingen Saaler mer i hendes Sko. Men hvor hun var fra, eller hvor hun skulde hen, det er der ingen, der ved.«

Lægen bøjede sig ned over Liget og løftede dets venstre Haand op. »Hm! den gamle Historie! Ingen Vielsesring!« sagde han og rystede paa Hovedet. »Naa! Farvel.«

Og han gik hjem for at spise til Middag. Vaagekonen henvendte sig endnu en Gang venskabeligst til sin grønne Lærke, satte sig saa paa en Skammel foran Ildsledet og gav sig til at klæde Barnet.

Indtil dette Øjeblik havde ingen kunnet sige, om det var en Adelsmands eller en Tiggers Barn. Men nu, efter at det var blevet svøbt i den gamle Løjert, der var gulnet i Fattighusets Tjeneste, nu var det mærket og numereret og havde faaet sin Plads anvist: som Fattighusbarn, som Vajse, som et stakkels udsultet Skumpelskud, der skulde puffes og stødes gennem Verden, overset af alle, beklaget af ingen.

Oliver skraalte drabeligt. Dersom han havde kunnet ane, at han var forældreløs og henvist til Kirkeværgers og Inspektørers naadige Omsorg, vilde han maaske have skraalt endnu drabeligere.