Oliver Twist/15
15.
Hvordan den rare gamle Jøde og Frk. Nancy holdt af Oliver.
Inde i en ussel lille Knejpes skumle Gæstestue sad, grublende over en Tinkande og et brændevinsduftende Glas, en Mand i Bomuldsfløjls Jakke og Knæbukser, hvem ingen erfaren Politibetjent, til Trods for Halvmørket, et Øjeblik vilde have betænkt sig paa at antage for Hr. Bill Sikes. Ved hans Fødder laa en hvid, rødøjet Hund, som skiftevis adspredte sig med at blinke med begge Øjne op mod sin Herre og med at slikke en stor frisk Flænge ved den ene Side af Flaben, hvilken Flænge vistnok var Udbyttet af et nylig udkæmpet Slagsmaal.
Pludselig brød Hr. Sikes Tavsheden. »Vil du ligge stille, dit Bæst, hvad du?!« sagde han. Maaske var hans Grublen saa alvorlig, at den forstyrredes endog af en Hunds Blinken, maaske paavirkede hans Grublen i den Grad hans Følelser, at de maatte skaffe sig Luft om det saa kun kunde ske i at sparke efter et uskyldigt Dyr. Nok er det, han baade bandede og sparkede ud efter Hunden.
Hunde er jo i Reglen lidet tilbøjelige til at tage Fornærmelser fra deres Herres Side ilde op. Men Hr. Sikes' Hund havde det samme opfarende Temperament som Hr. Sikes, og desuden paakom der den maaske en smertelig Følelse af, at den blev forurettet. Altsaa satte den øjeblikkelig Tænderne i en af Hr. Sikes Snørestøvler og ruskede den dygtigt, hvorefter den knurrende krøb ind under en Bænk, lige tidsnok til at undgaa Tinkanden, som Hr. Sikes kylede efter dens Hoved.
»Naa saa det vilde du, hvad?« sagde Sikes og greb med den ene Haand Ildrageren, medens han med den anden trak op af Lommen en vældig Tollekniv. »Kom herud, dit Djævels-Bæst! Hører du, vil du herut!«
Hunden hørte det rimeligvis nok, eftersom Hr. Sikes talte saa barsk og højt, som han vel kunde. Men ledet af en ufattelig Uvilje mod at faa Halsen skaaret over paa sig, blev den, hvor den var, og knurrede bare endnu stærkere og bed sig ligesom et vildt Dyr fast i Enden af Ildrageren. — Herover blev Hr. Sikes rent ude af sig selv, han lagde sig ned paa Knæ og angreb rasende. Hunden sprang fra den ene Side til den anden, knurrede, gøede, bed, — Hr. Sikes bandte, svo'r, stødte og slog, — og Kampen var virkelig paa et farligt Vendepunkt for en af Parterne, — da Døren pludselig gik op. Ud fo'r Hunden, tilbage stod Bill Sikes, med Ildrageren og Tollekniven.
Et gammelt Mundheld siger, at der skal altid to til en Strid. Da Hr. Sikes blev pudset for Hundens Nærværelse, yppede han sporenstregs Kiv med den nyankomne. »Hvad Fanden skal De komme her for og vælte Dem ind mellem mig og min Hund?« brølte han arrigt.
»Men bedste Ven, bedste Ven, hvor kunde jeg vide?« svarede ydmygt Fagin — for det var Jøden, der var kommen ind.
»Aa Sladder! har De ingen Øren, De skabede Tyveknægt?! brummede Sikes. »Nej, De kan vist ikke høre, De, hvad? Selv lister De jo ud og ind, saa en anden aldrig aner, hverken naar De kommer eller gaar… Jeg vilde ønske, De havde været Hunden, Fagin, for et halvt Minut siden!«
»Hvorfor dèt?« spurgte Jøden og tvang sig til at le.
»Jo, for Regeringen passer jo paa saadan' nogle Slynglers Liv som Deres, skønt De har ikke halvt saa meget Mod som en Køter; men sin Hund har man da Lov til at slaa ihjel, som man vil!« svarede Sikes og lukkede Tollekniven sammen med et meget udtryksfuldt Blik. »Forstaar De?!«
Jøden, der havde sat sig hen ved Bordet, gned sig i Hænderne og lod til at more sig over Hr. Sikes' Spøg.
»Ja grin De bare,« sagde Sikes og satte Ildrageren fra sig og saa' paa Jøden med et blodtørstigt Smil, »grin De bare! Men De skal forresten ikke komme til at grine af mig, det skulde da være, jeg en Gang har faaet Nathuen paa, naar de vil til at klynge mig op! Jeg har godt Tag i Dem, Fagin, og Fanden skal slaa mig, om jeg slipper det. Forstaar De?! Skal jeg dingle, saa skal De dingle med; derfor tag Dem i Agt!«
»Ja vel, min Ven, ja vel, det ved jeg jo,« indrømmede Jøden. »Vi har — fælles Interesser, Bill, — fælles Fordel!«
»Hm!« brummede Sikes, som om han tænkte, at Fordelen var vist mest paa Jødens Side. »Naa men, hvad har De saa med til mig?«
»Det gik altsammen meget godt i Smeltediglen,« svarede Fagin, »Deres Part har jeg med… Ja, det er egenlig noget mere, end De skulde haft. Men jeg tænkte som saa, at De giver mig jo nok en anden Gang en Haandsrækning og —«
»Hold Kæft med det Sludder!« afbrød Slubberten ham utaalmodigt. »Hvor har De det? Op med det!«
»Ja, ja, Bill, giv nu blot Tid, giv nu Tid!« søgte Jøden at berolige ham. »Her er de — alle sammen!« Han havde taget et gammelt Bomulds Lommetørklæde ud af sin Frakkelomme, løste op for en stor Knude i det ene Hjørne, og tog frem en lille Pakke i Karduspapir. Bill snappede den ud af Haanden paa ham, rev den op, og gav sig til at tælle de Guldstykker, den indeholdt.
»Er det det hele?« spurgte han mistroisk. »Har De ikke haft den oppe undervejs, hvad? og slugt et Par Stykker? Nej lad bare være at skære Ansigter og spille fornærmet, det har De sgu gjort for tit!… Hiv i Dingletøjet!«
Dèt var en Opfordring til at trække i Klokkestrengen. Straks efter kom en anden Jøde ind, som var yngre end Fagin, men næsten lige saa hæslig at se til. Bill bare pegede paa den tømte Kande, og Jøden, som udmærket godt forstod ham, gik for at fylde den. Forinden vekslede han dog et næsten umærkeligt Blik med Fagin, der et Nu saa' op og rystede næsten umærkeligt paa Hovedet til Svar. Sikes havde just i det samme bøjet sig ned for at binde sit ene Skobaand, som Hunden havde revet løs. Dersom han havde opfanget de to Jøders Signalisering, vilde den maaske have bragt ham paa underlige Tanker.
»Er her ellers nogen, Barney?« spurgte Fagin, som nu, da Sikes saa' op igen, stirrede ufravendt ned i Bordet.
»Ikke en Sjæl!« svarede Barney, hvis Ord, hvad enten de saa kom fra Hjertet eller ej, lagde Vejen om gennem hans Næse.
»Ikke en Sjæl?« gentog Fagin i en forundret Tone, der maaske skulde underrette Barney om, at han gerne kunde sige Sandheden.
»Nej, ikke andre end Nancy,« sagde Barney.
»Nancy?!« udbrød Bill Sikes. »Hvor er hun? Fanden skal slaa mig, om jeg ikke sætter Pris paa den Tøs, for hendes medfødte Egenskaber.«
»Hun har bestilt sig en Gang kogt Oksebryst ude i Skænkestuen,« forklarede Barney.
»Lad hende komme herind!« befalede Sikes og skænkede et Glas Brændevin. »Lad hende komme herind, siger jeg!«
Barney skævede ængsteligt til Fagin, ligesom for at faa Lov; men Jøden tav og ikke saa meget som saa' op fra Bordet. Saa trak Barney sig tilbage, — og straks efter mødte Frk. Nancy, udhalet i Hat, Forklæde, Torvekurv og Gadedørsnøgle.
»Du er paa Sporet, Nancy, hvad?« spurgte Sikes og rakte hende Glasset.
»Ja jeg er, Bill,« svarede den unge Dame og gjorde ham Besked. »Det har ellers holdt haardt nok! For Hvalpen har været syg og har — — —«
»Ja saa, min Ven?« sagde Fagin, og saa' op.
Det faar staa hen, om maaske en ejendommelig Sammentrækning af Jødens røde Øjenbryn gjorde Frk. Nancy opmærksom paa, at hun var i Begreb med at blive for meddelsom. Vist er det, at hun pludselig stoppede op og med mange yndefulde Smil til Hr. Sikes ledte Samtalen hen paa noget andet. En halv Snes Minuter efter fik saa Hr. Fagin et Anfald af Hoste. Straks trak Frk. Nancy Sjalet sammen om sig og sagde, at nu maatte hun gaa, Hr. Sikes, der skulde samme Vej et Stykke, gik med, og de fulgtes paa kort Afstand af Hunden, der kom luskende frem fra en Baggaard, saa snart dens Herre var ude af Sigte.
Jøden stod ved Vinduet og saa' efter Sikes og truede ad ham med knyttet Haand og mumlede en skrækkelig Ed. Saa fortrak hans Ansigt sig til et ondt Grin, og han satte sig igen hen til Bordet og gav sig ivrigt til at studere Politiefterretningerne.
Imidlertid var Oliver Twist, paa Vej til Boghandleren, kommen ind i en Sidegade, som han egenlig ikke skulde have været ad. Han opdagede det dog først, da han var næsten halvvejs igennem den, og saasom han var vis paa, at han gik i den rigtige Retning, vilde han ikke vende om, men skyndte sig fremad. Han gik og tænkte paa, hvor godt han havde faaet det, og hvor gerne han vilde have kunnet titte et Øjeblik ind til lille Dick, som vel sagtens endnu led baade Sult og Nød. Da var der lige med et et ungt Fruentimmer, som skreg op: »Aa, min søde Broder!« og i det samme Oliver saa' til Siden for at se, hvad der var paa Færde, slyngedes et Par Arme om hans Hals.
»Lad være!« sagde han og strittede imod. »Hvorfor standser De mig? Hvem er De? Lad mig gaa!«
I Stedet for Svar kom der en Mængde Veklager fra det unge Fruentimmer, som havde en Torvekurv paa Armen og en Gadedørsnøgle i Haanden. »Aa Gud ske Tak og Lov,« skraalte hun, saa fandt jeg ham da endelig! Du slemme Oliver, stygge, stygge Dreng, som har voldt os al den Sorg! Tag nu og følg med hjem, Dreng! Aa Gud være lovet, at jeg dog endelig fandt ham!« Dermed brast det unge Fruentimmer paany i Graad og græd saa hysterisk, at et Par Koner, der kom til, spurgte en Slagterdreng, som stod og gloede og hvis Haar var smurt ind med Marv, om han ikke Syntes, det var bedst, han rendte efter en Doktor. Dertil svarede Slagterdrengen, som lod til at være af et noget tvært, for ikke at sige dovent Temperament, at det syntes han ikke.
»Aa nej, nej, det behøves heller ikke!« forsikrede det unge Fruentimmer og greb fat om Haandleddet paa Oliver; »nu har jeg det bedre! … Vil du straks tage og følge med hjem, din uartige Dreng!« sagde hun til ham. Og til Madamerne forklarede hun: »Han løb hjemme fra sine skikkelige Forældre for en Maaneds Tid siden og gav sig i Kast med Tyveknægte og den Slags Pak og har næsten taget Livet af sin stakkels Mo'r!«
»Sikken en Skarns Dreng!« sagde den ene Madam. Den anden føjede til: »Vil du se, du skrubber hjem, dit Utyske!«
»Men det er slet ikke sandt!« forsikrede Oliver ophidset. »Jeg kender hende ikke, jeg har hverken Søster eller Fader eller Moder. Jeg bor i Pentonville.«
»Vil De bare høre, som han kan staa og lyve!« skreg det unge Fruentimmer.
»Hvad for noget, — Nancy?!« udbrød Oliver, som nu først saa' hendes Ansigt, — og han var nær gaaet bag over af Forbavselse.
»Der kan De se, at han kender mig!« indprentede Nancy Madamerne. »Aa Gud i Himlen, hjælp mig at faa ham til at gaa med hjem! hans skikkelige Forældre tager ellers deres Død over ham!«
»Hvad i Helvede er dette her!« bralrede en Mand op og kom hurtigt ud fra en Ølknejpe, med en hvid Hund lige i Hælene af sig. »Oho! lille Oliver!… Vil du se, du kan tøfle hjem til din Mo'r, Flab!«
»Jeg har ikke noget med Dem at gøre, jeg kender Dem ikke, hjælp, hjælp!« skreg Oliver og vred sig under Mandens haarde Tag.
»Ja du kan tro, jeg skal hjælpe dig, din Æsel!« svarede Manden. »Hvad er det for Bøger dér? Naturligvis nogen, du har stjaalet? Hit med dem!« Og han rev Bøgerne til sig, og gav Oliver en ordenlig Lussing.
»Det var ret!« raabte en ned oppe fra et Vindu. »Det er den eneste Konfekt, der batter paa saadan en!«
»Det er hørt!« brummede en forsviret Arbejdsmand og saa' anerkendende op til Vinduet.
»Det har han godt af!« erklærede de to Madamer.
»Der er fler, hvor den kom fra!« svarede Manden og gav Oliver nok en Kindhest og tog ham i Kraven. »Afsted med dig, din Laban!… Pas paa ham, Bulbider!« kommanderede han Hunden, »pas paa ham, min Dreng!«
Hvad skulde stakkels Oliver gøre? Han var mat efter sin Sygdom, fortumlet af Overraskelsen og Slagene, angst for Hunden og Manden, helt overvældet ved Tanken om, at de Tilstedeværende ansaa ham for en Kæltring. Mørket var faldet paa, ingen Hjælp var i Nærheden, Modstand var umulig. Det næste Øjeblik blev han saa slæbt ind i et Virvar af skumle Gaarde og blev trukket igennem dem saa hastigt, at de enkelte Raab om Hjælp, som han dristede sig til at udstøde, blev ganske uforstaaelige. Men selv om de havde været forstaaelige, vilde forresten ingen have ændset dem.
Gadelygterne var tændte. Madam Bedwin stod angst og stirrede i den aabne Gadedør; Tjenestepigen var vist en Snes Gange rendt hen til Hjørnet for at se, om Oliver ikke var til at opdage; og inde i den mørke Dagligstue sad stadig de to gamle Herrer, med Uhret imellem sig, og ventede tavse.