Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 65-71

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

14.
En mærkelig Spaadom.

Oliver kom sig hurtigt af sin Besvimelse. Men der blev ikke talt et Ord mere om Portrætet og heller ikke om hans Historie eller hans Fremtid, man snakkede kun om Ting, som kunde adsprede ham uden at gøre ham urolig. Da han næste Dag til Frokost igen kom ind i Husbestyrerindens Værelse og straks saa' efter den smukke Dames Billede paa Væggen, var Portrætet borte. »Ja, min Dreng,« sagde Husbestyrerinden, som havde fulgt hans Blik, »det er taget ned. Hr. Brownlow var bange for, at du havde ikke godt af at se paa det.«

»Jo, Madam, jeg kunde saa godt lide at se det!« forsikrede Oliver.

»Naa ja ja, min Dreng,« og hun strøg Haaret tilbage paa hans Hoved, »se nu først at blive rask, saa skal Billedet nok blive hængt op igen, det lover jeg dig. Men lad os nu snakke om noget andet!« Og hun gav sig til at fortælle ham vidt og bredt om, saadanne mageløse Børn som hun havde, og saadan en mageløs Mand som hun havde haft, men det var nu over 26 Aar, siden han var død, det Skind! Da alt det var overstaaet, var det paa Tide at drikke The, og bagefter lærte hun Oliver at spille Hanrej, hvad han nemmede ligesaa hurtigt, som hun kunde forklare. Dette Spil drev de saa med stor Alvor og Iver, indtil han skulde i Seng.

Det blev gode Dage for Oliver. Alt var saa pænt og saa ordenligt, og de var alle saa milde og venlige imod ham, han følte sig som i Himmerige. Lige saasnart han var blevet rask nok til at kunne klædes rigtigt paa, forærede Hr. Brownlow ham et Sæt nyt Tøj, med ny Hue og nye Sko. Oliver fik Lov at gøre med sit gamle Tøj, hvad han vilde, og han forærede det til Tjenestepigen, der havde været skikkelig imod ham, og sagde, at hun skulde sælge det til en Jøde og beholde Pengene selv. Saadan gjorde hun, og Oliver saa' fra Vinduet, at Jøden stoppede Tøjet ned i sin Pose og gik med det. Aa, hvor det var godt, at det ækle Tøj var borte, saa han aldrig, aldrig mer kunde faa det paa!

Der kunde vel være gaaet en Ugestid: saa sendte Hr. Brownlow en Eftermiddag Bud ind til Madam Bedwin og lod sige, at hvis Oliver var rask nok til det, havde han Lyst til at snakke lidt med Drengen inde i sit Studereværelse. »Aa Gud fri og bevare os vel!« udbrød Madam Bedwin, »bare vi dog havde haft Tid til at give dig en ren Krave paa, Barn! Men vask nu ialfald dine Hænder og lad mig se at faa glattet dit Haar!« Hun blev ved at klage over, at der ikke en Gang var Tid til at ri en ny Halsstrimmel i hans Bluse, men fandt ham alligevel saa pæn, at hun »virkelig ikke troede, det vilde have været muligt at gøre ham stort kønnere, end han var.« Saaledes opmuntret bankede Oliver paa Hr. Brownlows Dør og traadte ind i et lille Værelse, der var propfuldt af Bøger, og hvis Vindue vendte ud til en pæn lille Have. Foran Vinduet stod et Bord, og ved Bordet sad Hr. Brownlow og læste. Oliver kunde ikke begribe, hvem der dog skulde læse den Masse Bøger, som sagtens var skrevne for at gøre Verden klogere, — et Spørgsmaal, som forresten langt klogere Folk end han har ondt ved at besvare.

»Ja, det er en ordentlig Bunke Bøger, hvad du?!« sagde den gamle Herre venligt, da han saa' Oliver nysgerrigt mønstre Reolerne. »Kunde du nok lide at blive en lærd Mand og skrive saadanne Bøger?«

Oliver betænkte sig et Øjeblik og sagde saa, at han troede nok, han vilde hellere handle med Bøgerne. Den gamle Herre lo hjerteligt og erklærede, at det var godt svaret, hvilket glædede Oliver, skønt han rigtignok ikke vidste, hvori det gode stak.

»Nej,« sagde den gamle Herre, da han var holdt op at le, »du skal ikke være bange, vi vil ikke gøre dig til Skribent, saa længe der endnu er et hæderligt Haandværk at lære eller en Teglsten at stryge.«

»Jeg siger saa mange Tak,« svarede Oliver alvorligt. Derover brast den gamle Herre igen i Latter og sagde noget om et mærkeligt Instinkt: men dét forstod Oliver ikke, hvad var, saa han tog ikke videre Notits af det.

»Naa men,« sagde den gamle Herre og slog over i en langt alvorligere Tone, »hør nu efter, hvad jeg vil sige dig! Jeg vil tale ganske ligefrem, for jeg er vis paa, du forstaar mig ligesaa godt, som mangen Voksen vilde kunne.«

»Aa Herre, De maa ikke sende mig bort!« bad Oliver, der var blevet forskrækket over Hr. Brownlows alvorlige Tonefald. »Lad mig ikke komme tilbage til det slemme Sted, hvor jeg var! Vær barmhjertig og lad mig blive hos Dem og tjene Dem!«

»Nej, min Dreng,« svarede den Gamle helt rørt, »det har jeg heller ikke i Sinde, saa længe du da ikke selv giver mig Grund dertil… Ja ja, min Dreng, jeg haaber — jeg tro'r, du vil ikke give mig Grund dertil. Rigtignok er jeg tidt blevet skuffet af Folk, som jeg havde søgt at gøre godt, — og de, jeg har holdt mest af, ligger nu i deres Grave, — og al mit Livs Lykke og Fryd ligger begravet med dem. Men Sorgen har ikke svækket, den har blot styrket min Medfølelse; det er vel ogsaa saadan, at den skal gøre os bedre!« Han sagde alt dette ganske sagte, mere til sig selv end til sin lille Tilhører, og tav saa et Øjeblik, medens Oliver sad saa stille som en Mus og knap vovede at trække Vejret. — »Naa men,« tilføjede saa Hr. Brownlow i en livligere Tone, »dette her siger jeg dig blot, for at du kan vide, at jeg har gaaet meget igennem; saa tænker jeg, du vil beflitte dig saa meget mer paa ikke at volde mig Sorg. Fortæl mig nu din Historie, hvor du kommer fra, hvor du er vokset op, og hvordan du kom ind i det Selskab, jeg traf dig i. Sig mig Sandheden rent ud! Dersom jeg skønner, at du har ikke gjort noget slet, saa skal jeg aldrig slaa Haanden af dig.«

Graaden sad Oliver i Halsen; saa det varede lidt, før han kunde tale. Og ligesom han saa skulde til at fortælle om Filialanstalten og Fattighuset og Hr. Bumble, blev der banket utaalmodigt nede paa Gadedøren; og Tjenestepigen kom farende op ad Trappen og meldte Hr. Grimwig.

»Gik han ind?« spurgte Hr. Brownlow.

»Ja. Han spurgte først, om vi havde frisk Smørkage i Dag, og da jeg sagde Ja, sagde han, at saa blev han her til The.«

Hr. Brownlow smilte, og vendte sig saa om til Oliver og fortalte, at Hr. Grimwig var en gammel Ven af ham, og Oliver skulde ikke bryde sig om, at Hr. Grimwig var lidt løjerlig, paa Bunden var han et hjertensgodt Menneske. »Du kan godt blive!« lagde han til.

I det samme gik Døren op, og en svær gammel Herre, der haltede lidt paa den ene Fod, traadte ind i Stuen, støttende sig til en tyk Stok. Han var i blaa Frakke, stribet Vest, Nankins Knæbenklæder, Gamacher og en bredskygget hvid Hat. Et fint pibet Kalvekrøs bruste frem mellem Vesten, og en meget lang Staaluhrkæde med Uhrnøgle for Enden hang og dinglede paa hans Mave. Hans hvide Hals-Tørklæde var bundet i en vældig Knude under Hagen; men det underligste ved ham var et rent ubegribeligt Rynkespil i hans Ansigt. Han havde en Maade at dreje Hovedet om paa den ene Side og samtidig titte ud af Øjenkrogene, som mindede aldeles forbavsende om en Papegøje. I den Positur kom netop han ind, og idet han holdt en Stump Appelsinskal strakt frem foran sig i Arms Længde, buldrede han forbitret:

»Vil De se! vil De nu se! Jeg kan ikke komme i et Hus, uden at jeg skal finde Stumper af saadan en Fyr paa Trappen. Det var en Appelsinskal, der i sin Tid var Skyld i, at jeg blev halt, og jeg ved, at en Appelsinskal tilsidst bliver min Død. Jeg siger, jeg er vis paa det, forstaar De, — eller jeg vil æde mit eget Hoved! — Hr. Grimwig plejede at bekræfte alle sine Paastande med dette flotte Tilbud, der unægtelig lød lidt besynderligt: for selv om man nu vil antage, at Videnskaben engang kunde naa' saa vidt, at den satte Folk i Stand til at æde deres eget Hoved, hvis de havde Lyst til det, saa var særligt Hr. Grimwigs Hoved saa overmaade stort, at end ikke den mest slugvorne Mand turde have Udsigt til at faa Bugt med det i ét Maaltid, — aldeles bortset fra, at det ogsaa dækkedes af et mægtigt Lag Pudder.

»Eller jeg vil æde mit eget Hoved !« gentog imidlertid Hr. Grimwig og stampede med Stokken i Gulvet. Men saa fik han i det samme Øje paa Oliver: »Halløj!« udbrød han og traadte et Skridt tilbage, »hvad er dét for en Snegl?«

»Det er den Dreng, jeg har talt til Dem om,« forklarede Hr. Brownlow, — og Oliver bukkede.

»De mener da vel ikke, at det er den Dreng, der havde Feber?« sagde Hr. Grimwig og trak sig yderligere tilbage… »Oho! oho!« tilføjede han pludselig og glemte sin Frygt for Feberen af lutter Triumf over en Opdagelse, han havde gjort, »saa er det ham, der har spist Appelsin og har smidt Skallen her paa Trappen, eller jeg vil æde mit eget Hoved og hans med!«

»Nej, nej, han har ikke spist Appelsin,« sagde Hr. Brownlow og lo. »Men læg nu Deres Hat og kom og snak lidt med Drengen!«

Hr. Grimwig satte sig, stadig med Stokken i Haanden, bevæbnede sine Øjne med et Par Næseklemmer, der hang i et bredt sort Baand, og gav sig saa til at stirre paa Oliver, som blev rød i Hovedet og atter bukkede.

»Hvordan har du det, Dreng?« spurgte Hr. Grimwig.

»Jo Tak, Hr—, jeg har det meget bedre,« svarede Oliver.

Formodenlig var Hr. Brownlow bange for, at hans løjerlige Ven skulde komme med Ubehageligheder; for han sagde til Oliver, at nu kunde han gaa ind og bede Madam Bedwin skænke Theen. Og da Oliver aldeles ikke følte sig tiltalt af den fremmede Herres Væsen, var han meget glad ved at slippe bort.

»En køn lille Dreng, synes De ikke?« spurgte Hr. Brownlow.

»Det ved jeg ikke,« vrissede Hr. Grimwig.

»Ved De ikke?«

»Nej jeg ved ikke. Jeg kan ingen Forskel se paa Drenge. Der er bare to Slags Drenge: Mælkeflæse og Kødhoveder.«

»Og hvad for en Slags hører saa Oliver til?«

»Mælkefjæsene. Der er en af mine Venner, der har et Kødhoved af en Dreng: hæ, de gaar og kalder ham en køn Dreng med rundt Hoved, røde Kinder og et Par Gloøjne! Det er et rent Uhyre af en Dreng: Kroppen er ved at bovne ud af hans blaa Tøj, og saa har han en Stemme som en Sergeant og en Appetit som en Ulv. Et rent Utyske, siger jeg Dem!«

»Ja ja,« sagde Hr. Browlow, »de Fejl har Oliver ikke, saa derfor behøver De da ikke at ærgre Dem over ham

»Nej,« vrissede Hr. Grimwig, »de Fejl har han ikke; men han har maaske dem, der er værre!«

Hr. Brownlow rømmede sig utaalmodigt, hvilket led til at fornøje Hr. Grimwig i høj Grad.

»Jeg siger, han har maaske dem, der er værre!« blev han ved. »Hvor skriver han sig fra? Hvem er han? Hvad er han? Han har haft Feber, — naa ja, hvad saa? Er maaske Feber noget, som kun skikkelige Mennesker kan faa, hvad? Slubberter kan dog maaske ogsaa faa Feber undertiden, hvadbehager? Jeg har kendt en Æsel ovre paa Jamaica, som blev hængt, fordi han havde myrdet sin Herre, og han havde haft Feber seks Gange: han blev ikke af den Grund indstillet til Benaadning. Pyh! Sludder og Vrøvl!«

Sagen var, at inderst inde var Hr. Grimwig meget tilbøjelig til at indrømme alt muligt godt angaaende Oliver; men han havde nu engang saadan en Lyst til at sige imod, og denne Lyst var blevet tirret ved, at han havde fundet Appelsinskallen. Da nu Brownlow maatte tilstaa, at han ikke kunde besvare et eneste af Spørgsmaalene om Oliver, saa kluklo Hr. Grimwig ondskabsfuldt og forhørte sig om, hvorvidt Husbestyrerinden plejede at tælle Sølvtøjet om Aftenen. For hvis det ikke en smuk Morgen viste sig, at der manglede et Par Spiseskeer, saa vilde han æde sit eget Hoved — og Hr. Brownlows med!

Rigtignok var Hr. Brownlow selv noget hidsig, men han kendte sin Ven og tog derfor hans Udfald med godt Humør. Ved Thebordet blev da ogsaa Hr. Grimwig saa naadig, at han udtrykte sin fuldkomne Tilfredshed med Smørkagen, og alt gik rigtig godt. Oliver, som igen var kommet tilstede, begyndte at føle sig noget mere tilpas i den opfarende gamle Herres Nærværelse.

»Naa, skal De saa have en fuldstændig og sandfærdig Beretning om Oliver Twists Liv og Æventyr? «spurgte Hr. Grimwig, da man var færdig med Maaltidet.

»Ja, i Morgen Formiddag; jeg vil helst være ene med Drengen,« svarede Hr. Brownlow. — »Du kan komme ind til mig i Morgen Formiddag, min Dreng.«

»Jo Hr—,« svarede Oliver, en Smule usikkert; for Hr. Grimwig sad hele Tiden og stirrede saa underligt paa ham.

»Skal jeg sige Dem noget?« hviskede Hr. Grimwig til Hr. Brownlow. »Drengen kommer Pokker ikke ind til Dem i Morgen! Jeg kunde mærke det paa ham. Han tager Dem ved Næsen, min Ven!«

»Vel gør han ej,« erklærede Hr. Brownlow, lidt heftigt.

»Hvis ikke han tager Dem ved Næsen, saa vil jeg æde — —!« Og Hr. Grumwig huggede sin Stok ned i Gulvet.

Nu vilde Skæbnen, at Madam Bedwin i det samme kom ind med en lille Pakke Bøger, som Hr. Brownlow om Formiddagen havde bestilt henne hos den Boghandler, om hvem man tidligere har hørt fortælle. — »Aa lad Budet vente!« sagde Hr. Brownlow, »der skal noget med tilbage.«

»Budet er gaaet,« svarede Madam Bedwin.

»Saa kald paa det! Bøgerne er ikke betalt, og Boghandleren er en fattig Mand, som trænger til sine Penge. Desuden skal der nogle andre Bøger med tilbage.«

Gadedøren blev slaaet op, Oliver løb til den ene Side, Tjenestepigen til den anden, og Madam Bedwin stod paa Trappen og kaldte. Men Boghandlerens Bud var og blev forsvunden. — »Hm !« sagde Hr. Brownlow, »det var meget kedeligt, meget kedeligt! Jeg vilde saa gerne haft det afgjort endnu i Aften.

»De kan jo sende Oliver!« foreslog Hr. Grimwig med et spodsk Smil; »ham ved De jo, De kan stole paa!

»Aa ja, maa jeg gaa, Herre?« bad Oliver; »jeg skal løbe hele Vejen.«

Hr. Brownlow skulde lige til at sige, at det gik slet ikke an, at Oliver gik ud. Men da Hr. Grimwig rømmede sig spydigt, skiftede han Bestemmelse: nu skulde Oliver netop gaa, for at han ved sin hurtige Udførelse af Ærindet kunde godtgøre, hvor uberettiget Hr. Grimwigs Mistanke var. — »Ja, min Dreng, gaa du kun!« sagde den gamle Herre. »Bøgerne, du skal have med, ligger paa Stolen inde ved Siden af mit Bord.«

Oliver var henrykt over, at han blev taget i Tjeneste. I en Fart kom han tilbage med Bogpakken under Armen og stod nu, med sin Hue i Haanden, og ventede paa Besked.

»Kan du saa sige til Boghandleren,« indprentede Hr. Brownlow ham og saa' stift paa Grimwig, »at de Bøger dèr skal du bringe ham tilbage fra mig, og du skal betale ham 81 Kr. og 75 Øre, som jeg skylder ham. Her er en 100 Kr. Seddel, saa faar du altsaa 18 Kr. 25 Øre med igen.«

»Jeg skal være tilbage paa ti Minuter,« svarede Oliver ivrigt. Han stak Pengesedlen i sin Trøjelomme, bukkede ærbødigt, og gik. Madam Bedwin fulgte ham ud i Gadedøren, hvor hun atter og atter gav ham Besked om den nærmeste Vej, om Boghandlerens Navn, om Gaden, hvor han boede i, og om, at Oliver maatte endelig passe paa, at han ikke forkølede sig. Saa lod hun ham endelig løbe. »Gud velsigne hans søde lille Ansigt,« mumlede hun, mens hun stod og saa' efter ham, »jeg kan næsten ikke undvære ham længer!«

I det samme var Oliver henne ved Gadehjørnet og vendte sig om og nikkede fornøjet til hende, idet han drejede ind i den anden Gade. Madam Bedwin nikkede smilende igen, lukkede Gadedøren, og gik ind paa sit eget Værelse.

»Lad mig se,« sagde Hr. Brownlow og tog sit Uhr op og lagde det paa Bordet, »han kan vel i det højeste være en Snes Minuter om Vejen. Det bliver mørkt imens.«

»Naa saa De bilder Dem virkelig ind, at han kommer igen?« spurgte Hr. Grimwig.

»Gør De ikke?« sagde Hr. Brownlow og smilte.

Modsigelses-Lysten var i dette Øjeblik meget levende i Hr. Grimwig, og Vennens overlegne Smil gjorde den dobbelt ilter. — »Nej Gu' om jeg gør!« svarede han altsaa og slog i Bordet. »Drengen har faaet nye Klæder paa Kroppen, han har en Pakke kostbare Bøger under Armen og en Hundredkroneseddel i Lommen, naturligvis stikker han hen til sit gamle Tyve-Kompagni og griner Dem ordentligt ud. Hvis han nogensinde kommer her igen, saa vil jeg æde mit eget Hoved!«

Dermed trak han sin Stol tættere hen til Bordet. Og nu sad de to Venner, med Uhret imellem sig, og ventede spændt. Det er værd at anføre, til Bevis paa, hvor vi lader os bestemme endog af vore tankeløseste og mest overilede Domme, at skønt Hr. Grimwig paa ingen Maade var haardhjertet og virkelig inderst inde grumme nødig vilde se sin gamle Ven narret og bedraget, saa nærede han dog i dette Øjeblik et inderligt Ønske om, at Oliver ikke maatte komme igen. Den Slags Modsigelser er Menneskenaturen fuld af.

Det blev saa mørkt, at man næsten ikke kunde se Tallene paa Uhrskiven længer. Men de to Herrer sad stadig tavse, med Uhret imellem sig, og ventede.