Med den brede Pensel/4
IV.
Han søger.
Hans Hus?
Det laa, som sagt, paa Kultorvet, var et Hjørnested, havde tre Etager, eller fire, naar man regner Kælderen med.
Men den Gang i det mindste regnede man nu ikke Kælderen med til Etagerne. Der var Stue, første og anden Sal. Øverst boede en Spillelærer med en talrig Familie. Klaveret gik bestandig; og naar det stod stille, saa piskede den lille gesvindte Lærer, nervøs, forpjusket, forfulgt af Næringssorger, rundt omkring i Nabolavet for at høre paa Etuder, tælle en—to, en—to, og tærpe Fingersætning ind.
Da Hr. Christensen første Gang, i Egenskab af myndig Mand og Husvært, vilde kræve Lejen ind der oppe, saa mødte hans Øje den hastige Rædsel i den lille Lærers Øje og det bedende Blik hos den altid frugtsommelige Kone, og en hel Række Smaablikke rundt omkring, fra Vugge, Skamler, Stole og Borde.
Christensen sprang det halve Aar over, og da han det næste Halvaar mødte de samme Blikke — uforandret de samme — saa sprang han over og sprang over, og vedblev at springe over, indtil han ikke længer gik derop, men venlig smilende hilste den lille Mand, hver Gang han som en skæv Raket susede forbi paa Trappen.
I Stuen — som var en høj Stue — boede en Urtekræmmer, en evig gemytlig, glad Københavner, hvis Kone havde Vattersot, og hvis Børn forlængst var over alle Bjærge, som selv havde falleret tre Gange, men som var lige glad for det. Han undskyldte sig altid med, at Huset ikke »laa« godt, eller Stuen var for »høj«, eller Bønderne ude paa Torvet »talte« nu om Politik og glemte at »handle«. Han havde en staaende Vits, hver Gang Husværten gæstede ham i Egenskab af Husvært: »Ja, min gode Hr. Christensen, Lejen er forfalden! — det undrer mig kun, at jeg ikke selv er forfalden …« Christensen kom jævnlig til at le ad ham. Lejen kom meget sjældent ind; Husværten gjorde sig nu og da vred, men det hjalp ikke. Der var noget Uimodstaaeligt ved denne Urtekræmmer, hans pudsige Anvendelser af fremmede Ord, hans Stolthed som Løjtnant ved Borgervæbningen, hans Sorgløshed under Skæbnens Tilskikkelser. Christensen, som med Aarene blev mindre og mindre Københavner, trængte undertiden til denne Københavner, der syntes at blive mere og mere glad med Aarene.
Kælderlejligheden beboedes af en Hørkræmmer, som havde en udmærket Handel, og som var den eneste, der betalte Lejen punktlig. Ganske vist, det var en lidt vel stærk Lugt, der trængte op i Huset fra denne Saltlage der nede, fra Tjæren, fra de store Partier Flaadholt, som hele Bagkælderen var stuvet fuld af. Men man kan vænne sig til meget, især naar Husets Skatter og Reparationer dog skal betales ved en af Lejerne. Christensen maatte for øvrigt le hjærtelig, da Urtekræmmeren en Dag kom og klagede — i al Alvor og Højtidelighed — over denne Fyr der nede i Kælderen, som stank saa forbandet!
Jamen, han. betaler mig Lejen! — sagde Christensen og viste sin Række hvide, stærke Tænder midt imellem det brunlige, krøllede Mund- og Hageskæg.
Jeg vilde kunne betale den dobbelte Leje — sagde Urtekræmmeren og slog sig for Brystet — hvis han ikke jog alle Kunderne fra mig. Min Forretning er baade anstændig og renlig! —
Aa, hvad Anstændigheden angaar …? —
Hr. Christensen! jeg maa bede Dem erindre, at jeg er Officer! —
Dette blev sagt med et Udtryk, som den snilde Urtekræmmer havde laant fra en yndet Komiker ved et nys oprettet Sekondtheater. Vært og Lejer lo ad hinanden — men Hørkræmmeren blev boende i Kælderen.
Hr. Christensen sad selv paa første Sal og holdt med Nød og næppe Huset gaaende. Han brugte lidet for sin egen Person, hvad Mad, Drikke, Klæder og Fornøjelser angaar. Men der gik ikke saa lidt med til hans Samling af Raderinger, Bøger, Farver, Lærreder og andre kunstneriske Sager, baade de uundværlige og de, der maaske kunde være sparet. De to forreste Værelser ud til Trappegangen stod ganske som de var fra Forældrenes Tid. Han maatte omsider bekvemme sig til at leje dem ud — efter først at have taget Pasteltegningen efter Moderen ind til sig selv i Hjørneværelset, »Atelieret«.
Saa sad han dér. Han ødelagde, som han selv kaldte det, en Mængde Lærred. Han experimenterede med Undermaling, Dækfarve, Lasur; han experimenterede med Ætsninger til sine Raderinger, med Kobberplader, med forskellige Aftryk, forskelligt Papir. Om Aftenen læste han, flittig og meget, sit eget Lands og Udlandets klassiske Literatur. Han søgte at brede sig saa meget som muligt inden for denne Ramme. Den rummede tilstrækkeligt, mente han, Han gik kun undtagelsesvis udenfor. Dybest til Bunds gik han i Historien, Kulturhistorie, Kunsthistorie, Memoiresamlinger, Ethnografi. Han var godt kendt paa de to store Bibliotheker. Og i Egenskab af Grundejendomsbesidder var han sin egen Kavtionist. Han havde Stabler af Bøger hjemme ad Gangen.
Saa sad han dér. Enkelte Dage kunde han, i et Anfald af Træthed, give Ævret op. Saa flyttede han hen i Vinduet, Albuen mod Karmen, Haanden under Kinden. Oven over sig hørte han de melankolske Etuder, ledsaget af Lærerens Trampen Takten i Gulvet. Det var lige som Haabløshedens og Forknyttelsens maskinmæssige Stempelslag, Smaavilkaarenes Sang for Brødet. Saa lød nede fra Stuelejlighedens Trappeafsats den evigglade Urtekræmmers Fløjten, en Knejpevise, en Operette-couplet, Plebejrsorgløsheden, der jodler den tragiske Skæbne lige op i Ansigtet.
Han bøjede sit Hoved. Han syntes, det blev saa trist og saa ækelt omkring ham. Saa klang nede fra Fortovet Hørkræmmerens Jærnstænger, der læssedes paa Vogne eller fra Vogne. Der var noget frejdigt, stærkt, harniskklædt ved denne Lyd af det grove Metal, som vor Tid nu — pulveriseret eller opløst i Mixtur — maa tage ind, for i det hele at kunne leve Livet.
Han tog Klangen ind! Den klirrede ham helt igennem Sjælen. Og han saa’ ud paa dette Torv, hvor de gamle Kulsviere havde holdt, og hvor nu Tørvebønderne holdt med deres Vogne, fuldt pakkede af de gamle Mosers brændbare Jord, eller af disse høje Stabler af okkerbrune Træsko, sammenknyttede af de snoede Halmbaand, de kadmiumsgule, de skinnende. Og nu og da var der et rødt Dækken paa en Hest, og en Tørvebonde med en vældig Chenillefrakke, og det myldrede af Folk, som handlede og købslog. »Vandmændene« kastede Spande fulde af blankt Vand ind under Hestene, og Solen blinkede med Reflexer i alle Ruderne, og om Sommeren flyttede den sig saa langt frem over Façader og Gavle, og om Vinteren strejfede den med sit skarpe Skær de kridende hvide Tage — en uhyre Masse Cremserhvidt med klare, koboltblaa, skraa Skygger fra de sværtede Skorstene.
Men ved Juletid, i Tøsneens Ælte der nede, hvor de matsorte Drosker fo’r frem og tilbage, hvor de matsorte Paraplyer skjulte Fodgængerne, hvor de saftiggrønne Grantræer støttede sig som en Falanx mod hverandre, og alle sammen op mod Gaslygten i Midten — en hel lille Skov, der ligesom ved en Hvirvelvind var rykket op og blæst her ind paa Torvet — ved Juletid især bølgede og mylrede dette Torv af Mennesker, der alle sammen syntes at have et Midtpunkt, hvorom de drejede sig, og som de var beredte at ofre Helbred, Tid, Tanker og Penge …. og da følte Eneboeren oppe i sit Vindu, som om Livet løb fra ham!
Saa fordybede Eneboeren sig i sit Arbejde og sine Bøger. Han hørte anatomiske Forelæsninger, han studerede anatomiske Værker. Han lod skindmagre Modeller komme — af dem fandtes der altid nogle; han tegnede dem, malede dem Graat i Graat, raderede efter dem. Eller han opdagede en særlig kraftig, ikke altfor lasket Kullemper paa en af Oplagspladserne. Og naar Frosten kom i Luften, og der var godt Lys i hans Atelier, saa fik han sit Lærred spændt op og den store, ovale Palet frem. Og med noget af en kannibalsk Vellyst masede han, æltede han i Farve paa Lærredet, ligesom Fodgængerne havde æltet der nede i Tøsneen. Han søgte at fange Spil, Glans, Livets hemmelighedsfulde Styrkesitren i disse Muskeflader, disse Gruber, hvori Skyggefarven gaadefuldt skjulte sig, som vilde den aldrig røbe, hvorvidt den var kold eller varm.
Han forsøgte sig ogsaa med den kvindelige Model, noget som Akademiet faderligt havde stængt ude fra sine klosteragtige Rum. Eleverne maatte selv derom, naar de kom »videre«. Akademiet toede sine Hænder i Uskyld.
Det vilde ikke ret gaa for ham med den kvindelige Model. Nogle jog han bort, da de havde siddet et Par Timer for ham. De røbede Lyst til alt andet, end til at sidde. En stakkels ung Pige fik han saa ondt af, da hun fortalte ham sine Livsskæbner, at han gav hende Penge og fik hende anbragt i et Brødudsalg — hvorfra hun snart efter løb bort, ladende Brødet ligge paa Disken, men medtagende Skuffen under Disken. Han forærede Urtekræmmeren — som lo ham ud — den halvfærdige Figur, og fik tre Pund god The til Bytte.
Saa laante han sig frem hos en Billedhugger. Men han fandt ingen Farver i dette Legem, der syntes at være opfødt paa tynd Kaffe og Hvedebrød. Ogsaa denne kvindelige Model fik han kun halvt færdig. Den tjenende Klasse Kvinder i en stor By bliver hurtig blodfattig, og Blodets Fattigdom fører Linjernes, Forholdenes Armod efter sig. Og da han saa — i sin Naivitet — tog ud paa Landet, for muligvis iblandt Bønderpigerne at finde, hvad han søgte, saa viste det sig, at Naturbørnene muligvis — for at tale med Holberg — havde indrømmet den kønne unge Mand visse Venligheder; men at klæde sig af for ham, at staa næsten nøgen, eller ganske nøgen ude ved et Vandløb i Skoven — nej, Københavneren maatte være gal; de var dog ikke a’ den Slags!
Han maatte med et Suk opgive Tanken om at faa malet en Dryade, en Nerëide, paa den Maade, som han nu vilde gaa frem. Han kom til den Slutning, at det var den »paaklædte« Tid, man levede i!
Endnu laa hans egenlige, dybere Anskuelser af Liv og Kunst, om end ikke i Kaos, saa dog bag et Forhæng af Taager. Bøgerne skulde hjælpe ham. Han studerede. Han begrov sig i Oldtiden, var forholdsvis hurtig færdig med Ægypter, Perser, Jøder og Babyloner. I Grækenland levede han op; han færdedes med Guderne, paa Olympen, paa Akropolis, i Templerne, paa aaben Gade — midt iblandt de gudlignende Mennesker, der ikke studerede Anatomi, og ikke behøvede at studere Anatomi, der allesammen, Mænd, Ynglinge, Kvinder og Børn, var de herligste Modeller. Kun en Kiton, som blev løftet, en Kappe som gled ned fra Skuldren: og der var skønne Forhold for Øjet, det glimrende Spil af Muskler, den af Sol og Vind kærtegnede Hud, hvorunder Blodets endnu ubrugte Strøm rullede som selve Livets Urkilde.
Han studerede Oldtiden, Guder og Mennesker, baade paa deres Højde og i deres Forfald. Han befolkede klassiske Landskaber med disse, en rig og barnlig Fantasis plastiske Tilsyneladelser af den store Naturguddom, der syntes at kunne lade sig dele i det Uendelige.
Og det var ham, som om han selv begyndte at fatte Livet i sig.
Han saa’ Grækenland flyttet over til Rom, tjenende Cæsarerne som Prunk, somydre Stillads — men endnu som vældig Prunk, kolossale Stilladser. Og han saa’ Rom flyttet til Byzants, Pedanteriët, den antike Rokkoko fuldbyrdes. Og han begrov sig i en Blodpøl, mellem Ruinerne, i Middelalderens Bælgmørke — hvor der langt borte flimrede et Alterlys mod Katakombernes Baggrund. Han hørte de sælsomme mystiske Sange, hørte Messen løfte sig, følte Kirken løfte sig fra Krypten op igennem Flisegulvet, skydende Søjler i Vejret, højt, højt op, hvor Buerne syntes at favne ud i Rummet, for at fange Røgelsens Vellugt, Sangenes Vellyd.
Og saa stod Stenkirkerne dér, baade de rundbuede, og spidsbuede, saa ulig Oldtidens Templer, og dog Templer for en vældig Verdensgud, fulde af enfoldige Hjærters milde Gaver og plyndrende Rovmorderes sonende Skænk. Og de krucifixede sig derinde, knælede, græd, slog sig for Brystet, sprang op og strømmede ud, for med Sværd og Guld at løskøbe den Grav, der gemte Ydmyghedens Gud, født i en Krybbe.
Han læste. Han begyndte at føle Historiens Bølgegang bære sit Tankens Skib.
Og da Middelalderen ret var bleven forstenet og øde og gold, saa vaagnede han atter med de nyvakte gamle Guder og herlige Mennesker. Hvor han følte Kilden i sig selv — Fornyelsens! Hvor han begreb denne Michelangelo og denne Rafael! Aldrig havde han set andet end Træsnit, Kobbere og Fotografier af dem; men han forstod dem, fordi han havde forstaaet Grækerne — af hvem han dog havde set Afstøbningerne i Antiksalen og deres Slægtninge i tredje, fjerde Led: Thorvaldsens Musæum.
Og han forstod Venetianerne, som om han havde indaandet Lagunens Luft og inddrukket dens Himmels smeltende Farver. Og rask steg han over Alperne, mødtes med Dürer og Holbein, med Cranach og med Vischer som med noget Hjemligt. Det var noget andet nu, end da han som Akademielev havde slaaet om sig med disse Navne. Nu havde han Sammenhængen; han havde selv prøvet at arbejde, havde følt sig kuet af de svimlende Vanskeligheder, men han kunde nu vurdere!
Og han havde Blod — det følte han — fælles med disse Nederlændere, som han gæstede i deres Malerstuer og paa deres Værtshuse, efter at han var gaaet fra Tyskland ind over Rhinen. Og bag Nederlændernes Kunsthistorie havde han deres Uafhængighedskrig. Kulturhistorien understreger Fredens Monumenter med Krigens røde Blæk. Kongeramser kan man til Nød spare sig, naar man vil læse Historien; men Valpladsene maa man tage med — saadan er nu Historien en Gang!
I det attende Aarhundrede sad han fast. Her saa’ han lutter Konger og Valpladse — men hvor blev Kunstens Monumenter af? Og da han skulde til at søge Monumenternes Monument i den, store Revolution — saa fandt han ti tusind afhuggede Hoveder, og bagved Cæsarismens hundredtusinde lemlæstede Lig.
Intet Under! tænkte han, at der er nogen Mangel paa Blod hos Winckelmann og Thorvaldsen — efter den Aareladning!
Men dette tænkte han kun ved sig selv.
Og da han havde læst alt dette, gransket i Bøger og rodet om i sit Indres skjulteste Kroge — saa var Tiden gaaet. Kammeraterne sagde, at Tiden var løbet fra ham ……. men selv mente han, at han nu var løbet fra Tiden!
Han havde vel at mærke læst, set og tænkt som Kunstner, hverken som Filolog eller som Æsthetiker. Da han havde lagt Bøgerne væk, saa vilde hans Arbejde som Kunstner først ret til Gavns ikke smage ham. Urtekræmmeren spurgte ham en Dag, hvad der egenlig var i Vejen med ham? om han ikke havde en Kærest? om han ikke tænkte paa at gifte sig? eller søge Stipendiet til Udenlandsrejse, komme hjem, blive Professor … osv.
Christensen smilede: Der er noget, jeg først maa søge at klare mig! — Naa! hvad er det? — Jeg maa først skaffe mig Klarhed over, hvad den danske Kunst egenlig er! …
Urtekræmmeren spilede Øjnene op, men da han mente, at der absolut maatte stikke en Vittighed i Svaret, saa lo han, rystede sin saa meget yngre Værts Haand og forsikrede ham, at han var overbevist om, at Hr Christensen var en overmaade »kunstig« Fyr, men ikke desto mindre nok alligevel vilde ende som Professor!
Christensen murede sig stadig inde og tænkte over den danske Kunst.
Han fandt, at den var begyndt under Thorvaldsens Avspicier i Rom — efter at og samtidig med at den var begyndt med national Bevidsthed der hjemme under den store Tegnelærers Opsigt, denne Mand, hvis blivende Betydning for Udviklingen man dog nu maaske endelig kan slaa fast med Tretommersøm paa Væggen — uden at risikere altfor mange Hatte hængte paa Knagen »Tegnelærer!« Al god Kunst begynder med Tegning — ligesom Parthenonsfrisen begynder med Ægineteren!
Idealisten Abildgaard var bleven afløst af Realisten Eckersberg! Ja, naar man saa endda slog noget fast med disse velsignede Slagord — tænkte Ivar Christensen. Men: mon ikke for det første Sjælen i Maleren og Kompositøren Abildgaard var fuldt saa meget værd som Sjælen i hans Eftermand? — og dernæst: var da denne Eckersberg virkelig Realist? Nej, det var han nok ikke.
Der hører en vis hensynsløs Aabenhjærtighed, en djærv Selvsikkerhed, noget overlegent Brutalt i den menneskelige Natur, for at aflure Naturen dens Hemmeligheder, gøre dem til sine egne, stille dem frem som Værdier i og for sig. Men Eckersberg var en lille klar, kølig Natur, der i Frankrig havde tilegnet sig en klar, kølig Teknik, og nu anvendte denne paa de hjemlige Omraader — i Grunden bestandig en Elev, aldrig en Mester. Selvfølgelig maatte Bruddet komme, det ny Aarhundredes friske Opgør med Akademikerne, med det Konventionelle, med »Stilen«. Og det er Eckersbergs uvisnelige Fortjeneste at have været Førstemand paa Allarmpladsen. Men »befriet« blev han aldrig selv. Man kan gaa saa langt som til Foldekastet i en Kones Skørt, der gribes af et Vindstød paa Gaden — og man vil finde, at de »akademiske« Folder var der. Det er det attende Aarhundredes Stil, der blot er raadt flad, blevet triviel, blevet til Frederik den Sjettes Stil!
Man skulde forsværge, at der ved denne Førers Side har, staaet paa Digtningens Omraade et Geni, som St. Hansaftenspil og Aladdins Forfatter. De har intet til fælles, saa lidt som et Talent og et Geni har noget til fælles. Oehlenschlæger gik ud i Dyrehaven, saa’ med sine egne Øjne, hvad der var at se, løftede Mennesker, Dyr, Landskab og det ubestemmelige Bindeled, som kaldes »Stemning«, op i Poesiens Regioner — og var dog saa nærværende med sin sanselig friske, ungdomstrodsige Person i Værket. Og han, som aldrig havde set en Perser, vel næppe en Gang en Muselmand for sine Øjne, han malede Figurerne i »Aladdin« med en saadan Anskuelighedens Glød, at ingen Kolorist under Renæssancen skulde have gjort det stort bedre.
Skade, at ikke den hjemlige Malerskole havde haft en saadan Fører — tænkte Ivar Christensen ved sig selv.
Altsaa herhjemme tegnede man. Det var jo godt, at man lærte det. Men Blyanten var temmelig haard; den var saa haard, at dens Tryk kendtes alle de følgende Decennier igennem; og da Eleverne begyndte at male, saa stod Blyantstregen dér og skinnede igennem de tynde, ængstlige Farvelag, igennem Lasuren, der altid er og bliver en mislig Ting, fordi den forudsætter en Mangel paa Beslutningsdygtighed, paa Inspiration, der er al Genfødelseskunsts Særkende. Men naar nu Føreren tegner som en Tegnelærer og maler som en Akvarellist — saa kommer Eleverne til at bøde. Og Ivar Christensen syntes, at den danske Malerskole var en fortsat Pilgrimsgang for at udsone Lærerens Mangel paa Genialitet.
Pilgrimme pleje som oftest at drage til Rom. Eleverne der hjemme fra kom til »Mesteren« ved Tiberen. De unge danske Malere samledes om Billedhuggeren Thorvaldsen. Ja — havde han været Michelangelo! men han var Thorvaldsen, Produktet af sin Tid og dens Forudsætninger; den »antikiserende« Skulptur, ikke Antiken.
I sig selv en lidt mislig Sag, naar unge Kunstnere trykkes af en stor Avtoritet, der ikke helt og varmt kan besjæle dem. Oven i Købet: unge Malere i Kreds omkring en Billedhugger! Et er nu en Gang Maleri, et andet Skulptur.
De danske Malere sad paa Osteri sammen med Mesteren. Han sad dér i sine ulastelige hvide Skjorteærmer, med det smukke, majestætiske Hoved — en »antikiseret« Olympier, ikke en antik Zevs, i den Forstand, hvor man taler om Zevs i Forbindelse med en Goethe.
Han har næppe været veltalende; bildende Kunstnere er nu en Gang ikke Rhetorer, saa lidt som det vilde være ønskeligt om de var det. Han har sagt mangt et godt Ord — saadan henkastet — om Kunst; det kan man være sikker paa. Men det har vel nærmest været om Skulptur, maaske om Arkitektur.
Der forlyder intet om, at han i hvad man kalder aandelig Forstand — saadan rigtig æggende, vækkende, stimulerende — har været Midtpunktet for de lyttende Yngres Kreds. Hvis Rejsebreve til Hjemmet blev skrevne mere uforbeholdent, end de mange Gange gør, og hvis Brevsamlinger blev udgivet mindre in usum Delphini, saa vilde man kunne vide, hvad man nu kun formoder. Ivar Christensen formodede, at Nordens Phidias havde været formet af et køligt Ler, og at han maaske i daglig Omgang som Menneske havde øvet en beroligende, harmonisk, snarere afdæmpende end opflammende Indflydelse paa de unge Kunstnere — lige som den Dag i Dag hans Værker stemmer os til en respektfuld Andagt, ikke til at gaa hjem og »slaa Gnister af vor Tankes Flint.«
I saa Fald — tænkte Ivar Christensen — havde de danske Kunstneres Pilgrimsfærd i Rom haft noget af den Karakter over sig, som meddelte sig til deres Værker: Længsel mod Syden, naar de var herhjemme og havde det strænge Akademi for Øje. Længsel mod Hjemmet, naar de var i Rom — og dog ikke helt kunde hengive sig til det romerske Liv.
En Koloni, der lever næsten gennemgaaende under pekuniære Sorger, i hvert Fald aldrig med saa stor en Rejsekasse, at det enkelte livskraftigere Fantasimenneske kan tilfredsstille en øjeblikkelig Daarskabstrang, som maaske giver Hovedpine og moralsk Katzenjammer, men lige saa sikkert kan lede til et dristigt Greb i Kunstens store Fortunapose.
Den ene Kammerat passer paa den anden. Og er man end ikke Spion og Sykofant: saa er man, hvad der er lige saa galt, en faderlig Formynder, en provinsiel Moralist fra hint Nordens Athen, hvis Phidias — naar det endelig kommer til Stykket — dog er født i Grønnegade.
Ivar Christensen saa’ hen til sin Professor, hvis Person og Arbejder han omfattede med uforandret Hengivenhed, næsten med sønlig Kærlighed, uanset at Professoren kendelig blev ældre, og at hans Gnavenhed ikke just var i Aftagen.
Naar han ikke havde fornaaet at hæve Skatten, der efter Sagnet skulde ligge i Rom og Italien, naar hans Gnavenhed maaske i dybere Forstand kunde hidledes fra den Spaltning, som Udland og Hjemland hawde slaaet i den stærke, varme, higende og lidenskabelige Sjæl — ja hvem var saa den Retfærdige?
Denne Mand havde ikke formaaet at mestre Italien, Hvorfor var han da taget dertil som ungt Geni? Et taabeligt Spørgsmaal. Vejen gik nu en Gang til Italien — og tilbage til Kongens Nytorv! Jamen! Italienerne var jo bleven i Italien — hvor de rigtignok havde fundet Grækerne under Renæssancen! De moderne Franskmænd holdt mest af at blive i Frankrig, hvor de i Grunden gjorde lidt Nar ad deres prix de Rome! Og de gamle Nederlændere: de blev nok rigtig tilgavns derhjemme, navnlig de protestantiske Nederlændere, med hvem dog de Danske nærmest maatte udveksle Kunstanskuelser!
Ak ja! Der lod sig intet sige dertil. Rom, der havde afstedkommet saa mange Forstyrrelser i Verden, Rom var blevet et Dogme for vor hjemlige Kunst. Professoren havde forløftet sig paa Italien, og hele hans Vennekreds med ham.
Men der var opstaaet en Mand, som havde præket Frafald fra Dogmet. En kunstforstandig, en skarpsindig Forsker, en fin Kender; rigtignok ikke en udøvende Kunstner — men de udøvende Kunstnere er nu en Gang ikke alle lige gode Prædikanter.
Og han, denne Mand, havde ikke præket i en Ørk. Han havde løftet Skjoldet højt for det Nationale i Kunsten — og svunget et temmelig hvast Sværd neden under Skjoldet. Man havde delt sig i to Leire, de »blonde«, de nationale; de »brunette« … ja, hvad de egenlig skulde og vilde, var ikke saa let sagt; Forskellen var hurtig blevet den, at til de Blonde regnede sig de mest fremlige Talenter, medens de Brunette stod som en lille murrende Stat i Staten, hvis Vilje til ikke at gaa under Aaget var umiskendelig nok, hvis Evner derimod vare mindre prægnante.
Sejren var hurtig vundet. Den danske Kunst var bleven »national«. I Grunden lidt løjerligt! Den var saamænd national nok …. bare den var bleven ret hensynsløs, ret blodrig, stærkt-bevæget, fantasifuld, oversvømmet med Personligheder — tænkte Ivar Christensen.
Den blev oversvømmet med et nyt Dogme. Det var Prædikanten, som havde bragt det ind. Han havde maaske blot ikke stort Apparat nok at virke paa. Man stamper nu en Gang ikke i et lille Samfund en Række Personligheder frem af Jorden. Jorden er en god Moder — men ogsaa hun fordrer Tid; ja der er endog nogle, som ere plumpe nok til at mene, at hun fordrer Gødning.
Unægtelig havde det været bedre, om der iblandt de romafarende Kunstnere, endnu medens de var unge, af sig selv var opstaaet den nationale Trang, nemlig til at blive hjemme, opgrave Skatten der, hvor de var født! Nu var de næsten alle »Akademikere«, da Opraabet kom til dem. Og saaledes var det egentlig Akademiet, som blev nationalt — tænkte Ivar Christensen.
Det var et Parti — et med ret drakoniske Love. Man indrettede sig, man havde sine Mæcener, man havde sine Aviser, sine Trompetere, man havde de mere kølig beregnende Officerer, de blot lystrende Underofficerer og de fanatiske Menige. Man havde selvfølgelig ogsaa sine Modstandere — uden saadanne skulde Pokker være paa Parti! Men Modstanden var svag; den noteredes egenlig kun, for at betegne, at der var »Fare« — hver Gang en eller anden letsindig Yngre vilde være selvstændig og bryde ud.
Ivar Christensen havde haft en Fornemmelse heraf, lige da han traadte ind paa sin Kunstnerbane.
Nu saa’ han det. Eneboerlivet gør skarpsynet. Han saa’, at Professoren i Grunden ikke var Partiets Mand — og dog var dets Mand. Det omgav ham med en strix Lænke, en fin usynlig, ligesom Kejserens ny Klæder. Den havde en Egenskab, som adskillige Lænker har: jo mere han ruskede i den, jo snævrere laa den omkring ham. Man kan ikke lave et Parti uden i det mindste en Personlighed. Og saa pegede man paa hans Særheder og Umedgørligheder og sagde: Se dog, hvilken kraftig Aand vi har i vor Midte!
Ivar hørte denne Mands uforbeholdne Ytringer. Han saa’ hans Lidelser, som han næppe en Gang selv vovede at give den rette Fortolkning. Det er en vanskelig Tid for Kunsten, denne moderne Tid. Og selv de mest overlegne Aander har saa grumme svært ved at staa isoleret paa de høje Tinder, hvor Blæsten rusker og Solen brænder. Hvem narrer i Gruden ikke sig selv? hvem har ikke Trangen til at slaa af paa de strængeste Fordringer — og stige lidt ned paa Jorden, varme sig ved den huslige Arne, skygges imod Solen af Vennernes viftende Lavrbærgrene? Ja hvem — hvem?
Ivar Christensen, Eneboeren, som dog ingen skulde have fat i, som ingen skulde bruge til Støtte for et Parti — selv han fik undertiden disse Anfald af Akkordgængeri.
Aa hvad, der er jo dog noget i, hvad disse Mennesker siger. Og de har Talent! Er ikke Landskabsmaleriet endogsaa udmærket repræsenteret — for at tale med Journalisterne? Er ikke en god sund Bestræbelse over alt til Stede! Har vi ikke faaet en smuk Arv fra hin udmærkede Begavelse, paa hvem det ulykkelige Vaadeskud gjorde saa brat og sørgelig en Ende! Er vi ikke ganske anderledes systematiske Naturarbejdere end vore svenske og norske Brødre? Er ikke de, som vi nu kalder »gamle« iblandt os, er ikke de ret fine, noble Naturer, ret hyggelige Mennesker? Har ikke den ene en udviklet Sans for det Arkitektoniske i Figurmaleriet, og er ikke den anden, som oven i Købet er tyet ud til Provinsen, en ejendommelig, sjælfuld Folkelivsskildrer — uanset at han ikke kan male? Herre du gode Gud! hvem kan i det hele male? End ikke Professoren kan male — har han selv sagt mig. Og dog — og dog … nu kommer jo netop en forholdsvis yngre, mere farvefrisk Række frem. Har jeg ikke for nylig set denne Førsterangs Figurmaler, der overvældede os alle med sin Titan paa Klippen? Naa, hvad mere Vidnesbyrd har vi Behov? Er han ikke ogsaa Elev af Professoren? Og den energiske, alsidige Dyrmaler, der fik sin Pensel slebet saa brav bred til i Paris! Er han ikke en god sund, dansk Kunstner, hvis Fremtid er hævet over al Tvivl? Vil ikke han og Titanmaleren paany danne »Skole«, der fortsætter Traditionen uden at tage Ensidigheden med sig? … Det er jo kun dig selv, Ivar Feldmann Christensen, der sidder her som Skumler. En protesterende Eneboer — en uproduktiv Misfornøjet! Hvilken Fripostighed, Med Rette maa Kammeraterne sky dig. Og du selv — du er utilfreds med dig selv, og derfor utilfreds med alt andet! …
Saa bøjede han Hovedet og hviskede hen for sig:
Nej, nej. Lad mig pine mig selv, lad mig plage Livet af mig med Utilfredshed. Selvplageriet giver mig dog Ret til ikke at nøjes med, hvad de byder mig. Ikke vil jeg røre Haand eller Finger, hvis jeg kunde skade dem. Jeg vil ønske alt muligt godt for enhver paa sin Bane. Men selv vil jeg — her i min stille Ensomhed — forlange af dem det Sjælfuldeste, det Fineste, det Dybeste. Og faar jeg ikke det, saa lad dem i det mindste give mig det Stærke, Tummelen, Bevægelsen, Kaadheden og Vildskaben, der drager sin røde Nervetraad parallel med Følelsens allersarteste Nerver. Naar Maleren ikke længer tænker med Digterens Sjæl — saa ligger Haandværkets Skær i den allerfarligste Nærhed, ligesom Klipper, der rage grelt op af Vandet ved Middagens Ebbe, naar ikke de bløde Bølger overskyller dem, eller Solnedgangens underfulde Glød dæmper og fortoner dem! ……
Saaledes sad han og grublede og sled sig selv op, han, som vilde bringe det til Klarhed, hvad dansk Kunst egenlig var.