Med den brede Pensel/3
III.
Professoren.
»Du har at holde Palletten taalelig ren; det vil sige, skrabe den, naar der bliver altfor gammel Skorpe paa den! Og saa vaske mine Pensler. De skal være rene, forstaar Du! Dernæst spænder du Papir paa det Tegnebrædt, sætter dig paa din Hale, sviner ikke Papiret til, maaler dig frem med Blyanten — saadan op for det ene Øje — og tegner saa det Hoved dér, saa godt du kan; det bliver naturligvis skidt nok. Hvad det er for et Hoved? Det er Ariadne, eller hvad Fanden de kalder hende. Ligemeget: tegn hende! Hun er god nok.«
Ivar Christensen var kommen i Lav med Professoren ved Kunstakademiet. Først havde en Slags Formynder for Ivar efter Konfirmationstiden sat ham i Lære hos en Smed. Men allerførst havde han gaaet en god Realskole igennem. Han var flittig i Skolen, noget indesluttet, ikke alt for hurtigt et Hoved; han lærte, hvad han skulde, læste meget der hjemme, tog let baade paa Pen og Blyant — til trods for hans store Hænder og hans ud over Alderen tidlig og stærkt udviklede Kræfter. Formynderen fandt, at Drengen »selvfølgelig« burde træde i Faderens Fodspor. Altsaa Smed. Men der var noget ved Professionen, som ikke smagte Drengen. Der kom en Rivning med Formynderen, som klagede over, at nu begyndte Ungdommen at have Nykker. Drengen mente nej; hvorfra skulde Nykkerne komme? Han var hverken fin eller fornem paa det; blot smagte Professionen ham ikke. Han vilde være Konstruktør. Saa kom han ind paa det tekniske Institut, syntes ikke at det var særlig morsomt, men sled i det paa sin alvorlige, sejge og indesluttede Maade. En Aften, da han tegnede efter et stort Gibsornament, kom Professoren fra Kunstakademiet tilfældigvis for at tale med en af Lærerne. Det var en Begivenhed. I de trange Lokalet, med den daarlige Luft, de osende Lamper, under denne Stilhed, hvor en tvetydig Haandværkervittighed blev lavmælt hvisket mellem de unge Mennesker, faldt der en Glans, en Indvielse, noget Allerstormægtigst over Forsamlingen gennem Kunstens Repræsentant.
Professoren standsede bag Ivars Tegnebræt.
»Ikke saa galt! hm! men bredere — bredere — —!«
Og Professoren tog Blyanten, knækkede Spidsen, sleb den lidt rund paa Siden af Papiret — og satte nogle Streger ind i Skyggen.
Fra denne Aften bestemte Ivar Christensen sig for Kunsten.
Han stod nogen Tid efter med bankende Hjærte, Kasketten og en stor Mappe under Armen, uden for Døren til Professorens private Bolig paa Kunstakademiet. Han vidste ikke selv, om han virkelig havde vovet at ringe; derfor ringede han en Gang til. Døren blev rask revet op; Professoren ud. »Hvad vil Du? Skal jeg nu plages? Kunstner … hæ! … Giv hid!« og Bladene i Mappen dansede en ilsom Dans gennem disse energiske Fingre, som Ivar kunde have kysset af Ærbødighed og forfjamsket Tilbedelse.
»Duer ikke! Den gamle Historie! Man vil være Geni, men man vil ikke arbejde. Gaa tilbage til Institutet; lær Perspektiv; lær noget i det hele taget. Bliv Dekoratør, Smed, Bogbinder — hvad Fanden det skal være — men løb ikke mig paa Dørene!«
Det blev en stræng Vinter, et strængt Aar. Men Ivar sled; han lærte Perspektiv, han lærte alt, hvad Institutet kunde lære ham — lidt eller meget, ligesom man tager det. Saa havde han igen samlet sig en Mappe fuld. Men da han en Formiddag bladede dens Indhold igennem, saa løb der ham en kold Gysen ned ad Ryggen. Han saa’ Professorens Fingre behandle Bladene. Han vovede ikke den afgørende Gang til Akademiet. Han gik ud af Byen. Han havde mekanisk stukket en Tegnebog under Armen. Endnu havde han ikke gjort en Streg efter Naturen. Altid Gibsafstøbninger, de dejligste korinthiske Kapitæler — men det faldt ham ikke ind, at man kunde tegne Kronen af et Træ. Hovedlineal, Passer, Distance- og Forsvindingspunkter — han havde kunnet »konstruere« Peterskirken, om det skulde have været — men tegne et Skovløberhus paa fri Haand, det laa over hans Horisont.
Han gik ud til Skoven og ind i den. Han blev ved at gaa; Tegnebogen stadig under Armen. Saa var der en smal Vej; et lille Hus ved Siden; Tagskægget helt ned over Vinduerne; en Mand stod i den aabne Dør og saa’ paa et Læs Risbrænde, der var væltet. Kusken stod og saa’ paa Manden; Hestene var spændt fra og stod og saa’ paa det Hele.
Han satte sig i en passende Afstand; stirrede lidt paa den lille Scene, der ligesom havde forstenet, forbenet eller fortræet sig til en Fortegning.
Han slog Bogen op, greb Blyanten, tegnede.
Mand og Kusk vedblev at passiare; der blev stoppet en Pibe Tobak, tændt, røget. Hestene græssede ved Vejridsningen. Ivar tegnede.
Det blev først saa underlig japanesisk. Et nyt Blad. Straks bedre. Og dog … nej, nu begyndte han at viske ud. Saa blev han urolig for, at hans Modeller skulde gaa fra hverandre. Saa blev han arrig — hutsch, hatsch — det gik; han formelig slugte Linjer, Forhold, Lys og Skygger, brændte dem med Viljens glødende Jærn ind i sit Hoved, ind i sin Blyant, ned paa sit Papir. Saa kom der et Par Karle til; de begyndte under langsomme, sejge Bevægelser at tage fat ved Vognen. Disse Karle — endog i utrolige Forkortninger — blev tegnet paa et Blad Papir for sig.
Og da Læsset var rejst, Vognen borte, og Manden gaaet ind i sit Hus igen, saa sad Ivar og stirrede paa sine to Skatte.
Det var et af disse Øjeblikke, aa disse Øjeblikke …! Der fortælles derinde, som en dyb, dyb Hemmelighed, at man har evnet at gøre noget, hvorom man for et Par Timer siden ikke har haft Anelse. Men nu staar det dér — lyslevende! kantet og kejtet, ufuldkomment og ufuldført — det er dog noget af det, der med Adelsmærke hæver sig over Passer og Hovedlineal — ja over den bedste skyggede og stregede Tegning efter Bladet paa et korinthisk Søjlekapitæl.
Der kommer en Berusning, en Begejstring, stille, stærk, stærkere og stærkere, frem fra Sjælens lønlige Kammer: Den lukker Døren op til Verden der uden for: Hej, halløj! I der ude! Kom, skal I se noget, som ikke enhver Institutdreng kan gøre mig efter. Ser I: dette er Heste — den ene i Forkortning —; og det er en væltet Vogn, en Kusk, en Mand, et Hus, Skoven til Baggrund, og en Vej, der løber lige frem i Billedets forreste Plan — den er perspektivisk, men ikke konstrueret. Det er en Frihaandstegning, noget, der direkte er grebet ud af den store Hemmelighed, som hedder Naturen, og som er Møder til Verdens største Kunstnere.
Lidt efter syntes rigtignok Ivar, at det i Grunden var noget skidt. Men han klappede dog Bogen sammen og gik hjem med en Følelse, som lignede Mod. Nu turde han gaa til Professoren.
Han ringede den næste Dag meget svagt og beskedent paa Døren. Han blev lukket ind i et Atelier, men han turde næppe se sig om. Professoren stod foran et stort Stykke Lærred, smurte løs, gned ud med Fingren, tørte sig i en Klud, op i Haaret, paa Frakkeærmet, gik tilbage, frem igen, gjorde en Streg, gik tilbage, smilede og lagde Palletten fra sig. »Naa, min unge Ven! Er det dig igen? … Du vil altsaa være en Michelangelo? Godt! Giv Tid!«
Og Mappens Blade dansede atter Dansen igennem disse mærkelige Fingre. Det var dog en Sagtevals i Dag. Professorens kraftige Profil, den ypperlig knækkede Næse, de lidt fremskudte Læber, Pande, Haat, Nakke tegnede sig mørk op imod den store Rude. Mørkt var dog ikke Ansigtets Udtryk — egenlig ganske venligt — men nu slappedes Trækkene — disse Blade kedede aabenbart den store Mand.
»Aa ja; naa ja! meget flittig … Du kan nok blive Dekorationsmaler! Eller vil du maaske være Arkitekt? Nu har vi snart en halv hundred Stykker … Du kan gaa over paa den anden Side af Gaarden!«
Ivar hørte ikke den venskabelige Anbefaling. Han havde først set paa Mesterens Profil — og saa havde han vovet sig til at se paa Lærredet.
Her stod Konturer, som ikke var udfyldte endnu; og hist svømmede Farver sammen i den underligste bløde Strøm, hvorfra nogle Hænder stak op som fra Druknende, der raaber om Hjælp. Men ved den ene Side, paa Skuldrene af en Mand, der var tegnet ned med djærve »knækkede« Strøg, sad et Hoved — et Hoved, der levede, der kastede Lys, Skær, Glans, Bevægelse, Udtryk og Fortælling over hele Anlægets Kaos.
Og da Ivars Øjne søgte om Hjørnet paa det store Stykke Lærred, opdagede han — og han blev ganske skamfuld-flov — et afklædt Menneske, der sad paa en høj Skammel, støttende sig til et Kosteskaft, og følgende med Øjnene, men uden at fortrække en Mine i Ansigtet, den store Mesters Bevægelser.
»Jeg spørger dig, om du ellers har noget at vise? Skynd dig — jeg har Model, som du ser!«
Ivar rakte sin Tegnebog frem. Han var nu sikker paa sin Dom. Thi Professorens Ansigt var bleven gnavent.
Saa stod Professoren henne ved Vinduet og saa’ opmærksomt paa de to Blade, der laa løse i Bogen. Og han tog det ene op, og det andet, og der kom et løjerligt, rovfugleagtigt, hurtigt, hvast Blik fra Øjenkrogen hen imod Ivar.
»Hvem har tegnet det …. har Du?«
Ivar bøjede Hovedet. Han hørte ikke til dem, der har let for at blive rød. Men han blev rød, da han med halv Stemme svarede:
»Jeg var ude i Skoven i Gaar — og tegnede …. Men det var første Gang, og — og …. jeg tror nok, at jeg skulde kunne gøre det bedre næste Gang!«
»Saa — aa? Hvorfor tror du det? Det er tidt, at man slumper til at gøre noget den første Gang, som man siden kan kradse sig længe nok i Hovedet uden at komme til at gøre. Men nu er det bedst, at du kommer op paa Skolen. Meld dig hos Forvalteren!«
Ivar vidste ikke ret, om han sejlede, svømmede eller fløj op ad Trapperne til Forvalteren paa det kongelige danske Akademi for de skønne Kunster.
Han gik altsaa paa Akademiet. Det havde en Klang i sig, dette at »gaa paa Akademiet«. Men han vidste ikke ret, om Skylden laa hos Akademiet eller hos ham selv, — blot syntes han, at det ikke havde nogen Fremgang med ham. Han var dog beskeden nok til at lægge Skylden hos sig selv.
Imidlertid sled han i det. Stadig Tegnen efter Gibs: Ornamenter, Hænder og Fødder, Hoveder, Torsoer. Han tænkte paa Æventyret om Slaraffenland, hvorledes man maatte spise sig derind igennem en Vold af Risengrød. Til Kunstens Slaraffenland gik Vejen møjsommelig gennem et Gibsbjærg.
Han var flittig — men han ræsonnerede; det kunde han nu en Gang ikke lade være. Han ræsonnerede — men han var flittig; det laa ham nu en Gang i Blodet.
Professoren havde faaet Orlov paa et halvt Aars Tid. Han var taget til Syden. De øvrige Lærere var ikke saa heldige at vinde Ivars Sympathi. De brød sig ikke videre om den ordknappe, lidt studse Fyr, uden hvor netop deres Pligt bød dem. Selv en Lærer ved det kongl. danske Kunstakademi fordrer en lille Smule Livlighed hos Eleven. Og Ivar Christensen var ikke livlig.
Bedst stod han sig med den mest beskedne af alle Lærerne, en Mand allerede til Aars, der stadig mødte i den samme gamle Frakke med vide Polkaærmer, og i hvis Ansigt man læste lige saa megen mandig Resignation som Græmmelse, Skuffelse — og sandsynligvis Næringssorg.
De to talte saa godt som aldrig sammen — blandt andet af den Grund, at Resignation ikke er meget højrøstet. Men der var en stum Forstaaelse dem imellem; og undertiden kunde den Ældres Blik falde paa den Yngre med et smærteligt Smil: Der vil heller ingen Lavrbær gro for Dig, min Ven!
Alligevel — da dette Blik havde søgt ham et Par Gange, syntes Ivar ikke rigtig om det. Han var dog ung; han ventede, haabede, troede.
Saa kom Professoren tilbage.
En Aften traadte han hen bag Ivars Tegnebræt, og da han havde set lidt paa Papiret, sagde han med dæmpet Stemme, saaledes at de nærmeste Elever ikke hørte det:
»Naa; tegner du flinkt efter Naturen?«
Jeg har ikke Tid! svarede Ivar i samme Tonart.
»Ikke? Hvad bestiller du da om Søndagene?«
Jeg læser der hjemme! —
»Har Du Forældre?« —
Nej; jeg har et Hus! —
Professoren maatte le. »Død og Pine. Hvor gammel er du?«
»Nær ved de tyve! —
»Naa; men fordi du har et Hus, kunde du da gærne gaa ud at tegne. Hvad læser du? — Romaner?« —
Ivar tøvede et Øjeblik, saa svarede han:
Jeg læser om de store Kunstnere!
Professoren gryntede lidt; saa lagde han Haanden paa Elevens Skulder og sagde: »Det er bedst, du kommer ned hos mig! Men bliv bare ikke vigtig. Jeg vil i Grunden kun have en til at vaske mine Pensler. Det kan nemlig Pigerne ikke gøre. Og det skal ogsaa læres|«
Saa gik Ivar Christensen hos Professoren om Dagen. Om Aftenen arbejdede han paa Akademiets Skoler. Han avancerede paa Skolerne; han avancerede ikke synderlig hos Professoren. Egenlig talt blev han kun skældt ud dernede. Men han lærte at tegne; det kan nok være. Han tegnede med Blyant — aldrig med et spidst —, med Kridt, med Kul; og naar Professoren havde et arkitektonisk Billed, hvad der ikke saa sjældent forefaldt, hjalp Eleven Mesteren med at »slaa det perspektivisk op«. Thi Ivar var en stiv Perspektiviker. Han havde sin Flid at takke derfor.
Tiden gik. Hvad Maleriet angaar, da gik det ikke synderligt dermed. Paa Akademiets Skoler lærte man den Gang ikke at male. Selvfølgelig var der en Malerklasse — ja hele to i stræng Følgeorden: Modelskolens Forberedelsesklasse og Modelskolen, Sanctuariet, det Allerhelligste. I Forberedelsesskolen tegnede man efter den levende Model, ja enkelte Begunstigede fik endogsaa Lov til at male efter Modellen »Graat i Graat«. I den egenlige Modelskole malede man ogsaa — enten Graat i Graat, eller Rødt i Hvidt med afvekslende kolde blaa Skygger eller varme brunlige. Det var »Oliemaling«, men det lignede mest Akvarel. Skolen gik paa Omgang mellem Professorerne. Den ene havde sin Manér, den anden sin, men det foraarsagede ikke synderlige Ulæmper for Eleven. Uden smaalig Skinsyge og uden altfor stærkt udpræget Individualisering enedes Lærerne om disse kolde blaa Skygger eller varme brunlige. Kun naar Ivars Professor fik Skolen, kunde han kradse sig i Nakken og gaa fra Staffeli til Staffeli, medens han paa en lidt irritabel Maade dyppede Penslen i Pallettens Kraplak og satte hastige, djærve Klatter ind i Næsebor, under Ørebrusk, i Armhule, mellem Fingre osv. — selvfølgelig paa den malede Model, ikke paa den levende.
Paa Skolen var han altid gnaven. Nede i sit Atelier var han i Reglen gnaven; især naar han havde forbrugt megen Kraplak uden at opnaa tilsvarende Resultater. Men saa kom der Dage, hvor Arbejdet lykkedes for ham, hvor Karnationen fangede Livets Glans, Spil, Friskhed, Skønhed — og hvor Pennetegninger, Kultegninger, nedrablet Blyantskrads, malede Skitser strømmede fra hans Haand, hans Hjærte, hans barnlige Humør, hans overlegne Intelligens, ligesom fra et Overflødighedshorn — nej, det var en smagløs Lignelse — lige som fra en Kilde i et Bjærg, der aldrig plumres, aldrig bliver tynd, men som sprudler og sprudler og giver tusinde Tørstige at drikke.
Saa roste han Ivar, saa opmuntrede han ham; saa slog han ham paa Skulderen og sagde, at Kunsten var en forbandet skøn Ting — uansét at man de tre hundred og halvtredsinstyve Dage om Aaret kun frembragte noget Snavs. Man maatte blot være fornøjet, hvis man havde femten lykkelige Arbejdsdage. Thi hvor mange Mennesker havde femten Dage om Aaret — bortset fra Skudaarene — hvori de saa at sige kunde gaa med Vorherre under Armen uden at føle sig trykket ved Selskabet?
Tiden gik. Og i denne Mands Selskab tilbragte den unge Christensen sin meste Tid. Det blev bestemmende; som i det hele taget den ene Individualitet bliver det for den anden.
En Dag kom de i Disput, som saa jævnlig skete. Ivar blev hidsig, og i Mangel af andet indtrængende Argument brugte han en af de gamle berømte Mestres Navne.
»Hør!« sagde Professoren; »du slaar om dig med disse Gamle. Og stadig er det Malere og Billedhuggere. Sæt dig til at læse Digterne. Dér har du nok for flere Aar. Og naar du er færdig, saa glem dem ikke, men læs saa Historie, gode Rejsebeskrivelser, naturvidenskabelige Ting. Og lær dig tillige et Par Sprog grundigt. Bliv ikke som disse kedsommelige Fyre, der aldrig kommer udenfor Blendrammen — i det højeste til Forgylderen — som evig og . altid sludrer om det samme — og lige saa godt kunde være Skomagere og tygge paa Begrispen og lugte af garvet Lær!«
Der gik nogle Aar. Ivar levede saa knapt som muligt. Hvad han sparede, anvendte han paa at købe Bøger, tage Informationer, tegne og male efter Naturen. Hvad han malede, viste han ikke til Nogen. Hans Tegninger — ogsaa hans Raderinger — kunde de gerne se. Han var selv den strængeste Dommer over sine Frembringelser. Han begyndte at faa et Navn blandt Kammeraterne; ikke just som den, der frembragte noget Overordentligt, men som den, der laa inde med Muligheder. Selv lo han; han havde vænnet sig til en kort Latter, der ikke just klædte ham. Nærmest frygtede man ham. Han sagde sin Mening rent ud, hæftig, lidenskabelig som Ungdommen, for hvem Relativiteterne ikke ligger. Men han pralede ikke, og han dadlede uden Persons Anseelse. Til sidst blev han den, om hvem man ventede sig noget stort — eller slet intet.
Professoren fik fat i ham. Det var paa Tiden, at han konkurrerede til en Medalje, et Stipendium — »da der jo dog en Gang skulde den Slags Attester!« Og Professoren smaalo, men han æggede ham tillige.
Ivar gik op til sin gamle Lærer, ham med Polkaærmerne, og bad om Forlov til at male et Studiehoved af ham. Billedet blev endelig færdigt. Det passerede Censuren, Censuren havde intet at indvende. Det blev hængt op. Det var Dagen før Udstillingens højtidelige Aabning. Ivar stod selv om Morgenen og saa’ paa, at han blev »hængt op«. Det forekom ham, at han overværede sin egen Henrettelse. Saa kom et Par Professorer. De sagde ham opmuntrende Ord, med nogle smaa venlige Vink — saadanne Fejl, som han allerede selv længst havde set der hjemme. Kammeraterne kom til. De fleste var nærmest overraskede over Resultatet. De havde ikke ventet sig saa meget. En og anden gjorde en forstandig Bemærkning, som Ivar tiltraadte. Lidt efter lidt talte han sig varm over Fejlene. En kom med den Bemærkning, at han bare ikke skulde være forceret! Ivar vendte sig hurtig og sagde studs: Jeg er ikke forceret. Jeg mener, hvad jeg siger. Det er intet Maleri; det er en koloreret Tegning. Som Tegning finder jeg det meget svagt her — og her. Albrecht Dürer vilde have gjort det saaledes, — og Holbein saaledes! Jeg vil slet ikke tale om Koloristerne! De vilde have betragtet det som en Undermaling, som et Stykke Lærred oversmurt med Terpentin. Og hvad Karakteristiken angaar, saa er det slet ikke — her nævnede han Lærerens Navn — ham! Det er en kedsommelig, gnaven Rad, ikke et Menneske, der har lidt Uret af Livet, eller mener at have lidt Uret. Jeg er ikke forceret. Jeg mener, at jeg vilde ønske mit Billed helt højt til Vejrs, hvor det ikke kunde ses, og ikke paa en god Plads, som det ikke fortjener!
Man lo rundt omkring ham. Han gik. Han gik op paa Moltkes Galleri, derfra alene ud af Byen, ud i Skoven, hvor Vintren brødes med Foraaret, og Foraaret med Vintren.
Paa Eftermiddagen kom han tilbage. Han maatte atter op paa Udstillingen. Han traf kun nogle forsinkede Haandværksfolk, der havde fjærnet de sidste Spor af Ophængningen.
Han gik lige ind til sit Billed. Den sene Eftermiddags flatterende Lys strejfede det. Disse Træk begyndte at leve, Kødet blev Kød, Øjnene havde det Vemodigt-haabløse, der kæmper med Resignationen Trækkene fortalte en Saga, der ikke var triviel. Blot lidt af Livets Gyldenglans: og denne Mand dér vilde arbejde for sig selv, arbejde for et Navn, og ikke korrigere aandløse Kridttegninger efter aandfulde Ornamenter.
Var det muligt? Var dette det samme Billed fra om Morgenen med alle dens ubarmhjærtig kolde Toner, dens hensynsløse Sandhedssigen? Ak jo. Det var det samme Billed. Her stod en ung Mand foran sit Begynderarbejde. Og han vidste tilstrækkelig, hvem der havde gjort det, hvor svag Haanden var, hvor ringe Evnen — og hvor mægtig forlangende Viljen.
Det nyttede ikke, at det gyldne Aftenskær blev blødere og blødere; Billedet var haardt, maskeagtigt, usikkert gjort og — hvad der var værst — usikkert følt. Det nyttede ikke, at Dagens flygtende Skær blev svagere og svagere, Fejlene sprang stærkere frem. Her stod en ung Mand, der i det mindste havde den Fortjeneste, at han ikke lod sig narre. Der kom en Smærte inden i ham. Ikke Debutantens barnagtige pjattede Klynken. Han havde ingen jammerlig Medfølelse med sig selv. Han trængte ikke til, at nogen nu skulde komme og klappe ham paa Hovedet og forsikre ham, at det dog var en ganske anstændig Begyndelse. Han havde et Øjeblik af en virkelig født og kaldet Kunstners dybe Mistillid til, at Liv og Natur i det hele taget lader sig udtrykke ved mekaniske Midler. Der var ét mekanisk Middel, som det stod i hans Magt at anvende her, for at overvinde den Fristelse som altid ligger saa nær — at gaa paa Akkord, En Kniv — hans Lommekniv. En, to, tre! Billedet var skaaret ud af Rammen, rullet sammen, stukket under Frakken. Han saa’ kun det mørke, firkantede tomme Rum gabe sig i Møde. Og som en Tyv — men en ærlig Tyv — listede han sig ud af de halvmørke Sale, ned ad den knagende Egetræs Trappe, hjem.
Og dér sad han og læste, og dér laa han om Natten. Men det er ikke sandt, hvis nogen kommer og fortæller, at han ikke sov den Nat. Thi han var kun nogle og tyve Aar; han var Søn af en sund Haandværkerslægt — og han havde gaaet en lang Tur i Skoven paa den Tid af Aaret, hvor Vinter og Vaar slaas med hinanden om at beholde Herredømmet over Muskler, Nerver, Hjærte og hele det menneskelige Apparat.
Den næste Morgen vilde han straks gaa til Professoren og berette det Skete. Men han faldt ind i en lille Samling Raderinger, som en Boghøker bragte ham. Saa løb han til Akademiet.
Flaget vajede fra Taget. Akademiets røde Liberitjenere stod i Porten og spejdede efter de kongelige røde Liberier. Hs. Majestæt kunde ventes hvert Øjeblik. Oppe i den forreste Sal traf han den hele Forsamling af Akademiets Professorer og Medlemmer i Galla. Forsamlingen var ikke blot i Galla — som endda ikke klædte alle lige godt — men ogsaa i synlig Oprørthed, Forvirring, næsten Lidenskab — hvad der var et Særsyn, og som heller ikke klædte alle lige godt.
Hvem kan have gjort det? Det er skammeligt! Det er Révolution! En Drengestreg! Det er uværdigt! … —
Ivars Professor, der fungerede som Direktør, gik lige imod ham:
»Naa, der er De!« Han sagde »De« ved højtidelige Lejligheder. »De véd det maaske allerede? Nogle nette Kammerater, De har! En nydelig Anstalt! Har De nogen Ide om, hvem det kan være?« ... .
Ivar Christensen saa’ paa ham og sagde:
»Jeg har selv gjort det!«
Det var løjerligt at se Udtrykket i disse Ansigter, hos denne Forsamling af Kunstens Ypperstepræster, Præster, Klokkere, Gravere og Bedemænd. Her var de magre Pergamentspersoner med de ubevægelige Træk — Okkerfarve, der havde faaet en tør Hinde over sig. Om de antike Afstøbninger i Solennitetssalen var begyndt at danse en fallisk Runddans: Pergamentsansigterne vilde næppe have fremvist saadanne Trækninger, som ved Ivars Ord. Her var de kortstammede tykke Folk, hvis blanke Isser syntes at svede Nødolie, hvis runde Kinder og gemytlige Øjne kunde røbe, at Kunsten dog muligvis ikke var den yderste Alvor — at Livet ogsaa havde sine Krav, og at — naa ja, for Pokker, det er ogsaa et Levebrød, det at lave Malerier, Bygninger, Skulpturer! Men selv Gemytligheden spærrede Øjnene op og faldt i Forskrækkelse.
Her var et enkelt tænkende Ansigt, halv fraværende , drømmende over Ideer, der ikke havde noget egenlig med Højtidelighed og med Hs. Majestæt at bestille. Et saadant Ansigt saa’ lidt forundret i Vejret og faldt atter hen i Drømme. Og saa var her Ansigter, paa hvem det tydelig kendtes, at denne dumme Drengestreg netop var saa meget mere forargelig, som den højtidelig angav sig selv — netop umiddelbart foran Højtidelighedens Begyndelse, Hs. Majestæts Nærværelse!
Det var løjerligt, dette.
Og saa begyndte Professoren at buldre løs. Han sagde ikke »De« …
Men i det samme lød det udenfor: Kongen — Kongen!
Forvalteren, der altid var sund og fornøjelig, smilende og gemytlig, hvad enten det gik paa Arbejde løs eller paa Kongemodtagelse — Forvalteren smækkede Fløjdørene helt op og nikkede til Professoren. Den hele Forsamling rettede sig, Professor-Direktøren tvang med en ærgerlig Anstrængelse de to vrede Knuder i Panden til at være skikkelige — og saa gik han ud paa Trappeafsatsen, for at modtage Landets Konge og Kongens Kone, der tilfældigvis ikke førte: Titel af Dronning, men som dog ogsaa kunde have Lyst til at se paa Udstillingen og hjælpe Kongen med at gøre Indkøb.
Ivar gik om Eftermiddagen ned til Professoren.
Professoren havde kastet sin sorte Kjole hen i en Lænestol og stod, iført sin Arbejdsfrakke, med Pallet og Malerstok foran sit Lærred. I den opslaaede Malerkasse, der hvilede paa fire tilsmurte Ben, laa Ordensbaand og Ordner.
Ivar faldt ham straks i Ordet. Han havde tænkt nøje over, hvad han vilde sige. Han forklarede, hvad der havde rørt sig i ham, medens han stod foran sit Billed. Han endte saaledes: Hvis det ikke kan lykkes mig at gøre Dem forstaaelig, hvorledes og hvorfor jeg kom til at gøre det, saa maa jeg nu sejle min egen Sø og rimeligvis sige Kunsten Farvel, lige som jeg nu siger Dem Farvel. Det sidste vil være mig det drøjeste. For der er intet Menneske, jeg i den Grad har Respekt og Hengivenhed for, som Dem, Hr. Professor. Naar De mener, at jeg har handlet som en Dreng — saa er det ganske overflødigt, at jeg søger at overbevise nogen anden om det modsatte! —
Professoren kradsede sig bag i Nakken, slængte sin Pallet paa Bordet midt i Oversvømmelsen af Studier og Skitser, gik op og ned ad Gulvet, standsede foran Ivar:
»De er en sær Patron, Christensen! Men dér er min Haand! Jeg skal søge at klare Sagen hos dem der oppe — saa godt jeg kan. Men Dem vil jeg bare sige, at De har plantet Torne og Brændenælder for Dem — hvis De ellers forstaar det Blomster-Sprog? Roser maa De ikke vente Dem — saa meget kender jeg Dem nu! Og — naa ja … lad os ende denne Sludder! De er en brav Gut — men en stædig Æsel er De. Kom igen i Morgen. Nu maa jeg se, om jeg kan male noget af Repræsentationsluften ud af mig!«
Derpaa gik Ivar til Læreren, ham, som havde siddet Model for Studiehovedet. Han havde synlig haft en lidet opbyggelig Dag og Nat ved den Historie. Selvfølgelig havde han tænkt sig det Værste — at Avind, Skadefryd, smaaligt Drilleri havde udsét ham til Skive. Han hørte stilfærdig paa Ivars Forklaring, modtog hans Undskyldning og rakte ham Haanden, da han gik, med dette vemodig-resignerte Smil, hvori der laa en bitter Trøst: For Dig vil der heller ingen Lavrbær gro, min Ven! —
Det syntes, at Professoren skulde faa Ret. Man debuterer nu engang ikke paa »den« Maade inden for Landets Kunst. Enten er man en Skrue, som ingen kan omgaas, eller en Vigtigmager, som ingen har Lyst til at omgaas. Eller man er begge Dele tilsammen — og hvor bliver saa Omgangen af, især naar de overraskende Præstationer udebliver?
Ivar følte, at han blev mere og mere isoleret. Paa den ene Side var det ham ikke ukært; han var jo nu en Gang saadan. Paa den anden Side … han var ung, og det koster altid Kamp, maaske en saadan, der kunde være anvendt bedre, inden Ungdommen bliver Eneboer. De Kammerater, han søgte, trak sig tilbage, og de Kammerater, som søgte ham — misundelige, uformaaende, forfængelige eller Dovendyr — dem behandlede han hurtigst mulig en canaille. Han var længst færdig med Akademiet. Det havde intet at lade ham høre; han havde været en flittig Elev. Nogle af dets Lærere havde han gerne søgt; thi hvor meget han endog var tilbøjelig til at ræsonnere, saa maatte han indrømme disse Mænd baade teknisk Overlegenhed, en hæderlig Velvilje over for de Yngre, noget grundigt og respektabelt »Dansk» i hele deres Gøren og Laden. Men de havde paa deres Side en ufrivillig Sky over for dette unge Menneske, paa hvis Liv og Vandel der intet var at sige, men hvis absolute Domme hørtes højt nok i det lille Samfund. Saadanne smaa Samfund, som vore, de er dog nok ikke til at udvikle stor Kunst — lad dem saa iøvrigt udvikle andre gode Sider af Folkets Liv.
Det blev ham en fiks Ide. Undtagelsen med Professoren bekræftede ham kun Reglen. Denne Mand var berømt — i hvert Fald inden for Landets Grænser. Han levede et lykkeligt Liv i sin Familie. Der var ingen Tvivl derom. Han havde mange Venner, der vurderede ham efter Fortjeneste, ja snarere over end under. Men alligevel … Ivar kunde ikke faa Bugt med den lille Nisse, der hviskede ham sin Drillesang i Øret:
Sæt at denne herlige Begavelse havde levet mindre i og for sin Familie og sine Venner —?
Kan en Kunstner dele? Har han Lov dertil? Hvor bliver de strængeste Fordringer af? —
Kan man være Professor, Direktør, Lærer, Familiefader, repræsentativ Mand, Vennernes Mand? — og Kunstner?
Han fortsatte Tankegangen: Der har været Tider, hvor man kunde være Alt paa en Gang, dele sig mellem Alt, og dog være en herlig Begavelse. En saadan Tid var Renæssancen — Kunstens Tid — men ikke vor.
Der var dog Elasticitet i den unge Elev. Aa, den tabes ikke saa hurtig! Professoren fik paa ny fat i ham. Han skulde have Medaljen, der gav Adgang til Stipendiet. Og han fik den.
Opgaven var en af de interessante akademiske. Da Ivar efter et Aars rastløst Arbejde havde løst den, da Billedet var udstillet, da Professorerne havde rost ham, da Kammeraterne ogsaa havde rost ham, da Aviserne havde udtalt deres Anerkendelse, da det illustrerede Blad endogsaa havde bragt en (daarlig) Afbildning deraf — saa huskede Ivar knap selv, om det var for Hektors Afsked, eller Jakobs Drøm, Kristus, der farer paa Søen, eller Dante, der farer til Helved, han havde faaet Medaljen.
Stipendiet — det havde han givet Afkald paa til Fordel for en talentfuld Medkonkurrent, der levede i meget trykkede Kaar.
Han havde for Plenarforsamlingen erklæret, at han godt kunde vente til »næste Gang«. Han ejede nemlig et Hus, og kunde — om det skulde være — selv udrede sin Rejse, hvis han overhovedet vilde rejse.
Man var vant til Særheder af ham. Da det desforuden var et sjældnere Tilfælde, at en yngre Maler ejede saadan noget, som et Hus, og da Medkonkurrenten virkelig fortjente at komme ud for at forfriskes, saa gik man ind paa det ædelmodige Tilbud. Han havde oven i Købet ikke denne Gang skaaret sit Billed ud af Rammen! Selv saa’ man aldrig Christensen foran det; men det hang der nu, og det var virkelig et respektabelt, et lovende Arbejde, lidt tungt i Farven, lidt ubehjælpsomt i Kompositionen, lidt nøgternt maaske — men alt i alt, Akademiet blev ikke hvert Aar overløbet med Mesterværker; og heller hæderlig Flid, end genialt Sjuskeri. Man kunde dog nu se, hvilken god Grund, det kongelige danske Akademi for de skønne Kunster arbejdede paa at udvikle hos sine Elever. Ivar Christensen havde et Hus — havde et Rygstød — havde Tiden for sig! Naar han blev et halvhundred Aar, vilde han nok gøre Kunsten, Akademiet og Landet Ære. Indtil den Tid kunde han jo dyrke sine Særheder i Ro; ja, da han oven i Købet viste sig at være en god Tegner, saa var der Udsigt til en Lærerplads i den yngste Frihaandsklasse … blot vente! og helst: graa Haar!
Ivar Christensen smilede. Han sad hjemme i sit Hus og smilede. Og den Dag, da Akademiets Tjenere efter Udstillingens Slutning kom med det store Billed, saa fik han den forgyldte Ramme skruet fra hinanden og lagt op paa Loftet. Lærredet skar han ikke med en Kniv af Blendrammen, nej, med en Knibtang pillede han Sømmene ud, rullede den store Dug sammen og fik den stillet ind i det høje Skab i Væggen, dér, hvor adskillige halvfærdige og blanke Lærredsruller stod i Forvejen. Saa fik de røde Liberitjenere til en høj Snaps — og de hilste med Respekt paa Husejeren, og gik hen paa den nærmeste Beværtning for at drøfte Kunstens og Kunstnerens Stilling til Hus og Hjem, Land og Folk, Forgyldere, Farvehandlere og det »bestillende« Publikum!