Med den brede Pensel/2
II.
Hvor han boede og hvordan han levede.
Naar Solen paa Vandringen over den høje Himmel …. saadan var det, man engang begyndte.
Og hvorfor i Grunden ikke begynde ligeledes? Naar Solens Straaler deroppe fra .…
Det vil sige: naar Solen stod saa højt over Kultorvets Tage, at dens Formiddagsstraaler besøgte den ene Husrække, som vendte mod Øst, saa var der særlig tre Fag Vinduer i et rødmalet Hjørnested, der bød den: Velkommen! træd inden for!
Denne Begyndelse har noget vist klassisk ved sig; det er da ikke mere end billigt, at Vinduesfordybningerne i det gamle Hjørnested viste hele deres Klassicisme frem i Form af Gibsafstøbninger efter antike Ornamenter, en Zevsmaske, nogle etruriske, aflange Kar, et Par Flintkiler, romerske og græske Fotografier under Glas, og til Afveksling en japanesisk Huggert og en gammel dansk Landsbyklarinet.
Ingen Gardiner var der for de tre Fag Vinduer; Solens Straaler kunde derfor trænge videre ind i det aflange Værelse. Paa Væggene hang andre Afstøbninger, andre Fotografier; og i et aflangt Glasskab var opstillet Klodser, Kar, Vaser, Modellen til en venetiansk Gondol, alskens kunstnerisk Nips, som ulykkelige Væsner skulde fordømmes til at tegne efter, med afvekslende haarde og blødere Blyanter, og saa vidt muligt uden Brug af Viskelæder.
Thi dette var en Tegneskole.
»Ivar Feldm. Christensen. Tegneskole« stod der uden for paa Døren. Trappegangen var halvmørk (Huset var gammelt, Gaardspladsen lille), men man kunde dog læse den store hvide Papkarton, der var naglet til Dørfyldingen med Tegnestifter. Alt her var »Tegne» — og naar Døren aabnedes, og man traadte ind i det aflange Trefagsværelse, saa fik man et absolut alvorligt, blyants-kedeligt, et maaske lidt irriterende hæderligt Indtryk af denne Kunstens Forgaard, Ørkenen, der skulde gennemvandres af unge Mennesker, inden Kanaans forjættede Land dukkede frem med sine duftblaa Bjærge, sine skyggefulde Lunde, rislende Kilder, Floder med Mælk og Honning … kort sagt, her sled man i Tøjet som ordinært Tegne-Uhyre langs tre aflange, sortmalede Borde, oven over hvilke der hang støvede Petroleumslamper med flade, sortmalede Blikskærme. Den store Dag vilde jo nok oprinde, hvor Paletten — o Paletten! — som et himmelfaldet Skjold, straalende i alle Regnbuens Farver, skulde sættes over den venstre Haands Tommelfinger, medens de andre Fingre lidenskabelig knugede sig om Penslerne — Børste- eller Marderhaarspensler, Fordrivere og Hornspartlen, eller det polerede Træskaft paa Paletknivens jomfruelige Klinge! …
Forfængelige Haab. Kun faa var de unge Genier, for hvem denne Dag oprandt. Hos de allerfleste af den simple Grund, at de ikke holdt ud saa længe i Hr. Christensens Tegneskole. Han stod ubøjelig strængt paa visse Fordringer om Jærnflid, Nøjagtighed, Kærlighed til selv de tørreste Opgaver, Han havde ingen saliggørende Dogmer om en bestemt Manér. Enhver kunde føre sin Streg, schattere sin Skygge, maale sig Forholdene til, ganske efter Behag. Men Sjuskeri hadede Læreren, og Smaakneb foragtede han. Han kunde blive saa gram i Hu — aa, saa gram … ja han kunde skælde ud! Og de unge Genier vil nu saa gærne kæles for.
De fleste af de unge Rafaeler eller Rembrandter forlod Tegneskolen i Utide. Nogle begyndte at male »paa egen Haand«; nogle gik over til Xylografien, til Lithografien, ja endog til Fotografien. Et Par slap — med de christensenske Forudsætninger — ind paa det kgl. Kunstakademi, uden at det derfor gennem de aarlige Udstillingskataloger kunde ses, hvorvidt der var opstaaet en ny Rafael eller Rembrandt i Norden. Dog ét var der, som spredte en Nimbus over de sortmalede Borde: et Sagn, et Æventyr, der højtidelig blev tilhvisket hver ny Novice. Der var virkelig, blandt de yngre, allermest Lovende paa det kgl. Kunstakademi, en bestemt, ved Navn nævnbar Billedhugger, som en Gang havde gaaet Hr. Christensens Tegneskole igennem.
Rigtignok var han ikke Maler — desværre; men han havde dog været her, havde staaet Dysten ud, og nu vilde han upaatvivlelig, om saa og saa mange Aar, blive Professor.
Altsaa sled fremdeles nogle unge Mennesker i Tøjet her. Saa længe der er Haab, er der Liv|
I Hjørnestuen — ogsaa kaldet »Atelieret« — et mindre Værelse, hvis eneste Vindusfag vendte mod Nord, stod et opretstaaende Staffeli, med Skrueapparat, nogle store, med grønne Bændler omhyggelig tilbundne Mapper op ad Væggen, et smukt udskaaret Renæssance-Skrivebord — og for Resten ingen Ting.
Dette Værelse blev sjældent betraadt af nogen, — men man skottede med andagtsfuld Nysgærrighed derind. I en Roman vilde det sandsynligvis altid have været aflaaset. Nej; det var dog ikke Tilfældet. Hr. Christensen opholdt sig ikke derinde — endsige arbejdede dér. Han »arbejdede« kun i Tegnestuen.
Nogle Maaneder i Træk havde et ungt, begavet Menneske, en stakkels Krøbling, virkelig haft sin Plads derinde foran Staffeliet. Der var blevet presset Farver ud af Tuber paa den gamle, ovale Pallet; et Lærred var blevet grundet, anlagt, paabegyndt — men saa havde ogsaa denne Elev forladt sin Lærer i Utide, for ikke at vende tilbage mere. Muligvis en Murillo? en Ribera i det mindste? — eller en Ostade? En Mulighed var han. Men Døden havde aabnet ham sin store Port, og han var gaaet ind til Evigheden, hvor Ribera og Ostade findes.
Siden den Tid var Atelieret forblevet i sin støvede Tilstand. Man betragtede det som en Slags syvende Himmel. Man haabede lønlig derpaa, som vi allesammen haabe paa Udødeligheden — til Trods for vor Ufuldkommenhed og Uværdighed.
Christensen passede sin Tegnestue. Den havde Ord for Strænghed, Hæderlighed, om just ikke for synderlig Morskab. Deraf fulgte, at der ogsaa kom Damer her, unge Piger, som skulde tage en Lærerindeexamen, eller ældre Piger, som havde taget deres Examen, og som nu vilde videre uddanne sig. Læreren behandlede dem ens; høflig, faamælt, uden at opelske Illusioner af nogen Art hos dem. Naar de lod Ordet »Kunst« falde, saa trak han paa Skuldrene, eller saa’ med sammenkneben Mund ud gennem en af Ruderne op i den blaa eller graa Luft. Det var da ogsaa kun yderst sjældent, at de kom tilbage til Ordet Kunst — i det mindste i hans Nærværelse.
Saa optraadte her sporadisk nogle Aspiranter til Søofficersskolen; thi de paagældende Avtoriteter mente nu en Gang, at en Søofficer burde kunne tegne — i hvert Fald en Landkending.
Ogsaa var der en enkelt, ældre, pensioneret Landkaptejn, som dog vilde have Tiden til at gaa med noget. End videre et Par Handelsbetjente, der for Øjeblikket var uden Emploi, og som senere dukkede op som Illustratorer ved Vittighedsblade, der ikke var saa vittige, hverken i Text eller Tegninger endda. Hertil kom i Ny og Næ en Løsgænger, en ung adelig Drivert, der betalte forud — og ikke kom igen, eller en ung borgerlig Drivert, der gik et halvt Kursus igennem — og saa blev borte, da Betalingsterminen kom.
Det var Tegneskolen.
Og nu Læreren.
Ivar Christensen havde, ligesom Flertallet af de levende Væsner, fra Begyndelsen af haft Forældre. Dette er slet ikke sagt som et Forsøg paa en Vittighed. Han hørte virkelig til de Mennesker, om hvem vi ikke ret kan tænke os, at de engang har ligget i Vugge, gjort sig urene, faaet Dada, gaaet i Skole … Jo da! Man kunde tænke sig, at han havde gaaet i Skole. Men saa kunde man igen ikke ret tænke sig, at han havde leget hensigtsløse Lege, været i Lømmelalderen, faaet Prygl … jo; man kunde tænke sig, at han havde faaet Prygl — en hel Del uretfærdige Prygl, for svagere eller mere durkdrevne Kammeraters Skyld; og at han havde taget Straffen med en vis indædt Stoicisme, hvoraf der endnu sad Sporene i hans stortskaaarne, strænge Træk. Og saa’ man paa disse Træk, der undertiden syntes, ikke just kolde, men følesløse ved en Kraftanstrængelse indvendig fra for at holde dem i Ro, og snart havde noget nobelt lidende ved sig, der atter kunde gennemfares af Glimt fra en fantastisk; lidenskabelig, baroksatirisk Verden, hvor Kykloper og Dværge, Kobolder og Helgener, Landevejsgøglere og Kunstens ædleste Skikkelser tumlede mellem hverandre i en uopløselig Forvirring — saa’ man paa disse Træk, da fik man Lyst til at lære denne Mand at kende, som stod saa alene, overlegen uden at præstere Testimonium for sin Overegenhed, midt i en Tid, hvor Middelmaadigheder klumper sig sammen og danner Skoler, Partier, Kliker og Middagsselskaber.
Det er vel bedst, at vi tager ham ad ovo. Det er jo nu Skik og Brug. Hvorfor da staa tilbage?
Hans Fader havde været Smedemester, og hans Fædre op igennem Tiderne havde nok alle været dygtige, selvstændige Haandværkere af denne selvbevidste, legemlig sunde, energiske Stok, der baade har Agtelse for deres Haandværk som en Kunst, og som tillige tjener Penge derved, Skilling paa Skilling, Daler paa Daler, vel vidende, hvilke Fordringer denne Verden stiller over for en god Fordøjelse og en stor Børneflok, og aldrig sættende Kunstnernykker over Haandværkerstolthed.
Hans Fader var den sidste i den lange Række. Paa ham syntes en Forandring at spores. Legemlig stærk, en dygtig Arbejder, en munter Svend fra Begyndelsen af, med en god Arv, baade af Blod og blanke Dalere, var han bleven udrustet med Fornødenheder og Tilbøjeligheder, der pegede helt ind imod det »moderne«. Han overskred Grænsen, der skiller Haandværk fra Kunst. I sit hele Liv — det var endda ikke saa kort — blev han rigtignok ikke mere end Dilettant; men en glad, levelysten, fuldblods Dilettant var han. Han kunde saa godt som Alt: forfærdige en kunstig Laas, en hel Gitterport til et Herresæde, et Taarnuhr, en »Figur« paa et Kirkespir, en riflet Kanon, der rigtignok sprængtes, men som dog var den første i sit Slags. Har kunde tegne — især Karrikaturer — men ogsaa alvorlige Portræter i Pastel. Han spillede forskellige Instrumenter — ligefra Klarinet til Orgel; han var en lidenskabelig Sælhundejæger, en ypperlig Skytte, en svoren Mand paa den kgl. Skydebane, Dusbroder med det bedste Borgerskab, ja endog med prinselige Personligheder; en fortræffelig og udholdende Danser — lige indtil Korpulence og endelig Sprængningen af et Blodkar brat afsluttede det Liv, der havde været en lystig, broget, men tillige sikker og gratiøs Dans.
Han havde giftet sig — da han allerede var lidt til Aars — med den eneste Datter af en Organist. Organisten var en stilfærdig, fint modtagelig Natur, indadvendt glad, udadtil en Særling, med dyb Respekt for de klassiske Mestre, Pergolese, Bach, Händel, Haydn, Gluck, Beethoven. Han overskred aldrig Grænsen fra disse ind til de nyere, som vi nu allerede kalder de »ældre«. Han demonstrerede ikke; han havde kun en venlig Hovedrysten; men den var afgørende. Efter en Koncert af Mendelsohn, gik han hen til sin gamle Ven Weyse, for at lette sit Hjærte. Han traf ikke sin Ven; han gik hjem, sad længe hovedrystende i sin Lænestol, slog saa nogle af sine Partiturer op — og døde ganske stille den samme Nat.
Hans Datter lignede ham — men ikke saaledes som Kopi-Børn plejer at ligne en original Fader. Han spillede bestandig; hun spillede ikke, men hun hørte, hørte meget gærne og meget godt efter. Hun var i Grunden munter, men alligevel var der noget hos hende, indeni hende, der holdt igen, dæmpede af. Sygelig var hun ikke; velvoksen, velskabt, med frisk Teint, ikke altfor klare Kinder, smukke, men ikke altfor straalende Øjne. Ætherisk skulde man ikke have Lov til at kalde hende. Man skulde blot se paa hendes Haar — gyldenbrunt, kruset, fløjelstungt, som Palma vecchios Venetianerinder. Der var opbevaret en Pasteltegning, hvorpaa man kunde se det. Portrætet røbede Livsfylde; og Blikket var saa friskt; — alligevel var der noget »bagved«, noget af det, der længes og drages mod noget Fjærnt; noget formodenlig af det, der trængte sig frem som en Anelse hos hende om en tidlig Død.
Det var i Klubbernes Tid, de upolitiske, æsthetisk-borgerlige Sammenkomsters Tid, saadan paa Slutningen af Trediverne. Der havde været en Klub-Koncert med Bal. Den statelige, som Fuglekonge dekorerede Smedemester dansede med hende. Der er allerede sagt, at han var en fortrinlig Danser; hun dansede ogsaa gerne og godt. Han var underholdende, uudtømmelig i Anekdoter — det kunde man den Gang! — og Ugen efter meddelte han sine noget overraskede Venner, at han var forlovet. Han føjede til, med et Smil over sit rødmussede Ansigt, at han var aldeles utrolig forelsket!
Det nygifte Par levede selskabelig. Velstaaende Dilettanter af det brede Borgerskab, Musikere, Skuespillere, en Klubvært, en Huslæge og en Præst: det var Omgangen.
Efter at Drengen var født, skrantede Moderen lidt. Lægen havde i Grunden ment, at det Modsatte skulde blive Tilfældet. Men da der gik nogle Aar, og Fru Christensen atter fik sit forrige friske Udseende — maaske med lidt klarere Øjne end tidligere — saa tænkte man ikke videre derover. Kun lagde den muntre Smedemester Mærke ti, at hans kønne Hustru skaffede sig de Mynsterske Prædikener, ligesom hun ogsaa foretrak Selskab med Husets Præst fremfor Selskab med Husets Læge, der gerne vilde gøre sig lidt til af sin »Materialisme«.
Tegnelærerens Moder var et religiøst Gemyt med dyb Trang til Noget, der kunde gribe og fastholde, ligesom Theatret, og som dog laa ud over — op over — Scenen. I den Tid var man alle religiøse, ligesom man alle var æsthetiske. Smedemesteren var som de andre. Der var ingen Spaltning i Gemytterne; hverken Søren Kierkegaard, eller Anno 48 havde meldt sig.
Familiens Præst var en fornøjelig Mand: en af disse Præster, som kun de idylliske Tider frembringer, og hvorom Slægten nu danner sig saa vrange Forestillinger.
Han spillede L’hombre, han spiste godt, han græd i Theatret, han gik sin Morgentur. Han deklamerede Oehlenschläger; han læste Calderon paa Spansk, han sang Weyses Romancer med en smuk Baryton; og saa talte han udmærket i Kirken. Han var god imod Fattige, gav mere bort, end han ejede, var i Gæld til Smedemesteren, som selv var i Gæld til sine Skydebanevenner. Det var en Husven og en Hus-Præst, som hverken kunde blive en vranten Pietist eller en dreven Tartufe.
Det var Vinter, klingrende Frost med Slædeføre. Skydebanevennerne gjorde en stor Kanetur til Bellevue. Smedemesteren stod bag paa Enspænderkanen; Fruen sad i Pels og Muffe inden i. Man havde spist og drukket godt, og der var blevet danset. Fru Christensen frøs lidt. Nymaanen skinnede dæmpet hen over Sneen. Stjærnerne funklede deroppe: og rundt omkring Kanen skinnede og funklede, lynede og tindrede alle de Myriader Smaastjærner, som er vævede ind i Sneens hvide, store Kanetæppe.
Smedemesteren knaldede lystig med Pisken og spurgte leende, om hun frøs? Hun hørte ham ikke. Hun kunde ikke faa sine Øjne og ikke sine Tanker fra al den straalende Uendelighed, fra denne »anden« Verden af overjørdiske Tanker, der tindrede hende i Møde gennem Myriader af medfølende Øjne. Hun trak Sløret tættere sammen for Ansigtet. Hun mærkede, at der kom hende Vaadt i Øjnene. Det kunde være den skarpe, bidende Luft, Kulden forøget ved den susende Fart. Det kunde ogsaa være Taarer — af uopfyldte Drømme, utilfredsstillede Længsler, som som hun selv var saa fjærn fra at gøre sig klar, og som dog vedblev tindrende at spørge efter Svar.
Da hun kom hjem, var hendes Mands Oprømthed steget med Kulden, medens hun selv var bleven altfor tankefuld. Hun kyssede ham til Godnat; han spøgede med hende; hun frøs mere og mere; hun rettede en Opfordring til ham, som han overhørte — og hun faldt, for første Gang under deres Samliv, grædende i Søvn. De Stjærner! De Stjærner!
Hun vaagnede op under Kuldegysninger. Lægen blev hentet; først spøgede han; — hun græd; hun syntes, at Alverden tog al Ting i Spøg. Derpaa blev han alvorlig. Hun havde Feber; Lungebetændelse.
Den næste Dag blev Præsten hentet. Lægen var fra nu af overflødig.
Præsten sad med den Syges Haand i sin, Resten af Dagen og Natten med. Smedemesteren sad henne paa en Stol og hulkede. Med Munterheden var det forbi.
Og med den Syge ogsaa. Ved det svage Morgengry løftede hun endelig Hovedet lidt, vaandede sig svagt, søgte ud i Værelset efter sin Mand, — men der var en Taage for hendes Øjne. Hun trykkede Præstens Haand, saadan som en Døende griber efter den nærmeste, kæreste Genstand, uden at gjøre sig Rede for, hvor nær og hvor kær. Saa hviskede hun:
Alle de dejlige Stjærner …!
Og saa var hun død.
Om Smedemesteren er der kun dette at fortælle, at han sørgede meget, og at han derpaa blev dobbelt saa munter, som han havde været. Men det var maaske dog ikke den tidligere, gedigne Glæde. Med hans Forretning, hans Smedje, et Jærnstøberi og et Par Værksteder, gik det ned ad Bakke, hurtigere. og hurtigere, ganske i Følge Fysikens Love for en Ting, der rutscher eller ruller. Ved hans Død, som indtraf, da Drengen var en halv Snes Aar, eller et Dusin, blev der reddet nogle Stumper hist og her. De svandt atter sammen under Prokuratorhænder; Hjørnestedet paa Kultorvet var til sidst den eneste faste Klippe, der ragede op over den gamle Haandværkerslægts overskyllede Grund.
Naa, et Hus er altid et Hus. Dette gav rigtignok kun et meget sparsomt Overskud. Men Nød var her altsaa ikke. Ivar var ikke kastet ud i Verden som et Proletarbarn. Og derfor var ikke de allerbitreste Sorger forbeholdt ham ved Begyndelsen til Livets store Pilgrimsgang. Der er endda Sørger nok. Vi ere jo vore Forgængeres Efterkommere.