Med den brede Pensel/5
V.
Privatissima.
Er ikke vor Hovedstad væsenligst en solid By? Jo sikkert. Der er en Stabilitet i dens selskabelige Liv, som mangen baade større og mindre By kunde misunde den. Ikke ret mange Æventyrere eller Æventyrersker bliver smuglet ind og bringer Bevægelse med sig — ledsaget af visse Unoder. Som Regel opdrager Familierne af de gunstigere stillede Klasser deres Børn vel; dertil kommer, at vi just ikke er saa overbebyrdede med Lidenskaber; snarere kunne vi løbe Fare for at blive lidt uniforme i vor gæstfri Søndagsselskabelighed, vore just ikke altfor spirituelle Middage, vor lille Kop The efter Theatret, vore ret gemytlige og ret anstødsløse Baller … naa, men det kender jo enhver af os lige som sit Smørrebrød. Vi er, som vi er; og alt i alt har vi den gode Egenskab, at vi sjeldent giver os ud for mere, end vi er.
Og saa kommer de Familier, der danner Undtagelse fra Reglen.
Der var t. Ex. én saadan Undtagelse. Den sidste Krigs sidste Dønninger var overstaaet. Vi var begyndt at aande op igen efter Tabet. Og der var nogle Købmænd, der endogsaa var begyndt at tjene ganske respektabelt paa Landets Produkter.
Der var saadan en af de yngre Købmænd, som førte et selskabeligt Hus og levede baade gæstfrit og med et vist Sving af Intelligens over Gæstfriheden. Han var oprindelig cand. phil. Saa havde hans Onkel opdaget hans Handelstalent og overdraget ham sin Forretning. Vel er vor Handelsstand som Regel intelligent, men den har dog ingen Overflod paa Artiums Kandidater. Det gav nu først og fremmest Glans over Huset; og saa gik Forretningerne godt; og saa var der Husets Frue.
Datter af en Videnskabsmand, en Professor; smuk; meget smuk endogsaa. Der var et Barn, en lille køn Pige paa en fem, sex Aar; og saa var der ikke flere Børn, som kunde lægge Beslag paa Moderen og drage hendes Talenter bort fra hendes naturlige Virkeplads, det Selskabelige.
Christensen havde under en dump, nedtrykt, afvekslende smærtelig og opjublende Vemods Tilstand fulgt Begivenhederne før Krigen, dens Udbrud, dens første raske Fægtninger, Tilbagetoget og Sankelmark. Saa vilde han mælde sig som Aspirant ved Reserveofficersskolen. Nogle Kammerater havde allerede gaaet den hurtige Uddannelse igennem og var sendt over eller i Færd med at sendes til Hæren.
Christensen løb gerne og godt paa Skøjter. Og den Dag, da han havde taget sin definitive Bestemmelse, saa løb han paa Smedelinjen, og dér blev han forestillet af en Akademifælle for Grossererens Frue. Han og hun løb sammen og talte sammen om Krigen; hun var Fyr og Flamme over Soldaterne; og hvordan det nu gik, om virkelig Eneboeren vilde »vise« sig, mere end Eneboere plejer — saa var der noget, der brast ved hans ene Skøjte; han styrtede tungt og fik den venstre Arm og Skulder saa eftertrykkelig af Led, som det i det hele taget er muligt for en behændig, kraftig og dristig Løber.
Fruen var lutter Deltagelse; Christensen fik samlet sig op, tog Afsked, begyndte at marschere’ hjem, fik fat i en Drosche, og holdt følgende Enetale til sig selv:
Altid uheldig! Nu kan jeg spilde fjorten Dage, og kommer bag efter de andre. Fordømt, at der gives smukke Fruer ….!
Og han tilføjede — eller kunde have tilføjet — mere dæmpet, idet han bed Smærterne i sig: Dumt, at der gives Narre blandt Mandfolkene!
Han kludrede først selv — med en Mediciners Bistand — ved Skuldren. Saa mældte han sig paa Skolen. Lægen sendte ham, med en alvorlig Paamindelse til Hospitalet. Han udholdt med en Blanding af Flegma og indædt Arrighed gentagne I-ledsætningers Smærter, maaske ikke stort færre end en virkelig saaret Kombattant. Men for Pokker! han var jo ikke Kombattant — en Uheldsfugl var han, en dum Æsel, en — en … og han kom ud med Armen i Bind, smed Bindet væk, mældte sig igen, kunde ikke gøre et Geværgreb, knap tage til Kasketten — blev sendt væk … og saa kom Dybbøls den 18de, og han sad paa sit ensomme Værelse, og græd, han den store, stærke Mand, Smærtens, Sorgens, Raseriets og endelig den stille Ydmygelses Taarer sammen med sit overmodige, sit tapre, sit overvundne Land.
Og saa var det, at de sidste Dønninger var forbi; og man begyndte atter saa smaat at »leve« i Landets Hovedstad.
Saa smaat? Naa — lad os ikke tage det saa strængt. En Hovedstad maa have Elasticitet i sig; ligesom et normalt Hjærtekammer maa kunne pulsere godt, for at Blodomløbet kan foregaa saa rundeligt og rigeligt som muligt.
Og vor Hovedstad, som, hvad man nu end vil sige om den, i Grunden har et godt Hjærte — den skulde dog gaa foran i Ufortrødenhed, i Godgørenhed, i at bøde paa Tabet, i Basarer for Faldnes Efterladte, for Invalider, til syvende og sidst for en ny Omfordeling af alle de uldne Strømper, Nattrøjer og Halstørklæder, den Masse Charpi, det Antal Bibler, Blade og Lekturer af lettere Art, som ikke var kommen til deres rette Bestemmelsessteder før Vienerfredens Afslutning.
Der var mange Anledninger til Velgørenhed, til at stramme sig op og rette Ryggen efter Ydmygelsen. Og. blandt andet var der et Karneval — saadan et Extrakarneval med Overskud og med Damekomité og med nogle af de altid brugelige Herrer, der som Sekretærer løb rundt og samlede »Kræfter«.
En Ven — bedre sagt en Bekendt — kom ogsaa til Christensen og sagde:
Du; der skal dekoreres i Kasino. Du er vel med? —
Abekattestreger! —
Du maa alligevel med. Hensigten er god. Det er allenfals bedre end at sidde her og fange Griller! —
Jeg fanger ikke Griller. Jeg er i Færd med at læse om igen, hvad der er skrevet om Cranach og Dürer. Det er en hel Literatur! —
Hør Du Christensen. De Folk var s’gu altfor »spidse«. Kom med og hjælp ved Dekorationen — det giver Dig en bred Pensel! —
Christensen smaalo. Saa lod han sig trække med. Der blev tegnet med Kul paa uhyre Ruller af udspændt Alenpapir, og der blev malet i Limfarve Aftnerne igennem til langt ud paa Natten. Og der blev sunget og fløjtet og drukket Øl og spist Smørrebrød. Og en gemytlig lille bredskuldret Landskabsmaler, der forestod det Hele, ligesom om han var Mester med Svende paa Værkstedet, han sagde: »Jeg skal si’e jer noget. Vi faar »slebet Børstepenslerne til!«
Og til de ganske Unge, hvem baade Øllet og Smørrebrødet og Fribilletten smagte godt, sagde han: »Immer bruge den store Kristoffer! Det er den, der skaffer Respekt paa Udstillingen!«
I Grunden morede dette Christensen. Han blev tvungen til at være omgængelig igen. Der kom noget af det raske, det letlevende, det hurtig Resultat givende; noget »zünftigt«, Haandværkersvinget over alle disse virkende unge Genier og ældre Talenter.
Det var for Christensen, som om noget af det, han grublende og selvpinende havde søgt, her begyndte at dæmre for ham i Gasbelysningen, Tobaksdampen, under Spøgen og Kaadheden paa Theatrets Malersal.
Han smurte løs, han kilede paa. Det gjaldt blot om at blive færdig i rette Tid. Og naar denne eller hin havde faaet lavet en særlig morsom Karrikatur af en af Dagens sceniske, politiske eller æsthetiske Berømtheder, eller naar selve Christensen havde frembragt en overordentlig Effekt, under sine Bestræbelser for at komme Vidunderne paa »Havets Bund« saa nær som fantastisk muligt var — saa blev der en Kappestrid, en Følen sig, en Stolthed formelig. Og den sidste Aften — eller Nat — medens man skaalede med Ølflasker og Kaffekopper, saa klaskede Landskabsmaleren i Hænderne og raabte:
»Der er intet i Verden, der overgaar Dekorationsmaleriet. Hvad var Michelangelo og Rafael andet end rigtig store Dekoratører? Men De, Christensen, De skulde Pinedød ikke læse og spekulere saa meget. For der er ingen her, der ta’r saa bredt fat, som De. Skaal!«
Christensen kunde fristes til at tage imod Komplimenten. Men saa blev han atter sur indeni. Og han gik hjem, som han altid plejede, alene, medens han mumlede: Gøgl! —
Han var dødtræt, ligesom tom og udmarvet af alt dette hensigtsløse Smøreri. Men da han smed sig i Sengen, saa — underligt nok — saa var der en hel barnagtig Glæde, der kom og satte sig udenfor paa Stolen og vedblev at kigge paa ham, med nogle smaa — aa latterlig dumt fornøjede Øjne — lige indtil han lukkede sine egne Øjne, fast bestemt paa, at han den næste Aften vilde holde sig hjemme.
Men om Aftenen var der ingen, der mere end Hr. Christensen selv undrede sig over, at finde Hr. Christensen paa Karnevalet.
Han var — naturligvis i Domino — gaaet derhen, fordi han dog vilde se det hele Arrangement i den rette Belysning, fremhævet af mange Menneskers brogede Sværm, af — muligvis — smukke Kostumer og — muligvis — smukke Damer.
Saa traf han atter sammen med Grossererens Frue.
De danser da? — spurgte hun,
Nej, jeg løber kun paa Skøjter! — svarede han med sit Smil.
For Guds Skyld! — bad hun — slut ikke Forestillingen som sidst! Og hun tog hans Arm og sagde, at han maatte vise hende Karrikatur-Billedgalleriet.
Han var en daarlig Cicerone her. Det mærkede hun; og det sagde han hende for Resten selv; thi da hun var meget utvungen, saa blev han ogsaa utvungen og fortalte hende, hvilken Snegletilværelse han førte.
Denne sin Tilværelse berettede han hende hverken sentimentalt eller forceret. Han havde stadig den lille lette Ironis fine Knebel klingrende inden i sin Eneboerklokke. Det bemærkede hun. Og hvorfor saa ikke søge at erfare, af hvad Grund han levede saa ensomt? Muligvis fra Begyndelsen en Dame med i Spillet? — Hun brugte sine Øjne paa ham. Han var nu tilfældigvis af den Slags mandlige Ikke-Skønheder, der tiltalte hende. Og saa, naar man saa’ nærmere til, saa var han dog en køn Mand, kraftig med noget Fint, trods alt det Skødesløse i Holdningen, noget, der maatte kunne rette sig i Vejret ligesom ved en Staalfjeder … Skade at han ikke dansede!
Hun tog atter hans Arm — efter under Vejs at have forestillet ham for sin Mand, der spaserede med en Tyrolerinde — og lod sig føre til en af Amfitheatrets Loger. De vilde se paa Dansen dernede.
Hun var klædt … naa, nej: man kan slaa efter i hvilken som helst meget moderne Roman, for at faa den hele Kombination at vide. Hun var klædt saaledes, at hendes smukke Underarm, smukke Hals, smukke Hovedform, navnlig den ganske sjældent smukke Nakke — alt kom til sin Ret.
Hun kom i Samtale med nogen paa Gulvet, og medens hun bøjede sig fremover og nedefter, saa lænede han sig tilbage og betragtede hende.
Da hun atter vendte sine store, nøddebrune, meget levende, meget hovedstadsintelligente Øjne imod ham, saa spurgte hun ham med sin kvikke Latter, friskt, opfordrende:
Naa; ta’er De Maal af mig? —
Dersom De ikke misforstaar Ordet, saa svarer jeg Dem, at jeg betragter Dem som »Model«! —
Til hvad? —
Ja, se det véd jeg ikke! —
Det var jo nydeligt! —
De er nydelig! — sagde han tørt, og han tilføjede, idet han rejste sig:
Jeg véd ikke, om man har Lov til — efter et saa kort Bekendtskab — at kalde en Dame smuk. Men i saa Tilfælde: De er smuk, Frue! —
Han stod oprejst, bukkende for hende. Muligvis var han lidt mere pathetisk i dette Øjeblik end ellers — muligvis ærgrede det ham, at han var det. Men hun lo kort, friskt, og sagde:
Min Gud. Tror De … nej, De er dog morsom … tror De, at De er den første, som … ha, ha … ræk mig Deres Haand … De er virkelig en Snegl … og De maa virkelig komme og besøge os! —
Han gav hende Haanden og sagde: Godnat! —
Hun lo, forbavset, lidt mindre forbavset — en lille Smule stramt. Saa sagde hun:
Gaar De allerede? —
Godnat!
Han fik en Indbydelse til Middag fra Grossereren. Han lod Billetten ligge et Par Dage paa sit Bord, saa’ paa den hver Morgen, glemte den Dagen over, og skrev endelig et Par Ord til Undskyldning: han var ikke rask, han var forkølet, gik ikke ud.
Nogen Tid efter mødte han de To sammen paa Langelinje., Fruen styrede ved sin Mands Arm lige over imod ham.
De er dog en rigtig slem En! —
Ja, jeg har sagt Dem, jeg er en Snegl — oven i Købet en uforbederlig! —
Har De i Grunden nogensinde prøvet paa at forbedre Dem? — spurgte hun og lo.
Grossereren, en elskværdig Mand, saadan paa Christensens Alder, en hel Del talende, ganske vel underrettet paa forskellige Omraader, tilfreds med Livet, blandt andet fordi Livet ikke havde givet ham særlig Grund til at klage, — Grossereren trykkede Christensens Haand, fortalte ham, at Akademiets Direktør i et Selskab havde ytret sig usædvanlig stærkt til Gunst for hans Begavelse og tillige slaaet paa, at den tidligere Elev muligvis dog levede for ensomt. Gud bevares! Kunstnerng er nu en Gang ikke som andre Mennesker ...
Om Forladelse: Hvem regner De blandt Kunstnerne? — afbrød Christensen.
Grossereren saa’ lidt betuttet ud; derpaa lo han omkap med sin smukke Frue. Saa fortsatte han:
Derfor skulde De virkelig gøre os den Fornøjelse at besøge os en Gang imellem. De vil træffe baade Kolleger og andre Personligheder, hvem De vistnok kunde have baade Nytte og Fornøjelse af at omgaas! —
Christensen smagte paa denne Anbefaling: Nytte og Fornøjelse. Fruen nikkede. Saa stod Christensen alene tilbage og saa’ efter dem. Hun vendte sig endnu en Gang og nikkede.
Jo! smuk var hun. En Nakke … og en Maade at gaa paa … Aa, blæse! —
Han gad ikke længer gaa paa Langelinje. Han gik ind i Esplanadepavillonen, forlangte en Kop Kaffe, tog nogle illustrerede Blade, smed dem igen, satte sig med Haanden under Kinden ved Vindueskarmen.
Naa! stadig spekulerende?
Det var den lille joviale, undersætsige Landskabsmaler. Christensen syntes, at han kunde trænge til en Passiar — og de fik sig en saadan sammen.
Ej, Død og Salte! kender De dem, Christensen? — Og Landskabsmaleren pegede ned efter Grossereren og hans Frue, som kom tilbage og gik ind ad Byen til.
Det er s’gu et muntert Hus, Christensen! Jeg kommer der. Alle flinke Folk kommer der. Man vil nok ogsaa have fat i Dem. Gør Dem nu ikke kostbar! Ser De, naar jeg har staaet derhjemme og hængt i den hele Dag igennem, eller naar jeg har hørt paa Akademivrøvl, eller jeg har spoleret en »Luft«, eller jeg er gnaven i Almindelighed — saa, forstaar De, er jeg glad over at kunne faa en Bid god Mad i godt Selskab en Gang om Maaneden Vinteren igennem. Og en Fandens køn Kone har han, og man kan faa en Sludder med hende, baade om de Dele, man selv forstaar — om Kunst og saadan noget — og forresten om al Ting. Ser De, min egen Kone er heller ikke »væk« — men det er dog immer Familie. Hun siger selv til mig: Kristian, siger hun, du har godt af at blive strammet op en Gang imellem, — saa gaar det bedre i Atelieret den næste Dag! — Og desuden, Christensen, saa køber han ogsaa et Billed en Gang imellem — og man træffer dér de andre Grosserere, der køber. For det er nu fra de Folk, at vi skal ha’et! Jeg for min Part siger ingen Ting imod Godsejerne … jeg har haft mine Bestillinger hos dem … men alligevel, saadan rigtig Skub er der ikke i’et omkring paa Herregaardene. Derfor, Christensen, selv om De ikke er gift, og ikke saadan ligefrem trænger — saa skulde De gaa derop og gøre et Besøg. Nu maa jeg hjem og spise! —
Christensen gik derop en Dag paa den sædvanlige Visittid.
Rigtignok standsede han paa Trappeafsatsen, erindrende sig nogle af Landskabsmalerens Ord. Alligevel ringede han og blev vist ind i Dagligstuen.
Man var i god Gang. Fruen i Midten; et Par unge Officerer, en af Hovedstadens yngre, fejrede Digtere, en halvgammel Læge, der blev kaldet »Onkel«, — og endnu kom der i den Timestid et Par Grossererfruer, en ung Pige, der uddannede sig i et eller andet, og flere Herrer.
Henne ved Vinduet stod en lille Pige paa en 6—7 Aar. Hun havde travlt med en lille Række smaa bitte Pariserdukker, Pige-Damer og Herre-Drenge, der øjensynlig legede »Komme Fremmede«. Hyppig vendte hun sig om og iagttog Stuens Gæster. Man saa’ da, at den lille Pige var Moderens Datter.
Christensen ærgrede sig over, at han var kommen. Det var ham umuligt, om han gjorde sit Øje og Øre nok saa opmærksomt, at træffe Karakteren, Tempoet, »Farven«, i denne Konversation. Gjorde han nu og da et Forsøg, saa vendte man sig imod ham, lidt overrasket spørgende … og saa maatte han sørge for et Tilbagetog — og atter gled man videre henad en luftig, let Bane, der undertiden havde et Skær over sig af Blomster, af Sommerfuglevinger, af noget besynderligt, halvt betagende vaar-agtigt Noget — og stundom, i det mindste i Eneboerens Tanker, førte lukt ind i Idiotismens Land.
Han ærgrede sig.
Dagligstuens Herskerinde understøttede ham ikke den bitteste Smule. Om det nu morede hende ikke at gøre det, eller hun ikke gad, eller hun var for optaget … han kunde ikke blive klog derpaa. Men ærgre sig gjorde han.
Da han anbefalede sig, smilede hun paa en pludselig, overgiven, barnagtig men højst klædelig Maade, og vinkede ham ganske utvungen ind med sig i Sidekabinettet. Og kvikt nappede hun ham i Ærmet og sagde:
De er virkelig en Straamand. Men naar jeg nu inviterer Dem til et rigtig stort Selskab, saa maa De til Gengæld gøre det størst Mulige ud af Dem selv. For vi slipper Dem ikke! — Hvorpaa hun, atter ved Ærmet, trak ham hen til Døren, bukkede helt komisk for ham, pirrede lidt ved en Nakkekrølle, der rimeligvis kilrede hendes Hals, og med en latterlig eftergjort hul Stemme sagde:
Au revoir, chevalier! Næste Gang skal vi ordenlig have »Duff« sammen! —
Han var glad ved — hele denne Uge og den næste med — at Indbydelsen ikke kom. Saa behøvede han jo ikke at afslaa den.
Da tre Uger var gaaet, traf han Landskabsmaleren oppe i Athenæum, hvor den sidste ganske vist ikke selv havde noget at gøre, men hvor han var som Bud for en anden.
Christensen spurgte ham:
Skulde De vide — hvad betyder egentlig »Duff«? … —
Landskabsmaleren tænkte sig op: Hvor er det, jeg har hørt det … Aa, rigtig, hos Grossererens! — Det betyder — ja det betyder s’gu ingenting … det er saadan, naar der er rigtig Humør i Tingene, forstaar De. Man har saa mange af den Slags Udtryk dér, og det varede skam længe, inden jeg selv var rigtig »med«. Ses vi der paa næste Torsdag? —
Christensen trak paa Skuldrene:
Jeg véd ikke af noget …! —
Naa, — naa ja. Ja der bliver for Resten. et stort Selskab. To Gange om Vintren, forstaar De, samles Elitekorpset …! —
Og De mener, at jeg hører med dertil? — spurgte Christensen med et lille tvungent Smil.
Det kommer bare an paa Dem selv. Farvel; jeg skal hjem og spise! —
Da Christensen kom hjem, fandt han Invitationskortet. Det var overordenlig sirligt; det lovede noget.
Om Torsdagen, Kl. 5 præcis, mødte Christensen i fuld Galla. Han hadede den Manér hos Kunstnerne at vise sig med krøllet Skjortekrave eller sjusket Slips. Som om det stak deri! plejede han at sige.
Om der ikke var de fineste Papirer i Købmandsverdenen, saa var der fint Papir nok — alle de yngre fremragende Børskapaciteter med Fruer, og Notabiliteter blandt Militære, Videnskab og Kunst. Christensens gamle Professor var der.
Det var Husets Bryllupsdag, som tillige var Fruens og den lille Adelaides Fødselsdag.
En stor Fest; en mærkelig Kombination, noget meget taknemligt at holde Taler over … eller, som Christensens Sidemand Landskabsmaleren sagde: det er noget, som Rekrutter i Faget kan indøve sig paa! Og han holdt selv en — og den gjorde stor Lykke, særlig ved alle de »zünftige« Udtryk, der parredes med aaben Hjærtelighed, et energisk, tillidsfuldt Udtryk i Ansigtet, og en bred nedbøjet Flip, der lyste Velsignelsen.
Den Tid var man ikke kommen saa vidt, som nu i den yngre, fremragende Handelsverden: — man holdt virkelig Taler; og man holdt af, at der blev holdt rigtig mange, lange og smukke.
Professoren, Direktør for Akademiet, holdt ogsaa en. Med Henblik paa et Indkøb ved sidste Udstilling gjorde han over for Vært og Værtinde gældende, at det ikke var som Købere af Kunstværker alene, man gavnede Kunstens og Kunstnernes Sag: fuldt saa meget ved personlig og gæstevenlig at drage særlig de Yngre til sig. Meget ofte fattedes der den fremadstræbende Begavelse, ja endog det anerkendte Talent et selskabeligt Centrum, hvorigennem han aandelig kunde paavirkes, hvor han kunde blive af med mange underlige Manérer — og af dem havde Kunstnerne nu om Stunder en hel Del. Det laa maaske i, at vor Tids Kunstnere meget mindre end man skulde tro, var agtet og æret som en »Stand«. Saaledes havde det været i Middelalderen, i de aristokratiske Republiker, saa vel som senere i de mere demokratiske Købmandsstater. Ligesom Købmændene, Officererne og til Dels Videnskabens Dyrkere følte sig solidariske, havde fælles Opgaver og gennemførte dem ligesom ved en fælles »Korpsaand«, saaledes burde der være noget af den gamle Lavs-Aand over de bildende Kunstnere, Der var nu langt hen, inden det kom dertil — og særlig herhjemme hos os, hvor der ingen national anerkendt Kunst havde været før i Begyndelsen af Aarhundredet — og hvor Gennembruddet var faldet noget nær samtidig med Statsbankerotten og de andre Kalamiteter — saa at f. Ex. Ordet »Maler« noget nær var synonymt med en Person, der gik omkring og saa’ forsulten ud! …
Her lo hele Bordet. Christensen lo ikke.
Professoren fortsatte:
Vor store Thorvaldsen havde egenlig ikke kunnet kaste nogen Glans over Standen eller hæve den i det almindelige Omdømme; han levede borte herfra; man hørte nok om hans Berømthed, men man saa’ ham ikke f. Ex. køre med Fire paa Langelinje. Først da han var kommen hjem, og da han døde, og da han ved sin Død skænkede sit Land en saadan Gave, som ingen nordisk Søn har skænket sin Moder — først da begyndte det maaske at gaa op for os, hvad en Kunstner betyder for sit Land og Samfund!
Det var jo nok gaaet noget fremad paa den senere Tid …. her satte Professoren sit skælmsk-ironiske Smil op og pillede ved Kjolebrystets Ordner. — Han selv, som han stod her, var et talende Bevis for, at Kunsten kunde smide noget af sig. Men skulde han sige sin Mening rent ud, saa maatte netop Undtagelsen bekræfte Reglen: Kunstnerne, som saadanne, havde en beskeden Stilling herhjemme i Samfundet! Desto glædeligere var det, naar et privat Hjem, et intelligent, livligt og velhavende Hus aabnede sine Døre, for at drage Kunstnere ind i den Kreds, der var sammensat af saa mange fremragende Mænd, baade Købmænd, Officerer og Videnskabsmænd. Derved vilde man faa at se, at Kunstnerne hverken var nogle forrykte Skruer, eller nogle forknytte Væsner, der ikke kunde gerere sig i Verden. Og han vilde tillade sig at henvende en Tak til Vært og Værtinde som Repræsentanter for de Huse, der … osv. … osv.! Klinken, Skraben med Stole, fornøjede Ansigter, Værten glad, Fruen med et henrivende Smil, der fremviste Tænder, som … aa, vi maa skylle dette Syn efter med Champagne, for dog at kunne give en nogenlunde plavsibel Forklaring over, at vi blev saa beruset ved Synet!
Christensen var ikke saa glad over Talen. Han havde ikke ret kunnet lide Professorens Ansigt. Thi enten skal man skælde rigtigt ud — mente Christensen paa den Tid af hans Liv — eller ogsaa skal man holde sin Bøtte!
Men just som Klinkningen med Vært og Værtinde var til Ende, rakte Professoren sit Glas frem over Bordet imod Christensen, og sagde højt — saa højt, at alle nødsagedes til at høre det:
»Naa, min gamle Elev! Hvornaar vil De saa begynde paa det Arbejde, der skal forbavse Verden — og alle deres Kammerater? Thi, mine Damer og Herrer, dette er Ivar Feldmann ogsaa kaldet Christensen, min tidligere Elev, min »forlorne« Søn, som jeg stadig venter paa at skulle slagte Fedekalven for. Han vil en Gang gøre noget Verdenshistorisk — saadan i Retning af Historie-Genre-Batalje eller en hel ny Slags Maleri! Nej; det er mit ramme Alvor. Pas paa ham, Frue! tag ham under deres beskyttende Vinger — men vogt Dem, at han ikke en Dag flyver bort med Dem — blot for at vise, at nu kan han flyvel« …
Under munter Forbavselse og lidt Nysgerrighed fra de tilstedeværende Fruers Side, vendtes alle Blikke og adskillige Glas imod Genstanden for den sidste løjerlige Skaaltale. Christensen var Herre nok over sit Ansigt til at smile bukkende. Landskabsmaleren puffede til ham og hviskede: Kan De bytte dden? — Grossereren kom leende hen med sit Glas og slog ham paa Skuldren: Jeg skal nok passe paa Dem og paa min Kone — men mal os bare et Stykke derhenne til Væggen! …
Ved Bordenden, oprejst, med Glasset hævet, knejsende lidt med Hovedet, nikkende, smilende, stod Fruen … Og Christensen bøjede sig først ned over sit Glas, som om han vilde undersøge alle de perlende tummelumske Smaadjævle deri — og saa løftede han Hovedet; saa knejsede han og rettede sit Blik ned imod Værtinden.
Dette Blik besvaredes af et, hvori der ikke perlede Kulsyre, men hvori Ivar Feldmann Christensen drak sig en jævngod Rus.
Og fra den Middag hørte han til Husets faste Gæster.