Maria. En Bog om Kærlighed/54
I.
Og hun skulde blive hans!
Al den Skønhed, jeg havde opelsket, skulde blomstre for ham. Hendes Smil lyse over hans Bord og gøre Hverdagen til Fest, hendes Kys smykke Søvnen for ham med søde Drømme, hendes unge Begejstring styrke hans Arbejde, al hendes Væsens Sødme og Ynde dufte i hans Hus som en evig Sommer.
Han skulde høre hende juble og græde, i hans Øren skulde hun hviske al sin Sorg og Lykke.
Til hvad Nytte lyve for mig selv? Jeg véd det jo, saadan vil det blive, naar hun først er hans. Hun siger vel nej, hun siger, at aldrig, aldrig vil det blive mellem dem som mellem os. Hun tror sikkert selv, hun taler sandt. Men hun er ung og hun hader ham ikke. Hun vil ikke nægte ham hans Ægtemandsret. Og den Mand, til hvem en Kvinde hengiver sig, er en daarlig Makker, om han ikke hurtigt faar Ilden til at blusse. Siden kommer alt det andet af sig selv. Føler hun sig lykkelig i hans Arme, da udleverer hun ham sit hele Væsen, sin Taknemmelighed, sin Tillid og Fortrolighed.
De vil sidde sammen i Mørkningstimerne, hun paa hans Skød; han vil spørge hende om mig og hun vil forraade mig, fordi en Kvinde aldrig tilstaar den Mand, paa hvis Skød hun forelsket sidder, at hun har elsket en anden endnu højere. Hun vil fortælle om mig alt det onde og grimme, han ønsker at høre, hans Kys vil lokke det frem, og naar han stadig ikke er tilfreds, vil hun paalyve mig alle Verdens Skændigheder.
Men jeg gaar udenfor paa Gaden og ser Lyset i deres Stuer, følger dem fra Time til Time, véd, at nu spiser de, nu sidder hun paa hans Skød i Dagligstuen, nu endelig slukkes Lyset ... nu staar hun foran Spejlet og lægger sine nøgne Arme om hans Hals.
Og det skulde ske? Hun skulde blive hans? Han, som ikke ejer anden Ret til hende end den, jeg gav ham. Jeg skulde nu, nu jeg véd, hvor nødvendig hun er mig, skikkeligt bære hende til hans Hus? Plyndre mit eget for at gøre hans rigt.
Nej ... Og dog. Tør jeg holde hende tilbage? Idag, ja. Men imorgen? ... hvem kender sit Hjærte imorgen?