Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn Maria. En Bog om Kærlighed


Peter Nansen - Maria.djvu Peter Nansen - Maria.djvu/11 136-137

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

LV.


Thi imorgen, hvo véd da, om Trylleslottet staar der endnu? Idag er denne Kvinde Dig alt, Du synes, Livet uden hende har intet Værd. Du vil kæmpe og dræbe for at bevare hende. Alt Lys, al Glans, al Herlighed og Skønhed ser Du samlet i hendes Person. Hun er din Sol. Slukkes den, i samme Nu lukker Natten sig om Dig.

Men igaar, tænk paa igaar. Hvad var hun Dig da? En munter Adspredelse. En sød Elskerinde, sødere og kærere maaske end de andre. Men dog en Spøg kun, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer.

Om Nogen den Gang havde sagt til Dig: Den Kvinde vil Du ofre dit Liv — Du havde let ham op i Ansigtet, Du havde svoret den mandhaftigste Ed paa, at ingen Tanke var fjærnere fra dit Sind.

Var hun da ikke ligesaa smuk og atraaværdig den Gang, ligesaa god og ligesaa forelsket?

Jo sikkert. Hun er den samme. Men dit Syn paa hende er forandret. Guld er Guld og har alle Dage været skønt at skue. Men først da man gav Guld Stempel som Penge, fik det sin høje Værdi. Og vælger man en Dag et andet Metal til Penge, synker Guldet tilbage til igen kun at være Øjenlyst.

Idag har Du stemplet Maria som Livets et og alt. Men tør Du lide paa, at Du ikke imorgen vurderer hende, som Du vurderede hende igaar: en munter Adspredelse, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer?

Hvor er den sikre Prøve?