Maria. En Bog om Kærlighed/53
LIII.
Jg er gal af Skinsyge. Dog, hvorfor krybe i Skjul bag disse fejge Allemandsord? Afsindig var jeg før, da jeg med kold Beregning saá Maria forberede sig til at blive en Andens. Mine Øjne, der indbildte sig at være saa skarptskuende og kloge, blindedes af Hovmod. Jeg sad som en Gud, der ordner Skæbnen efter sin Behagelighed. Som Zeus, der, efter at have prøvet Alkmenes Dejlighed, med olympisk Uanfægtethed lægger hende i Amfitryons Arme og smilende velsigner deres Omfavnelse.
Stakkels Zeus, som aldrig kendte Skinsygens Unøjsomhed og hvis Gudeblod altid pulserede lige jævnt og lige lunkent. Du sidder i din Himmel, Saligheden har Du forlængst sat til Livs. Nu fordøjer Du under ironiske Opstød.
Men for os andre er Vejen til Salighed: Beruselse. Og kun ved at storme den har vi Adgang til Himlen.
Jeg er for første Gang i mit Liv klog. Jeg ser, at Lykken er ikke hist og her, ikke Nippedrik af mange Bægre. Lykken er ét Bæger tømt til sidste Draabe.
Sæt paa Rad hundred Pokaler, fyld dem med de fyrigste Vine. Jeg lader dem alle staa, mit Bæger hedder Maria. Hendes Kærlighed er min Vin, som jeg ikke skænker en Draabe bort af.