Margrete Fredkulla

Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 311-328

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

MARGRETE FREDKULLA.

Saaledes gik det til, dengang Margrete Fredkulla, der skulde drage til Norge for at holde Bryllup med Kong Magnus Barfod, kom til Storgaardsbyen i Vestergötland, som ligger paa den søndre Elvebred, lidt ovenfor Kongshelle.

Først af alle havde de to Kvinder, Karin Wullum og Voldborg Toot, der havde været oppe i Storskoven at samle Mos, faaet et Glimt at se af Prinsessen fra en høj Klippeskrænt.

Straks kastede de deres Byrder og styrtede ned til Byen for at fortælle, at der kom noget lyst og fagert ridende langt borte paa Skovvejen, og at der færdedes festklædte Mænd og Kvinder under Træerne. Men ingen, der hørte dem, vilde tro dem. „Ve over eders gamle Øjne,“ sagde man til dem. „Det kan ikke have været en Prinsesse. Det har ikke været andet end Sumptaagerne, der dansede omkring de røde Fyrrestammer.“

Straks efter Konerne kom Rasmus Kulsvierdreng løbende. Øjnene skinnede i hans Ansigt, og han var saa forpustet, da han naaede til Bys, at han næppe kunde tale. Men saasnart han kunde faa Vejret, begyndte han at raabe overlydt: „I skal være glade! Prinsessen kommer! Jeg har set Skønjomfruen ride sagtelig frem under Træerne. I skal være glade.“

Rasmus var standset paa den trekantede Plads midt i Byen, der hvor tre Veje mødtes. Nogle Bønder stod der og hviskede med hverandre om, at Krigen med Norge nok snart vilde bryde ud paa ny, og da de hørte Rasmus, troede de, at han vilde drive Spot med deres Ulykke. „Din Bjørnehvalp!“ sagde de og truede ad ham: „Hold din Mund, om du vil beholde Livet! Ikke et Ord mer vil vi høre, din Skifting!“

Men Rasmus var ikke saa let at bringe til Tavshed. Han begyndte igen med sit: „Prinsessen kommer! Jeg har hørt Fyrreskovens tavse Fugle kvidre deres Hilsen til hende. Hvor hun drog frem, der klatrede Egernet ned fra Trætoppen og sad stille paa den laveste Gren med oprejst Hale og Øjne, der skinnede som Kulgløder. Og Tjuren fløj op imellem Træerne med en Larm som et Tordenskrald.“

Da Rasmus Kulsvier sagde dette, fløj Peder Smed frem og greb ham ved Øret. „Prinsessen,“ snærrede han ad ham, „siger du, at du har set Prinsessen? Det var Huldren, begriber du vel, Huldren! Prinsessen kommer ikke. Aa Gud hjælpe os. Prinsessen kommer ikke.“

Men skønt ingen vilde tro det, for det dog som en Løbeild igennem Byen, og Folk kom strømmende fra alle Kanter ned til Trekanten for at høre, hvad Drengen havde at sige. Storgaardsbyen var næsten helt brændt ned under forrige Aars Felttog og bestod nu mest af sorte Brandtomter, hvor man ikke havde vovet at rejse ny Huse af Frygt for Krigen. Men op af Kældere og elendige Jordhuler, hvor Menneskene boede, kom de nu listende, udtærede og i Pjalter. De gik ganske stille og turde næppe komme helt hen til Rasmus Kulsvierdreng, som om de ikke vovede at høre hans Budskab.

Men da Peder Smed saa, at der kom flere og flere, kneb han Drengen saa haardt i Øret, at han jamrede sig. Og Smeden forsøgte nu med kloge Ord at faa Drengen til at tie.

„Ikke skal du drive Gæk med os arme Bønder, der bor her i Grænselandet i disse onde Tider, da Nordens Konger ikke kan bevare Freden,“ sagde han. „Vi er Faar, der er bleven skilt fra vor Hjord. Vi jages af Bjørne, vi er styrtede ned i Klipperevner. Hver Dag og hver Time ser vi Døden ind i hans grumme Aasyn.“

Medens Smeden talte, kom der flere og flere Bønder til Stede. Der kom en ved Navn Halvard; han havde Dagen før været saa vis paa, at Krigen vilde bryde ud igen, at han havde stillet sin Kiste med alt, hvad han ejede, ud paa alfar Vej og indbudt alle forbigaaende til at tage deraf, hvad de vilde. Og der kom Folkene fra Vestergaarden, de, der havde brugt alt deres Arvegods til Øl og Gildesmad, og som ventede paa Krigen, medens de væltede sig i Synd. Og til sidst kom Folkene fra en lille Gaard aller længst borte i Bygden, som nylig havde taget sig over selv at opbrænde alt deres Hø og slaa Kvæget ned, for at Normændene ikke skulde have nogen Nytte af det.

Da Smeden saa alle disse Mennesker komme strømmende, alle tavse og stille, men med Vanviddet skinnende ud af Øjnene, blev han bange for, hvad de kunde finde paa, naar man nu fik dem narret til at tro paa Freden.

„Kan du ikke forstaa, at det var Huldren,“ sagde han igen til Rasmus og talte saa højt, at alle kunde høre ham. „Hun gaar deroppe i Skoven og smiler og smisker og forvender Synet paa jer, I Kulbrændere. Du kan da forstaa, at hun vidste god Besked om Kong Inges Fredsmøde med den norske Kong Magnus i Fjor Sommer i Kongshelle. Hun ved nok, at det da blev bestemt, at Freden skulde sluttes paa det Vilkaar, at Kong Inges Datter skulde komme til Norge og giftes med Kong Magnus. Og da Huldren nu kan indse, at vi alle gaar og lytter og spejder efter Fredsmøen, saa har hun sin Glæde af at forvende Synet paa os og te sig, som om hun var Prinsessen. Det er hendes bedste Moro at holde Folk for Nar.“

Rasmus Kulsvierdreng stod stille og hørte saa fromt paa Per Smed, at denne troede, han havde overbevist Drengen og derfor slap ham. Men ikke saa snart var Rasmus fri, før han gav sig til at raabe endnu højere end før: „Prinsessen kommer, jeg har set Prinsessen!“

Og for at man skulde tro ham, gav han sig til at fortælle om Kronen, der var som en Blomst med Perledug, og om Saddeldækkenet, der skinnede som den røde Fluesvamp.

Men da traadte den gamle Sigrid Torsdatter frem af Hoben. Hun svang sin Stav i Luften og raabte:

„Hvem er det, som siger, at Prinsessen kommer? Jeg ved, hvad det er, der kommer, jeg ved det! Hele den lange Vinter har jeg siddet ensom i min Hytte og set Røgen hvirvle op fra Arnen. Men hver Kvæld var Røgen fuld af Tegn. For mine Øjne var den fuld af Skikkelser, der bar Brynjer og Vaaben. Og fuldtvel ved jeg, hvad det betyder, naar Røgen er fuld af Krigere. De er Forvarsel for andre, som en mørk Nat, mens vi sover, kommer listende hen til vore Huse. Vi hører dem ikke, naar de kommer, thi vi sover, men vi vaagner, naar den røde Hane begynder at gale over vore Hoveder, naar vi er ved at kvæles i vore røgfyldte Hytter, naar den norske Konges Folk opløfter deres Sejrsraab uden for de brændende Vægge.“

Der gik en Angstens Gysen igennem dem alle, da de hørte Sigrid Torsdatters Ord, men Kulsvierdrengen stillede sig i Vejen for hende.

„Jeg bryder mig ikke om dine Røgskyer,“ sagde han. „Jeg har set Prinsessen. Fin og fager skinner hun under Guldkronen.“

Per Smed, der frygtede for de stakkels Menneskers gækkede Haab, kastede sig over Rasmus Kulsvierdreng og slæbte ham hen til Jordhulen, hvor han havde sin Smedje, trak Knægten derind og væltede den store Sten for Indgangen, som han brugte i Stedet for Dør.

Men Rasmus skreg uafladelig:

„Jeg har set Prinsessen, og jeg synes, I skulde glæde jer over, at hun kommer.“

Men næppe havde Per Smed skaffet Kulsvierdrengen af Vejen, før en Mand, der i flere Aar havde vanket fredløs om i Storskoven, kom ned til Byen. Han saa ud som et vildt Dyr i sin Skindkjortel og med det lange, uklippede Skæg, men han lo højt af Glæde, idet han kom løbende, og han svang en grøn Gren over sit Hoved som et Fredstegn. Han løb igennem hele Byen, og paa hver eneste en af de sorte Brandtomter standsede han og raabte saa højt, at det kunde høres helt ned i de mørke Kældere, hvor Menneskene boede: „Prinsessen kommer! Jeg har set Prinsessen.“

Saalunde kom den fredløse ogsaa til Folke Lagmands store Gaard og raabte sit Budskab højt der ligesom de andre Steder. Men Folke Lagmand, der hørte ham, kom gammel og krumbøjet ud af en Kældergang og raabte til ham: „Fred være med dig, du fredløse. Du behøver ikke at fare med Løgn for at lokke os til at tilgive dig. Jeg løser dig fra Fredløshedsdommen. Du skal ikke behøve at vende tilbage til Skoven. Vi er jo selv fredløse; vi jager ingen fra os som Skovgangsmand.“

„Hvorfor vil du ikke tro mig?“ spurgte den fredløse. „Ved du da ikke, at Kong Inge har lovet at sende Fredsmøen nu til Vaaren?“

Da han sagde dette, saa den gamle paa ham med et træt og haabløst Blik. „Ikke ved jeg af, at det nu er Vaar,“ sagde han. „Ven, for os er Høst og Vaar nu eet og det samme. For os maa Sneen gerne blive liggende paa Marken, thi vor Plov vil ikke fure den. Regnen maa gerne blive hængende i Skyen, og Frøet maa ligge og raadne i Jorden i Stedet for at spire og gro. Vi sidder i Tavshed og venter paa Ødelæggelsen.“

Men imidlertid var der kommen fattige Jægere og Trælle, der var løbet bort fra deres Herrer, ned fra Skoven, og de fortalte Nyheden til alle dem, der havde samlet sig paa Trekanten. Haabet begyndte at lyse i manges Øjne; kun den gamle Sigrid Torsdatter sad endnu skummel og mørk og talte om sine Drømme.

„Ve over den, der haaber, inden han har set Prinsessen med sine egne Øjne,“ raabte hun. „Naar hun skinner i Skovbrynet paa sin guldskoede Ganger, da er det Tid for Grænsebønderne at haabe.“

„Næppe havde hun sagt dette, før Karin Wullum og Voldborg Toot udstødte et Raab: „Hellige Guds Moder, staa os bi!“ og stirrede op mod Skovbrynet, der hvor Vejen kom ud af den tætte Skov som af en Kælderhvælving.

Da raabte alle i Munden paa hverandre: „Kom dog hid og se! Hvad er det? Guds Moder staa os bi! Lad Haanden skygge for Øjnene og gør Korsets Tegn! Se op mod Skoven! Er det ikke en Jomfru, der kommer der med fagert Følge? Ser vi hende alle?“

Alle de bekymrede og ulykkelige Mennesker gav sig til at raabe og række Hænderne op.

„Er det Huldren?“ raabte de. „Er det Elver og Dverge, der forvirre vort Syn? Ser vi alle en Prinsesse?“

De kastede sig alle paa Knæ og gav sig til at bede og synge fromme Sange. De skyndte sig hen til Klokketaarnet og ringede af alle Kræfter for at prøve, om den fagre Jomfru var en Trold, der ikke kunde taale Klokkeklangen.

Men da den gamle Sigrid Torsdatter med sine langsynede Øjne saa, at en Jomfru kom ridende ud af den mørke Skov, saa tvivlede hun ikke længer, men var den første til at raabe:

„O du væne Liljevaand og Rosensblomme! Du er ikke en Huldre, men en Kongedatter! Takket og lovet være Gud, at du endelig er kommen! at det er dig, der rider ned i Dalen!“

Sigrid Torsdatter svang sin Stav højt over sit Hoved, og fulgt af hele Folkeskaren ilede hun Prinsessen i Møde.

„Du væne Liljevaand og Rosenblomme!“ raabte de hende i Møde.

Og da de naaede helt hen til hende, raabte de:

„Du væne Liljevaand, du lyser fagert under Kronen. Slaa dit Silkeklæde til Side, at vi maa skue dit Ansigt!“

De trængte sig tæt ind paa den store sorte Ganger, der skred højtidelig frem i sit Purpurdækken med store Fjerbuske gyngende ved Øret og Manken indflettet med Guldbaand.

„Du kære!“ raabte de. „Det er da vel et stadigt Dyr, den store sorte Hest, du rider paa? Du Liljevaand! At du endelig kom!“

Margrete F redkulla havde et stort Følge med sig af mange ædle Herrer og Fruer fra hendes Faders Land, men foran hendes Hest gik der en fattig Bonde, der bar et sønderbrudt Spyd i Haanden og uophørligt raabte:

„Her rider Fredens fagre Mø! Her rider Margrete Fredkulla!“

Hele Tiden, mens Prinsessen red igennem Grænselandet, havde hun set Fred og Glæde udbrede sig blandt Folket. Hvorsomhelst hun kom, saa hun Bønder sætte Plov i Jorden og Husmødre brede Væv paa Bleg. Det udhungrede Kvæg blev sluppet ud paa Græsgangene, de unge vovede atter at smykke sig med Armbaand og Ringe. Men Hjelme og Sværd var atter bleven gemt i Vaabenkisten.

Hvorsomhelst hun drog frem, var Børn og Kvinder kommen hende i Møde med Blomster og det fine Vaarløv. Og oppe i Storskoven var den gamle vilde Kulsvier kommen løbende og havde budt hende ind i sin Hytte og beværtet hende med frosne Bær.

Men ingensteds var den fagre Kongedatter bleven hilst med en saadan Glæde som i Storgaardsbyen.

Et Par af Mændene tog Hesten ved Tøjlen og ledte den forsigtigt ned ad den stejle Bakke.

„Gud signe dig!“ raabte de til hende. „Gud signe dit fagre Aasyn! Gud signe dig, Fredkulla!“

Medens Toget bevægede sig ned imod Storgaardsbyen, løb Bønderne ved Siden af Kongedatteren og fortalte hende aandeløse om, hvordan de havde lidt og længtes. De fortalte hende om alt, hvad de havde udstaaet under den lange Ufredstid.

Da de endelig var kommen ned til Trekanten, strammede Fredkulla Tøjlerne og holdt sin store Ganger an. Hun havde aldrig før set saa megen Elendighed. Hun saa ud over Brandtomter og plyndrede Huse, og hun saa paa de arme Mennesker. Og hendes Øjne fyldtes med Taarer.

Men da kyssede Kvinderne hendes Hænder og raabte til hende, at nu var de ikke mere bedrøvede, for nu var hun jo kommen. Nu havde de Fredsmøen iblandt sig, og nu var det forbi med deres Lidelse.

„Tænk ikke paa os, Fredkulla!“ sagde de. Græd ikke over vor Elendighed. Tænk paa Kong Magnus, den store Helt, som du skal tilhøre. Smil til ham i Kærlighed. Kærtegn i Tanken hans lange, silkelyse Lokker.“

Og da hun ikke svarede, men blev ved at sidde og græde, gav de sig alle til at trøste hende.

„Nu er det ikke Tid at græde, fagre Jomfru,“ raabte de. „Ser du, her flyder Elven, og paa den anden Bred ligger Norge; der er det rige Kongshelle, hvor din Brudgom venter dig. Gud signe dig! Hans Hjerte vil glædes, den Stund han kan slutte dig i sin Favn.“

„Ser du, skøn Jomfru, nu ved de allerede paa begge Sider af Elven, at du er kommen. Se Glædesblussene, der tændes paa alle Høje! Og hør — der ovre har de allerede lært at raabe: „Hil Fredkulla!“ Kan du høre Ordene? Vinden bærer dem over Vandet!“

Men Fredkulla vilde ikke lade sig trøste; hun holdt endnu bedrøvet sin Ganger stille og lod sit Blik vandre fra den ene til den anden. Hun saa dem pjaltede, syge og saa forvildede, at de lignede Dyr mere end Mennesker.

Da løftede hun Haanden til Tegn, at hun vilde tale, og der blev stille omkring hende.

Saa talte Margrete Fredkulla paa Trekanten i den brændte og plyndrede Storgaardsby, og alle de arme Mennesker hørte hende, og de høje Herrer og Fruer, der red i hendes Følge, hørte hende.

„Jeg vil, at I alle skal høre og huske, hvad jeg nu lover ved Gud og alle hans hellige Mænd. Saa længe jeg ejer et Ord paa min Tunge, saa længe jeg ejer en Draabe Blod i mit Hjerte, saa længe skal jeg gøre Fredens Gerning.“

Her tav hun, som om hun anede, at der laa en Fare i det, som hun havde lovet, og saa tilføjede hun: „Selv om det skal koste mig Liv og Lykke!“

Da Kongedatteren havde aflagt dette Løfte, saa hun op med glad Mod og græd ikke mere. Hun lod Hesten gaa videre paa Vejen, der førte ned til Færgestedet.

Men ved Vejkanten sad der en lille Hyrdedreng. Han var lige saa glad som alle de andre, og han vilde gerne give Prinsessen det bedste, han ejede. Derfor begyndte han at synge en Kærlighedsvise for hende om en Konge højt oppe i Nord, der længtes efter Kejserens Datter i Østerland.

Og atter standsede Fredkulla sin Ganger og lyttede til Hyrdedrengen, der sang med høj og klar Røst:

En er den Mø, der mindsker
Mig min Leg og min Gammen,
Makthild, hun som i Østen
Ypper den djærve Kampdaad;
Vældig til Strid at vække,
Skærme med Skjold sit Rige,
Volder dog lysblond Lilje,
At lidt kun Skjalden kan sove.

Hvad er i Verden bedre
End væne Mø at eje?
Svært er sit Savn at glemme,
Naar sent kun Dagene glide.
Tungt bær jeg hjem fra Tinge
Tanken om, at jeg aldrig
— Mens andre glade kan gilje —
Glædes ved hende at eje.

Saaledes lød Sangen, og da Kongedatteren

havde hørt den til Ende, smilede hun til Drengen og spurgte, hvem der havde digtet den.

Da var der ikke een, der sansede at faa Hyrdedrengen til at tie, men han svarede stolt over, at han vidste Besked:

„Det er Kong Magnus, der har digtet Visen til Matilde, Kejserens Datter.“

Ak! da faldt Sorgen over den fagre Fredkullas Hjerte.

„Har Kong Magnus digtet den Sang?“ udraabte hun. „Hvad skal jeg da hos ham, der længes efter Kejserdatteren fra Østerland? Om mig har han ikke digtet Viser, der gaa fra Mund til Mund hele Landet over. For mig har hans Hjerte ingen Kærlighed.“

Og i Angst og Forfærdelse hørte de stakkels Bønder, at Kongedatteren kaldte paa sit Følge.

„I gode Herrer og kære Fruer, følg mig tilbage til mit Hjem! Hav Barmhjertighed med mig, min Faders tro Tjenere! Lad mig blive fri for at drage til Kong Magnus. Hørte I ikke Sangen? Det er ikke mig, Kongen længes efter. Han længes efter den skønne Kejserdatter.“

Mens Fredkulla sagde dette, hørte hun, at Folkeskaren, der stod langs med Vejen og ventede, raabte højlydt: „Hil Fredkulla!“ Og fra alle de Tusinder, der kom strømmende ud fra det store Kongshelle for at møde hende, hørte hun det gentages som i et mangestemmigt Echo: „Hil Fredkulla!“

Men Jomfruen blev ved at klage og bede.

„Kære gode Herrer og ædle Fruer, bring mig hjem! Hørte I ikke Sangen? Vi gør Uret mod Kongen. Jeg vil ikke tiltvinge mig Dronningenavnet. Jeg vil blot hjem — hjem!“

Endnu bestandig raabte de, der stod paa begge Elvebredderne: „Fredkulla! Fredkulla!“

Da holdt Fredkulla Hænderne for Ørene. Hun havde allerede vendt sin Ganger og drev den nu frem med høje Tilraab.

„Ak, gid dog Folket vilde tie!“ sagde hun. „Fredkulla raaber de, men der bliver vel nok Fred, selv om jeg ikke kommer. Kong Magnus begynder ikke Krig for min Skyld. Det volder ham kun Glæde, at jeg vender hjem.“

Endnu atter og atter blev de, der stod ved Vejkanten og ventede paa hende, ved med at raabe deres: Fredkulla! Men de, der stod nærmere, begyndte at undre sig og spørge: „Hvor rider hun hen? Hvor rider hun hen?“

Og da de saa, at hun atter vilde ride op imod Skoven, stormede de efter hende.

„Hør, Kongedatter, hør hvad denne gamle Kvinde siger!“ raabte de.

„Mit Hoved vakler under Aarenes Vægt,“ siger hun. „Skal nu Krigen berøve mig min Søn?“

„Nu, Kongedatter,“ raabte de, „nu skal atter alle Døre lukkes i hele Dalen. Nu skal Vaabenkisten atter aabnes! Bonden vil rykke Ploven af Jorden! Hvi holder du Hænderne for dine Øren? Du maa høre, høre, høre!“

„Fredkulla!“ raabte de, idet de for efter hende. „Med Urette bærer du dit Navn! Fredkulla, vi vover ikke at lægge Sæden i Jorden! Fredkulla, vor Datter vil ikke komme til at fejre sit Bryllup i Aar! Fredkulla, naar vore Gaarde er gaaet op i Flammer, vil vore gamle Kvinder rejse en Nidstang paa den sorte Brandtomt og riste dit Navn derpaa, Fredkulla! Fredkulla!“

Hele Skaren fra Storgaardsbyen løb efter hende. De skreg omkring hende, hele det ulykkelige Folk.

„Fredkulla, tænk paa os, naar vi falder! Naar vort Kvæg røves fra os, tænk da paa os! Naar vi hævner vore Frænder, tænk da paa os! Naar vi øve den vildeste Voldsdaad, tænk da paa os! Tænk paa os, som vi altid vil tænke paa dig!“

„Du maa ikke ride hjem, Kongedatter, du maa ikke ride fra os. Hvad svor du ikke nys, du Edsbryderske! Hør, hvad Folket raaber til dig ovre fra den anden Elvebred!“

Og Skaren fra Storgaardsby omringede Fredkulla og kastede sig foran hende paa Vejen.

„Vil du ride hjem, Kongedatter, da maa du ride over vore Legemer,“ raabte de.

Men der var ogsaa dem, der kyssede Jomfruens Hænder og bad stille og inderligt: „Bliv hos os, drag ikke bort fra os!“

Hun saa, at de vilde ikke gøre hende noget ondt. Men de stakkels, elendige, krigstrætte Mennesker vidste ikke deres levende Raad. Nogle greb efter Hestens Tøjler for at vende den.

Da standsede Fredkulla sin Ganger, skønt hun vel vidste, at hun vilde kunne ride hjem uskadt, thi om der end var enkelte vilde Skovgangsmænd og fredløse, som hun havde lovet Tilgivelse, der nu truende løftede deres Knive imod hende, saa kyssede de dog hendes Kjortelflig.

Hun lod Ridesvøben hvine midt ned i Flokken og raabte: „Til Side! til Side!“ Og da Bønderne saa det, trak de sig tilbage og stod slagne af Fortvivlelse. De saa, at der var en saadan Angst over hende, at de ikke vovede at bede hende om at forbarme sig over dem.

„Ske, som du vil, Kongedatter,“ sagde de. „Din Vej er fri.“

Fredkulla sad stille, og hendes Blik gled længselsfuldt op imod de skovbevoksede Høje i det fjerne. Der bagved laa hendes Hjem, hvor hun ønskede at ty hen, som et saaret Dyr flyr til sin Hule. Lang Tid sad hun og stirrede derhen med Øjne, der var saa brændende hede, at hver Taare hentørredes.

Saa vendte Kongedatteren stille sin Hest om og red atter ned i Dalen.

Hun vendte om uden Tvang, ikkun dragen af Kærlighed til den store skønne Fred.

Det gik atter ned mod Dalen, ikke hurtigt og muntert, men Fod for Fod.

Langsomt red Fredkulla ned ad Skovskrænten til Storgaardsbyen og forbi Brandtomterne ned til Elven og Færgestedet.

Folkeskaren fulgte hende stille og tavs, og de hviskede til hinanden, at man skulde lade Møen i Fred, at ingen maatte vove at prise hende for hendes Gerning.

Da Fredkulla blev færget over Elven i den store Færgebaad, steg hun af Hesten og stod længe og stirrede ned i Vandet. Og endelig talte hun stille med sig selv.

„Ser du dette store Vand,“ sagde hun, „der ubønhørligt fører ned til Havet. De bløde Bølger faar ikke Lov at betænke sig, de maa kaste sig i den stærkes Favn, om end han synes dem haard og forfærdelig. Selv om Elven finder en lille fredelig, sivkranset Bugt paa sin Vej — aldrig faar den Lov at blive der. Og selv om den vilde vende tilbage til den fredelige Kilde langt borte i Skoven — den kan ikke gøre det. Den maa ile fremad, ustandseligt og ubønhørligt fremad. Ser du, saaledes er Skæbnen. Du maa være den bløde Bølge, der skal udgydes i Verdens Ufred.“

Men imidlertid kommer en Skare stolte Riddersmænd ridende ud fra Kongshelle og nærmer sig Færgestedet.

Løft nu dine Øjne fra Jorden, skøn Jomfru! Se nu Kong Magnus! Den gyldne Løve, der er hans Mærke, hviler paa Hjelmen, den flagrer fra Banneret, der vajer over ham, den skinner paa hans røde Silkekjortel. Se ham nu, han er selv Nordens Løve! Se, hvor det lange, silkelyse Haar flagrer om hans Skuldre, se hans stolte Holdning, se hans Øjnes Krigerblik!

Nu kommer han. Støvet hvirvler op omkring ham. Han kommer. I Aftensolen farer hans lange sorte Skygge ud over Marken, og Jorden dønner under hans Ridt. Løft Øjnene, skøn Jomfru, og smil til din Brudgom! Tænk ikke mere den Tanke, at du hellere vil kaste dig under Gangerens haarde Hov, der dønner imod dig, og møde Døden.