Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 260-310

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.
Oversættelsen:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1929.

ASTRID.

Midt imellem de lave Bygninger i den gamle Kongsgaard i Upsala knejsede Jomfruburet. Det var bygget paa Stolper ligesom et Dueslag; man kom derop ad en Trappe saa stejl som en Stige og traadte ind gennem en Dør saa lav som en Luge. Væggene derinde var bedækkede med Runer, der betød Kærlighed og Længsel; ved de smaa Glughuller var der slidt smaa runde Fordybninger i Karmen, for der plejede Ternerne at staa og støtte sig paa Albuerne og stirre ned paa Gaardspladsen.

I nogen Tid havde den gamle Hjalte Skjald været Gæst paa Kongsgaarden, og han kom hver Dag op i Jomfruburet til Prinsesse Ingegerd og talte med hende om Kongen i Norge, Olaf Haraldssøn. Men hver Gang Hjalte kom, sad Ingegerds Trælkvinde Astrid og hørte paa hans Ord med lige saa stor Glæde som Prinsessen.

Og alt imens Hjalte talte, lyttede begge Jomfruerne saa ivrigt, at de lod Hænderne synke i Skødet og Arbejdet hvile. Den, der da saa dem, vilde have tænkt, at der nok ikke blev virket eller vævet meget i Jomfruburet. Ingen skulde have troet, at de samlede alle Hjaltes Ord, som om de var Silketraade, og at de deraf dannede hver sit Billede af Kong Olaf. Ingen kunde vide, at de i Tankerne vævede Skjaldens Ord til hver sit straalende Tæppe.

Men saadan var det dog, og Prinsessens Billed var saa skønt, at hver Gang hun saa det for sig, følte hun Trang til at kaste sig paa Knæ og tilbede. Thi hun saa Kongen sidde kronet og høj paa sin Trone; hun saa en rød guldbroderet Kappe hænge fra hans Skuldre lige ned til Fødderne. Hun saa intet Sværd i hans Haand men hellige Skrifter, og hun saa hans Trone baaren af en lænkebunden Trold. Hans Ansigt lyste for hende hvidt som Voks, omgivet af lange bløde Lokker, og hans Øjne straalede af Fred og Fromhed. Ak, hun blev næsten angst, naar hun saa den overmenneskelige Kraft, der lyste ud af dette blege Ansigt. Hun forstod, at Kong Olaf ikke alene var Konge; hun saa, at han var en Helgen og Englenes Jævnlige.

Men ganske anderledes var det Billed, som Astrid dannede sig af Kongen. Den lyshaarede Trælkvinde, der havde prøvet baade Sult og Kulde og døjet megen Modgang, men som alligevel var den, der fyldte Jomfruburet med Skæmt og Latter, tænkte sig Kongen helt anderledes. Hun kunde ikke gøre for, at hver Gang hun hørte Tale om ham, saa hun for sig Brændehuggerens Søn, der om Kvælden kom ud af Skoven med Øksen paa Skulderen. „Jeg ser dig, jeg ser dig godt,“ sagde Astrid til Billedet, som om det var levende. „Høj er du ikke, men skulderbred og let og smidig, og efterdi du har gaaet i den mørke Skov hele den sommerlange Dag, saa tager du det sidste Stykke i et vældigt Spring og ler, naar du staar paa Vejen. Da skinner de hvide Tænder, og Haaret flyver, og det holder jeg af at se. Jeg ser dig, du har et lyst rødmusset Ansigt med Fregner over Næsen. Og du har blaa Øjne, der bliver mørke og strenge i den dybe Skov, men naar du blot kommer saa langt, at du ser Dalen og dit Hjem, saa bliver de lyse og milde. Saa snart du ser din egen Hytte nede i Dalen, saa letter du paa Huen og hilser, og da ser jeg din Pande. Skulde den Pande ikke passe for en Konge? Skulde den brede Pande ikke kunne bære Krone og Hjelm?“

Men saa forskellige disse Billeder end var, er det dog vist, at lige saa højt Prinsessen elskede det hellige Billede, hun havde fremtryllet, lige saa højt elskede den stakkels Trælkvinde den kække Ungersvend, som hun saa komme hende i Møde fra Skovens Dyb.

Og havde Hjalte Skjald faaet begge Billederne at se, da vilde han sikkert have rost dem begge. Han havde sikkert sagt, at de begge lignede Kongen. Thi det er Kong Olafs gode Lykke, havde han nok sagt, at han er en frisk og munter Ungersvend samtidig med, at han er Guds hellige Stridsmand.

Thi den gamle Hjalte elskede Kong Olaf, og skønt han havde gaaet fra Hof til Hof, havde han aldrig kunnet finde hans Lige. „Hvor finder jeg nogen, der kan faa mig til at glemme Olaf Haraldssøn?“ plejede han at sige. „Hvor skal jeg finde en ypperligere Helt?“

Hjalte Skjald var en gammel barsk Gubbe med et strengt Udseende. Saa gammel han var, var hans Haar endnu sort, hans Lød var mørk, og hans Blik hvast. Og hans Sang havde altid svaret til hans Udseende. Han havde aldrig haft andre Ord paa Tungen end Stridens. Han havde aldrig digtet andre Kvad end Slagsange.

Den gamle Hjaltes Hjerte havde hidtil været som Vildmarken udenfor Skovhuggerens Hytte. Det havde været som en stor Stenrøs, hvor der ikke kan vokse andet end de fattige Bregner og den tørre Bynke.

Men nu var Hjalte paa sin omstrejfende Færd kommen til Upsalahoffet og havde faaet Prinsesse Ingegerd at se. Han havde set, at hun var den ædleste af alle Kvinder, han havde truffet i sit Liv. I Sandhed — Prinsessen var ligesaa meget skønnere end alle andre Kvinder, som Kong Olaf var ypperligere end alle andre Mænd.

Da opstod den Tanke pludselig hos Hjalte, at han vilde søge at vække Kærlighed mellem den svenske Prinsesse og den norske Konge. Han spurgte sig selv, hvorfor ikke hun, der var ypperst blandt Kvinder, skulde kunne elske Kong Olaf, der var herligst blandt Mænd.

Og efter at denne Tanke havde slaaet Rod hos Hjalte, digtede han ikke mere sine mørke Heltesange. Han gav Afkald paa at vinde Pris og Ære hos de barske Kæmper ved Upsalahoffet og sad lange Timer hos Kvinderne i Jomfruburet. Og man skulde ikke have tænkt, at det var Hjalte, der talte. Man skulde aldrig have troet, at han ejede saa fine og fagre og milde Ord, som han nu anvendte for at tale om Kong Olaf.

Ingen vilde have kendt Hjalte igen. Lige siden Tankerne om Giftermaalet var opstaaet hos ham, var han aldeles forvandlet. Da den skønne Tanke slog Rod i Hjaltes Sjæl, var det, som om en blussende Rose med bløde og duftende Blade var skudt op midt i en Vildmark.

* * *

En Dag sad Hjalte hos Prinsessen i Jomfruburet. Alle Ternerne var borte undtagen Astrid.

Hjalte tænkte paa, at han nu havde talt længe nok om Olaf Haraldssøn. Han havde sagt alt, hvad fagert han vidste om ham. Men havde det nu ogsaa nyttet? Hvad tænkte Prinsessen om Kongen?

Saa begyndte han at lægge Snarer for Prinsessen for at faa at vide, hvad hendes Mening var om Kong Olaf. „Jeg vil kunne se det paa et Blik eller en Rødme,“ tænkte han.

Men Prinsessen var en højbaaren Kvinde, hun forstod at dølge sine Tanker. Hun hverken rødmede eller smilede, hendes Øjne straalede ikke. Hun lod ikke Hjalte ane, hvad hun tænkte.

Medens Skjalden saa ind i hendes ædle Aasyn, skammede han sig over sig selv. „Hun er for god til, at man skal liste sig over hende,“ sagde han. „Man maa gaa imod hende i aaben Kamp.“

Saa sagde Hjalte rent ud: „Kongedatter, hvis Olaf Haraldssøn begærer dig til Ægte af din Fader, hvad vil du da svare?“

Da lysnede den unge Prinsesses Ansigt, som Menneskenes Aasyn lysner, naar de kommer op paa et Bjerg og faar Øje paa Havet. Hun svarede straks uden Omsvøb:

„Er han en saadan Konge og en saadan Kristen, som du har sagt, Hjalte, da vil jeg regne det for en stor Lykke.“

Men næppe havde hun sagt dette, førend Glansen forsvandt af hendes Øjne. Det var, som om en Skystøtte rejste sig mellem hende og det store skønne Syn i det fjerne.

„Ak, Hjalte,“ sagde hun, „du glemmer eet. Kong Olaf er vor Fjende. Det er Krig og ikke Bejlerfærd, vi venter af ham.

„Lad det ikke bedrøve dig,“ sagde Hjalte. „Naar du blot vil det, saa er alt godt. Jeg ved Kong Olafs Vilje i denne Sag.“

Hjalte Skjald var saa glad, at han lo, da han sagde dette, men Prinsessen blev mere og mere bedrøvet.

„Nej,“ sagde hun, „hverken paa mig eller paa Kong Olaf beror det, men paa min Fader Oluf Skøtkonning. Og du ved, at han hader Olaf Haraldssøn og ikke engang vil taale, at nogen nævner hans Navn. Aldrig lader han mig følge af Gaarde med en Fjende. Aldrig giver han sin Datter til Olaf Haraldssøn.“

Da Prinsessen havde sagt dette, lagde hun al sin Stolthed bort og begyndte at klage sig for Hjalte. „Hvad hjælper det, at jeg nu har lært Olaf Haraldssøn at kende,“ sagde hun, „at jeg drømmer om ham hver en Nat og længes efter ham hver en Dag! Havde det ikke været bedre, at jeg aldrig havde hørt noget om ham? Havde det ikke været bedre, om du aldrig var kommen hid og havde fortalt mig om ham?“

Ved disse Ord fyldtes Prinsessens Øjne med Taarer, men da Hjalte saa Taarerne, løftede han Haanden varm og ivrig.

„Gud vil det,“ raabte han. „I hører sammen. Striden maa bytte sin røde Kappe med Fredens hvide Dragt, at eders Lykke kan fryde Jorden.“

Da Hjalte havde sagt dette, bøjede Prinsessen først sit Hoved for Guds høje Navn, og derpaa løftede hun det med nyvaagnet Haab.

* * *

Da den gamle Hjalte traadte ud af Jomfruburets lave Dør og gik hen ad den smalle Svalegang, kom Astrid efter ham.

„Hjalte,“ raabte hun til ham, „hvorfor spørger du ikke mig, hvad jeg vilde svare, hvis Olaf Haraldssøn begærede min Haand?“

Det var første Gang, Astrid talte til Hjalte. Men Hjalte kastede blot et hurtigt Blik paa den blonde Trælkvinde, hvis gyldne Haar krusede sig om Tindingerne og i Nakken, som havde de bredeste Armbaand og de tungeste Ørenringe, som havde Kjortelen snøret med Silkelidser og Livstykket saa besat med Perler, at det var stift som et Harnisk — derpaa gik han videre uden at svare.

„Hvorfor spørger du kun Prinsesse Ingegerd?“ vedblev Astrid. „Hvorfor spørger du ikke ogsaa mig? Ved du da ikke, at ogsaa jeg er Sveakongens Datter?“

„Ved du ikke,“ vedblev hun, da Hjalte slet ikke svarede, „at skønt min Moder var en Trælkvinde, var hun dog Kongens Ungdomsbrud? Ved du ikke, at saa længe hun levede, vovede ingen at minde om hendes Byrd? O Hjalte, ved du ikke, at det først var efter, at hun var død, og Kongen havde faaet en Dronning, at alle kom i Tanker om, at hun var ufri.

Det var først, efter at jeg havde faaet en Stedmoder, at Kongen begyndte at tænke paa, at jeg var af Trællebyrd. Men er jeg ikke Kongedatter, Hjalte, om end min Fader anser mig for saa ringe, at han har ladet mig synke ned til Trællehoben? Er jeg ikke Kongedatter, selv om min Stedmoder lod mig gaa klædt i Pjalter, mens min Søster gik i Gyldenstykke? Er jeg ikke Kongedatter, selv om min Stedmoder har ladet mig vogte Gæs og Ænder og ladet mig smage Trællepisken? Og er jeg en Kongedatter, hvorfor spørger du da ikke mig, om jeg vil gifte mig med Olaf Haraldssøn? Se, jeg har gult og kruset Haar, der skinner om mit Hoved som en Sol. Se, jeg har straalende Øjne, jeg har blomstrende Kinder. Hvorfor skulde Kong Olaf ikke bejle til mig?“

Hun fulgte efter Hjalte over Gaarden helt hen til Kongshallen. Men Hjalte agtede ikke mere paa hendes Klager, end en brynjeklædt Kæmpe agter en Drengs Stenkast. Han brød sig ikke mere om hendes Ord, end om hun havde været en sladrende Skade i Trætoppen.

* * *

Ingen skal tro, at Hjalte lod sig nøje med at have vundet Ingegerd for sin Konge. Nej, den følgende Dag tog den gamle Islænder Mod til sig og talte med Oluf Skøtkonning om Olaf Haraldssøn. Men han fik næppe Lov til at komme til Orde; Kongen afbrød ham, saa snart, han nævnede hans Fjendes Navn. Hjalte saa, at den ædle Prinsesse havde Ret. Han syntes, han aldrig havde set bitrere Had.

„Men dette Giftermaal vil alligevel komme i Stand,“ sagde Hjalte. „Det er Guds Vilje, Guds Vilje!“

Og det saa virkelig ud til, at Hjalte skulde faa Ret. Kun et Par Dage senere kom der Bud fra Kong Olaf i Norge for at slutte Fred med Svenskerne. Hjalte opsøgte Sendebudet og sagde til ham, at Freden mellem de to Lande kunde ikke befæstes bedre end ved et Giftermaal mellem Prinsesse Ingegerd og Olaf Haraldssøn.

Sendemanden troede vel ikke, at den gamle Hjalte var Mand for at vende en ung Ternes Hu til en fremmed Mand, men han syntes alligevel, at Forslaget var godt. Og han lovede Hjalte, at han skulde frembære Giftermaalsforslaget for Kong Oluf Skøtkonning paa det store Vinterting i Upsala.

Straks efter forlod Hjalte Upsala. Han drog om fra Gaard til Gaard paa den store Slette, han trængte langt ind i Skovene, han kom lige til Havets Bred.

Aldrig mødte han et Menneske uden at tale om Olaf Haraldssøn og Prinsesse Ingegerd. „Har du nogensinde hørt nævne en ypperligere Mand eller en vænere Kvinde?“ sagde han. „Visselig er det Guds Vilje, at de skal vandre Livets Vej sammen.“

Hjalte kom til gamle Vikinger, der overvintrede ude ved Havet, og som fordum havde røvet Kvinder paa hver en Kyst. Han talte til dem om den skønne Prinsesse, indtil de sprang op og med Haanden paa Sværdhjaltet lovede ham, at de vilde hjælpe hende til sin Lykke.

Hjalte gik til gamle myndige Bønder, der aldrig havde lyttet til deres egne Døtres Klager, men giftet dem bort, efter som Klogskab og Slægtens Ære og Fordel krævede, og han talte saa viseligen med dem om Freden og Giftermaalet, at de svor, de vilde hellere fratage Kongen Riget, end at dette Ægteskab ikke skulde komme i Stand.

Men til de unge Kvinder talte Hjalte saa mange gode Ord om Olaf Haraldssøn, at de svor, de vilde aldrig se med milde Øjne til den Ungersvend, der ikke stod Sendemanden bi paa Tinge og hjalp til at bryde Storkongens Modstand.

Saaledes gik Hjalte omkring og talte, lige til Vintertinget skulde samles, og alt Folket ad snedækte Veje drog ned til de store Tinghøje Upsala.

Da Tinget blev aabnet, var Folkets Iver saa stor, at det var, som om Stjernerne skulde falde ned fra Himlen, hvis Giftermaalet ikke blev besluttet.

Og skønt Kongen to Gange svarede barsk Nej baade til Fred og Frieri, hvad hjalp det saa? Hvad hjalp det, at han ikke vilde høre Kong Olafs Navn nævne? „Vi vil ikke føre Krig med Norge,“ raabte Folket. „Vi vil, at disse to, der af alle holdes for de ypperste, skal vandre Livets Vej tilsammen.“

Hvad kunde vel den gamle Oluf Skøtkonning gøre, naar Folket rejste sig imod ham med Trusler og haarde Ord og Skjoldegny? Hvad skulde han gøre, naar han ikke saa andet end løftede Sværd og rasende Mennesker foran sig? Var han ikke nødt til at love sin Datter bort, dersom han vilde beholde Liv og Krone? Maatte han ikke sværge næste Sommer at sende Prinsessen til Kongshelle for at møde Kong Olaf der?

Se paa denne Maade fremmede hele Folket Ingegerds Kærlighed. Men der var ingen, der søgte at hjælpe Astrid til hendes Lykke, ikke een, der spurgte efter hendes Kærlighed. Og dog levede den, den levede som den fattige Fiskerenkes Barn i Mangel og Savn, men den voksede sig dog glad og haabefuld. Den voksede og levede, thi i Astrids Sjæl var der ligesom ved Havet frisk Luft og Lys og frodigt Skum og Bølgebrus.

II.

I det rige Kongshelle langt borte ved Grænsen laa der en stor gammel Kongsgaard. Den var omgiven af en grønsværdækket Vold. Vældige Bavtastene stod paa Vagt uden for Portene, og inde i Gaarden voksede der en Eg, der kunde skygge over hele Kongens Hird.

Hele Pladsen inden for Volden var bebygget med lange lave Træhuse. De var saa gamle, at at der voksede Græs paa Tagryggen; Bjælkerne i Væggen havde vokset sig tykke i Urskoven og var sølvhvide af Alder. Græstørvtaget grønnedes og blomstrede; Husløgene voksede der tæt som Fiskeskæl, saa at kun enkelte stive Græsstraa stak op imellem dem.

Ved Sommerens Begyndelse kom Olaf Haraldssøn til Kongshelle, og i den store gamle Kongsgaard samlede han sammen alt, hvad der behøvedes til at fejre Brylluppet. I flere Uger drog der opad den lange Gade hele Rækker af Bønder, der bragte Føring: Smør i Bøtter, Ost i Sække, Humle og Salt, Roer og Mel.

Da Føringen var kommen til Huse, kom Bryllupsgæsterne i flere Uger dragende opad Gaden. Der kom høje Mænd og Kvinder i Tværsadler med lange Følger af Tjenere og Trælle. Derefter kom der Skarer af Legere og Sangere og Sagafortællere. Der kom Købmænd helt ovre fra Venderland og Gardarike for at lokke Kongen til at købe Brudegaver.

Efter at disse Tog i samfulde to Uger havde fyldt Byen med Larm og Liv, ventede man kun det sidste Tog: Brudens.

Men Brudens Tog lod vente længe paa sig. Hver Dag troede man, at hun vilde stige i Land ved Kongsbryggen og derpaa, med Pibere og Trommeslagere foran sig, og glade Ungersvende og alvorlige Præster efter sig, skride opad Gaden til Kongsgaarden. Men Brudetoget kom ikke.

Da Bruden lod saa længe vente paa sig, søgte alles Blik Kong Olaf for at se, om han var urolig. Men Kongen viste alle et roligt Ansigt. „Er det Guds Vilje,“ sagde Kongen, „at jeg skal eje denne fagre Kvinde, da kommer hun visselig nok.“

Og Kongen ventede, medens Græsset faldt for Leen, og Kornblomsterne blaanede i Rugen.

Kongen ventede endnu, da Hørren blev rusket op, og Humlen modnedes paa Stængerne.

Han ventede endnu, da Brombærret sortnede i Klipperevnen, og da Hybenen rødmede paa Tjørnens nøgne Grene.

* * *

Hele Sommeren havde Hjalte gaaet i Kongshelle og ventet paa Brylluppet. Ingen kunde vente Prinsessen ivrigere end han. Han ventede visselig med langt større Længsel og Uro end Kong Olaf selv.

Hjalte befandt sig heller ikke nu vel blandt Kæmperne i Kongshallen. Men længere nede ved Elven var der en Skibsbro, hvor Kongshelles Kvinder plejede at gaa hen for at se efter deres Mænd og Sønner, naar de drog paa Langfart. Her plejede de ogsaa at samles hele Sommeren for at spejde ned ad Elven efter kommende Skibe og for at græde over de bortdragne. Den Bro gik Hjalte nu ned til hver Dag. Han holdt mest af at være blandt dem, der sørgede og længtes.

Aldrig havde nogen af de Kvinder, der nogensinde havde siddet paa Grædebroen og ventet, stirret ned ad Elveløbet med mere bekymret Blik end Hjalte Skjald. Der var ingen, der ivrigere havde fæstet Blikket paa hvert et Sejl, der nærmede sig.

Undertiden listede Hjalte sig ogsaa ind i Mariekirken. Han bad aldrig om noget for sig selv. Han kom kun for at minde Helgenerne om dette Giftermaal, som maatte komme i Stand, som Gud selv havde villet.

Helst af alt talte dog Hjalte i Enrum med Kong Olaf Haraldssøn. Det var hans bedste Glæde at sidde og fortælle ham om hvert et Ord, der havde lydt fra Kongedatterens Læber. Han skildrede ethvert af hendes Ansigtstræk.

„Konge,“ sagde han til ham. „Bed Gud, at hun maa komme til dig. Hver Dag ser jeg dig gaa paa Jagt imod gammelt Hedenskab, der sidder som en Ugle skjult i Skovens og Kløfternes Mørke. Men din Falk, Konge, vil aldrig kunne overvinde Uglen. Kun en Due kan gøre det, kun en Due.“

Skjalden spurgte Kongen, om det ikke var saa, at han ønskede at overvinde alle sine Modstandere? Var det ikke hans Mening, at han alene vilde være Herre i Landet? Men det vilde aldrig lykkes for ham. Aldrig vilde det lykkes, førend han vandt den Krone, som Hjalte havde valgt til ham, en Krone, der straalede saaledes af Glans og Herlighed, at alle maatte bøje sig for den, der ejede den.

Og tilsidst spurgte han Kongen, om han ikke gerne vilde vinde Herredømmet over sig selv. Men det vilde aldrig lykkes ham at overvinde sit eget Hjertes Modstand, naar han ikke kunde vinde et Skjold, som Hjalte havde set i Jomfruburet i Kongsgaarden i Upsala. Det var et Skjold, hvorfra Himlens Renhed straalede. Det var et Skjold, der beskyttede mod al Synd og Kødets Lyst.

* * *

Men Høsten kom, og endnu lod Prinsessen vente paa sig. Den ene efter den anden af de Stormænd, der var kommen til Kongshelle for Bryllupshøjtidens Skyld, maatte rejse. Sidst af alle rejste ogsaa den gamle Hjalte Skjald. Det var med et tungt Hjerte, han hejsede Sejl i Raa, men han var nødt til at drage til sit Hjem paa det fjerne Island, før Julen kom.

Den gamle Hjalte var ikke kommen længer ud end til den klippefulde Skærgaard uden for den nordre Elvs Munding, før han mødte et Langskib. Straks lod han sine Mænd holde op at ro. Ved første Øjekast havde han i Fartøjet genkendt den Drage, som Prinsesse Ingegerd ejede.

Uden at tøve lod Hjalte sig ro hen til Dragen. Han overlod sin Plads ved Roret til en anden og stillede sig med glædesstraalende Ansigt helt ude i Forenden af Baaden. „Det skal glæde mig at skue den fagre Mø endnu engang,“ sagde Skjalden. „Det er mig en stor Glæde, at hendes milde Ansigt bliver det sidste, jeg faar at se, inden jeg drager til Island.“

Alle Rynker var forsvundne af Hjaltes Ansigt, da han steg om Bord paa Drageskibet. Han hilste paa de raske Svende, der sad ved Aarerne, saa venligt, som om de var hans Stalbrødre, og til Ternen, der ærbødigt førte ham til Kvindeteltet i Skibets Bagstavn, rakte han en Guldring.

Hjaltes Haand skælvede, da han løftede det Forhæng, som dækkede Indgangen til Teltet. Han syntes, dette Øjeblik var det skønneste i hans Liv. „Aldrig har jeg kæmpet for en større Sag,“ sagde han. „Aldrig har jeg tragtet saa ivrigt efter noget som efter dette Giftermaal.“

Men da Hjalte var kommen ind i Teltet, traadte han forskrækket et Skridt tilbage. Hans Ansigt udtrykte den største Forvirring.

Han saa en høj, skøn Kvinde. Hun kom ham i Møde med udstrakt Haand. Men Kvinden var ikke Ingegerd.

Hjaltes Øjne vankede søgende omkring i det snevre Teltrum for at finde Prinsessen. Ganske vist saa han, at den, der stod foran ham, var en Kongedatter. Ikkun en Kongedatter kunde se paa ham med saa stolt et Øjekast og hilse ham med en saadan Værdighed. Og hun bar fyrsteligt Pandebaand og Dronningeskrud. Men hvorfor var hun ikke Ingegerd?

Heftig udspurgte Hjalte den fremmede. „Hvem er du?“ — „Kender du mig ikke, Hjalte? Jeg er den Kongedatter, med hvem du har talt om Olaf Haraldssøn.“ — „Jeg har talt med en Kongedatter om Olaf Haraldssøn, men hendes Navn var Ingegerd.“ — „Ingegerd er ogsaa mit Navn.“ — „Dit Navn maa være, hvad det vil, men du er ikke Prinsessen. Hvad skal alt dette sige? Vil Sveakongen svige Kong Olaf?“ — „Ingenlunde vil han svige ham. Han sender ham sin Datter, som han har lovet.“

Det var ikke langtfra, at Hjalte havde draget sit Sværd for at hugge den fremmede Kvinde ned. Han havde allerede Haanden paa Sværdhæftet, men saa besindede han sig; det anstod sig ikke for en Kæmpe at tage en Kvindes Liv. Men han vilde ikke spilde flere Ord paa denne Bedragerske. Han vendte sig bort for at gaa.

Den fremmede kaldte ham tilbage med blid Stemme. „Hvor gaar du hen, Hjalte? Agter du at fare til Kongshelle for at melde dette til Olaf Haraldssøn?“ — „Det er min Hensigt,“ svarede Hjalte uden at se paa hende. — „Hvorfor forlader du mig da, Hjalte? Hvorfor bliver du ikke hos mig? Jeg drager jo ogsaa til Kongshelle.“

Nu vendte Hjalte sig om og saa paa hende. „Kan du da ikke have Medfølelse for en gammel Mand?“ sagde han. „Jeg vil sige dig, at jeg har sat hele min Hu til, at dette Giftermaal skulde komme i Stand. Lad mig nu vide hele min Ulykke. Kommer Ingegerd slet ikke?“

Da holdt Prinsessen op at drive Gæk med Hjalte. „Kom ind i Teltet og sæt dig hos mig,“ sagde hun, „saa skal jeg fortælle dig alt, hvad du vil vide. Jeg ser nok, at det baader intet at skjule Sandheden for dig.“

Saa begyndte hun at fortælle.

„Det var allerede begyndt at lide mod Slutningen af Sommeren. Allerede havde Urhønens muntre Unger faaet stærke Fjer i den kløftede Hale og Stivhed i de runde Vinger, allerede havde de begyndt at flagre omkring imellem Fyrreskovens tætte Grene med rappe, larmende Vingeslag.

Da skete det en Morgenstund, at Sveakongen kom ridende hen over Sletten. Han kom hjem fra en heldig Jagt. Ved hans Sadelknap hang der en glinsende blaasort Urhane, en bister gammel Fyr med røde Øjenbryn, samt fire af dens halvvoksne Unger, der endnu, formedelst deres Ungdom, var klædt i spraglet Klædedragt. Og Kongen var meget stolt. Han tænkte paa, at det var ikke hver Mands Sag en Morgenstund at hente et saadant Jagtbytte med Falk og Høg.

Men den Morgen stod Prinsesse Ingegerd og hendes Terner og hvilede sig ved Borgeled og ventede paa Kongen. Og blandt Ternerne var der en, der hed Astrid; hun var lige saa vel som Ingegerd Datter af Sveakongen, skønt hun var født af en ufri Moder og derfor blev behandlet som Trælkvinde. Og denne unge Terne stod der og viste sin Søster, hvorledes Svalerne flokkede sig ude paa Markerne og valgte sig Anførere til den lange Rejse. Hun mindede hende om, at Sommeren snart var forbi, denne Sommer, der skulde have været Vidne til Ingegerds Bryllup, og æggede hende til at spørge Kongen, hvorfor hun ikke maatte rejse til Kong Olaf. Thi Astrid havde Lyst til at følge sin Søster paa Rejsen. Hun tænkte, at fik hun blot een Gang Olaf Haraldssøn at se, vilde hun have Glæde deraf for hele sit Liv.

Men da Sveakongen fik Øje paa Prinsessen, red han hen til hende. „Se, Ingegerd,“ sagde han, „her hænger fem Urfugle ved min Sadelknap. Paa een Morgenstund har jeg fældet fem Urfugle. Hvem tror du kan gøre sig til af en bedre Lykke? Har du nogensinde hørt, at en Konge har gjort en bedre Fangst?“

Men da vrededes Prinsessen over, at han kom saa stolt og priste sin egen Lykke, han, der stængte Lykkens Vej for hende. Og for at faa en Ende paa den Uvished, der havde pint hende mange Uger igennem, svarede hun: „Du, Fader, har med stor Ære og Berømmelse fældet fem Urfugle, men jeg ved den Konge, der paa een Morgenstund fangede fem andre Konger, og det var Olaf Haraldssøn, den Helt, som du har udvalgt til min Ægtefælle.“

Da sprang Sveakongen rasende af Hesten og med knyttede Hænder gik han hen imod Prinsessen.

„Hvilken Trold har forgjort dig?“ spurgte han. „Hvilken Urt har forgiftet dig? Hvorledes er din Hu bleven vendt til denne Mand?“

Ingegerd svarede ikke, hun traadte forskrækket et Skridt tilbage.

Da blev Kongen roligere. „Fagre Datter,“ sagde han til hende, „ved du ikke, hvor kær jeg har dig? Hvorledes skulde jeg da kunne give dig bort til en, som jeg ikke kan udstaa? Jeg vilde jo gerne give dig mine bedste Ønsker med paa Vejen. Jeg vilde gerne kunne sidde som Gæst i din Hal. Jeg siger dig, at du maa vende din Hu til andre Landes Konger, thi Norges Konge skal aldrig eje dig!“

Ved disse Ord blev Prinsessen saa forvirret, at hun ikke fandt andre Ord at svare Kongen end disse: „Jeg bad dig ikke, det var Folkets Vilje.“

Da spurgte Kongen hende, om hun troede, at Sveadrotten var en Træl, der ikke kunde raade over sine egne Unger, om han havde en Herre over sig, der havde Ret til at skænke hans Døtre bort?

„Vil Sveadrotten da finde sig i at kaldes en Edsbryder?“ spurgte Prinsessen.

Da lo Sveakongen højt. „Lad det ikke bekymre dig! Det skal ingen kalde mig. Hvorfor spørger du om dette, du, som er en Kvinde? Endnu sidder der Mænd i mit Raad. De skal vel vide al finde en Udvej.“

Saa vendte Kongen sig til de Hirdmænd, der havde været med ham paa Jagt.

„Min Vilje er bunden af dette Løfte,“ sagde han til dem. „Hvorledes skal jeg blive løst fra dette Baand?“

Men ingen af Kongens Mænd svarede et Ord, ingen vidste noget Raad at give ham.

Da blev Oluf Skøtkonning greben af en svar Harme. Han blev som en gal Mand. „Ve over eders Visdom,“ raabte han atter og atter til sine Mænd. „Jeg vil være fri. Hvorfor priser man eders Visdom.“

Men medens Kongen saaledes skreg og larmede, og ingen vidste noget at svare ham, traadte liden Astrid frem af Ternernes Kreds og fremsatte et Forslag. —

Hjalte maatte nu tro hende paa hendes Ord, det var kun, fordi hun fandt det saa morsomt, at hun ikke kunde lade være at sige det, men ingenlunde, fordi hun havde troet, at det virkelig kunde lade sig gøre. —

„Hvorfor sender du ikke mig?“ havde hun sagt. „Jeg er jo ogsaa din Datter. Hvorfor sender du ikke mig til den norske Konge?“

Men da Ingegerd hørte disse Astrids Ord, blev hun bleg. „Ti, og gaa din Vej,“ sagde hun vredt. „Gaa din Vej, du Sladdertunge, du lumske, onde Ting, der kan foreslaa min Fader en saadan Skændsel.“

Men Kongen tillod ikke Astrid at gaa. Tværtimod, tværtimod! Han udstrakte Armen og drog hende til sit Bryst. Han baade lo og græd og var vild af Glæde som et Barn, der morer sig.

„Aa!“ raabte han, „hvilket Indfald! Hvilket hedensk Skælmsstykke! Lad os kalde Astrid Ingegerd og lokke Norges Konge til at ægte hende! Og siden, naar det rygtes om Lande, at hun er af Trællebyrd, da vil mange glæde sig i deres Hjerter. Da vil der blive drevet Spot og Spe med den Digre.“

Men da gik Ingegerd hen til Kongen og bad: „Ak, Fader, Fader, gør dog ikke dette! Jeg har Kong Olaf af Hjertet kær; du vil dog ikke volde mig den Smerte at bedrage ham.“

Og hun tilføjede, at hun vilde gerne i Taalmodighed lyde sin kongelige Faders Bud og afstaa fra Giftermaalet med Olaf Haraldssøn, naar han blot vilde love ikke at tilføje ham denne Skam.

Men Sveakongen vilde slet ikke lytte til hendes Bønner. Han vendte sig til Astrid og kærtegnede hende, ret som om hun var saa skøn som selve Hævnen. „Du skal rejse, du skal rejse snart, allerede i Morgen,“. sagde han. „Alt, hvad du skal have i Medgift, dine Klæder, min kære Datter, og dit Følge, det kan altsammen blive bragt til Veje i største Hast. Den norske Konge tænker ikke paa sligt; han er optagen af Glæden over at skulle eje Sveakongens højbaarne Datter.“

Da forstod Ingegerd, at her var ikke at haabe paa nogen Skaansel. Og hun gik hen til sin Søster, lagde sin Arm om hendes Hals og førte hende ind i Salen. Der satte hun hende i sit eget Højsæde, mens hun selv tog Plads paa en lav Skammel ved hendes Fødder. Og hun sagde til Astrid, at fra nu af skulde hun sidde der for at vænne sig til den Plads, hun skulde indtage som Dronning. Thi Ingegerd vilde ikke, at Kong Olaf skulde behøve at blues over sin Dronning.

Derpaa sendte Prinsessen sine andre Terner til Klædekammer og Fadebur for at hente den Medgift, hun havde udvalgt til sig selv. Og hun skænkede sin Søster det altsammen, for at Astrid ikke skulde komme til Norges Konge som en fattig Trælkvinde.

Hun havde ogsaa bestemt, hvilke Trælle og Terner, der skulde følge Astrid, og tilsidst havde hun skænket hende sit prægtige Langskib.

„Visselig skal du eje mit Langskib,“ sagde hun, „du ved, at der sidder mange gode Svende ved Aarerne. Thi det er min Vilje, at du skal komme stolt til Norges Konge, paa det at han kan føle sig hædret ved sin Dronning.“ Og derefter havde Prinsessen siddet saare længe hos sin Søster og talt med hende om Kong Olaf. Men hun talte om ham, som man taler om Guds Helgener og ikke om Konger, og Astrid forstod ikke mange Ord af hendes Tale. Men saa meget forstod hun dog, at Kongedatteren ønskede at skænke Astrid alle de gode Tanker, der boede i hendes Hjerte, for at Kong Olaf ikke skulde blive saa skuffet, som hendes Fader ønskede.

Og da glemte Astrid, der ikke var saa ond, som Folk troede om hende, hvor tit hun havde maattet lide for sin Søsters Skyld, og hun ønskede, at hun havde kunnet sige: „Jeg vil ikke rejse.“ Hun havde ogsaa talt til sin Søster om dette Ønske, og de havde grædt sammen og for første Gang følt sig som Søstre.

Men Astrid hørte nu engang ikke til dem, der gaar op i Sorg og Skrupler. Da hun var kommen ud paa Havet, glemte hun al Sorg og Frygt. Hun rejste som en Prinsesse, hun blev opvartet som en Prinsesse. For første Gang siden hendes Moder var død, havde hun følt sig lykkelig. —

Da den skønne Kongedatter havde fortalt Hjalte alt dette, tav hun et Øjeblik og saa paa ham. Hjalte havde siddet ubevægelig under hele Fortællingen, men Kongedatteren blegnede, da hun saa den Smerte, der stod præget i hans Ansigt.

„Sig mig, hvad du tror, Hjalte,“ udbrød hun. „Nu er vi jo snart i Kongshelle. Hvordan vil det gaa mig der? Vil Kongen dræbe mig? Vil han brændemærke mig med glødende Jern og sende mig tilbage? Sig mig Sandheden, Hjalte?“

Men Hjalte svarede ikke. Han sad og talte med sig selv uden at vide af det. Astrid hørte ham mumle, at deroppe i Kongshelle var der ingen, der kendte Ingegerd, og selv havde han ringe Lyst til at vende om.

Men nu faldt Hjaltes mørke Blik paa Astrid, og han begyndte at udspørge hende. Hun havde jo ønsket, at hun kunde have sagt Nej til denne Rejse. Naar hun nu kom til Kongshelle, stod det hende jo frit for. Hvad agtede hun altsaa at gøre? Vilde hun fortælle Kong Olaf, hvem hun var?

Dette Spørgsmaal satte Astrid i ikke ringe Forlegenhed. Hun tav stille en lang Stund, men derefter begyndte hun at bede Hjalte, om han vilde følge med hende til Kongshelle og sige Kongen Sandheden. Hun fortalte Hjalte, at hendes Skibsfolk og Terner havde forpligtet sig til at tie. „Og hvad jeg selv skal gøre, ved jeg jo ikke,“ sagde hun. „Hvor skulde jeg vide det? Jeg har hørt alt, hvad du har fortalt Ingegerd om Olaf Haraldssøn.“

Da Astrid sagde dette, saa hun, at Hjalte atter sank hen i Grublen. Hun hørte, hvad han sad og mumlede, at han troede ikke, hun vilde tilstaa Sammenhængen. „Men jeg maa dog sige hende, hvad hun gaar ind til,“ sagde han.

Og saa rejste Hjalte sig og talte i dybeste Alvor. „Hør endnu en Fortælling, Astrid, som jeg ikke før har fortalt dig om Kong Olaf.“

Det var paa den Tid, da Kong Olaf endnu var en fattig Søkonge, da han ikke ejede andet end nogle gode Skibe og nogle trofaste Kæmper, men ingen Del af sine Fædres Rige. Det var dengang han stred med Ære paa fjerne Have, tugtede Vikinger og skærmede Købmænd og laante kristne Fyrster sit Sværd.

Da drømte Kongen en Gang, at en Guds Engel ved Nattetide steg ned til hans Skib, hejsede alle Sejl og styrede mod Nord. Og det forekom Kongen, at de ikke havde sejlet længere Tid, end en Stjerne behøver for at slukkes ved Morgengry, førend de kom til en høj og klippefuld Strand, der var indskaaren af Fjorde og kantet af en mælkehvid Brænding. Men da de naaede Stranden, udstrakte Englen sin Haand og talte med sin Sølverstemme; den klang igennem Vinden, der peb i Sejlene, og Voven, der brusede om Kølen i den voldsomme Fart. Du, Kong Olaf, saaledes lød Englens Ord, skal eje dette Land til evig Tid. Og idet han sagde dette, var Drømmen forbi.“

Hjalte søgte nu at forklare Astrid, at ligesom Morgenrøden mildner Overgangen fra Natten til den sollyse Dag, saaledes havde Gud ikke villet, at Kong Olaf straks skulde fatte, at Drømmen varslede ham en overmenneskelig Ære. Kongen havde ikke forstaaet, at Guds Vilje var den, at han fra en af Himlens Troner skulde herske over Norges Land evindelig, at Konger skulde komme, og Konger gaa, men den hellige Kong Olaf skulde vedblive at styre sit Rige til evig Tid.

Kongens Ydmyghed brød Lysets fulde Klarhed, og han fortolkede Englens Ord saaledes, at han og hans Æt skulde for bestandig herske over det Land, Englen havde vist ham. Og saasom han troede at genkende sine Fædres Rige i dette Land, saa styrede han Kaasen derhen, og hjulpen af Lykken blev han snart Landets Konge.

„Og saaledes staar det endnu, Astrid. Vel tyder alting paa, at der bor en himmelsk Kraft i Kong Olaf, dog tvivler han endnu og tror, at han ikkun er kaldet til at være en jordisk Konge. Endnu griber han ikke efter Helgenkronen. Men nu kan den Stund ikke være fjern, da han maa have fuld Klarhed over sin Opgave. Den kan ikke være fjern.“

Og den gamle Hjalte talte videre, medens Seerglansen straalede i hans Sjæl og paa hans Pande.

„Findes der vel nogen anden Kvinde end Ingegerd, der ikke vilde blive forkastet af Olaf Haraldssøn og forjaget fra hans Side, naar han fatter Englens Ord, at han skal være Norges Konge til evig Tid? Findes der nogen, som da kan følge ham paa hans høje Vandring, uden Ingegerd?“

Og atter vendte Hjalte sig til Astrid og spurgte med stor Strenghed: „Svar mig nu og sig, om du vil tale Sandhed for Kong Olaf?“

Astrid var bleven saare bange. Hun svarede ydmygt: „Hvorfor vil du ikke følge mig til Kongshelle? Da vil jeg blive nødt til at røbe det hele. Ser du ikke, Hjalte, at jeg ved ikke selv, hvad jeg vil? Hvis det var min Hensigt at bedrage Kongen, kunde jeg jo love dig, hvad du ønsker. Jeg behøvede jo blot at faa dig til at rejse videre. — Men jeg er svag; jeg beder dig blot, om du vil følge med mig.“

Men næppe havde hun sagt dette, førend hun saa Hjaltes Ansigt blusse i grum Harme. „Hvi skulde jeg hjælpe dig til at undgaa den Skæbne, der venter dig?“ spurgte han.

Og saa sagde han, at han syntes ikke, at han havde nogen Grund til at vise hende Barmhjertighed. Han hadede hende for hendes Synd imod Søsteren. Den Mand, hun vilde stjæle, Tyv som hun var, han tilhørte Ingegerd. En hærdet Kæmpe som Hjalte maatte stønne af Smerte, naar han tænkte paa, hvad Ingegerd havde lidt. Men Astrid havde intet følt. Midt i den ædle Ungmøs Smerte var hun kommen med ond og grum List og havde kun søgt sin egen Glæde. Ve over Astrid, ve hende!

Hjaltes Stemme sank, den blev mørk og dump, det lød for Astrid, som om han mumlede et Tryllekvad.

„Det er dig,“ sagde han til hende, „som har ødelagt mit skønneste Digt.“ Thi det skønneste Digt, Hjalte havde kvædet, det var det, at han skulde synge den frommeste af alle Kvinder sammen med den ypperste af alle Mænd. „Men du har fordærvet Digtet,“ sagde han, „og gjort det til et Narrespil. Og jeg skal straffe dig, du Hels Afkom. Jeg skal straffe dig, ligesom Gud Fader straffede den Frister, der førte Synden ind i hans Verden. Jeg skal straffe dig.“

„Men bed mig ikke,“ vedblev han, „om jeg vil følge med dig for at beskytte dig mod dig selv. Jeg tænker paa Prinsessen, hvorledes hun maa lide ved den Leg, du driver med Kong Olaf. For hendes Skyld maa du straffes, lige saavel som for min. Jeg vil ikke følge med dig for at forraade dig. Det er min Hævn, Astrid. Jeg vil ikke forraade dig.

„Drag du kun ind til Kongshelle, Astrid, og taler du ikke af dig selv, bliver du vel Kongens Brud. Men derpaa, du Slange, skal Straffen gribe dig. Jeg kender Kong Olaf, og jeg kender dig. Dit Liv skal blive saa tungt, at du ønsker dig Døden hver Dag, der gaar.“

Da Hjalte havde sagt dette, vendte han sig bort fra hende og gik.

Astrid sad længe tavs og tænkte paa, hvad hun havde hørt. Men saa drog der et Smil hen over hendes Ansigt. Han glemte, den gamle Hjalte, at hun havde prøvet alle Lidelser, at hun havde lært at le ad Smerten. Men Lykken, Lykken, den havde hun aldrig prøvet!

Og Astrid rejste sig og gik ud i Teltaabningen. Hun saa den vrede Hjaltes Skib. Hun syntes, at langt, langt borte i det fjerne kunde hun se det taageindhyllede Island, der bød sin vidtberejste Søn velkommen med Kulde og Mørke.

III.

En solblank Dag ud paa Høsten. Ikke den mindste Sky paa Himlen. En Dag, da man tænker: den fagre Sol vil give Jorden alt det Lys, den ejer! Den fagre Sol er som en Moder, hvis Søn skal rejse langt bort, og som nu i Afskedsstunden ikke kan vende sit Øje fra den elskede.

I den lange Dal, hvor Kongshelle ligger, er der en hel Række smaa runde Høje beklædte med Bøgeskov. Og nu i Høstens Tid har Træerne iklædt sig saa prægtigt et Skrud, at det er til at fryde sig over. Man skulde tro, at Træerne vilde drage ud paa Frierfærd. Det ser ud, som om de havde klædt sig i Guld og Skarlagen for at vinde sig en rig Brud med deres Pragt.

Den store Ø Hisingen ovre ved den anden Bred af Elven har ogsaa pyntet sig. Men Hisingen er bevokset med hvidgule Birketræer. Paa Hisingen staar Træerne saa lyst klædte, som om de var smaa Terner, der skulde staa Brud.

Men op ad Elven, der kommer styrtende ned imod Havet saa stolt og vild, som om Høstregnen havde fyldt den med skummende Vin, kommer det ene Skib efter det andet roende hjemad. Og naar Skibene kommer i Nærheden af Kongshelle, hejser de ny hvide Sejl i Raa i Stedet for de gamle graa Vadmels. Og man kan ikke lade være at tænke paa gamle Historier om Kongesønner, der drager paa Eventyr i Tiggerpjalter, men som kaster dem, naar de atter træder ind i den høje Kongsgaard.

Men alle Mennesker i Kongshelle er samlede nede ved Skibsbroerne. Gamle og unge er i Færd med at losse Varer fra Skibene. De fylder Forraadshusene med Salt og Tran, med kostelige Vaaben og brogede Tæpper. De trækker store og smaa Fartøjer paa Land, de udspørger de hjemkomne om deres Rejse. Men pludselig standser alt Arbejde, og alle vender Blikket imod Elven.

Midt imellem de store Købmandsskibe kommer et stort Langskib roende. Og Folk spørger forbavset hinanden, hvem det vel kan være, der fører purpurstribede Sejl og gyldent Mærke i Stavnen. Man undres paa, hvad det kan være for et Skib, der kommer flyvende over Voven saa let som en Fugl. Man roser Rorskarlene, der fører Aarerne saa jævnt, at de lyner langs Skibssiderne som Ørnevinger. „Det maa være den svenske Prinsesse, der kommer,“ siger man, „det maa være den skønne Prinsesse Ingegerd, som Olaf Haraldssøn har ventet paa hele Sommeren og Høsten.“

Og Kvinderne iler ud paa Skibsbroerne for at se Prinsessen, naar hun ror forbi dem op imod Kongsbryggen. Mænd og Drenge løber ud paa Skibene eller klatrer op paa Taget af Baadhusene.

Da Kvinderne ser Prinsessen staa i sit pragtfulde Skrud, giver de sig til at raabe til hende og hilse hende med Velkomstord. Og hver en Mand, der ser hendes huldt smilende Ansigt, river Huen af Hovedet og svinger den højt i Luften.

Men ude paa Kongsbryggen staar Kong Olaf selv, og da han ser Prinsessen, lyser hans Ansigt af Glæde, og hans Øjne straaler af kærlig Ømhed.

Og da det nu er saa sent paa Aaret, at alle Blomster er falmede, saa river de unge Piger rødgule Høstløv af Træerne og strør dem paa Bro og paa Gade. Og de skynder sig i største Hast at smykke Husene med skinnende Rønnebær og mørkerøde Poppelblade.

Prinsessen, der staar højt oppe paa sit Skib, ser Folket, der vifter og hilser hende velkommen. Hun ser det rødgule Løv, hun skal vandre hen over. Og længst fremme paa Bryggen ser hun Kongen, der smiler hende imøde.

Og Prinsessen glemmer alt det, hun vilde sige og skrifte. Hun glemmer, at hun ikke er Ingegerd. Hun glemmer alt, undtagen det ene, at hun skal være Olaf Haraldssøns Hustru.

* * *

En Søndag sad Olaf Haraldssøn ved Middagsbordet, og hans skønne Dronning sad ved hans Side. Han talede ivrig med hende, støttede Albuen imod Bordet og vendte sig imod hende, saa at han kunde se hendes Ansigt.

Men naar Astrid talte, sænkede Kongen sine Øjne for ikke at tænke paa andet end hendes liflige Stemme, og naar hun talede længe, begyndte han, uden at tænke paa det, at snitte med sin Kniv i Bordpladen.

Alle Kong Olafs Mænd vidste, at han vilde ikke have gjort dette, dersom han havde husket paa, at det var Søndag. Men de havde altfor stor Ærbødighed for Kong Olaf, til at de vovede at minde ham om, at han begik en Synd.

Jo længere Astrid talede, des uroligere blev Hirdmændene. Dronningen saa nok, at de vekslede bekymrede Øjekast, men hun forstod ikke, hvad der var paa Færde.

Alle havde ophørt at spise, og Maden var baaren ud, men Kong Olaf sad endnu og talte med Astrid og snittede i Bordpladen. Der laa en hel lille Bunke Spaaner foran ham.

Da talte endelig hans Ven Bjørn, Søn af Ogur fra Selø.

„Hvad Dag er det i Morgen, Eilif,“ spurgte han og vendte sig til en af Kertesvendene.

„I Morgen er det Mandag,“ svarede Eilif med høj og klar Stemme.

Da løftede Kongen sit Hoved og saa op paa Eilif. „Siger du, at det er Mandag i Morgen?“ spurgte han eftertænksomt.

Uden at sige et eneste Ord mere, samlede Kongen alle de Spaaner, han havde skaaret af Bordet, i sin Haand, gik hen til Ildstedet, greb en Glød og lagde den paa Spaanerne, der snart fængede.

Kongen stod ganske stille og lod dem brænde til Aske i sin Haand.

Da glædede alle Hirdmændene sig, men den unge Dronning blev bleg som et Lig.

„Hvilken Dom vil han fælde over mig, naar han engang faar min Synd at vide„“ tænkte hun, „han, der straffer sig selv saa haardt for saa ringe en Forbrydelse!“

* * *

Agge fra Gardarike laa syg paa sit Langskib i Kongshelles Havn. Han laa nede i det snævre Skibsrum og ventede Døden. Han havde længe lidt af Fodværk; nu var der kommet et aabent Saar paa Foden, og i de sidste Timer var den begyndt at blive sort.

„Du behøver ikke at dø, Agge,“ sagde Lodulf fra Kongshelle, der var kommen ned i Skibsrummet for at se til sin syge Ven. „Ved du ikke, at Kong Olaf er her i Byen, og at Gud for hans Fromheds og Helligheds Skyld har givet ham Magt til at helbrede syge?

Send Bud til ham og bed ham, at han vil komme og lægge sin Haand paa dig, saa bliver du nok rask!“

„Nej, jeg kan ikke kræve Hjælp af ham,“ svarede Agge. „Olaf Haraldssøn hader mig, fordi jeg har dræbt hans Fosterbroder, Reor den Hvide. Vidste han, at jeg laa med mit Skib her i Havnen, da lod han mig dræbe.“

Men da Lodulf havde forladt Agge og var kommen op i Byen, mødte han den unge Dronning, der havde været ude i Skoven at plukke Nødder.

„Dronning,“ raabte Lodulf til hende, „sig dette til Kong Olaf: Agge fra Gardarike, der har dræbt din Fosterbroder, ligger for Døden paa sit Skib her i Havnen.“

Den unge Dronning skyndte sig hjem og gik straks hen til Kong Olaf, der stod i Gaarden og glattede Manken paa sin Hest.

„Glæd dig, Kong Olaf!“ sagde hun, „Agge fra Gardarike, der har dræbt din Fosterbroder, ligger syg paa sit Skib her i Havnen og er nær ved at dø.“

Olaf Haraldssøn førte øjeblikkelig Hesten ind i Stalden; derpaa gik han uden Sværd og uden Hjelm ud paa Gaden. Han gik hurtig ned ad Gyden mellem Husene, indtil han kom til Havnen. Der opsøgte han det Skib, som tilhørte Agge. Kongen stod nede i Skibsrummet hos den syge, inden dennes Mænd havde besindet sig paa at standse ham.

„Agge,“ sagde Kong Olaf, „mange Gange har jeg forfulgt dig ude paa Havet, og altid er du sluppet fra mig. Nu er du bleven ramt af Sygdom her i min By. Det er mig et Tegn paa, at Gud har givet dit Liv i min Haand.“

Agge svarede ikke. Han var aldeles afmægtig; Døden var ham saare nær.

Olaf Haraldssøn lagde sine Hænder paa hans Bryst og bad til Gud. „Giv mig denne min Fjendes Liv,“ sagde han.

Men Dronningen, der havde set Kongen skynde sig ned til Havnen uden Hjelm og Sværd, gik ind i Hallen, hentede hans Vaaben og tilkaldte nogle af hans Mænd. Hun ilede derpaa efter ham ned til Skibet.

Men da hun stod uden for det trange Skibsrum, hørte hun Kong Olaf bede for den syge.

Astrid saa ind til Kongen og Agge uden at røbe, at hun var der. Hun saa, at mens Kongens Hænder hvilede paa den døendes Pande og Bryst, forsvandt Dødsblegheden af hans Ansigt, han begyndte at trække Vejret let og stille, han holdt op at jamre sig, og tilsidst faldt han i en tryg Søvn.

Astrid gik sagte tilbage til Kongsgaarden. Hun slæbte Kongens Sværd efter sig hen ad Gaden. Hendes Ansigt var mere graablegt, end den døendes nylig havde været. Hendes Aandedræt var tungt, som en døendes Rallen.

* * *

Det var Allehelgendags Morgen, og Kong Olaf stod i Begreb med at gaa i Messen. Han kom ud af Kongshallen og gik over Gaardspladsen hen til Porten. Flere af Kongens Hirdmænd stod ude i Gaarden for at følge ham i Messen. Da han nu kom, stillede de sig op i to Rækker, og Kongen gik midt imellem dem.

Astrid stod oppe paa den smalle Svalegang uden for Fruerstuen og saa ned paa Kongen. Han bar en bred Guldring om Hovedet og var klædt i en lang Kappe af rødt Fløjl. Han gik ganske stille og med Helligdagsfred over sit Ansigt. Astrid forfærdedes ved at se, hvor han lignede de Helgener og Konger, der var udskaaret i Træ over Alteret i Mariekirken.

Helt nede ved Porten stod der en Mand i sid Hat og med en stor Kappe om sig. Da Kongen kom i Nærheden af ham, kastede han Kappen, løftede et draget Sværd, som han havde holdt skjult under den, og styrtede løs paa Kongen.

Men da han var lige ved ham, faldt Kong Olafs Blik lyst og mildt paa ham, og han standsede i sit Løb. Han lod Sværdet falde til Jorden og sank paa Knæ.

Kong Olaf stod stille og saa paa Manden med det samme klare Blik, og Manden forsøgte at vende sine Øjne fra ham, men han kunde ikke. Tilsidst brast han ud i Graad og Hulken.

„O Kong Olaf, Kong Olaf,“ klagede han. „Dine Fjender sendte mig hid for at dræbe dig. Men da jeg saa dit Ansigts Hellighed, faldt Sværdet af min Haand. Dine Øjne, Kong Olaf, har fældet mig til Jorden.“

Astrid sank paa Knæ paa Svalegangen, hvor hun stod. „O Gud, forbarm dig over mig Synderinde!“ sagde hun. „Ve mig, at jeg med Løgn og List er bleven den Mands Hustru.“

IV.

Allehelgensaften var det klart Maaneskin. Kongen var gaaet rundt paa Gaarden og havde kigget ind i Stald og Lade for at se, om alt stod godt til; ja, han havde endog været inde i det Hus, hvor Trællene boede, og set efter, om de var vel forplejede. Da han gik tilbage til Kongshallen, saa han en Kvinde med et sort Hovedklæde liste sig over mod Porten.

Han syntes, han kendte hende, og fulgte derfor efter hende. Hun gik ud ad Porten, over Torvet og listede sig igennem de trange Gyder ned til Elven.

Olaf Haraldssøn fulgte hende saa stille, han kunde. Han saa hende gaa ud paa en af de høje Skibsbroer, staa stille der og se ned i Vandet. Derpaa rakte hun sine Arme mod Himlen og gik med et tungt Suk saa langt ud paa Bryggen, at Kongen indsaa, at hun vilde styrte sig i Elven.

Kongen nærmede sig hende med de lydløse Skridt, han havde lært i et farefuldt Liv. To Gange løftede Kvinden Foden for at gøre Springet ud i Vandet, men saa standsede hun. Inden hun kunde gøre et nyt Forsøg, havde Kong Olaf Armen om hendes Liv og trak hende ind paa Bryggen.

„Du ulykkelige!“ sagde han. „Du vil gøre, hvad Gud har forbudt.“

Da Kvinden hørte hans Stemme, holdt hun Hænderne for Ansigtet som for at skjule det. Men Kong Olaf vidste, hvem hun var. Hendes Klæders Raslen, hendes Hoveds Form, de gyldne Ringe om hendes Arme havde allerede sagt ham, at det var Dronningen.

I første Øjeblik havde Astrid kæmpet for at frigøre sig, men hun blev hurtig rolig og søgte at berøve Kongen den Tro, at hun havde villet dræbe sig.

„Kong Olaf, hvorfor lister du dig bag paa en stakkels Kvinde, der er gaaet ned til Elven for at se, hvorledes man spejler sig i Vandet? Hvad skal jeg tænke om dig?“

Astrids Stemme lød rolig og spøgefuld. Kongen stod tavs.

„Du havde nær gjort mig saa bange, at jeg var styrtet i Elven,“ sagde Astrid. „Troede du maaske, at jeg vilde drukne mig?“

Kongen svarede: „Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Gud vil oplyse mig.“

Astrid lo og kyssede ham. „Tager man Livet af sig, naar man er saa lykkelig som jeg? Tager man Livet af sig i Paradis?“

„Jeg forstaar det ikke,“ sagde Kong Olaf paa sin stilfærdige Maade. „Gud vil oplyse mig. Han vil sige mig, om jeg er Skyld i, at du har villet begaa en saa stor Synd.“

Astrid gik hen til ham og klappede hans Kind. Den Ærbødighed, hun altid havde følt for Kong Olaf, havde hidtil afholdt hende fra at vise ham hele Ømheden i hendes Kærlighed. Nu favnede hun ham pludselig heftigt og kyssede ham utallige Gange. Derpaa begyndte hun at tale til ham med en mild og kvidrende Stemme.

„Vil du vide, hvor fast min Hu er fæstet ved dig?“ sagde hun.

Hun fik Kongen til at sætte sig paa en omvendt Baad. Selv lagde hun sig paa Knæ ved hans Fødder.

„Kong Olaf,“ sagde hun, „jeg vil ikke længer være Dronning. Den, der elsker saa højt, som jeg elsker dig, kan ikke være Dronning. Jeg vil ønske, at du vil drage langt bort i Skoven og lade mig være din Trælkvinde. Da fik jeg Lov at tjene dig hver Dag.

„Da vilde jeg lave din Mad og rede din Seng og vogte dit Hus, mens du sov. Ingen andre end jeg skulde faa Lov at tjene dig.

„Naar du kom hjem fra Jagten om Aftenen, vilde jeg gaa dig i Møde og lægge mig paa Knæ foran dig paa Vejen og sige: „Kong Olaf, mit Liv er dit.“

„Og du vilde le og sænke dit Spyd mod mit Bryst og sige: „Ja, dit Liv er mit. Du har hverken Fader eller Moder, du er min, og dit Liv er mit.“

Idet Astrid sagde dette, drog hun som i Leg Kong Olafs Sværd ud af Skeden. Hun lagde Hjaltet i Kongens Haand, men Odden rettede hun mod sit eget Hjerte.

„Sig nu dette til mig, Kong Olaf,“ sagde hun, „som om vi var alene i Skoven, og jeg var den Trælkvinde. Sig: Dit Liv er mit.“

„Dit Liv er Guds,“ sagde Kongen.

Astrid lo let. „Mit Liv er dit,“ gentog hun med den ømmeste Stemme, og i det samme mærkede Kong Olaf, at hun trykkede Sværdsodden imod sit Bryst.

Men Kongen holdt sit Sværd med fast Haand, selv i Leg. Han trak det til sig, inden Astrid fik gjort sig selv nogen Skade.

Og han sprang op. For første Gang i sit Liv skælvede han af Angst. Dronningen havde villet dø for hans Haand, og det var ikke langt fra, at hun havde fremmet sin Vilje.

Men i samme Øjeblik fik han en Indskydelse, saa han forstod, hvad Grunden var til hendes Fortvivlelse. „Hun har forbrudt sig,“ tænkte han. „Hun har en Synd paa sin Samvittighed.“

Han bøjede sig ned over Astrid. „Sig mig, hvad du har forbrudt dig med,“ sagde han.

Astrid havde kastet sig ned paa Broens grove Planker i fortvivlet Graad.

„Saaledes græder en skyldfri ikke,“ tænkte Kongen. „Men hvorledes kan den ædle Kongedatter have draget en saa tung Byrde over sig?“ spurgte han sig selv. „Hvorledes kan den høje Ingegerd have en Forbrydelse paa sin Samvittighed?“

„Ingegerd, sig mig, hvad du har forbrudt?“ spurgte han paany.

Men Astrids Strube var sammensnøret af Hulken, og hun kunde ikke svare. I Stedet for strøg hun Armringe og Fingerguld af sig og rakte det med bortvendt Ansigt til Kongen.

Kongen tænkte kun paa, hvor lidet dette lignede den fromme Kongedatter, Hjalte havde talt om. „Er det Hjaltes Ingegerd, der hulker for mine Fødder?“ tænkte han.

Han bøjede sig ned og greb Astrid i Skulderen. „Hvem er du, hvem er du?“ sagde han og ruskede hende i Armen. „Jeg ser, at du kan ikke være Ingegerd. Hvem er du?“

Astrid hulkede endnu saa stærkt, at hun ikke kunde tale. Men for at give Kongen Svar paa, hvad han vilde vide, trak hun sit lange Haar ned, snoede en Lok af det om sine Arme og rakte den op imod Kongen og sad saaledes med bøjet Ryg og ludende Hoved.

Kongen tænkte: „Hun vil lade mig vide, at hun hører til dem, der bærer Lænker. Hun tilstaar, at hun er en Trælkvinde.“

Atter fik Kongen en indskydelse; nu forstod han Sammenhængen.

„Har Sveakongen ikke en Datter, som er Barn af en Trælkvinde,“ spurgte han pludselig.

Heller ikke nu fik han Svar, men han hørte, at Astrid gøs som af Kulde.

Kong Olaf gjorde endnu et Spørgsmaal: „Du, som jeg har gjort til min Hustru,“ sagde han, „har du saa lavt et Sind, at du kunde lade dig bruge til at forringe en Mands Hæder? Er din Hu saa ringe, at du glæder dig ved, at hans Uvenner ler ad den bedragne?“

Astrid kunde høre paa Kongens Stemme, hvor bittert han led under den Forsmædelse, der var bleven ham tilføjet. Derover glemte hun sin egen Lidelse og holdt op at græde. „Tag mit Liv,“ sagde hun.

En svar Fristelse kom over Kong Olaf. „Hug den lede Trælkvinde ned,“ sagde den gamle Adam inden i ham. „Vis Sveakongen, hvad det koster, at holde Kongen af Norge for Nar.“

I det Øjeblik følte Olaf Haraldssøn ingen Kærlighed til Astrid. Han hadede hende, fordi hun havde været Redskabet til hans Ydmygelse.

Han vidste, at alle vilde synes, det var Ret, naar han gengældte ondt med ondt, men hvis han ikke straffede Fornærmelsen, vilde han blive til Spot og Spe for Skjaldene, og hans Fjender vilde ikke mere frygte ham.

Han havde blot eet Ønske: at støde Astrid ned, at udslukke hendes Liv. Hans Vrede var saa voldsom, at den begærede Blod.

Dersom en Nar havde vovet at sætte sin Narhætte paa hans Hoved, vilde han da ikke have revet den af, revet den i Stumper og Stykker, kastet den paa Jorden, trampet paa den!

Hvis han nu lagde Astrid som et blodigt Lig paa hendes Skib og sendte hende til hendes Fader, da vilde man sige om Kong Olaf, at han var en værdig Ætling af Harald Haarfager.

Men Kong Olaf holdt endnu sit Sværd i Haanden, og han følte under sine Fingre det Hjalte, hvor han engang havde ladet indridse: „Salige ere de fredsommelige! Salige ere de ydmyge! Salige ere de barmhjertige!“ Og hver Gang han i denne Angstens Time greb haardt om Sværdet for at støde Astrid ned, følte han disse Ord under sin Haand. Han syntes, han kunde føle hvert et Bogstav.

Han mindedes den Dag, da han første Gang havde hørt disse Ord. „Dette vil jeg sætte med Guldbogstaver paa mit Sværdhjalte,“ havde han sagt, „saa at Ordene maa brænde mig i Haanden, hver Gang jeg vil svinge mit Sværd i Vildskab eller for en uretfærdig Sag.“

Nu følte han, at Sværdhjaltet brændte ham i Haanden.

Kong Olaf sagde højt til sig selv: „Fordum var du mange Lysters Slave. Nu har du kun een Herre, og det er Gud.“

Med disse Ord stak han Sværdet i Skeden og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Bryggen. Astrid var bleven liggende i samme Stilling. Kong Olaf saa, at hun krøb sammen i Dødsangst, hver Gang han gik forbi hende.

„Jeg vil ikke dræbe dig, “ sagde han, men hans Stemme lød haard af Had.

Endnu en Stund gik Kong Olaf frem og tilbage paa Bryggen. Saa kom han hen til Astrid og spurgte hende med den samme haarde Stemme om hendes virkelige Navn; og det kunde hun svare paa.

Han saa paa denne Kvinde, som han havde skattet saa højt, og som nu laa for hans Fødder som et skadeskudt Dyr. Han saa ned paa hende, som en død Mands Sjæl medynksomt ser ned paa det stakkels Legeme, der engang var dens Bolig.

„O, du min Sjæl,“ sagde Kong Olaf, „der var det, du boede i din Kærlighed, og nu er du saa hjemløs som en Tigger.“

Han traadte nærmere til Astrid og talte, som om hun ikke mere var levende og kunde høre, hvad han sagde.

„Man havde sagt mig, at der var en Kongedatter, hvis Hjerte var saa højt og helligt, at hun indgød enhver, der kom i hendes Nærhed, Fred. Man havde fortalt mig om hendes Blidhed, at den der saa hende, følte sig saa tryg som et hjælpeløst Barn hos sin Moder. Og da den skønne Kvinde, som nu ligger her, kom til mig, saa troede jeg, at hun var Ingegerd, og hun blev mig saare kær. Hun var saare skøn og glad, og hun gjorde mine egne tunge Tanker lette. Og handlede hun end undertiden saaledes, at jeg undrede mig over den stolte Ingegerd, saa var hun mig dog altfor kær, til at jeg kunde tvivle paa hende. Hun listede sig ind i min Hu med sin Glæde og sin Skønhed.“

Han tav en Stund og tænkte paa, hvor kær Astrid havde været ham, og hvorledes Lykken med hende var dragen ind i hans Hus.

„Jeg kunde tilgive hende,“ sagde han derpaa højt. „Jeg kunde atter gøre hende til min Dronning, jeg kunde i Kærlighed løfte hende op i mine Arme; men jeg tør ikke gøre det, thi min Sjæl vilde dog altid være hjemløs. O, du fagre Kvinde,“ sagde han, „hvorfor er Løgnen til Huse hos dig? Hos dig er der ingen Tryghed, ingen Hvile.“

Han vilde være bleven ved at klage sig længe, men nu rejste Astrid sig. „Kong Olaf, tal ikke saa til mig,“ sagde hun. „Jeg vil hellere dø. Kom i Hu, at dette er mit Alvor.“

Saa forsøgte hun at sige nogle Ord til sin Undskyldning. Hun fortalte ham, at hun var dragen til Kongshelle ikke i den Hensigt at bedrage ham, men for at faa Lov til i nogle Uger at være Fyrstinde, for at blive betjent som en Dronning, for at sejle paa Havet. Men hun havde haft i Sinde at tilstaa, hvem hun var, saasnart hun kom til Kongshelle. Der ventede hun at finde Hjalte og de andre Stormænd, der kendte Ingegerd. Det faldt hende ikke ind at ville hykle, naar hun kom derhen. Men en ond Aand havde skaffet alle dem af Vejen, der kendte Ingegerd, og da var hun bleven fristet til Løgn. „Da jeg saa dig, Kong Olaf,“ sagde hun, „glemte jeg alt andet for at blive din. Og jeg tænkte, at jeg med Glæde vilde lide Døden for din Haand, naar jeg blot een Dag havde været din Hustru.“

Kong Olaf svarede hende: „Jeg ser, at det, der for mig var dødstungt Alvor, har kun været en Leg for dig. Aldrig har du tænkt over, hvad det var at komme og sige til en Mand: Jeg er den, du hedest har attraaet. Jeg er den højbaarne Jomfru, som det er den største Ære at vinde. — Og saa er du ikke denne Kvinde, du er kun en løgnagtig Træl.“

„Jeg har elsket dig fra den første Stund, jeg hørte dit Navn nævne,“ sagde Astrid stille.

Kongen knyttede sin Haand i Vrede imod hende. „Vid, Astrid, at jeg har længtes efter Ingegerd, saaledes som ingen Mand nogensinde har længtes efter en Kvinde. Ved hende vilde jeg holde fast, som den dødes Sjæl klynger sig til de bærende Engle for at stige opad. Jeg troede, at hun var saa from, at hun kunde have hjulpet mig til at leve et syndefrit Liv.“

Og han brød ud i vilde Længselsklager og sagde, at han længtes efter den Magt, som Herrens hellige ejede, men at han var for svag og syndefuld til at naa Fuldkommenheden. „Men Kongedatteren kunde have hjulpet mig,“ sagde han. „Hun, den helgenmilde, vilde have hjulpet mig.“

„O, min Gud,“ sagde han, „hvorhen jeg vender mig, ser jeg Syndere; hvor jeg gaar, møder jeg dem, der vil lokke mig til Synd. Hvorfor sendte du mig ikke den Kongedatter, der ikke ejer en ond Tanke i sit Hjerte? Hendes milde Øje vilde have fundet den rette Vej for min Fod. Saasnart jeg var veget fra den, vilde hendes milde Haand have ført mig tilbage."

En dyb Afmægtighed og Fortvivlelsens Træthed sænkede sig over Olaf Haraldssøn. „Det var dette, jeg havde sat mit Haab til,“ sagde han, „at have et godt Menneske ved min Side. Ikke evigt at vandre ensom i Ondskab og Synd. Nu føler jeg, at jeg maa bukke under. Jeg evner ikke at stride længer.

„Har jeg ikke spurgt Gud,“ udbrød han, „hvilken Plads jeg skal have for hans Aasyn. Hvortil har du udvalgt mig, du Sjælenes Herre? Er det mig beskaaret at blive Apostles og Martyrers Lige?

„Men nu, Astrid, behøver jeg ikke at spørge mere. Gud har ikke villet skænke mig den Kvinde, der skulde staa mig bi paa min Vandring. Nu ved jeg, at jeg aldrig vil vinde Helgenkronen.“

Og Kongen tav i trøstesløs Fortvivlelse.

Da traadte Astrid nærmere hen til ham.

„Kong Olaf,“ sagde hun; „hvad du der siger, det har baade Hjalte og Ingegerd forlængst sagt mig, men jeg vilde ikke tro, at du var andet end en god og tapper Helt og en ædel Konge. Først nu, da jeg har levet under dit Tag i disse Uger, har min Sjæl begyndt at frygte dig. Jeg har følt, at det var værre end Døden at træde frem for dig med en Løgn paa Læberne.

„Aldrig er jeg bleven saa forfærdet,“ vedblev Astrid, „som da jeg forstod, at du var en Helgen. Da jeg saa dig brænde Spaanerne i din Haand, da jeg saa Sygdommen fly paa dit Bud og Sværdet falde ud af din Fjendes Haand, da han mødte dig. Jeg blev forfærdet til Døden, da jeg saa, at du var en Helgen. Og jeg besluttede at dø, inden du fik at vide, at jeg bedrog dig.“

Kong Olaf svarede ikke. Astrid saa op til ham. Hans Øjne var vendt mod Himlen. Hun vidste ikke, om han hørte hende.

„Oh, denne Stund, som jeg nu oplever,“ sagde hun, „den har jeg frygtet for hver en Dag og Time, siden jeg kom hid. Jeg vil hellere dø end opleve den.“

Olaf Haraldssøn tav fremdeles.

„Kong Olaf,“ sagde hun, „jeg vilde gerne ofre mit Liv for dig. Jeg vilde gerne kaste mig i den graa Elv, for at du ikke skulde leve med en Løgnerske ved din Side. Jo mere jeg saa af din Hellighed, des tydeligere forstod jeg, at jeg maatte gaa bort fra dig. En Guds Helgen han ikke have en løgnagtig Trælkvinde ved sin Side.“

Kongen tav fremdeles, men nu løftede Astrid sine Øjne til hans Ansigt. Da udstødte hun et Skrig i Forfærdelse.

„Kong Olaf, dit Ansigt skinner!“

Medens Astrid talte, havde Gud Herren opladt Kong Olafs Øjne for et Syn.

Han saa alle Himmelens Stjerner forlade deres Plads og flyve omkring i Himmelrummet som sværmende Bier. Men pludselig havde de alle samlet sig over hans Hoved og dannet en straalende Krone.

„Astrid,“ sagde han med bævende Rest. „Gud har talt til mig. Det er sandt, hvad du siger. Jeg skal blive en af Guds hellige.“

Hans Stemme skjalv af Bevægelse, og hans Ansigt skinnede i Natten.

Men da Astrid saa det Lys, der omstraalede hans Hoved, rejste hun sig. For hende var det sidste Haab blegnet.

„Nu vil jeg gaa,“ sagde hun. „Nu ved du, hvem du er; aldrig mere kan du taale mig ved din Side. Men tænk i Mildhed paa mig. Uden Fryd og Lykke har jeg levet hele mit Liv. I Pjalter har jeg gaaet, Slag har jeg taalt. Tilgiv mig, naar jeg er borte. Min Kærlighed har ikke skadet dig.“

Da Astrid i tung Fortvivlelse skred bort over Bryggen, vaagnede Olaf Haraldssøn af sin Henrykkelse. Han skyndte sig efter hende.

„Hvorfor vil du gaa?“ sagde han. „Hvorfor vil du gaa?“

Maa jeg ikke gaa fra dig, naar du er en Helgen,“ hviskede hun næppe hørligt.

„Ikke skal du gaa af den Grund. Netop nu kan du blive,“ sagde Kong Olaf. „En ringe Mand var jeg før, og jeg maatte skælve for alt ondt. En stakkels jordisk Konge var jeg, for fattig til at skænke dig min Naade. Men nu er al Himlens Herlighed skænket mig. Er du svag, saa er jeg Herrens Helt. Falder du, saa kan jeg oprejse dig. Gud har udvalgt mig, Astrid. Du kan ikke skade mig, men jeg kan hjælpe dig — ak, hvad er det, jeg siger! i denne Stund har Gud saa helt og fuldt udtømt sin Kærligheds Rigdom i mit Hjerte, at jeg ikke kan se, at du har fejlet.“

Mildt og ømt løftede han den bævende Skikkelse op, og i det han kærligt støttede hende, der endnu hulkede og næppe kunde holde sig oprejst, vendte han og Astrid tilbage til Kongsgaarden.