Møllen/3/6
VI.
Denne Søndag-Eftermiddag hang der et slemt Veir over Høimøllen, og Lise var den Hex, der havde koglet det op.
Selv Pilatus, der paa Kattevis var meget modtagelig for Uveirsluft, vovede sig ikke rigtig hen i hendes Nærhed. Trofast var overhovedet ikke synlig. Hvad Jørgen angik, saa havde han vovet en Tilnærmelse i Retning af at tilbringe Tiden fornøielig sammen — til Trods for at Lise efter Kysset paa Broloftet havde været meget afvisende. Men det kan nok være, at han var bleven trumfet ordentlig af. Høist fortrædelig tilmode fordybede han sig — som et Modbillede til Faust — i sit Bibliothek: han tog sin Folkekalender frem og gav sig til at studere den for fra, begyndende med Veiroversigten, hvor denne Slags Veir desværre ikke stod antegnet. Og dertil lod han Møllen spidse noget Korn.
Da nu Lise dog heller ikke gad være en eller anden ondskabsfuld Tidkort helt foruden, tog hun til Takke med Christian og gantedes med ham, til han grinede over hele Ansigtet.
Saa lavede hun Kaffe, og i hans Kop kom hun endogsaa Rom. Han var som himmelfalden over al denne Godhed, men Kaffeknægten drak han, og alle hans Philipenser blomstrede op. Derpaa foreslog hun, at de skulde kjøre en Tur sammen, hvilket Indfald morede ham overordentlig. Men da hun nu alvorlig forlangte, at han skulde gaa ud og spænde for, stirrede han forskrækket paa hende: — det kunde han dog ikke gjøre uden Husbonds Tilladelse. Hestene skulde hvile ud.
— Aa hvad, mente Lise, naar hun nu tog det paa sig. Hun havde dog ved Gud, gjort saa meget, at Mølleren ikke kunde være bekjendt at tage hende den lille Fornøielse ilde op; — og han vilde kun faa Ros af Husbond.
Tøvende gik Christian ned i Stalden og lagde sukkende det pletterede Seletøi paa de Brune — for at komme med Hverdagsseletøiet, det indsaa han nok gik ikke an; — saa trak han bandende den pæne Jagtvogn ud af Skuret, idet han med Gysen tænkte paa de sølede Novemberveie. Men da han havde spændt for, forekom Eventyret ham alligevel i høi Grad lystigt, og knallende med den nye Stadspidsk kjørte han stolt for Døren.
Denne aabnede sig nu rigtignok ikke, men bag ved ham blev Kjøkkendøren lukket op, og paa Tærsklen viste Lise sig, opkiltret og opsmøget og med en Vadskeklud i Haanden og spurgte ham forundret, om da Fanden plagede ham? han maatte da kunne forstaa en Spøg. Og for at gjøre Maalet fuldt, skrattede til den anden Side Jørgens Latter, hvem Vognrummelen og Pidskeknaldene havde lokket ud paa Omgangen.
Og Christian, der intet Bibliothek havde, kastede sig, efter at have spændt fra, paa sin Seng for at sove Ærgrelsen bort.
Uveiret havde raset tilstrækkelig, og Møllehexen gav det Lov til at fortrække, medens hun selv hengav sig til kvindeligt Haandarbeide. Hun sad ved Vinduet i sit Kammer og strikkede med en Mine, som om hun virkede et eller andet uundgåeligt dødbringende Tryllenet — men det var en prægtig Uldsok, der voxede sig lang under hendes flittige Hænder, mens Mørket faldt paa. Ude i Haven syntes Blæsten at ruske de sidste Blade af Frugttræerne; paa Plainen var der næsten intet Græs at se for det sorte, mugnende Løv. Uden for Laagen strakte Markerne sig som et trist violet Øde, indtil de flød sammen med den skyede Horizont. Hvert Øieblik daskede en bladløs Ranke af den vilde Vin mod Ruden, og nu og da tudede en Ugle. Det blev efterhaanden saa mørkt, at hun neppe kunde se sine Hænder, men hun behøvede ikke mer Lys til sin Strikning, end en Kat behøver for at spinde; og hvad det angik, at der kunde have været noget hyggeligere ved at tænde en Lampe, saa var hun ikke i en Stemning, der havde den mindste Brug for Hyggelighed. Hvis hendes Øine blev blændede af Mørket og trængte til at oplive sig en Smule, saa behøvede de kun at se lidt ned for at finde to gule Kugler, der mødte dem med en vis fortrolig Glands: — Pilatus' Øine.
Denne hendes spiritus familiaris havde naturligvis strax mærket, naar hendes umedgjørlige Humør havde udladet sig tilstrækkelig, og havde saa indfundet sig som en Selvfølgelighed og var bleven modtagen som en saadan. Om nu de Timer, i hvilke den klogelig havde forholdt sig saa stille som en Mus, havde samlet en usædvanlig Spindekraft op i den, eller der var en anden Grund dertil — sikkert er det at Ingen, der havde hørt den spinde, vilde have troet at denne Lyd kom fra en Huskat, men snarere forestille sig at høre en Panther, der efter at have ædt en lille Hjort spandt i blodberust Velbehag. Og til denne Lises Yndlingsmusik klirrede hendes Staalstrikkepinde haardt og hvast, virkende Død og Fordærvelse for stakkels Jenny.
Det var meget langt fra at Lise befandt sig i en velvilligere Stemning nu end før, da hun havde gjort Møllen usikker. Hendes Uvillie og onde Lune havde kun concentreret sig og taget en bestemt Retning, hvorved den ganske vist lededes bort fra hendes nærmeste Omgivelser. Den var gaaet paa Vandring. Som der siges om de indiske Helgener, at de samle deres Sjæl og rette deres Opmærksomhed mod et bestemt Verdenshjørne og nu gjennemtrænge denne Del af Verden ganske og aldeles med deres Velvillie, deres Kjærlighed, deres Sympati og absolutte Medlidenhed med alle levende Skabninger: — saaledes rettede Lise sin fulde Opmærksomhed mod Nord-nord-vest (som et Krybskyttebarn fra Mose og Skov havde hun Kompasset i Hovedet og saae diagonalt gjennem Stuen mod Kommodens nærmeste Hjørne) og gjennemtrængte Universet i denne skyldige Retning med sin Foragt, sin Vrede og sit absolutte Had til Alt og Alle. Og derpaa concentrerede dette hendes udstraalede Væsen sig paa et enkelt Sted i denne Retning og gjennemtrængte det med sit intensiveste hvidglødende Raseri — og dette Sted var Skovfogedhuset. Hun kjendte det ud og ind fra Hans' Beskrivelse — saae det for sig: Veien derhen og Huset selv; Forstuen; tilvenstre Døren til Kjøkkenet, tilhøire til Dagligstue. Der var Lys derinde, det straalede helt langt ud i Skoven — der sad de. Der var dækket Bord, naturligvis, og paa Bordet stod en Kage.
Sandkagen — ja, den vidste hun ogsaa Besked med. Aldrig saa snart var Mølleren og Drengen gaaet, før hun havde søgt og ogsaa fundet Brevet fra Skovfogden — der kunde jo mulig staa Noget deri, som tydede paa Svogerskab og forraadte Sammensværgelsen mod hende. Der fandtes — til en forbigaaende Lindring for hende — intet Saadant; — kun Kagen fandtes, dette uskyldig-ladende, hyklerske Paaskud til at drage ham bort fra hende ud til det fordømte Skovhus. Og der stod altsaa Sandkagen; og som Galde, der gaar over i Blodet, forgifter Modermælken, saaledes vilde hendes Vrede, idet den »gjennemtrængte« denne Sandkage have forvandlet den til dødelig Gift — hvis denne gjennemtrængende Vrede ogsaa havde ført sit legemlige Substrat med sig og ikke været paa Vandring i ætherisk Skikkelse. Dog ikke det af den, som Mølleren nød! nei, i hans Mund maatte hver Bid blive som hine sælsomme Drikke og Spiser, om hvilke hendes i Middelalderen vel bevandrede Ven Jørgen havde fortalt hende, at kloge Folk, som Jomfru Mette, kunde tilberede dem saaledes, at den der nød deraf betoges af en vanvittig og uimodstaaelig Elskovsattraa. Og hvorfor ikke? der gaves jo endnu saadanne Urter for Kvæget, hvorfor saa ikke ogsaa for Mennesker? Med hine vidste hun Besked — men det andet —? Hvad var det ogsaa for en fjollet gammel Hex derude i Lyngen, hendes Moder — at hun ikke havde lært hende hvad hun kunde have ordentlig Nytte af? … Ja, for ham den søde Sandseberuselse indtil Overmaal, indtil Galskab, saa han maatte springe op og fare ud og styrte gjennem Skoven i Storm og Mulm hjem til hende! og for de Andre den dræbende Galdegift! For dem Alle: først og fremmest for hende, som hun hadede, hvis nogensinde en Kvinde har hadet en anden, saa for ham, hendes Slægts naturlige Fjende; og for Ungen med, som hun nok havde tæmmet, men som oprindelig afskyede hende og hvert Øieblik kunde gjøre det igjen; og for Kjøteren og for Jenny — saa kunde Broderen spare sin Kugle. Ingen glemte hun — heller ikke Ponyerne (Stalddøren var tilhøire), som i dette Øieblik stod intetanende i deres lune Stald baskende velbehagelig med deres smaa Haler og gumlende forgiftet Havre, der dog ikke bed mere paa deres robuste Constitution end det edrede Øl paa Vølsungen Sigmund.
Saaledes sad hun der Time efter Time og mærkede neppe hvordan Tiden gik, hensunket i en Døs og ligesaa lidt kjedende sig som et Rovdyr, der ruger over sin Hunger. Mekanisk bevægede hendes Hænder de klirrende Strikkepinde, og Sokken voxede nedad. Den var snart stor nok til at kunne rumme en Mandsfod, og tæt og tyk nok til ogsaa at holde den varm indenfor Fedtstøvlen, om denne saa traskede nok saa frækt gjennem Efteraarsskovens Pløre. Og saa langt hang den ned, at da Pilatus nu gned sig op ad hende og strakte Hals og rakte Hovedet i Veiret, stødte dens Snude mod Strømperanden og kildredes, saa den kom til at nyse.
Saa stod Lise endelig op, trak Klæderne af sig, uden at tænde Lys, og krøb i Seng.
Det var let og hurtig nok gjort, men at falde i Søvn var vanskeligere, og det lod til at skulle vare meget længe, inden det lykkedes hende. Hun kastede sig frem og tilbage, saa Sengen knagede. Pilatus, der var krøbet sammen i den luneste Krog mellem Kommoden og Kjøkkenvæggen, gabede et Par Gange lydelig, sigende saa klart som muligt ud fra sit overlegne Standpunkt af dyrisk Ro: — Vær dog stille, du taabelige Menneskebarn, og forstyr mig ikke! du kan dog vel se, at jeg vil sove! Men hun blev ikke stille. Nu først, da hun laa i sin Seng, var hun bleven utaalmodig. Hun følte sig feberhed og spjættede Dynen halvt af sig; saa frøs hun og dækkede sig til igjen. Det maatte dog være sent! vilde de da slet ikke komme hjem? Naar hun endda først vidste, at han var i god Behold inde paa den anden Side af Væggen og ikke længer derude hos hende. Men nu! det var ikke saadan at slippe fra hende! Formodentlig sad hun nu og spillede paa Klaver for ham — det gjorde hun ganske sikkert!
Denne Taanke kjælede hun for, thi hun vilde ikke kunne finde nogen grusommere til at pine sig selv med. Det mystiske ved den for hende ganske ubegribelige Kunst at spille paa et Klaver havde forlængst ladet denne i og for sig saa høist beskedne Færdighed hos Rivalinden svulme op i overnaturlig Maalestok og givet den et Symbols blændende Betydning. Paa dette Punkt uddybede Udannelsens Had til Dannelsen hendes allerede i Forveien ikke just overfladiske Had til en sand Afgrund. Og hun stirrede ned i denne Afgrund med en Vellyst af Svimmelhed.
Saa gav hun sig til at tænke paa det Øieblik igaar Formiddags, da hun havde været ved at gjøre i Stand i Husbonds Sovekammer og hørt ham komme og faaet det pludselige Indfald at lade sig synke om paa hans Seng, som om hun var blundet ind, overvældet af Træthed. Træt havde hun ganske vist været; det var hun baade sjælelig og legemlig i al denne Tid — Kampen begyndte at oprive hende. Saa var han kommet ind — var bleven staaende ganske tæt ved, betragtende hende. Det var som om hun gjennem de lukkede Øienlaag kunde se, hvorledes han slugte hende med sit Blik; nei, med hele sit Legeme følte hun det, som om hans Øiekast havde været Følehorn, der gled hen over hendes Hud. Hun var faret op, forskrækket og forvirret — havde gjort saa mange Undskyldninger, og han havde trøstet hende, klappet hende paa Kinden med en Haand der dirrede lidt, og sagt en Spøg om, at de maatte nok have Bud efter Hareane … Jo vist! —
Det var nu alt sammen godt nok. Men nu var dette vellykkede Indtryk blæst bort igjen — spillet bort var det. Det var i Sandhed heller intet Under, at hun med sine naive og almindelige smaa Fruentimmerkunster maatte komme tilkort overfor saadan en vel oplært, udspekuleret Forførerske! Den Hyklerske, som gik i Maaneskin og sværmede og sukkede om Stjerner og Evighed! Som havde Vorherre og alle hans Engle som Trumfer paa Haanden for at vinde det listige Spil! Som laante ham Versebøger! — aa jo, hun havde nok set det Bind med Guldsnit, som laa derinde, og som hendes Navn var skrevet i — sagtens en Foræring fra en Kjæreste hun havde haft inde i Kjøbenhavn. Det var lutter Vers af en, der hed Christian Winther — og de handlede ikke om andet end om Kjærlighed, saa meget kunde hun jo da nok læse, hun ogsaa. Forresten var det noget dumt Tøi — saadan som det slet ikke gik til; og saa hed de Træsnit, og der var ingen. Jørgen sagde ogsaa, at Træsnit betød Billeder; det stod i Kalenderen, og dér var der nok af dem, men her var der ikke et eneste — Løgn og Sludder alt sammen. Men det forstaar sig, til at sætte et toveligt Mandfolk Fluer i Hovedet, det kunde det jo være godt nok til. Saadan en skamløs Tingest — at byde sig selv frem paa den Maade!
Og naar saa det heller ikke slog helt til, saa kom den egentlige Hexekunst: saa spillede hun paa Klaver, gjorde ham kulret med Musik. Det var og blev nu det værste.
Og hun rullede sig om og bed i Puden af Arrigskab og græd sine modige Taarer over sig selv, stakkels fattige Barn, der blev saadan stukket ud af En, der var saa langt kunstigere udrustet, — snydt og bedragen for hvad der tilkom hende. Hvor længe mon hun endnu fik Lov til at ligge i denne Seng, før hun blev jaget bort som en skabet Hund?
Efter denne Krise kom der lidt Ro over hende, men ingen Søvn; og sove vilde hun heller ikke. Hun vilde dog nok vide, naar han kom derude fra, om det skulde vare til den lyse Morgen.
Saalænge varede det imidlertid ikke, skjøndt længe nok.
Yderdøren gik — endelig.
Hun hørte Mølleren gaa ind i Forstuen og derfra ind i Kjøkkenet, hvor han tændte et Lys. Men — hun lyttede og reiste sig lyttende op i Sengen: — nei, de hurtige, trampende Skridt af Drengen hørte hun ikke.
Nu traadte han ind i Sovekamret ved Siden af — alene.
Hendes Hjerte bankede pludselig — forventningsfuldt og angst.
Han derinde blev ved at gaa frem og tilbage — det lod ikke til, at han vilde klæde sig af. Skridtene blev bestandig mere tøvende. Et Par Gange nærmede de sig til Døren. Nu stod han stille — længe. Hun troede at kunne høre et Suk — han stod ganske sikkert lige ved Døren.
Det bankede.
Hun foer sammen. Skulde hun svare, eller var det ikke klogere at lade, som om hun sov?
Døren gik op.
— Lise!
— Ja, Husbond.
— Er du allerede i Seng?
— Ja, det er da sent.
— Aa ja. — Mølleren saae paa sit Uhr. — Ja, minsandten, den er over halv tolv.
Han blev staaende dér i Døren. Tilhøire for ham og lidt bagved ham, paa hans Vadskebord, maatte der staae et Lys, hvis Straale streifede hans Kind. Hun kunde se, at den var meget rød. Øiet havde en stærk Glands, men Blikket var usikkert. Uhret holdt han endnu i Haanden, og han vidste aabenbart ikke hvad han vilde.
— Ønsker De Noget, Husbond? skal jeg staa op og lave lidt The til Dem?
— Nei, nei Tak — jeg vil da ikke …
— Ja men, hvad er der da?
Dette direkte Spørgsmaal og den utaalmodige Tone, hvori det rettedes, mindede ham paa en pinlig Maade om, at han strengt taget ikke havde Noget at gjøre i hendes Værelse ved Nattetid, naar der ikke var noget særligt paa Færde.
Han stak hurtig Uhret i Lommen, som om han vaagnede af en Døs.
— Aa, det er blot — har du ikke hørt det tordne?
— Nei.
— Jo, det tordner og trækker stærkt op … Du skulde dog heller staa op.
— Ja, Husbond.
— Naa, hvordan har man saa moret sig her paa Møllen idag? spurgte Mølleren, og hans Stemme havde nu aflagt sin Generthed eller maaske kun forklædt den i en spøgende, lidt smidskende Tone.
— Ja, hvordan skulde man more sig? der er jo ikke nogen videre Morskab her, svarede Lise muggent.
— Aa nei, det — ja, ja — lille Lise, — det — —
Han brød af med en kort, velvillig Latter, der syntes at antyde, at det Forsømte kunde jo indhentes.
— Jamen saa maa Husbond virkelig gaa, for at jeg kan komme i Klæderne, sagde Lise.
Hun havde, mens hun talte, hævet sig lidt, støttet paa den ene Albu, og dækkede Brystet til med Dynen, men begyndte at fryse paa Ryggen.
— Ja, ja, nu gaar jeg jo ogsaa, Lise.
Han trak sig tilbage til sit Værelse, men lod Døren blive staaende halvt aabnet.
Lise sprang ud af Sengen, trak i en Fart de nødvendigste Klædningsstykker paa og stillede sig ved Vinduet. Over de nøgne Trætoppe var det stjerneklart. Uveiret maatte vel komme fra den anden Side. Hun maatte smile ved denne Tanke, for hun troede ikke synderlig paa det Uveir. Det var Noget, der var faldet ham ind lige i Øieblikket, da han pludselig blev stillet over for den Nødvendighed at finde paa et eller andet for at vinde Tid — fordi det nu som altid var ham umuligt at gaa resolut og brutalt tilværks. Og det var kommet meget beleiligt dette Uveir, ogsaa for hende; for hun trængte ogsaa til at vinde Tid. Ikke for at overveie, men for at samle sig. Hun havde ikke nogen Beslutning at fatte om hvordan hun skulde forholde sig — det var gjort for lang Tid siden. Det gjaldt kun om at tage sig sammen og holde fast ved den: — ikke give efter, naar det kom, som nu vilde komme.
Der kom det allerede!
Døren knirkede sagte — tøvende Skridt nærmede sig — Mølleren stod ved Siden af hende.
Han klappede — lidt forsigtig — hendes Kind. Den glødede, hans Haand var kold og fugtig.
— Stakkels Lise, hviskede han, du er vel meget søvnig, og saa har jeg jaget dig op.
— Aa nei, jeg er slet ikke saa søvnig, svarede hun med en let Gaben.
— Naa ikke det, det var jo rart — for jeg er slet ikke heller søvnig — he, he — slet ikke.
— Det er saamænd godt, naar vi skal vente paa det Uvejr, for jeg synes slet ikke det kommer; jeg har da ikke hørt Noget til det endnu.
— Ikke det, ikke det — ha, ha, ha!
Mølleren lo overstadig — mere end han egentlig kunde le — og klappede hende opmuntrende paa Skuldren.
— Er det da Noget at le saadan af? spurgte Lise naivt.
— Ha, ha! Om det er Noget — ha, ha! Saadan en Skjelm du er, Lise — saadan en stor Gavstrik!
— Ja men, Husbond —!
— Hvad! som om du ikke godt vidste, at der slet ingen Uveir var.
— Nei, hvor kunde jeg vide det? Hvorfor sagde Husbond det da?
— Ja, hvorfor mon jeg sagde det? — hvad? Maaske for at du ikke skulde lægge dig til at sove igjen. For jeg vilde heller ikke sove, og saa syntes jeg, at vi to — vi kunde — hm — snakke lidt sammen. Hvad? For jeg har længtes meget efter dig, Lise.
— Jo vist!
— Ja, det har jeg, Lise.
— Det skal Husbond ikke bilde mig ind — naar Husbond var derude — hos hende — hos Skovfogdens Hanne.
Hun vendte sig bort fra ham, aabenbart overvældet af Skinsyge.
— Ja netop ude hos — hos hende — der tænkte jeg hele Tiden paa dig — jeg løb hjem til dig, saa snart jeg kunde — og her har du mig.
Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun traadte hurtig et Skridt til Side.
— Hvor er Hans? spurgte hun stakaandet, som om den Tanke forskrækkede hende, at Drengen hvert Øieblik kunde komme ind til dem.
— Han er ude i Skovfogedhuset … Jeg lod ham blive der, fordi jeg vilde være alene med dig — alene med min egen Lise.
Han drog hende til sig, men hun strittede imod og stemmede sin Arm mod hans Bryst.
— Nei, nei, hvad vil De?
— Lise!
— Lad mig være! hører De?
Hendes Stemme skjælvede af en pludselig Angst, der som en uventet Hjelper dukkede op fra hendes Jomfrueligheds Urgrund og overraskede hende selv ligesaa meget som Mølleren.
— Men Lise — vær dog ikke saa … du veed jo da nok, at jeg holder af dig, og du holder jo da ogsaa selv lidt af mig — ikke sandt?
Han trykkede hende til sig og kyssede hende flere Gange heftig.
— Husbond! bad hun.
Der var igjen denne Angst i hendes bønlige Stemme, og han følte, hvorledes hele hendes Legeme dirrede.
— Du lille Nar! hviskede han.
— Nei, nei, nei! — jeg vil ikke! jeg vil ikke! skreg hun pludselig og rev sig løs med en uventet Kraftanstrengelse.
Mølleren blev staaende ganske betuttet, mens hun i et Par Spring satte hen til Folkestuedøren, hvor hun havde sin Tilbagetogslinie fri. Hun benyttede den imidlertid ikke, men blev staaende der i Krogen bag Kommoden, hvor hun heller ikke var ganske ene, men fandt et opmuntrende Selskab i Pilatus, som gned sig op ad hendes Ben.
— Hvad skal det nu til at skabe sig saadan? udbrød Mølleren ærgerlig. Lad det nu være nok med de Barnagtigheder!
Og han gik hen imod hende.
Om nu Pilatus havde en Følelse af at burde beskytte sin Herskerinde, eller den muligvis i sin Krog saae sig selv truet af disse voldsomme Skridt — den foer i alt Fald et Sæt frem, krummede Ryg og viste Børster, mens den hvæsede med et næsten dæmonisk Raseri.
Dette høist uventede Angreb standsede Mølleren et Øieblik. Han havde ikke anet, at Katten var der, og dens pludselige arrige Tilsynekomst indgjød ham en uvilkaarlig Skræk — som om en lille Trold var faret op af Gulvet. Mølleren stirrede paa Katten, og Katten stirrede paa ham, og den hvæsede, og han snerrede:
— Fordømte Bæst!
Et Spark sendte det fordømte Bæst over mod Væggen.
Lise, der nu uden sin Genius' Beskyttelse saae sig stillet umiddelbart overfor Mandsfaren, udstødte i dette Øieblik et gjennemtrængende, skingrende Skrig; og i Stedet for — som han havde ventet — at gjøre Skridtet frem, tumlede Jakob helt tilbage til Sengen — næsten til Vinduet, hvor han var kommen fra, saa forbløffet blev han ved denne energiske Modstand, som han slet ikke havde været forberedt paa. Han hørte ikke paa den skjærende Klang i dette Skrig, at det ikke saa meget udpressedes af Angst for ham, som af Angst for hende selv — Frygten for hendes egen Lyst, der var ved at overgive hende, i Forbindelse med Bevidstheden om, at hun jo havde besluttet ikke at give efter.
— Hvor kan du dog tage saadan paa Vei! mumlede han … Du behøver da ikke at være bange for mig!
Og det var Lise i Virkeligheden heller ikke længer. Hun hørte paa hans Stemme, at hun nu havde Overtaget, og oversaae fuldkommen klart sin fordelagtige Position.
— Det er stygt af Dem! begyndte hun. — Fordi jeg kun er en fattig Pige — fordi jeg tjener for mit Brød … Den Anden havde De aldrig turdet være saadan imod … Hende vil De gifte Dem med … men jeg — — jeg er ikke bedre værd, mener De.
Desværre havde hun ikke Taarer til sin Raadighed. Imidlertid lød hendes Stemme graadfuld nok, da hun fremstødte disse og flere lignende Klager og Bebreidelser, mens hun rev en Kommodeskuffe ud og gav sig til at kramme i den.
Mølleren stod ganske overvældet af denne Ordstrøm. Af og til forsøgte han at dæmme op for den, ved en vag og forknyt Undskyldning, som dog kun fik den til at skumme saa meget heftigere hulter til bulter over Stok og Sten.
Hun vidste nok, at hun ikke kunde maale sig med den anden — hun var ikke nogen Frøken — men fordi man ikke kunde spille Klaver og havde Versebøger med Guldsnit at laane bort, derfor var man dog ikke »saadan en« … Ja, hun var et fattigt Barn ude fra Lyngen — ikke af en Skovfogedfamilie — men hendes Fader og Brødre var Krybskytter, de kunde maaske skyde ligesaa godt og bedre end Skovfogden … og det var vel heller ikke nogen Forbrydelse, som om Godseierne ikke havde Vildt nok! … og fordi man blev kaldt Skyttelise, derfor havde man dog ogsaa sin Ærbarhed … Og om man ogsaa ikke laa og rendte til gudelige Forsamlinger, saa kjendte man dog sine ti Bud og var — nok en Gang — ikke »saadan en«.
Her stoppede Strømmen et Øieblik op for en lille Dæmning i Form af den Bemærkning, at han ikke havde villet krænke hende paa nogen Maade, men at han ikke troede, at hun havde saa meget imod ham, og at det var saa slemt for hende — at —
Her viste Dæmningen sig noget brøstfældig, og Strømmen brød igjennem og rev den med i rasende Hvirvel.
— Ja, hun holdt af ham, det vilde hun ikke nægte, det var vel heller ingen Synd det! men hun vidste ogsaa godt, at det ikke kunde blive til Noget mellem dem … hun var altfor ringe til det … og hun havde ikke ønsket Andet end at Alt maatte blive som det var … Men det havde hun rigtignok ikke ventet sig af ham … og nu var det forbi — altsammen var forbi!
Hun havde imidlertid faaet en Hat og et Shawl hentet frem af Skuffen. Nu bøiede hun sig (da Alt var forbi) og trak med heftige Bevægelser et Par Lædersko frem under Kommoden.
— Hvad vil du dog med det Shawl og de Sko? spurgte Mølleren, som ved det svage Lysskjær, der trængte ind gjennem den halvaabne Dør, med voxende Forundring havde bemærket disse Bevægelser.
— Jeg maa bort! lød det ynkelig henne fra Krogen.
— Hvad for Noget?
— Jeg vil hjem, jeg vil hjem.
Tanken om at gaa bort og navnlig Forestillingen om Hjemmet — »Hullet« ude i Virket Lyng — tøede hendes Taarevæld op, og hun hulkede gudsjammerlig, mens hun stampede den ene Sko fast og gjentog det rørende »Jeg vil hjem!«
— Er du da forrykt! — midt om Natten!
— Det er ligemeget, om det ogsaa er om Natten — om det ogsaa baade tordner og lyner (hun accepterede Møllerens Uveir som effektfuldt i den forandrede Situation) — jeg kan ikke blive her — jeg er en anstændig Pige.
— Men Herregud! vær nu dog fornuftig Lise! Jeg kan virkelig ikke finde mig i, at du løber saadan bort … Hvad vilde Folk sige til det?
Lise brød sig ikke om, hvad Folk sagde. Hun havde ikke bedt dem sige Noget om hende. Der var Ingen, der havde Noget at sige paa hende. Hun var — nok en Gang — en anstændig Pige og — for sidste Gang — ikke »saadan En«, og vilde bare have Lov til at gaa i Fred.
— Hør nu, Lise! sagde Mølleren — lad det nu være nok med det Vrøvl. Ud af Huset kommer du ikke. Men nu gaar jeg ind paa mit Værelse, saa kan du jo lukke Døren af, hvis du vil.
Paa dette Vilkaar blev da Freden sluttet. Lise var endda saa hensynsfuld, ikke at lukke Døren af.
Mølleren gik ikke foreløbig i Seng. Han sad paa en Stol, mens det døsige Spiddelys brændte ned; temmelig flov, men endnu mere skamfuld, grublede han over den uventede Vending, som dette Eventyr havde taget. Lise viste sig for ham i et nyt Lys. Det var jo sandt, hvad hun havde sagt, at hun var en anstændig og ærbær Pige. Med hvad Ret havde han tænkt sig Andet? Det var rigtignok tidt, ligesom om der var noget Udfordrende ved hende — han tænkte paa den Augustdag, da hun stod under de frugttyngede Æblegrene og strakte de nøgne Arme ud i Sollyset og lo og syntes at sige saa tydelig: tag mig, om du tør! — Men var det ikke ham selv, der havde lagt det ind i hendes Blik, hendes Smil, hendes Bevægelse? … Det var ham, der havde Skylden. Og hun holdt af ham, hun elskede ham! …
Paa den anden Side af Væggen laa Lise dødtræt i sin Seng, men med altfor gjennemrystede Nerver og ophidset Blod, til at der for det Første kunde være Tale om Søvn. Ogsaa hun gjennemgik i Tankerne hele Forholdet mellem sig og Husbond, men kom ikke til et saa selvanklagende Resultat som han. Tvertimod, hun var i det Hele og Store tilfreds med sig selv.
Og da Møllehexen endelig henad Morgenstunden sov ind efter denne af Uveir saa hjemsøgte Dag, var det med den beroligende Bevidsthed at have koglet sig et afgjørende Stykke længer frem til Maalet.