Møllen/4/1
FJERDE BOG
I.
Da Lise havde vendt sig tilstrækkelig i Sengen og gnedet sine Øine saa klare, at de kunde se Noget, var der et mat Dagskjær i Værelset. Vinduet havde intet Rullegardin, men det saae ud som om der var et, og det et meget mørkegraat et: saa tæt stod Taagen derude, saa ganske uden det mindste gyldne Glimt af Sol og uden den ringeste Stribe eller Plet af Farve var denne triste Novemberdags Opvaagnen. Raagerne ude i Trætroppene kraklede ligesaa hæst, som Gryet var graat; og da Hanerne nu begyndte at gale — Møllehanen og Dragehanen svarende hinanden — var der intet Vækkende i deres Dagsang, men det lod som om de i Nattens Løb havde slugt en umaadelig Mængde Taage og nu gav sig til at rømme sig og gylpe den ud med stort Besvær.
Og Lises Opvaagnen var ikke muntrere. Hendes første Tanke var Ugedagen: det var Fredag. Der var gaaet fire Dage siden hin mindeværdige Søndag Nat, og i al den Tid var der Intet forefaldet imellem dem. Sagen var ikke rykket et Hanefjed frem. Endnu et Par Dage, saa vilde vel Hans komme hjem igjen, og den gunstige Ledighed var gaaet tabt. Med hver Dag der gik, fik hun stærkere Anfægtelser af Tvivl, om hun nu ogsaa havde baaret sig rigtig ad. Maaske havde hun villet gjøre det for godt, og var derved gaaet glip af det Gode. Hvis hun havde føiet ham, vilde saa Ægteskabet ikke snarere være fulgt af sig selv? Nu derimod lod det næsten til, at Skuffelsen havde givet ham Kraft til at rive sig løs, i den Grad havde han været indesluttet og holdt sig for sig selv. Atter og atter kaldte hun sig en dum Sippedorthe, der var altfor ærbar og derfor — ligesom de artige Børn — Ingenting fik.
Om Aftenen, før hun faldt i den Søvn, som hun nu var dukket op af, havde hun længe ligget saa stille som en Mus og lyttet, om Nogen rørte sig derinde ved Siden af. Undertiden havde hun reist sig op og kigget over Sengens Fodstykke, om der endnu kom en Lysstribe ind under Døren; — og uafladelig havde hun gjentaget: Gud give, at det dog vilde banke paa igjen — eller gaa lige ind, for Døren var ikke laaset af. Men Gud syntes ikke at ville give nogen af Delene (hun stod sig muligvis ikke saa godt med ham som den Anden, der rendte til Forsamlingen!) … Naar der dog bare — tænkte saa den lille Hex — naar der dog bare vilde komme et Uveir … for Alvor! Vi maatte staa op, jeg vilde blive frygtelig bange — det bliver jeg jo af mig selv, naar det lyner og tordner — han vilde trøste mig, blive kjærlig — og et stærkt Tordenbrag vilde saa nok gjøre Resten. Saa havde jeg til sin Tid vist mig som den ærbare Pige jeg er, og man kan dog heller ikke forlange af mig, at jeg skal være af Træ eller Sten.
Men af sig selv kom der aabenbaart intet Uveir i disse Dage, og den Slags Veirmagerkunst laa over Møllehexens Kræfter.
Og hun begyndte næsten at fortvivle. Der var jo Haab endnu, men med hver Dag blev det mindre. Og her var der nu nok en graa og haabløs Morgen, der saae ind til hende og mindede om at Tiden maatte benyttes — og hun vidste ikke, hvordan hun skulde benytte den! Hun forudsaae, at naar denne Dag tog Afsked fra hende, vilde hun være lige nær.
Saa var det, at det bankede paa Ruden.
Det havde banket paa mange Gange med sjattende Slag af en Ranke af den vilde Vin, der underrettede hende om, at hvor taaget det ogsaa var derude, saa var det dog blæsende nok. Men denne Banken lød ganske anderledes, slet ikke stærkere, men fastere, sikkrere — og hun hørte det strax. Hun hævede Hovedet lidt fra Puden og stirrede hen mod Taagegardinet.
Længe lod Phænomenet ikke vente paa sig. Det bankede — og det var ikke som ude hos hendes Medbeilerske en mystisk Astral-Haand, der bankede: nei, over Vinduesrammen viste sig en meget reel, krudtsværtet og blodplettet Næve, og under den var der Noget der blinkede; — det forsvandt snart bag Rammen, men den Smule, man kunde se, blinkede sælsomt farveløst — ganske som om denne Næve pressede Taagen saadan, at der dryppede store, blanke Draaber ned.
Med et ivrigt, lydløst Kattespring var Lise ude af Sengen og stod ved Vinduet.
Nedenunder den krudtsværtede, blodplettede Næve og i tilbørlig anatomisk Forbindelse med den stod Peer Vibe, med en Pelshue, hvori hver strittende Haarspids havde en tindrende Perle, med sit uhyre Uldtørklæde viklet et Par Gange om den korte Hals og lidt op over den meget sortstubbede Hage, med en Bøsse over Skuldren og med Benene stikkende — ikke i Fedtstøvler, det man kunde se, men i et Par Hylstre af klumpet Ler prydet med Bundter af vissent, vaadt Løv og strittende Smaakviste. Men det mærkeligste ved Peer Vibe, i alt Fald i Lises Øine, var den Gjenstand, der hang ned fra hans løftede høire Næve, og som nu viste sig at være et Hundehalsbaand af Nysølv med en lille allerkjæreste Klokke.
Lydløst smuttede Lise hen til Kommoden og tog et Par prægtige graa Uldsokker ud af en Skuffe. Lydløst lukkede hun Vinduet op, og da hun i Bytte for Sokkeparret modtog Halsbaandet, holdt hun forsigtig paa Klokken, for at den ikke skulde klingre.
Der blev ikke vexlet et Ord.
Det var den »Fenstring«.
Den efterlod hende i et Perlehumør. Dette Halsbaand forekom hende som et Lykkevarsel, der ikke kunde skuffe. Dets blanke Sølv gav Glands til den matte, blygraa Dagning, den lille Klokke kimede til Fest. Jennys Halsbaand som Bytte i hendes Hænder — det var hendes Seir over Medbeilersken, Krybskyttefamiliens Seir over Skovfodgens. Den Dag, der begyndte saaledes, maatte bringe hende noget Godt! …
Hun var kommen lidt sent op, og der var meget at gjøre, da der netop skulde bages Kager; men det skadede ikke, Arbeidet gik saa flinkt fra Haanden, som om det var en Leg. Og da lille Lars stak Hovedet ind i Kjøkkenet for at sige Farvel, før han paa et Par Dage gik til sin syge Moder, kaldte hun ham ind og lukkede hans Byldt op, hvorpaa hun tog et Par Haandfulde af de varme Kringler af Jernpladen og pakkede dem med ind. Ja i sit Overmaal af Velvillie trykkede hun endogsaa et dygtigt Kys paa hans Barnelæber, der stod aabne af maabende Forundring, hvorpaa hun skubbede ham ud ad Døren og efter dette Mellemspil med dobbelt Iver tog fat paa Arbeidet.
Det standsede ikke hendes flittige Hænder, at hendes Tanker hyppig forvildede sig helt ud i Skoven: hun forestillede sig, at nu stod »den Anden« vel udenfor Skovfogedhuset med Hans ved Siden af sig og raabte »Jenny, Jenny!«, saa det gjenlød. Men ingen fin lille Sølvklokke gav sig til at klinge langt inde i Tykningen, og der kom ingen Jenny springende. Og ved Aftentid vilde hun atter raabe forgjæves, og ligeledes den følgende Dag, bestandig haabløsere, til hun havde begrebet, at hendes Jenny aldrig kom tilbage — og aldrig mer vilde saa hendes Lokkeraab tone gjennem Skoven derude.
Saadanne idylliske Phantasier holdt det fortræffeligste Humør vedlige hos dette Naturbarn — Skyttelise ude fra Lyngen. Det var ingenlunde blot gold Skadefryd, der jublede i hende; men den mystiske Forestilling om at »den Andens« Magt var brudt derved, at hendes Attributvæsen var ryddet af Veien, og at hun ligesaa lidt vilde kunne lokke Mølleren som Jenny til Huse — det var den, der gav Spændstighed til alle hendes Muskler og satte hende de dristige Glandslys i Øinene. Og triumferende betragtede hun sit eget Dyr, den trofaste Pilatus, der var saa fed og glindsende, saa spinnende, saa haleringlende, saa behagelig slikkende sig om Munden og plirrende med Øinene som nogen Kat nogensinde har været, medens den Andens Jenny med brustne Øine og med Tungen ud af Munden hang i en eller anden Hælers Skur.
Mølleren hørte hendes glade Sang helt ovre i Dagligstuen, da han lidt over Klokken ti var kommen ind fra Bageriet. Den trængte ind sammen med den hyggelige Duft af ristede Kaffebønner, og dette Par oplivede ham mer end det blankeste Solskin og den blaaeste Luft havde kunnet gjøre det. Høimølleren havde den luxuriøse Vane paa denne Tid af Dagen at drikke to Kopper Kaffe — og det fortræffelig og meget stærk Kaffe — med Kringler og Smaakager til den første, medens der til den anden tændtes en Pibe, der ingenlunde var stoppet med Bondetobak men med god hollandsk Kanaster: for han var et Stykke af en Gourmand, var Jakob Clausen. Idag tændte han sig imidlertid en Cigar, da han satte sig hen for at vente paa Kaffen. Han havde en ren Skjorte paa og en pæn graa Frakke, og paa hans Ansigt lyste der en vis høitidelig Besluttethed, som stod i god Samklang med hans omhyggelige Toilette.
Hvad Lise angaar, saa havde hun, da hun gik over fra det grovere Arbeide til Kaffelavningen, følt en Trang til at soignere sig og bringe sin ydre Person mere i Overensstemmelse med sin Feststemning. Iført en ny dunkelblaa Kjole, hvorover der var bundet et kremfarvet Forklæde med broderet Brystsmække, traadte hun smilende ind med Kaffebakken og tog sig saa godt ud, at selv »la belle Chocoladiére«, der ved Hjelp af Annoncebilleder ogsaa var trængt ind i denne Falsterske Mølle, vilde være kommen tilkort ved Siden af hende.
Det Potenserede ved hele hendes Væsen var Mølleren paafaldende, og behagelig berørt derved nikkede han smilende til hende.
— Tag dig dog en Kop, Lise, og sæt dig og drik med.
Hun takkede fornøiet og gjorde det.
Jakob tog en Butterdeigskringle og dyppede den i Kaffen. Og da den nu paa den letteste og behageligste Maade ligesom forsvandt paa Tungen, og et Par af dens Kammerater udførte denne Forsvindingskunst ligesaa behændig, smilede han med et ganekildret Smil, og kunde ikke tilbageholde den Bemærkning, at Kringlerne denne Gang var lykkedes hende ganske særlig. Lise nægtede, trods sin Beskedenhed, ikke at hun havde gjort sig al mulig Umage — hvad hun virkelig ogsaa denne Gang havde, som om det gjaldt en Concurrence — og tilstod, at hun følte sig meget lykkelig, fordi Husbond var tilfreds.
Husbond mente, at han maatte være meget utaknemmelig, hvis han ikke var tilfreds, saadan som hun gjorde sig Umage og som Alting ogsaa lykkedes — Kaffen f. Ex. var ogsaa saa god, at han kunde gjerne sige, han aldrig havde smagt saadan Kaffe. Han nærede en spøgefuld Tvivl om at Sultanen drak bedre Kaffe.
Det var nok muligt, indrømmede Lise, at det i de sidste Dage var lykkedes hende at forbedre den, idet hun nu ristede Bønnerne over en meget sagte Ild, hvilket ganske vist tog længere Tid, men hun vidste jo, hvor megen Pris Husbond satte paa en god Kop Kaffe.
Med en lille lun Latter bekjendte Mølleren sig som skyldig i denne Svaghed og som gjennemskuet — maaske ogsaa som gjennemskuet og skyldig i andre Svagheder.
Lise opdagede nu, at hans Kop var tom, og reiste sig for at skjænke i. Medens hun bøiede sig frem over Bordet, omfavnede Møllerens Blik hendes sunde, faste Figur, der ved den jevne og dog næsten pyntelige Husdragt, fik et eiendommelig tækkeligt Præg.
En net lille Kone, det maatte Enhver sige.
Hun følte vel, hvordan han betragtede hende; for da hun satte sig igjen, var hun lidt rød i Hovedet, og denne Rødmen klædte hende — den ærbare Pige. I yndefuld Forvirring strøg hun sig med Haanden over Haaret, navnlig over det krusede Pandehaar, om hvilket hun var sig bevidst, at hun i alt Fald paa dette Punkt var mere frøkenagtig end den Anden med sin enfoldige, glatstrøgne Gudsords-Frisure.
Var denne Overlegenhed ogsaa Mølleren paafaldende? bragte den i rette Øieblik det andet Ansigt til at vise sig for ham, og havde det et sørgmodigt bebreidende Blik til ham? Var der Noget i ham, der hviskede, at han stod i Begreb med at kaste et Livsens Brød bort for lækkert bagte Butterdeigskringler? Var det et saadant Syn og saadanne Tanker, han viste bort med et nervøst Strøg af Haanden over Øinene og over den pludselig rynkede Pande?
— Skjænk dig dog ogsaa en Kop til, Lise, sagde han og strøg en Tændstik af for at tænde sin Cigar.
Hun skjænkede sin Kop halvt fuld.
— Tak! Husbond vil nok forvænne mig.
— Forvænne — Snik-Snak!
Han lænede sig tilbage, dampede i Taushed et Par Minutter og pustede Røgen ud af Munden eller gjennem Næseborene, indtil han havde spundet dem begge ind i et tæt Taagenet. Lise sad ligeoverfor ham, lidt yderlig paa sin Stol — som det sømmer sig et Tyende — og nippede nu og da til sin Kop, som hun holdt i Haanden. Endelig var den tømt; hun satte den fra sig og gjorde en Bevægelse, som for at reise sig.
Mølleren saae op.
— Ja, se saadan kunde vi nu tidt sidde og drikke Kaffe sammen i al Gemytlighed, bemærkede han. Synes du om det, Lise ?
Han betragtede hende med Velvillie. Hendes Mine var beskeden taknemlig; men hvis hans Blik havde forsket dybere, vilde han have opdaget et anspændt Udtryk, der lurede bagest i hendes kiggende Øine.
— Ja, naturligvis synes jeg godt om det — det kan man jo sagtens synes om. Kaffen smager jo endnu bedre her inde i den pæne Stue, og naar man ikke maa drikke den alene. Men jeg faar vel ikke saa ofte Tid for Maden til at sætte mig saadan til Ro. Idag har vi netop Noget, der bliver hurtig færdigt, saa gaar det nok an.
— Naa, hvad Maden angaar, det kunde vi vel nok komme ud over, mente Mølleren.
— Saa vil Husbond maaske dog have Hareane? spurgte Lise, aabenbart meget ængstelig.
— Hende eller en anden — ja jeg veed nok, du er ikke meget for det — —
— Det er jo Noget, som Husbond helt selv maa — — naturligvis, naar Husbond mener det — —
— Ja vist saa, vist mener jeg det … Jeg har jo allerede for et Par Maaneder siden sagt dig, at det gik over dine Kræfter, og det er jo knap en Uge siden, at du var falden i Søvn paa min Seng, saa træt var du.
Lise kunde ganske vist have trøstet ham med, at hendes Udmattelse hin Morgen i alt Fald ikke var gaaet saa vidt, at den havde berøvet hende Bevidstheden. Men hun foretrak at betragte dette Tilfælde som en Undtagelse: hun havde den Nat kun faaet sovet saa lidt.
— Netop — Søvnløshed — det kommer af Overanstrengelse, det er jo det jeg siger … Naa, saa talte du ogsaa om, at jeg havde dog vist i Sinde at gifte mig igjen, og det syntes du heller ikke om.
Lise var nærmest i dette Øieblik af den Mening, at det syntes hun meget godt om, men hun sagde ikke Husbond imod.
— Du vil helst have at Alt skulde blive som det var her i Møllen, ikke sandt Lise?
Det vilde Lise paa ingen Maade, hvad hun tilkjendegav ved at sukke og plirre lidt med Øinene — uden at betænke, at Mølleren maatte tillægge disse Tegn den modsatte Betydning.
— Ja, — men det kan det nu alligevel ikke, erklærede han, helt saadan kan det ikke blive ved at gaa, det kan vi dog maaske nok blive enige om.
Lise var i høi Grad enig med ham; men med ægte kvindelig Beskedenhed nøiedes hun med ikke at nedlægge Protest — sukkede igjen og plirrede stærkere med Øinene.
Mølleren lagde Cigarstumpen fra sig paa Underkoppen, foldede Hænderne i Skjødet og saae paa, hvordan Tommelfingrene gik rundt om hinanden.
— Se — hvad nu det angaar — at — du skulde tage bort herfra — —
Lise fik her hurtig et rent Lommetørklæde op af den lille kokette Lomme, der paa Pernille-Vis var anbragt uden paa Forklædet, og førte det op til sine Øine.
— hvad det angaar — saa, hm — saa gaar det heller ikke an, for — ser du, Møllen her har nu en Gang vænt sig til dig — og — sandt at sige, Mølleren — han har ogsaa gjort det. Og saa synes jeg, at naar vi to giftede os, saa kom vi ud over alle de Vanskeligheder.
Dér var de da, de Ord, som hun saa længe havde haabet paa, og som hun nu ventede, ja hvis Udeblivelse vilde have voldet hende den dødeligste Skuffelse. Da de nu virkelig kom, satte det attraaede Maals umiddelbare Nærhed hende i en Sindsbevægelse, hvis ydre Tegn neppe vare til at skjelne fra dem, der ledsage den salige Overraskelse af en inderlig og ydmyg Kjærlighed, naar den uventet ser sig gjengjældt. Hendes Haand dirrede og glemte med det rene Lommetørklæde at skjule det Øie, hvori der skjælvede en Taare.
— Ja, jeg kan ikke finde paa noget Bedre, sagde Mølleren og bøiede sig hen mod hende over Bordet — men hvad siger du til det, Lise?
Lise sagde, idet han stod op og vendte sig halvt bort, at det var ikke rigtigt af ham, at han burde ikke drive Spot med en stakkels Pige, for det kunde jo dog kun være hans Spøg, og det var jo umuligt — —
Saa meget fik Lise sagt, før hendes Stemme kvaltes; hvorpaa hun, da det rene Lommetørklæde ikke fandtes i Besiddelse af de til Anledningen svarende Dimensioner, skjulte sit blussende Ansigt i det kremfarvede Forklæde og gik hen imod Døren.
Mølleren blev meget rørt ved denne Ydmyghed og sprang op for at berolige og overtyde hende ved Kjærtegn og indsmigrende Ord — han havde maaske dog behandlet Sagen i en lidt for let og spøgende Tone. Da fængsledes hans Opmærksomhed ved Rumlen af en Vogn, der syntes at dreie fra Veien ind i Gaarden, og han tog en anden Beslutning.
— Saa, skal der nu komme Besøg og forstyrre os! brummede han i en fortrædelig Tone, men lo samtidig ganske lunt i Skjægget.
Lise, der stod saaledes, at hun først kunde se Vognen, bøiede sig for bedre at kunne kigge ud.
— Det er Deres Svogers Enspænder, sagde hun, høist ubehagelig berørt. — Forresten er det kun Drengen, der kjører, og der sidder Ingen i, tilføiede hun beroliget. Thi hun havde frygtet, at hendes Friers Svigermoder kom kjørende, og noget Værre havde neppe kunde hændes hende i dette afgjørende Øieblik. Imidlertid, hun ventede sig overhovedet ikke noget Godt fra Dragegaarden, og allerede Synet af den temmelig sløve og ganske uskadelige Dreng og af den lille gule svenske Hest med sin korte Hale satte hende i Raseri. Hvad Fanden vilde de nu her? Formodentlig kjøre hendes kjære Møllermand bort, netop nu da det var lige ved at gaa i Orden!
— Aa, er det den! sagde Mølleren, det havde jeg saamænd næsten glemt.
Han traadte hen til Vinduet og lukkede det op; og han maatte holde godt fast paa det, da Blæsten ruskede umanerlig i det.
Kjøretøiet standsede udenfor.
— Peer! raabte Mølleren, du kan kjøre over og sætte Hesten i Stald.
Den sløve Dreng rykkede et Par Gange i Tøilerne, og den lille Hest satte sig igjen i Bevægelse. Lise saae efter Vognen, der langsomt kjørte tvers over Gaarden, med en Følelse af at en stor Fare var afvendt.
Mølleren lukkede Vinduet og vendte sig om imod hende.
— Det er sandt, jeg havde glemt at sige det til dig … Jeg kjører bort, naar vi har spist, og kommer ikke igjen før imorgen Eftermiddag … Jeg har nogle Forretninger med en Kornhandler inde i Byen, og saa gaar jeg med det samme paa Herredskontoret og løser et Kongebrev. Paa Veien kjører jeg ind til Præsten, som endnu har Smaaredsel tilgode, og saa snakker jeg med ham; han maa belave sig paa at holde en pæn Vielsestale … Maaske vil han finde det lidt tidligt, men jeg har nu ikke Lyst til at vente, til han synes, det er passende … Naa Lise, sluttede han, idet han gik hen til hende — synes du endnu, at det er en daarlig Spøg? For hvis du slet ikke synes om den, saa kan Peer godt kjøre tilbage med Vognen. Det med Kornhandleren kan saamænd gjerne vente til en anden Gang.
Et Skrig, der havde den ægte, uefterlignelige Hjerteklang — og Lise laa ved sin udkaarne Ægtefælles Bryst.