Møllen/3/5
V.
Der var hyggeligt i Skovfogdens lille lave Dagligstue paa denne Søndag Aften, da Høimølleren og lille Hans igjen en Gang sad ved det dækkede Bord hos det gode Skov-Sødskendepar.
De havde ikke været der i flere Uger. Men om Lørdagen havde et Brev fra Skovfogden underrettet Mølleren om den vigtige Begivenhed, at Hanne havde bagt en af sine berømte Sandkager, og at de i alt Fald for dens Skyld burde gjøre en Skovtur den følgende Dag, selv om Veiret ikke just var indbydende.
Og Veiret var virkelig ikke det bedste. Det ægte danske Efteraar havde i de første Novemberdage indfundet sig paa den uelskværdigste Maade. Ad vaade, opkjørte Veje havde de naaet det gjæstfrie Hjem, hvor man nu gjorde sig tilgode inden fire Vægge. Udefra lod tung Skovsusen, som en Klage over de mange Blade, der hvirvledes bort i Sværme, og det ensformige Brus af Bølgerne paa den flade Strand kastede taktmæssig sine dybe Toner ind. Men disse dumpe Naturlyde blandede sig behagelig med den huslige Kogen af en Kobberkjedel, der skinnede i det midterste Rum af den lille Kakkelovn. Vandet boblede og Laaget klirrede utaalmodig. — Men nu løftede ogsaa Hanne Kjedlen ud og kom Vand paa Thepotten, som Hans holdt. De to Mænd tændte deres Piber, skjøndt Hanne mente, at de kunde gjerne have ventet dermed, til de havde ladet hendes Sandkage vederfares Retfærdighed.
Dette Pragtstykke stod midt paa den hvide Dug, pyntelig omgivet af Smaatalerkener og Kopper. Mølleren trykkede sig behagelig tilrette i Sofahjørnet og blæste store Tobaksskyer ud i Lampelyset, medens han hengav sig til den Følelse af Sikkerhed og Fred, som han kun fandt i denne Stue. Det var Noget af den Havnero, som en Skipper foreløbig nyder, med det aabne Hav skummende udenfor Molen, hvor han nok har Lyst til snart igjen at vove sin Skude, men saa ogsaa haaber endelig at kunne lægge bi i den sikre, velprøvede Havn.
Den virksomme Skovfoged, som altid maatte have Noget for, ordnede en Bunke krogede og afbarkede Egegrene og Trærødder, der laa foran ham paa Gulvet. Han gjorde Udvalg, sammenlignede, og forsynede dem med Mærker. Det var hans Yndlingssyssel i sine Fritimer at lave »Naturborde« især til Blomster, saadanne som det, der velbesat indtog Hjørnet mellem Sofa og Vindu. Dog vilde det, som han nu med særlig Omhu søgte Materiale ud til, langt komme til at overgaa hint, ja Alt hvad han hidtil havde skabt; — det skulde efter hans dristige Plan paa kandelabreagtige Forgreninger rundt om Hovedpladen kunne optage mange enkelte Urtepotter, og det var bestemt til at smykke Dagligstuen i Høimøllen.
— Det bliver dog nok mit Mesterstykke, dette her, mumlede han med et Smil.
— Ja, det troer jeg, svarede Mølleren. Jeg er blot bange for, at jeg kommer tilkort med Blomsterne. Naar Christine havde levet endnu, saa havde det været en anden Sag, for hun havde saadan en lykkelig Haand.
— Ja. det er sandt. Hvor Blomster skal trives rigtig, der maa der et Kvindemenneske til. Os Mandfolk bryder de sig nu en Gang ikke om, naar det da ikke netop er en Gartner. Det er ligesaadan med Hanne — se, hvor det blomstrer.
Han pegede med Pibespidsen over Skuldren hen paa Blomsterbordet og lo i Forbigaaende til Mølleren, med en hemmelighedsfuld fortrolig Blinken: — hvad det angaar, behøver du altsaa ikke at gjøre dig Bekymringer; det bliver ligesaadan hos dig.
Mølleren besvarede rigtignok Vennens Blik forstaaende, men der var noget mat og adspredt i hans Udtryk. Han sank dybere tilbage i Sofahjørnet, og Tobakstaagen foran hans Ansigt blev tættere.
Nu kom det høitidelige Øieblik, da Sandkagen skulde skjæres for; Theen dampede allerede i Kopperne. Men da de første Skiver laa paa Talerkenen, blev der en Jammer: Kagen var klæg, den havde, som man siger, »Vandstriber«. Ganske vist forsikkrede Mølleren, at saadan smagte den netop allerbedst — Vandstriberne havde noget Forfriskende ved sig; men Hanne troede, at han blot sagde det for at trøste hende, skjøndt hun selv i al Hemmelighed havde den samme Smag. En Lykke var det da, at Hans' Appetit ikke kunde mistænkes for Smiger og endnu mindre Jennys, der gladelig aad Kagen — dog kun naar Hanne rakte den en Bid. Og der blev stort Hallo, da Drengen forfulgte Raadyret gjennem hele Stuen for at paanøde det den lækre Spise. Jenny smuttede bestandig fra ham — tidt ind under Bordet, hvor den dukkede sig, saa at Bugen næsten berørte Gulvet, efter disse Dyrs Sædvane, der synes at være meget ængstelige for deres Rygrad.
— Nu har du nok en drøi Tjeneste, Vilhelm, bemærkede Mølleren og saae uvilkaarlig ud ad Vinduet, da Skoven bragte sig i Erindring ved en lydeligere Stønnen end ellers.
Ogsaa Skovfogden kiggede ud. Over de gyngende Grantoppe krummede Nymaanen sig som et lille bugnende Seil.
— Naa, endnu gaar det an … Men naar den Smule Maane bliver otte Dage ældre, saa har vi de rigtige Krybskyttenætter.
— Aa ja! saa kommer mine bange Timer, naar du saadan maa patrouillere om Natten, sagde Hanne.
— Aa, der er saamænd ikke videre Grund til at være bange. Det skulde da gaa haardt paa, naar de brændte En paa Pelsen. Men behageligt er det rigtignok ikke, og heller ikke morsomt for den Sags Skyld, især da der aldrig kommer Noget ud af det. Saadan en Fyr behøver jo kun at klatre op i et Træ, hvordan skal jeg saa finde ham?
— Kan Hunden da ikke snuse ham op?
— Aa, den tør jeg jo slet ikke tage med. Den vilde strax blive skudt væk for mig.
Hektor, som forstod at Talen var om den, bankede med Halen paa Gulvet.
— Ja men, der er dog denne Peter Vibe, bemærkede Hanne. Man siger saa meget Slemt om ham. Han skal ogsaa have været med, da den gamle Skovfoged blev slaaet ihjel.
— Ja, det er en farlig Fyr, det er sikkert nok. Hvis jeg en Gang kunde have Held til at faa Fingre i ham, skulde jeg saamænd ikke klage over, at jeg maa rende saadan ude om Natten.
— Det er jo hans Søster, som tjener hos Dem, spurgte Hanne.
— Ja.
— Hun lader ellers til at være en ganske flink Pige. Hendes Ansigt synes jeg rigtignok ikke videre om, skjøndt det jo i Grunden er ganske kjønt.
— Aa, Lise er en meget dygtig Pige, jeg gad nok se den, der kunde overkomme saa meget, som hun kan.
— Saa? ja veed du hvad, Jakob! du skulde dog se dig for med hende, du kan ellers let en Gang komme til at fortryde det. For den Familie — begge Brødre er Krybskytter, den ene maaske halvt om halvt en Morder — Faderen og Bedstefaderen ogsaa — det er et ganske forbandet Hul den Rønne ude i Virket-Lyng — tro mig, der kryber ikke noget Godt ud af den. Jeg vilde ikke stole for meget paa hende.
— Naa det vilde vel dog være for mistroisk, mente Mølleren. Ogsaa Hanne dadlede Broderens altfor hurtige Dom: man burde ikke lade hende undgjælde for hvad hendes Slægtninge havde gjort.
Mølleren blev helt underlig tilmode ved at Lise saa uventet bragtes paa Tapetet, og det navnlig fordi han først nu lagde Mærke til, at han egentlig hele Tiden i sit inderste Hjerte havde tænkt paa hende og længtes efter hende. Hun var tilstede som Kontrast til Hannes nydelige Væsen, var tilstede ganske som den søgte Figur i et Fixerbillede — og ligesom denne var hun Hovedsagen. — Og hvor klart blev det ham ikke i dette Øieblik, i hvilken uforsonlig Modsætning hun stod til hans Venner — til dem fra Skovfogedhuset — hun, Vildskyttetøsen! —
Saa maatte han smile ad den Mistanke at hun kunde bestjæle ham — eller hvad nu Skovfogden tænkte sig. Hun, der holdt sammen paa det Hele og saa ikke engang vilde modtage den Forøgelse af sin Løn, som hun saa rigelig havde fortjent. Navnlig i de sidste Par Uger var hun bleven saa ivrig med sit Arbeide, at han virkelig frygtede for at hun skulde gjøre sig selv Skade. Ligesom man under Krisen i sexogtreds en Dag fandt Bismarck indsovet i Kongens Venteværelse med sin Portefeuille under Armen: ganske saaledes havde han endnu igaaraftes fundet Lise indsovet paa hans Seng med en Støveklud i Haanden. Og han saae for sig hele den kraftige og harmoniske Bølgelinie af hendes skjødesløst henslængte Pigelegeme — saaledes som det overvældet af øieblikkelig Træthed var sunket om paa den uredte Seng. Han saae ikke længer den hyggelige Dagligstue med dens stille og nette Beboere, hans trofaste Ven og hans udkaarede Hustru; han saae kun hin, i disse Omgivelser og i dette Selskab saa lidet passende ja næsten usømmelige Fixerfigur i Billedet.
For at skjule, hvorledes hans Tanker forvildede sig og for selv maaske ogsaa at komme paa andre Tanker, bad han Hanne om at spille Noget for dem.
— Ja gjerne, sagde hun og gik strax hen til det opretstaaende Klaver. Hun tændte Lysene, stillede et tyndt Hefte foran sig og spillede.
Det var Papagenos Fuglefængersang.
— Naa? spurgte hun, da den var færdig, og saae forventningsfuld over Skulderen hen paa Jakob.
— Det var et meget kjønt Stykke.
— Ja, men kjendte De det ikke? spurgte hun lidt skuffet.
— Nei, ikke det jeg veed af.
— Og jeg troede det var det Stykke, som De saa gjerne vilde høre en Gang.
— Tryllefløiten?
— Ja, saadan hedder det.
— Saa? Ja nu synes jeg ogsaa nok der er nogen Lighed — jeg maae vel sagtens have glemt det.
Jakob havde en Gang som Dreng været i en Præstegaard, hvor han hørte en Dame spille paa Klaver; og en Melodi, som blev kaldt Tryllefløiten, havde gjort et stærkt og varigt Indtryk paa ham. Da nu Hanne saa tidt spillede Noget for ham, havde han faaet en utaalmodig Længsel efter at høre denne Musik igjen, hvis Gjenklang var bleven i hans Erindring som et tonende Under, en lille Aabenbaring fra en hel anden Verden; og han havde ofte talt til Hanne derom. Saa var det i de sidste Dage faldet hende ind, at dette hans Yndlingsstykke maaske fandtes i en gammel Aargang af Erslevs musikalske Museum, som hun havde faaet i Kjøbenhavn; og se, paa det første Hefte, hun tog frem, læste hun Titlen »Tryllefløiten«. Hun indøvede Stykket omhyggelig og glædede sig meget til Virkningen — der nu rigtignok udeblev.
— Aa, det er nok det samme Stykke, sagde Jakob for at trøste hende, jeg har blot ikke rigtig kunnet huske det.
— Nei, vent nu bare lidt, sagde Hanne og betragtede Heftets Bagside; — der staar mer endnu her, som hedder saadan. Det er af Mozart — en stor Komponist. De har en god Smag.
Det lod næsten til, at hun var lidt stolt af hans gode Smag.
Hun hentede en Bunke Noder fra Bogskabet, søgte et Hefte ud og gav sig strax i Lag med det.
»Det klinger saa lifligt, det klinger saa sødt« —
— Ja, raabte Mølleren allerede ved de første Toner, og hele hans Ansigt straalede som et Barns. Nu tænkte han ikke længer paa Lise. Et Pust af af den store Kunst gik med sin evige Fred rensende gjennem hans Hjerte.
Ogsaa Skovfogden, der bestandig syslede med sine Egegrene, smilede og nikkede bifaldende, da Klaveret forstummede.
— Ja, det synes jeg ogsaa om. Skjøndt det er saa lystigt, — det lyder jo næsten som en Dandsemelodi, saa er der dog ligesom noget Fromt over det Det gad jeg nok høre noget mere af.
— Aa, der er meget endnu, og jeg vil gjerne spille. Iaften gaar det ogsaa ganske godt for mig, skjøndt jeg aldrig har set Noderne før.
— Det er blot lidt sent, indvendte Mølleren, vi to maa vel tænke paa Hjemveien nu.
— Det er Skade! vi sidder netop saa rart sammen, bemærkede Skovfogden. Men du har jo Ret: det bliver maaske nok lidt sent for Drengen.
— Saa veed jeg et godt Raad, sagde Hanne og vendte sig om ved Klaveret. — Lad dog Hans blive hos os. Og veed De hvad, hvis De vil sende en Dreng over imorgen med hans Tøi, saa kunde han blive her med det samme flere Dage — for det har jeg nemlig allerede lovet ham at bede om. Og Veiret bliver maaske ikke saa daarligt nu.
— Aa nei, Barometeret gaar jo tilveirs, bekræftede Broderen.
Hvis de i dette Øieblik havde iagttaget Mølleren skarpt, vilde de til deres Forbavselse have bemærket et ubegribeligt Udtryk af Skræk i hans Ansigt. Han blev saa levende mindet om hin Aften hos sin Svoger, da det samme Spørgsmaal havde stillet sig foran ham som en Fristelse. Den Gang havde han ikke paa nogen Maade villet give slip paa Drengen og være gaaet alene hjem — til Lise. Han maatte have det uskyldige Væsen hos sig, sin levende Arv efter Hustruen, han kunde ikke undvære det i sit Hjem som en lille Skytsengel mod de onde Aander. Og nu? nu vakte det samme Forslag det utaalmodigste Ønske om at efterlade Drengen her hos sine fromme Venner — at blive fri for ham som for sin Samvittighed og ile alene hjem til Lise. Denne Opdagelse forskrækkede ham først. Han havde ikke Mod til at gribe behjertet til; ja, han turde neppe se op. Han skammede sig alt for meget for denne rene Sjæl, der saa naivt uden at ane Noget spillede under Dække med Forførelses-Dæmonen og selv gav den Ven, hvis Skytsaand hun skulde være, Leilighed til at forraade hende.
— Naa, Hans; hvad siger du? spurgte han tonløst. — Vil du blive hos Onkel Vilhelm og Tante Hanne?
Han saae forventningsfuldt paa Drengen: maaske havde Hans mest Lyst til at gaa med hjem, og saa vilde han visselig ikke overtale ham til at blive.
Men Hansemand sprang af Glæde og lovede at være rigtig artig.
— Ja, naar han nu blot ikke er jer til Uleilighed, mumlede Faderen.
— Hvor kan De sige saadan Noget? det er os jo kun en Fornøielse.
Mølleren reiste sig og gik hen til Tobaksbordet i Hjørnet for at stoppe sig en ny Pibe.
Hanne spillede videre. — Sarastros Sang og den høitidelige Tempelmusik henrykte Sødskendeparret endnu mer end de første Stykker; men Møllerens Sind var i altfor bølgende Oprør til at en saadan himmelsk Skjønhed kunde finde et Speil deri.