Møllen/3/4
IV.
Der slog en bedøvende, krydret Hede ud fra fra de aabne Døre af Bagerovnen, i hvis dunkle Hule halvfjerdsindtyve store Landrugbrød laa og ventede paa at blive befordrede til Dagens Lys. Med en lang Stang, der endte i en Slags Træspade, hentede Mølleren dem ud, to og to, og Lise tog dem saa og bar dem ud i Gangen, hvor Christian mødte hende og overtog dem for at lægge dem til Afsvaling paa Æltemaskinen, der efter endt Dagværk stod stille med graa Deig hængende ved sine Jerntænder som Dynd paa en Harve. Disse mange hurtige Møder mellem Ælterum og Bagestue gav ellers den dristige rødhaarede Svend Anledning til alskens smaa fortrolige Skjelmerier og flygtige Courmagerbrudstykker; men idag var der noget sært Forstemt ved hende, som bevirkede, at han holdt baade Tunge og Fingre for sig selv.
Med et vemodigt Blik overskuede hun det velkjendte lille Rum, hvis hele Udstyrelse bestod i den mægtige Bagerovn, som indtog Bagvæggen, samt den lange Disk ligeoverfor, under Vinduerne og langs den korte tredie Væg. Denne Disk laa fuld af de færdige, lækre Sigtebrød. I Hjørnet stod Vægten, paa hvilken hun havde veiet Deig af til saa mange tusinde Brød; og den lille Haandspade, som hun forstod at haandtere saa sikkert, at den næsten bestandig lagde det rette Kvantum paa Skaalen, stod der plantet i en Deigrest.
Atter kom et Brødpar ud til videre Befordring; hun bar dem ud til Christian i Gangen, hvis Dør stod aaben til Gaarden, der aandede sin Kjølighed ind i det hede Bageri. Hendes hurtige Øiekast gjennemfløi den, som den bredte sig der i det skarpe Oktober-Sollys, der skinnede gulig tilbage fra Kalklængerne og tindrede i Regnpytterne. Hendes egen Pilatus laa i Kjøkkenvinduet og solede sig, og Geranierne glødede i Vinduerne til Dagligstuen, hvor hun burde sidde inde og throne som Husfrue. I Længen tilvenstre stod den øverste Halvdør aaben til Kostalden, i hvis Mørke en rød svingende Svands fangede et Glimt af en indfaldende Solstraale; der skulde hun ikke længer have sin Gang — hun sendte Pigen over at malke. Lige i Forgrunden tilhøire hvirvlede Skygger forbi af Møllevingerne, hvis mægtige støtte Susen, med Smeld af Seildug og Hvin af Vinden, kom ned ovenfra med Bud fra en stor Maskine af Hjul og Møllesten, der arbeidede utrættelig for hendes Velvære. Ogsaa en Stump af Galleriet silhouetterede sig paa Gruset med et Billede af Jørgen, der dreiede Gangspillet for at vende Hatten en Kjende; ogsaa han hørte med til hendes Eiendom som en leilighedsvis Adspredelse. Men i Christian, der tog Brødene ud af Hænderne paa hende, og da han mærkede, at hun tøvede, forsøgte sig med en lille Smidsken — i ham saae hun kun Tjenestekarlen, hvem hun om Søndagen lod lægge det pletterede Seletøi paa de blankstriglede Brune og spænde for Stadsvognen, naar hun vilde kjøre ud i Besøg eller til Kirke med sin Mand.
Med sin Mand? — Hun var igjen ved Siden af Mølleren og betragtede ham, som han stod bøiet foran Ovnen uden Frakke og Vest, med Skjorten knappet op for Brystet og smøget op over Albuerne paa de muskelstærke, haarede Arme, der manøvrerede med den lange Stang. Fra det krusede, graasprængte Tindinghaar perlede Sveddraaberne ned i hans Skjæg; det magre Ansigt havde et anspændt Udtryk — han var helt ved sit Arbeide, og ligesaa godt kunde den trevne firskaarne Lollik — hendes Forgængerske — have staaet der hos ham og taget mod Brødene, som hun med sine bløde, indsmigrende Former og med saa meget Liv i sit Blik … Eller syntes det kun saa, og kom maaske denne Anspændthed af en Tvang, som han paalagde sig for ikke at mærke hendes Nærhed? For det var dog vel sikkert at forleden, da han siddende paa sin Møllesten havde set Melpletterne paa hendes Kjole, da var Skinsygen vaagnet i ham og havde pustet til de ulmende Gløder i hans Hjerte, saa det var flammet rødt over hans Ansigt …
Ak nei! det var nok saaledes: hun skulde miste alt dette — denne Møllegaard, som hun havde arbeidet sig en Ret til, og denne Mand, som det nok var værd at kalde sin Husbond og gaa ved Siden af ind i Kirken — for det kunde ikke nægtes, at naar han kom i Pudset, saa var han stateligere at se til end nogen af Gaardmændene, om Parcellisterne nu slet ikke at tale. Og han havde tilhørt hende, saa hun blot havde behøvet at strække Haanden ud efter ham … Ja, hvis hun ikke havde været den anstændige Pige, som hun var! Det var nu Lønnen! derfor havde han slaaet hende af Tankerne og rendte efter en Anden.
Og de gamle Forestillinger kom saa levende igjen fra hin Begravelsesdag, da hun havde set denne »Anden« staa og arbeide i hendes Kjøkken. Ja, hun vilde blive jaget fra Gaarde — fra hendes egen Gaard, fra Hus og Hjem, uden Tak for Alt, hvad hun havde gjort her, hvor hun dog havde holdt sammen paa det Hele. Hun saae sig selv grangivelig vandre afsted i Slud og Kulde, ad vaade Veie ud i den vide, vide Verden, med sin Bylt og med den trofaste Pilatus paa Armen — for den vilde ikke forlade hende, og den skulde heller ikke blive tilbage der for at den Anden kunde sparke den ud af Kjøkkenet og den vilde Kiss kunde rive Øinene ud af Hovedet paa den, naar den vovede sig op i Møllen igjen. Nei, hun var ikke af dem, der forlod den, som holdt sig til hende!
Hun mærkede, hvorledes Rørelsen bølgede op i hende, og gjorde ingen Anstrengelse for at holde den nede, mens hun gik frem og tilbage mellem Christian og Mølleren. Hvorfor? Hvem kunde forlange af hende, stakkels Pige, at hun skulde have et Stenhjerte i sit Bryst?
Mølleren syntes, at han allerede for anden eller tredie Gang hørte et Suk og en kortaandet Snappen efter Veiret. Han saae op. Lises Øine stod fulde af Taarer, og et Par store Draaber faldt ned i hendes Barm, der var halvblottet — for Hedens Skyld.
— Hvad er der dog, Lise? er du syg? spurgte han og holdt op med at stage ind efter Brødene.
— Nei, Husbond.
Mølleren rettede sig op og lod Skovlen hvile inde paa Ovnpladen.
— Jo vist er du! … Du overanstrænger dig vist og gaar hen og bliver sygelig — det er rent galt, Lise.
Hun rystede paa Hovedet og gjorde ham ved en Skulderbevægelse opmærksom paa Christian, som, da han ikke havde mødt Lise i Gangen, var kommen hen i Døren, hvor han stod og betragtede dem med sine udvældende Fiskeøine.
Saa bøiede Mølleren sig igjen og speidede ind i Ovnens Halvmørke. Men hans Hænder rystede, og det lykkedes ikke strax at faa det gjenstridige Brødpar lokket bort fra dets sikre og varme Plads i Baggrunden af Ovnen.
Vandringen frem og tilbage mellem Mølleren og Christian tog atter fat og varede uforstyrret ved indtil endelig alle halvfjerdsindstyve Rugbrød laa ude i Ælterummet. Saa slentrede Christian ind i Møllen; men Husbond havde allerede med Øinene givet Lise et Vink om at blive.
Han tørrede med Skjorteærmet Sveden af sin Pande og støttede sig med den ene Haand til Disken bag sig. Da han vendte Ryggen mod Vinduet, var hans Ansigt i Skygge, medens Lyset faldt lige paa Lise. Hun stod lige ret op og ned — Siddepladser var der jo ingen af i Rummet — og saae ud, som hun havde størst Lyst til at trykke sig ud ad Døren — omtrent som en Skolepog, der ikke for det Godes Skyld har en Enesamtale med Læreren, efter at de Andre har forladt Klassen.
— Naa, Lise! hvad er der saa i Veien?
— Aa, der er saamænd ikke saadan Noget i Veien, Husbond — Andet end at det kom saadan over mig, at jeg har vænt mig saadan til Møllen og Gaarden her, saa det er saa drøit at tænke paa, at jeg snart maa bort.
Hun klippede med Øinene og var paa Nippet til at græde igjen. Men i Mølleren havde det givet et Sæt.
— Skal du bort? hvorfor det da?
— Jo, det maa jeg da, naar nu Husbond gifter sig.
Mølleren støttede sig med begge Hænder paa Randen af Disken, idet han strakte Armene stift ud og lænede sig lidt bagover.
— Hvad er det for noget Snak? hvem siger, at jeg gifter mig.
— Aa, det kan jo være det samme hvem der siger det, men det veed jeg nu, at Husbond snart gifter sig igjen — med Frøken Hanne i Skovfogedhuset, og det kan jo ogsaa være meget rimeligt.
Mølleren tav et Øieblik. Han fandt ikke Mod til at sætte en direkte Benægtelse mod denne Beskyldning.
— Det er noget dumt Sludder, udbrød han. Man kan heller ikke komme i et Hus, hvor der er en ung Pige, uden at strax alle gamle Kjærlinger — — Forresten — om Giftermaal har der ikke været talt et Ord mellem Frøken Hanne og mig.
— Nei, det kan jo gjerne være, naar Husbond siger det — ellers skylder jo Husbond ikke mig noget Regnskab, — naar Husbond vil gifte sig — —
— Og saa veed jeg jo slet ikke heller, om hun vil have mig.
— Ih Kors! det kan Husbond da nok vide, hun vil!
Dette Udbrud kom saa troskyldig, og hun ledsagede det med et saa overbevist Blik, at der ikke kunde være nogen Tvivl om hendes Hjertes Mening, at enhver Pige, der var ved sine fulde Fem, maatte prise sig lykkelig ved at faa Høimølleren til Mand. Den saa almindelig Attraaede saae ned paa sine Støvlesnuder og følte, at han blev rød i Hovedet, ikke blot af kildret Forfængelighed men endnu mer fordi dette naive Tillidsvotum saa tydelig vidnede om hendes egen Forelskelse.
— Nei, det manglede bare, at hun skulde give Husbond en Kurv! … saa naar Husbond vil gifte sig — —
— Ja men, saa hør da nu, naar jeg siger dig, at der slet ikke har været Tale om det — mellem os to — — (han tilføiede dette med en ængstelig Hurtighed for at kunne forsvare dette Udsagn for sig selv) — saa behøver du jo ikke at tage dig den Sag nær … Den Tid den Sorg — hvis det overhovedet bliver til Noget … det har jo gode Stunder … og saa er det jo da heller ikke sagt, at du behøver at tage bort, fordi jeg gifter mig — en Pige skal her jo da være paa Møllen, saa det maa du jo selv om.
— Mener da Husbond virkelig, at det gik an at jeg blev her paa Møllen, naar der kom en Kone?
Lise traadte et Skridt nærmere, da hun gjorde dette Spørgsmaal, og Mølleren foer sammen. Skjøndt han haardnakket stirrede ned, følte han hendes dristige Blik og vidste nøiagtig, hvordan hendes Læber smilede — hvorledes hele hendes Ansigt aabenbarede Reversen af dette Spørgsmaal: »Er jeg kanske et almindeligt Tjenestetyende? har der Intet været imellem os? .... og maa der ikke blive mere imellem os — før eller senere — hvis jeg ikke tager bort?« Han havde selv Gang efter Gang stillet sig det samme Spørgsmaal og forlængst besvaret det energisk: — Lise maatte bort, det vilde være altfor svar en Forsyndelse mod Hanne at beholde Lise, saasnart det var afgjort … Men der var jo Intet afgjort, ikke det mindste — hvorfor skulde hun saa komme og plage ham med dette nu?
Og da han ikke kunde svare paa hendes Spørgsmaal, begyndte han i en ærgerlig, utaalmodig Tone:
— Ja, Herregud! hvad vil du da egentlig? Naar du troer, det er bedre, at du tager bort, saa faar du jo gjøre det … Men jeg siger dig jo, at der foreløbig slet ikke er Tale om det, saa synes jeg dog, du kunde slaa dig til Ro ved det. Du kan da heller ikke godt forlange, at jeg skal forbinde mig til aldrig at gifte mig enten med den Ene eller den Anden!
— Jeg forlanger jo ikke Noget, hvordan skulde saadan en stakkels Pige som jeg kunde forlange Noget! Det er bare saa tungt at tænke paa — jeg vilde blot saa gjerne haft, at Alting blev som det var, at jeg kunde faa Lov til at blive her og sørge for det Alt sammen saa godt jeg kunde — det er det eneste, jeg ønsker i Verden — men hvordan skulde jeg kunne forlange Noget af Husbond!
Hun holdt Forklædet for Øinene og gik ud af Bageriet, oprigtig grædende ved Følelsen af sin Afmagt, ved Tanken om at være ude af Stand til at forlange Noget; — og efterladende Mølleren i en Overrumpelses-Tilstand af Forlegenhed, Rørelse og Tvivl:
Stakkels Pige! det var unægtelig drøit for hende, at skulle bort efter Alt, hvad hun havde gjort … Og holdt hun ikke af ham, hun, der var saa sikker paa, at Enhver maatte gjøre det? Og dog forlangte hun Intet — ønskede blot at Alt maatte blive som det var; det vil sige, at hun kunde vedblive at slide og slæbe fra Morgen til Aften, for at han kunde have det godt, og Alt være i Orden paa den kjære Mølle, som hun var voxet sammen med. Og naar det var saaledes, var det da ogsaa saa paatrængende nødvendigt, at han saa hastelig blev gift med Frøken Hanne? .... Naturligvis, hvis denne dydige og fromme Kvinde fattede Kjærlighed til ham, saa var det jo det Bedste, der kunde hændes ham, og han vilde da sikkert blive lykkelig — meget lykkelig ved at have hende til Hustru. Men i alt Fald maatte man afvente, om det gik sin jævne Gang ad den Vei, og i denne Sag burde der Intet overiles. Foreløbig havde de det jo Alle godt, som det var, især efter at der var kommet saadan god Forstaaelse mellem Lise og lille Hans.
Han bøiede sig lidt ned og kiggede gjennem de lavt siddende Vinduer ud paa Gaardspladsen, hvor Drengen just kom løbende hen til Lise med sin Flitsbue, paa hvilken der var gaaet Noget i Stykker, og som Lise aabenbart med sin sædvanlige Godmodighed overfor Barnet strax tog sig for at gjøre i Stand — skjøndt saa meget alvorligere Arbeide ventede paa hendes Hænder … men det vilde alt sammen blive gjort.
Og Mølleren nikkede smilende, idet han tankeløst gav sig til at lege med den lille Haandspade, som hun brugte til at stikke Brøddeigen op med.