Kjærestesorg/8
VIII.
Der laa de nu og legede og lo.
Mads syntes, han kjørte paa en bekjendt Vej, hvor Hjulene uden Møje fugede sig ind i de gamle Spor.
Hvad gjorde det, at det iskolde Søvand først isnede, saa sved, saa brændte og stak i de dog ikke for godt vante to Par Hænder?
Mads sagde:
"Det Vand ku', s'gu, lige saa godt være spilkogende."
En dump, tonløs, sjappende Lyd arbejdede sig frem til Begges Øren.
"Hvad er det?"
"Aa, det er nok ingen Ting."
"Nej, det er det vel heller ikke."
"Jo, det er det lige godt."
"Nej, Gu' er'et ej!"
"Jo, Gu' er'et saa."
Den sidste Replik var Maries. Mads kunde ikke nægte for sig selv, at den sjappende Lyd kom nærmere og nærmere, blev mere og mere kjendelig.
"Mon det er et Kre'tur eller et Menneske?" spurgte Mads og vendte sig helt omkring fra Maven paa Ryggen.
Paa den fugtige Sti tæt langs Sebrød og Krat æltede en Menneskeskikkelse frem i Brudføret. Det var saa lyst, at Marie og Mads kunde se en lille bitte Mand i graat Tej, med et vældigt uldent strikket Tørklæde snoet flere Gange om Halsen. Paa Hovedet bar han en meget bredskygget blød Hat, forhen sort, nu brunrødmende i Morgendæmringen. En lille Kasse hang ned paa hans venstre Side i en Rem.
Han stod et Øjeblik stille, syntes at orientere sig, saâ op med Liselysts Bygninger, der hvidnede lidt mere end det øvrige Hvide, tog Noget op af Sidelommen … det var nok et Brev, nikkede som ad sig selv og mumlede:
"Her maa det være."
En Smule Ellekrat skjulte Marie og Mads. Nu sad de begge paa Hug paa Broen, saâ til hinanden og pegede afvexlende i Retning af den lille graa Mand. Saa fniste det ud af Marie:
"Hvad mon det er for en Balbér?"
Den lille Mand fôr sammen og saâ, at der var Folk paa Broen lidt neden for ham, hinsides de smaa Elle. Han tog Hatten af og sagde med sødlig klingende høj Fistel:
"God Morgen og glædelig Fest!"
"God Morgen! men vi har da ikke en Gang lille Juleaften endnu," sagde Marie.
"Nej, vi har ikke faaet Grisesylten op af Lagefjerdingen endnu," sekunderede Mads.
Den lille Mand stak Tungen ud og slikkede sig om Læberne. Den kom saa langt i Vejret, som vilde den tage Næsetippen med i Tilgift. Han sagde igjen sødt og blidt:
"Jeg er ellers Kolportør af gudelige Skrifter".
"Det er der ikke Noget at sige til," sagde Mads. Han havde set flere af den Slags passere Træskomandshuset i Spodsbjerg, havde et Par Gange ladet sig forlede til at kjøbe et Par hvide Smaapiecer, men de havde ikke moret ham. Han havde ikke noget imod at høre Prækener og gudfrygtige Ord den Søndag, han hver Maaned gik i Kirke; men, skulde man endelig læse, naar man ikke havde Andet at bestille og kjedede sig, saa var det dog morsommere at læse Viser og saadant Noget. Han sagde videre til den dvælende Kolportør:
"Nej se, man har s'gu nok af Bedrøveligheder rent gratis, saa jeg er ingen Hund efter at give Penge til for at læse om dem."
"De kan have godt af det, lille Ven!" sagde Kolportøren.
"Jeg har bedre af en Bajer," svarede Mads.
"Men den lille Pige da?" spurgte Kolportøren, som nu var gaaet tæt ud for Broen og stod og nikkede smilende til Marie.
Marie var bleven en Smule paavirket i Retning af det Højtidelige. Var det Mandens pludselige Tilsynekomst i den halvlyse Morgen — en vis Mystik i Situationen? Var det Minder om bedrøvede Timer, der stemte hende hen imod at søge Trøst i noget ubestemt Gudeligt? Hun sagde:
"Hvad har De? Lad mig se!"
Den lille Graa rakte en Duodez-Piece hen mod hende.
"Om Kjødets Opstandelse paa den yderste Dag," sagde han i Prædiketone. 8 Øre.
Prisen blev udtalt med diskret Varsomhed, ikke højtidelig, heller ikke kræmmeragtig.
Mads blev indvendig arrig over Maries imødekommende Færd. Han sagde:
"Bliver det Lammekjød eller Kalvekjød?," men blev i samme Øjeblik med over sine bespottende Ord, lagde sig paa Maven og pirrede med Banketræet i Vandet under sagte Sang af bitte smaa Isnaale. Imidlertid tog Marie Piecen og betalte den Graa. Mens han puttede Pengene i sin Lomme. pegede han bag ud over Skulderen og spurgte:
"Hedder det Sted Liselyst?"
"Ja, Gu' gjør 'et det!" sagde Mads meget barsk.
Han kunde slet ikke lide den Kolportør; han vidste ikke hvorfor. Han havde sét sig gal paa ham og beskyldte hans Tilsynekomst for, at han ikke nu fik sagt det, han vilde have sagt til Marie.
"Skulde der ikke paa dette Sted muligenvis tjene en ung Pige, ved Navn Marie Andersen, eller, som man i mine unge Dage vilde have kaldt det, Marie Andersdatter?"
"Nej, holdt!" raabte Mads og rejste sig med Klappetræet i Haanden. Han vidste ikke, hvorfor han protesterede, men "galhovedet" var han.
"Hvad skaber Du Dig efter?" sagde Marie.
Kolportøren fortsatte:
"Saa har jeg et Brev til Dem fra en Ven, En, som er berørt af Naaden, En, som er slagen med Sot og Sygdom, men haver befalet sin Sjæl i Guds Vold, alt mens han har mindes sin Ungdoms store Kjærlighed."
"Kom med det!" sagde Marie og sprang helt i Land. Kolportøren rakte hende et Brev. Mads havde gjort et langt skrævende Skridt og stod nu ved Siden af hende. Han havde ingen Grund til at slaa den lille Graa, hvad han dog følte en saa inderlig Trang til.
Marie puttede Brevet ind paa sit Bryst under Kjolen.
Mads saâ op og ned ad Kolportøren, ivrig spekulerende paa, hvorledes han skulde faa Anledning til at fornærme ham. Saa opdagede han, at han var meget hjulbenet, endnu mere end han selv.
Han sagde uden videre "Du" til ham.
"Jeg kan begribe, at Du har sla'et Dig paa Bogkræmmeri, siden Du ikke kan tjene din Føde ved at gjenne Grise," sagde han og lo haanlig.
Den lille Mand svarede ikke, lettede paa Hatten og sagde:
"Guds Fred og Velsignelse, Marie Andersen!"
Mads gjorde et Skridt hen imod Kolporteren; men Marie skubbede saaledes til Mads, at han med det ene Ben plumpede ud i Søpløret. Det bragte Mads til Besindelse. Han sagde ikke et Ord, vandt nogenlunde fast Bund under Fødderne, tog rolig Plads ved Siden af Marie, saâ sammen med hende efter den lille Graa, som langsomt gik videre og umærkelig flød hen i den lyse Rimtaage.
"Vi er ikke færdige endnu," sagde Marie. Stiltiende hjalp Mads hende med Resten af Arbejdet.
Da de havde gjort, hvad der skulde gjøres, tog de hver i sit Øre i Baljen og steg op ad den glatte Skraaning til Gaarden.
"Det var lidt forpustende," sagde Mads og standsede paa en Slags Afsats. Nu var den frossen, og Mads fandt sig foranlediget til at bemærke:
"Det Sand der, det ligner det Sukker, Madamen deler ud til Eftermiddagskaffen."
Marie svarede ikke strax, men greb i Baljens ene Øre, tog et Tag, og, da Mads blev staaende sagde hun:
"Hvor længe skal vi staa her og glo?"
Mads blev staaende stiv som en Pind. Over hans Ansigt gik sære Grimacer. Hans Mund vred sig i Krampe og savlede som et Barns. Hans Øjne blev røde og onde.
"Naa da!" sagde Marie og lod, som om hun ikke mærkede Noget.
Mads tog et Tag i hver af sine Laar, kneb i Kjødet, saa det gjorde ondt; men Haabet om, at den Smule Smerte skulde faa Overtaget over, hvad der gjorde ondt indvendig, glippede aldeles. Det Onde i Sjælen var stærkere end hans Kneb i Kjødet. Alt indenfra brød ud i et vildt Brøl:
"Brevet er fra Niels … han, der kom … dernede … uh … det var en tysksindet Spion.
Marie blev lidt bange, da hun saâ, at Mads Madsens Mund "fraadede". Hun havde i sin Barndom, mens der var Hundegalskab i hendes Fødeegn, hørt sin Fader sige, at, naar en Hund havde hvid Fraade i Munden, saa skulde man klavre op i et Træ, naar man mødte den.
Mads Madsen gjorde en omgaaende Bevægelse om Baljen. I en Fart, en Fart, som kun Selvopholdelsesdriften giver, tog Marie dybt i Baljen efter det aller største Stykke Tøj; drev det af fuld Kraft ind mod Ansigtet paa den lille, tætte Karl. Stødet var saa stærkt, at Mads gik bag over, rullede et Stykke, til hans Fald standsede paa den frosne Afsats.
Før han havde besindet sig saa vidt, at han fik rejst sig igjen, var Marie borte.
"Det er D'ævlens, saa den Tøs har Armekræfter", sagde Mads, skuttede sig og drev op over, mumlende en lang Række Eder og Forbandelser.