Kjærestesorg/9
IX.
Marie havde endnu noget at gjøre i det lille Udhus. Men hun tog Brevet, som Kolporteren havde bragt hende, ud fra sit Bryst og læste inde i sit Kammer:
O, Marie, ja ligesaa vel kan jeg sige ak,
Marie!
Fritænker har jeg været paa Trods, og jeg har interneret Præsterne i alle religøse Spørgsmaal. Fast har jeg staaet og ikke vaklet. Dette maa være min Stolthed. Thi jeg har holdt Faaredrag i flere Kroer, og jeg har taalt Piben og Hujen og jeg har leveret Faaredraget til Komiteterne, og det var skrevet med Antikva-Skrift, det, som er det moderne i de nyere Tider. Jeg har brunget Faaredrag frem om Søren Kjærkegaards Forhold til den ufisielle Kristendom, og jeg har sagt, at Idialet laa ingenlunde her paa Jorden, og at Præsterne vare Gavtyve, som levede af Apostlerne i Saltetønden.
Tror Du, elskede Pige, at der kom Nogen for at høre paa mig for de til Avertissemangter af mig for ud betalte Penge. Ingenlunde! Af Trodsighed og Arrigskab blev jeg Rialist og Naturalistiker og sagde Hold Kjæft til hele den store Menneskehed i sin reneste Almindelighed. Hele Menneskeslægten kan … nej, min naive Mø … for Dig padser Rialismen ingenlunde … derfor vil jeg ej konfidere Dig det Haansord, jeg slingede ud mod den store Universum, som jeg havde bestemt mig til at knuse og tilintetgjøre.
Men Sammensætningen af det Relative og det Konkrete og mange andre Ting gjorde mig tosset, Marie! For meget haver jeg læst og endnu mere haver jeg tænkt, ja, mere end nogen Professor. Og saa tænkte jeg, at Kunstnere i Rægelen have været urægelmædsige og løbet ud af de krumme Baner, og saa følte jeg, at jeg var Digter, hvilket jeg følte, da jeg saâ Kjøge Marked.
I S— havde jeg kjøbt for 10 Øre af en Boghøker og Ligtorneskærer en gammel Bog om Italienere, som lavede Komedier af Opskrifter. Jeg foragtede Forfatteren, efterdi han fyldte sin Bog med Sludder og Vrøvl i malebariske Sprog, det gjør slige lærte Folk af Storsnudethed og Foragt for os Auktodidaktikere, men jeg udfandt, at den Komedie, de lavede i Italien, var sand Komedie, især da jeg paa Kjøge Marked saâ en Gjentagelse af det, der skete i Italien, da den Bog blev skreven, skjønt efter en anden vulgærere Kallegori.
Altid har jeg følt, at naar jeg lærte Noget, kunde jeg gaa meget videre end de, som fingererede at være mine Overdossenter. En Ryst raabte i mit Indre: Jeg kan lave alt Barias'ses Vrævl om til Alvor og Livsdybhed, kort sagt Poesi, thi de største Dybheder ligger gjemt i det Komiske, det har jeg læst.
Direktøren fandt Behag i min Skikkelse, da jeg faareslog ham, at, dersom jeg kom til at digte, saa skulde de Reprisentazioner (saaledes stod det stavet i Bogen .. og dette kaldes en Parangthés), som blev givet paa Stillasjet uden for Theatret, blive mere indbringende, thi nu kræver det danske Folk Alvaar bag det Komiske.
Stoltelig opluede Begejstringen i mit endnu unge Bryst, o Marie!
Direktøren, som hed Bissenbacher, engascherede mig for Føden, med den Condizion (saaledes skrives det paa Italiensk), at jeg skulde blæse i Trompeten, der indviterede Publikum til Ripræsentazionen.
Jeg tænkte paa Thorvaldsen, der havde spist tørt Rugbrød i sin Ungdom uden Smør eller Belægning. En Nat — mit Leje var i en Lo — (det var kort før Roskilde Marked) skrev jeg ved Tranlampens Lys en Tragoedie; ja ligefrem noget meget Sørgeligt. Jeg var Elskeren og Du, Marie, var Elskerinden. Jeg skrev den med Blyant paa nogle Konvolutter. Den var meget kort, men dypsindig. Jeg skildrede, hvorlunde jeg, fordi Du havde givet Die af Naturens fulde Bryst, af Køernes rene Mælk, blev bortjaget af en gjerrig Borgherre, hvorlunde jeg omvankede, og saa tildigtede jeg Noget, som ej var sandt, men iddialiseret, at jeg, som Ewald og Wessel og andre af Verdens store Digtere, maatte ifølge en logisk Udvikling ende i Drukkenskab og Fordærvelse, gaa fra Naturens ordnede Skjød over i Raffineringens vilde Koas.
Du har aldrig født et Barn, Maria! Gid Du aldrig maa føle Smerten, inden det bliver til, og Sjælefryden, naar det er blevet til. Fuld af Faderglæde brød jeg ind til Skurken Bissenbacher, som laa i et godt Kammer og i en god Seng. Jeg fortalte ham, efterat jeg havde vaagnet ham, at jeg efter en Doktorgrads-Disputation havde udarbejdet en Tragedie. Inden han kunde svare, læste jeg faa Linier for ham. Han var en simpel Ingdustririder. Brytalt rev han mit Manyskrift ud af mine skjælvende Hænder, rev det i Stykker, slog mig Stumperne om Ørene og sagde (thi han var en Svensker), at mit Fornavn var Lymmel og mit Familienavn Fæhund. — Ja, Marie, det kalder en saadan svensk Gavtyv dannet Tone! Fuld var han.
Jeg gik ned i Hestestalden. Mit Hoved tørnede mod Spilbommen. Jeg blødte og blev dødsens syg. Endnu ligger jeg paa Huuspitalet i P. som Rikonvalezenter efter en gadstrisk eller tyfoid Feber. Plaget af Sult forbød Doktoren mig at spise. O Marie! Ikke kunde de dræbe mig af Tyfus, ergo skulde jeg dræbes af Sult.
Da kom mit Bysbarn Jakob Jonas Vimmelbjerg, Søn af en Væver, i Kvalitet af Kolportør til Byen og uddelte gudelige Skrifter paa Huuspitalet. Og hvad skulde jeg bestille?
Tre Dage læste jeg Jakob Jonas Vimmelbjergs smaa Bøger, og hver Morgen prækede han Religion for mig. Han paastod, at jeg var omvendt, og at jeg var greben af Naaden. Jeg tror det næsten, at han haver Ret. Jeg tror, jeg opgiver den frie Tanke og den deraf følgende frie Kjærlighed … men jeg er saa elendig. O, Maria! Skal jeg aldrig se dig mere? Aldrig trykke dig til mit svagt pulzerende Bryst? Finder jeg ikke en Kvinde, som elsker mig … o da bort baade Naade og den fri Tanke… Jeg er træt og kan ikke mere!
Din til Døden elskende
Niels … og intet videre.
Marie læste dette Brev med et Arbejde, der
anstrængte hende langt mere end Vasken den lange
Nat og Skylningen i den rimkolde Morgen. Sveden
randt ned ad hendes Kinder; hendes Haar sad klistret til Hovedbund og Tindinger. Det var et
Brev, som kunde klodse!
Marie satte sig til at granske. Nu maatte "det Indvendige" ud af hende, enten hun vilde det eller ej. Det var disse forfærdelig bevægelige Ord, der gjorde det, og saa disse mange z'er, et Bogstav, som imponerede hende paa Grund af sin Sjældenhed.
Hvordan var egentlig hendes Fornemmelser over for Niels? Det var atter ikke til at blive klog paa. For det kunde godt være, at det var Løgn og Sludder, Alt det, der stod i det urimelig lange Brev. At han var blevet Abekat og Komediantspiller, det var tydeligt nok. Men det havde han jo Geni til.
Brat gjennem disse Betragtninger brød Mindet om Sommerdagene der nede i Enghulingen, og det Minde groede højnende over alt Andet. Aa … han var dog lige som et lille Barn, lige saa hjælpeløs og endnu mere kjælen end Kjeldsens lille Peter! Hvor havde han ligget mat og varm i hendes Favn, den tynde Karl! Hun syntes, hun kunde mase ham. Og hun elskede sin egen Styrke, og hun elskede med moderlig Trang til at skjærme den fint byggede Karl med de brune Øjne. De brændte som Sankt-Hansorme ved Skærsommertid.
Hun havde været som en Moder for Emil og Peter, men nu var de snart saa store, at de kunde være hende foruden; og, var Madamen end daarlig, saa var jo Kjeldsen en stærk Tamp. Niels trængte langt haardere til hende end Emil og Peter. Niels kunde ikke undvære hende.... Og Mads Madsen! Aa, han vilde nok sørge, men, naar han fik et Par Bajrer, saa var det forbi.
Marie tog sin Beslutning. Det var Juleaftendags Morgen. Ved Lys fik Madam Kjeldsen sin Kaffe serveret paa Sengen af sin Pige. En Lampe brændte paa Bordet tæt ved den syge Husmoders Hovedgærde. Hendes Mand sad ved samme Bord og benyttede samme Lys til at fuldende Snitningen af en Spirallinie paa to Pilekjæppe, for Emil og Peter skulde have samme Presenter. Listigt skulde hver sin af tjæret Hyssinggarn flettede Snært fæstes til hver sin Pilekjæp. Det kunde blive et Par dejlige Piske, naar blot ikke de D'ævels Unger vilde klippe Øjnene ud paa hinanden, men det sørgede Marie nok for ikke skete.
Marie dyppede Julekagen i sin Madmoders Kaffekop og stak hende hver Bid i Munden. Med et Vræl vaagnede Emil, slog Peter, som laa i samme Seng, i Næse og Mund, saa vaagnede Peter med et endnu værre Vræl; og nu sloges de to Unger som føre Karle.
Kjeldsen var bleven ved at snitte. Han var vis paa, at Marie nok skulde skille hans Smaadrenge ad. Han blev skuffet, da hun blev staaende stille og vedblev at pleje hans Kone. Hun vendte Ryggen til ham. Han saâ paa hendes Nakke. Den var stiv og ubevægelig, som var den livløs.
Kjeldsen bøjede sin lange Hals og Overkrop uden om Bordet, saa han kunde se sin Tjenestepiges belyste Profil. Taarerne trillede ned ad det Øje, han saâ. De skinnede i Lyset som Rosenstenene i den Brystnaal, han havde faaet i Konfirmationsgave, og som han endnu pyntede sin stivede Brystkrave med ved højtidelige Lejligheder. Han sukkede med gnaven Utaalmodighed. Hvad fejlede Tøsen nu?
Da Madam Kjeldsen var færdig med sin Kaffe og sin Julekage, gik Marie hurtig ud af Sovekamret uden at vende sig om og uden at ænse Drengene, som baxedes i Sengen og søgte at vræle hinanden over.
Kjeldsen maatte da benytte sin faderlige Autoritet og true dem med Klø af de Piskesnærte, han havde flettet dem til Julegave, "hvis de ikke holdt Mund, og det strax."
Det hjalp foreløbig. Kjeldsen skaffede sig Ørenlyd til at spørge sin Kone:
"Mine … Du! Saâ Du, at Marie tudede?"
"Ja vel saâ jeg det," svarede Madam Kjeldsen. "Men det har hun godt af."
"Jeg troede, vi havde kurert hende for hendes Kjærestesorg."
"Snak! Den bliver hun ikke kurert for, før hun bliver gift. Det hører til Naturen, Kjeldsen! Tudede jeg ikke ogsaa meget, mens vi var forlovede. Siden kommer der saa en Tid igjen, da man græder."
"Ja saa Gu'! Men det med Niels … jeg troede, det var forbi."
"Ja, men nu er der det med Mads."
"Det er da meget bedre. Det har Du da ogsaa selv ment."
"Aa ja saa Gu'! Naar der endelig skal tudes … ja, ja da! Hellere for Mads end for Niels."
"Du kan vel hjælpe Drengene i Klæderne idag, Kjeldsen. For Marie skulde helst bage Æbleskiver fra Morgenstunden af. For siden skal jo Grøden koges og Flæskestegen steges."
Trods Børnenes Protest, at de vilde klædes paa af Marie, udførte Kjeldsen Arbejdet, hans Kone havde paalagt ham, og truede atter Drengene til Tavshed.
Alt gik stille og fredeligt i Dagens Løb. Kjeldsen kikkede nogle Gange ind i Kjøkkenet, saâ Marie staa ved Komfuret som Kong Kristian ved Masten i Røg og Damp. Det brasede og knitrede, dampede og duftede i det halvmørke Rum. Kulos, Fedt, Smør, Stegelugt forjættede Kjeldsen en glad Juleaften.
Bordet var ogsaa dækket i rette Tid Klokken sex. Kjeldsen havde set Marie sætte Grøden ind og tage Flæskestegen af Ilden. Men, da han havde spist Grøden, lindede han Døren til Sovekammeret og saâ ind til sin Kone.
"Har Marie givet Dig Grød, Mine?"
"Nej, jeg venter paa hende."
"Hvor bliver hun af med Stegen?"
"Har hun ikke sat den ind til Dig?"
"Næ—j."
"Hvor er Børnene?"
"De er inde hos mig, og jeg har maattet made dem som Fugleunger."
"Hvor er Mads?"
"Han er vel i Kjøkkenet og spiser med Tøsen. Men nu har de vel saadant et Sjov for, at de glemmer den hele Menneskeslægt."
Kjeldsen gik ud i Kjøkkenet. Jo, der sad ganske rigtig Mads og spiste Risengrød og lod den hellige Mad vederfares al mulig Ære. Paa Kjøkkenbordet stod den dampende Flæskesteg. Dens Svær skinnede som gammeldags kobberrød Forgyldning. Paa et Fad stod en pyramideagtig Stabel af Æbleskiver i tavs Forventning.
"Hvad bestiller Du, Mads?"
"Jeg begynder paa den bøvede Højhed", sagde Mads med Munden fuld af Grød.
"Hvor er Marie?"
"Marie? … ja … se, hvor er Marie? Det er noget siden, jeg saâ hende. Men jeg kunde ikke vente, for over det, at man ikke faar Middagsmad denne Højtidsdag og heller ikke Midaften, saa er man jo farlig tidig til julenadveren.... Men hun er vel inde i sit Kammers og tager den nye uldne paa."
Kjeldsen gik med Lys ind i Kammeret. Der var ingen Marie. Han saâ sig om i alle Kroge. Hendes Tøj var der heller ikke. Han gik ud i alle Udhusene og brølte efter hende. Nej. Han gik sammen med Mads, som holdt en Lygte, spejdede, sporede og søgte … Ingen Marie!
"Kom saa ind og spis med mig, Mads!" sagde Kjeldsen resigneret.
I dyb Tavshed fuldendte Husbonden og hans Karl Julenadveren. De kunde høre hinanden tygge og sukke.
Kjeldsen vovede ikke at tale til sin Kone. Da han kom ind i Kammeret, sov baade hun og Børnene. Han gik stille i Seng, men sov ikke. Konen var sovet fra Julenadveren.