Kjærestesorg/7
VII.
Mads syntes, at hans Sager gik bedre, trods al Mangel paa ligefrem Opmuntring fra Maries Side. Thi hun saâ nu ganske skikkelig, ikke slet saa tvært og surt, paa ham som tidligere. Madam Kjeldsen ytrede ogsaa til sin Mand, at Marie vist var kommen lidt til Ro, for hun holdt Peter og Emil saa pænt. Navnlig sørgede hun for, at Peter flittig skiftede Savlesmække.
Mads vandt Mod til en Gang igjen at forsøge at slaa Træskoene to Gange sammen i Springet og var helt fornøjet med, at Marie, uden Smil og uden Surmuleri, sagde til ham:
"Du er en "Bunderad", Mads!"
Han fik Lov til at hjælpe hende med hendes Arbejde uden Protest fra hendes Side: at bære Vand sammen med hende, at kravle op paa en Træstol og hæfte Klemmer paa det vaskede Tøj, der nu, da det var begyndt at blive mildt Frostvejr, hang saa dejlig til Tørring nede i Engen. Det var morsomt at gaa dernede. Nu knagede og fjedrede den let frosne rimhvide Bund under Pigens og Karlens Træsko, og der var lunt dernede. Bakke og Skov tog af for den bidende Vind.
Der skulde være Vask til Jul; og der var ikke Tale om at tage Hjælp til Marie. Selve Vaskeakten skulde naturligvis foregaa om Natten. Lokalet var et lille Rum; i gamle Dage havde det tjent til Bryggers. Det havde et lille Vindue i Gavlen ud mod Søsiden. Lystig brændte Ilden og sendte Skjær gjennem Vinduet ud i Gaarden. I den store indmurede Kjedel buldrede og kogte det saa hyggelig brummende. Emmen væltede sig fugtig hvid gjennem Rummet, der lugtede surt og fugtig. En Tranlampe hang dybt under Loftsbjælken og døsede glorød ud i den tætte Damp.
Midt i Disen og Dampen stod Marie med højt opsmøgede Ærmer foran en stor Balje. Ud fra Kjedlen tog hun det ene Stykke Tøj efter det andet, gned, vred og sled, alt mens Sveden haglede ned fra hendes Pande. Det lyse glatte Haar skiltes i sin sædvanlige Sammenføjning; en Fletning struttede rebelsk ud til Siden. Den begyndende Opløsning viste sig i Fletningens Ende i Form af en Dusk som en Kohale. Hænderne vare helt opkogte og bløde, saâ ud, som de var koparrede; men Neglene vandt paa en Maade ved dette Arbejde. De fik fuldstændig hvide Rande, og Marie sagde, en Gang, da hendes Øjne faldt paa dem:
"Man skulde tro, jeg var Stiftsdame, saadanne Negle faar jeg."
Hun lo op ligesom for at trodse Slidarbejdet. Det skulde lystre hende, hun ikke det, mente hun.
"Jeg skal magelig faa Magt med det Hele, faa skyllet det og hængt det til Terre paa Engen, inden Klokken bliver otte," sagde hun … "Det værste er den Lilles Tøj … det er ikke til at faa Bund i. Aa den lille Meggris! Han er lige godt saa sød!"
Bare Marie havde havt Kjeldsens mindste Dreng ved Haanden! Hun havde ædt ham med Kys, den lille, søde Gris!
Det skurede uden for i Gaarden mod Stenbroen. Marie havde intet Uhr, anede hun dunkelt, hvad Klokken var. Hun standsede Arbejdet et Øjeblik.
"Det Fæ til Mads! Skulde han være oppe?" tænkte hun.
Men se ud efter ham — nej det skulde hun rigtignok ikke have Noget af. Hun formulerede endda Protesten højt i et:
"Ingenlunde! Aldeles ikke!"
Døren til det gamle Bryggers vendte ud til Haven. Marie stod med Ryggen vendt til denne Dør. Meget behersket og stolt skyllede hun nu Tøjet, uden at ænse Mads Madsen, der stod paa Tærskelen som en saare massiv Ærkeengel i en lilla — hen imod Rosenrødt — farvet Sky, midt i Døraabningen, hvor Dampen væltede sig i Kredse, før den slap ud i frisk Luft og i Kulde.
"Vil Du have en af disse nymodens Kager med en Snaps Rom lige midt i?" saa lød Ærkeenglens blide midtsjællandske Røst henne i Døren.
"Jeg drikker hverken den ene eller den anden Slags Spiritus," svarede Marie.
Ganske vist var hendes Svar noget mut, men Mads kunde høre en Mulighed til Latter bag ved det. Han tabte ikke Modet, thi snildelig havde han forberedt sig paa andre Muligheder. Han sagde:
"Kjender Du Konditormadamen, Fru Meyer, i S…? Hvad Marie?"
"Næ—j", svarede Marie.
Det var nu paa en Maade sandt. Marie havde aldrig set den Madam eller Frue, men mange Gange været svær lysten efter de Sager, der laa forvaret i store Glaspokaler eller vare udstillede rækkevis i samme Konditorskes Vindues: Bolcher, brændte Mandler, Frugtdrops, Kager af forskjellig Art.
"Kan Du heller ikke lide en farlig stor Vandbakkelsebolle med et stegt Ævle inden i?" fortsatte Mads.
Det kunde Marie ikke modstaa.
"Ja, har Du saadan en, Mads?" spurgte hun
"Jeg har tov," sagde Mads og slog sin ene Træskohæl mod den anden.
Mads aabnede en Papirspose, tog ud fra den en stor Klump. Han holdt sin Haand om den.
"Kan Du gabe, Marie?" spurgte han. Hans hvide Tænder gloede gjennem Dampen.
Marie gabede. Mads drev hele den store Klump ind i Munden paa hende. Hun var nær ved at kvæles og nød dens Indhold ikke uden Besvær.
"Du er et Svin, Mads," sagde hun, da hun havde sunket det solide Bagværk.
"Det er jeg ogsaa, det er jeg født til," sagde Mads stivnende i Grinet. "Men der er en til. Den kan Du æde med Andagt, som om Du var en Stiftsdame fra Klostret."
Han rakte hende en ny Kage af samme Slags, og Marie spiste den i Ro og Mag.
"Skal vi skylle Tøjet nede i Søen?" spurgte han. "For jeg synes, Du er færdig med Vasken."
"Vil Du hjælpe mig med at skylle Tøj, Mads?" spurgte Marie forbavset.
"Ja jeg véd nok, det er et temmelig krepérligt Arbejde for en ældre Karl. Men det er det Samme, Marie. Jeg vil gjøre alt muligt i hele den store Verden for Dig. Men Du maa, min S'æl ikke sige det til Nogen. For saa faar jeg en Ulykke af alle Tøsene i Spodsbjerg, naar jeg skal til "Ornegilde" med dem hos Per Ol'en. Og det Ornegilde vilde jeg dog nødig lade gaa fra mig."
Der var ikke Noget at se af Søen. Ja der var ikke Noget at se af Noget som helst undtagen af Træerne. De laa som forstyrrende, struttende, uvedkommende Gjenstande i Morgentaagens jævne Islæt. De spjættede svagt og dog forstyrrende ud i det hele Væv med deres bladløse Grene og Kviste. Ikke en Gang fra den lille af to Bræder bestaaende Bro kunde Nogen ane, at der laa en Sø foran, naar man ikke vidste det i Forvejen.
Mads hjalp Marie med at bære Baljer ned ad Skrænten i denne Stund, der hverken var Nat eller Dag.
Mads var sjæleglad, mens han og Marie skyllede Tøj i Søen, begge liggende paa Maven tværs over Brædebroen.
Han spiste sine Romkager med stor Appetit, dem, Marie havde vraget. Og hans Humør steg til Højdepunktet, da Marie opgav sin hidtidige etiketteagtige Holdning imod ham til den Grad, at hun smækkede ham tværs om Ansigtet med en vaad Strømpe. Det gav ham Mod til at kaste en vaad Uldklokke over hendes Hoved og raabe: Bøh.
Hun blev stemt op til sin klare Latter, alt mens den langsomt stigende Sol tindrende lagde sig ind i Taagen med mild hvid Stjerneglans.
"Alt bliver godt," tænkte Mads Madsen, uden Gamle kan ikke gjøre det længe. Saa skal Træskomandshuset i Spodsbjerg blive magesløst pænt, og alle Væggene skal tapetsereres. Kanske der kan blive Raad til et "Abrikaastræ" paa den søndre Gavl."