Kjærestesorg/6
VI.
Nu kunde Marie ikke undgaa Mads. Hun var skrækkelig sur og muggen.
Mads vidste, at Niels var boglærd og kunde baade Historier og Viser og alslags fornøjelige Løgne. Han følte med sig selv, at han burde vise, at han ogsaa kunde saadant Noget. Han kunde ogsaa skabe sig som en "Barjads", hvis det skulde komme an paa det. Saadan nogle Tampe havde han sét paa Markederne i Byen, naar de stod og blæste i Trompet, raabte op og skabede sig paa et Stillads foran Brændevinsbrænderens Udhus, hvor "Musse Barjads" og Krumspringerne gjorde deres Kunster. Farlig større var vel ikke Niels's Kundskaber og Oplærthed, mente han og trøstede sig til, at han vel kunde hamle op med den forrige Karls Tossestreger.
Han huskede en Ytring af Degnen Olivarius i Spodsbjerg ved et Gilde, da han sad og spilte "Napoleon" med tre Gaardmænd. Den ene Gaardmand klagede over, at Fruentimmerne nu begyndte at faa deres egen Mening baade om det Ene og det Andet, og det havde de dog ifølge Rel'ionen egentlig ikke Lov til. Degnen havde blot sagt til Vedkommende, uden at indlade sig paa Religionen: Fruentimmer har en Fandens Fantasi, Anders Kristensen, en Fandens Fantasi. Den skal Manden dyrke, saa bliver det Hele, som det skal være.
De Ord vare slaaede ned i Mads Madsen. Nu skød de op i ham med Kraft. Han lovede sig selv:
"Marie skal faa en farlig Hob Fantasi af mig."
Naar han saâ Maries sure Ansigt, brugte han forskjellige Methoder for at servere hende "Fantasi" paa. Somme Tider stak han Tommelfingrene i hver Mundvig, trak Munden op til Ørene og brølede som en Ko gjennem det Midterste af Munden. Somme Tider viste han sin Færdighed i at gø som en Hund eller mjave som en Kat. Saa dukkede atter en Erindring fra Markedskunsterne op i ham. Han, havde set et Par fede dansende Pigebørn "flette Ben" … det, som ellers kaldes at gjøre Pirouetter. Det efterlignede Mads Madsen paa sin Maade, efter i Stilhed at have øvet sig. Han kom saa vidt i Retning af Pirouettering, at han, naar han gjorde et Spring lige i Vejret, to Gange kunde slaa Træskohælene sammen, inden han naaede Jorden.
Men lige meget hjalp det. Marie kunde ganske vist ikke lade være at sé paa ham, naar han gjorde sine forskjellige Kunster, men hendes stramme Miner glattede sig ikke ud til den svageste Antydning af et Smil.
"Hvad Fa'en skal jeg nu hitte paa?" sagde Mads en Morgen, da han havde vist Prøver paa sin Dansekunst. "Denne Gang troede jeg, at hun maaske have skrupgrinet, og hun ser lige saa eddikebryggeragtig ud som alstillens ellers … Hvad for Avekattestreger skal jeg nu hitte paa?"
Kjeldsen havde fortalt Mads om Niels's Mælkedrikkeri af Spandene gjennem Rør. Det faldt Mads ind, at det kunde der maaske laves lidt "Fantasi" af. Han havde Tillid til Degnen Olivarius's gynaikologiske Recept, og "Fantasi" opfattede han som ens betydende med "Tossestreger" og "Komediantspilleri."
Keerne var forlængst i Stald, og Marie malkede dem tidlig om Morgenen i Stalden ved Lygtelys, mens det endnu var mørkt.
Mads havde været inde hos Brændevinsbrænderen i Kjøbstaden og havde der sét, hvad en Hævert kunde udrette. Han havde faaet Lov til at drikke af samme Hævert og var i den Anledning bleven noget fuld.
Men han havde saa megen Besindelse, at han havde kjøbt "Instrumentet" af "Brændevinskarlen" for en Krone. For der maatte kunne komme underlige Ting ud af den Hævert.
Han syntes, at det spidse Rør var saa langt, saa langt. Det maatte kunne række i en uendelig Afstand.
Han sov ikke rigtig godt om Natten. Marie, Niels, Kjeldsen, Brændevinsbrænderen, Hæverten dannede krydsende Linier i hans Drømme. Hvert Øjeblik fôr han op og raabte til sig selv:
"Jeg maa lige godt nør til Marie i den Smule Kostald sammen med Instrumentet."
Villien vandt Overmagt over hans Lyst til at sove Mandag Morgen. Meget tidlig stod han op og gik ned i Kostalden med sin Hævert under Armen.
Hans Plan var at krybe paa Maven gjennem de tre Baase, og saa pludselig stikke Hæverten ned i Mælkespanden, som Marie sad ved, og saa suge Mælk efter en forfærdelig Maalestok, men drive den ud igjen, saa Intet gik tabt.
Hans Renlighedssans var gaaet tabt under Rusen. Den samme Rus havde ogsaa overdrevet Mads Madsens Forestillinger om et Blikrørs Evne til at bøje sig efter en Elskers Fordringer.
Altsaa — Mads styrede sin Gang til Kostalden. Han havde en Fornemmelse af, at han altid kom for tæt baade mod Stuehusets og Udhusenes hvide Vægge. Han slog til dem med den flade Haand og sagde:
"Vil I se, I kan blive fra mig, I skabede Kram! … Se, hvor han staar og glor," sagde Mads, henvendende sig til Hovedlængen, … se … tror, det hvide Stavær, at han er en Kurfyrste eller en Generalkrigskommissær? … Se, om han kan svare! … Hold Kjæft!"
Hverken Stuelængen eller Udhusene svarede et Ord. Mads sparkede oppositionelt ud mod alle Længer til alle Sider med sine Træsko og gik videre. med Hæverten under den højre Arm. Han saâ gjennem Vinduet, at der var Lys i Kostalden.
Ganske tyst listede han sig hen mod den. Han tog Træskoene under sin venstre Arm. Nu satte han dem lydløst fra sig uden for Døren.
Aa, hvor der var varmt i den Kostald, skjønt den kun rummede tre Køer! Aa, hvor det duftede blidt, mælkeagtig sødligt! Aa, hvor de tre Køer viftede hyggelig med Haleduskene!
"Det er lige godt en Fornøjelse at have med Kvæg at gjøre," tænkte Mads.
Han blev kjærlig! Han mødte en Kat lige i Døren. Den krummede Ryg og gloede med brændende Øjne ud i Natten.
"Du er et rart Bæst," hviskede Mads og klappede Kattens elektriske Ryg imod Haarene. Katten hvæsede sagte og løb sin Vej.
Nu skulde Mads udføre sit listige Paafund og bevise Marie over, at han var meget større "Avekat" end Niels.
Paa Kostaldens Tærskel begyndte han at operere felttogsmæssig. Han fandt, at den Lygte, den stod saa "D'ævlens" langt tilbage, og at den Ko, der stod ham nærmest, saâ saa ledagtig ud.
"Nu har jeg tjent mange Steder, men aldrig har jeg set Kvæget være saa krakilsk paa Morgenstunden som paa dette skidt Gartnørsted." Han havde rent glemt sit første Indtryk af, at det var rart at have at gjøre med Kvæg.
Mads Madsen maatte udføre sin for ud lagte Plan, om ikke af anden Grund, saa af den, at han i Øjeblikket ikke kunde hitte paa nogen anden. Men Mads Madsen var ikke saa sejersstolt som i det Øjeblik, han undfangede Planen. Armen klemte ikke saa fast om Hæverten som iaftes.
Imidlertid lagde han sig ned paa Maven og krøb gjennem de to Baase meget langsommere, men næsten lige saa lydløst som Snogene nede i Engen om Sommeren ud fra Sandhøjen.
I den tredie Baas sad Marie og malkede. Mads kunde først høre Straalens Lyd; snart kunde han ogsaa se det lave Skum i Spanden, for Spanden stod tæt op mod tredie Baas's Spilbom.
De to Køer lod ham rolig passere foran deres Forben. De aad med Andagt og brød sig kun om det Ene i Verden: at æde. De havde jo sovet, og hvad Fremtidens Drøvtyggerproces angaar … naa den Tid, den Sorg!
Da Mads Madsen endelig havde passeret Baas og Ko Nr. 2, listede han Hæverten op og tog listelig Maal af Mælkespanden. Hæverten klirrede lidt, men Mads beroligedes, thi Koen, der blev malket, udsendte en jævn Brummen, samtidig med at dens Jerngrime af og til smaaringede.
Mads var lige bag ved Marie. Hun havde Intet hørt af hans Fremrykken. Hun havde drejet sig en lille Smule til Siden. Strax efter hendes kraftige Ryg, efter det under Arbejdet stadig bag Klæderne vibrerende Skulderblad, saâ han hendes ene Kind. Den glødede i Lygtelyset og Dunene flimrede synlig langs dens buede Linie.
Nu var Øjeblikket kommet. Mads aandede dybt. I et Nu havde han Hævertens ene Ende i Munden … det hele Blikapparat lynede forbi Maries Øjne … og Spidsen af Hæverten slog ringlede mod et af Spandens Messingbaand, men kom slet ikke ned i den efter Mads's Beregning.
Marie gav et frygteligt Hvin fra sig. Det havde Mads ogsaa beregnet, at hun skulde gjøre. Det var netop Sjov. saa blev der saa meget desto mere Grin bagefter, og saa kunde han komme til at snakke med hende baade om det Ene og det Andet.
Men Mads Madsens Beregning slog kun til, hvad Hvinet angaar. Marie tumlede om til Siden, væltede Spanden, og Mælken sivede med sagte rislende Lyd som en skummende Strøm gjennem Baasens Strøelse. Lygten ventede kun et Øjeblik, inden den faldt, Praasen i den gik ud. Guderne maa vide, hvor Hæverten blev af. Mads anede det ikke. Stalden laa i Bælgmørke. Alle tre Køer brølede i deres højeste Toneregister.
For første Gang var Mads saa bange i en Kostald, som om han havde været i et Løvebur. Hvordan skulde det gaa den stakkels Marie, som havde væltet Mælkespanden? Der var vist gaaet mere Mælk tabt end ved alt Niels's Sugeri. Sæt nu, at Marie havde malket begge de to andre Køer i Forvejen … og alt Mælken var gaaet til Spilde!
Mads blev fuldkommen ædru ved disse exakte Betragtninger, som i en forunderlig Fart løb gjennem hans Hjerne, mens han laa i Baasen.
Tændstikker havde han i Lommen. Skjønt det stred mod et af de moralske Begreber, han havde inddrukket fra sin tidligste Barndom, at Staldtugt absolut forbød at stryge Tændstikker af i selve Stalden, brød Neden Love. Han fik famlende raget Lygten til sig. To Tændstikker mislykkedes, Mads vædede dem med Spyt, inden han smed dem, om end de brændte hans Tunge. Den tredie gjorde Gavn. Lygtepraasen fængede, og den endnu glødende Tændstik blev gjort uskadelig i Lygtens Indre bag Glasset.
Marie havde sat sig paa Hug igjen. Men denne Gang var Ryggen helt bøjet, Hovedet hvilede i hendes Skjød; Haaret var opløst og hang ned ad Nakken og ud til Siderne. Hun hulkede højt.
Mads havde aldrig set Marie græde. Han havde hidtil beundret hende, fordi hun ikke var en "Tudebælle" som de fleste Fruentimmer. Aa, havde han havt bevægelige Ord til Trøst for hende nu! Han søgte at samle Erindringer fra Ligtaler og Psalmer — ikke et eneste højtideligt Ord, ikke et Psalmevers vilde falde ham ind.
"Er de andre to Køer malkede, Marie?" fremstammede han. Han mærkede, da han talte, at en Hulken steg op igjennem ham som Vædsken gjennem den berømte Hævert, som ikke var til nogen Ting mere.
Intet Svar. Nej, Maries Hulken blev til en Graad, høj som et Barns, af og til bekæmpet; men saa brød den atter frem med Vælde. Hele hendes Overkrop vred sig under dens Magt.
Stille krøb Mads paa Knæerne ind i den Baas, hvor han sad, satte spanden paa ret Kjøl, halede den tilbage ind i sin egen Baas, følte Koen der paa Yveret. Den var ikke malket. Aa, saa havde Marie begyndt fra den øverste Baas! Det var da én god Ting.
Mads havde været med til alle Slags Arbejde. Malke kunde han ogsaa. Han var nu en gammel Karl paa nogle og tredive; det var et meget nedværdigende Arbejde for ham; Gud hjælpe den, der havde budt ham det! Mads vilde have afvist ham med sin Selvfølelses højeste Pathos. Men nu ragede han Spanden til sig og malkede de to andre Køer. Han blev saa optagen af Arbejdet, at han et Øjeblik glemte Marie, der ikke rørte sig af Stedet. Mads fløjtede: "Vil Du nu bare la' Hønen gaa", men da han hørte Marie hulkende sige: "Saadan et Asen, som Du er!" tav han øjeblikkelig og fuldførte lydløst sit Arbejde, saa længe de to Køer havde Mælk. Da fløjtede han: "Hvo ved, hvor nær mig er min Ende?"
Derefter undersøgte han rolig Udbyttet, fandt, at de to Køer havde præsteret Alt, hvad man med Billighed kunde forlange af dem, vovede sig endog hen til Marie, pirrede ved hende og sagde, pegende ned i Spandene:
"Kan Du se, jeg kan "manderere"[1] Kvæg lige saa godt som Bæster."
Marie havde slynget Armene over Kors og hvilede sit Hoved paa Overarmene. Hun listede et Øje op, saa hun kunde se, hvad der var i Spandene og mumlede:
"Den Dragede der gi'r næsten lige saa meget som baade den Røde og den Blissede."
"Intet som helst skal mankerere", sagde Mads med Højtidelighed, Det hele Beløb skal blive kontant tilbageleveret. Hvor mæget (bogstavret udtalt) giver den Dragede almindeligvis, Marie?"
"Det maa Du selv hitte ud," svarede hun bestandig grædende.
"Vil Du følge mig, Marie?"
"Nej, Gu' vil jeg ej".
"Ja, ja, Marie, saa kan jeg gjøre det alene", sagde Mads med et Suk, men dog stolt af, at, hvad han havde i Sinde, vilde være endnu ædlere, hvis Marie ikke var Vidne dertil.
Mads fandt Aaget lænet op mod en Væg. Han hæftede begge Spande i Krogene og bar dem forsigtig ud af Stalden for ikke i Mørket at støde imod og at spilde, satte dem derefter ind i det lille Rum, der tjente til Mælkestue.
Morgenen dæmrede stærkt, da han kom ud. Et hvidt, svagt blaanende, uendelig tyndt vævet Taagenet laa ud over den endnu slumrende Sø; over Træer og Gærder hang Rimfrosten let strøet.
Mads gik over til Skovløberens. Han var stolt i Sindet og smaasang, mens han svingede den ene Blikspand, han havde taget med sig:
Til General du kan dig slaa,
mens Fjender Græsset bide;
men "Deseplin" du holde maa,
det skal du bare vide,
og dæmpe "nør" din Lidenskab,
som volde kan dig meget Tab,
se derfor til i Tide.
Folkene var oppe. Konen havde malket.
"Kan jeg faa noget Mælk hos jer?" sagde Mads med en grossereragtig Selvfølelse.
"Nej Gu' kan Du ej", led det imødekommende Svar. "I har jo Mælk selv, og Klokken ti skal vi jo have vor bragt ud."
"Jeg giver kjøbenhavnsk Pris, 15 Øre for Potten", sagde Mads og slog sig paa Buxelommen.
"Er Du bleven taab'lig?"
"Og betaler kontant", sagde Mads og kroede sig, saa hans Seler knagede under Vesten.
Konen var mistænkelig. Kjeldsens var jo hendes Konkurrenter. Der maatte stikke Noget under. Hun sagde langsomt:
"Jeg er ikke for at sælge Mælk til "Gartnørens"."
"Det er til mig rent personlig, paa eget An- og Tilsvar", sagde Mads, tog en Tokrone op af sin Skindpung og slog den saa haardt mod Bordet, at det gjorde ondt i Ørene.
"Han maa være fuld", tænkte Konen.
Hun overvejede, at hun, naar Mads gav 15 Øre for Potten, tjente 4 à 5 Øre for hver Pot, at Mads i ædru Tilstand aldrig vilde være saa taabelig at gjøre sligt et Bud, at hun sagtens kunde indbilde de Folk i Byen, hun havde lovet et vist Kvantum Mælk, at Koen havde traadt i den ene Spand. I Tavshed fyldte hun Mads's Spand, gav ham Penge tilbage, og Mads gik lige saa triumferende hjem, som han var gaaet ud.
Denne Gang knyttede han Haanden ud i den vide Verden, hvor hans Medbejler Niels færdedes, og saa sang han:
Nu skal vi kappes om, hvo fø'st
til Maalet monne komme.
Jeg uforsagt uddeler Bø'st.
til Kampen vel er omme.
Da Mads kom ind i Liselysts Gaard, var hans Mod faldet nogle Grader. For Marie, det var saadan en sær Tøs. Hun var ikke saadan til at regne ud, som ellers Fruentimmerne var; hun havde Fornemmelser … ja hille den lynende Syge … de rendte op baade til Sol, Maane og Stjerner! Det var et hejst mærkeligt "Bundefruentømmer", naar man tænke paa, at hun var falden efter jordløse Husmandsfolk langt paa den anden Side Spodsbjerg, langt ud af Kallundborgvejen. Det skulde da være det, at hendes Broder var bleven Slagtersvend i Holbæk. Ka' ské det var derfra, hun havde Fornemmelserne.
"Det var forbandet, jeg ikke tog en Bajer hos Skovløberkællingen for at faa Korasje", tænkte Mads. "For hun havde kanske givet den ganske gratis i Tilgift for det, hun tjente paa Mælken."
Skulde han løbe over igjen og tinge eller betale sig "Bajeren" til? Nej, han vilde "tvinge nør sin Lidenskab".
Hans Expedition havde været saa kortvarig, at Marie endnu stod i det Udhusrum, der baade var Lager for Gartnersager, Pulterkammer og Mælkestue, og heldte Mælken fra Malkespanden over i Blikspanden, som Mads skulde bære til Byen Kl. 9.
Mads gik stille ind med den anden Blikspand, den, hvis Indhold han havde betalt i dyre Domme ovre hos Skovløberens.
Rigtig pænt og naturlig sagde han:
"Tror Du ikke, der er mere Mælk i denne herre Spand, end hvad jeg spildte ovre i Kostalden?"
Marie vendte sig og saâ paa Mads, først spørgende og sky. Saa fordybede hendes Øje sig i Spanden. Saa saâ hun i Vejret og grinede et Øjeblik. Med ét forstod hun det Hele. Hun havde jo sét Mads gaa over paa den anden Side Søen. Rigtignok var det, som om hun saâ det i Drømme. Men nu var hun vis paa, at det var saa i sig selv det, som hun havde sét.
Mads stod stille. Han havde ladet den løftede Spand falde ned i slap Arm.
"Kan Du nu li' mig, Marie?" spurgte han.
Et Par store staalgraa Øjne lo ham ret varmt imøde.
Han satte Spanden paa Gulvet og løftede sine udbredte Arme, men usikkert, forsøgsvis.
Marie ænsene ikke, eller lod, som ænsede hun ikke Mads's Indbydelse til et Favntag. Hun rakte Haanden ud imod ham og sagde:
"Du er en skikkelig Karl, Mads Madsen."
To store, stærke, haarde højre Hænder mødte hinanden. Mads Madsen lurede stærkt paa Maries Øjne. Han søgte at læse og læse Noget ud af dem, men han hørte ikke til de letnemme eller hurtige Læsere. Og mens han betænkte sig, blev Glansen i Maries Øje mattere … aa den maatte vist dø … Aa, hvor jeg er et Kvæg, tænkte Mads.
Han vidste ikke, hvorledes han skulde faa tændt Glansen igjen i det Staalgraa. I sin Forfjamskelse sagde han det Dummeste, han kunde sige. Thi han sagde.
"Kan jeg nu ikke være lige saa god som Niels?"
"Nej", sagde Marie med en saa tør Tone som om en Træske slog mod et Træfad.
Mads blev ond. Nu havde han gjort Alt det for Marie, og endda vilde hun ikke.
Hans Ansigt fortrak sig. Hver af hans Mundvige nærmede sig hvert Øre. Hans Skjæg dirrede. Hans højre Haands Tommel- og Pegefinger aabnede sig som en graadig Knibtang vidt ud. Han vilde tage Marie i Nakken. Men, inden han var kommen saa vidt, havde hun skubbet ham i Ryggen. I et Nu laa han paa Maven tværs over Udhusets Tærskel.
Mads saâ den bladløse Skov og Søen tæt op for sine Øjne.
"Her ligger jeg som en anden Skruptaase lige paa "Bøven", sagde han halv højt til sig selv.
- ↑ haandtere — maaske Fordrejelse af maintenir? Ofte brugt Udtryk hos den midtsjællandske Landalmue.