Kjærestesorg/5
V.
Men Mads Madsen forekom ham. Han maatte i Følge Madam Kjeldsens Forestillinger om en Forelskets Sporsans have faaet Færten af Rivalens Gang fra Landevejen tværs over Spodsbjergs Mark. For han havde ikke været paa Chausséen siden Niels's Bortgang, og idag, Søndag, var han gaaet fra Spodsbjerg til Liselyst ad Kirkestien tværs over Marken.
Et Stykke fra Laagen til Liselysts Have havde Mads set Maries Ansigt lyne rødt bag Pigekammerets lille Vindue. Lynet frembragte strax et Gjenskjær paa Mads Madsens Ansigt i Form af et Grin, som trak Mundvigerne op ad Grene til og blottede de store hvide Tænder og en Masse rødt Tandkjød i Tilgift.
Men Smilet stivnede til en stereotyp Grimace, thi Maries Hoved dukkede ned under Karmen, som havde hun faaet et stærkt fladt Slag paa Issen. Det varede noget, inden Mads fik sine Kjæver i Lave, og det gjorde formelig ondt i dem efter Anstrængelsen.
Nu havde han glemt alt det, han havde forberedt i Anledning af sin Indtrædelse paa Liselyst: sin Indledningstale til Kjeldsen og sine Vittigheder til Marie, alle de nye kjøbenhavnske Slagord, han havde hørt af en Pranger paa Spodsbjerg Kro forgangen Dag, samt Visen "Gine, Du dejlige Mø."
"Jeg maa stodere om igjen", tænkte Mads halv modfalden og saâ sig om efter et Sæde, hvor han kunde foretage en Generalprøve paany. Han tændte langsomt og sukkende sin korte Pibe. Der var en "Polak" i den. Den skulde ikke gaa til Spilde. Mads pirrede i Asken med Lillefingeren, stoppede Tobaksresten rigtig fast, satte sig paa en Afviser paa Landevejen paa samme Side som Liselyst laa, men saaledes beliggende, at Havediget skjulte Synet af ham fra Gaarden.
Han sugede Mod fra Træhovedet op igjennem det korte Rør og den forbidte Hornspids efter et Kvarters Rygning. Og Modet forhøjedes, da han saâ sig om. Det var en tindrende Efteraarsdag med Minder om Sommeren og Forbud paa Vinteren. Paa Marken dirrede endnu blinkende Rimfrost fra Natten, men ude paa Vejen havde Solen smeltet den til en let Væde; Søen var dyb blaa, og det gnistrede hen over den, saa det skar i Øjnene.
"Nu kan jeg hele Opførelsen igjen", raabte Træskomandens Mads og slog sejersstolt sin Haand mod sine Benklæders Laarstykker med et vældigt Klask, saa det gjorde ondt i "Kydet".
Modig rejste han Sig fra Afviseren og saâ ud over den tindrende og gnistrende Sø. Paa den anden Side lo Skovløberhuset ham mildt og bredt i Møde, nu, da Løvet ikke hang ned foran det som dækkende Gardiner. Mads Madsen havde Trang til alt det Mod, han kunde opdrive, thi det med Maries Neddukning under Vindueskarmen i Pigekammeret bragte ham til endnu en Gang at klø sig bag Øret under sin laadne Hue.
I Skovløberhuset skjænkedes der Bajrer, skjønt Loven forbød det, men Skovrideren paa "Stiftet" var en medgjørlig Mand og havde ligesom Officeren i "Barselstuen" "ma foi selv Lyst til et Glas". Bad man rigtig pænt og dæmpet om det, var det heller ikke umuligt at faa en Snaps udleveret.
Thi stilede Mads om Søens Hjørne. Det lykkedes ham at faa de begjærede Gjenstande udleverede blot ved Hjælp af milde Smaavink til Skovløberens Kone. Det store, føre Bondefruentimmer var letnem og sagde med dæmpet Røst;
"Ja, den gamle Mads Træskomand i Spodsbjerg hjælper nok ogsaa paa Folk, som er tørstige der ovre i jer By. Den gamle Mads Træskomand har nok været lige ved at blive mulkteret."
Mads tog sig en lille Latter og sagde.
"Ja, man maa jo være medlidende, Madam. For hvad er ellers Kristendommen til?"
"Ja, og vi er jo kuns syndige Mennesker", sagde Konen.
"Det var et sandt Ord, Madam? Og vi er jo da billigere end Værtshusmændene, baade ovre hos vos og hos Jer.
"Det bliver kuns ti Øre for begge Dele", sagde Skovløberkonen.
"Det er der ikke Noget at sige til", sagde Mads. "Kanske jeg kan stoppe lidt af Mandens Blære i mit Pibehoved … saadan i Tilgift, siden vi er en Slags Kollegaer i Beværtningsfaget. Hæ, hæ, hæ!"
"Ja, det er ikke for det, for det kunde maaske være klogere, om unge Mads Madsen satte sig inden for, for nu er Alting saa aabent omkring Huset og i Haven, og der er saamænd nok, der ikke under andre Mennesker den bitterste Smule Fortjeneste."
Mads fulgte ind med Konen i den lille tapetserede Stue uden Sofa, blot med tre Træstole og et Bord. Han vilde til at puste Asken fra sit Pibehoved ud paa det gule Flisegulv af ottekantede Mursten, men Konen fik i en Fart med Foden rykket en Spyttebakke hen til ham.
Mads tav, men haanede dette formentlige Snerperi ved indvendig at ræsonnere:
"Saadant noget Skovlebertej tror, at de hører til Embedsstanden."
Han drak langsomt sin Dram og sit Øl i Forventning om, at Konen skulde byde ham en Stopning af Skovløberens Blærepung. Mads saâ den jo hænge paa Pibebrættet gjennem de to aabne Døre og Gangen inde i Familiens stadige Opholdsværelse, der ogsaa var Sovekammer.
Men Konen kom ind med en rødkantet Cigarkasse og sagde, mens hun bød Mads den:
"Det er kuns fem Øre for Stykket."
Mads syntes, at han ikke kunde være andet bekjendt, især siden det var Søndag, end at ryge og betale Cigaren, skjønt han jo nok mente, at det var en tyvebrændt nærig Kælling.
Han overskred da Rubikon og smed femten Øre hen ad Bordet med flot Kavallerfølelse. Ved samme Lejlighed blussede hans Mod op i Flamme. Nu vilde han til Liselyst, om saa …
Han gik ogsaa ud ad Døren, lettende tvært paa Huen ad Skovløberkonen. Men, da han saâ Liselyst grine sig i Møde hinsides Søen, vendte han sig halvt om med et Suk og saâ op paa de tre Billeder paa Væggen: et koloreret Nürnbergerbillede af Kristi Himmelfart og to Stentryk — det ene af Frederik VII som Kronprins, det andet af Prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz — ret som vilde han forøge sin Kourage ved at beskue dem. Egenlig trængte han til en Bajer endnu, men det var ikke værd at give Konen mere Fortjeneste, siden hun var saa farlig begjærlig.
Borende Støvlehælene dybt i den bløde Vej gik Mads atter om Søen og holdt sit stille Indtog paa Liselyst.
Gartner Kjeldsen stod i Gaarden og røg ogsaa Cigar i Anledning af Helligdagen. I samme Anledning var han i graa, ensfarvet Dragt, bar ikke Træsko, men Støvler, ikke Hue, men graa, blød Hat.
"Gartnøren er vist ikke billig idag", tænkte Mads. "Men jeg kan min Rulle. Bajren hjalp lige godt paa Tænkekraften."
Med en Blanding af Frejdighed og Følelse af den Afstand, der var mellem Gartner Kjeldsen og ham, sagde Mads:
"God Dav, Kjeldsen! Har De noget Elletræ, De vil sælge, fra det gamle Havegærde?"
Kjeldsen var i Grunden glad over, at Mads havde brudt Isen. Kun maatte det ikke synes saa. Han sagde:
"Vil Mads Træskomand, din Fader, kjøbe Elletræ af mig? Han plejer jo at kjøbe direktig af Skovrideren, og jeg plejer at sælge lige saa direktig til ham."
"Ja saa Gu'," sagde Mads og kløede sin Ryg op ad Ledstolpen en Stund.
Kjeldsen saâ ud i Luften efter sin Cigarrøg og sagde som til sig selv:
"Se, hvor den driver ind mellem Træerne ud over Søen, den Røg! Det er sgu mærkeligt!"
"Ja saa Gu'." sagde Mads. "Saadant noget Skidt vil jo ogsaa have en Villie."
Kjeldsen rømmede sig. Uden at se paa Mads sagde han henkastende:
"Det maa ellers være en god Forretning, det at være Træskomand."
"Nej, den er bleven farlig simpel, Kjeldsen," sagde Mads. "Det er kun Husfolk og Indsiddere, som gaar til Træskomanden eller Tøffelmageren. Gaardmandsfolk gaar til Skomageren."
Kjeldsen saâ ned paa sine Blanklæders Støvler og følte sig i det mindste i Niveau med en Gaardmand. Han sagde:
"Da føder dog den gamle Mads Madsen Dig og din Søster."
"Føden er derefter," sagde Mads.
"Naâr Smørret ikke højt op i Smørhullet i Grøden?" spurgte Kjeldsen.
"Hæ", sagde Mads og grinede omkap med Formiddagssolen ud over Søen … "Har man Svinefedt paa Rugbrødsstumper, maa man jo ogsaa være glad, Kjeldsen. Vi kan jo ikke alle være Gartnører og holde Asparser … aa … aad … Sukkerærter i Sommertiden. Og det er da ikke for det, at jeg bryder mig om Gemyser. Og de siger jo, at Bønder ikke forstaar sig paa Agurkesalat heller … Nej, saa Gu! … Naa, saa Kjeldsen har ikke en Smule Elletræ, som De vil sælge?"
"Nej, jeg har ikke," sagde Kjeldsen.
Mads var fuldkommen forberedt paa den Replik paa sit forud beregnede Spørgsmaal.
"Ja, ja," sagde han og lettede paa Huen, som om han lavede sig til at gaa.
Kjeldsen vidste godt, at det vilde han ikke. Han tog fornemt til Hatteskyggen. Mads kom ikke paa den anden Side Laagen, men kløede igjen sin Ryg paa den ene Stolpe. Som Forklaring fremsagde han ud i Luften:
"Ja jeg har lige godt taget en ganske ny Nattrøje paa idag det er Sønd'e[1]."
Denne Replik traf aldeles ingen Sangbund. Til dens Niveau kunde Gartner Kjeldsen ikke sænke sig.
Kjeldsen lod, som han vilde gaa ind. Mads lod, som han vilde gaa ud. Mads maatte til det igjen.
"Ja, siden Kjeldsen ikke har noget El at sælge, saa véd De maaske noget, om Skovfogden oppe i Sønderskoven skal have en ny Karl."
"Hvor Fanden skulde jeg vide det?"
"Aa nej. Det kan Kjeldsen heller ikke saa godt vide. Men De kunde jo have hørt det?"
"Jeg troede, Du var for Fin paa det til at tjene for Karl, Mads, siden Du er en Slags Axistent hos den gamle Mads Madsen i Spodsbjerg."
"Aa … nej. Siden disse nye og daarlige Konjekturer er komne med Træskovæsenet, saa har jeg tænkt …"
"Naa, det har Du? Ja, hvis jeg havde Brug for en Karl om Vinteren … men det har jeg ikke."
"Nej, det forstaar jeg saa godt," sagde Mads.
"Jeg har aldeles ikke Brug for en Karl om Vinteren," sagde Kjeldsen med stærkt Eftertryk, vendte Ryggen til Mads og sad sig om i Rummet, som om hans Tanker vare langt borte fra Mads Madsen.
Mads grinede i Skjægget og tænkte Sit ved den næsten hidsige Bestemthed, hvormed Gartneren talte. Han blev sikrere i sin Optræden.
"God Dav, Marie!" raabte han hen mod Pigekammervinduet. "Naar skal vi til at pulkere igjen? … Jeg véd godt, Du sidder paa Hug neden under Vindueskarmen, din Rad!"
Kjeldsen vendte sig om og raabte:
"Hvad skaber Du Dig for, Marie?"
Han gik hen til Pigekammervinduet bankede stærkt paa det med Knoen og sagde:
"Marie! hører Du? Emil og Peter har faaet deres gode Tøj paa, og nu ligger de vel og sviner med det paa Stengulvet ude i Haveforstuen.
Langsomt og langt rejste Marie sig op, karmoisinblussende paa Kinderne og med rødkantede Øjne. Haaret var saa forpjusket som en næsten moden, gul Rugmark efter en Tordenbyge.
Hun maatte ud gjennem Gangen og passere den aabne Dør ud til Gaarden. Hun holdt Forklædet op for den venstre Side af Ansigtet, den, som vendte ud til Gaarden.
Mads sang:
Og Pigen græd saa sørgelig,
han kunde ikke faa
den Karl, hun havde udvalgt sig
med sine Øjne blaa.
Nu rendte han jo Landet om,
Hej didel dom!
og aldrig han tilbage kom,
Didelomdom!
Thi han fandt andre Piger.
Didelomdom!
I alle Jordens Riger
der findes nok af Piger.
der vil paa Bummelom.
Bummelom, bom, bom!
Marie var længst forsvunden ind i Stuen, inden Sangen var endt. Men Gartner Kjeldsen havde ikke kunnet bevare Værdigheden. Han stod og lo op ad Stammen paa et Bøgetræ, som stod i Gaarden.
"Sikken noget Bondevrævl!" sagde han. "Det er Skade, Du ikke er gaaet til Aaperaen[2], Mads. Kan Du flere af den Slags?"
"Ja det mankerer det ikke paa." Og Mads stemmed atter i:
Saa mangen Pige skaber sig
og er saa haard og grom,[3]
Med Alderen det taber sig,
saa bliver hun saa from.
Saa siger hun: Mads Madsens Søn,
nu skal jeg elske dig i Løn.
I Ungdoms Dage var jeg dom,
men nu er jeg saa from!
Kom til mit Bryst
til Elskovs Lyst!
Der vil jeg finde til min sene Alder Trøst.
"Hold nu Mund, Mads! … Men, siden Du har Tid til at digte og udgranske saa meget Sludder, saa har Du vel ogsaa Tid til at se herind i Vinter en Gang om Dagen eller to og hjælpe mig med at paase Haven og Kre'turet?"
"Ja—a—a … Ne—e—j. For enten skulde det være fast Tjeneste eller slet ikke Noget. For jeg er da lovlig ung til at være Arbejdsmand, synes jeg."
"Hm! Ja, naar Du vil nøjes med, hvad jeg vilde kalde en klejnmæssig Løn, og lade være med at se for tidt til Skovløberhuset derovre, saa …"
Efter en kort Forhandling blev de enige. Mads skulde komme den Dag imorgen og kunde først siges op til Majdag.