Brødrene Salmonsen (I. Salmonsen) København


Fattige i Aanden.djvu Fattige i Aanden.djvu/7 45-53

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

"JEG SØRGER"

Vi gik hver paa sin Aasti midt paa de bratte Skrænter, og vore Fodslag fulgtes, men hans var tunge og trælsomme og mine i Takt til glade Tanker.

Naar Aaen svingede, bugtede Stien sig derefter; naar en Fugl fløj over Vandet, søgte vore Øjne dens Flugt, og naar der hørtes Stemmer, standsede vi vor Gang, hver paa sin Aasti.

Skrænterne højnede sig stærkt, mørke af Mos og tunge af ludende Bøge, og nede randt det grøngule Vand med sagte Lyd, der kun brødes, naar en Snog eller en Rotte pilede fra Bred til Bred.

"Jeg sørger for den Pigelil,
som gav mig hviden Haand,
som gav mig Læben rød,
og fik en Ring af Guld.
Jeg sørger for den Pigelil,
jeg sørger til min Død!"

Han sang slæbende, ynkeligt og dovent, saa jeg uvilkaarlig lo højt, men da han tav og skottede omkring, smuttede jeg bag en Træstamme og fik min Latter tæmmet. Om lidt tog han fat igen paa sin underlige Vise og blev nu ved hele Vejen bare med det samme Vers.

Det var slet ikke til at se, om han var gammel eller ung, klædt, som han var, i lurvet Fattiglemsdragt, med et lille rundt Ansigt, rødt af Graad eller Drik.

Han gik med en Dusk Georginer i Haanden, men saa slapt hang Armene ned, at Blomsterne for hvert Skridt slog imod hans Ben. Saa tabte han en Blomst, men ænsede det ikke. Først da vi, hver fra sin Aasti, havde naaet Slusebroen, stod han stille, undersøgte sin Urtekost, vendte kort om og gik hele Vejen tilbage, til den tabte Blomst var funden.

Han blæste den fri for Støv og vendte atter. stedse syngende: "Jeg sørger — —!" Paa den anden Side af Broen standsede han og sukkede uendelig dybt — nu gik vi paa samme Aasti, men jeg i passende Afstand.

Saa stavrede han med stort Besvær ned ad Skrænten, tvættede sine Hænder, stænkede de tørre Georginer og fangede nogle Vandrøllikker.

Aaen vider sig ud mod Søen, og til Venstre ligger en gammel, hvidkalket Herregaard, med stor løjerlig Have, hvor Humlestænger, Bønnestager og Stokroser staar i Flæng og tykke, røde Æbler dratter ned fra knudrede Træer.

Han sendte et Længselsblik ind gennem Stakittet, men ingen røde Æbler faldt ud over Gærdet til ham. Han saa forelsket paa de høje Georginer ved Havens Udkant, men ingen bøjede sig ned til ham. Et mægtigt, hvidblankt Græskar var krøbet under Gærdet i sin pure Ungdom, nu var det altfor stort og triveligt til at naa ind i sit rette Hjem igen. Det saa meget saftigt ud, og han tog en lille Knivstump frem af Bukselommen og mærkede Græskarret med et Snit. Nej — han drog Kniven til sig uden at skære mindste Rem af den fristende Hud.

Han gav sig til at gnave paa en Rugbrødsskorpe og saa imens paa de fine Georginer, som drak han Duft af deres duftløse Kalke.

Forsigtigt vandrede vi, han først, langs det frønnede Stakit, helt mod Vest, udover de store Enge. Solen stod skinnende i Havkanten, og tynde Dampe skælvede allerede over Vandfladen og op fra Engbunden.

Hvad vilde han?

Hvor var hans Maal?

Endelig var det vel naaet!

Stakkel! Han plantede Georginerne én for én i Jorden i en Kres, plantede de rodløse Blomster og stod med foldede Hænder, stirrende paa sit Værk.

Saa gik han en Gang, to Gange, mange Gange med foldede Hænder rundt om Stedet, sukkende og mumlende som en Besværger.

Han gik bort, og saalangt Lyden bar, hørte jeg hans klagende: "Jeg sørger —!"

Nu vovede jeg mig hen til den underlige Plet, hvor Georginerne stod i Ring. De stod rundt om en lav Jordtue. Paa Tuen laa en Krans af hvide og sorte Perler trukne paa Staaltraad, der nu var stærkt rustet, og i Kransen var en Glasæske med et trykt gulnet Blad under.

"Jeg sørger for den Pigelil,
som gav mig hviden Haand,
som gav mig Læben rød
og fik en Ring af Guld.
Jeg sørger for den Pigelil,
jeg sørger til min Død!

Af
Jens, Peter, Jeremias Jensen,
til
Inger, Petrine Petersen
fød
i Vinderød Anno 1861,
død
her paa Egnen Anno 1882.
Hun hvile i Fred."

— — — —

Mørket kom drivende fra de tætte Skove, Taagerne steg, og forgæves vendte — Georginerne deres blussende Kalke efter Lyset — det sank og svandt.

Ensomhedsangsten tog mig.

Frem over Eng, langs Gærde og Bro famlede jeg mig Vej, til den smalle Aasti, hvor Ellestammernes krogede Grene rakte gribende efter mig.

Fra Aadybet stod en iskold Damp, og det var, som flygtede alle Smaabølgerne, rædde som jeg, for Nat og Taage.

Jeg løb i Takt med den jagende Angst, og mine Skridt gav Genlyd mod Skrænten, som om en fulgte mig paa den modsatte Aasti.

"Jeg sørger for den Pigelil!"

Det var mig, der begyndte at synge for at døve Fodslagene og mit Hjertes bange Klapren.

Om lidt anede jeg et Menneske forude, og nu fordobledes min Angst; bag hver Stamme, jeg løb imod, syntes jeg at høre et Menneskes Aandedrag.

"Er der nogen?"

Tavshed.

"Er der nogen, svar da!"

"Ja."

"Hvem?"

"Kuns mig, Tosse Mias."

Der var noget i det forknytte Svar, som lod mig gætte, hvem Tosse Mias var.

Vi fulgtes en Stund i Tavshed, saa brød det ud af mig med en Brutalitet, jeg selv følte: "Hvorfor ligger Inger alene der ude paa Engen? — hvorfor er hun ikke begravet paa en rigtig Kirkegaard?"

"Herre Jesus," klynkede han, "hun gik jo i Søen; — aahnej, ingen maa vide det, aahnej, Herre Jesus, aahnej!"

"Hun gik altsaa i Søen med Vilje? Var hun meget ulykkelig, Mias, var det Deres Skyld?"

"Aahnej, det var Niels, som kom hende i Fortræd — men det maa ingen vide, for saa graver de hende op!"

"Niels — var det hendes Kæreste?"

"Niels — det er jo min Broder!"

"Jamen, hvorfor sørger De saa gruelig over Deres Broders Kæreste?"

"Herre Jesus — forlad ham hans Skyld — min Kæreste var hun jo!"

Lang Tavshed.

"Sig mig, Mias, hvordan kunde De faa hende begravet, uden at nogen Mors Sjæl fik det at vide?"

Han hviskede fortroligt: "For hun drev op, og jeg passede jo paa baade Dag og Nat, til hun kom ind — og saa gravede jeg hende ned, og nu tror de andre, at hun ligger langt ude i Søen!"

"De kunde da ikke alene slæbe hende hen til Graven, vel? Hjalp Deres Broder Dem ikke?"

"Min Broder — han er væk. Han er langt væk — i Kina eller København eller kanske i Krekenland!"

"Jamen, alene kunde De da umuligt — et Lig er tungt!"

"Hun var jo heller ikke Lig, heller slet ikke Lig — hun var en lille Fugl, saa let, saa let, med vaade Fjer — men saa let!"

"En rigtig Fugl?"

"Ja, forstaar sig, hun var bleven til en lille Fugl. Og saa tog jeg Fuglen, ganske forsigtigt i et Tørklæde af rødt Silketøj, og det havde Inger selv givet mig — og saa begravede jeg Fuglen, og det var Inger — aah, Herre Jesus, saa dejlig hun var!"

Lidt efter sagde han, dæmpet og bange: "Hvis Drengene faar det at vide, graver de hende op, og saa dør Tosse Mias af Sorg — — — aah, saa dejlig hun dog var!"

Inde ved Byen skiltes vi i Tavshed, og lidt efter hørte jeg ham synge: "Jeg sørger!"