Jomfru Grønhøj
JOMFRU GRØNHØJ
Henad Aften kom Jomfru Grønhøj til Gaarde. Folkene stod og drev omme ved Køkkendøren; de stejlede og sagde "Jøss"; thi Magen efter den Velhavenhed havde de aldrig fornummet.
De havde dog oplevet en Jomfru med 7 Kanarihunner, som Katten tog, og 13 hvide Mus, som Katten ogsaa tog; de havde oplevet en med 36 Særke og ligesaa mange Bukser — hun fik da kun vasket en Gang om Aaret, men saa tog det sig ud efter noget, ja, og saa havde de oplevet Sidse Duus, der stjal Flæskesider og gemte dem under Skørterne, og skjulte det stjaalne Smør i Madrassen, saa hele Gavlen kom til at lugte harsk — — men saadan en Finke havde de dælleme aldrig oplevet.
Som en pjosket Krage i et Pæretræ sad hun paa det toppendes Læs. Hver Lap og Bit var svøbt ind i Paklærred, saa ingen kunde ane, hvad der var i Læsset. Da Tørklæderne kom af Jomfruen, saa man to røde Kindben og et Negerhaar, der rejste sig i en ulden Kvast over den spidse Pande — og saa holdt hun et langt, græsgrønt Futteral i højre Arm.
Efter en foreløbig Samtale med hendes Naade blev hun vist op paa Værelset, og fire Karle sokkede op med Velhavenheden, der var tung og sværlemmet at løfte paa. De vilde forbande sig helt til Paris paa, at der var to Senge og — en Vugge. Saa der blev Grin og Kommers i Folkestuen og bagefter Grinen i Søvne i de halmbundede Sengesteder den halve Nat.
Men Jomfru Agathe Grønhøj blev, trods sine fyrretyve Aar, oppe mer end den halve Nat. Hun maalte Stuen op, løste Paklærredet af sine Ejendele og flyttede med mageløse Kræfter hver Ting paa Plads.
Det var en Gavlstue med Vindu midt for Døren.
Paa venstre Langvæg kom saa til at staa: En opbasket Seng med fede Dyner, en Servante, en Kommode, et Skab, en med Damask betrukket Armstol (hvortil lænede sig det grønne Futteral), samt kom til at hænge et Pibebræt med fem Piber.
Paa højre Langvæg kom til at staa: Det samme + en Kurvevugge (med Bleer, Svøb, søde Æbler og Lister i Bunden) ÷ Pibebræt og Futteral.
Paa venstre Vægflade blev hængt i Række efter Størrelsen seks Mandsportrætter i Ramme — ligesaa paa højre Væg. Seks i Mahogni, seks i Guld. Manden var den samme blot i stadigt forstørrede Udgaver. Han havde Hageskæg og Griseøjne. — Midt paa Gulvet stod et Klapbord med Lampe og Sykurv.
Da nu alt var velordnet, gik Jomfru Agathe hen og puslede kærtegnende op i venstre Langvægs Seng, derfra til højre Langvægs Seng — den muntrede hun med et Par solide Dask. Saa hævede hun Brystet til et tonende Suk, drog sine Sko af og gik Pilgrimsgang fra Billed til Billed. De smaa løftede hun af Krogene ind til sin Mund og trykkyssede. De store løftede hun sig selv paa Tomlerne for at naa og trykkyssede.
"Godnat, min egen Ven," sagde hun, og Taarerne stod hende i Øjnene, "og hav en velsignet Nat, hvor du er!"
Løste op for det grønne Futteral og trak frem et sortpoleret Træben med vedhængende Remme, trykkede det ind til sig, pudsede Sølvduppen og stod hensunken i stum Andagt — en Stund. Bar derefter Træbenet over i højre Langvægs Seng — inderst. Gik til Vuggen, lod den smutte paa sine Gænger, listede et sødt Æble frem og gik i Seng til Træbenet — spisende.
Bogstavret fremkvad hun et Fadervor. "For mig," sluttede hun, begyndte igen paa et Fadervor, "for Povl." Saa faldt hun i stærk Søvn, der varede en Time og tre Kvarter. Ikke længer, for da slog Fjetkjesten en Kno i Døren og brølede:
"Æ Klokk' æ hal'goen fem!"
Op sprang Jomfruen, toede sit forsovede Ansigt i jærnholdigt Pumpevand, lod en Kam rinde gennem Spiralerne og kastede en himmelblaa Klokke over de Bommesies.
Med Bagen af Haanden tørrede hun sin Mund, kyssede smaa og store Billeder til Godmorgen, stillede Træbenet op ad Lænestolen — i Futteral, puslede Sengen, tog Kjole og stram Mine paa, laaste Døren og dunkede ned ad Trappen.
Fem Minutter efter var hun i Gang med Folkemellemmaderne.
De to Køkkenpiger, som stod ved Grødgruen, havde det med at fnise, men Jomfru Grønhøj havde det med at dreje Hovedet langsomt paa Halsen, saa Ansigtet kom om i Nakken, og se, og der var Højhed i det Blik. Det virkede som Laag paa en dampende Gryde. Kniven smækkede over Brødet. Stablen voksede med Sekundhastighed. Knap og Rap sagde det i Pølsen, og flortynde Skiver dalede i Bunke for bagefter som morgenrøde Skyer at svæve over Brødet.
Smørret var Margarine, som nutildags paa alle gode, gamle Herregaarde.
Stine, den villeste af Pigerne, kom for at være sødtunget og sagde, hvormange Skiver de plejede at faa inden Middag. Jomfruen drejede Hovedet, saa og sagde:
"Hun hedder?"
"Stine Vims," fløj det ud af Pigen, der ellers ikke for aldrig det havde vedkendt sig sit Øgenavn.
"Stine Vims er saa god at tie, til Stine Vims bliver spørt!"
Forlegen Travlhed ved Grødgruen.
"Ragekniv," sagde Stine til Rikke, siden.
Karlene spankede ind i Køkkenet og smed sig paa Bordene.
"Pas aa, hun bidder," advarede Pigerne.
"Vel int mer end som en tandløs Mær!" Og da Jomfruen kom fra Spisekamret, skulde de vise deres Kaalhøgenhed, men hun trak bare en Streg med Regnskabskridtet hen langs Tærskelen, pegede mod Folkestuen og sagde:
"Her er mit Dumæne, der er Jeres — gaa!"
De gik, de fløj, de luskede.
Dumæne! —
Inden Dags Ende havde hun sat sig i rystende Respekt.
Pigerne fik Øjne i Fingerenderne og Ur i Maven. Præcis var hun og skulde de være. Hendes Lige var ikke set. Flæsket ikke brændt, Grøden ikke svedet, og Kødet ikke trevlkogt i hendes Tid.
Hun gav ikke et Ord for meget og ikke en Kartoffel for lidt.
— — — —
Grønhøj var det ensomste Menneske i Verden. Hun havde ingen Slægt uden som et Par Gravstene ovre i det sønderjydske og ingen Venner.
Herskabet over, Folkene under. Alle havde de nogen at snakke med, at dele Varme med, at høre Nyt fra og give Nyt til. Kun hun stod paa sin Afsats. En stejl Mur — en plumret Pøl.
Kuskens Kone, der selv havde været Jomfru, før hun blev gift, dèr paa Gaarden, indbød Grønhøj til Gaasegilde Mortensaften men fik Afslag. Jomfruen ønskede ikke at stifte Bekendtskaber.
Al sin Fritid tilbragte hun paa Værelset, det Værelse, som ingen havde set, uden Karlene, der bar op.
Værelset havde en Ulempe. Straks første Nat mærkede hun en Kløe i Huden og smaa hidsige Stik og tænkte som saa: Det er Rejselopper. Dagen efter blev det værre. Grønhøj hørte ikke til dem, der gør Postyr over en Loppe. Hun smurte Maden og passede sine Ting uden saameget som at ryste Skørterne. Først over Middag saa hun efter og fandt en lille Unge ikke større end et Punktum.
Det lille uhøviske Kræ. Hun satte den forsigtigt ud af Vinduet, halvt ængstelig for, at den skulde slaa sig ihjel. Imens følte hun, hvor det valsede op ad Benene. Det maatte være Moderen til den Lille.
Herregud, det var næsten Synd. Den var dog ligesaa god som en anden Slags Mennesker. Bare hun ikke havde sendt Ungen væk. Eller mon det var de skidt Kolerafluer? Hun saa efter i Strømperne og fangede tre smaa Prikker.
Hønselopper.
Solen skinnede ellers pænt gennem Ruden, det var jo Novembertide, og det tørre Sand spruttede Glimmer.
Men hvad var det? Dansede Sandet? Det var i en Uro, som om, smaa Hvirvelvinde eller Blæsebælge bragte det i Fygning. Af og til lød et lille Bums, ikke stort stærkere end om en Myre stamper i Jorden.
Jo, saamænd gik Dansen der!
Man kunde nemmere tælle de hoppende Blærer i kogende Vand end det Tøjeri. — — —
Og Krigen begyndte. Hun plukkede dem op, som var det modne Jordbær, hældte dem i en Vandøse, og pøste dem, naar der var tyve, ned i Hyldebærrene.
Jomfru Grønhøj var stolt. Hun var stolt og hun havde Minder. Disse to Ting kunde ingen tage fra hende. De alene forsødede hendes Livs Tragedie. Hun var stolt — og beklagede sig ikke.
Enten' var Lopperne en Plage sendt fra Himlen i Lighed med de syv Ægyptere, eller var det et ondt uafværgeligt Skæbnetræf, som gjorde Gulvfjælene til saa gunstige Loppeudrugningsanstalter. Det kunde ikke falde hende ind at bruge Insektpulver. Det brugte Folk med Utøj, men Lopperne var da, Herren ske Tak, ikke Utøj, og Grønhøj var en renlig Person.
Det var hun da rigtignok, saadan som hun vadskede sig og skiftede. Hvorfor gik hun maaske med hvide Bomuldsstrømper, om ikke af dyb og ærlig Properhedstrang.
Men det gjorde hende dog saa mageløs ondt for Povl. At ikke en Gang den tomme Seng gik fri — der var noget af Helligbrøde deri. Føj!
Ingen skulde kende Jomfru Grønhøj igen, naar hun sad oppe paa Værelset. Tankerne drev af Mild- og Blidhed, hun bevægede sig med dvælende Ynde og traadte sagte. Nede traadte hun, som om hun for hvert Skridt hug en Jærnklo i Gulvet — oppe, som havde hun Trædepuder af Vat eller Flomme.
Hver Maanedsdag luftede hun Udstyret, d, v. s. spændte Snore paa langs gennem Stuen og hængte alle de hvide Sager op, aabnede Vinduet — og i Nattens stille Timer Døren med — og lod Blæsten pusle.
Om det saa var Bleer og Svøb, fik de deres Ophængning. Med Taarer i Øjnene saa hun paa det — hvad det dog kunde være bleven til. Somtid sang hun en Stump Vuggevise og traadte Vuggen i Takt.
— — — —
En Dag kommer saa Madam Saapken i Køkkenet, klædt i Sorg, med Muffediser og Enkeslør. Sløret havde hun hæklet af sort Kastorgarn, ganske tæt, kun med Huller til Øjne og Mund. Lidt laaddent var det, men varmede og gav Indtryk af Sorg. Hun havde set en Hest i Sørgeskaberak med Pandeklæde — det var den, hun efterlignede.
Madammen havde for femten Aar siden været Jomfru og tilbragt sine, som hun sagde "Elskovs Vaardage" i det Gavlkammer, hvor Grønhøj og Træbenet nu boede.
Madam Saapkens salig Mand, Per Iversen, var død. Hun kom til at hedde Saapken, fordi hans Far drak sig ihjel. I et lille Skovløberhus dybt inde i den vildsomme Skov boede Parret i deres Elskovs modne Aar. Der var idel Kærlighed imellem dem, og dog, sagde man, lignede Madammen altid et Gravvers med Sørgerand. Som for endydermere at klargøre Smertens Overmaal, kæmmede hun sit med amerikansk Olie indsmurte Haar glat ned i Panden og snurrede det rundt om Ørene som to Vædderhorn.
"Det er ligesom Graven, der dækkes af Muld," sagde hun og hev Haaret mere frem. "Naar man har haft en Sorg som mig, saa er Livsens Glæde død for immer og evindelig!"
Hun sad Enke i Hytten, Enke og Ejer alle Livsens Dage. Men Tiden blev langelig derinde under Træerne, hvor mest Simpelfolk kom for at søge Kvas. Saa var det, Madammen filerede sit Enkeslør og begyndte at gaa paa Visit hos Egnens Honoratiores. Hun kom i alle Herregaardskøkkener.
Og i Køkkenet mødtes Grønhøj og Saapken. Straks slog det dem begge, at deres Sjæle var af samme bedrøvelige Støbning. Grønhøj bød paa Kaffe i Køkkenstuen, sagde ellers ikke videre. Hun sukkede til Bollerne, Saapken til Kaffen.
"Sneen daler tyst og tæt," sagde Saapken, "Skoven ligner en Ligsærk!"
Grønhøj tav bevæget. Hun fòr videre:
"Jomfru Grønhøj — Deres Hjerterod bløder af Vemodighed som min, ogsaa De har haft en gnavendes Sorg!"
Jomfru Agathe sank sit Hoved ned paa Barmen og sukkede ensomt.
"Saadan maa vi to ikke skilles," blev Saapken ved, "øs Deres Kvide i min stumme Sjæl, saa øser jeg i Deres. Gæst min ringe Bolig paa Søndag til Sødsuppe og Klatter — ak nej, Deres Embedspligt forhindrer jo det, — men kom da saa om Aftningen, naar Skumringen spreder sit blege Lys over Skoven. Kom da. De er ventet!"
Hvorpaa lang Pavse.
Over det runde Bord fattede Grønhøj om hendes Hænder og sagde:
"Tak!"
— — — —
Søndag over Middag klædte Grønhøj sig i stramthægtet Silke med Frynser over Maven, svøbte Træbenet i det grønne Futteral, tog det i Favn og gik til Skoven.
Hun kom til Hytten, hvor Saapken sad i gloende Tørveos. Gigtvat og Æbleskiver laa paa Bilæggeren og Kaffekedlen kogte.
"Vær velkommen i min ringe Stue, Søster udi Sorgen — sei gedankt, at du kom!" Og hun trak Haaret frem, Saapken, og begyndte ved Kaffen at fortælle sit Livs Historie.
"Han var den bedste go'e Mand, det ved Gud i Himmerige, hvor han nu opholder sine trætte Ben. Aldrig maatte jeg saameget som smøre de Fedtlærs. La' kuns mæ', sagde han — han var jo, destoværre, af Bondeæt — ak ja, og min salig Far var ellers Klokker i Ødum, og vi omgikkes Præstens og læste Klassikeren i Orgenalsproget!"
"Hva'?" faldt Grønhøj ind.
"Aah .. naah .. det er .. saadanne, det er f. Eks. den tyske Grammatikus paa tysk og den danske paa dansk — han hedder Saxo, og Holberg, Fader Holberg ligedanne paa dansk. Men .. pardoner mig .. Jomfru Grønhøj, Deres Navn er saa sommerligt, det dufter af Urter — har de ikke nydt en god Optugtelse, om jeg maa spøre?"
Grønhøj dæmpet: "Jeg har da læst om den flyvende Hjort af ham Kristian Winther — det var ogsaa paa dansk Orginelsprog, tror jeg, men min Far var ellers Møller i Fjenneslev!"
Og hun aabnede Munden paa vid Gab for at sluge flere af Saapkens fede Ord.
"Og nu ligger han i hans salig Grav under Bosbom og foldede Hænder i Sandsten. Det er, som skulde jeg kvæls, naar jeg tænker paa ham … og den velsignede Appetit han havde. Jeg læste jo for ham, for at moderere hans Aand i større Former. For Aandens Flugt, sagde jeg, den kommer det an paa. Og vi fløj gennem Aladdin og Greven af Monte Kristus og Kingos Psalmeværk … Per forlod mig, men han biede i tretten Aar og en Kvart Maaned. Derfor gik jeg ikke i Rettes med Himlens Forsyn. Per besøjer mig i Drømmens natlige limer, og vi skal mødes .. mødes skal vi end en Gang … Ak, Jomfru Grønhøj, De maa, De skal høre mit Livs den tungeste Sorg. — Jeg har mistet .. mistet (her fattede hun fortvivlet om Grønhøjs Haand, saa Kaffen skvulpede over) … ser De med en Moders Øje, hører De med en Moders Øre? Jeg har mistet mit Livs Forlængelse, mit Haab, mine Drømmes grønne Enge … mit eneste, eneste Barn!"
Lang Pavse.
Grønhøj vil sige noget, men fattes Ord.
"Jeg forstaar, De mangler Ordets heldige Naadegave, men Tak for Viljen, Deres Aand er redebon. Jeg overlever det ikke. Dag og Nat tænker jeg paa mit lille, døde Barn, min dejlige Dreng. Hvem véd, maaske var han bleven Skovridder! … Jeg hører Dødsklokkerne ringe i de mørke Trær, jeg ser Dødsenglen flyve gennem Sneen. Min Dreng, min Dreng, hvi haver du forladt din sørgende Mor?" …
"Hvor gammel var han," fik Grønhøj frem.
"Fem Maaneder, det Englebarn, fem Maaneder!"
"Døden kommer til unge og gamle," huskede Grønhøj paa og spurgte: "Hvad hed han?"
"Hed — han blev ikke døbt. Han skulde lydt Navnet Edouard Romolus Iversen, men Per var obsernæsig paa det Punkt, og saa blev han ikke døbt!"
"Herrejesus, men hvad døde han af?"
"Ih, kæreste Grønhøj, han var jo dødfødt. Fatter De saa min ordløse Jammer?"
Grønhøj saa forbløffet hen til Træbenet, der laa paa Enkesengen.
"Sagde Per Iversens Enke ikke, at han blev fem Maaneder?"
"Ak jo, fem Maaneder, kuns fem og ikke ni, som andre Mødres Børn. De fire sidste naaede han ikke at opleve. Han kom for tidlig — det var lige akkurat, man kunde se, han var af Mandkøn. Men De aner ikke, som han var dejlig, og saa klog han saa ud, min lille Edouard Romolus. Kald De ham bare saadan. Nej, man kommer immer aldrig over den Slags Sorger!"
Grønhøj sagde: "Nej, man er jo ensom alle Dage!"
"Og nu ligger salig Per jo ved ham .. for jeg fik ham da begraven, men uden Præst … det luner altid i denne hersens Frostkuld, men jeg var ligegodt saa bange, at han skulde klemme ham. Edouard Romolus var jo saa spæd, og salig Per vejede sine Hunner og Halvfjers … Og der var heller ingen Ringning, men saa tog jeg Dørklokken af og ringede i hele to Timer over ham, og naar det er Jul, saa stikker jeg altider en bitte Julegran over paa Graven med et Flag og et Par brune Kager i Toppen. Han kunde d'anne gøre ved, at han ikke blev døbt! Jeg ser De forstaar mig (Grønhøj tudbrølede), Tak for det!"
Men da hun bad om Livshistorien, rødmede Grønhøj gennem Taarerne: "Det er saa flavt at tale om en sæl — men en anden Gang!"
Lempeligt drejede Saapken Samtalen hen i mere livlige Spor:
"Hvordan gaar det med de kære smaa Lopper, jeg mindes dem grant fra mine Jomfrudage?" spurgte hun.
Ok ja! De talte længe om det.
— — — —
Paa Vejen hjem bed og stak det i Grønhøjs Samvittighed. Det var, som havde hun en Møggreb stukket tværsigennem Hjertet. Ja, hvad kunde de bitte Kræ gøre ved, at deres Tunge var en Braad? Sæt de nu paa Dommens Dag kom og krævede Regnskab for deres Liv.
Saa huskede hun paa alle de Lam og Grise og Kyllinger, der havde ladet deres Liv for Slagtekniven. Men det gav ingen Ro. Dem dræbte man jo for selv at leve. Det var Nyttedyr. Lopperne derimod kunde hverken spises, sælges eller stoppes ud. Og de var ligefuldt tænkende Væsner — som nu paa Loppeteatret i Aabenraa. De kørte i Guldkaret, de trak en Kanon og sad paa Vipper. De var snarere klogere end vi andre.
Uh!
Ved Træbenet tog hun det hellige Løfte, aldrig mere at undlive en Loppe — trods det, at hendes Blod var sødt, mens Saapkens var surt.
Og hun sov roligt den Nat til aarle, mørk Morgen.
— — — —
Saapken kom, trods Sommerheden, i Enkeslør og Muffediser.
Hun kom for at høre Grønhøjs Historie.
Da hun saa de to Senge, sukkede hun, da hun saa Vuggen, græd hun. — Grønhøj sagde: "Lad os begynde med Begyndelsen. Det er jo nu Povl, ham dèr, og ham dèr og ham dèr. Det er Povl allesammel. Dèr kostede han fire Mark og otte — det var jo i Markernes Tid, og dèr i Mahogni blev han tre Rigsbankdaler, men dèr er han mest kostelig — femten Kroner og halvtreds, men det er nu da ogsaa ægte Guldforgylling, sagde Glarmesteren. De bitte Skidt der østen for Pibebrædtet, de var rimelige, for at tale om det da. Og sig mig nu — ser han ikke ud af det Gode, Povl?"
Saapken: "Spørg ikke. Hvilken haarfager Fylde! Han er frodig som en Abildhave, og som han ligner sig selv … Navnet er kanske mindre romantisk, dog kender jeg en Kammerjunker, der hedte ligedan. Han døde … aah ja, Forkrænkelighed er vi alle. Man kunde gar tro, de var tagen efter et og det sæl samme Kontrefajus, alle til Haabe!"
Grønhøj: "Ih, men, jamen det er de mænd ogsaa. Jeg havde jo kuns et, og det havde Kroholderen i Skannum tagen — han var ogsaa Fotograf. Men saa var'et, ligesom jeg nu vil sige, jeg fik Raad til det, lod jeg ham tage om igen og om igen i større og større Omkres. Hvert Aar forærte jeg mig selv en i Geborsdagspersang, ligetil jeg havde Dusinet fuldt — saadan for alle Aarets Maaneder."
Saapken: "Jamen Begyndelsen af Historien, hvordan det gik til, det Hele?"
Grønhøj (undselig): "Det var, at han ku' li' mig og jeg ku' li' ham!"
Saapken: "Og saa, tilstod han saa sin Elskov, bejlede han?"
Grønhøj: "Bejlede — ih næ' — næ min Far havde jo Møllen, men Povl havde jo Træbenet, og det var i Vejen, for han vild' ellers gerne have haft Møllen, der hørte atten Tønder grøn Jord til. Men saa sku' han i Skrædderlære, for naar han siddede sig op paa Bordet, behøfte han kuns at spænde Remmerne af, saa var der ingen Ubluhed mer ved det Ben. Men jeg holdt jo saa inderlig grangivelig fast. Jeg begyndte med Sengene, det kom jo af Sparebogen." …
Saapken: "Det er Kærlighed, det er Kærlighed!"
Grønhøj: "Men Far gav aldrig sin Mindelse, han sagde (græder), at Povl var et Lusedrog, og han vilde aldrig give mig til en, der ikke var af Kyd helt og holdent. Men ku' Povl da gøre for, at han kons havde ét Kydben? Det andet var ikke meget nydelig, for han var jo fattig, det var Povl, men det var altid helt og rent og malet sort. Men siden saa døde Mor, og Far skiftede med mig og Søster Ane, som ogsaa døde siden, og jeg fik to Hundrede Rigsdaler. For dem købte jeg det andet og til Geborsdagen fik Povl Benet. Det var drejet af en Kunstdrejer i Haderslev — af Ibentræ, og drejet saa skønt, saa Stolebenene i hendes Naades Kabinet ikke er drejet skønnere. Og Doppen var af det pyreste Sølv fra et Livspænde a', som jeg lod smelte!"
Saapken: "Det er vidunderligt, det er ædelt, ligesom da Edouard Romolus var faret heden, saa sagde salig Per: Ta' mi' Øwn, sagde han — for salig Per var jo af Bondeæt — ta' mi' Øwn, sagde han, men hold op med at tvine, ellers bliwwer du blind som en Hundhvalp. Saadan vilde Greven af Monte Kriste ogsaa have handlet i Deres Sted. (Deklamerer:) Hun smelted Livets Spænde, saa det blev til Dup paa hans Ben … ædelt, ædelt, Jomfru Grønhøj!"
Grønhøj: "Nej, aahnej. Men Far han var saa uun paa mig, han puffede til mig og mugned hele Dagen, enten jeg saa gjorde Flæskekage eller Ærtevælling til ham. Saa tog jeg ud at tjene, som Jomfru, først paa Korup og sidenhen paa Løvendal. Aah, Gud i Himlen! Hver Aften bad jeg to Fadervorer, for min Povl, han var noget glemsommelig af sig, om han sku' hænds at glemme sit. Møblementet havde jeg, og jeg syede jo paa Ustyr!" …
Saapken: "Men Vuggen, kære, end Vuggen da?"
Grønhøj (rødmende): "Den købte jeg ogsaa, for man ku' jo aldrig vide, hvad Vilje Vorherre havde med En. Det var saa betryggeligt. Men forstaar sig, den var duget ind i et gammelt Lagen — saa ingen ku' ha ondt af den!"
Saapken (fortvivlet): "Edouard Romolus …"
Grønhøj: "Og Povl var jo emellertid kommen a' Skrædderlære og fik lært at sy Skotøj. Han kom om paa Herregaardene — for han var saa nylig og fidel af Væsen — baade paa Favelse og Langhøj, og han syede af Gimmerlam og Kid og Silkemorin med Hæle undernejen, ikke større end som en Flasketol. Saa var det …"
Saapken: "Hvad var … sig det, jeg kvæls af Spænden!"
Grønhøj: "Saa var det, han spillede det væk i Sjavs til Kusken."
Saapken: "Hva'?"
Grønhøj: "Benet! Og jeg, som to Gange kosted ny Polletur, for han sled jo. Der laa han uden Ben, og Greven sagde — det var paa Favelse — at han var fuld. Han havde nok nemlig spørt Komtessen, om ikke hun ku' vært saa villig og unde ham et bitte Kon Silketøffel til at tage paa Stompen, og det var egenlig, for at sige det da, det, som han, Greven, blev saa besialsk vred over. Han skrev til mig, ligesaa fortvivlet som det hele var tilgaaet, og at hvis jeg ikke skafte ham Benet igen, saa dronede han sig i … i … nej, jeg kan ikke sige det!"
Saapken: "Mergelgraven?"
Grønhøj: "… Møgkulen …"
Saapken: "Jo De har tømt Lidelsens bedske Drik til Bunden!"
Grønhøj: "Jeg maatte jo saa give Kusken tretten Mark for Benet, men det var jo af Ibentræ, men at han ku' næn'et!"
Saapken: "Den brødefulde Mand! Men knælede han da ikke paa sine barestens Knæ og bad om Tilgivelse, som skrevet staar?"
Grønhøj: "Han ku' jo ikke saa godt knæle. men han sagde: jeg gør'et aldrig mer, og det troede jeg ham paa!"
Saapken: "Saadan tror hver elskende Kvinde, som paa Sol og Maane og den hellige Enfoldighed …"
Grønhøj: "Men Povl, han sveg mig …"
Saapken: "Sveg han? …"
Grønhøj (grædende): "For han tog Trine Vævers, og det var kons for den rødbrogered Ko, og den byttede hun hen for et blomstret Sengeomhæng. Der hænger din rødbrogered Ko, sagde han til hende, naar de var uens. Det sagde de til mig (græder).
Saapken: "Og Dem, som gav ham Ibenben med Sølvbeslag! Det er gruligt, det er forfærdeligt — skal vi ikke standse for iaften. Jeg forgaar af Spænden og Medfølelse!"
Grønhøj: "Jamen vi kom jo ikke til Slutten, det værste kommer sidst!"
Saapken: "De er det værdig — De skal bære. det i Sol og Blæst, ved Dag og Nat — jeg begynder imorgen."
Grønhøj: "Paa hva'?"
Saapken: "Enkesløret natyrligt, Enkesløret. Vi to kan bære det, thi vores Sorg aflader ikke. Og jeg har Gørn … fra mit eget …"
Grønhøj: "Inderlig Tak, men hvordan kan man snyde Næsen med saadan et ned for Ansigtet?"
Saapken: "Man hæver det blot. Jeg bruger ellers altid Lommetørklæde. Jeg vil betro Dem, arme Veninde, jeg havde nogle gamle, med Respekt at melde Særksemisser — dem skar jeg i Rudere og lavede Lommeklæer af med Navn paa. Men salig Per — han snød jo destoværre Næsen i Fingrene."
Grønhøj: "Jeg har da ogsaa Lommeklude, tolv, et helt Dusin. Povl har forært mig dem til Mikkelsmarken og saa nænt jeg da aldrig at bruge dera. Gud forlade mig; men jeg holdt saa bitterlig af ham i levendes Live."
Saapken: "Skal vi ikke gemme Resten, til Solen en Gang har svinget sig om Jorden og det atter er bleven Aften?"
Grønhøj: "Aahnej, jeg vil helst nu, det er saa flavt at snakke om én sæl."
Saapken: "Ja, hvad tales skal, maa ikke ties — tal."
Grønhøj: "For vi kom til Trine Vævers, men hun var en So. Jeg sad og sanked paa Græmmels og var færdig at gaa til af Sorg og Ynk. Det var ulidele Aar. Og de fik fem Børn, men Trine past hverken dem eller ham. Den størst har rendt med Posen, og det forskyldt alene hun — for Povl var bleven saa tungsindet og urimele. Og ved de Tider døde min Far og havde testementeret hele Møllen og Jorderne og det hele til Lars Sognefoged, uden at betænke mig med et Øre …"
Saapken: "Oh Kval og Kvide! …"
Grønhøj: "Jeg vented kuns paa, at min Jammer sku' faa en Ende — og imens blev det til, at han døde (græder.) Han kom i Jorden som Fattiglem. Jeg havde ikke sat mine Ben hos hende, men da vild' jeg derner. Giv mig mit Ben, sagde jeg, det er mit, for det er mig, som har køft det. Det er mig, som har kostet Polletur og køft det tilbages fra Lars Kusk, sagde jeg, — giv mig mit Ben. For jeg var saa gal. Men hun, den Somikkel, hun skrubgrinede mig ind i Øjnene. Tror hun, vi er Krøser, sagde hun. Benet er saa slidt og skraft, at ingen vil undvær en Skive Flæsk for ham, men vil hun køv' ham, staar han ligemeget i seks Kroner og halvfjers, foruden Sølvet at regne, som han har sviret op, den Didrik …"
Saapken: "Hun var nok af Simpelfolk, det Fruentimmer, det hører man straks af Tonen?"
Grønhøj: "Ja, hun var en So. Men Benet vild' jeg ha', for det var mit. Og det var ligesom det bedste af Povl hang ved det, — naar jeg tænker paa Benet, tænker jeg ogsaa paa Povl, og saa gav jeg seks Kroner og halvfjers!"
Saapken: "Ja, Rellekier bliver allenstund immer kosteligere med Tiden!"
Grønhøj: "Men ved De, hvad at hun sagde. — Han vilde elles have det med i Kisten, Povl, sagde hun, han vilde ikke komme til Vorherre med kons et Ben, og det var der jo ikke noget at sige til, naar han nu havde siddet sig det for, — men jeg var saa forlift i det forskrafte Ben, at jeg ikke ku gi' det fra mig. Saa betalte jeg hinner syv Kroner ekstra, at Snedkeren ku' gør et nyt, som han ku' ha' Fornøjels' af at ta' med i Kisten. Men der ska' ingen Dop paa den, sagde jeg, for dèr, hvor han ska' hen, behøver han ikke at slide paa Benenderne. — Vi enedes saa om, at det sku' vær' af Eg — og det fik han saa vel med sig. Men bagætter saa byder hun mig ind at se paa ham, men det vilde jeg ikke. For det er din Mand og ikke min, sagde jeg, og man ska ikke begære Næstens Okse, Asen, Hustru, Mand, som skrevet staar. For jeg havde jo Povl i Hjertet og paa Vægen — og saa Benet. Og aldrig sov jeg siden en Nat, uden at osse Benet laa ved mig. Men jeg fik det jo poleret op og kostede en splinterny Sølvdop. Guldsmeden graferede saa paa Sølvdoppen — det var ti Øre for hvert Bogstav — "Agathe og Povl forente' i Ungdomskærlighed, som bestaar udi Himlen. Amen". Se kons — se kons (hun tog Benet og drejede det, at Saapken kunde se). Og saa er ellers min Historie ved en Ende. Uden som det, at naar jeg er sovet hen, saa ønsker jeg, at faa Benet i min Kiste!"
Saapken: "Jeg skal sørge for, at Deres Ønske bliver en fuldgyldig Lov — — — ræk mig Deres Haand, store Søster udi Sorgen!"
Grønhøj (forlegen): "Der var et Kon endnu, men det kunde lyde af Storagtighed: Jeg havde saadan en stor Lyst til at skænke hele mit Møblement og Povls Billede til Nationalmuseumet i København eller maaske til Rosenborg Slot, dèr samler de jo paa gamle Møblementer, og mit er snart over tyve Aar gammelt. Det var saa rart at vide, at det Hele blev staaendes paa én Plet i mange Tusind Aar. Og paa de Museumer kommer jo en farlig Masse Folk, og saa ku' de da se, hvadfor køn Karl han er. Det var vel mest passele, de fik Benet i Tilgift, men jeg synes nu, det maa ligge ved mig i Kisten — paa det, at Vorherre straks ka' kende mig fra hinner Somiklen, der ligger paa Sognet. Og paa Gravstenen ska' tegnes i luende Guldforgylling et Hjerte og undernejen Agathe og Povl i Slyngninger — saa ku' jeg hvile trygt til Dommedag!"
Saapken: "De skal komme til at ligge Lig med Enkeslør og Kastormuffediser, saasandt jeg sørger over Edouard Romolus til min snarlige Død."