Brasen
BRASEN
Vorherre havde velsignet Brasen med atten Børn, og de havde artet sig vel saa omtrent allesammen. Det vil sige, to var døde, et Par paa Sognet for Drik, og en sad i Horsens paa Livstid for Drab.
"Men — æ," sagde Brasen, "Saa er de da vel forsørgede." De andre var spredt rundt om i Landet som Kulsjovere, Husmænd og Røgtere, og Døtrene havde Tjeneste paa Gaardene.
"Brasenfar" eller "Brasen i Hulen" havde et stort og følsomt Hjerte. Det var ham saaledes ikke nok med de atten egne, han optraadte bestandig som Pleje- og Fosterfar for Døtrenes "uægte" Børn. "Børnene er ægte nok — naar det kommer an paa det, og Maaden er vel ens for alle!"
Inde i Hulen, der var stivet af med Kampesten og havde Røghul op gennem Skrænten, sad Brasenmor. Hun lignede sin Mand i et og alt, havde samme Lidenskab: Drik og Børn og samme Væmmelse: Arbejde. Hvor end Pigebørnene kom hen, vidste de altid i det givne Øjeblik at finde Vej hjem til Far i Hulen. Og naar Far saa en af Tøsene skridte over Lerjorden mod Skrænten, smilede han underfundigt og gned sig i Hænderne af Glæde. Hans "egne" kom nemlig kun, naar de havde en lille, sprællende Bylt under Armen.
Brasen tog vel imod og spurgte kun af og til, hvem Faderen var, men det var ikke altid saa lige at svare paa.
Man skulde ikke tro, at atten Børn plus de "ægte" Plejebørn lod sig opfostre uden alvorligt Slid, men Brasenfar og Kone havde nu en ganske egen Maade at skære Madpose paa.
De inddelte Sognet og Nabosognene i Portioner, ligesom Æggekage, og saa fik hvert af Børnene sin Del at gabe over. En skulde skaffe Centrifugemælk til den sidstfødte — thi det hændte at Brasenmors Bryster blev golde — en skulde skaffe Brød og Sulemad, en anden Pjalter o. s. v.
Brasenfar gik selv med "Dunken", og han vendte aldrig hjem, før den var saa fuld, at den ikke kunde klukke.
— — —
Seng fandtes der ikke i Hulen, men der var fuldtop af Halm, Klude og Dækkener — nappede rundt om i Herregaardsstaldene.
Om Sommeren, naar Vejret var godt, morede det Brasen at lægge Børnene i regelmæssige Rader — som Kornneg — udenfor Huleaabningen. Der stod han saa selv, kæmpestor, med det lange krusede Haar flyvende for Aftenvinden og saa beundrende paa sit Værk.
"Ligemeget, Mutter, det kan sgu han, den spatbenede, ikke gøre os efter!" Den spatbenede var Godsejeren, det eneste Menneske, Brasen hadede, fordi han var tvunget til at gaa paa Høstarbejde paa Gaarden som Gengæld for Gryn, Kartofler og Tørv til Vinterbrug. Naar Børnene sov, og Solen var sunken ned bag Skovene langt borte, gik Brasen og Kone Tur over Markerne, begge besjælede af samme Lykkefølelse ved Tanken om Dunken i Kartoffeldyngen. Saa skubbede de Fjællelaagen i efter sig og strakte de store Lemmer hver paa sin Side af Arnestedet. Røghullet maalte vel en Alen i Kvadrat, og de to Mennesker var efterhaanden blevne saa fortrolige med Stjernernes Stilling, at de kunde sige Maaned og Dag alene ved at stirre op i den lille Aabning. Naar Fuldmaanen gled henover og fyldte Hulen med sit skarpe, gule Lys, blev de helt ellevilde af Glæde.
Saa laa de dèr og pludrede, saa ingen Djævel uden de selv kunde forstaa det, for Brasenmor var nemlig selv af Taterbyrd og havde efterhaanden vænnet Manden til at tale i samme underlige Billedsprog som hun selv.
Men de talte kun saadan, naar de var alene.
Som Kærestefolk skifter Kys og ømme Ord, skiftede de Dunken imellem sig med lange henrykte Smask.
Inden Solen var naaet Halvkuglen over, laa Brasen og Kone livsaligt drukne og sov, saa det gjaldede i Kampestenene. Børnene var jo vante til den Historie, og naar de vaagnede med Solen, listede de hen, aabnede Laagen og krøb ind for at tyvte den halvtømte Dunk, der saa gik paa Omgang mellem hele Slænget.
Naar Maanen atter sejlede henover Brasens Kongerige, grinede den lumsk. Som i Torneroses fortryllede Slot var hele Befolkningen overrasket og grebet af Søvnens Trolddomsmagt og stivnet i den sidst indtagne Stilling. Ofte blev de først skræmmede op af Dvalen ved et voldsomt Tordenskyl, der plørede Jorden under dem og klistrede Pjalterne tæt om Barnekroppene som vaade Omslag.
— — — —
Nu var, som sagt, alle de "egne" voksne og borte, og Brasenparret levede kun for Plejebørnene. Men med dem havde de altid stygt Uheld. Mer end Toaarsalderen oplevede disse Smaatuller aldrig — enten det nu var den sammentiggede Mælk, der var for ussel, eller det skyldtes Dunken, som rigelig tit kom i Berøring med de tandløse Gummer.
Brændevin er jo ikke den bedste Stedfortræder for Mælk.
Brasen havde saa i Tidernes Løb dannet en hel lille Kirkegaard oppe paa Diget. Plejebørnene saa hverken Præst eller Degn, og Brasen mente, han selv var nærmest og næst til at lyse de smaa Hedninger i Jorden. Men det var ham en stor Hjertesorg, hver Gang den hullede Spade maatte i Brug, og det skal lades Brasen, da var han ikke doven. Han spadede dybt og forede Graven ud med Græs, svøbte Liget i de bedste Klude, der i Øjeblikket fandtes, og snittede siden smaa Birkekors. Denne lille Kirkegaard var nu hans Gudshus, dèr bad han i haarde Stunder de Brokker af Bibelord og Fadervor, han endnu mindedes, og dèr stod han med Taarer i Øjnene, naar han var rigtig glad.
— — — —
Saa en Dag kom der Brev til Brasen. "Til Brasen i Hulen, Sjærbæk Sogn, pr. Æbeltoft", stod der. Niels Post læste det for ham, saa det maatte vel passe. Naturligvis kunde Brasen og hans Familie ikke læse.
Brevet var fra ham i Tugthuset. Han skrev, at han længtes grumme efter sine Forældre og bitterlig angrede Drabet, men at det var forvoldt i Drukkenskab og derfor nok blev tilgivet paa Dommens Dag. Sluttelig bad han Faderen komme og besøge ham tre Dage efter Jul, thi da var det Fangerne tilladt at tale med deres nærmeste.
"Saah!" sagde Brasen og tav.
Niels Post gik, og Brasen grubliserede, lige til Konen kom hjem. Det var paa en Prik ti Dage før Jul, og de blev enige om, at det nok kunde naa sig, om Brasen straks begav sig paa Vej. Der var jo langt til Horsens, men der boede sagtens gode Mennesker ved alle Landeveje, og en Bid Brød og en Dram og Nattehalm var vel heller ikke til at gaa fejl af.
Brasen fik et gammelt Uldsjal om Halsen, tog Sølvsignetet — hans eneste Værdigenstand — i Lommen, Dunken i Haanden og gik.
Oppe paa Vejen mødte han Godsejeren til Hest. "Hvorhen idag, Brasen?" Saa fortalte Brasen jo løst om Sønnen, der havde "sat" i elleve Aar og nu længtes efter sin Far. Godsejeren blev saa rørt, at han gav ham en Guldmønt til Tærepenge. Brasen spyttede paa begge Sider af den, pakkede den ind i et Stykke Karduspapir, der laa i Lommen fra sidste Rulle Skraa, og stak den ind paa Brystet.
Den skulde Laws nu have.
Der var Dagvogn og Postvogn og Jernbanekreaturvogn og Fanden og hans Oldemor, men kun for den spatbenede og hans Slags.
Brasen gik og gik. Saalangt han havde været før, kendte han hver Kro og bedede overalt. Man gav ham villigt en Dram i Livet og en i Dunken blot for at høre ham fortælle om den store Rejse, han agtede sig paa. Desuden var Brasen i Hulen med de atten Børn en Personlighed dèr paa Egnen.
Begyndelsen af Turen var ham en hel Fornøjelse. Men siden, da der kom Korsveje med Afvisersten, som han ikke kunde læse — og Skove med ligesaa mange Stier som Træer, blev det ondt for ham at gaa.
For hver Mil han travede frem, maatte han sjokke en halv tilbage.
Bønderne var Fummelnæser til at pege Vej. Naa, saa tog det ogsaa til at fyge, og Brasens Øjne var jo paa det sidste blevet noget svagelige, han havde svært med at skelne Grøfter fra Grusdynger.
Det blev til mange Fald og Plump, men var han end saa kold, at Tarmene frøs, Dunken, den rørte han ikke. For den skulde Laws nu have. Brasenmor havde raadet ham til at tage den inden i Bukserne — dèr var saa rigelig med Plads bagtil — for det kunde nemmest træffe, at Fangerne ikke maatte drikke Vorherres velsignede Bryg. Men det vilde Brasen ikke, ikke foreløbig da. Frosten bed ham i Fingre og Tæer, og Vejen blev mere trælsom og bakket. I de mørke Vinterdage var det ikke til at gaa mere end otte Timer, og han gik langsomt, hans Aande rendte fra ham. Men fra Aarhus gik Vejen lige sydpaa, og det hjalp paa Humøret. Nu talte han Afvisersten og Milepæle og kvikkede sig op ved Tanken om hver tilbagelagt Mil.
Der var sandelig mange gæve Mennesker langs Landevejene, og de gav ham af godt Hjerte baade Seng og Mad og lidt med til næste Dag, men alligevel kneb det mod Aften, naar de svage Øjne hverken skimtede Lys eller Røg, og han længtes efter at komme i Hus.
Og saa tænkte han da ogsaa paa Hulen og Brasenmor.
Fødevarerne, han fik givet, sparede han ogsaa op til Laws — man havde sagt ham, at de livsvarige Fanger kun fik Vand og Brød. Da han nu ingen Pose havde, og Lommerne var aabne som Sold, tog han sin strikkede Halsklud, viklede Maden deri og tog Knyttet over Skulderen. De to sidste Mil maatte han humpe sig frem ved Kæp. Men saa naaede han ogsaa Tugthuset selve Juledags Aften.
Efter mange Spørgsmaal og Svar og Omsvøb og timevis Venten fik han endelig Sønnen i Tale. Det var mod Reglementet — men i Betragtning af hans lange Vandring. Da, Sorg og Skuffelse, blev han undersøgt, og Dunken, der var saa fuld, at den ikke mere klukkede, blev pillet frem af Buksebagen, og Knyttet, der svulmede af Saltmad, Ost og Juleværk, blev taget fra ham.
Ubønhørligt hed det: "Fangerne maa intet modtage!"
Gamle Brasen følte Taarerne komme, men med en fortvivlet Anstrængelse gennede han dem væk igen. Fængselspræsten, der tilfældigvis var tilstede, trøstede ham: "Jamen en Bibel maa Deres Søn nok faa." Brasens Ansigt lyste i et stort Smil. Han trak Bomuldsskjorten til Side, halede en sort Lap frem, løsnede Guldmønten ud og gav den til Præsten: "Saa vil han kaske købe to store Bibler til ham, og tror han saa ikke, at man kunde stikke den her til ham — det skader da ikke?"
Det var Signetet. Præsten nikkede.
Saa gik de sammen ind til Laws. Brasens Haar var graanet stærkt i den sidste Tid, men Sønnens maskinklippede Hoved var sølvhvidt. De kendte knap hinanden, og ingen af dem vidste et Ord at sige. Præsten begyndte da at spørge, og lokkede ud af Brasen alt det, Sønnen gerne vilde vide, om Hulen og Brasenmor og Hjemegnen og — den Pige, Laws en Gang havde Øjne paa. Hun var nu gift med en anden.
Præsten skaffede tre hele Samtaler i Stand mellem Far og Søn og sørgede for, at Brasen blev godt udhvilet inden Hjemturen. Da Afskeden stod for, vendte Præsten sig bort og lod dem ene et Øjeblik. Det benyttede Brasen til at spytte en saa godt som ny Skraa ud og stikke den i Munden paa Laws.
— — — —
Da Brasen naaede hjem, var han stoppende fuld af Fortællinger fra denne hans eneste "Udenlandsrejse".
Hvad der ligegodt havde imponeret ham mest, var det herlige Traktemente, man fik i Fængslet. "Man kunde gerne tro, det var Mullerup Slotskro! Suppe med Boller og det Slaw Krydderinelleker paa, og varmt Kød med Dyppelse og Øl til — og hver Mand havde sin Seng med Madrasser og Falbelader. Ork ja," sluttede han, "hvem der kunde ende sit gamle Liv dèr, hvad du, Mutter?"
Men Mutter blev helst i Hulen med Røghul og Kludeleje.