Jagtbreve/9
IX.
Østjylland, i August 1887.
„Naar den første Stjærne bliver tændt, spænder Jægeren sin Bøsse" — det er en gammel Regel paa Andetræk.
Klitten løber langs hen med Kysten, dens Ryg og Sider er bevoksede med Marehalmen, gult, stift, vissent ser det ud, sejgt er det, naar det skyder sine lange trevlede Arme hen over Brinken og ned i det hvide, magre, sprøde Sand, der kun yder en karrig Næring og ikke forstaar hverken at holde paa Vand eller Varme; men hvor Stormen pisker Bølgernes Fraad op eller Højvandets Skvulp skyller, dér kvæler Havsaltet al Plantevækst, selve Marehalmen maa give tabt, og derfor ligger der et nøgent, skinnende blankt, fugtigt Bælte mellem Klitten og Havstokken.
Havet er uendeligt.
Men ind mod Land vædes Klittens Fod af en lille Indsøs blide, bløde Vande. En Bæk rinder til og fra med sprudlende Sprøjt og kvidrende Rislen; den har boret sig et Udløb gjennem Klitten, en dyb Kløft ned i Sandet ud til Havet; oppe i Landet, før den flyder ud i Søen, snoer den sig som en grøn, frodig Stribe med kratklædte Sider og neldebegroede Bredder over golde Flader, hvor kun den korte spraglede Lyng, de smaa Stedmorsblomster, den blaa Hedeklokke og Margueritten trives og afgiver en sparsom Faaregræsning; men længere borte skimter man kornrige Agre og sorte Brakmarker mellem vidtstrakte Skove, og op over dem rager Gaardens røde Tag med takkede Gavle og spidse Taarne, som knejser lige stolt gjennem Aarhundreders skiftende Tider.
Jeg sidder paa Klittens Ryg. Jeg har god Tid; jeg er kommen for tidligt afsted.
Fra fjærne Kirketaarne hist nu Aftenklokkerne ringer. Deres dybe, hule Kling-Klang lyder manende ud over Landet. Det er stille, som det kun kan være det en Sommeraften, Bladene hænger slapt ned, Græsset begynder at rejse det sænkede Hoved efter Dagens kvælende Solvarme og at spejde ud efter den læskende, kvægende Dug, hvis Perler snart forfriskende sætter sig overalt, ikke falder ned som Regnen, men kravler ind i de lønligste Gemmer; Marehalmen staar strunk som altid, den lader sig ikke skræmme, hverken af Storm eller Tørke eller Varme; Havet er blankt, Vinden kruser ikke dets Overflade, men Dønningerne fra fordums Oprør føles endnu, Gammelsøen, som staar og skvulper derude, sætter den ene dybe Vandmasse efter den anden ind mod Land, det presser og piner og skubber hen under Havskorpen, man aner Bølgen, men skjelner den næppe, før den brydes mod Strandkanten og skummende ruller en Række Ralsten op paa Sandet og suger dem i Tilbageløbet med sig igjen ud i Dybet. Derfra stammer den jævne, raslende, vuggende Lyd som et hult Drøn helt hen langs Kysten. Den nedgaaende Sol kaster sine sidste matte Straaler paa et enkelt Skibs slappe Sejl derude paa Havet og ind over Land paa de gyldne Marker og de mørke Skove og paa Gaardens røde Tag og spidse Spir og paa de fjærne Kirketaarne hist, hvorfra Aftenklokkerne ringer; snart er Solen helt forsvunden, saa skinner den endnu en Stund paa Skyerne, saa farves Himlen med Regnbuens Spil: Rødt, Orange, Gult, Grønt, Blaat, Violet lærer Optikken, men vi bryder os ikke om Videnskaben, for os er Regnbuen Gudernes Bro, Jorden er flad som en Pandekage, Havet uden Ende; hvorledes Solen kommer fra Vest til Øst, maa den om, vi hilser den blot Godnat og Godmorgen, vi tæller ikke Støvdragere og piller ikke Bægerblade fra hverandre, vi deler Blomsterne i de blaa og de gule og Fuglene efter deres Sang. Fra Østen stiger Natten op, det lyse Skær i Vest trækker sig mere og mere nedad og om i Nord, Flagermusene kommer frem og boltrer sig i Luften, en enkelt spidsvinget Ryle stryger pibende hen langs Kysten, den første Stjærne tændes — og saa spænder Jægeren sin Bøsse.
Men det kan godt hænde, at han faar Lov til at vente og ofte narres. Synes han, langt borte, i den disede Luft, at skimte en And, dukker han sig ned i Marehalmen; men bliver Anden ikke større, saa viser det sig nok ved nærmere Eftersyn at være en Myg, der staar stille og summer en Alen foran hans Næse og gjækker ham, eller en Natsværmer, der svæver over Sivene. Aftenskumringen skuffer. Den Busk dér oppe paa Bakken, mørk mod den mørke Himmel, ser ud som en Bjørn. Og den kratklædte Aa, der snoer sig, indtil den bliver borte i den sorte Uigjennemtrængelighed, den er som en Colonne, en fjendtlig Colonne, der rykker frem med Blænkerne foran og Patrouiller ud til Siderne. Og den klirrende Lyd, det er vist ikke blot fra Havstokkens rullende Ral og Bækkens sladrende Rislen, det er Sablernes Skrab mod Stigbøjlen og Beslagenes Gnid og Bidslernes Raslen, naar Hestene gumler paa dem. Gnisterne, det er ikke Kornmod og Sildeglimt og dansende Lygtemænd, det er Bajonnetternes Glimt før Slaget. Bajonnetten har som Diamanten sine beaux jours; der er Sjæl i dem begge to. Derfor foragter Diamanten Imitation. Haardheden, Bruddet, Glansen kan efterlignes, Lunet ikke skænkes; thi hvor faar man Sjælen fra? En Brillant, sleben à jour, kan tage sig straalende ud i Juvelerens Butiksvindue, eller naar han drejer den i Fingrene mellem to Vokslys, men den spiller først paa et sort Fløjlsbaand om en yppig Skjønheds hvide Hals i en oplyst Salon. Hemmeligheden ligger deri, at det ikke er Diamanten, der laaner Kvinden Glans, det er omvendt; og derfor burde de gamle Damer forære deres falmede Sten til deres voksne Døttre, thi det er ikke das ewig Weibliche, der lokker Diamantens Smil frem og tænder Ild i dens Indre, det er det unge Blod, der daarer baade den og Bajonnetten og faar dem til at skyde Gnister. Eller er der maaske Nogen, der tror, at en Bajonnet kaster samme Blink paa Fælleden som paa Slagmarken? Hist kan den funkle, her lyner den. —
Saaledes var det, saaledes som her. Fjenden anede ikke vor Nærværelse og rykkede sorgløst frem, en sort Stribe paa mørk Grund, som Aaen dernede. Vi holdt os stille som Mus, tavse, spændte, skjulte, og rettede Kanonerne paa den snigende Masse. Saa blæste vi et Par Ildsøjler, tykke som Arme, ud i Mørket med vældigt Drøn. Det rystede Nattens Stilhed og ruskede i dens tavse Fornemhed; Lydbølgerne rullede med Brag og Bulder, ustandseligt som rappe Budbringere: at der var Ufred i Landet, hen over Egnen og gav Gjenlyd fjærnt og nær. Men fra Fjenden lød der Hvin og Skrig og han spredtes og flygtede. Da saa næste Morgens Sol kiggede op over Bakkerne, skinnede den paa et Par blodige Kroppe og nogle afrevne Arme og Ben, paa Tornystre, Huer og Patrontasker, de Saarede havde Fjenden taget med sig, kun en enlig Hest, en Skimmel, stod paa tre Ben og dinglede af og til med Stumpen af det fjerde, saa at de røde, levrede Draaber sprøjtede omkring og plettede dens hvide Skind og Manke.
— — Tanken flyver over Land og Sø, til fjærne Steder og svundne Tider, medens man sidder paa Klittens Byg og venter paa, at den første Stjærne skal tændes og Andetrækket begynde. Og det varer kun kort, Trækket. Naar Maanen bliver Enehersker, er det Tid at gaa hjem. Hjemad følger man Stierne, om de ogsaa slaar en Bugt, thi Græsset er fugtigt, Duggen er falden og Gjenvej tværs igjennem Skoven er ikke tiltalende om Natten, selv om det er maanelyst. Maanen gjør ræd.
Halvmaanen med det bleggule Skær, den maa om Natten vaage; dog skjelner man kun, hvad der er En nær, Resten svinder i Taage. Men naar saa Vinden blæser frisk, i Søen sig Straalerne bader, som om en Stime gyldne Fisk leged i Bølgernes Flader.
Og Havfruerne med den svulmende Barm og det lokkende Suk, men skælklædte fra Bæltestedet (som de holder under Vandspejlet), og de lette Ellepiger med det straalende Ansigt og den hule Ryg (men de vender Ansigtet til) og de kolde Kys, og Gavtyvene, der leger Skjul bag Stammerne, færdes i Maaneskin.
Et Kvarters Tid, højst tyve Minuter, har man til at skyde i; det gælder at nytte Tiden. Pludseligt, naar man begynder at mistvivle, har man Ænderne om Ørene, enkeltvis, et Par Stykker sammen eller i Sværme, fra alle Sider, fra Havet og inde fra Landet, op af Jorden synes de at stige eller at falde ned fra Skyerne, naar de pilsnart, saa at Vingerne fløjter i Luften, kaster sig med Plask og Bram i en Vandpyt eller staar op med Rap og Skræp, idet de mærker Uraad eller Skuddet falder. Man maa skyde, hvor man kan, op mod Himlen eller ned mod Vandspejlet; med Land til Baggrund er det for mørkt; og det er vanskeligt at bedømme Afstanden, men man skal ikke være for gjerrig med sit Skud, da man som oftest kun kan skjelne indenfor Rækkevidde.
Og Hunden skal holde sig smukt stille ved Siden af, enten der skydes eller ej; den er kun med for Selskabs Skyld og for at apportere paa Befaling. Er den ukjendt med Jagten, vil den gjærne springe op og løbe efter de skudte Ænder; saa maa man tage den i en Rem, den vil hurtigt lære Kunsten og holder den sig ikke roligt, kan man give den et Rap med Pisken, men man maa ikke blive hidsig og sparke den eller trække den i Ørene eller Gehørene eller Behængene eller Gehængene eller hvad det nu er, det hedder, Høreredskaberne paa Jægersproget, som er et Slags Norsk-Arabisk, Ingen kan hitte ud af, og som ikke kan læres som et andet fremmed Maal ved Selvstudium og Stileøvelser og Roman-Læsning med paafølgende Rejse til det paagjældende Land og Tale-Øvelse dér med Venner og især med Veninder. Naar man skal lære et fremmed Sprog grundigt, hører der Flid til. Il faut coucher avec son dictionnaire, siger Franskmændene. Men kan De ikke lære Jagtsproget, skal De ikke sætte Dem graa Haar i Hovedet for det.
