Jagtbreve/8
VIII.
Smaaland, i Juli 1887.
Aa! det er velgjørende at ligge og strække sig paa en smaalandsk Lynghøj. Lige paa Ryggen.
Skyerne, uldne, blændende, driver forbi paa den hvidblaa Himmel, Vinden er netop tilstrækkelig som Kølighedsvifter og til at holde Fluerne borte, Landskabet ser ud, som om det var Skov altsammen: Agerjord, Betesmarker (bevoksede Græsgange), Krat, store Granstrækninger, Tykninger og Trægrupper falder ind mellem hverandre, hen over Myren (Mosen) staar Varmen og dirrer i Luften, men nede paa Engene svajer det lange Græs paa begge Sider af Aaen og bølger for det mindste Vindpust, indtil det falder for den skarpe Lee og bliver bjærget op paa det Tørre af barbenede Piger, hvis lange gyldne Haar flimrer i Solskinnet.
Det er Helgeaa eller Helligaa, der snoer sig dernede mellem tætte Skovbakker, over side Enge, gjennem stille Indsøer. Et historisk Navn! Det var ved den, at de Danske, som Ulf Jarl uforsigtigt stak Kongen i Næsen, flygtede som — — — men lad os springe det over; det var dér, vi og Svenskerne plejede at levere vore Fægtninger, indtil de tog hele — — men lad os ikke tale om disse gamle Skader. — Dog! Minde er her paa Minde, man kan ikke undgaa dem. Nede i det nordligste Skaane, hvor Aaen løber ud i Ousby-Søen, ligger Skansen, den danske Skanse; men Landet omkring den, som før var lige saa dansk som Amager, er nu lige saa svensk som det ved Mälarens Bredder, og naar her imorges har lydt svenske og danske Knald mellem hverandre, har det været i broderlig Forening, vi er Gæsterne, Værterne er förtjusande, der er ikke Tale om at erobre eller forsvare Landet, det er de stakkels Ænder, overfor hvilke Nationernes Kappestrid udkæmpes. Men Udbyttet har været tarveligt; Vandet er for lavt og Ællingerne for smaa. Naa! Jagten vilde tabe det Spændende, om det ikke var saa, at det vel hver Dag er Skyde-Dag, men ikke hver Dag Fange-Dag.
Den 11. Juli gaar Andejagten ind her, det er ikke som i Danmark, hvor dette ædle og levedygtige Vildt er fredløst.
Vi gik ud ved Midnat, da vi havde et langt Stykke at ro til Slagmarken og vilde være først paa Pletten. Det stænkede lidt; den Mand, der roede for mig, mente, at det var Dimmen, der faldt, og det var godt, den ikke steg; nu vilde vi faa rigtig vakkert Vejr. Deri fik han ogsaa tildels Ret. Det var en ung, kraftig Mand, paa hvem et Par Timers anstrængende Roning ingen synlig Virkning efterlod. Han saa ud som en Patron, men erklærede at være Affärsman, og det lod til, at han var Sportsmand foruden paa Jagtens og Rokunstens tillige paa Hippologiens Vegne, at dømme efter følgende Ytring af ham: „Nästefter et par gode vagnhäster, sätter jag en hustru högast.“
Saasnart det dagede, var vi parate, og fra den tidlige Morgenstund har det lydt som en Kanonade omkring Søerne og op ad Aaen. Tiden, den 11. Juli, er nu engang fastsat ved Lov. Maaske var det rimeligst som i Frankrig at lade den lokale Øvrighed hvert Aar bestemme Tiden for Jagtens Aabning, eftersom Yngelen var voksen til; men det har ogsaa sine Ulæmper; blandt Hønsefuglene udvikles Kuldene nogenlunde ensartet, men Ænderne staar paa højst forskjelligt Trin. Her er ganske afslaaede Roandrikker, som i Fældetiden (der ikke falder samtidigt for alle Individer) taber Svingfjedrene, hvorved de ikke kan bruge Vingerne uden som Aarer; saa er der Flyveænderne, dels de gamle Ællingeænder og de golde, dels de fuldvoksne Ællinger, som vanskeligt kan skjelnes fra de gamle, selv om man har dem i Haanden; man prøver ved at løfte Anden i Undernæbet; holder det, er Anden gammel, brækker det, er den ung; saa er der Ællinger med Spejl, fint Vildt, men de flyver nødigt, selv om de kan, de trykker sig for Hunden eller løber omkring i Græsset som Vagtelkonger og Tredækkere, undertiden helt op i Krat eller ind i Kornmarker; endelig er der grønne Ællinger, dem apporterer Hunden og man sætter dem straks i Frihed igjen. Dem er der flest af iaar.
Det er godt at strække sig i Lyngen, og Livet er skjønt i Smaaland. Ingen Post, hverken igaar eller idag og heller ingen imorgen; ingen Driftskvaler, ingen Sukken efter Regn, Visne- eller Forhandlingspolitik er lige gode, Kursnoteringen lader vi Børsen om og Smørpriserne ligesaa. Kammeraten ligger og snorker her ved Siden af; jeg er lige vaagnet og har til min egen Ulykke faaet fat i et Blyant og et Stykke Papir; om en halv Time er Middagshvilen udløben, saa kilder jeg ham under Næsen med et Græsstraa, han sparker og bander i 5 Minuter — og saa begynder Jagten igjen. Dog tager vi os maaske først et Bad. Helgeaaen indbyder her nedenfor; den sprutter og sprudler, skummer og falder rislende mellem kæmpestore Sten: løsrevne Fjældblokke, der vel i sin Tid er kommen glidende med Indlandsisen; Aaens Leje er her fast og gruset, Vandet spillende og forfriskende, men oppe i Engene er Bunden blød, sid, sølet, Vandet dødt og vammelt, og man bliver snavset ved at bade i det. I og for sig er Vandet i de smaalandske Søer og Floder, selv hvor det er rent, mørkladent, næsten sort, naar man ser det fra oven; det er en Nationalegenskab, der stammer fra de vidtstrakte Tørvelag.
— Det er oppe i Engene, at Ænderne ligger paa det flade Vand i det lange Græs. Saa sopper man omkring efter Hunden, der staar for Vildtet og rejser det, hvis det kan lette, paa Jægerens Bud. Baaden er kun med — bag ved i Aaen — for Proviantens og Udbyttets Skyld og for at sætte En over fra Bred til Bred eller til Øerne.
Man kan lige saa gjerne springe som krybe i det: vaad, dyngvaad bliver man alligevel. Et Par Vandstøvler, der holder Vand, er en Opfindelse, der endnu staar tilbage at gøre (Guttaperka-Støvler kan man ikke holde ud at gaa med), men desuden gaar Vandet oven-ind, og jeg er gjennem den Vej: at gjøre Skafterne længere og længere, indtil de som Sømandsstøvler var til at slaa op lige til Skrævet, naaet til slet ikke at gaa med Støvler; nu bruger jeg afdankede Salonsko og Gamascher; saa er man da fri for at slæbe om med nogle Lispund Vand i hver af Reusserne. En tynd Uldskjorte, blaa Lærredsbluse, dito Buxer og Kasket (min er grøn og Kammeraten paastaar, jeg har selv malet den; men det er Bagvaskelse) med blød Skygge, der kan stilles eftersom Solen staar — det er Dragten. Den er ikke fin, vi ser maaske ud som Sjovere, men vi gaar heller ikke paa Jagt i Smaaland for at vise Dragten frem. Det kan være godt nok i Danmark, hvor man bliver stillet paa Strandkanten ved en Glime (en Skudlinje, frembragt ved, at Rørene er huggede bort) eller sat af fra Baaden paa et Brædt, slaaet fast paa et Par Pæle ude i Søen i Skydegangens anden Ende, og hvor det gaar med Skrig og Skraal: Hallo! Hallo-op! fra Jagtbetjentene og med Hals og Plask fra Hundene, men hvor Jægeren ikke har Andet at bestille end at tage sig ud og passe paa, naar en And passerer Glimen, ofte kun med Næbet over Vandskorpen; Hundene kommer ham ikke ved, dem fører Jagtbetjentene, og det skudte Vildt maa han lade ligge, til det bliver apporteret eller taget op fra en af Baadene. Dér kan man pynte sig saa meget man lyster og gjøre sig saa tillokkende, man formaar, for det smukke Kjøn, der kommer tilligemed Frokosten.
Tidligere var det Skik og Brug at maje sig ud, navnlig paa Hovedet, store Fjerbuske, en hel Urfuglebagdel syet til Hatten, ja endog et udstoppet Pindsvin som Kasket var til ladeligt for Gentleman-Jægeren; nu er saadant banlyst, overladt til den laveste Jæger-Pøbel; den fine Jæger gaar i Spaseredragt, ikke i Fantasidragt.
A propos om Fantasidragt, saa falder det mig i Tankerne, at jeg engang kom op til min kjøbenhavnske Skræder, hos hvem der hang en glimrende Uniform, guldbroderet for og bag, paa Krave og Skøder.
Skræderen viste den stolt frem, drejede paa Mannequin'en og spurgte: „Hvad synes De om den?“
„Prægtig!“
„Ikke sandt!" udbrød Skræderen fornøjet og svarede paa mit Spørgsmaal, om hvad det var for en Dragt, med Selvfølelse: „Generalkonsuluniform for Stillehavsøerne til Grosserer N. N.“
„Men,“ tilføjede jeg lidt mistroisk efter at være gaaet rundt om den, „er De nu ogsaa sikker paa, at den er reglementeret?“
„Reglementeret!“ raabte Skræderen forbauset og saa halvt fornærmet paa mig, „derovre gaar de nøgne. — Det er min Fantasidragt.“
— For Jagten her i Smaaland passer det ikke at fine sig. Vi stolper om i Vand til Maven den ganske Dag, kommer først hjem ved Solnedgang, bader og møder — saasnart vi kan — i Kjole for at tage de forsultne Damer tilbords. Thi trods den mangeaarige Erfaring: at Jagt og Tid er inkommensurable Størrelser, faar man stadig Skænd for at være kommen senere end lovet eller i al Fald end ventet.
To, højst tre Dage kan man holde den Jagt ud, saa har man jasket mange Mil over, er mat af Vand og Varme, mæt af at jage og ligesaa udaset som sin Hund. Den kan ikke mere. Men Jagten er ikke ødelæggende for Hundens Dressur, som den i danske Søer, hvor den slippes løs og med æggende Tilraab animeres til at blive saa vild og gal som muligt. Her er den uafbrudt under Kommando, det vil da sige, hvis Jægeren gider passe paa sin Hund. Det er en af de første Grundregler, som tidt falder besværligt nok at overholde.
Rigtignok har jeg engang hørt en bold Jægersmand hævde, at det var en smal Sag at passe paa sin Hund, hvorimod han ansaa det for vanskeligt at passe paa sin Kone, og han tilføjede, at han vilde hellere passe paa sin høje sorte Hat fuld af Lopper.
