Jagtbreve/10
X.
Midtsverig, i August 1887.
Et vellykket partie carrée lader sig ikke lave, arrangere, indbyde til — man maa falde over det. To Par, der passer sammen, hvorledes de end deles, og passer ind i Omgivelserne og Forholdene, som har Tilbøjeligheder og Vaner til fælles, som har Spændighed i Muskler og Tankegang, Tid og Lejlighed — det er ikke til at finde, man maa falde over det; og naar man falder over det, skal man holde paa det.
10 Dages Ferie.
Komme herop leende, i Solskin, ukjendte, sjusse ud til Jagtstedet, som er os overladt af en fælles Ven, der er forhindret i at møde selv, i Enspænder-Kærrer, partie carréet med Hunde og Bøsser foran i 2 Sjusser, Kuskene bagefter med Bagagen og Vinkasserne og de henkogte Sager — en af Kuskene, en gammel hvidhaaret Gubbe, tilbød at gaa, hvis der ikke var Plads. Naa! Beskedenhed er en Oldings forbandede Skyldighed. Men Tilbudet blev ikke modtaget —, afsted over Stok og Sten, faldefærdige Broer, gjennem Skove og Engdrag til Huset, gjemt, mellem Lyngbakkerne, det er fornøjelig Fart.
Og Stedet — — jag vet en vrå imellan bergen, en liten vrå, som tilhør mig — — Træhuset er et Ideal med Veranda, Havestue og to Sovekamre til hver Side.
Den første Morgen stod Jægerne op med Solen; men Themaskinen snurrede allerede, Damerne havde været oppe før Solen og var parate til Udrykning, en som Baby og en som Sømands-Brud, med Straahatte og Alpe-en-tout-cas’er og fast bestemte paa at gjøre Morgenjagten med, at nyde Frokosten i en sval Dal, hvor ingen Vind kan naa ned, for saa at kjøre hjem med Vildtvognen, hvile og forberede Bordet og sig selv til det Øjeblik, da de bedaarende aabner Verandadøren og byder: „Messieurs sont servis.“
Det er Luften her, Højlandsluften, der er saa velgjørende; fin, klar, gjennemsigtig, mild, ikke tung og fedtet som nede ved Kysten, hvor vist Havets Salt hænger i den. Man aander friere, føler sig lettere, det er en Forskjel ved at komme tilvejrs, som naar man om Foraaret kaster Vinterfrakken.
Partie-carréer søger gjærne op i Bjærgene, hvor Luften vel er ren og sund, Fjældene stolte og skjønne at se paa, men utaalelige er de for en Sletteboer.
Ja! hvis man havde Vinger og i en Fart med et Par raske Slag kunde sejle gjennem Rummet og sætte sig paa Toppen af Mont Blanc, det var en anden Sag. Men Fod for Fod, med Møje og Besvær , forpustet, stakaandet, træt og ødelagt at naa sine Ønskers Maal, da man var dernede: en Spids, for kun at se sig omringet af andre, højere Spidser, der skjuler Udsigten — det er ikke morsomt. Og saa Nedstigningen! Man — eller da ialfald jeg — faar saa ulideligt ondt i Tæerne, at det er tvungent at gaa baglænds. Den maa være født i et Bjærgland, der skal holde af at leve i det. Jeg priser Højsletten.
Det er Luften her, Højlandsluften, der drager, og Vandet, og Skoven, og Landskabet, og Vildtet.
Den 11. August gik Jagten ind paa Urfugle og Tiurer. Nu er Ungerne fuldvoksne, Hanekyllingerne sorte, de unge Urkokke kan snart faa Lyre, deres største Prydelse, men i fuld Pragt med glinsende Fjer og brændende Øjehud bliver de først til næste Foraar, naar de samles i Flok til Strid og Leg paa Sletterne, hvor det gjælder om ved Udfoldelsen af Mod og Kraft og Skjønhed og Smiger at daare Hunnerne og besejre Medbejlerne for at kunne bestaa i Kampen for Tilværelsen, nyde Lykken og gjennem Forplantningen vinde Delagtighed i det evige Liv. Kyllingerne begynder at falde fra Kuldene, at sprede sig, enkeltvis eller et Par Stykker i Selskab, Hønen trækker om med et Yndlingsbarn eller en Svækling, eller slaar sig sammen med Goldhøns; de gamle Orretuppe, som vi her kalder Urhanerne, holder af at ligge to-tre Stykker samlede, men Tjædertuppen (Tiurhanen) fører endnu Eneboerliv, først naar Sneen dækker Mark og Mose, søger den sig en Kammerat, og saa holder Venskabet ud, til den varme Foraarssols Spil paa en ung Hønes spraglede Fjerdragt bringer Blodet i Kog, og Elskoven kommer i Vejen for Venskabet og sprænger det.
Paa Ryerne, de mere eller mindre bevoksede Lyngbakker, lever Urfuglen, men Tiuren forlader nødigt den tætteste Skov; sid, fugtig Elle-, Birk- og Granmose med Knolde og Tuer, med langt Græs, med Blaabær, Tytte- og Enebær, er dens kjæreste Opholdssted. Dér søger Jægeren ned, med Hanen spændt, og Øjet spændt, og Øret spændt, over Stammer og Stene, gjennem Krat og Lyng, og Hunden foran. Tager den Fært eller, som man her siger: faar den Slag, skjelnes det øjeblikkeligt; men Hunden viser det paa forskjellig Maade efter Færtens Styrke; enten ved at den søger ivrigt med svingende Hale indenfor en lille Omkreds; eller den trækker for i lige Linje med lynende Øjne, Munden sammenkneben, Halen stift bagud, Poterne løftede ved hvert Skridt og satte med yderste Varsomhed til Jorden; eller den staar, bomstille, som livløs. Saa er den sikker i sin Sag: der er Vildt, og saa kan den Jæger, der kjender sin Hund, som oftest se paa den: enten den løfter et Ben, eller den sænker Kroppen, eller paa utallige Smaating, hvad den staar for, om det er et Kuld, eller en Sneppe, eller en gammel Kok. Hver Hund har sin Manér. Saalænge Fuglen trykker sig, staar Hunden urokkeligt, ofte i de mest besynderlige, forvredne Stillinger. Er den kommen strygende ned for Vinden, tæt forbi Fuglen, og har pludseligt lugtet denne paa nært Hold ved at dreje Hovedet, saa hænder det, at den standser lynslagen, som en Clodoche, og staar i en hel Bue; ja, engang, da min Hund søgte i Galop hen over en Mose og sprang over en Grøft, tog den Færten, idet den var i Luften, det gav et Sæt i den, den var stiv, inden den naaede Jorden, faldt ned, som om den var udstoppet, krummet fra Snuden til Halespidsen, Næsen op i Vinden mod en lille Gran, under hvis skjærmende Skygge en gammel Urkok havde søgt Skjul til Middagsro.
Et Kuld Urhøns eller Tiurer staar ikke som Agerhøns op samlet, men en for en, ofte kan man faa Tid til at lade paany, og de flyver ikke længere bort, end at man atter kan søge dem. Men en gammel Kok ser man kun én Gang. Naar den først tager til Vingerne, sejler den afsted, højt oppe over Trætoppene, som en Ørn. Men det er slet ikke givet, at den straks vil forlade sig paa Vingerne. Har den været saa uforsigtig og ligegyldig at lade Jægeren komme ubemærket tæt ind paa Livet, og er Pladsen nogenlunde aaben, foretrækker den at løbe. Saa er det, at man skal have en paalidelig Hund, der uden Fejlgreb, uden Støj følger paa Foden, ikke braser paa, ikke taber Afstanden; saa skal man have rappe Ben og skarpe Øjne, der er om sig som et Spejl; man har næppe Tid til at blinke, thi man maa uafbrudt sluge Landskabet forude og til Siderne; staar Fuglen op — og den kan godt have slaaet en Bugt i Løbet — faar man højst et Kasteskud mellem et Par Buske; man maa ikke — end ikke blot et Nu — tabe Hunden af Sigte, af den skjønner man Fuglens Bevægelser, og man skal se sig for, hvor man skal frem, hvor man kan træde uden at snuble, hvilken Sten, der ligger fast og hvilken, der ruller, hvilken Tue, der bærer, hvor Hængedyndet vil briste, hvor Gjærdet er lavest, hvilken Gren, der brækker, hvilket Træ, der skjuler, hvor Grøften ikke er bredere, end at man kan springe over den.
Og Højlandsluften er ren og klar og Himlen er blaa og Solen varmer.
Og der er intet Sted, hvor Kjærligheden lurer og spirer og fænger og groer og brænder og vokser og trives som i Sommervarmen ved Bredden af en stille Indsø mellem mennesketomme Lyngbakker.
Det er Atavisme.
Saaledes omfatter den lille Vrå imellan Bergen Edens Have og Mahomeds Paradis og Indianernes lykkelige Jagt grunde — og vi kan ikke blive smidt ud af den, om vi spiser aldrig saa meget af Kundskabens Træ, før paa næste Fredag.
