Jagtbreve/2
II.
Midtsjælland, i September 1886.
Jagtloven her tillands er i mange Henseender fjollet. Der er Dyr, som hverken undes Rast eller Ro hele Aaret rundt, uden at dog vist Nogen vil betegne dem som skadelige, f. Eks. vor uskyldige almindelige Vildand; den kan enhver Mordlysten skyde bort fra de nyfødte Ællinger, uden at man derfor kan krumme et Haar paa hans Hoved. Grævlingen derimod, den er fredet. Om Vinteren ligger den i Hi i sin Hule, gaar kun af og til en lille Tur ud om Natten, og der eksisterer ikke den Grævlingehund — Vorherre maa vide, hvor de Hunde har faaet det Navn fra! — der kan drive den ud; den kommer kun undtagelsesvis for paa Klapjagterne og kan egenlig med nogenlunde rimelig Udsigt til Held blot jages, naar den om Eftersommer-Aftenen paa ganske bestemt Klokkeslet gaar ud af Hulen med sine halvvoksne Grise; men saa er den fredet. Og dog er det et ækelt Bæst, som ødelægger Agerhønse- og Anderederne og trimler sig i Kornmarkerne, hvorved den ofte gjør betydelig Skade. Naa! den gjør vel ogsaa sin Nytte, den roder f. Ex. Olden ned. Overhovedet har Inddelingen af Dyr i skadelige og nyttige ingensteds hjemme. Alt afhænger her af Tid og Sted.
Krager f. Ex., som vilde være ubetalelige i de af Oldenborrer hjemsøgte Egne, er en sand Landeplage andre Steder, saaledes i Nordsjælland, hvor de ødelægger alle Smaafuglereder — saa at Fuglesangen alvorligt trues — æder Sæden og trykker Aksene ned, naar Kornet staar i Hov, hvorved det let spirer. Og Beboerne er magtesløse, saalænge Forstvæsnet ikke hjælper dem; thi Kragerne lever af Bøndernes Marker, men de bor i de kongelige Skove. Den for Tiden meget omdisputerede Ræv kaldes jo skadelig eller nyttig, eftersom man stiller sig paa et jagtmæssigt eller forstmæssigt Standpunkt; ja, ikke en Gang Rovfuglene tror jeg, man ubetinget bør kalde skadelige, selv om man vil slaa en Streg over Skjønhedshensyn. De opdrager Smaafuglene, lærer dem Aarvaagenhed, Paapassenhed og Snille. Hvorledes vilde det gaa, naar der ingen Fare var? Tænk, om Vorherre sagde, at der i ti Aar intet Skib skulde gaa under. Saa vilde vi blive saa dristige, at vi sejlede i bar gamle Aviser. Og gik tilbunds det elvte.
Men Jagtloven er urimelig.
Det er ikke saa underligt, naar man tænker paa dens Tilblivelse. Den er ikke Resultatet af Overvejelser fra Lovgivere, med særligt Hensyn til Jordbrugere og Jagtelskere. Den er kommen til Verden i Stumper og Stykker, i Ny og Næ, med Beklippelser og Tilføjelser, Ændringer og midlertidige Bestemmelser, efter personlige Ønsker og tilfældige Indfald.
Der er nu f. Ex. Hønse- og Harejagten, som iaar begyndte den 20. September og hører op før Jul, medens Hønsejagten for et Par Aar siden aabnedes den 12. September og Harejagten først den 1. Oktober for saa at vare ved til Nytaar. Men det passede ikke for en af vore Lovgivere, eller rettere sagt, det passede ikke for hans Hund, min Ven Diane.
Diane har mange gode Egenskaber, dens Herre anser den for den smukkeste Hund i de Danskes, de Venders og Gothers Lande, for at laane et Udtryk fra en fransk Ven, jeg engang havde, der mente, at hans Hund var: le plus beau chien de France et de Navarre; men Diane er ikke harerén; ingenlunde. Hver Gang, der springer en Hare op, bliver der den vildeste Jagt for fuld Hals med unyttig Raaben, Smælden og Banden og efterfølgende Afbankning, Hylen, mismodig Jæger og jaloux Hund. Og naar Haren sprang op lige for Næsen af Diane og ikke maatte skydes, var det naturligvis rent galt. Men naar Haren blev skudt, var der jo ikke noget for Diane at rende efter. Derfor blev Hare- og Hønsejagt aabnet samtidigt.
Men Hønsejagten kunde ikke skydes ud til den 1. Oktober, fordi en anden af mine Venner — ogsaa Lovgiver — holder (eller ialfald for 2 Aar siden holdt) af at jage Haren tilhest med Hunde og holdt af at gjøre det i Slutningen af September.
Nu passer det dem begge to, at Hare- og Hønsejagten varer fra 20. September til Jul. Det passer mindre godt for Feriegjæster og Arbejdsfolk. Men de er ikke Lovgivere.
Altsaa den 20. gik Jagten ind. Det synes at være et Middelaar. Kyllingerne er stærke (fuldvoksne), Kuldene gjærne paa en 12—14 Stykker, Goldhøns ser man ikke mange af. Vejret er glimrende, klart, passende varmt, og det lufter lidt, saa at Hunden kan tage Færten. Men det er jo en forfærdelig Tørke. Græs er der ikke noget af, Haren sidder paa Rugstubben, Kreaturerne gaar magre og forsultne omkring, Vandhullerne er tørre, og Støvet trænger gjennem Klæder og Støvler.
