Jagtbreve/1
I.
Småland, i August 1886.
Det er iaar daarligt bevendt med den Fuglejagt heroppe, for hvilken Jagttiden er begyndt, og det tegner til at blive endnu ringere med Agerhønsejagten, som begynder den 11. September. I den lange Vinter, hvor et tykt, skorpet Snelag dækkede Jorden, er Agerhønsene døde i massevis. Det Samme har ikke været Tilfældet med Urfuglene; men de synes dog at have faaet et Knæk, idet man kun finder faa Kuld, hvad der imidlertid tildels kan ligge i, at Søgningen vanskeliggjøres af den herskende Tørke.
Der er Ingen, der kan huske et saa tørt Aar som dette. Moser og Enge er fuldstændigt udtørrede paa mange Steder; hvor man i Almindelighed maa drage Høet iland eller sejle om for at bjærge det, kan nu en Vogn kjøre med Sikkerhed, selv de største Aaer kan man paa sine Steder vade over, og Brøndene udtørres, saa at mange Mennesker maa søge Drikkevand hos fjerntliggende Naboer.
Det er kun om Morgenen, naar den stærke Dug er paa Bladene, at Hunden kan tage Færten og den har ondt nok endda ved at holde den og følge Foden, hvis det er af en gammel Kok, der er let paa Tæerne.
Urhanen ligger nu alene eller med en Kammerat; han foragter Barnevrøvl og Kærlingesnak, Familieglæder er ikke hans Sag, og de gamle Goldmøer maa se til at more sig uden ham, enkeltvis eller indbyrdes, som de kan bedst. Eller maaske — maaske er Ensomheden paatvungen, den fornemme Tilbagetrækken kun paataget: han vil ikke vise sig, han skammer sig. De glimrende sorte Fjer, der i Foraaret prangede i det Kobberrøde og Staalblaa, er Skæret gaaet af, de ser sløve ud, sodede som en Krages, den purpurfarvede Kam er bleg, Lyren er borte — og Modet med den. Det gaar den fældende Urkok som den kullede Hjort, der slaar sig i Flok med Kjønsfæller, de danner en smuk harmonisk Han-Klub (Klubber er som Regel rent mandlige), de hviler, de længes, de haaber, de samler Kræfter, indtil næste Brunsttid forvandler Perlevennerne til Dødsfjender, hvis vilde Brøl og voldsomme Kampe bryder Skovens Ro.
Da Urkokkens Fjerdragt blev pjusket og mat, da Kronhjorten tabte sin grenede Hat, da Pragten forgik af den springende Lax, saa kølnedes Lysten, som før var saa hed, saa slappedes Viljen og Modet gik ned — som Samsons Styrke for Dalilas Sax.
Naar Takken er fejet og slebet og slank, naar Fjeren er plejet og pudset og blank, naar Skjellene straaler i Regnbuens Glands — da gjælder det Ære og Lykke og Liv, det gjælder at være, at skabe, et: Bliv! det gjælder om Blomster til Mindernes Krands. — —
Den brændende Sol paa den skyfri Himmel i
Forbindelse med den stadige Blæst drikker hurtigt hver Draabe;
Kl. 10 er Urfuglejagten forbi, efter den Tid løber Hunden
omkring i Lyngen, gispende, med hængende Tunge, leder
efter et Vandhul og kan gaa lige forbi Fuglen, der trykker
sig, uden at tage Færten.
Saa maa man ned i de tætteste Skove efter Tjuren. Bunden er lige saa tør som oppe paa Lyngbakkerne, men her er svalt, Duggen holder sig længere, og Tjuren trykker sig ikke saa tidligt. Men Fuglen løber gjennem det mest filtrede Krat, naar den mærker Hunden efter sig, og det gjælder om, at Jægeren og Hunden forstaar hinanden, hvis de skal sejre i Kampen. Hunden maa være sikker, følge paa Foden, men ikke gaa raskere paa, end at Jægeren kan følge den, vente til han er kommen over Hegnene, af hvilke der her er en urimelig Masse, standse, saasnart Fuglen trykker sig, staa urokkelig foran den Busk, hvor den sluttelig slaar sig fast, inden den tager til Vingerne, og saa drive den ud til den rette Side. Der skal Anstrængelse til, men Vildtet er kongeligt: en stor prægtig Fugl paa 8—10 Pund.
Snepperne findes spredte som sædvanligt, men Ynglen er ofte ikke fuldvoksen. Det følger af sig selv, at der ingen Bekkasiner findes paa Engene og at Ænderne har søgt til de store Søer.
Men Vildt nok til at spise faar vi da — igaar skød jeg 3 Tjurer, 2 Urfugle og en Sneppe — og Appetiten er, som man kun har den i Småland. Op Kl. 4, jage (man maa tidt et langt Stykke bort, før Jagten kan begynde) fra Kl. 6 til 11, Mødested — man jager hver for sig — ved en af de sprudlende Aaer, bade, nyde sin Snaps og den Bid Brød, man har med i Tasken, strække sig, ryge, hvile, sove og vrøvle til Kl. 3, og saa jage igjen til Solen gaar ned, bade igjen, klæde sig i Kjole (for at holde Stilen), spise en voldsom Middag, ryge en Cigar og saa sove som en Sten, til Solen begynder at rødme den østlige Himmel — det er Livet. Og paa et Sted, hvor Luften er saa let, saa ren og frisk, hvor Duggen ligger hver Morgen som et lille Regnbad, hvor Vandet i Brøndene er iskoldt og uden Smag, hvor man har Skov og Lyng til alle Sider, Plads til at røre sig, hvor man kun af og til støder paa et malerisk, faldefærdigt Træhus, eller gaar forbi en ung Pige, velvoksen, gulhaaret som Freja, hvor man har Jagten og kun Jagten i Hovedet — er det ikke misundelsesværdigt?
Det er langt bedre end en Kur i Ems eller Marienbad.
Det er et Liv uden Sorger, men det er et anstrængende Liv. Og Den, der ikke vil lægge Krop til, skal blive hjemme.