Jagtbreve/3
III.
Jylland i October 1886.
Jagt kan De jo gjærne kalde det Fasanskyderi, om De har Lyst, men Jæger behøver man da ikke at være for at blive Fuglekonge deri; blot man kan skyde tilmaals. Man staar paa sin Plads, behøver ikke at forholde sig roligt, kan vrøvle saa meget man gider med Naboerne, bliver averteret, naar Fuglen kommer — man skal blot holde rigtigt paa den.
Det er Klapjagt. Naturligvis stilles der ikke paa en Klapjagt de Krav, som i søgende eller løbende Jagt til Jægerens Blik, rette Valg, Snarraadighed, Behændighed og Anspændelse af alle Ævner, hvoraf Udbyttet afhænger; men en Del Fordringer gjør dog en almindelig Klapjagt. Man skal staa stille som en Mus, ikke røre en Finger og for hvert enkelt Tilfælde bedømme, naar man skal afgive sit Skud — hvis man da har noget Valg, hvad man f. Ex. ikke har paa en Brandlinje. Men alt det er der ikke Tale om paa en Fasanjagt. Det er en given Sag, hvor Fasanerne er og hvor de — eller ialfald de fleste af dem — vil staa op, gjærne et kratbevoxet Hjørne af den Skov, der skal afklappes, og om det Hjørne bliver saa alle Honoratiores: Lehnsgrever, Kammerherrer, Ministre og Amtmænd, Børsbaroner og Familjen posterede (derfor altfor tæt ved hverandre), medens Jægermestre og Knaldproprietærer faar Pladser ud til Siderne og bagud, hvorved de rigtignok ikke faar ret mange Skud, men de, de faar, er til Gjengjæld fri og Fuglen i Fart.
Saa gaar Klapperne, tæt sammen, langsomt, Fod for Fod fremad, og Fasanerne løber foran, og Jagtbetjente raaber og skriger sig hæse og styrter fra den ene Ende af Klapperlinjen til den anden.
„Brug Klaptræerne, Drenge! Hold Linjen, for Satan! Gaa godt igjennem det Tykke og brug Kæppene.“
Et Par Spaniels vimser omkring og rejser af og til en Fasan. Saa er der et Skrig paa hele Linjen — og saadan en forfløjen Fugl kan gjærne flyve lige i Armene paa en Forpagter; men Hovedmassen drives, løbende foran Linjen, hen imod Excellenserne. Snart er Klapperlinjen naaet til knap et lille Bøsseskud fra Skytterne og gjør saa Holdt. Nu skal Slaget staa! Fasanerne titter frem paa Gjærder og Stubbe, Skytterne staar i Færdig-Stilling med spændt Hane og bankende Hjærter, Drengene bruger Klaptræerne.
En Hane!
Lige ud mod Excellenserne.
1 Skud, 2, 4, 6 — og saa faldt Hanen.
Men hvem har skudt den?
Den, der skød det sidste Skud.
Men hvem var det?
Og Hanen var jo død forinden.
Saa rykker Klapperlinjen lidt frem og en halv eller hel Snes Fasaner rejser paa en Gang; det giver en Kanonade. Og der gjøres et lille Pust, for at Herrerne kan faa Tid til at lade igjen, saa en ny Sending Fasaner, nok en Salve og saa fremdeles. Og naar efter Saaten enhver Skytte melder til Jagtherren, hvor mange Fasaner han har nedlagt, og de forskellige Angivelser adderes, passer det slet ikke med Antallet af de opsamlede Fugle: Enhver tæller de Fugle, han har skudt paa og som faldt, for sine.
Kald det Jagt, om De vil, men det er da ialfald en stærkt civiliseret Jagt.
Vildt Fasaneri trives ikke hertillands. En enkelt Høne kan nok lægge nogle Kyllinger ud i det Fri, men det bliver ikke til Noget. Det er Kalkuner, der maa ruge Fasanæggene ud. En skjøn Dag lægges alle Kalkunerne paa de opsamlede Æg, f. Ex. paa 1000; det er godt, hvis der kommer en 7—800 Kyllinger ud; de faar Myreæg og Larver og hakket Kjød, og hvis de ikke faar Pip eller Difteritis eller dør paa Grund af Skaldethed, fordi Kammeraterne trækker Fjerene af dem, kan Halvdelen blive voksne, og saa sætter Fasanjægeren dem, der skal ofres, ud i Skoven, nogen Tid før Jagten skal til at gaa løs.
Nu er der mange Fasanener i Danmark. I gamle Dage var der kun det i Kongelunden paa Amager. Jeg husker endnu, at jeg som Dreng blev stillet for paa Kongeposten af gamle Frederiksen — det var Fasanjægeren — og Fasanerne fløj om Ørene paa mig, saa at jeg kunde danne mig et Begreb om Sviren, hvis jeg havde været Konge og haft et Gevær.
A propos om gamle Frederiksen, som sagde, han kunde lugte, naar der kom en Ræv til Amager, han havde en anden mærkelig Egenskab: han havde Gravænder, vilde Gravænder, som han lavede Gange og Reder til i Gjærderne, og over Rederne anbragte han Laag, som han kunde løfte op, og saa sad Anden der ganske roligt og rugede, drejede paa Hovedet, blinkede lidt med Øjnene — og saa satte Frederiksen Laaget paa igjen.
Det næste Fasaneri var paa Jægerspris; det følgende paa Knuthenborg paa Lolland. Da Grevinde Danner døde, kom Fasanjægeren med Fasaner og Kalkuner til Grev Frijs, som anlagde Fasaneri paa Frijsenborg og Boller, Baron Blixen gjorde ligesaa paa Dallund, Grev Danneskjold paa Samsø, og flere andre Steder blev der oprettet Fasanerier, saaledes af Hofjægermester Dinesen paa Katholm, af Baron Juel-Brockdorff paa Taasinge, Godsejer Bech paa Krusesminde, Hofjægermester Scavenius paa Basnæs, Baron Reedtz-Thott paa Gaunø, Hofjægermester Bech paa Valdbygaard, General Haffner paa Egholm.
Ræves og Rovfugles Antal indskrænkedes, og Harer og Agerhøns trivedes med Fasanerne.
Men nu gaar det lidt tilagters med Fasanerne. Folk er blevne kjede af at skyde dem, og Folk er ogsaa blevne kjede af at spise dem. Her gjør man nu Fasanerne Uret. Fasanstegen skal ikke være Middagens pièce de résistance, som en Oksemørbrad skal være det, den skal være en lille, let Mellemret i en stor Diner og vædes med et Glas ægte Châteauvin, helst retour de l’Inde, lidt Salat (laitue) til — og saa er der Ingen, der med Rimelighed vil kunne klage over Tørhed.
Der er Fasanener hele Europa over. Naar den indiske Nabob, Hs. Højhed Prins Djulyp-Sing, som, da han ikke var ganske paalidelig, har faaet Lov til at spise sine Millioner i England, inviterer Prinsen af Wales til Jagt, staar der en Buket af Fugle op, hvori der baade er Guldfasaner, Lady Amhorst og Paafugle. Men det er vel ikke finere, end naar den Tredje Napoléon hos Rothschild paa Ferrières skød Pappegøjer, der i Faldet — som Roms Gladiatorer — raabte: Vive l’empereur.
Herregud, Ferriéres! Det var dér, at Jules Favre løb ud til Bismarck og græd og trumfede med sin Tomme og sin Steen og viste sig at være en lige saa stor Stakkel som daarlig Diplomat; men det skiftevis flæbende og trumfende Bourgeoisie hele Jorden rundt faldt den store Patriot om Halsen og blandede Taarer med ham. Dem har Bourgeoisiet altid parat. Blod — det vil sige dets eget — er det ikke saa rundhaandet med.
