Guds Venner/6
VI
Paa den Side, der vender bort fra Flod og By har Langensteiner Borgen sin Trægaard og Urtehave.
Lunt ligger den dér paa Skraaningen, ryglænet til Muren, paa hvis Flade Aprikoser og Druer modnes og ved hvis Fod Græskarrene svulme. En Hulvei sætter Skjel mellem den og Granskoven, som atter stiger op ad Bjerget, høit nok til at yde velkomment Læ og jevnt nok til ikke at kaste ufrugtbar Skygge.
Hele Formiddagen og langt ud paa Eftermiddagen hviler Solen paa denne begunstigede Plet, hvor Frugttræernes Kronenet breder et dunkelgrønt, gyldenspættet Skyggetæppe over det frodige Græs.
Borgfruen og hendes unge Frænke have tilbragt et Par Timer med at plukke Ærter og baaret Kurvene ind i et Tremmelysthus, hvor allerede et Par store Lerskaale staa rede paa det simple Bræddebord. Men til Bælgningen behøver Renata ingen Hjælp. Hun sender Gertrud op at tilse Arbeiderne i Stegers og Fadebur, Mælkekjælder og Bryggers.
Hun trænger til at være ene.
Altfor meget er stormet ind paa hende i Løbet af den foregaaende Aften. Skjøndt Natten mindre har været helliget Søvnen, end sundt var, og Tankerne Time efter Time have haft hendes Sind til uforstyrret Tumleplads, længes hun allerede igjen efter at kunne hengive sig til dem; maaske i det Haab, at de her i den frie Luft og det klare Dagslys vilde klare sig ud af deres natlige Vildrede og Febertaage.
En stor Stilhed omfreder hende. Den dirrer rhytmisk i Insekternes Summen og oplives snarere end den brydes af Solsorternes Sange i Frugttræerne og Finkernes i Skovbrynet — Fuglestemmer, der have Afskedens Vemod, thi Snct. Hansdag ligger mer end en Uge tilbage.
Dog nu brydes denne Stilhed af en Lyd, som er langt spædere end Fuglesang og Insektsummen: — Trægaardens Laage knirker, Klinken klirrer.
Fodtrin nærme sig over Grønsværet — Skridt, som hendes Hjerte kjender og byder velkommen med urolig Banken.
Er det et Besøg, hun hemmelig har ventet? er det maaske for dets Skyld snarere end for Tankernes, at hun ønskede at være ene?
Ønsker hun, eller frygter hun denne Samtale?
Hun veed, at den maa finde Sted. Og nu da Biskop Ottomar sætter sig ligeoverfor hende og byder hende Godmorgen og Guds Fred, staar der ingen anden Begyndelse paa denne Samtale til Raadighed for hendes blysomme Forvirring, end at spørge, om Hns. Høiærværdighed har sovet vel den første Nat paa Borg Langenstein. Næsten til sin Forskrækkelse finder hun, at dette mest dagligdags af alle Spørgsmaal viser sig som den gjenneste Vei ind til Sjælenes allerlønligste Indelukker.
— Den første, og dog saa langt fra den første, som min ædle Frue vel veed, skjøndt hvilke Nætter jeg har tilbragt her, veed ingen uden jeg selv … Mere drømt end sovet, iøvrig, for ikke at lade Eders venlige Forespørgsel ubesvaret. Og sandelig, det var heller ikke for Søvnens Skyld at jeg valgte det gamle Taarnkammer.
Hans Haand stryger hen over Brynet, og han ser en Tid lang tavs hen for sig, først ned ad, saa over paa sin Værtinde, der bøier sig over sit huslige Arbeide, saa at Hovedlinet lader Lidet mer end Næsespids, Læber og Hagerunding være synlige.
— Jeg sagde Eder igaar Aftes, at jeg havde lovet mig selv, før jeg gik til Ro at kaste et Blik over til Kalvariebjerget. Det Løfte til mig selv og til gamle Minder har jeg trolig holdt, saa jeg sad et Par Timers Tid saavel ved det aabne Vindue i den stille, lune Natteluft og kunde ikke vende mine Øine bort fra Passionsveien, som var grant synlig i det fulde Maaneskin, hvor den snoede sig op ad Høisiden og ligesom punkteredes af de mange hvide Smaakapeller. Mig var det, som om hele Livsveiens Milepæle alle vare samlede hist til Overskuelse for mig. Og visselig er der et af de hvide Punkter, det jeg helt vel kunde skjelne, som for mig har været en Milepæl, og det en saadan, hvor Veiene delte sig med Opgang og Nedgang.
— Eders Vei, Høiærværdigste, har allerede ført Eder vidt og høit op, og sikkert vil den føre Eder endnu langt høiere. Som I sad der og skuede over til vor gamle Passionsvei, maa det have været Eder en trøstelig Tanke, at I saa vist ikke har at angre paa hvad Vei og Himmelretning I valgte ved hin Milepæl.
De røde Læber, som lige ere synlige under Hovedlinets bugtede Rand, sige disse Ord sagte, næsten hviskende, og en let Sitren glider hen over dens bevægelige Bølgelinier.
— Lad os ikke sige det for vist, paa det at vi ikke maa blive gjort til Skamme og komme til Ydmygelse! Hvad der baader en stakkels vildfarende Menneskesjæl bedst, er ikke let for Mandevid at afgjøre, og den ligeste Vei er altid den sikreste.
Hovedlinet løfter sig en Kjende. Det varme, gyldenbrune Øienpar under dets Rand skotter hastig over til ham. Det er fuldt af Undren og Overraskelse, saameget skjønner han vel; men just nu fattes den stolte Kirkefyrste Mod til at vexle Blik med disse Pigeøine. Han finder det ganske vist snart, men da have de atter søgt Ly under Linet.
— Det er dér, hvor Veien første Gang bøier om til venstre. Kapellet læner sig til den gamle lynslaaede Eg, som den Gang kun havde en Trediedel af sin Krone tilovers — kan hænde den siden er gaaet helt ud.
— Den grønnes endnu, lyder det fra Hovedlinet.
— Det glæder mig. Jeg syntes ogsaa, jeg kunde skjelne det i Maanelyset. Det glæder mig, at den har sit Løv endnu; det hviskede saa trøstelig til mig den Høstnat for femten Aar siden, da jeg laa der foran Kapellet den halve Nat og mer. I stor Angst laa jeg der, og en svar Kamp havde jeg at udfægte. Det er, som I veed, den Station af Passionsveien, hvor Jesus synker sammen under Korset, og det Billedværk var det i Synderlighed, jeg tænkte paa, da jeg igaar Aftes sagde, at jeg havde set Passioner af navnkundige Mestre, saavel tydske som udenveltske, der langtfra havde gjort saa stærkt et Indtryk paa mig. Vistnok var det kun en enfoldig Kunstner med ringe Uddannelse, der en Gang skar dette Christushoved i Træ; men jeg tænker, han maa selv have erfaret stor Hjertekvide og Sjæleangst indtil Døden, siden det gaves ham at lægge et saadant Udtryk i Smertensmandens Træk, at det altid har tyktes mig, de vare saa levende som noget Menneskes. Men i hin Nat, da mit Hjerte vaandede sig i Dødskamp, som jeg da bønfaldende saae op paa dette Aasyn, og Maanen badede det med sit milde Lys, og den lynslagne Eg lod Skyggen af sine Blade vifte hen over det: — da blev disse Træk saa levende, at jeg i min forvildede og ængstede Tilstand mente, at Frelseren selv havde nedladt sig til mig og var tilstede i hvad der hidtil kun havde været udsnittet og malet Lindetræ, saa at jeg talte til dette Billede som til en Ven og klagede min bitre Nød og spurgte — formastelig og bespottelig, som et syndigt Menneske vel kun kan spørge, naar Sjælesoten har stødt hans Vid fra dets høie Throne: — jeg spurgte, om det Kors, han segnede under, var tungere end det, han havde lagt paa mine svage Skuldre.
Biskop Ottomar tier. Hans Blik hviler fraværende paa Græsset udenfor Lysthuset, hvor en Solsort hopper ind og ud af Solpletterne og med Hovedet paa Skak synger saa lystelig, som om der ikke gaves Tornekroner og Korsgang i Verden.
— Lidet har I, som I da sov sødelig i Eders Jomfrubur, — lidet har I drømt hvad eders Trolovede led i den Time. Thi jeg lod ikke Solen smile paa hvad Maanen havde grædt over, og naar jeg var hos Eder, vogtede jeg vel over mig selv, at der var idel Latter om min Læbe og Skjemt paa min Tunge.
— I gjorde det. Og kan hænde det havde været bedre, om I havde øvet mindre Tvang og undt Eder selv at tale med Kjød og Blod i Stedet for med malet Træ. Men endda mindes jeg vel, at min Fader i hine Dage rystede bekymret paa Hovedet og sagde: "Der er noget galt fat med Ottomar. Han synes at have arvet det tunge Sind, som hans Farfar bragte med hjem fra det hellige Land, og jeg frygter for at han har saare heftige Troesanfægtelser at bestaa og skjuler det for os."
— Troesanfægtelser — ja, man kan vel kalde det saaledes. Men det var ikke Tvivlsmaal, det dreiede sig om, som hos saa Mange, der frygte, at de ikke have den rette Tro, eller tage Forargelse i deres formastelige Fornuft, fordi den ikke kan gjennemtrænge Kirkelærens dybe Mysterier, saasom det høihellige Treenighedsdogme eller den uudgrundelige Kontrovers mellem den menneskelige Frihed og Guds Almagt — ikke af den Art var den Splid, der kløvede min Sjæl. Jeg kan vel sige med den hellige Apostel, at jeg havde taget Fornuften fangen under Troens Lydighed … Min Anfægtelse var den, at det stedse blev mig klarere … med et frygteligt, Hjerte og Nyrer ransagende guddommeligt Lys gjordes det mig klart, at jeg maatte forsage Eder, min trolovede Brud, som jeg havde elsket, saa længe mit Hjerte vidste af at det var til.
De flittige Fingre, der ere saa trolig i Lag med det husholderiske Arbeide, som gjaldt det Livet at en Ret Sukkerærter bliver færdig i rette Tid, ryste maaske en Kjende men standse ikke et Øieblik deres Virksomhed: Bælgene springe under dem med regelmæssige Smaasmæld, og de grønne Perler trille radvis ned i Lerskaalen, der hviler i hendes Skjød.
— Det var det Kors, som jeg syndige Sjæl mente maatte være fuldt saa tungt som det, der tyngede min Herre og Frelser i Knæ.
— I følte Eders Kald til Kirkens Tjeneste saa stærkt og bydende, lyder det lavmælt, halvt som en Forklaring, halvt som et Spørgsmaal.
Men Bispen ryster paa Hovedet.
— Det kom først senere … og heller ikke just som et Kald … Nei, men Eders brave Fader havde Ret, naar han sagde, at jeg havde taget Arv efter min Farfar. Og det var ligesom mer end en Blodarv. Hans Historie var synderlig og sælsom og turde være Eder ukjendt; for vel var Eders Farfar, paa hvis Knæ I saa tidt har siddet, hans gode Vaabenfælle og Medvider i Alt og har fortalt jer mangt og meget om hvad de oplevede, da de kjæmpede Side om Side for den hellige Grav; men jeg kan tænke at man har skaanet eders jomfruelige Øre for dette … For det var en saracenisk Mø, en saare faur Kvinde — om hende har I vel hørt, for Eders Farfar reddede hende af Ildsvaade, og af Taknemlighed skjænkede hun ham den kostelige Krystalflaske, fyldt med en Essens af Arabiens Urter, som kan stille al Smerte … I har den forvist endnu i Eders Eie.
— Jeg har den, og jeg har hørt det om hende, men Intet mer.
— Ja, der var en anden Ildsvaade, den hun selv voldte og omkom i. For min Farfar han syndede med hende — med den hedenske Kvinde — dobbelt og tredobbelt Synd, for han havde Viv og Barn hjemme. Hendes Frænder — hun var af høi Byrd — lod hende tage af Dage, og siden da var han ikke længer den Mand, han havde været. Men da saa den Stad Akka gik tabt til de Vantro, just hundred Aar efter at Korsets Riddere havde vundet den med deres Sværd, og vi maatte opgive den sidste Fodbred af det hellige Land, da blev det mer og mer hans Tro, at dette skete til Straf for Korsfarernes Synder, og at han selv var den største Synder af dem alle, ja, at han var Skyld i at den hellige Grav for stedse gik tabt. "Som Judas har jeg forraadt min Frelser med et Kys," udbrød han da, "og som han maa jeg brænde evig." Og skjøndt han levede til at blive en gammel Mand og holde mig paa sit Skjød og ryste sit Hoved over mig og sige, at jeg tog efter ham og at Forbandelsen var over mit Hoved, saa var det vel til Tider bedre med hans Sind men aldrig til Stadighed, og hverken Bodsøvelser eller Gaver til Kirken nyttede stort. Ja da han laa paa sin Sotteseng, blev det rent galt, endog en from Abbed fra Regensborg, en Ungdoms Ven, læste og bad over ham baade Dag og Nat. Da kom din Farfar over med Saracenerpigens Flaske og dryppede de arabiske Draaber i hans Vin; og som han havde drukket, kom der Ro over ham, og vi troede at han nu skulde gaa bort i Fred. Vi var alle dér paa vore Knæ rundt om ham og bad, og Abbeden læste Miserere og en Chordreng svang Røgelsekarret for at holde onde Aander bort. Men pludselig reiste han sig op i Sengen og kaldte paa hendes fremmede, hedenske Navn, saa vi Alle slog Kors for os. "Ser du hende ikke, Valentin?" raabte han til din Farfar — "er hun ikke skjøn i Flammerne, min Helvedes-Brud? Sagde jeg det ikke, at jeg maatte brænde evig? men nu skal jeg brænde i hendes Arme." Og med disse Ord og med et høit Skrig opgav han sin Aand til min usigelige og uforglemmelige Gru.
— Rædselsfuldt!
— Jeg var den Gang kun en Dreng, just femten Aar. Maaske var Indtrykket paa min Imaginatio saameget stærkere, uhæmmet af den Fornuft, som allerede nogle faa Aarringe til har udviklet. Og dertil kom saa hine Ord, som jeg mere end een Gang havde hørt Oldingen mumle: "Stakkels Dreng! han tager efter mig, og over hans Hoved svæver Forbandelsen." Ja, den svævede derover, den kastede allerede sin Skygge over mit unge Liv. Min Fader var, som I mindes, ligervis som Eders egen, hans fuldtro Ven, en livsfro Mand med et let og lyst Sind, glad med sin Falk paa Handsken og sit Bæger i Haanden; men Fædrenes Synder hjemsøges indtil fjerde Led — dette Skriftord sandede jeg mer og mer i hele dets Frygtelighed, alt som jeg nu groede ind i de Aar, som ellers ere Livets lyseste. Modets og Haabets rette Arvelod. Kun een dragende og løfterig Tanke havde jeg: det hellige Land … O, at dog en ny Petrus af Amiens vilde vandre gjennem Landene, som atter gjenlød af hint mægtige "Gud vil det" — med hvilken flammende Sjæl vilde jeg ikke være draget ud i Kamp mod de Vantro, for med mit unge Blod at bøde for min Farfaders Synd og forløse hans Sjæl fra Skjærsilden! Thi sikkert haabede jeg, at det var dens Flammer og ikke Helvedes uudslukkelige, som havde omgivet ham i Dødsøieblikket; og dermed vilde jeg da ogsaa have afvendt Forbandelsen fra mit eget Hoved. Men den store Trostid var forbi for stedse — mer og mer blev det mig klart, alt som jeg rykkede ind i den vaabenføre Alder, i hvilken jeg havde haft saa bydende Brug for den og dens Heltetog. Med den Erkjendelse blev det først ret mørkt om mig. Men da kom der Lys fra et helt andet Himmelhjørne end hint, om hvilket det hedder ex oriente lux. Min bekymrede Fader sendte mig hid til sin Ven og gamle Kammerat, i hvem han saae et Speil af alle mandige og ridderlige Dyder, som vel han maatte. Ikke heller skuffedes han saa helt i sit Haab, at jeg skulde fange noget Lys derfra; om det end snarere var fra et Speil af langt høiere og lifligere Dyder, det vor hellige Frue holder op for os i Kirkens Alterlys, men som ogsaa nu og da en jordisk Kvinde gjenstraaler i Dagens Skjær. Kan hænde ogsaa at min kloge Fader tillige har haft det i sine Tanker, da han skikkede mig til Borg Langenstein, hvor han vel maa have vidst, at et saadant Speil var at finde.
Havde Renata set op fra sit Arbeide, vilde hun have lindredes, om i hine Ungdomsdage nogensinde et kjærligere Blik har hvilet paa hende end nu — et, der mere end dette fandt sig selv overfor det skjønneste Billed for sin ridderlige Madonna-Andagt.
— Med dette Billed i mit Hjerte havde jeg nu ganske vist ihvor jeg gik og stod en Talisman mod saadanne Dæmoner som de, der vare begyndt at lægge min Sjæl øde. Og da det endogsaa smilede mindelig til mig i Elskov, da tyktes jeg mig at være i Paradis og ved et uoverstigeligt Svælg skilt fra alle Helvedes Rædsler. Men da denne Saligheds Rus havde tilsat noget af sin bedøvende Sødme og nu skulde vorde som en daglig Sjælens Styrkedrik, ak, da rørte sig atter hint Eumenide-Kuld i Sindets dybeste Hule, hvor det kun havde ladet sig dysse i Dvale, og Rædselsskyggen steg op og krøb over mig. Da vilde jeg vel søge Tilflugt hos den Lysets Skikkelse, som Himlen havde sendt mig; men se, jeg kunde ikke naa den. Den veg tilbage, som jeg udstrakte min Haand efter den. For talte jeg til Eder om Arvesynden og Guds hellige Vrede, om Skjærsild og Helvede, om Timelighedens Flugt og den frygtelige Evighed, saa havde I kun lidet Gehør for saadanne Ord.
— Jeg var en letsindig Skabning, desværre … det er kun altfor sandt.
— Ikke det just … lad os ikke sige det, ikke letsindig, om end Eders Sind, veiet mod mit, visselig var let, som det er Ungdomsblodet naturligt. Helst sad I høit i Sadlen paa eders gode Abildgraa, der fløi saa stoltelig med jer gjennem den grønne Skov og over den brune Hede. Og naar Kjerterne tindrede i Høiloftsalen paa de Regensborger Riddertaarne og Eders Fod traadte Dandsen saa let — vel maatte da Hjertet le i Brystet paa enhver, der saae det. Men jeg finder Lidet eller Intet at dadle deri.
— Dog var det idel Tant og Daarskab. Havde der været mere Alvor ja Sorg og Ruelse i mig, saa kunde jeg den Gang have været Eder baade til Trøst og Støtte.
— Vel muligt … og endda — Hvo veed, om jeg da havde elsket Eder med den samme enfoldig skjønne, betagende Kjærlighed, som gjorde at der intet andet for mig var til paa Jorden? — Hvo tør sige det? thi saa sælsomt blandet er den Livsens Drik, der kredenses os paa Tærsklen af denne jordiske Tilværelse. Nei, nei — lad det lyse Billed blive i min Ungdom, som det tilhører! Lad os ikke røre ved dets Træk blot med dette Ønske, at kunne male dem om til mere Alvor og større Tænksomhed!… Imidlertid trængte det Spørgsmaal stedse uafviseligere ind paa mig, om al denne Yndighed, der vilde have været en Velsignelse for en Anden, ikke vilde vorde til Forbandelse for mig med min tunge Arvelod; og tilsidst kom det til at staa saaledes for mig, at jeg maatte vælge mellem min Kjærlighed og min Sjæls Frelse. Da var det jeg laa hin Nat ved Kapellet under den lynslagne Eg og udaf mir Vaades Formastelighed spurgte den segnende Jesus, om det Kors, der tyngede ham til Jorden, var sværere end det han havde lagt paa mine Skuldre. Men da jeg saa med tøvende Skridt, saare mod i Hu og vankelmodig, steg ned ad Bjerget og pludselig stod foran det Kapel, hvor Scenen i Gethsemane er fremstillet med neppe mindre Kraft end hin med Simon af Kyrene, og just i samme Øieblik Fuldmaanen traadte frem af en Sky — da rystede mine Knæ under mig; thi naar hist Jesus under Korset syntes at faa levende Træk og at lytte til mine Ord, saa vendte han her sit Hoved om imod mig og aabnede sin Mund og sagde til mig: "Vil ogsaa du, som Judas, forraade mig med et Kys?" Det var de Ord, som jeg vel vidste min Farfar havde ytret i sin Sønderknuselse og Sjælekvide. Da flygtede jeg rædselslagen ned ad Bjerget og styrtede op paa mit Taarnkammer og begrov mit Hoved i Puden, dog ikke for at søge Hvile. Thi før nogen anden end Kuren var vaagen paa Langenstein, var jeg over alle Bjerge; og vi saas, som I veed, først Maaneder derefter i Regensborg.
Et dybt men uhørligt Suk hæver og sænker den unge Frues Brystdug. Fra hendes Fingre falde de grønne Perler som Smaakuglerne i en Rosenkrands.
— Jeg veed vel, hvilket Spørgsmaal der nu er øverst i Eders Sind.
Renata hæver spørgende sit Blik til ham, som om hun selv ikke just vidste det saa lige.
— Det er det Spørgsmaal: "hvorlunde rimer da dette sig med Eders Opførsel i Regensborg, da jeg var der paa Besøg hos min Moster i Karnevalstiden?"
Er det ikke som Gjenskinnet af et Smil paa hendes Ansigt, i Øinene, ved Læberne? vemodigt, bittert, spottende, undseligt, eller blot forventningsfuldt — han veed det ei.
— Visselig er det Spørgsmaal berettiget, og det er for at besvare det at jeg er her. Ikke just at det var den Hensigt, som fra først af førte mig hid til Eders Borg; om det end er muligt nok, at den var skjult paa Bunden af den store Længsel efter at gjense Stedet og Eder, som ikke tillod mig at drage forbi, da min Visitats førte mig til disse Egne. Men da jeg sad iaftes ved mit gamle Taarnkammer-Vindue og saae over paa Kalvariebjerget, om hvilket I nu veed hvad for Minder af mine, der huse i dets Smaakapeller — ja, da kom det over mig, at jeg maatte aabenbare Eder hvad I nu skal faa at høre. Det er nu ganske vist at gjøre ugjort hvad jeg med usigelig Kval og Møie i sin Tid har bragt i Stand; at nedrive ligesom med et eneste, ved Magi forvoldet Jordskælv den Bygning, som jeg med blødende Hænder Sten for Sten selv har opført til Eders Værn og Ly — fast ligesaa frygtelig en Beslutning som den, hvormed jeg den Gang lagde den sindrige Plan til denne sælsomste af alle Blændværksbygninger. Dog det faar ikke hjelpe. Jeg kan ikke udholde — nei, jeg vil ikke udholde det længer at være miskjendt af Eder, at blive ved at være Gjenstand for den Foragt og Afsky, som jeg veed I maa føle for mig. Eders Kjærlighed, som jeg har besiddet, kan I ikke skjænke mig igjen, men jeg vil vinde Eders Forstaaelse.
Der er et besluttet, næsten haardt Drag om Bisp Ottomars Mund, da han nu tier. De kraftige, bevægelige Læber presse sig sammen men aabne sig et Par Gange just en Kjende for at lade sig væde af Tungespidsen, som om de Ord, der nu skulle frem, ellers ikke vilde glide over dem.
Fuglenes Sang i Skovbrynet og Solsorternes i Trægaarden er forstummet. I døsig-tung Insektsummen svinger Middagstimens Stilhed rundt om dem som med en tonløs Kimen.
— Thi mit Kors var endnu kun paa mine Skuldre; nu skulde jeg nagles til det. Gud forlade mig, om mine Ord lyde bespottelige, men saaledes var jeg tilmode — ja, som om jeg selv skulde nagle mig fast — uløselig fast. Hvorledes skulde jeg forlade hende, jeg elskede? — nei, det var ikke Spørgsmaalet! men hvorledes skulde jeg løse det Trolovelsens Baand, der offentlig knyttede os sammen? Skulde jeg sætte en Plet paa hendes Navn? Skulde Folk sige: "Han havde vel god Grund til at forlade hende! … Han er en from, gudsfrygtig Herre, hun er et letsindigt Væsen — for sin Sjæls Skyld har han sønderrevet det Baand, der bandt ham til hende og ved hvilket hun havde draget ham nedad, da han dog ikke kunde hæve hende op til sig?" Umuligt! en Skjændsel blot en saadan Tanke! Nei, klart for Alles Øine maatte Skylden hvile paa mit Hoved. Ikke saaledes, at jeg erklærede det, saa man vel endog kunde sige: "han var ædelmodig nok til at tage Skylden paa sig." O nei, jeg maatte bringe den over mig. Og hun selv! Maatte Verden bedrages, saa fremfor alle hun, hvem det var vanskeligst at skuffe. Hun maatte se mig i et saadant Lys, at hun takkede sin Gud for at blive fri for et Samliv med mig; ja hun maatte tro og tænke at det var hende, som skar Dugen over imellem os, for at ingen Følelse af Forladthed og Ydmygelse skulde kaste sin Skygge over hendes stolte, ungdomsglade Sind, endmindre nogen Længsel efter mig — den Afskyede — lamme hendes Frihed og hindre hendes Fremtid.
Hint Drag af Haardhed — Asketens Haardhed mod sig selv — er lagt jernfast om Mund og Hage, og i hans halvt sænkede Blik skimter Renata et Glimt af den mørke Fanatisme-Glød, som hun Aftenen før ængstelig havde speidet efter.
— Det var det jeg saae som min grusomme Pligtopgave, og I veed, hvor fuldkomment det lykkedes mig at løse den.
Han hæver Blikket og ser over paa hende, ventende et Ord, et bekræftende Tegn — blot en Bøining af Hovedet eller Sligt. Men der kommer Intet. Hans flittige Værtinde og stumme Tilhørerske — (næsten mere det første end det sidste, kunde det synes) — ombytter den fulde Lerskaal med en tom, i hvilken Ærterne strax begynde at falde med en kold, tør Klang.
— Fastelavnstiden i Regensborg med sin uafbrudte Række af Festligheder, sine Gøgleoptog og Mummespil kom mit Forehavende i høi Grad til Gode, og endnu bedre hjalp mig den overmodige og yppige Adelgunde von Feuchtwangen. Ved hende var der Lidet eller Intet at fordærve, og uden Skrupler kunde jeg spille hendes forelskede og bedaarede Slave; som hun da paa sin Side fandt sig paa Lykkens Top ved at kunne lænke til sin Triumfvogn den, der rettelig tilhørte en Frænke, hvis ædle Skjønhed og tækkelige Ynde hun fuldtvel vidste lod hendes egne til Skue stillede Yndigheder synes som et Bed af spraglede Giftblomster ved Siden af en fager Rosenbusk. Naar hun blussende af overgiven Livsenslyst og beruset af Forfængelighed endnu mer end af Vin spøgede med mig og vi omkap sendte spodske Blikke til Eder, hvor I sad bleg og tavs i en ensom Krog, som vi dandsede forbi: — saa thronede der vel en dæmonisk Glæde i hendes Hjerte, men hvad der rasede i mit, ja kunde jeg saa sandt skildre det i Ord, da maatte jeg vel have Ovidii og Virgilii og endnu andre store hedenske Poeters Gaver.
— Hvilket udsøgt Stykke jomfruelig Enfoldighed jeg maa have været for at tage alt det for gode Varer og saaledes lade mig føre bag Lyset! En Trøst er det da at mindes, at jeg ingenlunde blev siddende i hin ensomme Krog men snart lærte at træde Dandsen ved Andres Haand og give Eder og Eders Dame Blik for Blik.
Bisp Ottomar ser forundret paa hende. Det er neppe det Indtryk, han havde ventet sig af sit begyndende Skriftemaal. Tonen skurrer ham saa sært i Samklangen, at det tager ham en liden Frist at finde sin egen igjen.
— I gjorde saa, og det var godt saaledes. Men deri feiler I storlig, at I taler om Enfoldighed. Thi hvorledes skulde I undgaa at fæste Lid til hvad I saa aabenbarlig saae for Eders Øine? Aldrig har nogen Histrion, der tragerede i et Mysterium, øvet sit Ansigt ihærdigere foran Speilet, at det maatte tilegne sig en Judas' Træk og Miner, end jeg i hine Dage ved Flid og Studium oplærte mit Aasyn til at lægge sig i de rette Skalkefolder. Og hvor stride mine Taarer saa flød, naar jeg var i mit Lønkammer, saa trøster jeg dog paa, at fræk Skjæmt og hjerteløs Lystighed var baade i Øie og paa Læber, hvorsomhelst jeg færdedes udendørs blandt den morosyge Hob, og allerhelst hvor I kunde se mig.
— Og da tilsidst den gode Hugo opkastede sig til min Ridder og for at hevne den mig voldte Spot og Spe meget imod mit Ønske kastede Eder sin Handske for Fode i Alles Paasyn, og I saa pludselig og i Dulgsmaal forlod vor lystige Stad: — da skete det, kan jeg tænke, heller ikke, fordi det skortede Eder paa Mod til at møde ham i Tvekamp?
En dyb, harmfuld Rødme stiger op i Tindingerne paa Ottomar. Han ler haardt og kort.
— Lidet kan det undre mig, at I som alle Andre gav min Flugt fra Regensborg den Udlægning. Hvor kunde det ogsaa, da jeg selv jo ikke ønskede Andet? For hvis jeg havde haft Fatum selv til Medhjelper, at den skulde spille mig Kortene i Haanden, hvad bedre kunde jeg da have udbedt mig end denne Kaarde? Men visselig var det den tungeste Prøve, som mit bitre Forsæt havde at bestaa, at jeg, Ætlingen af Winterstetternes navnkundige Ridderslægt, hvis Farfar havde kjæmpet for den hellige Grav, maatte rømme af Lande, efterladende mit Navn til at slæbes i Fastelavnstumlens Gadesøle af enhver, der vilde udraabe det som Navnet af en Nidding og feig Usselryg … Og saa maatte jeg dog sige mig selv, at just dette havde jeg at være taknemmelig for; thi ved dette falske Kort maatte jeg sikkert vinde Spillet. Jeg gjorde det, og dobbelt. Ikke blot nedsatte jeg mig selv saa dybt, at jeg nu ganske maatte være udelukket fra Eders Hjerte og ingen svag Længselstanke mer kunde forvilde sig fra Eders Hu til den skamskjændte Rømningsmand; men samtidig løftede jeg ham op, ja det i saa lige Grad, at jeg turde haabe, han derved blev stillet paa min Plads. Hvormed da først den rette Krone sattes paa mit Værk. Men en tung Last faldt fra mit Hjerte, da Hugo fulgte mit Spor og fandt mig i Strassborg, saa jeg kunde krydse Sværd med ham. Saare langt var det fra mig at ville volde ham Skade; fordi han havde Ret, endnu mer fordi han elskede Eder, aller mest fordi jeg i ham saae Forsynets Redskab til at gjøre godt hvad jeg havde forbrudt mod Eder. Jeg var hans Mester i Vaabenfærd, og det kunde ikke falde mig vanskeligt at afvæbne ham, maaske med en let Skramme. Saaledes vilde det ogsaa være gaaet, hvis ikke hans ustyrlige Hidsighed i Udfaldet uforvarende havde bragt ham min Sværdsod i Siden og skaffet ham et temmelig dybt Saar. Dog havde han, troer jeg, liden Grund til at beklage det, hvis hvad han saaledes maatte lide for Eders Skyld hurtigere og sikrere banede ham Veien til Eders Hjerte, som det forvist var Tilfældet. Og I maa tro, at jeg takkede Gud for hans Styrelse, da jeg neppe et Aar efter spurgte det forventede Nyt, at Hugo var trolovet med Eder.
— Jeg troer det gjerne, og priser Skaberhaanden, at den dannede Kvinden af Mandens Ribben og ikke af en Splint af hans Pandeskal, paa det at det maatte være en let Sag for en klog Mand at strø en uerfaren Ungmø Blaar i Øinene.
Atter var der Noget af hin skurrende Tone i hendes Røst, og i Blikket spillede der et Glimt, der mindede om den unge Piges Skalkagtighed, kun at det var saa overskygget af Vemod og grundet i saa dyb en Alvor, at det lyste over til ham, som et Baand af svage men desto finere Regnbuefarver skinne ud fra Tordenskyen gjennem en Byges forrevne Sølvslør.
— Sig ikke, at det var let for mig — (og hans Stemme er mindre fast end før, næsten bønlig) — sig ikke, at det var let, som faldt mig saa tungt.
— Maaske faldt det tungere og var dog uendelig lettere for en ung Pige at føre den kloge Mand og det vordende Kirkelys bag Lyset.
Biskoppen stirrer paa Borgfruen, spørgende, tvivlende.
— Ja, hvo var mon den mest lettroende af os to — jeg, som strax spurgte mig selv: "er dette Ottomars egne Træk, der have forandret sig, eller en Mumme, han har sat om sit Aasyn for at skuffe mig?" eller I, som aldrig et Øieblik spurgte jer selv: "mon hun ikke skulde ane Uraad? mon hendes Hjerte ikke skulde gjennemskue min Forklædning og se mit Hjerte bløde under Narre-Flitterstadsen?"
Ottomar er sprunget op. Hans Hænder løfte sig halvt afværgende, halvt som gribende efter et flygtigt Haab, det han frygtede var for fagert til at lade sig fastholde: —
— Min Gud! forstaar jeg Eder ret? Nei, nei — det er umuligt! Har jeg ikke den Gang atter og atter set Vrede og usigelig Foragt lyne ud fra Eders Øine, saa jeg gjerne havde skjult mig ti Favne under Jorden? og værre endnu: Eders Smerte og Ydmygelse, Eders Taarer, som svulmede i Eders Øine og ikke turde rinde — —
— Og troer I, at Mænd alene have Fribrev paa Forstillelse? Som om der ikke ogsaa i min Mosters Hus var et Speil, om jeg trængte til at indøve mit Ansigt i de rette Folder!
— Men hvorfor — hvorfor? Naar det dog ikke var lykkedes mig at frigøre Eder for mig selv og for Eders Elskov ved et fromt Bedrag — hvorfor da — —
— Hvorfor fordærve Eder Legen ved ikke selv at ville lege med? Nei, vi vil ikke sige det saaledes, men som jeg selv følte det, da jeg var forvisset om Eders Kjærlighed, anede Eders Trosanfægtelser og at jeg forekom Eder at være forskrevet til Verdslighed og Kjødets Forfængelighed, uden sandt Gudsforhold og fremmed for det Grundlag, du selv maatte leve og dø paa — og vistnok var jeg det tildels, om end kan hænde ikke saa ganske, som du troede; for det var mig ikke givet at tale om disse Ting saaledes som det er dig givet; og da jeg navnlig ogsaa fuldtvel kjendte din Tankegangs sælsomt forviklede og labyrinthisk indfiltrede Krogveie, saa jeg forstod — ikke strax, o nei, da var hvad du saae af Skuffelse og Krænkelse og Uforstaaelse ægte nok, men snart forstod jeg dog Alt, og fremfor Alt hvad du maatte lide ved hvert Skridt paa den Tornevei, som du havde foreskrevet dig selv, som du mente at maatte vandre: — hvor kunde da andet end inderlig Medynk opfylde mig? og hvad kunde jeg gjøre andet end gaa dig til Haande ved dit Værk, at du maatte vinde den Trøst du søgte, den Bevidsthed, ikke at have lagt mit Liv øde, den Overbevisning, at have sat mig i Frihed, en Frihed, som ogsaa skulde frigjøre dig selv — —
Bisp Ottomar synker sammen — forover — Ansigtet skjult i Hænderne: —
— Renata! — Renata!