Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Guds Venner.djvu Guds Venner.djvu/13 34-41

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

V

Hushovmesteren holder den brede broderede Tøile, medens Famulusen staar rede til at understøtte sin høie Herre ved Afstigningen — omhyggelige Forberedelser, som vise sig kun at have ceremoniel Værdi.

Den hvide Pasgænger staar saa stille ved Portalens Trin, som var den formet i Marmelsten, og trods sin lange ubekvemme Kjortel svinger Rytteren sig af Sadlen næsten med samme Lethed, hvormed han for halvandet Aarti tilbage saa mangen Gang har gjort det paa den selvsamme Plet.

Springer af Bøilen og befinder sig i det røde, blændende Fakkelskjær umiddelbart foran to Kvindeskikkelser: — den ene i en simpel men klædelig graablaa Vadmelskjole, den anden hyllet i en mørkegraa Kappe, som rede til at gaa ud, begge bøiende sig saa dybt, at de næsten knæle. Endnu medens han løfter Hænderne og lyser Velsignelsen over dem, er hans Blik beskjæftiget med den Kappeklædte. Skikkelsen altfor skjult i den jerngraa Strøm af knækkende Kappefolder til at muliggjøre et Skjøn om hvorvidt den har ombyttet jomfruelig Slankhed med matroneagtig Værdighed. Kindens Runding, utydelig skimtet i flygtende Linie, synes at have mistet lidt af sin Blødhed. Men Haaret, disse brune Fletninger, hvis Massestrøm, med Gyldenhvirvler gnistrende i Skjæret af flakkende Fakkelflammer, vælder ned over den hvide Nakkes langlig buede Aas og slukker sin Glands i Grotten af den tilbageslaaede Hætte: — mulig var det Forblændelse, men det synes ham at være blevet endnu prægtigere, dronningagtigere. Og idet de signende Hænder sænke sig, streife den høires Fingerspidser med et faderligt Kjærtegn denne Haarfylde, saa at den store Signetrubin et dvælende Øieblik gløder og gnistrer mellem Fletningerne som en Naal — en Berøring saa let som et Pust, lige just følelig, og dog springer der i samme Nu en Gnist af Livets Alterflamme over i hans Legeme, saa det er ham, som havde det i Løbet af femten lange Aar kun været et tænkende og sandsende Lig.

Hvad vilde han ikke give for at kunne gribe med begge Hænder om dette haarkronede Hoved! for at kunne løfte denne Skikkelse op til sig, nei — for selv at kunne synke ned for den, skjule sit Hoved i disse Kaabefolder og hulke — —

Men allerede er der ny Haandsopløftelse fornøden, denne Gang inde i Hallen, hvor det sammenstimlede Borgtyende knælende paakalder og modtager Kirkefyrstens Velsignelse.

Nu kan Renata hæve Hovedet; her, hvor Faklerne lyse med næsten stillestaaende Flammer, kan hun endelig betragte hans Ansigt.

Ja, han har forandret sig. Den bøiede Næse synes at være bleven krummere og længere mellem de indsunkne Kinder; de lysegraa Øine have trukket sig dybere ind under Panden; navnlig er Linien, der fra Næsefløien trækker sig rundt om Mundvigen, bleven saa skarp og har fortsat sig helt ud i Hagen.

Han har tænkt meget og lidt mere.

Endnu ganske optaget af dette nye Ansigt, som er det gamle, fremfører hun sin formelle Undskyldning, fordi hun har maattet modtage Hns. Høiærværdighed i en Paaklædning, der saa langt fra er den høitidelige Anledning værdig; saa vel som for at hun ikke har kunnet sammenkalde og ordne Tyendet til en saadan Modtagelse, som Borg Langenstein under gunstigere Forhold ikke vilde have forsømt at give Biskoppen af Regensborg.

Og der er intet Nyt i dette lyse Smil, hvormed Bisp Ottomar — nei, simpelthen Ottomar — lytter til hendes Forklaringer og forsikrer hende om deres Unødvendighed; saa lidt som i det hartad skjemtsomme, hvormed han modtager Beretningen om Famulusens Vanheld, og som tilkjendegiver den fødte Junkers beredvillige Tro paa den aabenbart borgerlige Skrivers ubehændige Rytterskab. Heller intet Nyt i det bekymrede Udtryk af menneskekjærlig Deltagelse, der lyser ud af hans Øine, da han udspørger hende selv og Hushovmesteren om Tilstanden i den sotslagne By.

Men da han nu kort og klart giver sin Famulus Anvisning til at opsætte forskjellige Skrivelser til hans Kancelli af det og det Indhold, alle med det Formaal at skaffe hurtig og virksom Hjelp — Tilsending af Lægemidler, af Sygepleiersker fra et Nonnekloster og af lægekyndige Graabrødre — Breve, der maa forelægges ham til Underskrift endnu i Aften og strax derefter afsendes med ridende Bud — da han staar saaledes i Embeds Værk og Myndighed, da træder det Nye frem i Træk og Miner: Præget af den færdige Mand, der er vant til at overskue Forhold og Fordringer, til hurtig at fatte Beslutninger og sikkert at træffe Bestemmelser, samt til ubetinget at se sig adlydt.

Mer end een Gang har Renata hørt sige om Ottomar at han vel var i Stand til at naa op til de høieste Rangtrin af Kirkestigen; og hun siger sig selv, at en Kardinalhat ikke vilde sidde ilde paa dette Hoved.

Men forgjæves speider hun i ængstelig Forventning efter det Nye, hun frygter mest: — et Fanatismens Ildglimt gjennem en Skygge af aandelig Formørkning og Sneverhed, som dog ikke kan mangle hos denne Kirkefyrste, der lige har sat en Pris paa hendes Mesters og Faders, den store Gudsvens Hoved.

Dette Element har ikke fundet Leilighed til at vise sig og finder det heller ikke foreløbig; thi fra sin Famulus vender han sig med hint lyse Smil om de udtryksfulde, men maaske vel kraftig skaarne Læber til hende selv:

— I vil vistnok, min ædle Frue, have den Godhed at anvise min Famulus en eller anden rolig Krog, hvor han kan udføre disse Skriverier, som jeg haaber skal komme Eders ulykkelige By til Gode. Har I forøvrig allerede truffet Bestemmelse om hvor I vil anbringe den ubudne Gjæst, der med sit Følge overfalder Eders Borg i saa sen en Aftentime? I har kun haft ringe Frist dertil.

— Jeg behøvede ikke megen. Min Faders Gemak er det eneste, der sømmer sig for en Gjæst af Eders Rang, forsaavidt en fattig Ridderborg som denne kan yde et saadant. Navnlig vil Eders Høiærværdighed dér ogsaa have den Fordel at Eders Famulus er umiddelbart ved Haanden, da han kan sove i det femkantede Kammer.

— Intet kunde være bekvemmere. Imidlertid er jeg glad over, at der paa Grund af saa grumme kort Varsel endnu ikke kan være truffet store Foranstaltninger. For jeg har tænkt paa underveis, som jeg red her op, at jeg vilde kunne lide at sove i Nat paa det gamle Sted.

— I Taarnkamret? udbryder Renata, og en svag Rødme spreder sig over hendes hidtil blege Kinder. Der er Noget i denne Tanke, der baade overrasker hende og gaar hende til Hjerte.

Bisp Ottomar nikker:

— I Taarnkamret, ja.

— Vi kan naturligvis let faa skaffet en Seng derop … det er blot … det Kammer har længe ikke været benyttet … jeg frygter at for en Mand i Eders Høiærværdigheds Stilling — —

— I ecclesia militans! Dér bør man være rede til at campere og ikke forvænt. Og hvad en Seng angaar, saa vilde den gamle Løibænk, hvis den endnu staar deroppe, være tilstrækkelig for mine Fornødenheder … Jeg troer, jeg skulde sove lettere ind paa den, end i den blødeste Silkeseng; i Synderlighed naar jeg først, som jeg underveis har lovet mig selv, har kastet et Blik over paa Kalvariebjerget og set Passionsveiens Smaakapeller lyse over til mig i Maaneskinnet. Der er ikke et Træk, som Træsniderens simple Kunst har givet sine Skikkelser, uden at jeg jo mindes det helt vel — jeg har set saa mangen vidtberømt Passion siden, men ingen er gaaet mig saa nær til Hjerte som den.

Biskoppens Røst er bleven mærkelig blød. Mindre end nogensinde er der i hans Træk et Glimt af Fanatisme at se. En Mand, vilde man sige, for hvem Troen er idel Følelse og sværmerisk Andagt.

— At Eders Høiærværdighed har beholdt det Lidet, vor fattige Egn byder, i saa velvillig Erindring er os saare kjært at høre, bemærker Renata sagte.

— Altsaa Taarnkamret, optager Biskoppen Traaden — I ser, min ædle Frue, at jeg skalter og valter her Eders Borg, som var det mit Hjem. Ja jeg har endogsaa underveis taget mig den Frihed at indbyde en Gjæst her til jert.

— Enhver Gjæst, som Eders Høiærværdighed maatte værdiges at indbyde, skal være os saare velkommen.

— Og I spørger ikke engang, hvem denne Gjæst er? … Hvorved I ganske vist vilde sætte mig i Forlegenhed. For dette er et lidet Reiseæventyr. Da vi bedede igaar Eftermiddags i Lengefeld, traf jeg i Kroen der en Kjøbmand, med hvem jeg indlod mig i Samtale, efter min Skik, at underholde mig med Mænd af alle Stænder, for ikke at undlade at øse af den levende Kundskabsbrønd, der ad saadanne Rør tilflyde en Mand, som i mange Aar har været for meget nedgravet i Bøger. Tilmed saadanne Kjøbmænd komme ofte viden om, som denne, der ikke blot var velkjendt i det Vælske men endogsaa havde været i det fjerne Ungarland, i fast hedenske Egne. Med ham var det let at underholde sig, saa meget mer som han havde sjeldne Talegaver og var i Besiddelse af den lifligste Røst, som jeg snart sagt mindes at have hørt; saa at den fra først af tiltrak mig og siden holdt mig fast, da vi meget snart kom til at tale om den kirkelige Bygningskunst, hvilken han paa sine Reiser havde sat sig grundig ind i. Det mærkværdigste ved denne sjeldne Mand var imidlertid, at han ikke blot vidste meget at berette om Lande og Folkeslag, med deres synderlige Sæder og Skikke og deres Maade at bygge paa, men tillige var velbevandret i vor hellige Kirkes Lære, endog i saadanne Punkter, som ellers ikke falde under Lægfolks Omraade: hvilket, som han sagde, kom deraf, at han havde en grumme lærd og from Munk til Skriftefader, der ogsaa værdigede ham personlig Omgængelse. Saaledes kom det sig, at vi vare geraadet i en Samtale om de høieste Materier, da jeg til mit levende Mishag maatte afbryde samme, for at fortsætte min Reise. Da han nu opholdt sig her paa sit Kjøbmandskabs Vegne, for at befæste gamle Forbindelser og knytte nye, opfordrede jeg ham til ogsaa at opsøge Borgen Langenstein i disse Dage, medens jeg opholdt mig dér; hvad han da ogsaa lovede mig.

— Vi leve her saare tarvelig og have, som I kan tænke Eder, liden Brug for hvad en saadan bereist Kjøbmand kunde ønske at afsætte. Men for Eders Høiærværdigheds Anbefalings Skyld skal han visselig faa en god Velkomst. Og nu maa jeg maaske føre Eders Høiærværdighed ind, hvor I kan hvile, imens jeg og min Frænke her, min afdøde Husbonds Søster, sørge for, at hvad Huset kan byde ikke fattes til Eders Vederkvægelse.

— — — — — — — — — — — — — — —

Da Renata og Gertrud komme tilbage gjennem den nu tomme Hal for at begive sig til Stegerset, bliver Borgfruen tankefuld staaende paa den samme Flise, hvor hun stod ved Bispens Side og berører standsende sin Frænkes Arm.

— Hvad mener du om den Kjøbmand, Gertrud?

— Kjøbmanden? spørger den unge Pige.

— Ja, som Bispen talte om.

Gertrud, der med et forundret Spørgsmaal har set sin Frænke i Øiet, da denne saa pludselig taler om en Kjøbmand, vender Blikket bort og bliver blussende rød.

Hun havde her i Hallen været fuldkommen optagen af at betragte Famulusen, hvis Ansigtstræk hun oppe i Kamret i det mer end sparsomme Dagslys kun halvt gjættende havde skimtet. Her i Fakkelskjæret viste de sig skarpere og langtfra saa ungdommelige, som hun havde forestillet sig dem — til Gjengjæld saa meget udtryksfuldere. Intet Under, at hun har haft grumme liden Opmærksomhed tilovers for hvad Biskop Ottomar har sagt — skjøndt det nu forekommer hende, at hun dunkelt mindes Noget om en Kjøbmand, hvem Bispen havde truffet et eller andet Steds.

— Vist saa … Kjøbmanden — ja, hvad skulde jeg synes om ham?

— Var der Intet, som var dig paafaldende? Denne Kjøbmand med den lifligste Røst, som Bispen mindedes at have hørt; som var vel bevandret i theologiske Spørgsmaal; som havde været ikke blot i det Vælske men i det fjerne Ungarland —

— Renata, — mener du —?

— Som havde grundigt Kjendskab til Bygningskunst — navnlig den kirkelige — —

— Alle Helgen! … Skulde det være — —

Borgfruens Haand lægger sig blødt men fast over den unge Piges Læber.

— Jeg tænker, at vi have faaet det Nyt at høre, som vi vare saa ængstelige efter. Og jeg tvivler om, at Kjøbmanden vil holde sit Høflighedsløfte og besøge Borg Langenstein, mens Hns. Høiærværdighed opholder sig her.