Guds Venner/4
IV
— Hvem er det, der er kommet?
Gertrud og Konrad fare sammen som overraskede i en Sammensværgelse.
Renata er traadt ind. Iført en dunkel Kappe med en Hætte, der er slaaet op om Hovedet, staar hun dér for dem som en Fehm-Dommer paa Tærsklen ind til Sovegemakket, endnu med Dørgrebet i Haanden.
— Hvem er kommet?
— Har I ikke hørt det? Der er blevet banket paa Porten, og Gitterlaagen blev lukket op … I veed, hvem det er!
De vide intet, have intet hørt. Men de gribes af hendes egen Anelse, at der er noget galt paa Færde, at noget Truende har listet sig ind i Borgen og nærmer sig.
— Hys! —
Renata lukker lydløst Døren bag sig.
En Dør dernede slaar i. Der lyder Fodtrin paa Trappen — flere — to Par — et lettere og et sværere.
En Stemme gjenlyder dæmpet i det snevre Trapperum.
Det er Kurts. Aabenbart varskoer han blot den Fremmede at tage sig ivare ved det beskadigede Trin, dér hvor Trappen bøier om.
Skulde det være ham, der allerede har fundet Vei til den beskyttende Borg?
Men disse Skridt, der nu ere paa de sidste Trin, lyde lettere end hans.
Skulde man have faaet Mistanke om, at han kunde holde sig skjult her, og kom man for at ransage Alt fra Taarnglug til Kjælder?
Der er mer end een Ting, der ikke er for Hvermands Blik, mindst for Speideres. Det vilde have været bedre om de Bøger vare gjemt bedre bort: — der er Dionysius Areopagita, der er Mester Eckeharts Skrifter, der er Prædikener af Tauler … der er tydske Oversættelser af Evangelierne og af Epistlerne, der er — værst af Alt — Sendeskrivelser og Breve fra selve den store Gudsven …
Det banker. Forsigtig, beskedent.
Med et kraftigt Tag, der vidner om en endelig udløst Spænding, lukker Konrad den tunge jernbeslagne Egedør op.
Derude spreder en skjult Hornlygte en rødlig gul Baggrund, mod hvilken der staar en dunkel Skikkelse, middelhøi, spædlemmet: sort Ridedragt, sort Barret, sort Haar. Et Safranskjær, der strømmer ind som en Afskedshilsen for den vestlige Aftenhimmel, belyser mellem Kappe, Hue og Haar et ungdommeligt, skjægløst Ansigt — en Elphenbenstrekant i en Indramning af Ibenholt: — bred Pande, smalle Kinder, spids Hage.
Synderlig mer er ikke at skjelne — i det Høieste at Øinene med buede Bryn, Næsen og en smal Læbestreg sidde vel anbragte. Men det er tilstrækkeligt til at faa Gertrud til at tænke: —
"Hvilken deilig ung Mand!"
Hun har i Uger og Maaneder ikke set andet Mandligt end hvad der kan findes deraf i Borgens Gaard og Længer, Kemenat og Have.
"En af de Sorte," tænkte Hushovmesteren — "Pharisæer og Skriftklog … Øgleyngel … kalket Grav, som man ser med et halvt Øie."
Han staar den Nyankomne nærmest, og Ansigtet behager ham mindre end Frøkenen.
Renata tænker:
"Han staar dér som en sort Løber paa et Skaktavl. Vil han byde os mat, saa tage han sig ivare for Dronningen!"
Gjæsten bøier sig dybt, og Kappen kommer af Hovedet med et Sving, der lader dens Fløielssøm feie Dørtærsklen.
"Kronraget er han allenfalls ikke," bemærker Hushovmesteren i sit Inderste — "med mindre han da bærer Tonsuren skjult, og det er de værste!"
"Hvilken ædel Anstand," er Gertruds Indtryk.
Renata tænker: —
"Han hilser mig over min Rang, som om jeg var Rigsgrevinde eller Fyrstinde. Sligt baader sjelden godt."
Men heller ikke hun kan nægte, at hans Røst lyder behagelig nok — i Gertruds Øre klinger den som en Ærkeengels, da han spørger, om han — som han formoder — har den Ære at staa for Borgens Frue, Renata von Laufen-Langenstein.
Med en Bøining af Hovedet bekræfter Renata hans Formodning.
— Hvem er I, unge Mand, og hvad fører jer saa sent til vort?
— Senere end jeg havde haabet, ædle Frue. Men et Vanheld, der tilstødte mig underveis, har sinket mig et Par Timer. Jeg er Famulus hos Hns. Høiærværdighed Biskop Ottomar af Regensborg.
Dette Navn minder endogsaa Gertrud om at selv hvor dette forjættende og tilsyneladende himmelsendte Væsen færdes, ikke Alt er lutter Fred og Englelighed. Et uvilkaarligt halvkvalt Udbrud fra de to Kvinder og et hastigt mellem dem og Hushovmesteren vexlet Blik undgaar ikke Gjæstens Opmærksomhed; saalidt som det saare flygtige Smil, hvormed han bogfører det Indtryk, Navnet har gjort, undgaar den trofaste Konrad. Denne sluger den Nyankomne med et Blik, der ingenlunde har vundet i Venlighed, siden han erfarer, af hvem han er sendt.
— Biskop Ottomars Afsending er en æret Gjæst paa Borg Langenstein. Træd nærmere, Hr. Famulus, og tag Plads før I meddeler os, i hvilket Ærind Hns. Høiærværdighed har skikket Eder hid.
Saaledes opfordret overskrider den unge Mand Tærsklen med nok et dybt Buk og sætter sig paa den Stol, som Hushovmesteren rykker tilrette for ham. Derpaa lukker Konrad Døren til Trappen og bliver staaende ved Karmen saa stiv som en Støtte, idet han ser paa Gjæsten med et Blik, som denne føler i Ryggen med en ubehagelig Fornemmelse, og i hvilket Renata med Skræk læser den vilde og vage Tanke, at der i Nødsfald er et aabent Vindue ved Haanden og nedenunder det tre hundred Fod brat Klippevæg ned til Floden, hvis Strømhvirvler nu i den tilstundende Nattestilhed lydelig sende deres Brusen op til dem.
Det er meget lidt Lys, som gjennem dette Vindue nu trænger ind i Stuen. Tilstrækkeligt til at skjelne Skikkelserne, langtfra nok til at forske Ansigtstræk. Hendes egne ere tilmed i Skygge. Hun veed at de ere stivnede og blege; hun føler Hjertet banke under Brystdugen. Det er fra de første Ungdoms Dage af en kjær gammel Vane hos dette taabelige Hjerte at banke heftigt ved Navnet Ottomar; men i den sidste Halvtime har dette Navn skaffet sig ny og frygtelig Ret til at gjøre hendes Puls urolig.
Hun tvivler saa lidt som de andre om at dette Besøg staar i den nøieste Forbindelse med den Pris, som Biskoppen har sat paa den store Gudsvens Hoved.
— Min Herre, Hns. Høiærværdighed, befinder sig paa en Rundreise i sit Diøces og beder min ædle Frue om at vise ham og hans Følge — som ikke er stort — Gjæstfrihed i nogle faa Dage.
Budskabet er befriende. Mon Overbringeren kan mærke, at de tre Mennesker aande lettere i dette Kammer?
— En saadan Anmodning er visselig at betragte som en synderlig Naadesbevisning. Kun vilde jeg meget ønske, at den var faldet paa et gunstigere Tidspunkt. Har Hns. Høiærværdighed ikke hørt om den grumme Sot, der har befaldet vor By?
— Da jeg forlod Hns. Høiærværdighed imorges, havde der endnu ikke forlydt noget om den sørgelige Tilstand, i hvilken jeg forefandt den lille Stad.
— Men vilde det da ikke have været rettere at ride tilbage og advare Biskoppen, at han i Tide kunde vende om og ikke udsætte sit for hele Kirken saa kostbare Liv for saadan Fare? og skulde der ikke være Tid dertil endnu?
— Min naadige Frue kjender ikke Biskop Ottomar. Hans Sindelag er saaledes beskaffent, at han ingenlunde lader nogen personlig Fare hindre ham i Udførelsen af hvad han har foresat sig som sin Embedspligt; som da ogsaa hans fromme Gemyt overalt føler sig i den Høiestes Varetægt, hvis Villie ske! Amen!
— Amen! brummer Konrad og hvisker de to Kvindestemmer.
— Og naar kan vi vente Æren af Bispens Besøg?
— Meget snart … desværre, maa jeg paa en Maade tilføie, for saa vidt som det er mig saare pinligt, ikke at kunne give Eder det længere Varsel, som hans Høiærværdighed meget vel veed, at en Borgfrue skatter og ogsaa har Krav paa. Denne usømmelige Hastfærdighed, som jeg meget beder undskylde, er foraarsaget af et Vanheld, som jeg alt har hentydet til. Allerede flere Mil herfra styrtede jeg med min Hest, som derved blev lam og kun i saare langsom Gangart kunde bære mig til Eders By, hvor jeg stillede den ind i Gjæstgivergaarden "Det forgyldte Oxehoved", der gjorde Indtryk af at ville indfri sit Skilts Løfte om "god Forpleining for Mand og Bæst," hvis man kan dømme efter den forekommende og meddelsomme Vært —
— Saa kan jeg kun ønske Eder, at jer Hest maa faa mere Havre for Pengene, end mine have faaet det. Manden er barnefødt her paa Gaarden og forvaltede Landbruget, men jeg maatte jage ham bort for Underslæb.
— Virkelig? Min naadige Frue maa bære over med en Bogorm og Pennesnider, om han ikke just glimrer som Menneskekjender; det faar yderligere tjene til min Undskyldning, at Manden da ellers talte med synderlig Respekt og Hengivenhed om Herskabet.
En sælsom Grynten synes at udgaa fra Støtten ved Dørposten.
— Hvis han mener det, saa er han en bedre Christen, end jeg vilde give ham Ord for … Naa, Hushovmester, det synes ikke at være Himlens Vilje, at jeg skal bringe disse Ting til de Ulykkelige, som ere slagne med Sot og Syge — thi det er Grunden til denne Uorden, som I er kommen saadan midt ind i, Hr. Famulus; jeg stod just i Begreb med at begive mig ned til Byen med Lægemidler og styrkende Sager og alskens Ting, som Syge have godt af og som jeg i en Hast kunde faa samlet af mine Forraad.
— I de Helliges Navn — min naadige Frue kunde dog ikke tænke paa at udsætte sit dyrebare Liv ved at begive sig midt ind i Sotens Huler og Tilholdsteder?
— Aa, min Broders Enke frygter ikke Smitten … Hun mener, at den ikke bider paa hende. Men selv om hun ikke var saa vis paa det, saa vilde hun dog ikke være bange.
Ved Gertruds barnlig stolte Erklæring giver det et Sæt i den sorte Skikkelse.
En Bevægelse, som Haanden gjør under Bordpladen, vilde være forbleven ubemærket, hvis ikke Støtten ved Dørposten havde været.
De smaa lyse Øine se helt vel, at et Par Fingre midt alt det Sorte tegner et lidet luftigt Elphenbenskors. Panden rynker sig, som om Haarspidsen vilde gro sammen med de sammenvoxede Bryn.
Nogle Øieblikke hersker fuldkommen Tavshed.
Gjennem det aabne Vindue trænger Bruset af Strømhvirvlerne ved Borgklippens Fod tydeligere end nogensinde ind i Stuen.
Renata reiser sig.
— Lad altsaa Kurt hente Sadelsækkene og gaa alene ned med Æslet. Han maa bringe Sagerne til Elisabethiner-Huset, hvor Forstandersken vil vide at anvende dem paa det Bedste. Sørg for vor Gjæst, om han skulde trænge til nogen Forfriskning strax, som venteligt er efter en Dagsreise … Kom, Gertrud, der vil være fuldt op for os at skaffe.
Et Horn i umiddelbar Nærhed, mere udmærket ved Lydstyrke end ved musikalsk Velklang.
— Allerede! … Og vi ere saare langt fra at befinde os i en sømmelig Paaklædning til at modtage en Gjæst af saadan Rang og Værdighed.
Den Sortklædte er sprunget op ved Lyden af Kurens Horn.
— Et mea culpa — mea maxima culpa! hvis en profan Benyttelse af de hellige Ord kan tillades.
— I er da ikke selv kommen til Skade, Hr. Famulus? spørger en deltagende ungdommelig Kvinderøst.
— Et velbetænkt Spørgsmaal, Gertrud! og saa megen desto større Skam for mig, at jeg ikke længst har stillet det. Forhaabentlig kan vor Gjæst berolige os.
— Fuldkomment. Ingen anden Skade er sket end den, som min naadige Frue just beklagede og som turde være ringe nok, i Betragtning af at Hns. Høiærværdighed, naar han paa Tærsklen modtages af saa megen Skjønhed og Ynde, vil have saare ringe Blik tilovers for den ydre Hylle; ikke at tale om at den Samariter-Hensigt, der giver sig Udtryk i saadan Tarvelighed, og om hvilken jeg visselig skal underrette min Herre, ikke kan andet end røre Biskoppens menneskekjærlige Gemyt.
Idet han i høi Grad til egen Tilfredshed bringer denne ciceronianske Periode til harmonisk Afslutning, danner den Sorte Sidestykke til Hushovmesteren.
Mellem de to bukkende Dørvogtere forlade Damerne den allerede næsten mørke Stue. Begge med bankende Hjerter; den ældste bleg, i Skyggen af tunge Erindringer; den yngre blussende i Dæmringslyset af det opdukkende Spørgsmaal, om vel en Del — selv en nok saa beskeden Del — af "saa megen Skjønhed og Ynde" er at sætte paa hendes egen jomfruelige Regning.