Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Guds Venner.djvu Guds Venner.djvu/13 20-24

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

III

I stedet for at følge sin Madmoders Anvisning og skynde sig ud den Vei han var kommen, træder Konrad, saasnart han befinder sig alene med den unge Pige, tæt hen til hende og siger med dæmpet indtrængende Stemme: —

— Vi maa faa dette hindret, Frøken Gertrud! Naadigfruen maa ikke gaa ned i Byen med disse Ting til de Syge.

— Jeg ønsker selv intet heller end at hun vilde lade det Forsæt fare. Men der er intet Haab om det. Min Frænke er overbevist om, at Soten ikke kan faa Hold i hende, fordi hun ikke frygter den. Med mig er det en anden Sag; derfor vil hun ikke have mig med, skjøndt jeg tilbød at gaa.

— Det er ikke Smitten, jeg tænker paa. Der er det, som er værre, gaar i Svang dernede,

— Værre? Min Gud og Frelser! Hvad kan da være en værre Trusel dernede i Byen end Farsoten, om det ogsaa ikke er den sorte Død?

— Forvildede overtroiske Mennesker i deres Angst, og onde Mennesker i deres Had — det er hvad jeg kalder værre end Farsot og end den sorte Død selv, naadig Frøken. Den første Slags er der fuldt af dernede, og hvis Stephen Kromand ikke er et godt Exempel paa den sidste, saa kan jeg blot sige, at jeg ikke har noget Begjær efter at lære et bedre at kjende.

— Er han i Færd med at sætte Ondt for os? Han ser stygt ud af Øinene, naar man en Gang kommer forbi, trods det at han smiler saa sødt som Sirup og bukker sig saa krum, som om han vilde rulle hen ad Veien. Jeg vilde ønske, han ikke havde faaet Lov til at drive det Gjæstgiveri, ovenikjøbet lige ved Broen, saa jeg hver Dag Gud lader Solen skinne ser hans forgyldte Skilt blinke dernede i Vandet, og jeg synes altid det er ligesom en Trusel, saadan som naar En har det onde Øie, og det gjør Renata ogsaa, for hun sagde endnu igaar til mig: blot det Skilt i alt Fald ikke hang saadan, at det speilede sig i Vandet!

— Jeg vilde hjertelig ønske at hverken hans forgyldte Skilt eller hans runde Fjæs, der snarere er lig en Kobberkjedel, var saa nær, at de kunde gjøre det. Og jeg sagde det ogsaa den Gang, mer end een Gang sagde jeg til Naadigfruen, at det var feil at give ham Lov til at nedsætte sig dèr.

— Jeg veed det nok, men Renata mente, at det var at misbruge sin Herskabsret, naar hun forbød ham det; det var allerede haardt for ham at blive jaget af Gaarde — —

— Haardt for ham! efter alt hans Bedrag og Tyvagtighed. Han skulde være bleven jaget med Hundepidsken og det saa langt af Led, at han aldrig vovede sig nær nok til at se Vindfløiet af Taarnet her. Men sket er sket, og galt var det og Ulykke vil der komme deraf, hvis vi ikke ser os for.

— Men i alle Helgenes Navn, hvad Ondt kan han da volde os?

— Sige til enhver, der gider høre saadant Snak over et Krus af hans Godtøl, at alle Ulykker og Pestillens kommer ned over dem fra os heroppe, fra denne Borg, som er en Kjætterrede, et Beghardhus, som man skulde ryge ud, før de Alle maa bøde for det … jo, det er det, han kan sige … Og han siger det, som værre er.

Gertrud støtter sig blegnende til Bordet — hendes dirrende Læber kan neppe aande et "værre endnu?" frem.

Den lange Hushovmester bøier sig, som om det, han har at sige, kun kunde meddeles med hviskende Røst, selv under fire Øine i et velaflukket Kammer: —

— Stephen var her jo og havde været her fra Dreng af, for den Sags Skyld, under Naadigfruens Fader — men han var her endnu for fem Aar siden, da Naadigfrøknens Broder, min gode Herre — Gud være hans Sjæl naadig! sygnede hen og omsider gik bort.

Den unge Pige nikker — hendes Ansigt er ikke længer blegt men graat.

— Og Stephen begynder nu at hviske i Øret paa alle og enhver — han har da hvisket det til min Gudsøn Badskjæreren — at Naadigfruen aldrig har kunnet lide sin Husbond … Gud forlade ham for æreskjændersk Uhyre han er, som om vi ikke havde set, hvordan de levede sammen, saa ethvert Par i Christenheden kunde have taget sig et Forbilled deraf! … og at hun havde en hel Anden i Hu — en saare høitstaaende og fornem Mand, men noget Navn har han da ikke nævnet … og udaf saadan syndig Elskov havde hun forgivet sin Husbond — —

Et Skrig afbryder ham.

Gertrud synker sammen paa Stolen.

— Og vi som har set hvordan Naadigfruen har pleiet ham og ikke veg fra hans Leie! Men skulde man tro, der gaves slig Skjændighed, endog den hellige Apostel siger os at Tungen er en Ild og en Verden af Uretfærdighed — og saadan en Ild er Stephens Tunge, som Gud lade tørre hen i hans Mund som Aske, før den brænder dem op, hvis Kjortelsøm han ikke er værdig at røre: for al den trofasteste Hustruomsorg, der nogensinde har pleiet en sotslagen Mand, den vender han imod Fruen, sigende og forsværgende sig paa, at hun i Lægemidlerne har givet ham en snigende Gift ud af en liden Flaske, som han selv har set i hendes Haand og som hun opbevarer i det Ibenholtskrin, der nu stod her paa Bordet og hvilket Fruen lukkede inde i Skabet; og at den indeholder alskens Lægemidler, det veed vi jo … men dette var en liden langlig Flaske af guldbesprængt Glar, hvilken Naadigfruens Farfar havde bragt med hjem fra Korstoget til Saracenernes Land, hvor de ere fremmelige i alskens Djævelskab. For Stephen havde hørt om den af sin Fader, der var Dreng den Gang Korsfareren kom hjem … Nei nei: lille Frøken! I maa ikke tabe Modet.

— Men hvad skal vi dog gjøre — hvad skal vi dog gjøre?

— Vi skal stole paa Gud, og vi skal først og fremmest forhindre at Naadigfruen besøger de Syge dernede —

— Kan de frygte hende, som de aldrig har erfaret Andet end Godt af?

— Nei nei, der er vel ikke Mange troe paa Stephens onde Tale endnu, endda det er bedre ikke at lede Tanken hen paa den just nu. Bedre at de sige, hun frygter Smitten, det kan de forstaa. Men hvis Fruen gik om i Husene og Soten tog til derefter og Folk døde — hvem veed hvad den lille Flamme, Stephen har i sin Mund saa kan volde for Ildebrand? Ja, ja, det er onde Tider vi leve i, saadanne som da den første Menighed var paa Jorden, given i Hedningenes Vold, som ikke var værre end hvad der nu kalder sig Christi Kirke og dens Statholder og Tjenere. Har Nogen først Ord for at kunne mere end sit Fadervor, og Gud veed, vor kjære Frue har baade god og from Grund til saadant Skudsmaal, om end ikke paa den Vis Folk mener det: — ja saa er der ikke langt tilbage til Baal og Brand. Nei, vi maa holde hende fra Byen, det er det vi først og fremmest maa.

— Ja men hvad skal vi dog sige, for at faa hende til at opgive sit Forsæt?

— Gud velsigne Naadigfrøknen, troer I, jeg har gjort noget Andet, lige siden jeg gik over Broen dernede end pint og plaget mit Smule Hoved, og ikke Andet er der kommet ud af det end Pandesved. Min eneste Trøst var just, at Naadigfrøkenen, med Forlov at sige, har ligesaa meget Vid i sin Øreflip som saadan en Karl som jeg har i hele sin Krop …

Den unge Pige synes ikke helt uimodtagelig for denne Tillidserklæring. Hun bøier sig frem med Hagen støttet i sin Haand og rynker Panden i raadløs Grublen; medens tvertimod det Stykke brun Pandehud, som er synligt mellem Mandens næsten sammenvoxede Bryn og den tætte Haarkappe, glatter sig en Kjende ud under det beroligende Indtryk af det forjættende Tankearbeide, der øiensynlig er i Værk lige under hans Blik.