Guds Venner/7
VII
Da Bisp Ottomar atter løfter Hovedet, er han ene i Lysthuset og i Haven.
Den gangende Insektsummen rundt om ham er Middagstimens eneste Stemme.
Kurvene med Bælge paa Bænken og Lerskaalene med Ærterne — de grønne Perler, som ere gledet gjennem hendes Fingre — dèr foran ham paa Bordet ere blevne tilbage som Vidnesbyrd om at han ikke har drømt.
Drømt? O, nei! en Drøm, en ond, grusom Drøm, der syntes livsvarig at maatte tynge hans Sind som en Mare, er veget fra ham, er bleven banlyst ved et Strøg af en kjærlig Haand over hans Pande, saa den aldrig mer kan vende tilbage.
Hendes Foragt og Afsky havde aldrig hvilet paa ham! hendes Kjærlighed havde været stærkere end hans Forstillelseskunst!
Saa lidt som han havde ophørt at elske hende, saa lidt havde hun altsaa ophørt at elske ham.
Da hun havde ægtet Hugo von Laufen, den fattige Junker, som havde arvet lidet andet end det Sværd, han havde krydset med hendes forræderske Elsker, da havde Ottomar i dette Skridt set et Vidnesbyrd om at hun var kommen ud over sin Elskovs-Sorg, at det virkelig var lykkedes hans uendelig forslagne Mummespil at frigjøre hende for ham selv. Det var en bitter Trøst; men det var hvad han havde villet, og han havde været tapper nok til at tage imod den med Taknemlighed, ja til at nyde den som en Triumf.
Kun den Tanke havde den Gang baade lokket og foruroliget ham: var der maaske Noget af forklædt Kjærlighed til ham selv skjult deri: Trods, der vilde vise ham, at hun ikke lod sig kue, at hun ikke trængte til ham? Nei, intet af dette havde været deri, det følte han nu. Men en ny Anelse traadte i Stedet. Var det muligt, at Kjærlighed til ham selv dog havde virket med ved denne Ægtepagt med en Anden? — ikke forklædt i Trods, men tvertimod hyllet i Lydighed, saa at hun havde handlet saaledes, som han havde villet at hun skulde handle? Hun havde ikke villet fordærve Legen for ham, sagde hun, havde "spillet ham i Hænde". Og naar hendes Ægteskab nu havde været det sidste store Kort, hvormed hun afgjorde Spillet til hans Fordel!
Denne Forestilling, at Renata havde ægtet en Anden af Kjærlighed til ham selv — ikke, som han før havde antaget, til Dels paa Trods, hvilket var dagligdags, forslidt, smaa pigebørnsagtige Sjæles traditionsmæssige Tilflugt! — nei, i kjærlig Forstaaelse af hans Vilje og med det elskende Ønske at frigjøre ham for al Selvbebreidelse, selv læggende den sidste Haand paa hans sindrige Blændværksbygning, — ja, altsaa virkelig, ikke blot saadan "saa at sige" ægtet en Anden af Kjærlighed til ham selv: — denne Forestilling var i sin forvovne Absurditet saa tillokkende for hans subtile og forgrublede Tankegang, at den i al sin forbløffende Nyhed dog strax havde et fortroligt Aasyn. Den tiltalte ham umiddelbart med sit Tertullianske: prorsus credibile, quia ineptum, quia impossibile certum.[1]
Ganske vist, Et var sikkert: han var ydmyget af denne Kvinde. Hele hans sindrige Plan havde forsaget, var strandet paa hendes kloge Kjærlighed. Men atter heri stak der et Paradox, der ret var efter hans Smag og fortryllede ham jo mer han betragtede det. Han havde lidt en Ydmygelse, ja; men hvad var det, han fremfor Alt havde tilsigtet? at hun maatte undgaa al Ydmygelse baade i Andres og i egne Øjne — og havde han ikke opnaaet det i allerhøieste Grad just ved det, der ydmygede ham … ja, men saa var han jo ikke ydmyget! Det var Paradoxet.
Han leger med disse Tanker som en Jongleur med sine Kugler. Der er et Smil om hans Læber og næsten en sagte klukkende Latter i hans Røst, da han mumler hen for sig: tunc bene navigavi, quum naufragium feci.[2]
Men under alt dette er den ene Tanke uafbrudt herskende: hun elsker mig! intet Øjeblik har hun ophørt at elske mig!
Den er tilstede overalt, den omgiver ham. Himmelrummet synes at være fuld af den som af den ensformig gyngende Insektsummen …
Da han atter løfter Hovedet op fra Hænderne, er han ikke mere ene. Det var Fodtrin i Græsset — en itutraadt Kvist — der fik ham til at se op, skjøndt han kun halvveis var sig det bevidst; — men det er ikke hende, som er kommet tilbage.
Derude foran Lysthuset staar hans Famulus.
En sort Plet i Sollyset.
Famulusen har bøiet Hovedet til en ærbødig Hilsen, saa Ansigtet kun syner som en uregelmæssig hvidgul Trekant — som om Tuschen dér ikke rigtig havde dækket Pergamentet.
Fra den lille hvide Plet i den store sorte Plet udgaar en blød indsmigrende Stemme:
— Eders Høiærværdighed har haft en lang, fortrolig Samtale med Borgens Frue. Er det tilladt at spørge, om Eders Høiærværdighed allerede ved denne Samtale har opnaaet Eders Øiemed med Besøget paa Borg Langenstein?
Bisp Ottomar fæster sit Blik paa den lille hvide Plet, hvorfra Stemmen kommer — et tomt Blik med en Skygge af Forundring og Mangel paa Forstaaelse over sig. Og Pletten har længst omskabt sig til et velformet skjøndt noget skarpt Ansigt, før et begribende Smil lyser op i dette Blik. Det er et Smil fuldt af paradoxt Lune og vilde ikke været smigrende for Spørgeren, hvis det havde gjaldt ham. Men det fæster sig intetsteds, og hvis det medtager den sorte Plet i Sollyset, er det kun fordi det omfatter det Hele.
"Mit Øiemed med Besøget paa Borg Langenstein?" Det varede virkelig en Stund, før Ottomar kunde komme saa grundig tilbage fra de rene Følelses-Høider, i hvilke han havde svævet, til det Episkopal-Kancelliets støvede Gulv, paa hvilket han havde at færdes med sin Famulus, at disse Ord kunde skaffe sig mer end blot ydre Gehør. "Mit Øiemed" — ja, det var sandt. Pletten derude havde Ret: han havde et udtalt Øiemed her, og i Lyset af den Samtale, hvis varme, bevægede Ord endnu gjenlyder i hans Indre, er det en Tanke, som kildrer hans Sands for det Paradoxale, at han egentlig befinder sig her i Embeds Medfør som Katechisator, for ikke at sige som Inqvisitor.
For der var fra mer end een Side indløbet vage Mistænkeliggjørelser af Fruen paa Langenstein, at hun skulde nære kjætterske Anskuelser og omgaas med Planer, der rummede stor Fare for Rettroenheden og for Kirkens hellige Sag i hans Diöces.
Vel havde Ottomar i sit Regensborger Palads trukket paa Skuldren ad saadanne Angivelser, men kun for strax efter i sit Kancelli at sætte en Mine op som en Storinqvisitors og erklære, at dette var en alvorlig Sag, som han strax selv maatte undersøge fra Grunden af. For at kunne aflægge det dertil fornødne Besøg uden at vække Opsigt og give et Allarmsignal, vilde han foretage en visiterende Rundreise i sit Diøces, der var at anlægge saaledes, at den allerede i sin Begyndelse førte ham til Langenstein, hvor han haabede at den inculperede Dame vilde kunne rense sig for al Mistanke, da hun var Sønnedatter af en from Korsfarer, der havde deltaget med Ry i den sidste fortvivlede Kamp for den hellige Grav. For imidlertid at vise sine Omgivelser, at han ikke var lunken i Bekjæmpelsen af Kjætterplagen, lod han strax en Forholdsregel udføre, som han allerede havde haft under Overveielse, idet han udstedte en Bekjendtgjørelse, som skulde opslaaes overalt i hans Bispedømme og udlovede en Pris for den store Gudsvens Paagribelse. Thi ogsaa det Rygte laa i Luften, at denne Ærkekjætter, der var saa meget mere frygtet, som Ingen vidste noget Sikkert om ham, atter skulde befinde sig paa Vandring for at besøge de hemmelige Menigheder i Sydtyskland og navnlig, som man formodede, i Franken.
Famulusen venter taalmodig paa Svar. Han er vant til at hans høie Foresatte til Tider er lidt aandsfraværende, men plages ved denne Leilighed tillige af Ængstelse for med sit ukaldede Spørgsmaal at have overskredet sin Stillings Grændser — en Ængstelse, der dog beroliges noget ved det spottende, men ikke barske Smil, der end ikke viger fra Bispens Læber, da de endelig bevæge sig.
— Vincentius, I er en ung Mand, med gode, saare brugelige Aandsevner ganske vist, men endnu et vel grønt Træ til at bære saadanne Frugter, der ikke modnes i en Haandevending. Hvis jeg saaledes vilde falde med Døren ind i Huset, er det lidet sandsynligt, at jeg vilde lokke Sandheden frem for Dagslyset; snarere vilde jeg vel kyse den ned i det mørkeste Kjelderrum. Det er ikke derfor jeg selv er reist til Langenstein. Hvorfor saa ikke heller simpelthen stævne Fruen for mit Tribunal i Regensborg? Nei, denne Sag vil fremmes med Lempe og undes Tid, og den Samtale, som I har bemærket jeg har ført her i Enrum med Borgfruen, er i det Høieste at betragte som et Exordium.
Famulusen bøier Hovedet i taknemlig Anerkjendelse af den Belæring, der er blevet ham til Del fra hans Herres Læber. Men skjøndt en næsten umærkelig Haandbevægelse og det bortvendte Blik antyder, at Bispen betragter Samtalen som endt, bliver han staaende og rømmer sig, maaske snarere paatrængende end beskedent.
Bisp Ottomar ser op — ikke just opmuntrende.
— Hvis Eders Høiærværdighed har Stunder at laane Øre til en kort Beretning.
— Nu?
— Nemlig, jeg troer — med Eders Høiærværdigheds Tilladelse — allerede at have opdaget Noget … endogsaa fundet et Spor, som mulig kan føre vidt.
Bispens kraftige, retliniede Øienbryn bue sig tilveirs, uvist om i Beundring af den unge tjenende Mands Skarpsindighed, af Mishag over at han gaar paa egen Haand, eller blot af Utaalmodighed.
— Eders Høiærværdighed vil undskylde, naar min Indledningsbemærkning synes at være af noget forfængelig Art. Jeg kunde nemlig ved min Ankomst igaar ikke undlade at bemærke, at den unge Dame ved Navn Gertrud, der (hvis jeg ikke hørte feil) er en Søster til Borgfruens afdøde Husbond — —
— Ja?
— at hun med en vis Interesse og endogsaa med Behag fæstede sin Opmærksomhed ved min ringe Person, — utvivlsomt en Følge af den Afsondrethed, hvori man lever paa denne ensomme Borg — —
— Utvivlsomt.
Famulusen rømmer sig, noget overvældet af den Redebonhed, hvormed hans Mester anerkjender og tilegner sig hans sjælekyndige Forklaring af dette Phænomen.
— Da Sligt undertiden kan føre til vigtige Oplysninger, vil Eders Høiærværdighed vistnok ikke ganske misbillige, at jeg besluttede mig til ikke at lade saadan Omstændighed forblive unyttet, men at vise den naadige Frøken al Opmærksomhed og endogsaa lægge min Hyldest for hendes Fødder.
Biskoppen ser ikke ud, som om han billigede Noget, men siger intet.
— Jeg tør sige, at allerede mit første Skridt kronedes med Held.
— Hm.
— Det lykkedes mig nemlig at opfange Frøkenen mellem Fadebur og Kjelder, og skjøndt hun havde travlt lod hun sig villig nok drage ind i en Samtale, i hvilken hun snart fik Leilighed til at prale en Smule med Kundskab til det latinske Sprog. Jeg anstillede mig, som om jeg nærede nogen Tvivl om Dybden af saadan Lærdom, og for i Spøg at examinere Frøkenen tog jeg en Bog frem, som jeg pleier at bære hos mig og som ikke var nogen anden end Vulgata, Novum Testamentum. Jeg har vænt mig til at benytte smaa ledige Stunder til at gjøre mig bekjendt med denne Bog, saasom Hæretikerne særlig øse af denne Kilde.
— En velvalgt Læsning og en fortræffelig Bevæggrund.
Vincentius bøier Hovedet til Tak for den tildelte Ros.
— Det Sted, jeg slog op — det var i Epistlerne — oversatte hun ganske godt, maa jeg sige, men paa et Punkt vilde jeg paa Skrømt ikke lade hendes Fortydskning gjælde. Hun blev ivrig og paastod, at hun kunde vise mig, at hun havde ret. "Hvorledes vil I vise mig det?" spurgte jeg med en Forundring, der ikke var uden glad Forhaabning, at et eller andet Vigtigt vilde komme for Dagen. I Stedet for at svare lod hun mig staa dér med Bogen i Haanden, sprang op ad Trappen som en Vind, antagelig til sit eget Kammer, og kom strax derefter ned igjen med et lidet Skrift i Haanden. Og hvad skulde det vel vise sig at være for et Skrift? Sanct Pauli Breve i det tydske Sprog.
Biskoppens Ansigtstræk, som til Famulusens Skuffelse hidtil kun har vist en temmelig overfladisk Deltagelse for hans Beretning, overskygges pludselig af et betænkeligt, ja endogsaa foruroliget Udtryk.
— I det tydske Sprog, Eders Høiærværdighed!
— Det er visselig ikke at ønske, at det nye Testamente skal befinde sig i Almenhedens Hænder uden engang at have det Værn mod Misbrug af ganske Umyndiges Blik, hvormed i alt Fald det latinske Sprog i Vulgata omgjærder det.
— Og naar Rygtet sagde, at Borg Langenstein allerede var et halvt Beghardhus og paa Vei til helt at omskabe sig til et saadant, maa da ikke et saadant Fund i høi Grad bekræfte dette Rygte?
Bisp Ottomar nikker betænksomt.
— Jeg vil ikke benægte det. Dog maa I vide, Vincentius, at jeg ingenlunde er tilbøielig til at se disse Begharders Sag i saa sort et Lys, som mange af mine Embedsbrødre desværre gjøre det. Og hvad navnlig deres Huse og Stiftelser angaar, saa ser jeg deri kun Asyler for fattige og syge eller blot ensomt stillede Mennesker, som gjerne vil føre et stille, verdensafvendt Levned, hvilke man snarere bør tage i sin Haand og vaage over at de ledes i den rette Aand. Hvilket ogsaa just er hvad jeg har i Sinde at gjøre her, hvis Fru Renata skulde omgaas med et saadant fromt Forsæt, hvad jeg endnu ikke har haft Leilighed til at skaffe mig Klarhed over.
— Eders Høiærværdighed maa vide det bedst: men ellers have vi da en hellig Faders Ord for at disse Begharder ere en pestilenstialsk Plage for Christenheden.
— En Fader, som blev "Hns. Hellighed" ved at forgive sin Forgænger paa Sanct Peders Stol.
— Jeg har vel hørt saadant sige, men tænkte, at selv en Pave har Fjender i disse onde Tider —
— "Onde Tider" maa I vel kalde disse, da den hellige Kirke er splittet, og dets Overhoveds Fangenskab med dobbelt Ret kaldes et "babylonisk Exil", saasom det pavelige Hof i Avignon er et Samlingssted for alle Laster og Uterligheder, saa at det neppe undrer En mere, naar en Mand bestiger Christenhedens Throne, som har været Sørøver i sin Ungdom.
Vincentius løfter Hænder og Øine mod Himlen.
— O denne guddommelige Naades uudtømmelige Fylde og uransagelige Veie! Maa dette ikke minde os om ham, som korsfæstedes ved Herrens høire Haand og som længst er med ham i Paradiset?
Biskoppen betragter sin Famulus med et forvirrende Blik, fuldt af halvdulgt Foragt og uskrømtet Beundring.
— Vincentius, I kan gjøre Eder Haab om at opnaa Ridderskabet, om ikke i levende Live saa dog i Eders Død, som jeg haaber vil lade vente paa sig, saasom jeg har god Brug for Eders Færdigheder.
— Jeg takker Eders Høiærværdighed for Eders gode Mening. Men hvorledes skal jeg forstaa det om Ridderskabet?
— Veed I ikke, at en Scholasticus har Ret til at blive stedet til Jorden som en Ridder? Og i Sandhed, I er en stor Scholasticus.
Vincentius bøier Hovedet, som det sømmer sig ved en saadan Leilighed. Maaske dog mest for at skjule Ansigtet. Det har Rødme i de blege Kinder og Smil om de tynde Læber; men det vilde være vanskeligt at afgjøre. om den unge Mand er smigret indtil Forlegenhed eller krymper sig under Stinget af en skjult Spottebraad.
— Eders Høiærværdighed betragter mig vistnok med altfor gunstige Øine … Hvis jeg imidlertid tør vende tilbage til min Beretning — —
— Ah, den er endnu ei til Ende?
— Havde jeg ikke mer at meddele Eders Høiærværdighed, saa vilde jeg neppe have været berettiget til den Ytring, at jeg mente at have truffet paa et Spor, som mulig kunde føre langt.
— Altsaa?
— Da jeg havde dette vigtige Skrift i Haanden, lod jeg mig ikke af den naadige Frøkens aabenbare Utaalmodighed forhindre i at blade i det og navnlig slaa Titelbladet op, paa hvilket jeg fandt den Indskrift: — "Til Hugos Søster fra hendes Ven og Guds."
Biskoppen er vant til at beherske sig, men et pludseligt Ryk i Ansigtsmusklerne, ja i hele Skikkelsen forraader den ivrige Famulus, at de sidste Ord ikke have undladt at gjøre Indtryk paa hans Herre.
— "Hugo" — det var, om jeg har forstaaet ret, Navnet paa Borgfruens afdøde Husbond.
Bisp Ottomar nikker.
— Skulde vi altsaa ikke her maaske have faaet fat i en Traad, der mulig kunde føre til Paagribelse af den Ærkekjætter, paa hvis Hoved Eders Høiærværdighed har sat en Pris?
— Der er Mange, kalde sig "Guds Venner". Jeg ser overalt ikke nogen Grund til at antage at dette Udtryk her skulde mene ham, hvem de kalde "den store Gudsven."
— Men Eders Høiærværdighed vil ikke have glemt, at en af de Angivelser, der indløb mod Fruen paa Langenstein, satte denne Borg i Forbindelse med hin Djævlens Apostel, som en Gang skulde have besøgt den.
— En Angivelse, som jeg aldrig har tillagt nogen Betydning. Hugo von Laufen var mig velbekjendt, før han ved Ægteskab kom i Besiddelse af denne Borg. Freidig og frisk, ligetil, en Mand for Skov og Hede, med liden Tilbøielighed for boglig Syslen endsige for ensom Grublen — det er ikke den Slags Folk, der falde i Hæretiker-Apostlenes Hænder.
— Men Ingen veed, saa vidt mig bekjendt, hvorfra den store Gudsven stammer. Ungdomsvenskaber knyttes ligesaa ofte af Omstændigheder som af indre Overensstemmelse og ere dog ofte seiglivede. Hvad om et saadant her havde efterladt et ubetydeligt Spor, som kunde være os tjenligt? Den Sag, det dreier sig om, er af altfor stor Vigtighed, til at man ikke skulde have et vaagent Øie ogsaa med Ubetydeligheder. Eders Høiærværdighed veed, at Paven sender to Inquisitorer til Tydskland — maaske ere de nu allerede paa Vei over Alperne — og Hns. keiserlige Majestæt har allerede udstedt Forordninger til Øvrigheden om i enhver Henseende at gaa dem til Haande og være dem behjelpelige i deres vanskelige Hverv at udrydde Kjætteriet i Riget. Skulde det nu lykkes Eder, endnu før de pavelige Inqvisitorer begyndte deres Virksomhed, at paagribe denne hemmelighedsfulde Ærkekjætter og overantvorte ham til hans velfortjente Straf, saa vilde det være en stor Bedrift, som Kirken vilde regne Eder til høi Fortjeneste. Ja, jeg betænker mig ikke paa at sige, det vilde være et mægtigt Skridt fremad paa den Vei, der maa føre en Mand af Eders Høiærværdigheds Gaver og Daadskraft saa vidt, at Kardinalshatten endda kun er en ringere Udsigt; thi mig skulde det ikke undre, om ved Eder en Gang det Haab gik i Opfyldelse, at den hellige Tiara atter kom til at krone et tydsk Hoved.
Hvis han har villet smigre sin Herres Forfængelighed, synes han at have forregnet sig. Under rynkede Bryn lyner et harmfuldt Blik hans eget Smil imøde, og en barsk Røst sætter ham i Rette.
— Mener I at slige verdslige Bevæggrunde, at Ærgjerrighed og Magtbrynde drive mig frem, naar jeg endelig beslutter mig til at skride energisk ind mod en farlig Hæretiker? at jeg med Kjætterblod vil farve mit eget Purpur —?
— Gud forbyde, Høiærværdigste! I misforstaar mine Ord, der maaske vare ilde valgte. Verdslig Ærgjerrighed! Ingen veed dog bedre end Eders ydmyge Tjener, at om I attraaede Kirkens høieste Magt, saa var det kun for med den at raade Bod for de Onder, over hvilke I saa rettelig klagede; at gjøre Ende paa det forsmædelige Babyloniske Fangenskab, ene den Søndersplittede, rense den Fordærvede og som en anden Hildebrand føre en ny Ære op over Kirken.
— Godt, godt; lad det være nok med denne usømmelige Tale, hvor velment den end monne være. Forøvrig kan I være forvisset om, at jeg Intet vil lade upaaagtet, der kunde føre til den store Gudsvens Paagribelse. Thi det er vitterligt, at han staar i Forbindelse med den frie Aands Brødre, saa at den Gud, hvis Ven han er, det er den gamle Fan, og den hemmelige Lære en Forherligelse, ja Forgudelse af Kjødets Lyster og Laster, hvorfor jeg har svoret, at vover han sig ind paa mit Omraade, skal det blive hans sidste Gang … Er der mer, Vincentius?
— Kun, at hvis Eders Høiærværdighed ikke just har Brug for mig, vilde jeg bede om Tilladelse til at gaa ned til Langenstein og se til min Ridehest, om den skulde have forvundet sin Lamhed.
— Det er vel betænkt, for ønskeligt var det om Dyret blev brugbart, da der let kunde komme Anledning til at sende Eder bort. Vel tvivler jeg ikke om at Borgens Stald vilde kunne gjøre Eder bereden; men I er vant til Skimlen, som er et roligt Dyr og ellers heller ikke snublevornt, naar I da ikke sidder og daser med Tøilen paa Nakken af den, tænkende paa andre Ting, som en Rytter maa vænne sig af med. Naar man rider, saa rider man. Det er Middag nu. Efter Maaltidet har I Eders Frihed. — —
Det er som om et Befrielsessuk hæver og sænker Ottomars Bryst, da den sorte Skygge er forsvundet fra Sollyset og hans Blik uhindret kan hvile ud paa det grønne Græstæppe, over hvilket Frugttræernes Løvnet spreder sit uregelmæssige Mønster af gyldne Pletter. —