Gamle billeder/1.7

by Sophus Schandorph

VII

Mesterlektianeren sad stadig og grublede. Den ham fra hans tidligste Barndom indpodede Moral reagerede stærkt med det ufordøjede Ny og forestillede ham, at hans Sværmeri var falden paa en uværdig Genstand. Skønt han havde ladet, som om han overhørte den Pludder, Abelone Jeremiasdatter satte i Gang, naar hun laa foran hans Kakkelovn og pustede til Ilden, havde han opfattet hendes Ord om, at Naadigherren var en klog Herre, som havde set sig om baade i Frankrige og i Vestindien. Han var „Bundens“ sande Ven, havde smidt mange Penge ud til stakkels Stoddere og havde givet Skovfogden i Lave Skov et Spark i Rumpen, fordi han havde kløet den gamle Gertrud Smeds, da hun sankede Risbrænde. Men han var lige godt en uvane Bytyr. Sommetider var jo Naadigherren borte i flere Aar, men naar han kom tilbage, saa slæbte han immervæk et eller andet Fruentimmer med, som snakkede saa tosset, at ikke et eneste fornuftigt Menneske paa Gaarden kunde forstaa hendes Sotysk, ydentagen Skræderfrans, der var en taavlig Rad og troede om sig selv, at han var en Kurfyrste — den Hans Wurst og Komediantspiller han var. Det var denne for løbne Bønhas, der somme Tider blev sendt til Stortyrken og købte en af hans Bislaapersker for dyre Penge til Baronen. Nu havde han en farlig stor En med sig, hun gloede som en Tæve, der render. Hvis Kristendommen var, som den skulde være, saa havde rigtignok Magisteren tvunget saadan en Dulle til at staa aabenlyst Skrifte i Vaabenhuset. Det sagde selv Degnen, naar han var rigtig modig, og det var han, naar han var fuld, og det var han for det meste.

Ak! En fordærvet Sjæl og en Horkvind var det, der opfyldte Ludvigs Sind og Tanke. Havde han dog ikke grædt ømme og blide Taarer, naar Konrektor havde talt om, at Dyden var Menneskets eneste Maal, og at den store Jean-Jacques i sit henrykte Hjerte havde udbrudt: „Indtil da havde jeg været god, nu følte jeg, at jeg var dydig!“ Fandtes ikke snarere Dyden i de beskedne Hytter end i de høje Sale, hvor det, man kalder Kultur, havde for vansket de blide Følelser, den moderlige Natur havde indplantet i sine Børns Bryst? Borgeren fra Genève samlede jo Urter og Blomster i Mark og i Skov, taler aldrig om, at han har plukket de prangende Planter i Parkerne hos Madame d’Epinay, Madame Dupin eller i Hertuginden af Luxembourgs mægtige Anlæg i Montmorency. Havde han, Ludvig, ikke ved Bredden af den lille Sø i den landlige Naturs Skød fundet en liden bly Blomst, som vilde udfolde sig blidt og stille, naar Sommersolen kom, og han imidlertid med Omhu vilde røgte og pleje den? Latterligt, taabeligt, om han vilde løfte, eller snarere sænke sine Øjne til et af Civilisationen fordærvet Væsen, en Grand Seigneurs udydige Maîtresse? Bliv tro mod Naturen! Stræb efter Dyden, den herlige, af alle Tidens store Mænd besungne og lovpriste Dyd, Johannes Evalds høje Muse!

Han endte alle slige indvendige Formaninger ved højt at sige: Ja, jeg vil være dydig!

Men snart begyndte han at svælge i den store Kvindes forudsatte Yndigheder, sov ind hver Aften, vaagnede hver Morgen i vilde Drømme om at besidde Baronens Maîtresse.

— Jeg er galen og afsindig! Det hjalp for nogle Timer at paakalde Dyden med høj Røst, men han maatte snart melankolsk-ironisk raabe Anfægtelserne i Møde med „Flacci Ord“:

— Naturam expellas furcâ tamen usque recurret“.

Men hvad var det for gennemtrængende Hvin? Det skar ham til Marv og Ben.

Han tog den stejle Loftstrappe i faa Trin, men i Gangen løb han mod Abelone Jeremiasdatter, saa han var ved at vælte hende, mens hun udbrød:

— Jøsses Kors! Jeg havde nær fulden paa R....! (ɔ: Jeg var lige ved at falde).

— Hvad er her paa Færde, Abelone?

— Pst, Pst, Laadvi’! Magisteren har været farlig ondsindet til Morgen. Det er Konfirmanderne, som faar Ris. Den, der skriger nu, er en Tøs. Pst, bi lidt! Staa stille — Laadvi’! Pst, Laadvi’!

Nøglehullerne i den gamle Præstegaard over Dørenes Klinkefald var store. Abelone Jeremiasdatter havde ved langvarig Øvelse faaet stor Dygtighed i at bruge dem til Kighuller. Hun satte Øjet for og kunde godt overse den store Konfirmationsstue.

— Pst, Laadvi’! Pst! Tænkte jeg det ikke nok. Jeg kunde jo høre paa Hvinet før, at det var Møllermette. Nej, vil man bare se … Nu kan han selv se, Laadvi’!

Ludvig var i sin Skoleby bleven forberedt til Konfirmationen, men selve Akten havde hans Fader, Magisteren, forrettet. Ludvig kendte sin Faders Nidkærhed for den rettroende Kirkelæres Sag og vidste, at han ofte citerede Skriftstedet om den Tjener, der skulde have mange Hug, med Tilføjelsen: Mærk dig det, Dreng! Det er dejlige Ord!

Nu skummede Harmen i hans Sind over, at den lille, stille og rare Mette var under ortodoks Bøddelhaand. Dirrende i alle sine Lemmer keg han gennem det store Nøglehul. Tydelig saâ han sin Fader i den aflagte Samarie med de sømmede Huller siddende i sin store, læderbetrukne Lænestol, den samme, der i Kirkens Sakristi fungerede som Skriftestol, med en Pige liggende over sine Knæ med opsmøget Undertøj og med en Legemsdel, som man sjælden ser blottet, skinnende hvid og fyldig ud i Stuen.

Magisteren svang Riset og slog, men dog ikke med grum Voldsomhed, snarere antydende end udførende Slaget, idet han lod Riset taktfast akkompagnere hans i langsom Rytme højt frem stødte Ord i det for et Barn ikke let forstaalige Skriftsted: „Thi efterdi Hed—ningerne, som ikke have Lov—en, gøre af Naturen nogle — af Lovens Ger—ninger, da ere de — dog de ikke have Loven — dem selv en Lov, — hvilke vise Lovens — Gerninger skrevne — i deres Hjerter — idet (Puh!) — idet deres Samvittigheder vidne med — og — og Tankerne anklage — (Puh!) eller og forsvare sig iblandt hverandre!“ Det skal kunnes, og det verbotenus.

Abelone havde faaet Ludvig til at give Plads for sig, da Citatet nærmede sig til Slutningen, og Magisteren blev mere og mere kortaandet. Hun hviskede til Ludvig:

— Nej, det er lige godt ikke Møllermette, det ka’ jeg tydelig se, nåar jeg kommer til. Men han, Laadvi’, han har jo kuns set hende i Ansigtet, men da hendes Moder var død, og hun var lille, har jeg mange Gange gjort ved hende, hvad Magisteren nu gør ved Smedens bøvede Nille …

Se, nu sætter Nille af, nu kan da ethvert Menneske i Verden se, at det ikke er Mette, men Nille … Se, nu kan han komme hid, Laadvi’.

Den tykke, halvvoksne Pige gik hylende fra Præstens Skød til det Hul, hun havde efterladt i Rækken paa den ene Langbænk.

— Lad mig nu komme til … Næ—j, se, han Laadvi’ — nej, det er sandt, han kan jo ikke se tværs igennem mig, nej, Gu’ kan han da ej — men der sidder Møllermette lige ved Siden af Smedenille. Hun græder, som hun var pisket ligesom den anden. Hun har lige godt ogsaa faaet Hug, for det var hende, der hven først. Og det har været for sin Psalme … Se, hvor hun spytter paa Fingrene for at samle Haartotterne, som Huggene sagtens har speget. Herre Gud, det lille Skidt! Men det er rigtigt nok, hvad jeg siger. For Skolemesteren har immer sagt, at hun var tungnem til at lære, hvad der gik paa Rim. Se, nu snyder Jordemoderens Tøs sin Næse. Hun har ogsaa faaet Ris. Det er ogsaa noget halvtosset Skidt, saadan nogle Vers. De er saa liderlig svære at faa ind i Hovedet, men ligger de først fast der, saa kommer de aldrig ud igjen. Nu er’ed mange Aar siden, jeg gik op og læse, men naarenstid jeg om Aftningen gaar i Seng med tørre Mavekneb og ikke kan falde i Søvn, saa er det ligesom en Oldenborre brum lede om mine Øren og stadig brumlede en Psalme, som jeg fik Hug for af den gamle Præst, der var her førend Magisteren, og den Oldenborre, han brumler alstillens:

Gik altid Kongen som en Rad
i bare Magt og Vælde han
mægted ej det mindste Blad
at sætte paa en Neide.

og saa tænker jeg: Skidt! saa kan en anden En være lige saa god som saadan en Rad. Men jeg sover lige godt ikke. Der er Troldskab over Vers; allenfals for dem, der er født i Bundestand. Naar den kloge Kone, Boél Per Sadelmagers, læser Utingen eller Fnat ud af Folks Krop, saa læser hun ogsaa altid Vers … Kys mig en Gang, Laadvi’! Saa skal han faa et Stykke brunt Sukker. Gider han ikke? … Ja, han bliver modig og for nemme. Og en anden En? … Hiane dog! (Abelone græd) … Pst, pst! Nu er Magisteren ved at rejse sig og velsigne Konfirmanderne. Han er dog en medlidende Mand. Han slaar dog helt blidt og vemodig … kan kan huske Langfredag i gamle Dage? … Men nu kommer vi til at humme vos, for nu har Magisteren fat i Stolens Sidetøj.

Husets Søn og Bestyrerinden løb uvilkaarlig bort fra Døren. Magister Sextus Masmann var længe om at faa sit Korpus rejst.

Drenges og Tøses Træsko klaprede mod Gangens Murstensfliser. De fløj ind over Kirkegaarden som Fugle, naar Buret aabnes. Præsten skred langsomt med store Bøger under Armen gennem den lave, lange, hvidkalkede Sal med Kønrøgssokkelen under de store, nedludende umalede Loftsbjælker, ind i sit Kammers, inderlig overbevist om, at han hverken havde sparet Tugt eller Herrens Formaning paa sit Sogns Drenge og Tøse, der snart skulde bekræfte deres Pagt i Daaben, forinden hvilken han alt i deres spæde Alder havde eksorciseret Mørkets lede Fyrste ud af deres Kroppe. Mens han gik gennem Gangen, bad han med foldede Hænder en varm Bøn om, at Kraftens Aand maatte dale ned over ham fra det Høje, saa længe han levede og beklædte sit hellige Embede, Gud til Ære, sig selv og sit Hus til Gavn og Menigheden til Opbyggelse. — Og Magisterens kuglede Øjne var fulde af Taarer.

— Hvor lider mon min førstefødte Søn? Jeg takker Herren, fordi han gennem mine Ord paa sin enbaarnes Geburtsdag slog min Ludvig med contritione cordis^[1] Thi han har siddet ærbart og stille og læst de hellige Ord sammen med de gode gamle romerske og græske Skribenter, der ved vise Tanker gødede Hedningernes Jord, saa at vor Herres hellige Evangelium kunde spire og fange Vækst ved hans Naade i de Tider, da Paulus plan tede, og Apollos våndede. 1 Kor. 3, 6.

Da Magister Masmann kom ind i sin Stue og indaandede den ham saa hjemlige og saa kære Duft af Tobaks- og Tørverøg, faldt han tungt paa sine brede Knæblade ned paa en læderbetrukken Skammel foran Skrivebordet, lænede sin Pande mod det grønne Multum paa Pladen og bad Gud om at lade hans Søn arve Kaldet — gid det ske sent! — at han kunde forsørge sine uopdragne Stifsøstre, give Abelone Jeremiædotter Føden i Alderdommens Aar til Løn for den Tjeneste, hun i Liv og kysk Levned havde røgtet i Præstegaarden, og dernæst selv indgaa i et frugtbart Ægteskab og føre det efter Dr. Martini Lutheri vise og saa grundlærde Ord i de delikateste Materier anlangende samme Stands Rettigheder og Pligter. Han bad Herren mage det saa, at samme store Drengs Læsning i de arge ny tyske og franske Kætteres formaledidede Bøger blev en Esse for ham til at smede Vaaben mod de onde og forargelige Lærdomme, hvis Strategi han havde lært at kende.

Den Førstefødte havde listet sig ud gennem Tofteporten i Stakkehaven, hvorfra han kunde se Konfirmanderne sprede sig til alle Sider som Gnisterne i brændt Papir. Han havde tænkt sig, at Møllerens lille Mette skød en Genvej tæt forbi Stakkene for at forkorte Vejen til Møllen. Hendes stille Graad under den blegrøde Kattuns Hætte havde gjort hans Sind bedrøvet, og han havde følt noget, der lignede Anger over, at han ikke var kommen til Møllen, havde gennemgaaet en ny Psalme med hende og banket de for hende saa utilgængelige Vers ind i hende.

Nu hørte han Tøffelhæles Slag mod den frosne Jord og saâ den lille Mette i let Trav løbe et Stykke ude paa Markstien. Han satte efter hende i et Par Spring.

Hun saâ det og stak i Rend det bedste, hun havde lært, efter at hun havde givet et kort Hvin fra sig. Men med sine meget længere Ben kom Mesterlektianeren snart paa Siden af hende. Hun standsede brat og saâ ydmyg bedende op paa ham.

— Vil han ikke nok la’ mig gaa? klynkede hun.

Og saa brast en Taarestrøm frem.

— Har Du faaet Hug, Mette? spurgte han.

— Ja.

— Hvor?

— Ikke saadan som Smedens Tøs. Men Hr. Magisteren ruskede mig saa ledt i Haaret og rykkede en hel Tot løs.

— Var det Psalmen, det var galt med?

— Jeg kan ikke forstaa noget af det Sk…, jeg mener af de velsignede Ord, naar de er lavede til paa Rim og skal saadan stødes ud …

Ludvig tog hendes Haand.

— Nej. vil han ikke nok lade mig slippe?

Men Mette lod ham alligevel beholde Haanden uden at give Tegn til at slippe fra ham.

De smaaløb tavse en Stund, Haand i Haand.

— Har Du ogsaa en Psalme for, naar Du næste Gang skal op og læse?

Hendes bondske Talesæt smittede ham, saa han nu udtrykte sig, som førend han kom i Latinskolen.

— Ja, jeg skal lære den gamle om og saa end én til.

— Skal jeg lære dig den ligesom forgangen Dag?

Mette løftede sit Hoved og saâ straalende glad op paa ham.

— Aa ja, vil han det? For han kan sige saadant noget frem, saa en anden En kan forstaa det.

— Ja, saa gaar jeg med til Møllen.

— Han skal ha’ saa mange Slags Tak.

Hun brød ud i et Slags Jubelskrig, satte i stærkere Fart, og de løb videre, Haand i Haand, næsten i Galop.

Mølleren, Niels Knudsen, stod skrævende midt paa Vejen, spyttende af Skraaen til begge Sider i dybe Betragtninger med Ryggen til de to Løbende. I Farten tørnede de imod ham, saa han var nær gaaet forover.

— Trrr, sagde han, da han langt om længe havde orienteret sig. Sikken et Par Plage! Ja, ja da. — Naa, Mette, har Du faaet Ris af Magisteren i Dag? For i Gaar tudede Du jo over Din Psalme.

— Nej, Smedens Dorthe fik Ris. Men Magisteren trak mig efter Haarene.

— Ja, saadant noget skal jo til, om det ogsaa er ledagtigt at tænke paa. For saadanne Vers er jo ingen Nytte til.

— Nej, sagde Ludvig højt.

— Se, se, sagde Mølleren, det siger han, der gaar i den sorte Skole, saadan en, hans Fader ogsaa har gaaet i. Ja, der kan man se, at Verden gaar fremad. Jeg oplever nu aldrig den Tid, hvor det formenes Præsterne at smøge Klæderne op paa store Tøse og piske deres Artsballer. For det kan aldrig være Guds Villie, at Præsterne skal se Tøsene der.

— Ja, men nu har Ludvig lovet at lære mig to Psalmer, Bedste.

Niels Knudsen kløede sig under Flækkehuen, satte det listigste Ansigt op, han kunde opdrive, og sagde bag Skraaen:

— Se det var jo kønt. Hvad skal saa Præstens store Laad’vi’ ha’ i Prokuratorsalarium for det Stykke Arbejde?

— Et Kys af Mette, sagde Ludvig med blussende Kinder og dryppende Pande.

— Det er itte saa dyrt endda, smidskede Mølleren … Og saa véd man jo aldrig, hvad der kan blive af det, naar Præstens Laad’vi’ faar Kald eller Levebrød. Hi, hi, hi! Saa bliver det hele jo i Familien. Hæ, hæ, hæ!

Ludvig nærmede sit Ansigt ind til den lille Bondepiges. Et Øjeblik! — han hørte Overfaldsvandet suse ned over Hjulet — den klare Vintersol glimtede gnistrende forbi hans Øjne, den lille Mettes Ansigt glødede; hun holdt det stille og hviskede:

— Han maa nok.

Og Ludvig kyssede hende.

— Høj, høj, sagde Mølleren, mere akavet! Itte suge saadan til! Det har Tøsen ikke godt af … Saa, saa, saa!

Mette fôr fra Ludvigs Favn hen i Bedstefaderens, stak Hovedet ind under hans Lammeskindspels og lagde det op mod hans Uldtrøje.

Der lød Skrig og Skraal og Lyd af klaprende Træsko paa Vejen, der svingede om Stuelængens Hjørne.

En barhovedet Mand med tjavset Haar, dryppende af Sved, med en laset hvid Vadmelskofte og skidne Pludderbukser, der i Pjalter faldt ned over Uldhoserne, kom frem i stærkt Løb. Et frygteligt Pust — et saaret Dyrs Skrig — gav Ekko over Møllesøen. Et Gevær slap ud af Mandens Arm og faldt klirrende ned.

— Det er Morten Pølsegris, sagde Mølleren og fôr tilbage.

I samme Øjeblik styrtede den Løbende plat ned over de frosne Hjulspor.

I stridt Løb naaede et langt Mandfolk i grøn, sølvknappet Kofte og Hirschfænger i det brede, gule Læderbælte, og et andet lille tykt Mandfolk i rød- og grønstribet Kofte, Knæbukser af Skind, med en Hundepisk i Haanden hen, hvor Morten Pølsegris var falden.

Den lille raabte:

— Nu har vi ham, Fa’en æde mig, Skytte-Jakob!

— Nu har Du Bøssen, og jeg har Haren, sagde Herregaardsskytten. Det er Corpus dialecti, som han siger, Birkedommeren. Og Morten kommer paa Bremerholm, saasom den sultne Lus aldrig kan udrede de 400 Rigsbankdaler, som det koster saadan en Kæltring at skyde en Hare paa et højadeligt Gods og Stamhus. Havde det Bæst bare skudt Haren ovre i Kongens Skov, saa havde vi faaet 100 Bankdaler at dele, Ole Svinemand, men Baronen ... han er jo ikke til at granske ud, siden han sidste Gang kom hjem fra det udenlandske.

Mølleren, hans Barnebarn og Ludvig stod ganske stille og besvarede knap Jakobs og Oles henkastede Ord: God Morgen, Møller!

Skytten greb Krybskytten bag i Koften, beholdt en Klud i Haanden, tog et stærkere Tag i ham under Armhulerne. Morten hang slap som et Stykke vaadt Lærred. Herregaardsskytten slængede ham hen paa Bænken.

— Nu har vi dig, dit Bakkelsebæst!

Krybskytten aabnede sine tunge Øjelaag og sukkede.

— Naa saa i vor Herres Jesu Kristi velsignede Navn da.

— Paakalder Du Herrens hellige Navn, din Møghund! raabte Jakob og løftede sin knyttede Næve mod den afmægtige Vildttyv, saa skal ogsaa hans hellige Vrede ramme dig.

Pludselig følte Skytten et kraftigt Greb om Haandledet. Tæt op ad ham stod Præstens store Ludvig.

— Er han gal? hvæsede Skytten mod Mesterlektianeren.

— Det er Jer, der er det. Menneskerettighedernes Tid gryr frem, og Tyranniets Tid er omme.

— Vil han se, han kan give los, lange Lømmel … Tag ved, Ole Svinemand!

— Nej, det er lige godt Præstens Søn, sagde Svinemanden uden at røre sig.

Saa tag da Haren, din Ornegilder!

Skytten og Ludvig baksedes, mens Ole tog Haren op. Mette var løben ind i Huset, men betragtede Scenen fra det aabne Vindue. Mølleren havde retireret sig ind i Mølleskuret og saâ ud gennem den øverste aabne Dørlem.

— Her sku’ Fa’en være Vidne og møde for Retten. Jeg gør Ed paa, at jeg ingen Verdsens Ting har set, sagde Mølleren, gik hen, pillede ved Hjul og Kvæm og smaabandede.

Hovslag lød skarpt og tørt. En Karl paa en blankbrun Hest kom frem om Hjørnet. Hvide Skindbukser i lange Støvler, en lille trekantet Hat med en Blomst om Skyggen kom først.

Jakob Skytte faar sin Ret, mumlede Ole Svinemand stakaandet, for der er lige godt Skræderfrans. Han er fus mod alle Krybskytter. Frans raabte:

— Hold ham, den gamle Æsel … Bremerholm er ham vis nok — Tyveknægt! Det er herligt, at Baronen nu er her straks. Bondebæster, forbandede Hoveder!

— Se, hvor Du kan Latin, dit Skræderpjok! sagde Jakob Skytte og spyttede hen mod François, mens han laa paa Jorden og sloges med Ludvig.

Atter klang Hestehove.

— Rideknægt, lød en kommanderende Stemme.

François sprang af og hjalp Baronen til at træde fast i Stigbøjlen og komme ned.

Med den ene Fod i Stigbøjlen raabte han i forceret høj Tenor.

— Halte — là — subiement …

Den fungerende Rideknægt, François, rejste sig, og Ludvig samt Jakob Skytte kom ogsaa op fra deres liggende Stilling.

Ludvig var saa eksalteret, at han raabte hen mod Baronen:

Leve Menneskerettighederne!

Han slap Jakob Skytte og rettede en knyttet Næve op mod Baronen.

Jakob skuttede sig.

Baron Urne steg ned fra Hesten i sin lysegrønne, sølvgalonerede Ridedragt med de lange Støvler og daskende Sølvkvaster, med det lille Smil i Øjet, greb Ludvig Masmanns knyttede Haand og sagde:

— Ah, c’est vous, jeune disciple du citoyen genévois!

Mesterlektianerens Haand faldt slåp ned. Han blev rød som en ung Pige. François var faret hen mod Ludvig med løftet Pisk og havde lige faaet givet et Forbavselsens og Forargelsens Vræl fra sig. Nu faldt Piskens Snært plat ned mod Laarene paa de gule Skindbukser og fejede Landevejen.

Krybskytten sad sammenkrøben paa Bænken, kridhvid i Ansigtet, med rystende Læber og klaprende Tænder. Han tænkte ikke paa at undløbe, skønt Ole Svinemands linde Tag i hans Kofteærme ikke var nogen nævneværdig Forhindring.

Alle de Medspillende i denne Scene stod flade og flove paa Baronen og hans Rideknægt nær. Den sidste havde faaet sat sit sædvanlige Gavtyvefjæs op, og Baronen stod med sin Hests Tøjle om Armen med sit rolige, uforstyrrede Smil.

Skyttens Embedsiver satte hans Livsaander i Bevægelse. Han afleverede med Huen i Haanden følgende Ord:

— Naadigherren har jo selv hørt et Bøsseskud derude. Om Naadigherren havde set Haren falde, vilde det jo være det behageligste. (Baronen rystede paa Hovedet). Jeg havde længe og med stor Spidsfindighed luret paa denne Morten med det Tilnavn, jeg finder det for frittalende at nævne for Naadigherrens egen høje Persons Øren, ligesom hosstaaende Ole Svine …, jeg mener Grisemand … ved flere Lejligheder udmygelig, som det passer for en Mand af hans liderlige Haandtering, haver anmeldt for mig, at ovennævnte Morten var Krybskytte og Vildttyv. Og nu er Morten falden i sin egen Ugudeligheds Garn. Han havde faaet Haren fat, men saa saâ han Naadigherrens herværende allerunderdanigste Tjenere og satte i et farligt Spring over Grøften derhenne. Men saa fik han Bøssen mellem Benene, og saa vilde han sanke den op, men saa tabte han Forspringet og sidder nu der, omgiven af sine Skarnstregers Bevisligheder.

— Det er nok, Jakob, sagde Baronen og saâ hen paa den stribede Svinegilder … Naa, og Du?

Ole var nær gaaet for over for at gøre sin Bøjning saa allerunderdanigst som muligt.

— Det er lutter Sandhedens Ord, der udflyder af Jakob Skyttes Mund, mælede han i en halvt klynkende, halvt prækende Tone … Mølleren kan bevidne det.

Møllerens Hoved bøjede sig ned under Dørlemmen. I en Fart fik han vrikket et Søm ud af sin ene Træsko. Saa røg Flækkehuen af Hovedet paa ham.

— Kom herud, Møller! sagde Baronen.

— Turde jeg indgive et Promemoria til Naadigherren, om jeg maa blive staaende her og aflevere mit Vidnesbyrd, formedelst at jeg saa daarlig tør være borte fra det Hjul der.

Baronen nikkede. Mølleren smed Sømmet ned paa Gulvet og traadte paa det, stak derpaa sit blottede Hoved frem i fuld Belysning og sagde:

— Jeg tør paa selve Birkekontoret sværge paa, at jeg hverken har hørt eller forstaaet noget af hvad her er passeret.

Han rakte sin højre, knudrede Haand ud i Luften med tre oprakte Fingre.

Jakob Skytte og Ole vekslede et forbavset Blik. Mølleren var jo en skikkelig Mand, der gik til Alters tre Gange om Aaret, og Ingen vilde mistænke ham for at gøre falsk Ed, om han kom for Retten. Jakob grundede lidt. Saa sagde han til sig selv: „Han staar og træder paa et Træskosøm.“

Thi det vidste Jakob vel, at naar man staar og træder paa et Træsko- eller Hesteskosøm, saa kan man bande paa hvad det skal være uden at vække Himlens Vrede. „Gamle Rævepels!“ mumlede han og opgav Sagen. Thi han delte fuldkommen Tro med Mølleren, og desuden var det sikrest at holde sine Fingre fra alt saadant noget „møstisk“ Noget.

Endelig saa Baronen gennem sin Lorgnet paa Vildttyven, der nu faldt paa sine Knæ under Skælven og rigelig strømmende Taarer.

— Du har vel en Redefuld Unger?

— Aa, Gud hjælpe mig, 13 levende, Eders Naade! Saa mange har den naadige Gud sendt mig.

— Naa, det er Du vis paa?

Krybskytten saâ sky op og sagde:

— Ja—a—a!

Baronen sagde:

— Saa skulde Du stævne ham ind for Birket til Ydelse af Alimentationsbidrag.

François hyldede sin Herres blasfemiske Vittighed med en smældende Latter. De andre, paa Ludvig nær, forstod den ikke. Og Ludvig var ikke enig med sig selv, om han skulde synes om den eller ej.

— Lever din Kone? spurgte Baronen.

— Ja, Gud være evig lovet, Eders Naade. Om en fjorten Dages Tid venter hun sig med den fjortende Lille.

François vejrede Baronens Humørs Vindretning og følte Mod til at være vittig. Han sagde til Krybskytten:

— Og saa vilde Du have Haresteg til Barselgildet?

Skytten, der ikke kunde fordrage „Skræderfrans“, vilde ikke hylde ham med saa meget som et Smil og sagde med dyb Alvor til sin Herre:

— Naadigherren véd vel, at dette enfoldige Bønderrak hellere æder Rotter end Vildt. Nej, han sælger det til den tyske Balber inde i Købstaden, og saa gaar det til den tykke Kræmmer paa Torvet og saa videre. Det er en hel Kæde af Synd og Ugudelighed. Ja, naar jeg turde sige Alt, hvad jeg vidste!

François behandlede til Gengæld Skytten som Luft og sagde:

— Den tykke Kræmmer, Hr. Baron, har bag sin Lade et sort Hul, hvori han, naar han ret har profiteret af Bøndernes Taabelighed og Uvidenhed i Addition, skænker Brændevin for dem. Han lader dem tro, at de faar det for Intet, mens de er blevne artig trukne ved Næsen i Kridtadditionen paa Disken. Onde Tunger vil endog vide, at han i stor Løndom byder somme Herregaardsbetjente ind og byder dem baade Stykker af Dyrekølle og Harebov, og da viser sig som en god og uegennyttig Sjæl, thi af saadanne fornemme Folk tager han ingen Betaling. Endda kan det falde ham ind ekstra at skænke sød spansk Vin for de Hunde.

Jakob Skytte sendte Skræderfrans et Blik fuldt af Edder og Forgift. Krybskytten syntes derimod at komme til Live ved Aabenbaringen af denne ham ikke ukendte Trafik. Han fik Kraft og Mod til at rette sin sammensunkne Krop og trods Ole Svinemands: „Nej, høj, vil Du blive, hvor Du er, din Rad!“ hive sig op paa Bænken og sige i sin ynkelige Præketone:

— Der sa’ Skræderfrans et Sandhedens Ord!

Baronen holdt sig ubevægelig i sin Stilling og syntes at se paa det Hele som paa en Komedie.

Ole Svinemand var lige glad. Lige overfor de Affærer havde han en snehvid Samvittighed. Havde han snydt nogen, saa var det Bønderne, naar han paa Herregaardens Vegne købte Grise af dem.

— Samme bøvede Kræmmer, vedblev Skytten, har ogsaa en farlig Søgning af Bondetøse. Han har saadan nydelige Huebuller af Fløjl. Der er nogle, der sige, at det Guld- og Sølvstads bagpaa leveres ham fra en Karl, der tjener paa et højbaarent Sted, men som aldrig møder i Boden i sit Liberi. Det ser ud, som om det var sprættet af en fornem Herres Kjole.

Baronen henvendte sig stærkt smilende til François:

— Eh bien! A coquin, coquin et demi.

— Naadigherren tror da ikke … sagde François.

Baronen afbrød ham.

— Hvad jeg véd, behøver jeg ikke at tro ... Hvad siger Du derhenne i Døren, Du Møller?

Mølleren havde ikke skiftet Plads. Han vilde ikke forlade det Søm, han traadte paa, thi sæt, han igen skulde bruge det til at bande over. Han svarede:

— Ja … ja. Forsynets Veje er usporlige.

Ha,ha! … Du er en Filosof.

— Nej, det være langtfra, sagde Mølleren, traadte haardt paa Sømmet og havde alt løftet de tre Fingre op i Luften. Han havde den Opfattelse, at Baronen skældte ham ud.

— Baronen roser Jer jo, Niels Knudsen, sagde Ludvig. Det er den største Ros, der kan gives noget Menneske.

Mølleren skyndte sig at faa Flækkehuen af Hovedet og sige:

— Ak, Naadigherre! Gud velsigne Naadigherren og hans Hus fra nu af til evige Tider!

Han lod Sømmet ligge, gik ud af Døren og gjorde Bevægelse til at kysse Baronens Haand, hvad denne dog afværgede til Glæde for Ludvig.

Baronen sagde ud mod hele Gruppen:

— Saa, nu skal I have Tak. I har alle amuseret mig. Du, Krybskytte — gaa hjem! Du er straffet nok ved din Angstens Sved og din Rædsel. Sørg for en ordentlig Jordemoder, naar Tiden kommer. Haren kan Du faa, Møller, som Erstatning for, at Du er bleven sinket i din Dont. Spiser Du den ikke, kan Du forære den bort. Svineoperatøren kan faa to Mark til Løn, fordi han hjalp Skytten til at opretholde Jagtlovens Hellighed og Ukrænkelighed, og Skytten faar tre Mark. François, som bar sig dumt ad og lod sig for bløffe, skal gaa til Fods til Gaarden. Den unge Monsieur, Borger af det kommende Tusindaarsrige, skal sætte sig paa hans Hest og ride hjem med mig til Frokost. Jeg har Lyst til en Diskurs med ham. Stig op paa Rideknægtens Hest.

Skønt Ludvig gjorde sig al Umage for ved et rask Sæt at svinge sig op i Sadlen, hørte han dog François sige bag ved:

— Lourdaud (Bondeknold)!

— Kan den unge Monsieur se, sagde Baronen, at jeg kan være Deus ex machina, som gør Ende paa en forviklet Komedieintrige? … Naa, han har ikke læst Molières „Amphitiyon“, hvor Jupiter tilsidst arrangerer Alt til Fryd og Glæde … Men hvad er det? En lille sød bergère i Vinduet med Taarer i Kornblomstøjnene. Hvad er der i Vejen, mit Barn?

Mette sagde:

— Præstens store Ludvig havde lovet at hjælpe mig med min Psalme til Præsten, og nu rider han sin Vej. Præsten han sla’r saa galt …

Hendes Rædsel for at komme til at lide samme Tort som Smedens bøvede Nille havde givet hende Mod til at sige disse Ord. Nu brast samme Mod, og hun løb bort fra Vinduet.

Baronen lo og raabte efter hende:

— Han kommer snart og gør sin Pligt — vendte sig om i Sadlen mod Ludvig, truede ad ham og sagde: Oh Chérubin et Fanchette! — Ah! jeg ser paa ham … paa den unge Monsieur … at han ikke kender Beaumarchais’ „Figaro“. Der venter den unge Monsieur meget godt ved at læse den.

Det gik af Sted i rask Trav til Herregaarden.

Mølleren og hans Sønnedatter talte længe om, hvad der var foregaaet. Niels Knudsen sagde:

— En herlig Mand er Baronen ligegodt. Det kan jeg huske, fra da jeg tjente i Kongens Livvagt, og han var Fændrik. Han tog Afske’n, fordi han ikke vilde kommandere en Spidsrod. Men han er for udenlandsk. — Enhver har sine Fejler. Han har jo Raad til at holde en hel Del af den Slags. At han lod Morten Pølsegris løbe … det var jo meget menneskekærligt …, men Krybskytteri … det er og bliver dog en af de værste Synder … og saa det onde Eksempel! Det kan være pænt nok det, de nu har for med Bønderne. Men … de bliver dog vist ved at være Kvæg, saa længe vi lever.

---

1. Hjertets Sønderknuselse.