Gyldendalske Boghandels Forlag København


Gamle billeder.djvu Gamle billeder.djvu/1 114-129

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VIII


Aldrig havde Ludvig Masmann været saadan oppe at ride.

De klang, Hovenes Sko mod Vejens Frostføre, som et Akkompagnent til Landskabet i den lysegule Tone med de strittende Grene paa Træerne, med de brunt-violette dæmrende Skove.

Foran Husmandshusene nejede Kællinger og Unger foran de paa Hængslerne tungt hængende Døre … de hyldede, sandt for Herren, baade Baronen og „Præstens store Laadvig“, der red Side om Side med Jorddrotten. Uvilkaarlig bøjede Knøsens Haand sig til samme naadige nedladende Hilsen som Baronens. Den store Dreng blev saa fornem, at han ønskede, at de Jordknolde, Hestehovene satte i Gang, kunde ramme en lumpen, skiden Kælling lige i Synet, saa stygge og lurvede saâ de fleste Kællinger ud. Han var nær ved at sige til de smaa og store, krasbørstige Hunde med de opstaaende Øren og den pjuskede Lød, der for ud, snappende dumt efter Hestenes Hase: „I Bondekøtere! Ser I ikke, hvem der rider forbi Jer?“

Ludvig var ved at foretrække Voltaire for Rousseau, saa overlegen følte han sig overfor Pøbelen. Han red ud paa Eventyr som Candide eller en af Heltene i de andre smaa Romaner i Selskab med en stor Herre, der herskede over Vejr og Vind, Sol og Maane. Frem i den raske Frostluft! Ud i en Verden, hvor enten en Fé vilde gøre Løjer med ham i sit Palads, eller en Datter i sit hyggelige Hjem vilde skære Smørrebrød til sine smaa Søskende paa en saa yndig Maade, at hun vandt hans, Ludvig Masmann-Werthers Hjerte, beredte ham Himlens Glæder og Helvedes Kvaler — lad saa et Pistolskud ende den rige Tilværelse!

Var den Luft, som de to Ryttere og deres Heste kløvede, den virkelige atmosfæriske Luft? Var det ikke et Fériges duftende Æther?

I al Fald hørte eller saa han ikke, at et triveligt Kvindemenneske kom dem i Møde og nejede dybt med aaben Mund og opspilede Øjne. Det var Abelone Jeromiædatter. Hun kom fra sin Sladrevisit paa Herregaarden. Hun blev længe staaende for at se efter de to Ryttere.

Endelig fik hendes Stemning et lydeligt Udbrud: „Nej nu har jeg i alle mit Livs skabte Dage aldrig hørt Mage til Syn. Laadvig ude at ride med Naadigherren! Ja, jeg maa jo se at faa fortalt det til Magisteren! Gud ved, om han bliver glad eller ædderspændt, for lærde Folk er ikke saadan til at regne ud.“

Hun stod endnu og var nær ved ligesom den store Laadvi’ at føle sig som Drømmelandets Beboer. Hun blev rykket ud af det ved, at en Skikkelse i stramme Skindbukser og kort Jakke kom lige mod hende. Hun genkendte Skræderfrans. Han styrede lige hen mod hende. Hun maatte samle alle sine aandelige Evner for at kunne tage det op med „det Bagbæsts skidne Mund“, hvad der flere Gange var lykkedes hende saa vel, at hun havde faaet Latteren paa sin Side i Borgestuen paa Gaarden, hvor jo rigtignok Stemningen forud var fjendtlig mod Naadigherrens Faktotum.

Bonjour, Madame, sagde François og tog til sin sølvkvastede runde Jockey hue.

— Det kan han selv være, svarede Abelone, hvis han ikke i Forvejen var Abekat nok.

— Har hun set, at jer Dreng er bleven Rideknægt? Hva?

— Saa — aah? Han rider i jævne Baronen, saa han maa vel være mere end som saa. Han — Frans — han rider jo altid bagved, ligesom det andet lange Bagbæst, staar bag paa Kareten og er Laköj.

— Ja det er sandt. Hendes Fa’r er jo Ladefoged. Det er vel højere i Rangforordningen?

— Det kan godt være, at det er det i Vorherres Øjne. Han slider for Føden og gør Nytte, men I andre er jo bare Dagtyve og udpyntede Hundedrenge.

— Ja, ja, Mutter. Hun spekulerer kanske paa at blive den tredje Magisterinde. Ved hun ellers, hvem der er de værste Dagtyve og Løgnhalse? Det er Præsterne.

— Det er Skade, at saadan en farlig dygtig Mand som Skræderens Frans ikke har Vidne paa sin Mund, mens han her paa bare Vej spyr guds bespottelige Ord ud. Men det kan lige godt være det samme, for vor LaadVi' han stoderer til noget mere end til at blive Fukssvanser og Tallerkenslikker.

— Hør, Mutter Lone, hun skulde ikke forivre sig for stærkt. For, hvis den tykke Magister formedelst sit Legems Trang forser sig paa Lone, og hun paa Grund af Indpodning bliver velsignet med Livsens Frugt i hendes modne Alder, saa maa hun bevare et glad Sind, at hun ikke skal fare ilde. Men skulde hun faa Tvillinger, saa byder jeg mig til Fadder og proponerer, at den ene kommer til at hedde Voltaire og den anden Rousseau.

— Nej saa skulde den skævbenede Skræderdreng da faa en Ulykke for sin skidne Mund. Først vil han prakke en ærlig Pige Børn paa, og saa vil døbe dem efter tyske Hanhunde.

Abelone brast i Graad af Arrigskab og følte sig overvunden i den fine Ordkrig. Frans gjorde en Slags Pirouette og raabte, mens han gik videre:

— Gid alle Magisterens tre Guder være med Jer, Jomfru Marie. Ora pro me.

Tudbrølende naaede den gamle Pige Præstegaarden. Krav paa Hævn over den liderlige Kumpan meldte sig, men hun fandt intet Middel. Hun langede en Ørefigen ud til den første af Magisterens Smaapiger, der kom hende i Vejen, satte sig saa paa en Huggeblok i Køkkenet og græd sig færdig.

Saa gik hun ind til Magisteren og fortalte det Ridt, hun havde set, uden at nævne sin Skærmydsel med Skræder-Frans.

Magisteren tog i Lænestolens Arme og var lige ved at rejse sig. Men af Ømhed for sin Værdighed lod han sig falde tilbage og sagde:

— Det er vel. Hun kan gaa.

Magisteren grundede dybt. Efterhaanden fik hans Tanker Luft i mumlende Ord:

— Jeg ærer Baronen som den Herre, en anden og større Herre har sat over mig. Jeg skal ikke rokke ved den Verden, Gud haver skabt. Baronen har levet et liderligt Liv uden Tro — det maa vor fælles Overherre dømme. Naar han ikke tager Troen fra mit Barn, men vil forfremme ham til Kald her paa sit Gods, saa maa jeg derudi se Guds Finger. Og selv om han nu vil gantes med ham paa fransk Façon, saa skal mine Bønner for min Søn blive saa kraftige, at Djævlen skal ræddes derved. Og — (han pegede op mod sine gamle Bøger) her har jeg et Repertorium af stærke Argumenter for Dr. Luthers rene Lære, at jeg ikke er bange for at tage det op med min Søn, naar han bliver saa gammel, at jeg uden Skade for min potestas paterna og min præstelige dignitas for Alvor kan disputere med ham paa Latin.

Baronen og Mesterlektiedrengen kom ridende, forpustede, gennemsvedte ind i Borggaarden, hvor to vældige Bulbidere, hver oven paa sit Hus, først gøede, saa sprang, da de saa, at de Ankommende stod langt over Bondekøterne, ja helt oppe mod Hønsehundenes Sfære.

En Lakaj kom for at hjælpe Baronen af. Efter at have set den lange Fyr med den grove Jakke, ansaa Liberikarlen det ikke for Umagen værd at tåge sig af ham. Ludvig blev siddende paa Rideknægtens Hest og saa sig om til alle Sider i Borggaarden.

Baronen var længst nede af Stigbøjlen, saa Ludvig endnu sidde i Sadlen, vinkede ad Lakajen og sagde usigelig mildt til sin Slave:

— Behag at hjælpe den unge Mand af. Om hundrede Aar vil han befri Jer Slyngler, saa Jeres Børnebørn alle bliver Lehnsgrever.

— Død og Pølse, sagde Lakajen, saa beundrende op mod Ludvig, lagde Stigbøjlen til Rette for ham og hjalp ham af, men rystede dog paa Hovedet. Han vidste jo, hvor skæmtefuld Baronen kunde være.

I en ottekantet Stue i et Trappetaarn stod et Bord dækket. Favnestykker knitrede lystigt i den gamle revnede Murstenskamin. Falmede Svinelæders Tapeter dækkede Væggene og gav Rummet et lunt og tæt Udseende. Baronen gjorde Vink til en bag hans højryggede Stol posteret Tjener, at der skulde serveres for den unge Knøs. Tjeneren maalte ham med lønligt Foragt. Det stod ogsaa at læse paa denne unge Lakaj, der ellers var vant til at staa bag paa Karossen, at han tænkte om Baronen: „Saa! nu har han igen faaet en Overgang af Galenskab.“

Un petit déjeûner, mon jeune damoiseau, sagde Baronen til Ludvig.

Denne bukkede kluntet, thi han kendte ikke det sidste Ord og kunde ikke begribe, hvorfor Baronen kaldte ham en Fugl. Han var derimod saa sulten med hele sin Knøseappetit, at hans Tænder løb i Vand ved Synet af Bordet og ved Lugten af Vildt fra det gyldenrandede Fad.

Han iagttog nøjagtigt, hvorledes Baronen bar sig ad med at tage et Stykke af den vilde Fugl, som Tjeneren bød ham. Han saa, at han holdt helt anderledes paa sin Gaffel, end han var vant til at se hjemme og hos Bønderne. Da Tjeneren havde skjænket Vin for ham — en Drik, han kun havde nippet til i Kirken ved Altergangen, tog Tørsten og Nysgerrigheden ganske Magten fra ham, saa han fik Vinen i Vranghalsen og et vældigt Anfald af Hoste. Baronen lo, og Tjeneren saa fornemt ringeagtende ud mod denne lange Dreng, der aad som en Møllegris æder Svinemel.

Ludvig mærkede vel, at Ingen talte til ham. Selv vilde han ikke kunnet sagt et Ord. Han var flov-fortvivlet, men saa sulten.

Hvad skulde han saa gøre andet end at spise, tilmed da det var saadan liflig Mad. Han tog Maden som en Bundsforvandt, saâ af og til op fra den som en Hund, mødte henholdsvis Herrens Spot og Tjenerens Ringeagt i deres Miner.

Baronen havde samme Glæde af at se den store Dreng spise som en Jagtherre af sine Hundes Umættelighed. Han blev ved at opfordre Ludvig til at tage et Stykke endnu af hvad der var paa Bordet. Ludvig vilde gerne sige Nej, men vidste ikke, hvorledes han skulde faa formet det Nej. Han blev ved at slaa i sig.

— Er François kommen? spurgte Baronen den opvartende Tjener.

— Jeg har set ham gaa ned i Kjælderen, Hr. Baron.

— Kald paa ham og lad ham servere fra nu af — snarest muligt — saa kan du gaa, Slyngel!

Baronen trængte til en, der kunde dele hans Glæde over Affodringen.

Han havde været lidt arrig paa sin Leporello. Derfor havde han ladet Ludvig ride paa hans Hest og ham selv traske hjem i sit Ridekostume: lange Støvler og Sporer.

Han havde fundet Behag i den unge Præstesøns formodede Oprørstendenser mod Faderen, var derfor mødt i Kirken Julemorgen, lokket af Rygtet om, at Magisteren vilde lade sin Søn staa Skoleret i sin Præken.

Han havde hertil med sejgt arveligt Instinkt holdt svær Hævd over sin Jagtret. Da han nu denne Morgen havde set Ludvig gøre et Forsøg paa at være Filantrop over for Jagttyven, havde han sympatisk moret sig over denne Ungdommelighed, og Sympatien var vokset, da han ved Synet af Ludvig og Mette, troede at finde et dansk Sidestykke til Cherubin og Fanchette i „Figaros Bryllup“.

Nu var han ked af, at han havde lokket Knøsen til Gaarden. Han havde tænkt sig at tale venligt med ham, give ham Exspektance paa Randlev Kald, maaske oplæse for ham det herlige Stykke om den savoyiske humant-panteitiske Præst fra Savoyen af Rousseaus „Emile“ og anbefale ham at blive en saadan frisindet Forkynder.

Men Fyrens bondeagtige Manerer, grove Klæder og glubske Appetit satte ham ud af Stemning. Han savnede sin slyngelagtige Tjener François.

François mødte i sort Dragt som en Slags maître d’hôtel. Baronen gav ham Tegn til at skænke flittig for den unge Latiner.

François kastede et Blik paa Ludvigs Tallerken. Der laa ophobede Fugleben. Baronens Ansigt satte ham straks ind i Situationen. Han vejrede Spas i Luften.

Ludvig blev mere og mere uhyggelig til Mode. Skønt hans Madlyst vel var tilfredsstillet, vidste han ikke, hvad han skulde gøre med sit Ansigt, sine Hænder, sin hele Person. Af lutter Forlegenhed og Uhygge blev han ved at spise og drikke. François serverede ham flittigere end Lakajen før og vekslede stadige Blikke med sin Herre. Baronen udbrød pludselig vendt mod François:

Vive la curée![1] Apropos, unge Monsieur — kan jo Fransk.

Kæmpende med et Stykke Ost, der fyldte hans Mund, stammede Ludvig:

— Jo noget .... men jeg er ikke vant til at høre det tale.

— Jeg udbragte et Leve for den unge Monsieurs tilkommende Livsledsagerske sagde Baronen.

François maatte holde Haanden for Munden for ikke at le højt. Ludvig blev endnu rødere. Han vidste vel, at le curé betød Sognepræsten, men at man kunde sige la curée om en Præstefrue, havde han aldrig anet, og Ordets rigtige Betydning var ham ubekendt. Det var længe siden, han havde længtes efter sit Hjem. Hvor inderlig ønskede han sig nu hen under de sodede Bjælkelofter, bort fra dette uhyggelige Taarnværelse, fra den smilende Baron, fra den grinende Kammertjener til sin Fader Magister Masmanns sure Alvorsmandsansigt, til Abelone Jeremiædatters Sladder, til de smaa Halvsøskeodes pjankede Knæbren. — Storkeungernes!

Den stakkels Djævel havde spist alt det Mod bort, som han før vilde spise sig til.

Det sved og brændte i ham, da Baronen sagde med sit uudgrundelige Smil:

— Naar der forundes Magister Masmann i Randlev, mæt af Dage at gaa ind til Elysium eller Himmerig, sidder her hans legitime Arving. François — hvis Fanden ikke forinden har stævnet dig ind for Minos’s Domstol i Plutus’s underjordiske Boliger, kunde du da ikke have Lyst til at blive Degn under hans Efterfølger?

— Takker underdanigst, Monseigneur — jeg er vel nok til den Tid bleven from. I hvert Fald smigrer jeg mig med at eje naturlige Gaver til at læse Bønner. Hvad siger Monseigneur om en Bordbøn, nu da det ser ud, som om Monsieur Louis har faaet nok af Jordens Gaver og muligvis længes efter Himlens paa sine ærværdige Fædres Vis.

— Jeg gad nok hørt dig læse en Bøn, sagde Baronen.

Kammertjeneren sang, med parodisk Højtidelighed i Foredraget:

Si le roi m’avait donné
Paris, sa grand’ ville,
Et qu’il me fallut quitter
L’amour de ma mie,
Je dirais au roi Henri
Reprenez votre Paris,
J’aime mieux ma mie, ô gué!
J’aime mieux ma mie.

(Hvis Kongen havde givet mig Paris, hans store By, og jeg saa skulde opgive Kærligheden til min Glut, vilde jeg sige til Kong Henrik: Tag Eders Paris tilbage. Jeg holder mere af min Glut, Hurra!)

— En skøn Bordbøn; sagde Baronen med lydløs Latter.

— Og valgt af Hensyn til den kommende Ordets Forkynder i dets Renhed, sagde François. Forfatteren er, som Eders Naade vel ved, den ædle Konge af Frankrig, som ved sit Eksempel beviste Religionens store Nytte, da han købte Paris for en Messe, men i dennes lidet Vise udtaler, at dei er det, som er mere værd end „Paris, sa bonne ville“, nemlig en lille villig Pige.

— Du sang den forskrækkelig falsk.

— Hr. Baronen gav mig en med Himlens Hjælp fjern Udsigt til Degnekald i Randlev. Der vil det passe, at mange Ligsalmer bliver sungne falsk.

— Af hvad Aarsag, Slyngel?

— Bønderne er sejglivede i den By, saa der er en Mængde Aftægtsfolk. Naar nu saadan en gammel Mand eller Kælling dør, maa jo Sønnen, der sidder inde med Gaarden, for Skams Skyld vise sig fuld af Sorg og Graad, fordi hans Fa’r og Mo’r er komne i Himmerig. For nu at tolke deres Bedrøvelses lette Karakter, passer det jo smukt, at Degnen synger Ligpsalmen ret forbandet falsk.

Ludvig kastede et bønligt Blik hen til Døren. Luften og Loftsbjælkerne tyngede ham mere og mere.

Baronen bemærkede det. Han syntes ikke rigtig om sig selv. Han havde bedet denne unge Karl til sig for at gøre ham godt, og der var blevet drevet Abespil med ham hele Tiden. Han vendte sig venlig til Ludvig og spurgte:

— Naar tænker den unge Monsieur paa at deponere?

— Til Efteraaret.

— Hm! Saa skal den unge Monsieur ind og læse til Baccalaureatet og saa til sin Attestats?

— Saa tænker jeg.

— Den unge Monsieur maa ikke fortryde paa, at her er blevet skæmtet. Jeg kaldte ham … Dem … hid for at sige ham … Dem … et alvorligt Ord. Jeg har alt observeret, at Monsieur Louis kender de store Mænd i de fremmede Lande. Det er jo dem, der har undergravet den fordømte Overtro, der gør Menneskene til Tyranner eller Slaver, til umælende Bæster. Bliv kun Præst og præk med Forstand og god Moral. Lever jeg til den Tid, vil jeg forhjælpe ham til Kald og staa ham bi i alle Maader … Ja bliv ikke fortrydelig over, at jeg siger ham — men gid jeg med Aflæggelsen af denne Vane maatte aflægge meget, som er sejgt indgroet hos Folk af min Alder og med et lignende Liv bag ved sig. Læs flittig i Rousseau. Han skal tage en Bog, som hedder Émile, med sig. Jeg har Doubletter, det haster ikke med at give den tilbage, thi sagtens forstaar Monsieur den ikke ret endnu. Men studér deri flittig det Stykke, hvori Vikaren fra Savoyen udvikler og klarer de store Sandheder. Dem kan den unge Monsieur ikke præke lige ud for de enfoldige og vankundige Mennesker, som ere optugtede i alskens orientalsk Overtro og Mirakler. Men hvad en forstandig Præst kan udrette ved af slige Fabler at uddrage den sande Morale og Fornuft, hvad der ogsaa let kan ske af Lafontaines Vers om de Umælende — det var vel værdt at forsøge. Gode og forstandige Mænd heri dette gammeldags Land har nu snart gjort Bonden fri for Trældom. Men han vil vedblive at være Træl, hvis han ikke slipper ud af den Overtro, der foreprækes ham i Kirke og Skole. Læs og ræsonner nu selv. Nu kan den unge Monsieur slippe ud baade fra Skæmt og Morale og røre sig i Naturen, som er god og er Kilde til alt godt. Revenons à la nature.

Der stod store Taarer i Ludvigs Øjne. Baronen, som havde talt dæmpet, næsten frygtsomt og med nedslagne Øjne, saa det ikke, vilde vel heller ikke se det. Derimod faldt hans opslagne Øjne paa Kammertjeneren, der sad med Hænderne foldede over Knæet og satte den mest fjollet andægtige Mine op, hvori dog det Slyngel- eller Ræveagtige ikke lod sig dølge. Hans Læber bevægede sig lydløst. Men Baronen kunde læse, at de mente: „Amen“.

Skulde han give ham en Ørefigen eller le?

For at undgaa at vælge, tog han Ludvig ved Haanden og førte ham ud i Vestibulen. Nu syntes Baronen, at Fyren saa god og køn ud, kunde fristes til at kærtegne ham, men gjorde det ikke.

Da han kom ind igen i Stuen, stod François ærbødig bag hans Stol. Baronen kunde godt se, at Vinresterne i Glassene vare tømte, men saadanne Ting var Kammertjenerens Sportler. Han saâ ydmyg spørgende hen til sin Herre.

— Har Du noget paa Hjerte, din Flegel? spurgte Baronen.

— Herre skal jeg smigre eller tale Sandhed? sagde en landflygtig Konge en Gang i den graa Urtid til en regerende Konge.

— Naa og saa Du er den landflygtige Konge? Din forløbne latinske Pebling!

— Jeg vil blot ydmygeligst bede Monseigneur ikke nogensinde paabyde mig at blive Degn, naar jeg skal betragte Bønderne som fri Mennesker. Slipper man det Hornkvæg løs af Tøjret, vil det æde alt, hvad vi ... pardon ... De Herrer Adelsmænd ejer og har. En Bonde kan kun opdrages ved Prygl ligesom en Hund. Friheden er kun for honnette Folk — — —

— Altsaa ikke for dig?

— Ne — — — j — j, sagde François skulende og listede sig sagte ud af Døren. Han troede at bemærke, at Baronens Ridestøvle løftede sig, og han vilde ikke risikere, at hans Bagdel tog Skade af et venligt Spark.

Ludvig gik hjem, helt besat af Tanker. Han glemte den lille Mølle og den lille Mette og hendes Psalme.




  1. La curée betyder Hundenes Andel i Jagtbyttet.