Gyldendalske Boghandels Forlag København


Gamle billeder.djvu Gamle billeder.djvu/1 78-88

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


VI


Ludvig blev paa sit Kammers. Magisteren sagde til sig selv: „Gud har velsignet mit Postludium ved hin Froprædiken. Nu sidder Ludvig og mediterer over disse Ord. Ved Maaltiderne viser han stor Modesti, æder sin Mad med de andre Børn og taler blidelig til dem og til Abelone Jeremiædatter, som trods sin Bondeenfoldighed dog elsker mine Børn, og paa Grund af sin avancerede Alder næppe vækker Lyster og Begæringer hos den for Tiden karlevoksne Ludvig … Gud vil vel soutenere ham i de Kampe, han rimeligvis alt maa beståa med sit Kød, som jo altid er saare skrøbeligt hos Menneskenes Køn … Ak ja, den concupiscentia! Det er ret vederkvægende at læse, hvad den i Herren salige Dr. Martinus saa grundigt siger om disse Sager, hvori han synes saare kyndig i Kraft af den Hellig Aands Oplysning. Ja i Sandhed, det, der er en Synd i den enlige Stand, beviser Dr. Martinus, bliver til Dyd i det hellige og herlige Ægteskab … Ak ja — hvem der atter havde en Hustru, tro og dydig, flittig, dygtig baade til Bord og Seng! … Men Abelone Jeremiæ Dotter har for liden Kønhed i sit Legeme og for megen Taabelighed i sin Sjæl — ej at tale om hendes ignorantia crassa … Ak ja … Dr. Martinus havde ogsaa skæmtefulde Indfald, saa har jeg vel og Lov til Sligt, naar det ikke gaar videre end til Ord og Tanker … Naar min Søn har deponeret og saa absolveret Attestats, kan han vel blive min Kapellan, og naar jeg er gaaet til mine Fædre og kan skue ned fra de Saliggjortes Skare til Jorden, vil jeg vel se Ludvig staa og forkynde Herrens Ord i mine to Sogne og de smaa Piger gifte og forsørgede med retskafne og fornemme Borgermænd, der skaffer dem deres rigelige Udkomme. Jeg har ingen Fortjeneste, kun Synd og Raab efter Retfærdiggjørelsen af Troen, men jeg tror paa hver Tøddel i vor hellige Lære. Derfor haaber jeg ydmygeligen, at Gud vil forbarme sig over mine mange Børn, som jeg, stolende paa hans Befaling til Adam og Eva og Forjættelsen til hans Tjener Abraham, tillidsfuldt har sat ind i Verden, at de trods Arvesynden kan vorde frelste ved Jesu Christi Blod.“

Abelone Jeremiædatter fartede stadig op til Herregaardens Borgestue og Kokken, nu endnu mere end før. Gennem Mellemled naaede hendes Beretninger Herskabet. Den, der samlede og redigerede disse Beretninger for Baronen, var hans Kammertjener, en Skrædersøn fra nærmeste Købstad, der var døbt Frans Pihl, men kaldte sig Francois le Saule. Han var i Alder med Baronen og havde fulgt ham paa hans vidtløftige Farter i Evropas Lande.

Frans Pihl var, 19 Aar gammel, bleven bortjaget fra sin Fødebys latinske Skole. Man sagde, det var fordi han havde sat Toppen paa flere Aars Gavtyvestreger og Skarnagtigheder ved en Række lyse Sommernætter at gaa ind ad Skole bygningens aabne Vinduer til 2den Lekties Rum og der træffe Rektors Stuepige, og at samme „romaniske“ Bedrift havde faaet en Verdensborger til Resultat. Det nyttede ikke, at Skræder Pihl gjorde Knæfald for Rektor og bad ham skaane en fattig Mand, hans Hustru og smaa Børn. Den store Pebling, Frans, fik det Skudsmaal af sine Hørere, at han immer havde været en Dranker, Ølhund og løsagtig Bængel. Han maatte staa Skoleret og rises af Custos i Overværelse af Rektor, Konrektor, tre Lektiehørere og 31 Peblinge. Alt, hvad Byens lærde Institution den Gang rummede, blev samlet for at være Vidne til, at Skræderens Frans blev relegeret som et ugudeligt Subjekt. Gennem forskellige Ungdomsstadier — som Kældersvend i Kroer og Løbedegn paa Landet, var han bleven Lakaj hos den unge Baron Urne. Frans forrettede med Liv og Lyst en Art Leporellogerning hos sin Herre. Og da han var et forslagent Hoved, fik han let lært Fransk og Tysk til Husbehov. Hans Herre havde lovet ham enten Degne- eller Birkedommerkald paa sit Gods. Men François havde gennem sin Herres Samtaler med glade Fæller i Paris inddrukket den Overbevisning, at alt ondt i Verden stammede fra Kirke og Præster, og vilde derfor ikke en Gang være Degn. Og da han ikke var fri for ad egen Tænknings Vej at være kommen til at anse Lov og Ret for Fordomme og Hindringer for det frie Menneskeliv, vilde han ej heller være Birkedommer. Det var ham langt bekvemmere at føre et Liv „sans préjugés“ paa sin Herres Bekostning. Han skildrede Baronen med rørende Ord sin Kærlighed til sin Herre, hvilken han forøvrigt som oplyst Mand tilstod bundede i den alstyrende „amour propre“. Baronen gjorde ham fra Lakaj til Kammertjener. Som saadan havde han med sin Herres Toilette og intime Kommissioner at gøre, var fri for at bære Livré, gik i sort Kjole, Knæbenklæder og Strømper samt med Kalvekrøs, gav sin Herre Kredit, naar denne ikke følte sig oplagt til at betale ham hans Løn, indkasserede lækre Mad- og Vinlevninger, tog afvekslende mod Hug og gode Ord og var vis paa at have sikret sig en sorgfri Alderdom.

Han var ikke glad, naar hans Herre for en Tid trak sig tilbage paa sine Godser. Han led ikke den store, om ikke forfaldne, saa dog forsømte Borg, Hvidholm. Han foragtede dette barbariske Monument. Vel havde allerede Baronens Fader lagt Kalkpuds over de røde Munkesten og i Stedet for Spirene paa Taarnene anbragt hvidmalede Træbalustrader paa deres Platform, men de røde Sten grinede igennem paa mange Steder. Værelserne var lave og mørke og havde tætsiddende Loftbjælker som i Kro- og Bondestuer. Fra Kældernes hvælvede Vinduer foretog Rotterne stadige Farter ud i de mudrede Grave. Dernæst kendte Egnens Folk hans Ungdomsbedrifter og simple Ekstraktion. De kaldte ham endog Skræder-Frans. Han vidste, at naar Baronen tog til Takke med den barbariske Kasse fra Munketiden, saa var der Ebbe i hans egen Kasse. Baronen havde aldrig kunnet lide at flaa sine Bønder og saâ Ridefogden nøje paa Tænderne, ja havde endda været gunstig stemt for den drøftede Bondefrigørelse. Paa dette Punkt var François le Saule slet ikke enig med Danmarks Fremskridtsmænd. Hvorfor skulde en Herremand ikke have samme Ret over sine tobenede som over sit firbenede Storkvæg?

Netop i den sidste Tid fandt François tidt sin Herre i slet Humør, uden Lyst til at lade ham spille op som Hofnar med fuld Ret til at sige Baronen imod. Han havde Ordre til at vække Baronen, naar det blev lyst, men ofte indbragte hans Lydighed mod Befalingen ham en Ørefigen, naar Baronen havde faaet Benene ud af Sengen.

Saaledes gik det ham en Morgen paa en af Aarets sidste Dage. Baronens bløde Haand ramte Kammertjenerens glatbarberede, fyldige Kind fladt klaskende.

Denne Gang faldt François le Saule paa Gulvet. Han søgte at faa sin Herre i Humør ved at sætte et saa ynkeligt Ansigt op, at Baronen trak paa Smilebaandet. Han kom endog til at le, da Tjeneten teede sig pierrot-hanswurstagtigt, mens han hjalp Herren i den gule Caleçon, de hvide Silkehoser og den kirsebærrøde Silkeslaabrok. François’s Mod steg, da han under sin Syslen med Barberredskaberne skottede hen mod Baronen og ikke opdagede truende Skyer paa hans fine Ansigt.

Herre og Tjener lignede hinanden, kun at den sidste var en plebejisk Udgave af den første. De havde begge smaa lige Næser og bløde Lineamenter, smaa graa Øjne, men Baronens Træk var smaa og fine, Skrædersønnens bredere og fladere; hans Øjne var plirende. Et graadigere og simplere Begær, hvis Maal var lettere forklarligt og bestemt, lyste ud fra dem.

Mens François nu stod og indsæbede sin Herre i det dæmrende Morgenlys i den dunkle Stue, der mattedes af det brune Panel i de forgyldte Rammer, laa Ansigterne temmelig tæt ved hinanden. Kammertjeneren havde sat en ynkelig, ydmyg Mine op med Bestræbelse hen mod fjollet, slavisk Forknythed. Baronen sagde til Tjeneren paa Fransk, mens Sæben skummede paa Hage og Kind:

— Paa hvad tænker Du Sganarelle?

François svarede i samme Sprog, men gjorde sig Umage for at sige den ene Bommert efter den anden:

— Det offentlige Velfærd og Fremtidens Samfund ligger mig tungt paa Hjerte, Monseigneur.

— Ja, Du ser ud til allehaande, din Slyngel! Mediterer Du paa, hvorledes man skal faa etableret fri Jagtret for Skælmer og Gavtyve?

— Monseigneur! Jeg er partiel Discipel af de to salige Filosofer, Herren til Ferney og Borgeren fra Genève, om jeg end staar den første adskillige Skridt nærmere end den sidste.

— Ser man? Du staar dog ellers Jean Jacques nærmere i Ekstraktion end Voltaire. Du har vel ellers ikke lært mere af den ene end af den anden?

— Monseigneur har som altid Ret. Jeg kan intet lære af Bøger. De véd jo, Hr. Baron, at jeg skulde have studeret, men foretrak Livet for Skolen. Men jeg har, takket være Hr. Baronens aandrige Omgang i de fremmede Lande gennem Samtaler, jeg overværede, suget Tidens store Maksimer ind i mit Skræderblod. Lad dem give Jagten fri andre Steder. I Danmark vil jeg ikke have fri Jagtret.

Da Baronen var barberet og havde faaet Parykken ordnet for Spejlet, sagde han:

— Jeg gider ikke fortsætte mit Toilette — beholdt Slobrokken paa og smed sig mageligt hen i den mægtige Lænestol.

— Men vi kom fra dine Bekymringer for det offentlige Vel … Hvad er Du bekymret for?

— For Bondeemancipationen. Var jeg en fornem og mægtig Herre som Hr. Baronen, vilde jeg være en stor Modstander af d’Hrr. Grever af Reventlow og denne Hr. Colbjørnsen.

— Hold Mund … nej tal videre, Sganarelle. Hvorfor?

— Fordi Bønderne er under Præsternes Pisk, og det vil de blive ved at være gennem alle Tider.

— Hm! Om de nu blev bedre oplærte?

— Saa vil de blive meget værre. Saa begynder de at ræsonnere ud fra Katekismus og den gamle Skindbog fra Syrien. De kan saa finde Argumenter mod, at den ene har mere end den anden, vil ud af deres skidne Logik faa fikseret, at Mænd som Hr. Baronen og andre store Herrer ikke har Lov til at æde Frugten af deres sure Sved, og at en Mand som jeg kun er en Tallerkenslikker, der ikke fortjener Føden, fordi han just ikke arbejder, til han sveder.

— Og Du har en mægtig Lyst til Dovenskab og Fraadseri.

— Jeg nægter ikke, at Naturen har skænket mig en stærkere Appetit end Forstand, eller maaske jeg snarere burde sige, at al min Vittighed kun er et Produkt af den gode Føde, som Monseigneur ser sig i Stand til at lade mig slaa i mig, og at den har givet mig et sart Legeme som Arv efter min Fader Skræderen. Dette Corpus maa jeg, naar jeg skal amusere Monseigneur, stadig holde sundt og bevægeligt selv i min fremrykkede Alder. Monseigneur skulde forsøge paa at lade Bønder komme ind i sit Palais i København. De vilde spytte paa Gulvenes Tæpper og tørre deres svedige Hænder i Møblementet. Præsterne vil i Tavshed applaudere dem, thi de er ogsaa nogle Svin. De roder og jo som gemene Slagtersvende i Lammeblod, naar de præker, og Præsten til Raabjerg sætter sig jo paa Møddingen, naar han skal ud paa Naturens Vegne. Kommer Bønder og Præster til Værdighed, bliver Verden en Svinesti. Hu ha! Bønder, Bæster, Hornkvæg, Præster og Svin! Og Jean Jacques var ogsaa et Svin, det hørte jeg for mange Aar siden af en Domestik i Paris, der havde havt Tjeneste til Hertugen af Luxembourg. Borgeren af Genève gjorde sig vaad under sin lange Armenierkasseking, den han bar for at undgaa Ulejligheden med at knappe Bukser op.

Hm, Sganarelle! Har Du paa dine slyngelagtige Kollegers Vis ikke udpønset gennem Hertugens Tjener noget om Jean Jacques Ligtorne?

— Nej, Herre! De blev vist besørgede af hans Bislaaperske, Therèse, hende, der tilsidst gav ham Gift for at kunne more sig med en Kusk. — Nej, maa jeg bede om Hr. de Voltaire.

— Ti nu stille med den Snak. Nu morer Du mig ikke mere. Som Maître Jacques i Komedien afvekslende er Kok og Kusk, er Du jo til Tider min filosoferende Abe, til Tider min pludrende Papegøje. Skift nu Kuskens Roquelaure med Kokkens hvide Kasseking eller, om Du vil, Harlekins Papegøjedragt … Rask, Sganarelle! Skift Fjæs! Snak nu ligesaa forbandet Dansk, som Du hidtil har snakket Fransk.

S’il vous plaît, Monseigneur. Changeons de langue?

— Skal vi til Froprædiken Nytaars Morgen? Hvad siger Madame?

— Ladefogdens Abelone siger, at Magister Masmann har faaet sin Søn omvendt baade til Ritual og Katekismus. Nu sidder Drengen paa sit Kammers og læser Latin og faar ikke mere Hug i et artigt Nachspiel.

— Naa. Men hvad siger Madame?

François le Saule kastede et skraat Blik hen til den vældige, bag Gardinerne næppe synlige Seng og sagde med et ubeskriveligt Smil:

— Naa — Madame er færdig med sin „lever“.

Baronens Haand løftede sig til en Ørefigen. François løb et Par Skridt bagud og bukkede dybt.

— Ved Du, Sganarelle, sagde Baronen, at jeg vil arbejde ivrigt (Kammertjeneren smilede) … Pas paa dit Harlekinsfjæs, Slyngel, at jeg vil arbejde for Bondefriheden. Men Du, hvis Du vil have Føden, maa jeg vel holde dig i den Slyngelstand, hvortil Naturens Haand har mærket dig. Har Du forstaaet? Du bliver aldrig friere, end Du er.

Parfaitement, Monseigneur!

— Og Du skal paa en subtil Maade skaffe mig Magister Masmanns Søn i Tale. Og hvis Madame vil til Froprædiken Nytaars Morgen — jeg har i og for sig intet imod, at Fruentimmer af og til faar fromme Anfægtelser — saa sørger Du for, at hun bliver kørt til Kirke … Gør saa mit Toilette færdigt og hold din Mund tæt i.

Tjeneren bukkede og hjalp Baronen i Klæderne under dyb Tavshed fra begge Sider. Da François havde serveret Chokoladen, gav hans Herre ham et Tegn til, at han skulde gaa. Og dybt bukkende gik François baglænds ud af Døren. Da han kom ud, sagde han:

— Barometret er saare usikkert i denne Tid.