Gamle billeder/1.5
V
Som en løssluppen Bondehund fôr Ludvig ud efter at have kastet Klæderne om sig og triumferende frelst sin Werther ud af Kakkelovnen. Han tog Hønsetrappen i fire Spring, havde nær væltet Lillepigen Sidse, der stod i Døren til Gaarden og smurte Magisterens mægtige Sko med Grævlingefedt.
Hun saâ med kalvedum Forbavselse „den store Laadvi’“ tage Gaardsrummet i to Spring ud til Porten, hvor den store Køter Fylaks gøede, som han kunde være Helvedhunden selv, og rev i sin Lænke, som vilde han sprænge den. Fraaden drev ned fra hans Mundviger af lutter Embedsiver.
Det var Plasér for Lillepigen Sidse. Den store „Laadvig“ bissede jo som en Tyrekalv om Sommeren — det maatte hun se paa. Med Magisterens ene Fedtlædersko om sin venstre Haand, med klaprende Træsko, med et til Fylaks henkastet: „Hold din Flab i, din skabede Maarian!“ løb hun gennem Porten, for at se, hvad Husets Førstefødte havde for af Skælmstykker. For naar han stak saadan i Rend, maatte han have Taabligheder i Hovedet.
Da Sidse kom uden for Porten, klavrede Ludvig som en Kat over Stendiget hinsides Vejen foran Kæret og Kastanietræerne og var inde paa Marken. Sidse følte mere og mere Trang til at se, hvor han rendte hen, men da hun ogsaa vilde klavre over Gærdet, tabte hun sin ene Træsko sammen med Præstens Fedtsko og skrabede sit ene af Klæder ikke stærkt beskyttede Knæ. Hun havde lige set sin Husbonds Søn standset i Farten af et Stykke klæget, pløjet Markjord, da Modet sank i hende paa Grund af hendes Uheld. Med den til bagevende Besindelse tænkte hun: „Hvis nogen har set mig, bliver jeg ulykkelig.“ Hun spejdede, medens Tungen hang ud af den ene Mundvig, langs Vaaningsfløjens Vinduesrække. Ikke et Ansigt viste sig. Sidse blev beroliget, fik sin Træsko paa Foden, tørrede Snavset af Magisterens Overlæder paa Bagen af sit Skørt, og mens Tungen stadig hang ud, sprang hun ned paa Kærets Isflade og „fejede“ lystig over Isen i alle Retninger, saa den paa kryds og tværs blev gennemfuret af Sømmene i Lillepigens Træsko.
Saaledes rasede Ungdommen paa hver Side af Stengærdet, mens Magisteren i sit Studerekammer sad fordybet i et latinsk ortodoks-dogmatisk Værk, mens Røgteren mugede og Avlskarlen fodrede Hestene. Abelone skrabede Fisk i Køkkenet, og Smaapigerne bleve overhørte i deres Lektier af Degnen. Skønt Magisteren erklærede ham for en Stymper i Latinen, kunde han dog læse og skrive, en Færdighed, som Skolemesteren, en forhenværende Kusk paa Herregaarden, kun ejede i en højst ufuldstændig Grad.
Ludvig var en Stund uafladelig løbet først i blød Jord, hvis Hindringer for hans Fart dæmpede den første Vildskab. Saa gik det op ad en tør, snebestrøet glat Bakke. Nu maatte han staa og puste foran en i Bakken dybt indhulet Mergelgrav. Farvebrudet i dens Isflade glædede hans Øjne. De gled saa over det bølgende Jordsmon med den blaanende Sne og de sneoverdyssede Trægrene med den fine, fast umærkelige Rødme. Han følte sig sin Samtid overlegen, da han blev sig sin Glæde over disse Formers og Farvers Spil bevidst. Han havde jo tidligere været som de andre, der lod et Træ være et Træ, et Væsen, som ikke kom nogen ved, fundet den ene Kulør lige saa god som den anden, kedet sig i Skove og paa Enge, betragtet vor Moder Jord som et Kornkammer — han udraabte: O, Rousseau! o, Goethe! Hvor var de Latinere og Grækere nogle Træblokke og tørre Ræsonnører ved Siden af slige Autores, og hvor maatte han give Charles Perrault Ret. Hans Konrektor havde fortalt ham den Kamp, Perrault havde ført for de moderne mod Latinerne og Grækerne med Boileau til Modstander. Konrektor gav dem begge Ret, men Ludvig blev en tavs og ivrig Advokat for Perrault.
Jo mere han lod sine Blikke glide vidt om i det aabne Landskab med de langstrakte Bølgelinjer, desto mere følte han sig oprørsk stemt mod sin indeklemte Opdragelse, mod de stivnede Samfundsformer, der f. Eks. befalede ham at bruge det moderne „De“ til Baronen og sin Fader, mens han selv blev tiltalt med Han af den ene og Du af den anden. Hvorfor havde hans gode Konrektor tysset og truet ad Ludvig, da han protesterede mod en Sang af samme faderlige Ven i Anledning af Kristian VII.s Fødselsdag og spurgte ham, hvorledes man kunde prise en gal og liderlig Konge. Ludvig fandt ham i sit stille Sind mere værdig til at falde for Bøddelhaand end den af hans Fader hadede Struensee. Og denne Guldberg, hvis Fald Magister Masmann for nogle Aar siden havde fældet Taarer over! Ludvig kunde egentlig ingen Mening have om ham. Men ved en ungdommelig-dristig Analogislutning fra hans Faders andre Yndlingsfigurer var han kommen til det Resultat, at Ove Høgh-Guldberg var en rigtig David Skolemester, „en Hoved-Ertz-Pedant“.
Stolt knejste han med Nakken og sendte sit Blik ud saa vidt, han magtede. Og i det hvide, solbeskinnede Rum lod han sig bære om af en pludselig opdukkende Grebethed af Natur og Menneskestorhed og udbrød i en Schillersk Strofe, hans Konrektor havde gennemgaaet med ham:
Freude trinken alle Wesen
an den Brüste der Natur;
alle Gute, alle Bösen
folgen ihren Rosenspur.
Küsse gab sie uns und Reben,
einen Freund, geprüft im Tod;
Wollust ward dem Wurm gegeben,
und der Cherub steht vor Gott
Ihr stürzt nieder Millionen?
Ahnest Du den Schöpfer Welt?
Such ihn überm Sternenzelt!
Ueber Sternen muss er wohnen.
En enthusiastisk Kærlighed, Trang til at favne Alt, gøre Alt og Alle lykkelige, gennemglødede den 17aarige Mesterlektianer, som han stod der paa Bakketoppen. Han havde taget sin Hue af. Det krøllede brune Haar flagrede for Vinden; Øjnene var fyldte med Taarer, hans Arme bredte sig ud for at favne Alt og Alle.
Armene slappedes og blev trætte. O, havde han blot én — Rousseaus Julie eller Goethes Lotte at gribe i Favnen, nu da han mærkede Kraften svigte til at omfavne Alt og Alle. Saa meget tættere skulde Favntaget blive, netop her i den store Ensomhed, hvor kun Himmel og Jord var Vidner. Skriver ikke Julie selv i „La nouvelle Héloise“: „Alle de store Lidenskaber dannes i Ensomheden, saadanne findes ikke i Selskabslivet, hvor ingen Genstand faar Tid til at gøre et dybt Indtryk, og hvor Mangfoldigheden af Tillokkelser matter Følelsernes Styrke?" … Ja én, en eneste, en Kvinde, som han kunde byde den Kraft, han i hvert Fald besad, og slutte hende i sin Favn. Og dog skulde hun være og evig blive en Helligdom for ham, som Lotte var det for Werther. Han skulde ikke som Rousseaus Saint-Preux berøve Julie hendes Dyd. „O, du guddommelige Dyd! Himlens Afglans i en stakkels Dødeligs urolige Hjerte, den Stjerne skal lyse over mit Sinds oprørte Bølger og bringe dem til at lægge sig, nej jeg skal ikke skyde mig som Werther, men glæde mig over min Elskedes Lykke, imedens jeg lider og bærer min Lod som Saint-Preux — ak, at jeg som han kunde faa at vide, at min Julie døde med mit Navn paa Læberne!“
Men da Mesterlektianeren hørte, at han havde talt højt, og at det lød i Frostluften lige saa højt som Lansenerernes Hornmusik i hans Skoleby — ja saa sank hans Løftelse. Han søgte et Punkt i det store Landskab, der for et Øjeblik siden ret ordentlig repræsenterede Universet, … et Punkt, han kunde faa fast Syn paa … Jo — der laa det: En større Trægruppe, langt større end Hegnene om Gaarde og Huse. Trods Mangel paa Blade skjulte de tætte af Is glinsende og af Sne pyntede Grene og Kviste Syn til, hvad der laa bag. Nede til højre for Mergelgraven, ret dybt nede, drog det den unge Ludvig Masmanns Blik og Tanke fra det Himmelblaa til det Jordbrune, fra det Høje til det Jævne.
Det var jo kun Brøndby Vandmøllested. Den Del af Universet var jo ikke saa uoverkommelig for den Favn, Ludvig Masmann havde tiltænkt hele Verden og Kvinden Idealia, som hans Fantasi havde faaet sammenstøbt af Rousseaus Julie og Goethes Lotte.
Han følte en Trang til at gaa ned ad Bakke. Lindt og let gik en ikke kort Nedstigning for sig. Det lunede svært i Hulvejen mellem Bakkerne. Stod der end haardfrosne høje Rande om Hjulsporene, var Gangen dog lettere end paa den knoldede Jord der oppe. Og saa blinkede og vinkede Aaløbet der nede med sin fri klare Vandstribe mellem Israndene og de lavstammede, brede Elletræer der nede i Mosedraget. Og saa tittede det høje tjærede Møllehus og den i Flugt med det liggende Bindingsværks hvide og rødbruntærnede Vaaningslænge hyggeligt og hjemligt ud gennem Træer og Krat.
Saadanne Hvilepletter fandt jo ogsaa den unge Werther under sine Lidelser, saadanne simple Hytter i Naturens Skød. De dulmede jo ogsaa hans Sorg over, at han ikke kunde faa Verden omformet og over ikke at kunne besidde sin Lotte.
Han skriver jo selv: „Du kender jo fra gammel Tid min Maade at bosætte mig paa, at opslaa mig en lille Hytte paa et fortroligt Sted og da at lægge mig derind med al dens Indskrænkning …“
Det tærnede Hus med den af Aaen dannede Møllesø, hvori Elletrunterne stod fastfrosne, det hvilende Møllehjul, dybt nede, hvorover enlige Draaber af Overfaldsvandet dryppede ned over Tremmerne, hvor de af Is krystalliserede Eger funklede i fine Regnbuefarver, syntes at forjætte Mesterlektianeren en Werthersk Hytte.
Mange Gange var i Barndomsdagene hans Vej faldet forbi dette Møllested. Det havde hverken været mere eller mindre for ham end enhver anden Vandmølle. Nu syntes han, han saâ det for første Gang. Ak, hvor havde ikke den lille Bog om den unge Werther aabnet hans Øje for al Verdens Herlighed!
Han citerede tavs: „Jeg véd ikke, om skuffende Aander svæve over denne Egn, eller om den varme, himmelske Fantasi er i mit Hjerte, der gør alt omkring mig saa paradisisk“. … Ja selv Mølleren Niels Knudsen, som han stod der i Døren i sin melbestrøede, hvide Lammeskindspels og store Træsko og med den spidse Læderklaphue, med opsamlet Mel i alle Fordybninger, forstyrrede ikke det „paradisiske“ Billede, skønt Mølleren med en hvislende Lyd sendte Skraaspyt hen over den hvide Sne.
Præstens Ludvig for op som fra en Drøm, da Mølleren paa det bredeste sællandsk raabte ud ad Husdøren:
— Naa, Mette, kan Du nu Psalmen til Præsten udenad? Ellers glor han galt til dig, den bøvede Magister; om det ikke gaar dig vovere endnu.
En klinger Pigerøst svarede inde fra:
— Kanske Bedstefader vil høre mig over?
— Kom du kuns herud, mit Hjerte! sagde Mølleren; der er saa mageløst lunt her i Solen, men tag mine Glarøjne med.
En fjortenaars Bondepige med et rødt Hovedklæde over den brune Hue, der fremhævede den lille fine, lyse Profil og lod det ganske lyseblonde glatte Haar skimte, kom ud. Et Par lyse Forglemmigejøjne, uskyldige som en Dues, saâ hjemlig og mildt ud i Verden.
Mølleren tog et Par uhyre, runde Næsebriller med Hornstativ for Øjnene og ud af Pigebarnets Haand en mægtig stor opslaaet Psalmebog. De satte sig paa en Egetræs Bænk med Grævlingehundeben, og Pigen ramsede med bondsk, huggende Fremhæven af Rytmen:
Herre Jesu, kom at røre
mig ved din den gode Aand
aabne mit tillukte Øre,
tag ømt mit Hjerte i din Haand.
Følg mig, før mig, hvor jeg gaar
… hvor jeg gaar
Mølleren raabte:
— Halløj! Nej, det staar der kun én Gang.
Mette vedblev at gentage med fortvivlet Stædighed:
Hvor jeg gaar … og hvor jeg staar
— Nej, det staar der ikke. Der staar — ja, hvad Fanden staar der nu? Jeg kan ikke se .. Saa … der drat lige godt Glarøjnene. … Tak, lille Mette. Klem dem godt fast igen paa mit gamle Andriksnæb … Ja, hvor Fa’en var’ed vi slap? Jeg kan ikke hitte det …
— Det var der, sagde Mette og lagde sin lille røde Pegefinger paa det Sted i Bogen, som hun snart havde fundet igen … Naa …
At i Lydighed jeg staar
til din Villie at gøre
— Nej, nu voldte det, at Bogen faldt paa Gulvet, at jeg ikke kan huske et Ord, Bedste.
Pigebarnet brød ud i Graad. Bedstefaderen saâ næsten ud, som han var ved at gøre det samme. Han tog sin Læderhue af og kløede sig i Nakken med den brede, stive Skygge. Hans Øjne gled ud i Rummet, mens han mumlede:
— Ja, det er ogsaa svært at huske saadanne nogle Rim, og det er endnu værre at udgranske dem. Han saâ sig om i Luften, som snappede han efter Raad og Trøst derfra. Pludselig brød han ud:
— Nej, Hiane dog! Der staar jo En og glor bag den Elletrunte. Nej, vil Du bare se, lille Mette ... Halløj ... han der! Jo, der staar jo noget Sort, som maa være et Mandfolk, for hvad Fa’en sku’ det ellers være? Hvad, Mette?
Ludvig Masmann traadte ud paa Vejen og lettede paa Huen.
— Hvad? sagde Mølleren. … Det er jo … Det er jo … nej, det er ikke … jo, det er’ed, Dæle’me, det er jo Præstens store Laadvig. … Jo, det er da vist, men det er da farlig, saa han er bleven stor og bøvet. — Men, hille den slemme Jøde! Han har jo lagt sig Skæg til! Vil han ind og ha’ en Æbleskive og en Bid Øl? For ded er dog mærkeligen, saa Forsynet regerer al Ting viseligen. Der sidder Mette og græder, som hun var pisket, over det at hun er knækket over midt i en Psalme, som hun skal allevere til hans Fa’r, Hr. Magisteren. For jeg véd ikke, om Præstens Laadvig véd, at Mette gaar op og læse i Aar, og at hun skal staa til Paaske. Og de siger jo, at Magisteren bliver saa ondsindet, naar Drengene og Tøsene kører fast i hans Sager, at han ikke er bange for at bage en varm Kage og sla’ den op lige i deres bare Ansigt. Kan Præstens Laadvig ikke be lidt godt for Mette, for ellers er hun skrap til at læse, saa vil jeg takke Vorherre for hans Styrelse, da han ledte Præstens store Søn lige hen til Mette i denne sørgelige Stund. For Mette er jo det eneste jeg har tilbage, siden Vorherre tog hendes Forældre, for Pastorens store Laadvig vèd jo nok, at Mettes Fa’er var min eneste Søn, og det vilde krænke mig meget, om Mette fik Hug, og andre saâ paa det.
Den lille Mette var bleven rød i Hovedet, men saâ bønlig op paa Ludvig, thi hun var saa bange for den store tykke Magister, som en lille Hareunge for en stor, gammel Hankat. Hun havde rystet og bævet under Konfirmationsforberedelsen, naar Magisteren havde givet et Tyrebrøl fra sig mod en Bondedreng, som ikke kunde ramse Skriftsteder eller Psalmevers op med behørig Færdighed, og saa var han faret op, havde grebet Synderen i Koftekraven, drevet ham rundt i Stuen, saa Træskoene dansede hen ad Gulvet, eller straffet nogle Pigebørn med Ørefigen eller knebet dem i Øreflipperne, saa de hvinede derved som Smaagrise.
Som Ludvig nu var stemt, var han lige ved at fælde en „blid Taare“ over den Sorg, han saâ malet i den lille Bondepiges pæne Ansigt.
Han sagde:
— Vær ikke bange, Niels Knudsen. Vil I give mig en Æbleskive og en Draabe Øl — for jeg er svedt og tørstig, saa skal jeg hjælpe Jeres lille Sønnedatter. Frygt ikke, lille Mette. Dig skal intet ondt vederfares.
— Vil Magisterens Laadvig bide paa Æbleskiven og Øllet herude, eller vil han ind?
— Helst herude, svarede Ludvig og tilføjede i Tanker: En ren Idyl, et Hyrdedigt, og følte en lignende andagtsfuld Stemning mod Forsynet, som Møller Niels Knudsen nys udtalte.
Paa Niels Knudsens Bud kom en Pige ud med Æbleskiver, overstrøede med Puddersukker, paa et rødt Lerfad samt en stor Ølkande af Træ, og satte dem paa Bænken.
Ludvig var sulten og tørstig efter sit stærke Løb, og da det havde hulet godt i Fad og Kande, tog han Psalmebogen og læste hver Strofe en fem seks Gange. Hans Foredrag gjorde et vist Indtryk paa Mølleren. Han sagde ved sig selv: Han kommer til at præke meget bedre end hans Fader, Magisteren, naar han bliver rigtig udlært paa Studiigaarden inde i København.
Mette havde derimod ingen Sans for slige fine Sager, hun ramsede Versene op med Øjnene fæstede mod Jorden, i samme huggende Diktion som før. Først da hun var færdig, efter at have sagt den sidste Strofe
O, du Engles Lyst og Glæde
du al Jordens Salighed,
bliv dog hos mig, bliv tilstede
og min Sjæl for dig bered,
end i Dødens sidste Stund
rør mit Hjertes dybe Grund,
styrk min Tro, lad min Elende
sluttes med en salig Ende.
saâ hun op med Taarer i øjnene og smilende Mund.
Den kønne, gamle Psalme havde rørt Ludvig. Det faldt ham ikke ind, at Pigebarnets Taarer og Smil kunde skyldes Fortvivlelse over den lange Manuduktion og Glæden over at være færdig. Han tilskrev det den dybe Følelse, der ulmer i det ulærde og uskyldige Folks Bryst.
Mølleren var bleven ked af det, var gaaet hen og aabnet for Stigbordet, og Ludvig havde ikke agtet paa, at nu fusede Overfaldsvandet ned over Hjulet, saa det susede og brusede udenfor, og Hjulene knagede og knirkede i Mølleværket indenfor.
Ludvig havde rakt sin Haand ud mod den lille Mette. Hun ænsede det ikke. Han nærmede sit Ansigt til hendes og saâ varmt ind i hendes blaa Øjne.
Niels Knudsen var atter kommen til. Han tænkte: „Nej, kysse Pigen skal han dog ikke. Det har ingen Hast. Nej — hun bryder sig heller ikke om de Ting. Om en tre Aar saa vil hun vist gerne gnaske i saadant noget ligesom en Kaninunge i Grønkaal.“
Kørevejen gjorde en Svingning om Møllehusets Gavl. Der hørtes en Vogn klirre, skure og knage, og frem tonede en Herskabskarrosse, bred og høj, med Skrog og Ruf dinglende i store Fjedre.
— Det er Baronen! udbrød Møller Niels Knudsen, idet han fik sin Hue revet af i en Fart, knappet sine gule Skindbukser ved Siden af Knæet og glattet sine hvide Uldhoser, der sad i Aal.
Bukkens firkantede Sæde havde hverken Rygstød eller Læn. Et rødbrunt Overtræk, prydet med et adeligt Vaabenskjold i Sølvblik hang ned til alle Sider, endende i Sølvfrynser. En Kusk tronede der med trekantet Hat paa tværs af Pudderparykken, i sølvgaloneret lang Kofte, vældige viksede Skaftestøvler med ombøjede hvide Strømper over, med Pisken svævende over det blankbrune Firspand. Sølvbeslaget paa Seletøjet blinkede i Lyset. Hestenes Hovedtopper skar i Øjnene. Bag paa Karrossen stod en Lakaj med hvide Lægge under en sølvkantet Kavaj og lignende Hat som Kusken. Han holdt sig fast i en Rem med Sølvkvast.
— Se, Du faar ædt af, Mette, sagde Mølleren til sin Sønnedatter, der lige havde puttet en Æbleskive i Munden.
Hun standsede i Tygningen, rejste sig, blev lige saa rød som de karmoisinrøde Border paa hendes brune Livstykke, fik ordnet Skoen, der hidtil havde siddet og dinglet paa hendes Stortaa under Studiet af Kingos Psalme. Hun rejste sig, dybt nejende. Ludvig blev siddende og nøjedes med at tage Huen af. De Ord, Rousseau lægger Elskeren i „La nouvelle Heloïse“ i Pennen i Brevet til hendes Fader, fôr op i ham: „Jeg bryder mig saare lidet om at vide, hvori en Adelsmands Ære bestaar, men hvad der vedrører en retskaffen Mands Ære bliver min Sag, jeg véd at forsvare den og skal bevare den ren og uplettet til mit sidste Suk.“
Derfor blev han siddende, Skoledrengen, og følte Stolthed over sit Mod.
Karrossen standsede. Tjeneren sprang ned, tog sin trekantede Hat under Armen, aabnede bukkende Vogndøren og hjalp en pelshyllet Dame ud. Ludvig hørte hende sige ind i Vognen:
— Vous ne sortez pas, baron? og det korte Svar:
— Non, je reste ici.
Damen smed sin Muffe hen til Tjeneren, løsnede et Par Hægter i sin Pels og betraadte Jorden. Det knirkede under hendes spidse, høje Hæle, mens Pelsens Silke peb og knitrede. Hvor svulmede Barmen højt under Silken! Hun blev staaende, fejede det meget lange Slør til Side og fæstede et Par meget mørke, milde Øjne paa Gruppen ved Bænken. Nu røg Mesterlektianeren op og satte Huen ved sit Laar ligesom Mølleren.
Aldrig havde han set, syntes han, noget saa bedaarende dejligt. Aldrig havde han set saa fin, saa skær en Rødme, som den paa Damens fyldige Kind, aldrig saa henrivende en Bue af fine sorte Bryn. Han anede jo ikke, at der var Karmin og Tusch til i Verden.
En Slags Baret sad og vuggede sig paa det højt opsatte, pudrede Haar, der genkaldte ham et Kobberstik af Marie Antoinette, Dronning af Frankrig og Navarra, der hang i hans Konrektors Stue.
Den store Dreng var ved at synke i Knæ.
Om Venus havde aabenbaret sig for ham — hun kunde ikke have set anderledes ud — og denne Dame var endnu skønnere, om end næppe magrere end den Dame i Basrelieffet, han en Gang under Herskabets Fraværelse havde set over Marmorkaminen i Herregaardens Salon. Der laa Venus og foldede sine nøgne Yndigheder ud mod Beskueren, men med en Frisure omtrent som hendes pelsindhyllede Inkarnation der paa Vejen … Han ønskede blot, hun vilde tage Pelsen af — mere forlangte han ikke i denne Vinterkulde. Havde han turdet følge sit Hjertes Tilskyndelse, havde han kastet sig ned for hende og kysset hendes Stortaa, der saa henrivende tegnede sig gennem Skoens fine Saffian. Hvilken Verden af Ømhed i de store Øjne!
Med en Bevægelse, hvis Lige i Skønhed han aldrig mindedes at have set, gjorde hun en pegende Bevægelse ud mod Møllesøen og sagde:
— Eine wunderschöne Idylle!
Saa satte hun sig i Gang, og trods hendes ingenlunde nymfeagtige Skikkelse syntes det dog Præstens Ludvig, at hun svævede lig en Gudinde gennem Skyer ... Bare hun dog vilde tage Pelsen af …!
Han havde glemt baade Mettes og Niels Knudsens Tilværelse, hørte ikke, at Mølleren hviskede i Retning af Damen: Sikken en Komediantspiller! Hans Øje fulgte hende og Tjeneren, der gik bag hende i lang ærbødig Frastand med Hatten i Haanden. Hans pudrede Toupé stod op i Luften som en Top Sukker.
Hun slog ind under Elletrunterne paa en Gangsti.
Nej! nej dog! Silkepelsen tegnede hendes ikke smækre Midie og det kraftig svulmende Hofteparti i stolte Kurver, og Skørtet brusede ud som en af de nyopfundne Montgolfierske Luftsejlere. Mange ganske unge Fyres Erotik fanges lettest af ældre og vel nærede Kvinder, og deres Fantasi neddykker sig i alt det bølgende og svulmende. Præstens Ludvig blev borte i det.
En lille trekantet Hat med højt opkrampet Skygge og med hvide Tindingbukler under kom frem i den høje Karrosses Vinduer. Et Par smaa spillende mørkegraa Øjne stirrede nærsynet hen mod Bænken, foran hvilken Mølleren endnu stod med det lange ned til Skulderen naaende Haar viftende lidt i Vinden. Han var barhovedet, og „Flækkehuen“ hvilede endnu paa hans Laar. Han havde som ung Karl tjent Kongen som „Musketør“ i allerhøjstsammes Livvagt, saa han vidste nok, hvordan Tingene skulde være. Da var Baronen Fændrik i samme Korps.
Baronen aabnede Ruden og vinkede ad Mølleren. Denne satte i Luntetrav og stillede stramt foran Vogndøren.
Baronen sagde:
— Hvad er det nu, Du hedder, Du Møller?
— Niels Knudsen, naadige Herre.
— Skaf mine Heste Havre og Vand.
Han kastede en Mønt ud, som Niels Knudsen fangede i sin store ru Haand med Mel i alle Furer, bukkede, skyndte sig med at sætte en lille Standkrybbe med Havre frem, hugge Hul paa Isen i Møllesøen, fylde et Par Spande, løsne paa Seletøjet, mens Kusken sad stiv som en Støtte paa Bukken med Firhestepisken i Haanden. Mens nu Mølleren besørgede alle fire Hestes Vederkvægelse, faldt Baronens Øjne hen mod Bænken. Mette var bleven staaende, Ludvig siddende. Mølleren forargede sig tavs over, at en Præstesøn havde saadan nogle Studemanerer paa sig. Hans Fader, Magisteren, maatte have optugtet ham ilde, han, som dog ellers i Kirken bukkede dybere for Naadigherren, end Bønderne gjorde.
Baronen gabede, saâ ud efter den promenerende Dame, kunde ikke faa Øje paa hende. Sagtens faldt Tiden ham lang. Da Niels Knudsen var færdig med sin Røgt af de Blankbrune, raabte Baronen:
— Du, Møller! … Niels …
Niels Knudsen stillede igjen.
— Du kan da ikke have saa unge Børn som de to derhenne?
— Nej, Kors, Hr. Baron: jeg er lovlig undskyldt. Nej, det er ellers den lille Mette, og hendes Forældre er jo døde. Hendes Fader, min Søn, han fik jo de sorte Kopper, og min Sønnekone, Tøsens Moder, døde jo i Barselseng.
— Hm naa! Den store Knøs, hører han da dig til?
— Nej, Hiane dog! Det er jo Præstens, Magisterens store Laad’vig.
Et lystigt Glimt satte Liv i Baronens Øjne.
— Kør lidt frem, Jesper, beordrede han Kusken.
— Hør, han der, unge Menneske! sagde han og vinkede ad Ludvig.
Ludvig blev siddende, blodrød og dirrende. Han havde Lyst til at gentage Rousseaus Ord, og det paa Fransk, men Citatet klæbede fast i Struben.
Baronen smilede og sagde ved sig selv:
— Ja saa? Jeg skal vel være moderne, bør være det. Saa sagde han meget højt:
— Et Par Ord med Dem, Monsieur Louis Masmann.
Ludvig Masmann blev end rødere end før. Han vidste vel, at Tiltaleordet De begyndte at faa Indgang i finere Kredse. Han fôr op og hen til Karrossen. Han kunde have kysset Baronens Bjørneskindshandske.
Den lille Mette saâ ned for sig som en lille Kalv, der lige er sprunget ind i Lyset og Livet. Hendes Ben med de sorte Hoser dinglede under Bænken. Hun faldt snart i Søvn.
Baron Urne maalte den unge Karl i Hvergarnsskødetrøjen, nikkede, som om han vilde sige, at det var en køn Dreng.
— Monsieur Louis har endnu ikke deponeret? spurgte han bestandig med et lille Smil i det nærsynede Øje.
Nej … men til næste Efteraar … tænker jeg, Deo volente, sagde Ludvig, respektfuldt afleverende Svaret.
— Eller Diis volentibus, sagde Baronen
Ludvig saâ ret tillidsfuldt op mod den lokale Magnat.
Baron Urne fortsatte:
— Den unge Karl vil vel være Candidatus Sanctissimi ministerii. Monsieur Louis behøver ikke at blive rød. Den Stilling fører til det nyttigste Embede for den, der forstaar at røgte det … i … i unisson … i Endrægtighed med det Ny, der vil avancere. Saa kan de gamle Herrer jo endnu i nogen Tid klage over, at deres Sønner ikke gør dem Glæde — he, he, he! hvad min unge Monsieur? Hvis jeg endnu lærdes blandt de Dødelige, og jus patronatus endnu holder sig — trods Tidsstrømmene — saa kan jo den unge Monsieur faa Randlev og saaledes let komme i Kald.
I samme Øjeblik kom Damen i Pelsen tilbage fra sin Promenade.
Ludvig saâ nu det brungule Ansigt med de stærke Træk i al dets Kødfylde, og et Par varme Øjne dvælede et Øjeblik i hans. Han læste underlige Ting i de Øjne. Han havde aldrig set en Gazelle, men havde læst et eller andet om et saadant Dyrs Øjne. Han havde tidt set en Ko, men han jog Tanken om et Koøje fra sig.
Damen syntes at ville sige noget til Baronen. Han lænede sig ud og gjorde en utaalmodig Haandbevægelse til Baglakajen, der straks var ved Haanden for at hjælpe Damen op til det høje Vogntrin.
— Montez et dépêchez-vous, sagde Baronen til hende. Allez, raabte han til Kusken, og Karrossen rullede af Sted med det store Skrog vuggende i Fjedrene. Lakajen gyngede bag paa, holdende sig i Remmens Kvast.
Mølleren stod længe i Honnørpositur foran Bænken. Ludvig Masmann stod i Drømme, til Vognen forsvandt om Hjørnet. Da vaagnede han og saâ hen for sig. Hans Øje traf den lille Mette. Hun sad og krøb sammen, som om hun frøs, med den store Psalmebog i sit Skød. Hun græd. Hvorfor? Vidste hun det? Ludvig Masmann følte Taarerne banke paa sit Øjelaag, men han tvang dem til at blive indenfor. Hvad var dog Aarsagen? Det vidste næppe nogen af dem. Ludvig satte i Løb ad samme Vej, som han var kommen, men standsede ved den store Elletrunte. Han havde været for højt oppe. Fortrød han, at han havde glemt den Lille paa Bænken, fortryllet af den Store i Silkepelsen med den imponerende Frisure? Noget stærkt arbejdede indenfor Jakken, saa han maatte knappe den op.
Heldigvis for ham naaede han hjem lige til Middagstid og kom med til at hilse Magisteren, da han skred ind i Spisestuen i den skaldede Samarie og den gamle Paryk mellem den nejende Abelone og de seks nejende Pigebørn og satte sig ved Chatolklappen. Fra Terrinen med Hvidkaalsuppe og kogt Svineryg omhyllede en Rog hans velærværdige Hoved.
Fader og Søn vekslede ingen Ord i Resten af Ferien. Ludvig løb hver Dag op til Møllen, men blev bag ved Elletrunten.
Hver Aften, naar han lagde sig i Sengen, tumlede den store Dame med den taarnhøje Toupé sig i hans Tanker. Det gjorde ondt i ham, og i sin Taabelighed søgte han at kalde den lille, glathaarede, blonde Mette til Hjælp. Med Tanker svævende mellem de to sov han ind.
Om Morgenen følte han sig som En, der havde gjort den lille Mette Fortræd, vilde hen til hende, men naaede kun Elletrunten, hvis Stamme han kærtegnede.