Gamle Agnete

Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 86-95

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

GAMLE AGNETE.

En gammel Kvinde gik op ad Bjergstien med smaa, trippende Skridt. Hun var lille og mager. Hendes Ansigt var blegt og vissent, men ikke haardt eller furet. Hun havde en lang Kaabe paa og Pibekappe. Bønnebog havde hun i Haanden og en Lavendelkvist i Lommetørklædet.

Hun havde en Hytte langt oppe paa Højfjeldet, hvor Trævæksten holdt op. Den laa lige ved Randen af den brede Gletcher, der sendte sin Isflod fra den sneklædte Bjergtop ned i Dalens Dyb. Der boede den gamle ganske alene. Alle de, der havde hørt hende til, var døde.

Det var Søndag, og hun havde været i Kirke. Men hvad det nu end kunde komme af, saa var hun ikke bleven glad men vemodig af den Kirkefærd. Præsten havde talt om Døden og de fordømte, og det havde grebet hende. Hun var pludselig kommen til at tænke paa, hvad hun i sin Barndom havde hørt fortælle, at mange fordømte pintes i den evige Kulde paa Bjerget lige over hendes Bolig. Hun kunde huske mange Sagn om disse Gletchervandrere, disse utrættelige Skygger, der jagedes om af de iskolde Fjeldvinde.

Paa engang følte hun en dyb Rædsel for Bjerget og syntes, at hendes Hytte laa forfærdelig højt oppe. Hvad om de, der færdedes usynlig deroppe, drog nedad Gletcherne! Og hun, der var ganske alene!

Ved det Ord alene tog hendes Tanker en endnu sørgeligere Retning. Hun var igen midt inde i den Sorg, som nagede hende evig og altid. Hun syntes, det var haardt at være saa langt borte fra Mennesker.

„Gamle Agnete,“ sagde hun højt til sig selv, som hun havde vænnet sig til der i Ødemarken, „du sidder oppe i din Hytte og spinder og spinder. Du slider og slæber alle Dagens Timer for ikke at omkomme af Sult. Men er der nogen, der har Glæde af, at du lever? Er der nogen, gamle Agnete?

„Havde du nogen af dine egne i Live — ja, saa maaske. Boede du nærmere nede ved Landsbyen, kunde du vel nok være til Glæde for nogen. Fattig som du er, kunde du hverken tage Hund eller Kat til dig, men du kunde vel nok engang imellem give en Tigger Husly. Du skulde ikke bo saa langt fra Alfarvej, gamle Agnete. Hvis du blot en enkelt Gang kunde give en tørstig Vandringsmand en Lædskedrik, saa vidste du dog, at det var nogen Nytte til, du levede.“

Hun sukkede og sagde til sig selv, at ikke engang Bønderkonerne, der gav hende Hør at spinde, vilde sørge over hendes Død. Hun havde jo nok bestræbt sig for at gøre sit Arbejde ærligt og godt, men der var sagtens mange, der kunde gøre det bedre. Hun faldt i stærk Graad, da hun kom til at tænke paa, at Hans Velærværdighed, som havde set hende sidde paa samme Plads i Kirken i alle disse Herrens Aar, maaske vilde synes, det var ganske lige meget, om hun var der eller ej. „Jeg er, som jeg var død,“ sagde hun, „ingen spørger efter mig. Jeg kunde lige saa gerne lægge mig til at dø. Jeg er allerede frossen ihjel i Kulden og Ensomheden. Jeg er frossen helt ind i Hjertet, det er det, jeg er.“

„Aa ja, aa ja,“ sagde hun, for nu var Tankerne rigtig kommen i Fart; „hvis der blot var nogen, der trængte til mig, saa kunde der vel nok endnu være lidt Varme i gamle Agnete. Men kan jeg maaske strikke Strømper til Stengederne eller rede Seng til Murmeldyrene? Det siger jeg dig,“ sagde hun og rakte Haanden op imod Himlen, „at noget maa du give mig at udrette; ellers lægger jeg mig til at dø.“

I det samme kom en høj, alvorlig Munk hende i Møde paa Stien. Han gav sig i Følge med hende, fordi han saa, hun var bedrøvet, og hun fortalte ham om sin Sorg. Hun sagde, at hendes Hjerte var ved at fryse ihjel i hende, og at hun vilde blive som en af Vandrerne paa Gletcherisen, om ikke Gud gav hende noget at leve for.

„Det vil Gud nok gøre,“ sagde Munken.

„Ser du ikke, at Gud er magtesløs heroppe?“ sagde den gamle Agnete. „Her er ikke andet end den nøgne, tomme Ødemark.“

De kom højere og højere op mod Snebjergene. Mosset bredte sig blødt over Stenene, Alpeurter med laadne Blade voksede langs Stien, Højfjeldet med Kløfter og Afgrunde, med Isbræer og Snemasser hævede sig foran dem saa tungt og truende, at Brystet pressede sig sammen. Da fik Munken Øje paa gamle Agnetes Hytte lige under Gletscheren.

„Aa,“ sagde han, „er det her, du bor. Da er du ikke alene; her har du Selskab nok. Se blot!“

Munken satte Pegefingeren og Lillefingeren mod hinanden, holdt dem op for den gamles venstre Øje og bad hende se op imod Bjerget. Men den gamle Agnete gøs og lukkede Øjnene.

„Er der noget at se deroppe, saa vil jeg paa ingen Maade se det,“ sagde gamle Agnete. „Gud fri os, Gud fri os! Her kan være uhyggeligt nok endda.“

„Ja, saa Farvel,“ sagde Munken, „det er ikke sikkert, det bliver tilbudt dig en anden Gang at se sligt.“

Den gamle blev nysgerrig; hun lukkede Øjnene op og saa hen imod Snebræen. Først saa hun ikke noget mærkeligt, men snart begyndte hun at skelne, at det rørte sig deroppe. Det var hvidt i hvidt, men det rørte sig. Hvad hun havde holdt for Dunst og Taage eller blaahvide Skygger paa Isen, det var Masser af fordømte, der pintes i den evige Kulde.

Stakkels, gamle Agnete stod og rystede som et Espeløv. Der var det altsammen, netop som de gamle havde fortalt. De døde vandrede deroppe i uendelig Pine og Angst. De fleste var indsvøbte i noget langt hvidt noget, men alle havde de Ansigtet og Fødderne blottede.

De var ikke til at tælle, der var en Uendelighed af dem. Jo længer hun saa, jo flere kom der frem. Nogle gik stolte og ranke, andre kom svævende, som om de dansede hen over Isbræen, men hun saa, at baade de første og de sidste skar deres Fødder til Blods paa Pigge og skarpe Iskanter.

Det var ganske som der var fortalt. Hun saa, hvordan de bestandig krøb tæt ind til hverandre, som for at varme sig, men øjeblikkelig skiltes igen, skræmte af den Dødskulde, der udstrømmede fra deres Legemer. Det var, som om Kulden paa Bjerget kom fra dem, som om det var dem, der hindrede Sneen i at smelte og gjorde Taagen saa bidende kold.

Det var ikke alle, der bevægede sig; nogle stod stille i isnende Forstenelse, og det saa ud, som om de havde staaet saadan Aar igennem; thi Sne og Is havde samlet sig omkring dem. saa kun Overkroppen var at se.

Jo længere den lille, gamle Kone stirrede, jo roligere blev hun. Rædslen veg fra hende, men i Steden for blev hun inderlig bedrøvet over alle disse pinte Mennesker. Der var ingen Standsning i Pinen, ingen Hvile for de forrevne Fødder, der ilede hen over Is, saa skarp som slebet Staal. Og hvor de frøs, hvor de rystede, hvor deres Tænder klaprede af Kulde! De, der var forstenede, og de, der kunde røre sig, alle frøs de i en sviende, bidende, uudholdelig Kulde.

Der var mange unge Mænd og Kvinder. Men der var ingen Ungdom i deres blaafrosne Ansigter; det saa ud, som om de legede, men al Glæde var død. Deres Tænder klaprede af Kulde, de gøs og krøb sammen som Oldinge, og det saa ud, som om deres nøgne Fødder opsøgte de mest skarpkantede Isstykker at træde paa.

Det, der gjorde mest Indtryk paa hende, var at se dem, der laa indefrosne i den haarde Gletcheris, og dem der hang ned fra Bjergets Sider som store Istapper.

Da tog Munken sin Haand bort, og gamle Agnete saa kun de tomme, nøgne Snebræer. Nogle tunge Ismasser laa hist og her, men de omgav ingen forstenede Spøgelser. Det blaa Skær paa Gletcheren kom ikke fra indefrosne Legemer. Vinden jagede nogle lette Snefnug foran sig, ikke Aander.

Men hun var dog sikker paa, at hun havde set rigtigt, og hun spurgte Munken:

„Er det tilladt at gøre noget for disse fordømte?“

Han svarede: „Naar har Gud forbudt Kærligheden at øve godt eller Barmhjertigheden at husvale?“

Saa gik han, og gamle Agnete satte sig ind i sin Stue og gav sig til at tænke. Hele Aftenen grublede hun paa, hvordan hun skulde hjælpe de fordømte, der gik om paa Gletcherne. For første Gang i lang Tid havde hun ikke haft Stunder til at tænke paa sin Ensomhed.

Næste Morgen gik hun igen ned i Landsbyen. Hun smilede og var vel til Mode. Alderdommen var ikke mere saa tung for hende. „De døde,“ sagde hun ved sig selv, „bryder sig ikke stort om røde Kinder og lette Trin. De ønsker blot, man skal tænke paa dem med lidt Varme. Men sligt kan de unge ikke tænke paa. Aa nej, aa nej, men hvor skulde de døde beskytte sig imod Dødens forfærdelige Kulde, om ikke de gamle lukkede Hjertet op for dem?“

Da hun kom til Købmanden, købte hun et stort Bundt Lys, og hos en Bonde bestilte hun et stort Læs Brænde, men for at kunne betale det maatte hun tage imod dobbelt saa meget Spindearbejde som sædvanligt.

Henimod Aften, da hun igen var hjemme, læste hun mange Bønner og søgte at holde Modet oppe ved at synge fromme Sange. Men Modet sank mere og mere hos hende. Alligevel gjorde hun, hvad hun havde sat sig for at gøre.

Hun flyttede sin Seng ind i den inderste Stue i sin Hytte. I den yderste dyngede hun et stort Brændebaal op paa Ildstedet og tændte det. I Vinduet stillede hun to Lys, Døren ud til det fri lukkede hun op paa vid Gab. Saa gik hun i Seng.

Hun laa i Mørket og lyttede.

Jo, det var ganske sikkert Trin. Det var, som om nogen var kommen glidende ned ad Gletcheren. Det kom tungt og stønnende. Det listede omkring Hytten, som om det ikke turde gaa ind. Tæt ved Muren stod det og rystede.

Gamle Agnete kunde ikke holde det ud. Hun foer op af Sengen, ud i det yderste Værelse og lukkede Døren i. Det var for meget; Kød og Blod kunde ikke udholde dette.

Udenfor Hytten hørte hun dybe Sukke og slæbende Skridt som af ømme, forrevne Fødder. De slæbte sig afsted, længere og længere bort, op ad Gletcherisen. Nu og da hørte man ogsaa en Hulken, men snart blev der igen ganske stille.

Da blev gamle Agnete ude af sig selv at Angst. „Du er fej, dit gamle Fæ,“ sagde hun. „Baalet brænder ud, og de dyre Lys ogsaa. Skal det altsammen være forgæves blot for din elendige Fejheds Skyld?“ Og da hun havde sagt dette, stod hun op endnu engang, grædende af Angst, med klaprende Tænder og rystende over hele Legemet; men ud i Stuen kom hun, og Døren fik hun op.

Atter laa hun og ventede. Nu var hun ikke mere bange for, at de skulde komme. Hun laa kun og var bange for, at hun havde skræmt dem bort, saa de ikke turde komme igen.

Og som hun laa der i Mørket, gav hun sig til at raabe, ligesom hun havde raabt i sine unge Dage, naar hun vogtede Hjorden: „Mine smaa hvide Lam, mine Lam i Bjergene, kom, kom! Kom ned fra Kløfter og Afgrunde, mine smaa hvide Lam!“

Da var det, som om en kold Bjergvind kom farende ind i Stuen. Hun hørte ingen Trin eller Suk, kun Vindstød, der kom farende langs Hyttens Væg og ind i Stuen. Og det lød, som om nogen uophørlig sagde: „Tys, tys! Skræm hende ikke! Skræm hende ikke! Skræm hende ikke!“

Hun havde en Fornemmelse af, at det yderste Værelse var saa propfuldt, at de blev trykket op imod Væggene og var nærved at sprænge dem. Undertiden var det, som om de vilde løfte Taget af for at faa Plads. Men hele Tiden blev der hvisket: „Tys, tys! Skræm hende ikke! Skræm hende ikke!“

Da følte gamle Agnete sig lykkelig og rolig. Hun foldede sine Hænder og faldt i Søvn.

Om Morgenen var det, som om det hele havde været en Drøm. Alt saa ud som ellers i det yderste Værelse, Baalet var brændt ud og Lysene med. Der var ikke saa meget som en Draabe Tælle i Stagerne.

Saa længe gamle Agnete levede, blev hun ved med dette. Hun spandt og arbejdede, saa hun kunde holde sit Baal brændende hver Nat. Og hun var lykkelig, fordi hun vidste, at nogen trængte til hende.

Saa kom der en Søndag, da hun ikke sad paa sin Plads i Kirken. Et Par Bønder gik da op til hendes Hytte for at se, om der var noget i Vejen med hende. Da var hun allerede død, og de bar Liget ned til Landsbyen for at begrave det.

Da det næste Søndag blev stedet til Jorden lige før Messen, var der kun faa, der fulgte. Heller ikke saa man Sorg i noget Ansigt.

Men pludselig, netop som Kisten skulde sænkes ned i Jorden, kom en høj, alvorlig Munk ind paa Kirkegaarden, og han blev staaende og pegede op paa de sneklædte Bjerge. Da saa de, at hele Bjergkæden skinnede i det klareste rødt, som om den lyste af Glæde, og midt paa slyngede der sig ligesom et Tog af smaa, gule Flammer, der lignede brændende Lys. Og disse Flammer var ligesaa mange som de Lys, den døde havde brændt for de fordømte.

Da sagde Folk: „Lovet være Gud! Hun, som ingen hernede begræder, har dog kunnet finde Venner deroppe i den store Ensomhed.“