En Historie fra Halstanäs
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
Engang i gamle Dage laa der, et Steds ved Vejen, en gammel Gaard, der hed Halstanäs. Den var lav af Bygning med lange Rækker rødmalede Huse og Skovbrynet lige bag. Tæt ved Stuehuset fandtes et stort Hæggebærtræ, der overdryssede det røde Tegltag med sorte Bær. En Madklokke med Tag over hang oppe over Staldbygningens Gavl.
Lige udenfor Køkkendøren var der et Dueslag med smaa sirlige Rækværk ved Flyvehullerne. Paa Kvisten hang et Egernbur, der bestod af to smaa grønne Huse og et stort Staaltraadshjul, og foran en stor Syrenhæk stod en Række barkdækkede Bikuber.
Gaarden havde en Dam, der var fuld af brede Karudser og smækre Vandsnoge, den havde et Hundehus ved Indkørslen, den havde hvide Led ved Alleen og ved Havegangene og overalt, hvor et Led kunde anbringes.
Den havde store Lofter med mørke Pulterkamre, hvor gammeldags Officersfrakker og hundredaarige Damehatte laa gemte. Der fandtes store Kister fyldte med Silkekjoler og „Brudestads“, der var gamle Klaverer og Violiner, Guitarer og Fagotter. I Kommoder og Skabe laa haandskrevne Sange og gamle gulnede Breve; paa Væggene i Forstuen hang der Jagtbøsser, store Pistoler og Jagttasker af Skind. Paa Gulvet laa der Kludetæpper, hvor Stumper af gamle Silkekjoler vare sammenvævede med slidte Bomuldsgardiner.
Gaarden havde et stort Bislag, hvor Galdebær Sommer efter Sommer skød op ad et tyndt Tremmegitter. Den havde store, gule Forstuedøre, som stængedes med Klinke og Jernslaa, den havde en Forstue, der blev strøet med Enebærris, den havde lave Vinduer med mange smaa Ruder og tunge Træskodder.
En Sommer kom gamle Oberst Beerencreutz rejsende netop til denne Gaard. Det skal have være lige Aaret efter, at han drog fra Ekeby. Paa den Tid havde han lejet sig ind paa en Bondegaard i Svartsjø, og det var kun sjældent, at han begav sig ud paa Rejser. Han havde endnu Karriol og Hest, men han lod dem som oftest i Fred hele Aaret. Han sagde altid, at nu var han bleven gammel for Alvor, og for gamle Folk passer det bedst at holde sig hjemme.
Beerencreutz havde ogsaa ondt ved at skille sig fra det Arbejde, han havde i Gang. Han var ved at væve Tæpper til sine to Værelser; store, brogede Tæpper i et rigt og mærkeligt udspekuret Mønster. Det tog ham en uendelig lang Tid, fremfor alt, fordi han havde sin egen Maade at væve paa. Han brugte nemlig ingen Væverstol, men udspændte Garnet fra Væg til Væg, tværs igennem sin ene Stue. Saadan bar han sig ad for at kunne overse hele Tæppet paa een Gang; men at slaa Islætten paa og siden slaa Traadene sammen til en fast Væv, det var ikke noget let Arbejde. Og saa var der Mønstret, som han selv udtænkte, og Farverne, som skulde passes sammen. Det tog mere Tid for Obersten end nogen skulde tro.
Thi medens Beerencreutz arbejdede paa at faa Mønstret til at passe, og medens han arbejdede med Rending og Islæt, sad han ofte og tænkte paa Vorherre. Vorherre sad nok ved en endnu større Væverstol og havde et endnu mærkeligere Mønster at væve! Og han forstod nok, at der maatte være baade lyst og mørkt i det Væv, for at det kunde tage sig ud efter noget. Men Beerencreutz kunde undertiden sidde saa længe og tænke over dette, til han syntes, at han kunde se for sig, hvorledes hans eget og de Menneskers Liv, som han havde kendt og levet sammen med, dannede en lille Del af Guds store Væv, og han saa det Stykke saa tydelig for sig, at han kunde se baade Omrids og Farver. Og vilde man nu spørge Beerencreutz rigtig ud, saa maatte han tilstaa, at det var sit eget og sine Venners Liv, han vævede ind i Tæppet som en ringe Efterligning af, hvad han mente at have set fremstillet paa Vorherres Væverstol.
Obersten plejede dog at gøre en lille Tur til nogle gamle Venner hvert Aar lige efter Midsommer. Han syntes fra gammel Tid bedst om at rejse igennem Landet, medens Kløveren endnu duftede paa Engene, og blaa og gule Sommerblomster stode langs Vejkanten i to lange, lige Rækker.
I Aar var Obersten næppe naaet ud paa den store Landevej, før han mødte sin gamle Ven Fændrik v. Ørneclou. Og Fændriken, som hele Aaret rundt var ude paa Rejser og kendte alle Gaarde i Värmland, gav ham et godt Raad. „Rejs til Halstanäs og hils paa Fanejunker Vestblad,“ sagde han til Obersten. „Jeg vil blot sige dig, min Bro'r, at jeg ved ikke en Gaard i hele Landet, hvor man har det bedre.“
„Hvad er det for en Vestblad, du taler om,“ spurgte Obersten. „Du mener da vel ikke den gamle Fanejunker, som Majorinden satte paa Porten?“
„Det er netop ham,“ sagde Fændriken, „men Vestblad er ikke mere den, han var. Han er bleven gift med en fin Frøken, med et rigtig solidt Fruentimmer, Oberst, som har gjort en Mand at ham. Det var en uventet Lykke for Vestblad, at en saa brillant Pige blev indtagen i ham. Hun var ikke just ung længere, men Vestblad var heller ingen Springfyr. Du skulde rejse til Halstanäs, min Bror, og se hvilke Vidunder, Kærligheden kan udvirke.“
Og saa rejste Obersten til Halstanäs for at se, om Ørneclou talte Sandhed. Han havde nok engang imellem tænkt paa, hvad der vel var blevet af Vestblad. — I Ungdommens Dage havde han slaaet saa vildt til Skaglerne, at selv Majorinden paa Ekeby ikke kunde bære over med ham. Hun havde ikke kunnet beholde ham paa Ekeby mere end et Par Aar, saa blev hun nødt til at jage ham bort. Vestblad havde været saa forfalden, at en Kavaler neppe kunde omgaas ham. Og nu paastod Ørneclou, at han ejede en Gaard og var gift med en udmærket Dame.
Obersten rejste da op til Halstanäs og saa ved første Øjekast, at det var en rigtig gammel Herregaard. Han behøvede blot at se Birkealleen med alle de indridsede Navne og de høje, fyldige Træer. Saadanne Birke havde han aldrig set undtagen paa gamle anselige Herregaarde.
Obersten kørte langsomt op til Gaarden, og hvert Øjeblik voksede hans Glæde. Han saa Lindehække af den rigtige Slags, saa tætte, at man kunde spasere oven paa dem, og der var et Par Terrasser med Stentrin saa gamle, at de halvt havde gravet sig ned i Jorden. Da Obersten kørte forbi Dammen, skimtede han dunkelt Karudsernes mørke Rygge i det gullige Vand. Duerne fløj op fra Vejen med baskende Vinger, Egernet standsede sit Hjul, Lænkehunden laa stille med Snuden paa Forpoterne, paa en Gang logrende og smaaknurrende.
Tæt ved Bislaget saa Obersten en Myretue, hvor Myrerne uforstyrret gik frem og tilbage, tilbage og frem. Han saa paa Blomsterrabatten indenfor Græskanten. Der voksede de, alle de gamle Blomster, Narcisser og Vintergrønt og Husløg og Morgenfruer. Men oppe paa Diget voksede der smaa hvide Bellis, der vare blevne saa gamle paa Stedet, at de saaede sig selv ligesom Ukrudt.
Beerencreutz gentog for sig selv, at her var virkelig en rigtig Herregaard, der trivedes baade Planter, Dyr og Mennesker paa det Allerbedste.
Da han endelig kørte frem for Stuedøren, fik han saa god en Modtagelse, som han blot kunde ønske, og saa snart han havde børstet Rejsestøvet af sig, blev han ført til Bords. Og der blev budt ham god, rigelig, gammeldags Mad; Kniplingskager til Dessert, saadan som hans Moder plejede at give ham hjemme, naar han kom fra Skole, og som han aldrig havde faaet Magen til noget Steds i Verden.
Beerencreutz iagttog med Forbavselse Fanejunker Vestblad. Der gik han omkring, stille og fornøjet, med en lang Pibe i Munden og Kalot paa Hovedet. Han bar en gammel Dagligfrakke, som han havde svært ved at krybe ud af, naar han skulde gøre sig pæn til Middag. Det var den eneste Levning af den gamle Vildmand, som Beerencreutz fandt hos ham. Han gik og saa efter Folkene, regnede Daglønnen ud, saa, hvordan det stod paa Ager og Eng, plukkede en Rose til sin kone, naar han gik gennem Haven, og han hverken bandede eller spyttede.
Men allermest forbavset blev Obersten da han saa, at den gamle Fanejunker Vestblad førte Bøger. Han trak Obersten med ind paa Kontoret og viste ham store Bøger med røde Skind-Rygge. Og dem førte han selv. Han linierede dem med rødt Blæk og sort Blæk, skrev Konto og Navne med Skønskrift og skrev alting op, lige til et Frimærke.
Men Fanejunker Vestblads Kone, som var en født Frøken, kaldte Beerencreutz for Fætter, og de regnede snart Slægtskabet ud med hinanden — og de fik talt om alle deres Slægtninge. Tilsidst fik Beerencreutz saa stor Fortrolighed til Fru Vestblad, at han raadførte sig med hende om Tæppets Vævning.
Det var en Selvfølge, at Beerencreutz maatte blive Natten over. Han fik en stor Himmelseng med en Masse Dyner i det bedste Gæsteværelse, til højre for Forstuen, tæt ved Sovekamret.
Obersten sov godt, saa snart han var kommen i Seng, men hen paa Natten vaagnede han. Han stod straks op af Sengen, den gamle Oberst, og gik hen og skruede Skodderne fra Vinduet.
Han havde Udsigt over Haven, og nu saa han i den lyse Sommernat alle Gaardens gamle Æbletræer, som stode der knudrede, med ormædte Blade og med utallige Stivere under de raadne Grene. Han saa det store Skovæbletræ, som til Efteraaret vilde give uspiselig Frugt i tøndevis. Han saa Jordbærrene, som lige vare begyndt at at blive røde under de tætte Plantetuer.
Obersten stod og saa paa det, som om han ikke havde Raad til at sove. Udenfor sit Vindue hjemme i Bondegaarden havde han en stenet Skovbakke og et Par Enebærbuske — og det kunde ikke være andet, end at en Mand som Beerencreutz maatte føle sig bedre hjemme imellem klippede Hække og blomstrende Roser.
Naar man en stille Nat ser ud i en Have, faar man ofte en Følelse af, at den ikke kan være ægte og naturlig. Den kan være saa stille, at man snarest føler sig som i et Theater; man tror, at Træerne er malede og Roserne af Papir. Og saadan noget var det ogsaa, Obersten følte, bedst som han stod der. Det kan ikke være muligt, tænkte han, at alt dette er virkeligt. Det er vist blot en dum Drøm.
Men saa faldt der sagte et Par Rosenblade til Jorden fra den store Rosenbusk lige udenfor Vinduet, og saa følte han igen, at alting var ægte. Alt var ægte og virkeligt, om Dagen som om Natten var der samme Ro og Tilfredshed over det altsammen.
Da han gik hen og lagde sig igen, lod han Vinduesskodderne staa aabne. Han laa i sin høje Seng og saa Gang paa Gang ud efter Rosenbusken. Det er ikke til at sige, hvor godt han syntes om den. Han tænkte, at det var dog mærkværdigt, at saadan en som Vestblad hver Nat skulde have dette Paradisbarn udenfor sit Vindue.
Jo mere Obersten tænkte paa Vestblad, jo mere undrede det ham, at denne Fole var havnet i en saadan Stald.
Der havde ikke været meget ved ham paa den Tid, da han blev vist bort fra Ekeby. Det var ikke til at forudse, at han skulde ende som en sat og formuende Mand.
Obersten laa og smaalo og tænkte paa, om Vestblad endnu huskede, hvordan han plejede at more sig i gamle Dage, mens han boede paa Ekeby. Hver Gang det var en rigtig mørk og sludfuld Nat, gned han sig ind med Fosfor, satte sig op paa en sort Hest og red hen over Bakkerne ved Jernværket, der hvor Smedene og Møllerne havde deres Huse. Og hvis da tilfældigvis nogen saa ud af Vinduet og fik Øje paa en Rytter, der sprængte forbi skinnende i hvidblaat Lys, saa skyndte han sig at stænge hver Luge og hvert Spjæld og sagde, at i Nat var det bedst at læse sine Bønner to Gange, for nu var den Onde selv paa Sjælefangst.
Aa ja, aa ja, at skræmme enfoldige Mennesker ved saadanne Streger, det var der mange, der morede sig med i gamle Dage. Men Vestblad havde drevet Spøgen videre end nogen anden, Obersten vidste om.
Der var død en gammel Kone, Fattiglem fra Viksta, som var en Husmandslod under Ekeby. Det traf sig, at Vestblad fik det at vide. Tillige fik han at høre, at Liget var flyttet ud og bragt ind i en Lade. Om Natten tog Vestblad Ildklæderne paa, satte sig paa den sorte Hest og red til Gaarden. Og Folk fra Stedet, som havde været oppe og ude, havde set en Ildrytter ride op til Laden, hvor Liget laa, kredse tre Gange rundt om den og saa forsvinde ind ad Porten. De havde ogsaa set Rytteren komme ud, atter kredse tre Gange om Huset og saa forsvinde.
Men om Morgenen, da man gik ind i Laden for at se til Liget, var det borte. Og saa troede man, at den Lede havde bemægtiget sig den døde og ført hende bort. Hermed havde man saa ladet sig nøje.
Men et Par Uger efter fandt man Liget, som var smidt op paa Høloftet inde i Laden, og saa blev der stort Staahej. — Man fik opsporet, hvem Ildrytteren var, og Bønderne lagde sig paa Lur efter Vestblad for at give ham en ordentlig Lektion; men Majorinden vilde ikke mere se ham ved sit Bord eller i sit Hus; — hun fyldte hans Ransel og bad ham drage andensteds hen. —
Og Vestblad, han drog ud i Verden og gjorde sin Lykke.
Obersten følte sig underlig til Mode, da han laa der i Sengen. Det var næsten som om han var i Færd med at blive bange. Han havde egentlig aldrig før tænkt rigtig over, hvor grim denne Historie var. Han havde vel endog været med til at le af den. Det var jo ikke Skik at tage sig af, hvad der kunde hænde et gammelt Fattiglem. Men Gud forbarme sig, hvor man var bleven rasende, hvis nogen havde gjort det imod ens egen Moder?
En kvælende Følelse greb Obersten, han aandede tungt. Det stod saa skræmmende stygt for ham, det, som Vestblad der havde gjort. Det lagde sig paa ham som en Mare. Han var bange for, at han skulde faa den døde Kone at se — se hende komme frem bag ved Sengen. Han syntes, at hun maatte være her i Nærheden.
Og fra Værelsets fire Hjørner lød det Obersten i Møde med en forfærdende Vished. Dette tilgiver Gud ikke. Dette har Gud aldrig glemt.
Obersten lukkede Øjnene, men da saa han pludselig for sig Guds store Væverstol, hvor Væven var vævet af Menneskeskæbner. Og han syntes, at han saa Fanejunker Vestblads Terne, — og den var omgiven af Mørke paa tre Sider. Og han, der forstod sig paa Vævning og paa Mønstre, han indsaa, at den fjerde Side ogsaa maatte dækkes med Mørke. Det kunde ikke gøres anderledes, der vilde ellers blive Fejl i Vævningen.
Den kolde Sved brød frem paa hans Pande, det syntes ham, at han saa ned paa det ubevægeligste og haardeste i hele Verden. Han saa, hvorledes den Skæbne, som et Menneske har skabt sig i det forløbne Liv, vil forfølge det. Og det var der nogen, der tænkte, at man kunde slippe fra!
Slippe fra, slippe fra! Alt var tegnet og skrevet op, den ene Farve og Figur tvang den anden frem, og alt blev saadan, som det maatte blive.
Oberst Beerencreutz satte sig paa engang ret op i Sengen; han vilde se ud paa Blomster og Roser og tænke paa, at maaske Vorherre dog kunde glemme.
Men da, i samme Øjeblik som Beerencreutz satte sig oprejst i Sengen, aabnedes Sovekammerdøren — og en fremmed Karl stak Hovedet ind — og han nikkede til Obersten.
Det var nu saa lyst, at Obersten saa Manden ganske tydeligt. Det var det grimmeste Ansigt, han nogen sinde havde set. Han havde graa Griseøjne, flad Næse og et tyndt, stridt Skæg. Man kunde ikke sige, at Manden saa ud som et Dyr, for Dyr ere som oftest kønne; men han havde dog noget dyrisk over sig. Han havde Underbid, Hagen var tyk, og hans Pande blev helt borte under det tykke, uredte Haar.
Han nikkede tre Gange til Obersten, og hver Gang spærrede han Munden op til et bredt Grin. Saa strakte han en Haand frem, der var rød af Blod — viste den ligesom triumferende frem.
Indtil dette Øjeblik havde Obersten siddet stille som lammet, men nu sprang han op og var henne ved Døren i to Skridt. Men da han kom derhen, var Karlen borte og Døren lukket.
Obersten vilde lige til at raabe og banke, da det faldt ham ind, at Døren maatte være lukket indvendig fra, paa hans Side, da han selv havde gjort det om Aftenen. Og da han undersøgte den, viste det sig, at den slet ikke havde været aabnet.
Da kom der en Slags Skamfølelse over Obersten, at han saadan paa sine gamle Dage begyndte at se Spøgelser. Han gik hen og lagde sig igen uden videre.
Da Natten omsider var omme, og han havde spist Frokost, skammede Obersten sig endnu mere. Han havde hidset sig selv op, saa han havde rystet og svedt Angstens Sved. Han sagde ikke et Ord om nogenting.
Men hen paa Dagen gjorde Vestblad og han en Tur rundt paa Ejendommen. Da de nu kom forbi en Arbejder, der stod og skar Græstørv ved et Dige, kendte Beerencreutz ham igen. Det var den Mand, han havde set om Natten. Træk for Træk kendte han ham igen.
„Kære Ven, den Mand vilde jeg ikke beholde en Dag længer i min Tjeneste,“ sagde Beerencreutz, da de var gaaet et Stykke Vej. Og han fortalte Vestblad, hvad han havde set om Natten. „Jeg fortæller dette ene og alene, for at du skal lade dig advare og jage dette Menneske bort.“
Men Vestblad vilde ikke, han vilde netop ikke jage denne Arbejder bort. Og da Beerencreutz blev mere og mere indtrængende, tilstod han tilsidst, at han ikke vilde gøre den Mand noget, fordi han var Søn af en gammel Fattighuskone, som var død paa Viksta ved Ekeby. „Du husker vist nok Historien?“ lagde han til.
„Ja, hænger det saadan sammen, saa vilde jeg hellere gaa til Verdens Ende end leve blot en Dag i det Menneskes Nærhed,“ sagde Beerencreutz.
Og en Time efter rejste han sin Vej og var næsten vred over, at hans Advarsel ikke blev fulgt.
„Her sker en Ulykke, inden jeg kommer igen,“ sagde Obersten til Vestblad, da han tog Afsked.
Næste Aar ved samme Tid beredte Obersten sig til at rejse til Halstanäs. Men inden han naaede derhen, fik han sørgelige Nyheder fra Gaarden. Paa Slaget eet, Aaret efter den Nat, da han sov der, var Fanejunker Vestblad og hans Kone blevne myrdede i deres Sovekammer af en af deres Arbejdere, en Mand med tyk Tyrehals, flad Næse og Griseøjne.