Et Aar
Et Aar
Hvor Tiden dog gaar», sagde Fa'rbro'er, idet han bankede Asken af sin Pibe, «saa er det nu igjen Maries Fødselsdag! — Du er min Sandten ikke saa ganske ung længere, naar man tæller efter. Ja, for mig,» vedblev han kjærligt, «er Du naturligvis altid Barnet, der sad paa Fa'rbro'ers Skjød og klappede den første Kage med de smaa Hænder.»
Han lagde Piben bort, tog den store Kikkert frem og pudsede den omhyggeligt med Snippen af sit røde Lommetørklæde, derpaa stillede han sig mageligt tilrette i Vinduespladsen, kneb det venstre Øje sammen og saa ud over Stranden.
Fa'rbro'er var en middelhøj, svær Mand med et rundt, velvilligt Ansigt og smaa, godmodige, lidt missende Øjne. I sine unge Dage havde han været Skipper; nu levede han roligt af en net lille Formue, men Tankerne drejede sig dog gjerne om Søen, og han var næsten vokset sammen med Kikkerten.
«Kom herhen, Marie, og se den lille Baad der, hvor stille den glider hen ad Vandet langs Kysten. Saa fredeligt og blidt er dit Liv ogsaa gaaet; derfor have Aarene ingen Spor efterladt, tænker jeg. Vor lille Verden her har været Dig nok, dine Ønsker og din Higen ere ikke gaaede udenfor.» Og Fa'rbro'er nikkede bifaldende.
Hans Tale slog saa underligt ned i mig. O, Du trofaste gamle Fa'rbro'er, der havde været den kjærligste Fader for den Forældreløse og givet hende Barneret i dit Hjærte, hvor lidt kjendte Du hende alligevel. «Dine Ønsker og din Higen ere ikke gaaede udenfor,» det var, som Fortiden rejste sig ved disse Ord; gamle, halvforglemte Minder stege frem for Sjælen, underlige, fremmede Billeder; jeg gjensaa dem med en Blanding af Forundring, Sorg og Anger.
Hvor jeg husker en varm Sommerdag for mange, mange Aar siden, 1849 var det. Jeg havde siddet i Jasminlysthuset i Fa'rbro'ers Have og læst en Roman af Walter Scott. Faster Lene, der var opdragen paa Christiansfeldt, saa nødig, at jeg læste saadanne verdslige Bøger, men Fa'erbro'er mente, det kunde aldrig skad og saa fik jeg min Villie. Mit Hoved var ganske opfyldt af statelige Riddere og skjønne Damer; jeg var saa underlig tilmode, forventningsfuld kunde man næsten kalde det.
Solen brændte varmt, alle Blomster duftede; Faster Lene gik med en lille Kurv paa Armen og knækkede Roser af til Potpourri. En stille, indadvendt Tilfredshed lyste ud af det smalle, rødladne Ansigt; hendes Dragt var lidt gammeldags og tarvelig, men skinnende proper. Aldrig har jeg set et Menneske, i hvis Ydre det Indre klarere afspejlede sig; med et halvt Blik saa man, at hun var sindig, retskaffen og samvittighedsfuld. Alt, hvad der stod under hende, passede hun med den største Omhu; Mennesker og Dyr fik deres gode Forplejning; Hus og Have bleve vel vedligeholdte. Om Andres Sager brød hun sig ikke, og levede i Fred med alle Mennesker.
Fa'erbro'er saa ud fra det aabne Vindue; han var mindre svær dengang, saa lidt højere ud og bar ingen Kalot. For Øjeblikket var han i ivrig Samtale med en ung Skibsbygger, der stod ude i Haven med Hatten i Haanden.
Det var en høj, rank og dog lidt firskaaren Skikkelse; Hovedet sad kjækt paa Skuldrene; den hvide Pande stak underligt af mod det solbrændte Ansigt; de klare blaa Øjne sendte et aabent, tillidsfuldt Blik ud i Verden. Han saa opvakt, snarraadig, dygtig ud; en vis myndig Mine viste, at han tidlig havde vænnet sig til at handle og sætte Andre i Trit. Fa'erbro'er og hans afdøde Fader havde været Venner; paa Grund heraf kom han jevnlig til os og var næsten som Søn i Huset.
«Naa, endelig,» sagde han, da jeg nærmede mig, og saa drejede han ganske forlegen paa sin runde Hat, «endelig!»
Det var dog underligt, at jeg saadan kunde bringe ham ud af Fatning; han turde ikke engang række mig Haanden; hvor snurrigt!
Vinden legede med hans lyseblaa Halstørklæde; af og til foer han med den store, brune Haand op i det buskede, tilbagestrøgne Haar; han saa slet ikke ud som en Romanhelt. Der maa have ligget noget Drillende i min Hilsen, thi Fa'erbro'er sagde undskyldende: «Hun er kun et Barn, John!»
«Jo vist! Barnet sprang mig altid imøde med glædestraalende Ansigt,» lød det halv modfaldne, halv fortrydelige Svar.
«Hvorfor løb jeg Dig imøde, John?» jeg kunde ikke lade være at drille ham, «fordi Du gjerne havde et Kræmmerhus Figner i Lommen til mig.»
«Naa, saa det var Grunden! men hvad vilde jeg ikke have i Lommen til Dig nu, Marie, dersom jeg turde.»
«Alt til sin Tid,» lo Fa'erbro'er, idet han klappede min Kind, «Marie er kun sytten Aar, Alt til sin Tid.»
«Ja, saa maa jeg nok gaa, Skipper Bang.»
«Lykke paa Rejsen, min Dreng, Lykke med Handelen.»
Fa'erbro'er og John talte lidt om Brædder, Flanker og Mastetræer, derpaa rystede de Hænder, og John gik. Han skulde et Par Dage bort fra Egnen i Forretninger.
«Hvad er Klokken?» Fa'erbro'er trak sit store Tvebaksuhr op af Lommen. «Hillemænd, to! saa kunne vi straks vente Tropperne; det er nok paatide, jeg kommer afsted. Hvad mener Du, Mo'er, om jeg fik salig Knudsens Erik hjem med, at Du kunde gjøre ham lidt tilgode; han er jo Underofficer ved Regimentet. Skaf Du kun Kammeret istand og sørg for Noget paa Gaffelen, alene kommer jeg ikke tilbage.»
Fa'erbro'er tørrede sin Pande, tømte et stort Krus Øl i ét Drag, trak med et Suk den snevre Stadsfrakke paa, trykkede Sømandshatten ned over Panden, og gik saa rask hen ad Vejen paa sin lidt slingrende Maade. Vort Hus laa omtrent ti Minuters Gang fra den lille jydske By.
Faster havde netop faaet Alt ordnet, og jeg stod og dækkede Bordet, da Fa'erbro'er kom tilbage, ganske rød og forpustet. «Salig Knudsens Erik var snappet bort, før jeg kom, men jeg traf en syg Officer, og saa sagde jeg, at Ingen kunde pleje Syge som Du, Mo'er, og det er en Sandhed. Naa, nu bringer jeg snart Fyren herud i Kaleche. Han var næsten kommen sig efter en Feber, fortalte han, men saa anstrengte han sig, tog for rask paa og fik Tilbagefald. Det giver sig nok om et Par Dage, naar vi først have ham i dine Hænder. Gud befalet saalænge.»
Fa'erbro'er stormede afsted; Faster Lene stod ganske højtidelig midt paa Gulvet og overvejede; derpaa tog hun Nøgleknippet, betød mig, at jeg skulde følge, og steg saa opad den lille, snevre, stejle, elfenbenshvide Loftstrappe, der endte foran en Lem, som lukkede for Loftet med dets gammeldags Kister og Kufferter. Faster stak Nøglen i Hullet og svingede Lemmen tilside med øvet Haand. Derpaa undersøgte hun sine Rigdomme; det Bedste var ikke for godt. Usete Skatte kom frem for Dagens Lys: en Edderdunsdyne, et storblommet Silketæppe, udsyede Lagener, og jeg ved ikke hvad. Lænestolen fra Storstuen med de lange Arme og den korte Ryg, blev flyttet ind i Gjæstekammeret, og Overtrækket toges af Sædet, saa den falmede Georgine kom tilsyne. Paa Kommoden under Spejlet prangede to Vokslys i pletterede Stager med en kinesisk Lysebakke midt imellem. Tilsidst kom Faster med en gammel Postille og en anden nyere Andagtsbog.
«De kunne gjerne ligge her paa det lille Bord,» sagde hun, «saadan en Herre læser vel ikke meget af det Slags, Gud bedre os; men man kan dog aldrig vide. — Naa, lille Marie, brug nu dine unge Øjne, er her Noget at udsætte?»
Faster Lene vidste godt, at der ikke var Noget at udsætte; hun afventede heller ikke mit Svar, men begav sig lige til Kjøkkenet, hvorfra en stærk Kamilletheduft snart efter trængte ud.
Det varede temmelig længe, inden Fa'erbro'er kom; jeg tittede nysgjerrig henad Vejen, ganske spændt og urolig. Endelig holdt Vognen udenfor Døren; Faster stod i Gangen, med nystrøget Kappe og snehvidt Forklæde, og nejede; Fa'erbro'er hjalp den Fremmede ind. Det var en meget høj ung Mand med mørkt, krøllet Haar, bleg Farve og regelmæssige Træk. Han støttede sig paa Fa'erbro'er og saa svag og angrebet ud. Idet han vaklede forbi, sendte han mig et langt Blik; det var paa engang saa overrasket og saa anerkjendende; jeg kunde slet ikke glemme det.
Faster Lene trippede ud og ind hele Eftermiddagen; hver Time bragte hun Gjæsten Kamillethe i en lille kinesisk Kop. Paa vore Forespørgsler svarede hun blot: «Han behøver Ro», og saa listede vi ganske stille om og vovede næppe at give Stemmen Lyd, Noget der faldt Fa'erbro'er med sit djærve, lidt støjende Væsen højst besværligt. Han glemte ogsaa undertiden sig selv og lod Røsten runge som sædvanligt, men saa viste Faster sig straks i Døren, paabydende Taushed med Fingeren paa Læben.
Næste Morgen erklærede Overlægen med et anerkjendende Buk for Faster, at Patientens Tilstand var over Forventning. Derpaa holdtes en lille Konference, hvis Resultat var, at Kamillethe ombyttedes med Hønsekjødsuppe, blødkogte Æg og andre nærende Spiser.
«Det er en dejlig Herre, og saa venlig,» sagde Pigen, da jeg kom ud i Kjøkkenet, «han taler med en anden En, som var det hans Lige. Rig og fornem er han ogsaa nok, det skal jeg love for; alt hans Tøj er saa fint, saa fint, og paa Lommetørklædet har han Krone som en Konge. — Han spurgte ellers» — Inger holdt pludselig inde og rengjorde sin Fisk med stor Iver; Faster gik gjennem Kjøkkenet.
«Hvorom spurgte han, Inger?«
«Aa, Jomfru, det var om Dem. Han spurgte, om den smukke Pige, den nydelige Pige, der stod i Gangen, var Datter i Huset; han havde næsten troet, det var et Syn, et dejligt Syn; ja, saadan sagde han, og saa spurgte han,» — Inger blev igjen afbrudt ved Fasters Indtrædelse; denne Gang bad jeg ikke om Fortsættelse, men den kom uopfordret.
«Han spurgte, om Jomfruen ikke gik i Haven, han vilde saa gjerne se Dem, og saa bad han mig rulle Gardinet, op og aabne Vinduet, saa vilde han ligge og passe paa.»
«O, Inger, hvad er det dog for taabelig Snak!» jeg satte hurtigt den lille Havekurv, jeg netop havde i Haanden, fra mig og lagde Kniven paa Bordet; der behøvedes ingen Petersilie i Saucen idag, det kunde godt undværes. Saa sad jeg da inde, bøjet over mit Arbejdsbord ved Siden af den arrige, grønne Papegøje og de kjedelige Guldfisk og syede og syede, men de uvante Smigerord løde hele Tiden for mit Øre, jeg kunde slet ikke faa dem ud af Tankerne. Laa han virkelig derinde, saa ud af Vinduet og tænkte paa mig?
«Marie!» raabte Fa'erbro'er fra Haven, «kom herud og se den nye Rose.»
«Jeg kjender den, Fa'erbro'er,» svarede jeg tøvende.
«Snak, det er første Blomst; kast det dumme Sytøj og kom straks. — Naa, er den ikke dejlig, og er Vejret ikke velsignet? arme Fyr, der skal ligge stille i Dynerne; jeg bryder Rosen af og kaster den ind til ham. — Hvordan gaar det, Kammerat?» Fa'erbro'er stillede sig i Gjæstekammervinduet. «Kjeder sig, længes efter efter at komme op, hvad? — Aa, hør, Marie, hent Harmonikaen, Du kunde dog spille og synge «Landsoldatens for vor Gjæst. Han kan godt høre det ind, naar Du staar her.»
«Er det værd, Fa'erbro'er; Du ved, jeg kan ikke ordentligt.»
«Det lader Du Andre bedømme, min Pige, naa, gaa nu.»
Saa maatte jeg da hente den store Harmonika med de skrattende Toner, Fa'erbro'ers Stolthed. Han stod og slog Takt paa Vindueskarmen med sine svære Fingre, medens jeg med stærk Hjærtebanken og skjælvende Stemme foredrog «Landsoldaten». Da jeg endte, lød et kraftigt: «da capo, da capo« inde fra Sengen.
«Ser Du det,» Fa'erbro'ers Øjne blinkede triumferende, «da capo siger ogsaa jeg,» saa maatte jeg da til det igjen.
«Tak, tusinde Tak!» hvor det klang venligt og forbindtligt; jeg var saa forunderlig tilmode og gik halvt som i Drømme hele Dagen.
Næste Eftermiddag kom Lieutenant Rosenhjelm op og ind til os. Jeg vovede ikke at hæve Øjet, da han hilste, men nejede kejtet og rødmede dybt. Hans utvungne Væsen fik dog snart Bugt med min Forlegenhed; han talte selv saa let og naturligt, og lokkede ogsaa mig efterhaanden til at blive naturlig og ligefrem. Paa en egen Maade greb han hvert lille Ord, jeg ytrede, og tillagde det Betydning, Noget, der virkede meget opmuntrende.
«Der er Mennesker,» sagde han, «man aldrig kommer nær, aldrig bliver rigtig bekjendt med, og Andre, som man straks forstaar. Er det ikke, som havde vi To kjendt hinanden i mange Aar; saadan forekommer det idetmindste mig.»
Og saa talede han om Livet her og Livet udenfor, om Alt, hvad jeg engang skulde se og opleve; han sagde just ikke med klare Ord, at han vilde føre mig ind i den brogede, vidunderlige Verden, men gav det dog tydeligt tilkjende, det var som en Forudsætning. Hvergang Faster forlod Stuen, begyndte han igjen; Fa'erbro'er, der stod halvt ud af Vinduet med Kikkerten, hørte ikke de hviskende Ord.
«Og jeg, som var saa ærgerlig over min Upasselighed,« sagde han, da han bad «Godnat», «og saa skulde den just være Skyld i, at jeg kom her, netop her. Var det dog ikke sælsomt?»
Det lange Blik hvilede igjen paa mig, idet han bukkende forlod Stuen.
Da jeg den Aften gik til Ro, følte jeg, med en Blanding af Uro og Fryd, at min Skjæbne var afgjort, der var ingen Skygge af Tvivl eller Mistro i min uerfarne Sjæl.
Næste Dag skulde der være Afskedsfest for Tropperne; en Dandseplads var indrettet i det lille Anlæg med de forkrøbne Træer udenfor Byen. Lieutenant Rosenhjelm vilde med; han var rask nok, forsikrede han; jeg skulde naturligvis være hans Dame.
I Begyndelsen kom Faster med Indvendinger, men hun blev aldeles overstemt; og der gjordes i stor Hast Forberedelse til min Dragt. Faster Lene kæmpede for det Tarvelige, Fa'erbro'er foretrak derimod ubetinget det Iøjnefaldende, det Maleriske; der maatte ikke spares, sagde han, Dannebrogsbaand paa Haar og om Liv, ja, allevegne, hvor de blot kunde anbringes.
Da jeg kom ind i fuld Puds, smilede min Kavaler lidt, men fattede sig dog snart.
«Saa smuk, selv i det Kostume,« sagde han, «De burde være ganske hvid og blot bære en Perlesnor om de brune Lokker. Ja, ja, en anden Gang faar jeg maaske et Ord med.»
Hele den Aften staar for mig som en forvirret Drøm ; Regimentsmusiken lød, de brogede Lamper straalede, store Flag viftede, og vi dandsede sammen.
«Imorgen rejse vi, Frøken Marie; Skjæbnen er grusom!»
Jeg bøjede mit Hoved; hvad skulde jeg svare ?
«Tør jeg nu stole paa, at De ikke glemmer,» vedblev han heftigt, «dersom det varer noget, inden jeg kommer tilbage — jeg haaber ikke det skal vare længe, men man er ikke altid Herre over Omstændighederne — vil De da ikke glemme? o, De glemmer! De glemmer!»
Det ivrige Spørgsmaal gjorde enhver Forsikring fra hans egen Side overflødig.
Næste Morgen dækkede Faster et luksuriøst Frokostbord; Fa'erbro'er hentede en støvet Flaske ægte, gammel Madejra op af Kjælderen til Ære for Hædersgjæsten.
«Naar ses vi igjen?« sagde han og stødte til hans Glas.
«Før De tænker, Kapitajn, før De tænker.»
Der var et Smil om Munden og en Betoning i Stemmen, som kun jeg forstod. Efter Bordet bleve vi et Øjeblik alene; han nærmede sig med udbredte Arme : «Farvel, yndige Marie!»
Da jeg veg et Skridt tilbage, sagde han beroligende: «Naa, saa giv mig blot Haanden. Farvel og lev vel, til jeg kommer tilbage, min bly Blomst. Det er sandt, jeg har en Bøn: Vift til mig fra den lille Høj her tæt ved; det skal være mig et godt Tegn, et Varsel om Lykke.»
«Hvad sagde han?» spurgte Faster i en lidt mistroisk Tone, «han hviskede til Dig, da jeg kom ind.»
«Han bad mig vifte til Lykke fra Højen, naar Skibet sejler forbi, men det kan vel ikke gaa an.»
«Ikke gaa an!» Fa'erbro'er maalte mig forbauset, «hvorfor i Alverden skulde det ikke kunne gaa an? — jeg gaar med Dig derop. Held og Lykke ville vi vifte til de brave Karle af bedste Evne.»
Saa stode vi da sammen paa Højen og saa Dampskibet skyde forbi langt ude. Fa'erbro'er svingede sit store, højrøde Tørklæde i venstre Haand — den højre holdt Kikkerten — jeg lod mit lille hvide flagre i Luften. Paa et fremspringende Punkt kunde jeg tydelig skjælne en slank Skikkelse, der blottede sit Hoved og viftede hen imod os.
Gaa hjem med Fa'erbro'er kunde jeg ikke nu; jeg trængte til at være ene, fatte mig, tænke efter, samle hele min Lykke i én Sum. Egentlig bedrøvet over Skilsmissen var jeg ikke; jeg vilde benytte Tiden godt, stræbe at blive ham værdig, hæve mig til ham, lære. Han skulde gjenfinde mig forandret og forædlet; o, blot han ikke kom altfor snart igjen.
Det mørkeblaa, skinnende Vand spillede i Solen, den flade, ensformige Egn saa forklaret og forvandlet ud. O, Livet var dog skjønt, rigt, vidunderligt — men Hvem kom dernede, hvor Vejen drejer op fra Møllen? ah, det var John! da han saa mig, fordoblede han sine Skridt.
Min første Indskydelse var at vende, men jeg betænkte mig; det var bedst at tale rent ud, afvise ham fuldstændigt. Det var ingen Spøg længere, nu forstod jeg ham, og følte mit Ansvar. Agtelse for ham, Agtelse for mig selv, Pligt mod den Fraværende bød mig blive.
«Vel mødt, lille Marie, jeg tænkte netop paa Dig. Ja, Du kan jo rigtignok sige,» tilføjede han trohjærtet, «det skulde være en underlig Gang, jeg ikke tænkte paa Dig.»
«Du maa ikke tale saaledes, John, Du maa slaa mig af Tankerne.»
«Jeg kan ikke, Marie,» han saa endnu skjælmsk ud, «forlang alt Andet, kun ikke det.»
«Jo, netop det; jeg holder ikke af Dig, ikke paa den Maade.»
«Du ved det maaske ikke selv, Marie, men Du gjør det alligevel.»
«Saa tro mig dog for Guds Skyld, John, aldrig kan jeg blive Din, Du maa opgive mig.»
Han veg tilbage og blegnede, slaaet af min Tones Alvor.
«Opgive Dig gjør jeg ikke, før Bryllupsklokken ringer for Dig og en Anden; Gud Fader lade det aldrig ske! jeg kan derimod vente, og vil ogsaa vente og gjøre mig Umage for ikke at plage Dig, falder det end svært. — Nu er mit Hus færdigt, det smukke, nye Hus, og saa mente jeg — lille Marie, hvad der er kjønt eller bekvemt i Huset, er blevet saaledes for din Skyld. I Tankerne har jeg set Dig trippe om i Kjøkken og i Kjælder, Du har set ud af hvert Vindue og siddet paa hver Bænk i Haven; naar din Fod træder over Tærskelen, bliver det først indviet til Hjem for mig — og saa at forlange» —
«Du har jo din Moder, John.»
«Stakkels gamle Moder, hun trænger ogsaa til en Datter. — Naa, jeg vil vente, tvinge mig selv til Taalmodighed. Engang bliver Du nok Min, jeg tror det saa vist, jeg føler det her inde.» Hans Blik var saa underlig bebrejdende, og dog kjærligt, idet han hilste og gik. Hvorledes skulde jeg overbevise ham; hans Halsstarrighed opbragte og rørte mig paa engang.
Fra nu af begyndte jeg et nyt Liv. Organisten spillede med mig, og hans Kone, der i længst forsvundne Dage havde været Lærerinde, lærte mig Fransk. Hjemme skrev jeg Stile, studerede den kæmpeagtige Globus i Storstuen og talte i Smug Tydsk med Faster Lene. Faerbroer maatte ikke ane det, det vilde have stødt hans patriotiske Øre altfor meget. Han syntes i det Hele ikke om mine mange Studier.
«Kan Du strikke, sy og snurre din Rok, lave en ordentlig Gryde Mad, læse og skrive dit Modersmaal, forlanger en brav Mand ikke mere af Dig.»
I Tankerne saa han mig bestemt som Skibsbyggerens Kone. O, dersom jeg turde fortælle, at min Plads var en anden, dog, nej, jeg kunde ikke faa det over Læberne, og havde maaske heller ikke Lov til at betro mig til Nogen.
Tiden gik næsten for hurtigt de første Maaneder; jeg arbejdede med Iver og var fuld af Haab og Mod; men da Efteraaret indfandt sig, koldt og taaget, da Bladene faldt af Træerne, Jorden blev hvid og Stranden frøs til, uden at han kom eller sendte et Ord, omspændtes mit Sind af Uro og Frygt, og endelig af Tvivl, der vel afløstes af Selvbebrejdelse, men dog bestandig vendte tilbage, stærkere og stærkere. Jeg vidste saagodtsom Intet om hans Forhold og havde set ham selv saa kort, maaske havde jeg været for hurtig! nej, nej, jeg mindedes hans Ord: «Det er, som havde vi kjendt hinanden i mange Aar.» Han havde jo ogsaa sagt, at man ikke altid var Herre over Omstændighederne, og bedt mig saa indtrængende ikke at glemme. Dette var en Prøve, bestod jeg den, kom Lønnen.
John besøgte os sjældent; hver Søndag saa jeg ham dog i Kirken. Han kom altid med sin gamle Moder under Armen; hun var lidt affældig og svagelig og rokkede langsomt frem i sin tykke, tærnede Kaabe med det sorte Slør for Ansigtet; John maatte bøje sig halvt til Siden, for bedre at støtte hende. Ude mødtes vi undertiden, men han holdt sig tilbage og talte sjældent til mig. Skjøndt jeg selv havde ønsket det saaledes, gjorde det mig dog ondt; han var saadan en god, trofast Ven og min gamle Legebroder. Hvor hans Ansigt dog lyste af mandig Ærlighed og Højsind; gid en anden Pige, En, som bedre fortjente ham, kunde jage den Alvorssky bort, der, siden vor Samtale hin Morgen, laa over hans Pande.
Medens jeg tænkte paa John, steg Billedet af den Fraværende uvilkaarligt frem for Sjælen. For første Gang mindedes jeg et vist halv skalkagtigt, halv bundløst Blik i hans Øje; for første Gang tænkte jeg, at hans Væsen dog maaske havde været for glat, slebent og indsmigrende til at være oprigtigt; hvor lo han ikke med Fa'erbro'er og rystede Hænder med ham; hvor udmærket forstod han ikke at gaa ind paa Faster Lenes Tankegang, skjøndt den laa saa langt fra hans hele Betning, og nu hans Forhold til mig. —
Fortvivlet sprang jeg op; o, det var syndige, troløse Tanker! jeg valfartede op til den lille Høj og gjorde ydmyg Afbigt i mit stille Sind.
Da Foraaret kom, var mit Haab næsten opbrugt; jeg saa bleg ud, og Munterheden var rent borte. Faster Lene rystede betænkeligt paa Hovedet, Fa'erbro'er skjændte.
«Det kommer der af den bandsatte Hængen i Bøgerne, men der skal ogsaa være en Ende paa det, nu har jeg svoret. Marie skal rejse, besøge Familien og se Kjøbenhavn. Jeg har allerede skrevet til mit Sødskendebarn, der er gift med Sejldugsfabrikanten; det er brave, honette Folk, der ville bære hende paa Hænderne. — Naa, min Pige, hvad faar Fa'erbro'er saa til Tak?»
Sidst i Maj kom Sejldugsfabrikanten, han vilde gjæste Fa'erbro'er en Ugestid, og saa tage mig hjem med.
«Naa,» sagde Fa'erbro'er første Aften, idet han skottede velbehageligt til Faster Lene, der stod foran Punschebollen og skrællede Citroner, «naa, gamle Ven, fortæl saa lidt Nyt fra Hovedstaden. — Du har da ikke hørt Noget til vor unge Lieutenant Rosenhjelm, en bandsat kjøn Fyr?»
«Rosenhjelm? lad mig se,» Sejldugsfabrikanten talte langsomt, han var i det Hele lidt sen af Begreber, «ja, hvad Fornavn havde han, for der var, saavidt jeg ved, to Brødre, Tvillinger, begge Officerer.»
«Jeg ved min Sjæl ikke, hvad han hed; ved Du det, Moer?»
Faster svarede benægtende; jeg vendte Ryggen til og holdt mig fast i Havedøren, nær ved at segne.
«Den ene Broder er død, ikke falden i Krigen, men død af Tyfus, efter hvad jeg har forstaaet; ved Juletid var det nok.»
Jeg hørte ikke mere, men skyndte mig op paa den lille Høj, for uforstyrret at kunne græde ud. O, nu forstod jeg det Hele, derfor kom han ikke, død, død! og jeg, som havde tvivlet!
Angerfuld og sønderknust vendte jeg hjem, og dog var der en vis Fred i min Sjæl; han stod renset, og jeg havde frit Lov til at omgive hans Minde med en Glorie.
Næste Dag mødte jeg John, han saa nedslaaet og bekymret ud.
«Igaar kom jeg hjem fra en lang Rejse,» sagde han, «har Du slet ingen Trøst til mig, Marie, ikke en Gang et Ord til Velkomst. — Husker Du Visen, jeg sang for Dig, da Du var lille, om Haabet, der drev Mennesket frem, som Vinden Skibet? uden Vind hænge Sejlene slappe ned, uden Haab er der hverken Kraft eller Held ved Ens Gjerning.»
«Det gjør mig saa inderlig ondt, John, men jeg kan ikke trøste Dig. — Jeg gifter mig aldrig.»
«Ja, holder Du det Løfte, gifter jeg mig heller aldrig. — Gud hjælpe os Stakler,» vedblev han lidenskabeligt, hvad staar dog imellem os? vidste jeg det kun, jeg skulde vifte det bort som Spindelvæv!»
«Vi kunne jo nok holde af hinanden, John, alligevel, og omgaas som gode Venner, kunne vi ikke?»
«Nej,» svarede han næsten haardt, «maaske naar vi blive gamle, ikke nu.» Han drejede sig hurtigt om og gik, uden at hilse, ilsomt henad Vejen til sit Hus. Jeg kunde tydeligt se det paa den anden Side Havnen, et godt Stykke fra den lille By. Det hvide Sted tittede saa indbydende frem bag et nys udsprunget Bøgekrat; Solen spillede netop paa den forgyldte Vejrhane og de klare Ruder.
Rejsen til Kjøbenhavn og Opholdet derovre staar underlig taaget for min Erindring. Sejldugsfabrikantens Familie var meget venlig og forekommende; vi kjørte i Kapervogn til Charlottenlund, og i Omnibus til Frederiksberg, gik i Tivoli og paa Museer, og hver Søndag i en ny Kirke, Alt skulde jeg se. O, hvor disse Adspredelser dog trættede og plagede mig; jeg aandede først frit paa Dampskibet, der skulde føre mig tilbage til det rolige, ensformige Hjem.
Det var en stille, dejlig Julimorgen; Luften var saa opfrisket efter Gaarsdagens Torden, Vandet saa roligt, saa funklende klart. Næsten alle Passagererne saa glade og oplivede ud. Ligeoverfor mig sad en ung, smuk, højst elegant Dame. Hun var lidt bleg og trak det bløde, rige Shawl tæt om sig, som frøs hun; Fødderne vare tildækkede med et kostbart Tæppe. En hvid Vindspiller stod ved Siden med det spidse Hoved løftet opad og saa paa hende med sine klare Øjne; hun havde et rødt Baand om dens Hals og bøjede sig af og til ned, for at tale til den og kjærtegne den. Nu hævede hun Hovedet og hilste med Anstand og Ynde en sig nærmende Herre. Jeg saa paa ham — store Gud! var den Døde staaet op af Graven?
Blodet standsede i mine Aarer, Alt løb rundt, men saa huskede jeg pludselig paa Broderen, Tvillingebroderen. O, det var naturligvis ham, det sorte Flor paa Hatten bar han for den Afdøde.
Jeg trak Vejret og saa igjen derhen. Ligheden var meget, meget stor, men den var ikke behagelig; dette smukke, lidt satiriske Ansigt havde intet Tillidsindgydende ved sig. Han bukkede dybt for den unge Dame, hentede en Skammel, fik Solsejlet trukket længere ned og konverserede hende saa halv hviskende. Der var noget Forbindtligt, jeg vil næsten kalde det Hyldende, i hele hans Adfærd; hun smilede op til ham og saa lyksalig ud. Efter en lille Tids Forløb rejste hun sig; han bød hende Armen og førte hende til Kahytstrappen, derpaa gik han op og ned ad Dækket med Hunden. Baandet blev holdt i stram Haand; nu, dens Herskerinde var borte, havde han hverken Blik eller Tanke for den.
To, tre Gange passerede han forbi; derpaa støttede han sig til Rælingen, tog Lorgnetten frem og saa ud. Der var ikke meget at se, fandt han vist, thi han gabede, og begyndte saa at mønstre Selskabet. Da Blikket faldt paa mig, gav det et lille Sæt i ham; han saa igjen, mere opmærksomt, og nærmede sig saa.
Var det muligt, Gud i Himlen, var det muligt! mit Hjærtes Slag standsede, ikke af Glæde, nej, af dødelig Angst. Jeg hverken skjælvede eller rødmede, da han kom, men sad ganske stille, som forstenet.
«Om Forladelse,» han bukkede let, «jeg har bestemt set Dem før, jeg kjender det Ansigt. Tør jeg spørge hvor, hvem er De?»
Jeg nævnede Byen og Fa'erbro'ers Navn; indeni mig var det isnende koldt.
«Ah, nu husker jeg det Hele, det var jo et morsomt Møde,» han nedlod sig paa Bænken ved min Side, «hvorledes lever Deres Fader? det var en prægtig gammel Karl i sin Genre. — Det er komisk nok, for et Par Dage siden bladede jeg netop i min Dagbog fra den Tid, og fik saa Øje paa den lille Bys Navn; underneden havde jeg skrevet: Gammeldags Gjæstfrihed, styg Egn, smukke Piger.»
Han lo og gav ved et lille Buk tilkjende, at dette sidste var en Kompliment til mig. Derpaa rejste han sig op; der var ikke Skygge, ikke Spor af ond Samvittighed eller blot Erindring i hans klare, kolde Øjne; det Forbigangne havde ingensomhelst Betydning havt for ham.
Jeg blev siddende nogle faa Minuter; derpaa rejste jeg mig og gik ned. Den smukke, unge Dame satte netop sin Silkestøvle paa det nederste Trin af Trappen, da jeg kom, og holdt med en lidt hovmodig Mine paa sin brusende Silkekjole, som frygtede hun, den skulde komme i Berøring med min tarvelige Dragt.
Der var Ingen i Kahytten uden en gammel, korpulent Dame, der laa med sit venlige, rødmussede Ansigt vendt opad og sov sødeligt. Jeg tog Plads paa en afsides Sofa og tildækkede mit Hoved.
Saa det var Enden! naadige, barmhjertige Gud, hold din Haand over mig, hold mig oppe! Det, der havde beskjæftiget hele min Sjæl Aaret rundt, det, hvorom mine Tanker, Ønsker og Forhaabninger uophørligt havde kredset, opløste sig i et Intet. Alle de glimrende Farver, hvormed jeg havde smykket Billedet af min Helt, vare pludselig bortvidskede. Jeg bar intet Nag, følte ikke den ringeste Vrede, men denne verdslige, pyntede Modeherre var mig ligegyldig, eller rettere, han var mig imod.
Min Kind brændte af Anger og Bluelse; o, jeg havde været meget taabelig, taget grusomt fejl! det var, som Alt vaklede og styrtede sammen; hvad blev tilbage?
Først og fremmest blev Du tilbage, gamle Fa'erbro'er med dit kjærlige Hjærte og din altid ærlige og sanddru Tale, saa Faster Lene med sin stille, fordringsløse, gudfrygtige Vandel. Alene Tanken paa Hjemmet var velgjørende; nu vilde jeg leve der rigtig igjen, som i gode, gamle Dage; i den sidste Tid havde min halve Sjæl jo været borte. O, hvor jeg græd og hvor jeg kæmpede for at holde et Billede fra mig, der uophørlig vilde trænge sig frem, et ædelt Billede, der ydmygede mig og fyldte mig med Selvbebrejdelse.
Da jeg forlod Skibet, kom jeg i Trængslen lige bagved Lieutenant Rosenhjelm og den unge Dame. Han drejede Hovedet, tog til Hatten og nikkede over Skulderen meget venligt, men dog nonchalant.
Næste Dag bragte Diligencen mig til den kjære, gamle Hjemstavn. Fa'erbro'er stod ved Posthuset, og ventede; han saa alvorlig og bekymret ud.
«Faster Lene har det da godt?»
«Aa ja, saamænd, godt nok, men hun slider sig op; Johns Moder er syg, og nu er hun taget derhen, for at pleje den Gamle. Lene glemmer, at hun ikke er ung mere; Nattevaagen tager svært paa Kræfterne. John, arme Dreng, er i England; jeg har skrevet ham til, om Brevet nu bare maa naa ham tidsnok. — Ja, kan Du løse Din Faster af et Par Dage, min Pige, gjør Du en god Gjerning.»
Endnu samme Aften gik jeg derud med nogle faa Nødvendighedsartikler i en lille Taske. Da jeg stod udenfor Døren med Haanden paa Laasen, stormede Alt, hvad John havde sagt om mig og dette Hus, ind paa mig og fyldte mig med inderlig Bedrøvelse.
Faster Lene blev ikke forundret, da jeg kom; hun omfavnede mig paa sin rolige Maade, gav nogle simple, forstaaelige Anvisninger med Hensyn til Sygeplejen, og beredte sig saa til at gaa.
«Om et Par Dage kommer jeg igjen,» sagde hun, «stakkels John, Gud skjænke hans Moder Livet; hun er jo den Eneste, han har.»
Faster saa bedrøvet paa mig; der var en lille Hentydning, en svag Bebrejdelse i hendes Ord.
Aldrig glemmer jeg den første Nat; det Hele var saa drømmeagtigt, saa forunderligt. Den Syge kastede sig uroligt frem og tilbage, nu smaaklagede hun, nu talte hun vildt. Engang saa hun skarpt og vist paa mig.
«Hvem er det? Hvem er Du?»
«Marie, kjender De ikke Marie, Deres lille Guddatter?»
«Jo vist, naa saa, ser man det, og jeg, som bad ham sent og tidligt, om at slaa Dig af Tankerne, og saa blev Du dog min Sønnekone alligevel.«
O, hvor denne Misforstaaelse pinte mig; mine Indvendinger forstod hun ikke og var saa glad i sin Vildfarelse.
Til den bestemte Tid indfandt Faster Lene sig; to Dage efter kom jeg igjen. Johns Moder var nu lidt bedre; hun hilste mig med et gjenkjendende Blik og klappede venligt min Haand med sine matte Fingre.
Den Nat sov hun trygt og roligt. Jeg sad i Stuen ved Siden og hørte paa Uhrets Dikken og den ensformige Lyd af Regndrypperne fra Taget. Da Morgenen gryede, faldt jeg i en kort, urolig Blund, hvoraf en vedholdende Banken paa Husdøren vækkede mig, Pigens Trin lød i det samme paa Trappen, og Skodden blev skudt fra.
«HvorIedes staar det til?» det var Johns Stemme; i et Nu var jeg oppe og lysvaagen.
«Aa, det er omtrent ved det Samme; Madamen ser elendig ud. — Ja, Jomfru Marie er da derinde.»
«Hvem?»
«Jomfru Marie, Skipper Bangs Marie.»
«Det er bedre med din Moder, John,» sagde jeg, idet han aabnede Døren, «der er ingen Fare mere.»
«Saa være Herren da takket!» —han blev staaende midt i Stuen og saa tvivlsomt hen paa mig. «Du er her, Marie?»
«Ja, Faster og jeg komme skiftevis,» hvor mit Hjerte slog, medens jeg talte saa roligt og ligegyldigt, «men herefter er det vist overflødigt. — Vil Du se, hvor godt og trygt hun sover? kig kun derind. Men Du er jo vaad, John, tag dog Kappen af, saa vil jeg skaffe Dig Lidt at spise.»
O, det var underligt at dække Bordet, medens han sad der, bleg og taus, og stirrede paa mig.
«Tak, tak,» han tog et Stykke Brød, men lagde det igjen fra sig, skød Tallerkenen bort og sprang op.
«Jeg kan ikke. — O, naar jeg tænker, hvor tidt jeg har drømt om første Gang, Du skulde brede Dug her, og saa, at det skulde komme saadan, saa glædeløst!»
«Livet er blevet mig tungt,» vedblev han, idet han maalte Gulvet med urolige Skridt, «jeg holder det ikke længer ud, Marie, Du maa sige, hvad der staar imellem os, jeg forlanger det.»
«Skaan mig, John, jeg kan ikke undvære din Agtelse og dit Venskab.«
«Min Agtelse og min Kjærlighed kan Du aldrig miste,» han saa forundret paa mig, saa urokkelig tryg i sin Tillid.
Skulde jeg skrifte? o, hvor fik jeg Mod fra; dog jeg burde vist, for hans Skyld, det var en frygtelig Nødvendighed. Saa satte jeg mig da ved Vinduet, med Ryggen imod ham, og fortalte uden Omsvøb, aabent og sanddru, som stod jeg for Herren selv, det Hele. Han gav ikke en Lyd fra sig og afbrød mig ikke en eneste Gang, det var næsten, som sad jeg ene i Stuen.
«Nu har Du faaet din Villie, John, og kjender mig i al min Svaghed. Jeg ved, hvorledes Du dømmer, se ikke paa mig, tal ikke til mig, lad mig gaa!»
Jeg ilede ud af Huset, henad Vejen til Hjemmet. Regnen var nu ophørt og Skyerne skiltes mere og mere; den kolde Morgenvind strøg hen over min Pande og gjorde mig godt. Fa'erbro'er stod i Havedøren; han saa forskrækket paa mig.
«Hvor kommer Du fra, Marie? Du er bestemt syg; din Haand er jo ganske kold, og Du ryster. — Lene, Lene, Barnet er sygt.»
«Jeg er blot træt, Fa'erbro'er, og vil gjerne hvile ud. — John er nu hos sin Moder, saa jeg kunde roligt forlade hende.»
Faster fik mig hurtig i Seng; hun fattede instinktmæssig min Trang til Ro, og trættede mig ikke med Spørgsmaal.
Lidt efter lidt gav den stærke Spænding i mit Sind efter; det Værste var nu overstaaet, han vidste Alt. Der kom en underlig Fred over mig, som jeg laa der, ganske stille og ene, i min kjære gamle Stue. Jeg slog Kors for min Pande og mit Bryst, befalede min Skjæbne i den Almægtiges Haand og slumrede saa ind, udtømt af Sindsbevægelse, overanstrengt af Nattevaagen.
Solen var lige ved at gaa ned, da jeg vaagnede; Faster Lene sad ved mit Hovedgjærde og strikkede.
«En god, styrkende Søvn,» sagde hun fornøjet, «Pulsen er i Orden, Du kan gjerne staa op.»
Fa'erbro'er var ude i Haven, da jeg kom ind; han talte med Nogen, og lo paa sin klukkende, oprømte Maade. Hvem var det, han talte med? Hvem var det, der nærmede sig med raske Skridt? Hvad vilde John her? hvorfor kom han?
«Marie, gaa ikke lille Marie, bliv!»
Hans sjælfulde Ansigt straalede af Kjærlighed, idet han greb min Haand og sagde:
«Har jeg ikke altid troet, at det kun var Spindelvæv, der stod imellem os; har jeg ikke altid vidst, at Du dog holdt af mig paa Bunden af Hjertet. — Bliv ikke bange, Marie, jeg vil gjerne vente, nu venter jeg jo med Haab. Din Indbildningskraft har været syg, Du har drømt en fæl, urolig Drøm, min Elskede, Vorherre lade Dig glemme den!»
Og jeg havde næsten glemt den, da Fa'erbro'ers Ord kaldte Erindringen tillive. Naar jeg nu ser paa John, min højtelskede Ægtefælle, paa vore raske smukke Drenge og den lille Pige i Vuggen, og saa mindes hint Aar, fristes jeg til at spørge: var det mig, der oplevede alt dette, var det ogsaa virkelig mig.