Hedevig
Hedevig
Regnen strømmede ned fra den overtrukne Himmel; Jævndøgnstormene strøg henover de øde Stubmarker; Vogterdrengen trak sin store grove Trøje — den havde engang været Faderens — sammen om Brystet og op om Ørerne, derpaa stampede han frem, udstødende nogle vilde Hyl, der lode til at have en oplivende Virkning baade paa ham og Kreaturerne.
Tunge, mørke Skyer rugede over Skoven; Træerne vare saa brune og medtagne, og dog saa de endnu igaar grønne og sommerlige ud i Solskinnet.
Lige ved Landevejen laa et venligt lille Hus med en smal Strimmel Have udenfor; to smaa Akacietræer stode Vagt, et paa hver Side af Havelaagen. Vinden havde stor Lyst til at knække de skjøre Grene; den ruskede i dem, saa de kugelrunde Toppe nikkede og nikkede ned til Potteplanterne bag Ruden. Sognets forrige Præst havde bygget Stedet til Enkesæde, men da han blev gammel og affældig, tog han sin Afsked og flyttede selv derind. I hele Egnen hed det: Konsistorialraadens Hus.
Det var en lun, hyggelig Bolig; de tykke Mure kunde nok holde Vejrliget ude. Dagligstuen var møbleret paa gammeldags Vis: svære Stole med Ryggen til Væggen, en lang højtidelig Sofa, et stort Mahogni-Divanbord med Klapper til at slaa ned og en mægtig Søjlefod. Oppe paa Konsolskabet stod et Tempeluhr og spejlede sig; under det havde Oldemoders Potpourikrukke sin Plads; Laaget var klinket og sluttede daarligt, man kunde tydeligt lugte Lavendlerne. Over Tobaksbordet hang fire lange Piber, Caros. Kurv stod paa Gulvet ved Siden; han var tilaars og hensov Dagene paa sin Pude.
Der var ganske stille i Stuen, skjøndt tre Personer opholdt sig i den. Konsistorialraaden sad i den ene Vinduesplads ved sin Pult, læste vekselvis i to Bøger, sammenlignede og noterede. Han var en høj Mand, dog havde Aarene bøjet ham lidt; det hvide Haar stak smukt af mod den lille, sorte Kalot. Trækkene vare faste og udprægede; tunge Sorger havde trukket mange Furer henad Panden, men det var længe siden; nu var Alt overstaaet, godt overstaaet. En stille Fred lyste ud fra det milde, gamle Ansigt, ja fra hele Personligheden. Regnskabet var afsluttet, Arbejdsdagen til Ende, det var Aften. Idag var der dog en usædvanlig Bevægelse over ham, noget vist Forventningsfuldt, og Blikket søgte jævnligt hen til Uhret.
Ved det andet Vindue sad hans Kone, en lille spinkel, sirlig Dame. Hun var mange Aar yngre, men saa svagelig ud. Græmmelse, snarere end Sorg, havde efterladt Spor i hendes Ansigt; det var ligesom mærket af smaa verdslige Bekymringer. En Mine af at være beklagelsesværdig var det Fremherskende i Udtrykket. Naar Stormen hvinede og Regnen pidskede paa Ruderne, trak hun det bløde Shawl tættere om sig med et næsten opirret Blik, som var Uvejret en personlig Fornærmelse mod hende. Ogsaa hun holdt stadig Øje med Uhret.
Paa Forhøjningen ved hendes Fødder havde en ung Pige Plads, en fin, yndefuld Skikkelse, med et indtagende lille Ansigt. Den blændende hvide Pande var vistnok for bred efter Skjønhedens Regler, men det forhøjede kun det ejendommelig Frimodige og Lyse i Udtrykket. I de mørkeblaa Øjne spillede et overgivent Skjælmeri, som dog ikke kunde skjule al den Dybde og Inderlighed, der laa paa Bunden. Hun trak Traade ud af fine Lærredsstrimler, men de knækkede hele Tiden; der var noget Hastigt og Utaalmodigt i Haandelaget.
«Se nu, Tante, endelig er jeg færdig.»
«Du glemmer Halslinningerne, Hedevig; her er fire endnu.»
Et undertrykt Suk, saa tog hun fat igjen; den ivrige Haand vilde ikke rigtig lystre, af bare Skynding gik Arbejdet istaa.
«Her er det Altsammen, Tante.»
«Godt. — Hvor vil du hen, Hedevig? tag dit Broderi og sæt Dig hos mig.»
«Jeg vil se lidt efter, Tante, om Alt er i Orden.»
Hun smuttede hurtig ud, som frygtede hun at blive holdt tilbage; i Forbigaaende fik Uhret et Blik: et Kvarter til syv. Ude i Entreen trak hun Vejret, gik saa hen til det gamle kinesiske Uhr, der lignede et smalt Skab, og saa paa det, halvt om halvt haabende, at det ikke skulde stemme med det andet, men det gjorde det paa Minuten.
Døren til Kjøkkenet var aaben; foran Skorstenen laa en gammel Pige paa Knæ og pustede af al Kraft til Ilden. Flammerne knitrede, idet de rejste sig rundt om Kjedlen og oplyste det rynkede, rødladne Ansigt og de smaa Totter graat Haar, der stak frem af Huen. Hedevig nærmede sig, gjorde en Raaber af Hænderne og skreg:
«Viseren vil ikke gaa af Stedet idag, Gjertrud!»
«Vil den ikke? det er jo forskrækkeligt!» Der fløj et Skin af Venlighed over det grimme, gamle Ansigt og forskjønnede det.
«Ja, ja,» vedblev hun, «bliv først saa gammel som jeg, Barn, og se saa, hvor Tiden løber.»
Et lille, venligt Nik fra begge Sider endte Samtalen. Hedevig løb opad Trappen, tittede ind i det rummelige Kvistkammer, gik ned igjen, tog sin Kjolenederdel paa Armen, et stort Shawl over Hovedet, smaa franske Tøfler paa Fødderne og hoppede saa gjennem Bagdøren ud i den store Have, der laa paa den anden Side af Huset.
Hvor de stakkels smaa Sommerblomster dog vare knækkede og saa jordslagne ud, og de havde holdt sig saa dejligt lige til nu. Blot de enkelte Knopper paa Rosentræerne ikke skulde lide, de vare lige paa Nippet til at springe ud. Hedevig pillede lidt ved sine kjære Planter, rystede mistrøstigt paa Hovedet, og løb saa hurtigt til Enden af Haven. En, to var hun oppe paa det lave Jordgjærde, havde slynget Armen om Rønnebærtræet i Hjørnet og bøjet sig lyttende fremad. Den voldsomme Regn blændede Øjet, og Stormens Susen inde i Skoven gjorde det vanskeligt at skjelne nogen anden Lyd; det lød som bare Vogne, syntes Hedevig, og hvor spændt hun end stod, var den virkelige Vogn hende dog ganske nær, før hun bemærkede den.
«0, der er han! — velkommen, Frederik, velkommen!»
Vinduet blev trukket ned og en alvorlig, næsten barsk Stemme raabte:
«Gaa, gaa! hvor kan det dog falde Dig ind i dette Uvejr? gaa straks, Hedevig!»
Hun hoppede øjeblikkeligt ned og løb tilbage med en munter lille Latter.
Inde i Vognen sade to Herrer. Den Ene, en smuk ung Mand med en lidt indolent Mine, der hidtil mageligt havde strakt sig i Hjørnet og halvblundet, klemte nu Lorgnetten fast i Øjet og kigede ind i Haven.
«De er ikke videre høflig,» sagde han spøgende, «var det en Maade at besvare saadan en Velkomsthilsen paa? — hvad var det dog for en yndig lille Fe?»
«Det er en fjærn Slægtning af mig, egentlig en lille Plejesøster.»
«Noget Nydeligere har jeg ikke længe set. Aa, nu svippede hun ind . . . allerkjæreste!»
«Det er et rent Barn.» Stemmen lød lidt ærgerlig og tilrettevisende.
«Jo vist! De har nok været borte i tre Aar, har De ikke? tre Aar er en lang Tid. Der ligger Huset! det Hele har noget Romantisk ved sig, finder jeg. Ved Himmelen, der er hun igjen i Døren, ikke en Smule fornærmet, Regnen slaar lige ind paa det straalende Ansigt. Lykkelige Mand, fortjener De ogsaa denne Modtagelse?»
Frederik svarede ikke; med største Ro samlede han sine Sager og rakte saa Haanden ud.
«Farvel, og levvel, Hr. Baron; ja, maaske se vi Dem engang?»
«Naturligvis! tror De jeg saadan kan slippe min kjære Rejsekammerat, med hvem jeg har havt Alt fælles i seks Maaneder? jeg kommer, før De venter mig.»
Da det temmelig kjølige Forhold egentlig ikke motiverede dette Løfte, modtoges det langtfra med den Hjærtelighed, hvormed det gaves.
Frederik følte, at hans Opførsel mod Hedevig ikke havde været venlig; han var vred paa sig selv og ønskede at gjøre en Undskyldning, men det vilde ikke rigtigt gaa, saa blev det da til en Bebrejdelse i formildet Form.
«Kjære, lille Hedevig!» han tog begge hendes Hænder og kyssede, halv tøvende, Panden hun rakte frem, «hvor kunde det falde Dig ind at gaa ud i den øsende Regn?»
Hun lo. «Da du skjændte paa mig, blev jeg saa glad, Frederik, det var saa ganske Dig selv igjen.»
«Plejede jeg da at skjænde?»
«Aldrig uden Anledning, men den gav jeg Dig tidt.» Hun aabnede Døren til Dagligstuen.
«Min Søn!» Den gamle Mand trykkede ham tæt op til sig, der var et Udtryk af ydmyg Glæde og Taknemmelighed i hans Ansigt; derpaa betragtede han ham nøje med Bifald og Anerkjendelse.
«Nu vil jeg have Frederik! det er dog min Dreng, min egen kjære Dreng.»
Den lille Kone skjælvede af Sindsbevægelse, hendes smaa brune Øjne lyste af Moderstolthed, Beundring og Henrykkelse; i dette Øjeblik vare alle egoistiske Tanker bortvejrede. Hendes Kjærlighed var maaske lidt taabelig og forfængelig, men den var ægte, og hun havde villig ofret sit eget dyrebare Liv for Sønnens Skyld. Hvor hun fandt ham smuk! og det var han dog egentlig slet ikke: en høj Skikkelse, et alvorligt, dybsindigt Ansigt, mørke Øjne, der talte om en ærlig og kraftig Villie, en snarere respektindgydende end venlig Mine, saadan saa han ud. Han var otteogtyve Aar, men man kunde godt antage ham for at være midt i Trediverne.
Da den første Bevægelse havde sat sig, saa Fru Ring ud af Vinduet.
«Hvad er det, der staar paa Vejen? nej, dog, det er jo Frederiks Kuffert, den er sat af udenfor Døren og driver af Begn. — 0, Hedevig, hvor Du dog ogsaa er en tankeløs Pige, saadan Noget burde Du jo sørge for!»
«Nu skal jeg, Tante.»
«Er Talen om min Kuffert?» Frederik saa spørgende paa sin Moder. «Hvor i Alverden kan det bebrejdes Hedevig, at hun ikke tænker paa den? — nej, slip mig, kjære Moder, jeg vil ud og se til.»
Hedevig havde allerede taget Overtrækket af Kufferten; hun og Gjertrud vare ifærd med at bære den ovenpaa.
«Vist ikke, Hedevig! staa stille, lad mig komme til.»
«Det gjør mig ikke det mindste, jeg kan saa godt, men hvis . . . hvis Du vilde tage fat istedetfor Gjertrud. Hun er lidt skrøbelig, og Kræfterne svigte hende sommetider, naar hun anstrænger sig.»
Gjertrud kniksede og vilde ikke give slip; men det var en bestemt Haand, der uden videre løsnede hendes og tog fat. Saa stod hun da og stirrede efter dem med et underligt, betydningsfuldt Blik.
«Nu skal jeg tænde Lys, Frederik!»
«Ah, her ser jo hjemligt og godt ud. Men er det ikke nye Tapeter?»
«Jo, lysegrønne, din Farve. Gjertrud og jeg have tapetseret.»
«Virkelig! naa, det maa jeg sige!»
«Her ved Reolerne rynker det lidt,» vedblev hun undskyldende, «det var ikke saa ganske let at faa det til at slutte ind imellem. Dit Øje faldt straks paa det, tror jeg.»
«Du tror fejl! her er ingen Grund til at udsætte, snarere til at beundre. — Naa, sæt Lyset, og fortæl mig saa, hvorledes al denne Tid er gaaet herhjemme.»
«Den er gaaet godt. Onkel har rigtignok lidt en hel Del af sin Gigt og havt værre Anfald, end jeg nænnede at skrive, men det har dog været bedre det sidste Aar. Han er saa taalmodig og velsignet, saa glad, naar han kan komme op igjen til Bøgerne og den kjære Pen. Bønderne se jævnligt ind til ham, især de ældre; Ingen kan raade og trøste dem som deres gamle Præst, sige de. — Tante er virkelig raskere, men hun tror det ikke selv. I den sidste Tid har hun været noget urolig og angrebet for din Skyld; hun var saa angst, der skulde støde Noget til, og spaaede, at hun ikke vilde opleve Dagen. Nu er den Sorg da, Gud ske Lov, hævet.»
«Men Du siger Intet om Dig selv, Barn.» «Det skal nok komme. Jeg vil give mig et godt Vidnesbyrd for Flid; jeg har virkelig været saa flittig, som Du blot kunde ønske. Læsningen blev i den Tur, Du havde sat den i, det Aar Du var hjemme. Nu skal Du høre, men Du vil vist le: jeg var baade Dig og mig; det blev til en hel Leg, men gik ypperligt. Først var jeg Dig, satte Lektier for, trykkede Neglen ind i Bogen — den stygge Vane havde Du — og var højtidelig. Saa var jeg mig selv, lærte Lektierne og skrev Stile; saa igjen Dig, hørte mig i Alt, rettede Stilene — det var et frygteligt Hovedbrud, især de franske — og gav Karakterer. Jeg var ikke en Smule mere overbærende end Du. Geografien gik bedst; de Lande, hvor Du har været, kjender jeg nu paa en Prik; Onkel laante mig de store Kort. Jeg har ogsaa kiget i Konversationsleksikonet og allevegne, hvor jeg blot kunde faa Noget at vide om de Mærkværdigheder Du saa. Jeg sad altid i din Stue vekselvis i Lænestolen og paa den lille Taburet, eftersom min Rolle udfordrede; her var saadan en dejlig Ro, og jeg benyttede gjerne Morgentimerne. Onkel læste Religion med mig og overhørte mig af og til i Alt. Han var ganske tilfreds med mine Fremskridt. — Men jeg trætter Dig vist?» Det var et ydmygt lille Ansigt, hun vendte imod ham.
«Paa ingen Maade, tværtimod, jeg hører Dig med Glæde, og vil gjerne vide Mere. Har Du ikke tidt følt Dig ene? svar smukt oprigtigt.»
«Jo, det har jeg, skjøndt det er meget urigtigt; man burde jo være taknemmelig, naar man har det saa godt. — Jeg har følt mig frygtelig ene, Frederik, og jeg har længtes, saadan at Du ikke tror det, efter andre Mennesker. Naar det lille Hus blev mig altfor snævert og trangt, løb jeg op paa Fyrrebakken i Skoven. Det gjorde godt at se Møllen snurre rundt og Røgen stige ivejret fra Gaardene i Landsbyen. Jeg holdt af at gaa i Kirke, ikke saa meget for Talens Skyld — thi den nye Præst er ikke Onkel — som for at være sammen med Andre, og leve med dem et Øjeblik. Naar der undertiden om Sommeren kjørte Vogne forbi med glade Folk, der skulde i Skoven, og jeg hørte unge Piger paa min Alder le og synge, da blev jeg ganske bedrøvet og tænkte i min Taabelighed, jeg mente det naturligvis ikke, at det var Synd, Ingen brød sig om mig, Alle glemte mig. — Jeg har aldrig talt til Nogen herom, kan Du nok vide, og derfor bruser det saadan frem Altsammen ved dit Spørgsmaal.«
«Kom Du ikke paa Herregaarden?» «Jo, et Par Gange, men kun naar der var mange, mange Fremmede. Det var lidt underligt for mig at gaa ganske ene, Onkel og Tante kunde jo ikke tage med. De unge Piger vare saa pyntede og elegante, og talte om Mennesker og Forhold, jeg slet ikke kjendte. De vare nok venlige, men ikke saa venlige, at jeg fik Mod til at blive mig selv. Saa sad jeg da taus og dum imellem dem, og skjøndt jeg holdt af dem og beundrede dem, følte jeg mig dog allermest ene og forladt der. Du ser saa deltagende paa mig, Frederik,» — hun talte nu igjen i sin gamle, muntre Tone — «jeg ventede snarere, at Du vilde skjænde. Det var ogsaa kun enkelte Øjeblikke, jeg var saa taabelig; Tanken paa Dig var altid en Trøst; ved Dig stode vi jo desuden i Forbindelse med Verden og havde, paa en Maade, Del i det Du udrettede. — Hvor det var en Glæde, da din Bog udkom! Onkel gjemmer flere Anmeldelser, hvori Du er rost; i en staar Du omtalt som en ualmindelig selvstændig Tænker og grundig Videnskabsmand. En af Onkels lærde Venner skrev ogsaa, han havde grundet Formodning om, at Du vilde blive knyttet til Universitetet ved din Tilbagekomst. Jeg fortryder virkelig, hvad der før undslap mig; Tiden gik i det Hele rigtig godt; vi havde jo ogsaa stor Opmuntring af dine Breve; jeg kan dem næsten udenad. — Aa, nu kalder Gjertrud, jeg skal ordne til Theen. Du kommer vel snart ned, Frederik?» «Straks, om fem Minuter.»
Han blev staaende ganske stille midt paa Gulvet, efter at hun var gaaet.
«Mine Breve!» gjentog han harmfuldt, «det var nogle dejlige Breve! vær en god lille Pige, føjelig, lydig, omhyggelig for de Gamle, gjør din Pligt, det var Omkvædet. Og hendes Breve, dem har jeg ikke engang gjemt; de kjære, troskyldige smaa Breve, hvor ere de?» det var, som havde han først nu Nøglen til at forstaa dem.
Med et utaalmodigt Kast med Hovedet, der betød Misfornøjelse med sig selv og et bedre Forsæt, aabnede han Kufferten. Foræringerne til Familien laa øverst, for at være ved Haanden. En sjælden Udgave af et sjældent Værk til Faderen, en Mappe Fotografier til Moderen: Egne, Bygninger, Byer, alt det Mærkeligste han havde set, det var en hel lille Samling. Gaven til Hedevig laa nederst; med en halv fortrædelig Mine aabnede Frederik Pakken og udfoldede et stort Silketørklæde i alle Begnbuens Farver. «Det kan rigtig stikke den Lille i Øjnene,» havde han tænkt, da han kjøbte det; «det kan slet ikke gaa an,» tænkte han nu. Blot jeg havde noget Andet til hende, men hvad skulde det være?
Et langt smalt Papir faldt ham lige i Haanden; en blank, smukt forarbejdet Sølvpil laa i det. Ved Afrejsen fra Rom havde en gammel Landsmandinde foræret ham den. «Gjem den til Deres Brud,» havde hun smilende sagt.
Den unge Mand betragtede Pilen med en tvivlraadig, næsten forlegen Mine og sagde derpaa:
«Aa hvad, det Hele var jo kun en Spøg! Noget maa Hedevig dog have.»
Saa fik Hedevig da Pilen, og gamle Gjertrud Silketørklædet; hun var i den syvende Himmel af Henrykkelse.
Thebordet var dækket; to hjemmestøbte Lys knejsede i høje Messingstager med den uundværlige Lysebakke imellem sig; Konsistorialraaden og hans Kone havde begge en til Overtro grændsende Skræk for Lamper. Den friske Landsbyost, Skinken, Smørret paa Kaalbladet, de store Stykker skikkeligt dansk Rugbrød, de blaa Kopper af kjøbenhavnsk Porcellæn, den blanke, kugleformede Kobbermaskine, Alt gjorde et fornøjeligt, hyggeligt Indtryk paa den Hjemkomne.
Konsistorialraaden sad med Piben i Haanden og Bogen paa Skjødet; han tittede af og til i den, og delte sin Opmærksomhed mellem den og Sønnen. Gjertrud sad i Kakkelovnskrogen; efter Flytningen fra Præstegaarden havde hun faaet denne Rettighed; fyrretyve Aars tro Tjeneste hjemlede den.
«Kjære Frederik,» — Fru Ring tog sin Søns Haand — «har Du Noget imod, at Pigen er inde, saa sig det blot.»
«Hvad skulde jeg have derimod, Moder, jeg kjender det jo saa godt. Alt hvad jeg beder om, ingen Forandring for min Skyld.»
«Det Gode er der, man kan tale frit, Gjertrud forstaar ikke et Ord.»
«Det gjør mig ondt, at Hørelsen er taget endnu mere af. — Men hvad spiser Hedevig?«
Den Tiltalte havde havt travlt med at smøre Smørrebrød, og der laa nu en hel lille Bunke Skorper paa hendes Tallerken. Konsistorialraaden kunde ikke spise dem, hans Kone ikke heller, Gjertrud endnu mindre, gamle Caro allermindst, der var rigelig Aftensmad til Hedevig.
«Skorperne ere det Redste ved Brødet,« svarede Fru Ring, «og jeg misunder virkelig Barnet. Det er ogsaa haardt, at Alt skal være mig berøvet i min Alder. Finder Du ikke jeg er falden af, sig det kun rent ud?»
«Du ser snarere raskere ud, Moder, din Farve er bleven sundere.»
Han slog Armen om hendes Liv og kyssede hende. Frederik holdt af sin Moder, men var ikke blind for hendes Svagheder, og bekæmpede dem, naar fornødent gjordes.
«Hvad synes Du om Hedevig?» spurgte den gamle Præst senere, idet han kjærligt tog hende under Hagen og løftede Hovedet i Vejret, «er vor lille Vildkat ikke blevet en stor Pige? og en god Pige er hun ogsaa, en inderlig god Pige.»
Tiden løb, medens de sade fortroligt sammen. Der blev talt om Nyt og Gammelt; Fortidsminder og Fremtidsplaner drøftedes. Gjertrud sad stille i sin Krog og strikkede; af og til gav hun en lille uartikuleret Lyd, der betød, at en Maske var tabt. Hedevig rejste sig da øjeblikkeligt, gjorde Strikketøjet tilrette, nikkede opmuntrende til den gamle Pige og hjalp hende at beundre Tørklædet.
«Hvor det dog ogsaa var smukt og kjærligt af Dig, Frederik!»
Jo vist, tænkte han, det var rigtignok smukt!
«Klokken slaar ni,» bemærkede Fru Ring pludselig med en vis Vægt, «jeg tror Regnen er ophørt, i det mindste kan jeg ikke høre den.»
«Ja, den er ophørt, Tante, nu gaar jeg ogsaa.»
«Hvad nu?»
Det var et lattermildt lille Ansigt, der vendte sig mod Frederik, idet hun gik forbi, men han fik intet Svar. En ubestemt Frygt for, at Hensyn til ham eller hans Tøj igjen skulde gjøre hende Ulejlighed, bevægede ham til at følge med.
«Hvad er det, Hedevig, hvad skal Du?»
«Husker Du ikke nok, at Tante altid om Sommeren henad Aften vilde have en Karaffe Vand fra Kilden, saa frisk og dugget som muligt. Det kan ikke nytte at sende Gjertrud mere, den Stakkel ser altfor daarligt, og saa henter jeg den. Det er kun nogle faa Skridt, og er det meget mørkt, stiller jeg altid et Lys i Gangvinduet. Tante forlanger aldrig Vandet, naar Vejret er rigtig slemt. O, Frederik, jeg maa virkelig le ad din Mine! Du skal slet ikke beklage mig, egentlig er det en Vederkvægelse. Naar man har siddet ganske stille i flere Timer, og Tante holder mest af at man bliver paa én Plet, gjør det usigelig godt at løbe lidt ud i det Frie; jeg ønsker tidt, at Vejen var dobbelt saa lang.»
«Og Du er slet ikke bange?»
«Bange!» det var et kjækt Ansigt, der tittede frem af det store Shawl, ja, man saa da egentlig kun Øjnene og den fine, lille Næsetip.
«Lad mig gaa med, Barn, blot for iaften.»
«Aa nej, Du kunde snuble; jeg kjender derimod hver Rod og hver Sten.»
Kilden laa et Stykke fra Landevejen, op til Skoven, men ikke i den; om Dagen kunde man se den fra Huset. Frederik stod i Døren og saa efter hende.
Regnen var ophørt; hvert Øjeblik kom Maanen frem, men blev straks tildækket igjen: store hvide Skyer joge hen over den efter hverandre. Han kunde høre de travle smaa Tøflers Klapren, og i de lyse Mellemrum skimte hendes Skikkelse. Det varede ikke ti Minuter før hun kom tilbage; Karaffen blinkede i Maaneskinnet.
«Du skal se, Frederik,» sagde hun muntert, «vi faa nok godt Vejr imorgen for din Skyld!»
Og det blev ogsaa prægtigt Vejr. Solen sendte sine varme Straaler ind i Kandidatens Stue, lod dem spille paa de lysegrønne Tapeter og lege med de lærde, alvorlige Bind i Reolen.
Det var en rigtig Søndag! Frederik stod i det aabne Vindue og indsugede i lange Drag den friske Morgenluft; en ukjendt Glæde fyldte hans Sind.
Hedevig arbejdede ivrigt nede i Haven, rev Gangene, pillede visne Blade af og bandt Blomster op. Det morede ham at se, hvor let hun fløj om, snart her, snart der. Tilsidst stod hun stille og mønstrede sin Gjerning, idet hun nikkede bifaldende.
Da Frederik kom ned i Dagligstuen, traadte Hedevig ind ad den anden Dør med friske Blomster i en Vase.
«Se, se,» sagde Præsten venligt, «vor lille Gartner har allerede været paafærde, det kan jeg lide!»
«Hedevig gik ud før Seks,» bemærkede Fru Ring misfornøjet. «Døren knirkede, saa jeg vaagnede derved, og siden fik jeg ikke Blund i mine Øjne. Jeg faldt først i Søvn efter Et, saa det var rigtignok mindre behageligt!»
«Siden skal jeg smøre Døren, Tante.»
«Ja, nu er det bagefter.» Det blev sagt i en streng Tone, og en temmelig uhyggelig Pause paafulgte. Hedevig blussede, men det fortrydelige Udtryk veg hurtigt Pladsen for et taalmodigt, der igjen afløstes af det sædvanlige fornøjelige. Lige efter Theen gik hun.
«Det er dog et ypperligt Vejr, Fader,» sagde Frederik, «tør Du vove Dig lidt ud i Solskinnet?»
«Det tør jeg godt, min Dreng; Gangtøjet, er rigtignok min svage Side, men jeg gaar dog hver Dag, naar Vejret tillader det; Lægen har tilraadet Motion, og saa bliver det jo til Pligt. Naar jeg har Stokken i den ene Haand og min trofaste lille Hedevig under Armen, og saa begynder smaat, gaar det ret flinkt.»
«Men om Vinteren, naar Sneen ligger rundt omkring, ere I jo indespærrede?»
«Saa vidt er det dog ikke kommet endnu. Skovløberens Dreng kaster Sneen for os, og saa gaar jeg alligevel, naar Ondet ikke er altfor slemt. Tolv Gange frem og tilbage til Skoven er en Fjerdingvej, det er mit Maal.»
Tolv Gange frem og tilbage! Frederik fik en knugende Følelse af Ensformighed og sagde næsten uvilkaarligt:
«Vilde Hedevig ikke have godt af at komme lidt ud mellem Andre.»
«Er det ikke det jeg siger» — Fru Ring saa tilfredsstillet ud — «Hedevig bliver altfor forvænt her, hun trænger til at prøve Livet.»
«Hedevig har et Hjærte af Guld,» indvendte Præsten, «Vorherre bevare hende for haard Medfart; det fromme, kjærlige Barn kan nok taale gode Dage.»
Frederik taug. Hvor besynderlig vrangt opfattede de ikke hans Mening: prøve Livet! nej det var ikke det, han ønskede hende. Selv Faderen, hvor blind var han ikke, trods Kjærligheden, hvor lidt tænkte han paa hendes sytten Aar!
Opad Formiddagen blev Havestuen aabnet. Det var et lyst, rummeligt Værelse med faa Møbler. Paa Væggen hang nogle store Bibelstykker, samt Billeder af Luther, Melanchton og den oldenborgske Stamme.
Haven Saa smuk og indbydende ud; Asters i alle Farver og højrøde Verbener prangede derude; Græsplænerne vare dejlige efter Regnen.
Gamle Gjertrud indfandt sig snart i Søndagspudsen: den nye Kjole — Gjertruds nye Kjole var tolv Aar gammel — rent Forklæde og snehvidt Lin. Et Øjeblik efter kom Hedevig; hun havde en kornblaa Dragt paa, der var forlænget med sort Fløjel; Nederdelen, Livet og Ærmerne, Alt havde været for kort. Sølvpilen var fæstet i de rige, brune Fletninger; hun saa ud som en Prindsesse, fandt Frederik.
Da Alle vare samlede, tog den gamle Præst Biblen frem, læste Dagens Evangelium og holdt en kort Tale, egentlig en Takkebøn. I tre Aar havde de hver Søndag bedet Herren bevare den Fraværende og føre ham uskadt tilbage; det sømmede sig nu at takke den Almægtige, der havde opfyldt deres Bøn.
Efter Talen blev der sunget et Par Salmer; Hedevig førte an med sin bløde, bevægede Stemme, de Andre stemmede Alle i. Gjertrud var enten foran eller bagefter, men det sagde Intet, Graaden gjorde dog hendes Stemme uhørlig.
Husets Søn var inderlig rørt. Saadan havde de siddet Søndag efter Søndag og tænkt paa ham. Fortjente han ogsaa al denne Kjærlighed?
«Tak, Fader, det var et rigtigt Guds Ord, Du talte, og det gjorde godt.»
«Vi var kun en lille Menighed, min Dreng, men Du kjender jo Forjættelsen: Hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.»
«Frederik!» Fru Ring var ganske ivrig for at faa ham til en Side, «din Fader er en gammeldags Mand og forstaar ikke at føje sine Ord i Nutidens smukke Sprog, men han mener det godt. Havde Du valgt den Vej, vilde Du have bragt det videre.»
Frederik trak sig uvilkaarligt tilbage; det var som fik han koldt Vand ned ad Ryggen, det slemme, kolde Vand, der altid kommer, naar man er varmest.
«Du maa ikke tro, Kjæreste,» vedblev hun, «at jeg ønsker Du havde valgt Faders Vej; med dine Evner burde Du naturligvis stræbe efter noget Større.»
«Tal dog ikke saaledes, Moder! Du aner ikke, i hvor høj Grad jeg ærer min Fader og ser op til ham. Bare jeg kunde komme til at ligne ham, saa havde Du Grund til at være stolt af din Søn!»
Om Eftermiddagen, da Familien sad ved Kaffebordet, lød hurtigt Hestetrav hen ad Vejen; det standsede ved Huset, og et Øjeblik efter kom en elegant ung Herre i Ridedragt med en rød Bog i Haanden ind i Stuen.
«Her er Tyven,» sagde han, idet han hilste utvungent, «jeg fandt Rejsebogen i min Vadsæk; har De savnet den? — ikke, naa, det glæder mig. Ja, her behøves vel ingen formel Præsentation, jeg haaber da jeg er kjendt!»
Fru Ring smilede lidt uvist, men dog indrømmende; Konsistorialraaden rystede ligefrem paa Hovedet.
«Saa De har ikke omtalt mig, Herr Kandidat, det er rigtignok alt Andet end smigrende. Kom De til min Familie i Jylland, vilde De blive modtaget som en gammel Ven, tør jeg nok sige, og det Samme vil være Tilfældet hos Onkels her. Har han virkelig aldrig omtalt Rejsekammeraten i sine Breve?»
Det spørgende Blik faldt paa Hedevig, der efter en lille Tøven svarede:
«I Foraaret skrev Frederik rigtignok, at han havde truffet saadan en vakker Rejsefælle.»
«Men Navnet manglede? — ja, ja, det var da altid Noget!»
De lo Alle, Frederik med, men han var alligevel ærgerlig.
Efter endt Præsentation tog den Fremmede Plads. Hans Øje søgte en Lænestol, men da ingen saadan fandtes, gjorde han sig det nogenlunde mageligt paa en almindelig Stol, drak saa en Kop Kaffe, roste Fløden, de hjemmebagte Kager, Værelserne, gamle Karo, kort sagt Alt.
«Ah se,» udbrød han pludseligt, »Fotografier! det er morsomt! jeg burde have været lige saa forsynlig.«
Baronen tog dem frem, et efter et; om hvert havde han Noget at fortælle, en komisk Scene, et lille Æventyr. Let og livlig flød Talen; Hedevig kom snart ind i den, det gik hurtigt med Spørgsmaal og Svar.
«Frøkenen har selv rejst? De er saa orienteret.»
«Aa nej, jeg har kun fulgt med Frederik i Tankerne.»
«I Tankerne! og De har havt lige saa megen Gavn heraf, som Andre af en virkelig Rejse. De beskæmmer mig, unge Dame.»
Konsistorialraaden sad med sin kjære Pibe i Munden og hørte roligt efter; han vurderede Fortællingerne efter Fortjeneste.
«Nu Du, Frederik,» sagde han, da Gjæsten lod til at være udtømt, «gaa dem igjennem for os paa din Vis.»
Frederik var i et fortrædeligt Lune, hvorfor vidste han ikke rigtig selv; han vilde dog nødig sige Faderen Nej og begyndte.
Det faldt lidt tørt straks, ovenpaa det Foregaaende, men Tilhørerne vare snart fuldkommen fængslede; kun Baronen kjedede sig og gyngede utaalmodigt frem og tilbage paa den haarde Stol. Der var et lille triumferende Blik i Konsistorialraadens milde Øjne; Sønnens Overvægt fornøjede ham. Hedevig spurgte ikke mere, hun sad ganske stille og spændt.
Hvor blev Naturen ikke levende, hun saa den, og Menneskene, hvor rejste de sig ikke netop af denne Natur. Hun syntes, hun kunde forstaa deres Brøst og føle deres Trængsel; hun indsaa, hvorledes den sidste udsprang af den første.
Da Baronen havde beset Haven og beundret Hedevigs Duer, tog ban Afsked. Fru Bing opfordrede ham paa det Hjerteligste til at gjentage Besøget; han var jo Sønnens Ven, og Barontitlen havde en god Klang i hendes Øre.
Hedevig stod ved Vinduet og saa efter Rytteren; der var noget Dvælende i hendes Stilling, som mishagede Frederik, og han sagde hurtigt:
«En Laps!»
«Han taler smukkere om Dig,. Frederik; Du ved ikke, hvor varmt han før skildrede din Godhed mod den gamle Mand, der blev kvæstet.»
«Da var han meget ærgerlig paa mig dengang, fordi Rejsen blev opsat en halv Dag. Han roser mig bestemt ene og alene, fordi han tror det er den bedste Maade at gjøre sig yndet paa.»
Hedevig grundede et Øjeblik.
«Men hvorfor skulde han egentlig ønske at gjøre sig yndet hos os? var Onkel en Stormand eller Rigmand, kunde jeg forstaa det, men nu — Du gjør ham vist Uret, Frederik, det er virkeligt Venskab.»
De klare, troskyldige Øjne saa spørgende ind i hans; han rystede sagte paa Hovedet, men taug.
Det varede ikke mange Dage, før den smukke brune Hest igjen holdt foran Laagen. Baronen var snart som hjemme i Familien; Besøgene bleve hyppigere og hyppigere. Frederik, for hvis Skyld Gjæsten kom, i det mindste tilsyneladende, syntes mindst opbygget af hans Nærværelse, ja, ønskede ham i Reglen hundrede Mile bort. Saa skulde det ogsaa altid træffe, at han kom, naar der var Noget for: en Spadseretur med Hedevig til Lyngbakkerne hinsides Skoven, en lille Rotur paa Søen, et Besøg i en fjerntliggende Bondegaard osv. osv. Trediemand forspildte al Frederiks Glæde, dog ikke Hedevigs, lod det til, i det mindste passiarede hun nok saa muntert og utvungent med ham. Den unge Herre havde sin egen Vis at konversere paa; Tankegangen spillede gjerne paa Overfladen; paa den letteste, naturligste Maade gjordes de forunderligste Spring fra det Ene til det Andet. Frederik lyttede taus til; han hverken kunde eller vilde tale i den Tone og maatte enten tie eller tvinge Samtalen ind i et andet Spor.
At det ikke var ham selv, der tiltrak Gjæsten, stod fuldkommen klart for Frederik; han undrede sig kun over de Andres Blindhed.
«Det er en vakker ung Mand» — Fru Ring fulgte ham med Blikket — «saa opmærksom, selv mod Fader. Se, hvordan han følger ham paa Spadsereturen.»
Jo, Frederik saa det nok, tolv Gange frem og tilbage, og Hedevig gik paa den anden Side.
Blot Barnet ikke sætter sig Noget i Hovedet, tænkte han, idet han søgte at indbilde sig, at Frygt herfor var den eneste Grund til det Mishag, der greb ham, naar han saa dem sammen. Der gik dog ikke lang Tid før han forstod, at der var endnu en anden Grund, og han tilstod for sig selv, at «Barnet« var ham kjærere end alt Andet, og at Tanken paa et Hjem var uadskilleligt knyttet til Tanken paa hende. Og det var som Livet udvidede sig for ham; et straalende Skjær faldt over Fremtiden og hans alvorlige Gjerning.
Men hun var saa ung, og i sit Forhold til ham saa ganske den lille Pige; altid rede til at adlyde og bange for at mishage. At hun holdt mest af ham, naar han faldt ind i den gamle, myndige Tone, kunde han nok mærke, det var hende saa naturligt og hyggeligt.
Han iagttog hende nøje; der var ikke det mindste Drømmende eller Sværmerisk ved hende; den friske Barnelatter talte om et let, sorgløst Sind. O, hvor hun var en travl lille Fe, og hvor hun gjorde det godt for dem Alle, næsten uden at de mærkede det. Hvor lettede hun ikke Livet for gamle Gjertrud, hvor delte hun ikke Besværlighederne med hende — ingen lige Deling, Hedevig tog selv den største Part. Han holdt af at se hende tage Masker op eller træde Stoppenaale for den gamle Pige og samtidig veksle opmuntrende Blik af god Forstaaelse med hende. Ingen af de Andre, ikke engang Faderen, forstod rigtigt, hvad hun var. Maaske gjorde det Liv og den Glæde, hvormed Alt udførtes, at hun blev mindre paaskjønnet. Fru Ring var nu engang kommen i Vane med at skjænde, sætte irette, som hun kaldte det, og kunde ikke holde op; enhver nok saa lille Lejlighed grebes med Begjærlighed. En maatte hun hakke paa, det var altfor besværligt at raabe Gjertrud op, og saa gik det ud over Hedevig. Den gode Dame var nu ogsaa gnaven i den sidste Tid, fordi der ikke gjordes Ære nok af Sønnen. Himmel og Jord burde være sat i Bevægelse for hans Skyld, syntes hun. Præsten havde rigtignok havt ham to Gange til Aften, og mere kunde man billigvis ikke forlange af en Enkemand, der levede indesluttet, men fra Hofjægermesterens paa Herregaarden hørtes Intet. Vennens Besøg ydede hende dog en lille Trøst.
Endelig, langt om længe, kom dog en Indbydelse; der skulde være en lille Dands, Hedevig var buden med. Hun var henrykt og drejede den gamle Pige rundt i Kjøkkenet. «Jeg maa øve mig, Gjertrud, det er saa nødvendigt!»
Ud paa Eftermiddagen, da Frederik kom ned fra sine Studier, traf han hende dog med forgrædte Øjne. Hun sad, efter Sædvane, paa Forhøjningen og syede; det bedrøvede, taalmodige Udtryk var om Munden.
«Du har grædt, Hedevig! Hvad er der paafærde?»
«Hedevig er et Barn.» Fru Rings Mine var misbilligende; Præsten saa deltagende paa sin Kjæledægge.
«Hvad er det, Hedevig?» Frederik tog hendes Haand.
«Ingenting! lad som Du ikke ser mig i fem Minuter, saa er det ovre.»
Festdagen oprandt klar og smuk, næsten sommerlig. Møllerens tosædede Fjervogn skulde bringe Gjæsterne til Herregaarden.
«Det er urigtigt,« sagde Frederik om Eftermiddagen, «at Hedevig trætter sig med at plukke Frugten ned i Dag; jeg ser hun gaar endnu i Haven. Forbyd hende det, Moder!»
Fru Ring saa ligegyldigt op: »Hedevig kommer ikke med.»
«Ikke med?»
«Fader er jo gammel, og jeg en Stakkel, vi kunne ikke godt undvære hende.»
«Er hun da lænket, bogstavelig lænket til Hjemmet?»
«Hedevig har før været ude» —Konsistorialraaden saa strengt hen til sin Kone — «Møllerens Hanne har da hjulpet os; det er en villig Pige, og i den Henseende er der Intet i Vejen. Moder har en anden Bevæggrund; jeg kan ikke finde et mere passende Navn til den, end Forfængelighed.»
«Lad mig tale, Du forstaar Dig ikke paa saadan Noget, Ring, nej, ikke en Smule. — Hedevigs Garderobe er ikke indrettet paa Selskaber; naar hun kommer ene, gjør det ikke videre, Ingen lægger Mærke til hende, men i Følgeskab med Dig er det noget ganske Andet; hendes Dragt maa naturligvis ikke gjøre Dig Skam!»
«Men hvorfor har Du ikke talt herom før, Moder, da der endnu kunde gjøres Noget ved Sagen?»
«Jeg var bange for at volde Dig Udgift, jeg ved jo, hvor god og kjærlig Du er.»
Det var, ærlig talt, intet kjærligt Ansigt, han vendte imod hende, idet han forlod Stuen, for at opsøge Hedevig.
«Nu ved jeg, hvorfor Du græd forleden, Hedevig!»
«Det var taabeligt af mig» — hun satte Stangen, hvormed Æblerne nedtoges, fra sig, og saa op til ham — «Tante havde fuldkommen Ret, der maatte tages Hensyn, naar jeg kom med Dig. Jeg har ogsaa senere tænkt, at ligesom min Dragt kunde gjøre Dig Skam, vilde mit Væsen maaske ogsaa gjøre det, naar jeg var kejtet og enfoldig. Det maa endelig ikke gjøre Dig ondt for mig!»
«Det gjør det heller slet ikke. Du lille Nar, men jeg havde glædet mig til at faa Dig med, og jeg vil have Dig med — forstaar Du, jeg vil. Din blaa Kjole kan vist godt gaa an, jeg synes den er dejlig.»
Hun lo og fulgte ham, halv forskrækket, halv glad.
«Tante! Frederik vil have mig med; han siger, at den blaa Kjole er dejlig.»
«Frederik har for meget i sit Hoved, til at han skulde se paa dine Klæder og deres Mangler. — Skal hun virkelig med?»
«Ja vist, Moder, hun skal!»
Fru Ring saa raadvild og bekymret ud. «Om den Blaa kan der naturligvis ikke være Tale,» sagde hun ivrigt, «hent den gamle Klare; kan den ikke gaa an, maa vi gjøre os til Nar ved at sende Dig i din Konfirmations.»
Den gamle Klare blev hentet, synet og kasseret. Hedevig var vokset et stort Stykke siden forrige Pintse, da det sidste Læg blev lagt ned; den var aldeles ubrugelig.
Saa kom hun da ind i sin sorte Silkekjole med en hvid Kniplingsstrimmel om Halsen og om Ærmerne. Sølvpilen var det eneste Smykke; den tog sig smukt ud i de glindsende mørkebrune Fletninger.
«Naa, nu vil jeg dog spørge Enhver, om hun ikke ser godt nok ud» — Konsistorialraaden betragtede hende med Beundring — «hvad siger Du, Frederik?»
«Jeg deler din Mening, Fader.» Han turde ikke rigtig se paa hende, skjøndt hun stillede sig frem, som ventede hun, at han skulde.
«Vi blive til Latter» — Fru Ring kunde ikke overvinde sin Ærgrelse — «men jeg vadsker mine Hænder. Tag dog i det mindste en Rose i Haaret og paa Brystet, saadan. Hvordan ere Handskerne ? naa, det er da godt, at dine Hænder ikke ogsaa ere voksede.»
Et Øjeblik efter kjørte Møllerens Vogn frem for Døren. Jomfru Buk, eller Møllerens Hanne, som hun i Almindelighed benævnedes, sad i den. Skovløberens Dreng — en lille Dagdriver, der altid var ved Haanden, naar man behøvede ham — havde bragt hende Bud, om hun vilde komme. Hanne var en fyldig, tyveaars Pige med rødligt Haar; den blomstrende Ansigtsfarve skjultes halvt af gule Fregner, Øjnene vare lyse og store, Munden lille, men underlig rund og fremstaaende. Mølleren holdt mange Duer, og da Hanne fra Lille af maatte fodre disse og fløjte for dem, havde Munden vist efterhaanden faaet sin ejendommelige Form. Hun var Venligheden og Geskjæftigheden selv.
«Det er rigtignok kjedeligt,» sagde hun, «men Fader bad saa mindeligt, De vilde tage hjem Klokken Et, for Dyrenes Skyld. Jeg turde ikke Andet end sige det.»
«Er Du slet ikke bange, Hedevig?» spurgte Frederik, medens de rullede rask hen ad Vejen i Tusmørket.
«Jeg er egentlig mest bange for Dig — at Du ikke skal være fornøjet med mig.»
«O, hvor Du dog er en lille Tosse!» han trykkede kjærligt og beskyttende den lille, tillidsfulde Haand, medens en Følelse af usigelig Lykke gjennemstrømmede ham.
«Endelig, endelig!« Baronen stod ved den oplyste Indgang og tog imod dem.
Frederiks Stemning sank, da han saa ham saa glad og ivrig; han fortrød næsten at have taget Hedevig med.
De unge Damer vare Alle i lette, klare, lyse Dragter, og den sorte, højhalsede Silkekjole havde unægtelig noget Paafaldende. Og dog, hvor yndig og barnlig saa hun ikke ud, akkurat som en lille Konfirmand. Frederik bemærkede, at den Forundring, hun vakte, var blandet med Velvillie; han saa ogsaa med Glæde, hvor indtagende og kvindeligt hendes Væsen var. Talte Nogen længere med hende, svandt Undseelsen rent, og det gjorde Flere, især ældre Damer; Enhver, der havde noget Moderligt ved sig, maatte synes om hende. Husets Døttre — tre høje unge Damer, der vare vanskelige at skille ad, hvorfor Frederik ogsaa bukkede gjentagne Gange for den ene, og slet ikke for de andre — nærmede sig hende venligt; de andre unge Piger toge derimod ingen Notice af hende. Han saa, at det gjorde hende ondt, og gjættede, hvor inderligt hun længtes hen til dem. Dog, Dandsen begyndte, og saa var Alt glemt; Hedevig var ikke af Gulvet. Med sin lette, yndefulde Dands og sit unge, straalende Ansigt var hun uimodstaaelig.
Frederik engagerede hende én Gang, skjøndt Dands ellers ikke var hans Sag. Senere lænede han sig mismodig op til en Dør og iagttog.
Hofjægermesteren, en høj, temmelig før Mand med lyserød Ansigtsfarve, vandblaa Øjne og et venligt Væsen — en Ynder af Jagt, Selskabelighed og et godt Bord — kom nu hen til ham og talte om hans Rejse og Frugterne af den. Frederik bukkede og bukkede, medens han havde en ubehagelig Følelse af, at den høflige Herre egentlig ikke forstod sig det Ringeste paa hans Virksomhed, eller havde Gran af Interesse for den. Havde han været mindre gnaven — nu dandsede Hedevig netop med Baronen — vare de smukke Ord maaske tagne for gode Varer; nu irriterede de ham næsten.
Der var sluttet Aftensbord; Hedevig sad nogle faa Pladser fra ham; af og til hørte han hendes glade, ukunstlede Latter, ren og harmonisk som en Sølvklokke. Skaal fulgte paa Skaal, Turen kom ogsaa til Frederik. Hofjægermesteren takkede Videnskabens Dyrkere, der lade Danmarks Navn gjenlyde ved fjærne Strande, han udbragte et Leve for deres Repræsentant her ved Bordet: Kandidat. Ring.
Skaalen kom lidt uventet — den joviale Godsejer var ellers ingen særlig Ynder af Videnskaberne, da han gik ud fra, at de udygtiggjorde Folk til Livet — men blev dog modtaget med Bifald; Frederik maatte klinke med Alle.
«O, Frederik, glem dog ikke mig!» Hedevig stod foran ham, det opadvendte Ansigt blussede af Glæde og Triumf paa hans Vegne.
Der var Noget i dette Syn, som blødgjorde Frederik. Han takkede med et Par hjærtelige, velvalgte Ord, og var pludselig selskabelig og elskværdig.
En lille Dands endnu, saa slog Klokken Et, og Møllerens Vogn kjørte frem. De kunde ikke blive længere.
Baronen fulgte dem ud, pakkede Hedevig ind og hviskede et Par Ord til hende; hun trak sig lidt tilbage, men lod ham dog hjælpe sig op.
Hvad havde han sagt? — Frederik satte sig, mørk i Hu, ved hendes Side — mon hun vilde fortælle ham det?
«O, Frederik, jeg har moret mig saa dejligt!»
«Naa, saa det har Du.»
«Alle vare saa gode og venlige imod mig. Ja, jeg kan da takke Dig for det, det var naturligvis for din Skyld.»
«Aa, Snak!»
«Jo, det er jeg vis paa; saadan have de aldrig været før. De talte ogsaa Alle til mig om Dig: Hvornaar kom Deres Broder hjem? hvorlænge var han borte? saaledes gik det.»
«Broder?» Ordet gik underligt igjennem ham.
«Ja, de sagde rigtignok Broder; i Førstningen berigtigede jeg Fejltagelsen, siden ikke — jeg var saa stolt af Dig, og det morede mig, men maaske var det urigtigt? jeg burde . . .»
«Udentvivl burde Du have oplyst dem.»
Hun taug; Frederik var ikke oplagt til at tale, kunde hun nok mærke. Han havde vist alvorlige, højtgaaende Tanker; dem maatte man respektere. Saa sad hun da stille som en lille Mus og stirrede op i den klare, stjærneoversaaede Himmel. Den var saa uendelig, saa vidunderlig! Hedevig foldede sine Hænder og bad Naadens Gud sende Trøst og Glæde til alle, alle Mennesker; selv var hun saa lykkelig.
Frederik vaagnede sent næste Morgen; han havde drømt om Ballet, og Hedevigs blide: «Glem dog ikke mig, Frederik!» stod levende og opmuntrende for ham.
«Godmorgen, Hedevig, Du ser ikke træt ud.» Hun var alene i Dagligstuen og rullede Papir om en Pakke.
«Jeg er heller ikke en Smule træt; det var altfor fornøjeligt! — Se, Frederik, hvor god Tante er, hun tillader mig at bringe disse gamle Klæder hen til Skovløberens. Du kan tro jeg bliver velkommen, der er seks Smaa.»
«Sig mig Et, Hedevig,» det faldt vanskeligt at faa Ordene frem, «hvad var det, Baronen hviskede til Dig igaar? naa, Du har ingen Lyst til at fortælle det — ja, det er en anden Sag.»
«Det var Narrestreger, rene Narrestreger,» — hun rødmede lidt, der var et skalkagtigt Spil i Øjet — «han sagde, at Lysene vare slukkede, Musiken forstummet og Ballet endt for ham, naar — naar vi toge bort.»
«Det ligner ham! — ja, nu rejse vi snart begge.»
Stærkt Eftertryk paa begge. Hedevig sukkede:
«O, ja desværre! jeg tør slet ikke tænke derpaa, det er, som vilde Alt staa stille — og dog, i denne lykkelige Tid har man jo samlet en stor Skat, der maa kunne holde ud længe.»
Der var en Taare i Øjet, men hun skjulte den, tog saa Shawl og Hat paa, nikkede mildt og gik.
Skulde han følge efter hende? skulde han spørge, hvad det var for en Skat, hun havde samlet? skulde han vove? — Frederik gjorde et Skridt frem og to tilbage. Nej, nej, endnu var det ikke Tid.
«Godmorgen, min kjære Kandidat!» Baronen traadte hurtigt ind; der var noget Usædvanligt, Noget, der grændsede til Bestemthed og Alvor i hans Mine.
«Er Deres Søster hjemme?»
«Min Cousine! — nej, hun er ude.»
«Det lader ikke til, at jeg er videre velkommen,» vedblev Baronen. «Himlen skal vide, De ikke har trukket mig til Hus! — jeg ved godt, at De fra første Øjeblik har gjennemskuet Grunden til mit Komme. De ansaa mig for et flygtigt, letsindigt Menneske, der ikke var til at bygge paa, der ikke mente det alvorligt. Ah, ser De, jeg kjender Dem. I Begyndelsen tænkte jeg heller ikke, at dette skulde føre til noget Videre, og da jeg mærkede Tilbøjeligheden fik Magt over mig, vilde jeg trække mig tilbage, men jeg kunde ikke, det var som den Lille havde om slynget mig med usynlige Baand.»
Den fortrolige Tone oprørte Frederiks Inderste.
«Maa jeg bede Dem erindre» — Stemmen lød kold og streng — «hvem De taler om.»
«Vær ganske rolig, jeg skal vistnok ikke glemme den Agtelse, jeg skylder min tilkommende Hustru.»
Hvor han var sikker i sin Sag! der gik som et Stik igjennem Frederiks Hjærte.
«Ja, min Hustru, nu er det sagt. Jeg har kæmpet imod, jeg har villet undfly, men forgjæves. Der er intet Overspændt i min Natur, og jeg har altid været mod ulige Partier, ja, jeg har formelig raset imod dem ; de føre sjældent til noget Godt. — Jeg vil tale fuldkommen oprigtigt med Dem! mine Udsigter ville lide ved dette; hun vil heller ikke straks kunne finde sig tilrette i de nye Forhold; der vil blive mange Ubehageligheder, det staar klart for mig, men jeg gaar det kjækt imøde. — Selv om jeg vidste, at jeg bagefter vilde fortryde Forbindelsen. — Noget jeg dog ingenlunde tror skal blive Tilfældet — tog jeg hende. De Gamle, jeg mener mine Forældre, ville naturligvis surmule, især i Begyndelsen. Maaske det dog vil formilde Hr. Papa lidt, at hun er en Officersdatter, han har nemlig en Svaghed for den militære Stand; hendes Fader var jo Kapitajn i Armeen, ikke sandt? — Egentlig beordredes jeg herover, for at fri til en af Cousinerne; det blev ikke sagt, men jeg vidste det dog. Det er meget velopdragne Piger, mine Cousiner, saa velopdragne, at man aldrig kan komme dem nærmere end til Opdragelsen. Hvad der er bag denne, og om der i det Hele er Noget, skal jeg ikke kunne sige, mit Hjærte er langt fra dem.
— Se, nu har jeg udtalt mig, og faar vel Lov til at tale ene med den Lille.» Han slog Frederik venskabeligt paa Skulderen.
«Hedevig gik gjennem Skoven, De vil sikkert træffe hende der.»
Der var noget Forstenet i Blikket og Stemmen. Baronen mærkede det dog ikke; med lette Trin og knejsende Pande gik han rask henad Vejen.
Tankerne tumlede vildt i Frederiks Hoved. Dersom denne Fremmede havde elsket hende, som hun fortjente, dersom han havde forstaaet og skattet det Bedste hos hende, da kunde han have baaret det, idetmindste baaret det bedre, men nu! o, der var noget Krænkende, noget Ydmygende i den Maade, han opfattede Sagen paa. Frederiks Haand knyttede sig uvilkaarligt i Harme.
Konsistorialraaden og hans Kone kom nu ind; de havde været en lille Tur i Haven.
«Er Du hjemme, kjæreste Frederik» — Fru Ring talte ivrigt og hurtigt — «Baronen gik netop nu; han har vist troet Du var ude. Hvor er Hedevig? det er bedst hun springer efter ham.»
«O, Moder, hvor Du taler» — hans Stemme lød bitter og fremmed — «Hedevig springe efter ham! Hedevig er ingen lille Pige mere, Hedevig er en Dame. Nu skal jeg fortælle Dig Noget, Moder! Du har været blind, I have Alle været blinde! Du troede, det var for min Skyld, denne elegante unge Herre kom, og ved Du saa, hvad jeg er for ham: en støvet Bogorm, ikke Andet; en støvet Bogorm, som han er mest oplagt til at gjøre latterlig. Det er for Hedevigs Skyld han er kommen, jeg har vidst det hele Tiden. I dette Øjeblik frier han til hende!»
Fru Bings Øjne traadte næsten ud af Hovedet; i sin grændseløse Forbauselse bemærkede hun ikke engang Sønnens underlige Væsen.
«Nej, aldrig har jeg hørt Mage! saadan en Lykke, det fattige Barn!»
«Herren lede det til det Gode!» Præsten var overvældet, og som det lod en Smule betænkelig. «Vor kjære lille Hedevig! Dette er saa uventet.»
«Uventet glædeligt, Bing, og lønnende for os, der have gjort saa Meget for hende. Hvem ved, hvad det kan føre til for Frederik; ialtfald kommer han ind i behagelige Forbindelser; og jeg, som altid frygtede, hun i Tiden skulde blive en Byrde for ham.»
«O, Moder dog!»
Han kunde ikke taale at høre hende og gik hurtigt ud. Hedevig en Byrde for ham!
Det gjærede hæftigt i hans Indre; mekanisk gik han ud af Huset og nedad Landevejen.
Nu vidste hun det! nu stode de sammen, nu var hun lykkelig! stakkels, stakkels lille Hedevig! midt i den bitre Sjælekval var der Noget i hans Hjærte, der, uden Hensyn til hans egne Følelser, græd over hende.
Det var ingen slet Mand, hun fik, tværtimod, en godmodig Natur, men flygtig, verdslig, overfladisk, og Hedevig var saa dyb; engang maatte hun vaagne af sin Drøm! der vilde komme tunge Tider for hende, han forudsaa det, da hun vilde trænge til trofaste Venner. «Herre Gud Fader!» bad han, «vend mit Hjærte, lad mig blive en Broder for hende!»
Han var nu kommen ind i Skoven og gik rask til. Det var en klar, mild Oktoberdag; de gule Blade hvirvlede om for hans Fod, Solen tittede muntert gjennem det brunrøde Løv; der var broget i Skoven, malerisk og dejligt, men han saa det ikke.
Pludselig standsede han. Der kom hun; eller maaske kom de begge! instinktmæssigt drejede han ind i Skoven, endnu kunde han ikke møde dem; et Øjeblik, saa vilde han være fattet.
Da Frederik efter en Times Tids Forløb kom hjem, saa han rolig ud; der var et mildt, godt Udtryk i det alvorlige Ansigt. Inde i Dagligstuen var der ganske stille; han skyndte sig opad Trappen til sit Værelse.
Men hvad var det?
Han standsede og lyttede. En dæmpet, dyb Graad trængte ned fra Loftet ovenover hans Stue. I et Nu var han oppe ad den smalle, stigeagtige Trappe.
Hedevig sad paa en Kuffert med Hovedet skjult i Hænderne; Lyset fra det lille Loftsvindue faldt paa hendes bøjede Hoved; hun græd bitterligt.
«O, Frederik!» sagde hun, da hun blev ham vaer, og holdt idetsamme Haanden afværgende ud imod ham, «Du maa ikke overtale mig, det nytter dog ikke!»
Ved Synet af hendes Taarer og det kummerfulde Ansigt med den bedende Mine, rullede Stenen fra hans Bryst.
«Jeg vil ikke overtale Dig, Hedevig» — hans Stemme klang frejdigt, næsten triumferende — «det er saa langt, langt fra min Hensigt.»
«Jeg kan ikke holde af ham,» hulkede hun, «sin Mand skulde man dog elske og ære! jeg har ikke Noget imod ham, ikke det Mindste, men jeg holder ikke af ham. Han tog sig heller ikke mit Afslag nær. Gud ske Lov, det gjorde han ikke. Tante har talt haarde Ord; o Gud, o Gud! Onkel holdt sin kjærlige Haand over mig, men kunde ikke standse hende. Det er saa bittert, bittert, bittert at føle sin Afhængighed !»
«Hvor Du dog er en lille Tosse, Hedevig! det er ikke Dig, der er afhængig; se paa mig! Du er Virksomheden, Glæden, Lyset her i Huset; hvad blev der af os, naar Du tog bort? vi ere Alle afhængige af Dig; Du derimod vilde være en Skat i ethvert Hjem.»
Hun saa spørgende op til ham; han sad nu ogsaa paa Kufferten med hendes Hænder i sine.
«Lyksalig den Mand, Du kan elske og ære, lyksalig! Han maa rigtignok tage Fader og Moder og gamle Gjertrud med — De kunne ikke leve uden Dig — men han gjør det ogsaa for din Skyld. Dog er der kun én Mand i hele den vide Verden, der vil gjøre det med Glæde, der vil elske Eder Alle. Hedevig, kjære, elskede lille Hedevig! ved Du, hvem den Mand er? — vil Du?»
Hun var bleven blussende rød, saa bleg, saa rød igjen.
«Det er, som jeg intet Fodfæste havde, som Alt drejede sig!»
«Et Ord, Hedevig, vil Du?»
«Elske og ære Dig? — O ja, Frederik, det gjør jeg, det vil jeg altid gjøre.»
Da Frederik kom ned i Dagligstuen, lyste hans Ansigt.
«Du skulde blot vide, hvad her er sket» — Fru Ring vred sine Hænder — «den taabelige Pige har afslaaet Tilbudet.»
«Jeg ved det, men Du burde mindst af Alle skjænde, Moder, fordi Hedevig foretrækker din Herr Søn for en Baron.»
«Dig!» — Konsistorialraaden ruskede ham ordentligt i begge Skuldrene — «Gud velsigne Dig, min Dreng, det er det Klogeste, Du nogensinde har gjort!»
Fru Ring sad først maalløs, derpaa gjorde hun gode Miner til slet Spil. Sønnens Villie var jo hendes Lov. At Hedevig var steget en hel Del i hendes Tanker kan heller ikke nægtes, hun kunde jo have været Baronesse.
Gamle Gjertrud blev yderst tilfreds, men slet ikke forundret; hun havde forudset det lige siden første Aften, da de bare Kufferten op sammen, sagde hun. «Man ved da nok, hvad saadan Noget betyder.»
Saa kom Sølvpilen dog i de rette Hænder!