Sidsel
Sidsel
Bliv saadan ved,» sagde Skolemester, idet han nikkede bifaldende med sit graa Hoved og slog mig venskabeligt paa Skulderen med Pegefingeren, «bliv bare saadan ved, Sidsel. Vent lidt, det kunde dog være, jeg havde et Æble.»
Med det store røde Æble, der som Flidsbelønning havde dobbelt Værd, i Lommen løb jeg syngende hjem. Tre Gange i et Aar havde vor gamle Lærer sagt sit: «Bliv saadan ved,» til mig, og hver Gang havde det ansporet min Flid til det Yderste. Jeg var saa let, saa lyksalig. Alt var saa fornøjeligt. Dagen i Forvejen havde vi faaet Brev fra Broder Erik, der var paa sin første Sørejse. Han havde det rigtig godt, skrev han, kunde nu klatre helt op i Masten, som den Bedste; vi skulde blot se, hvor stor han var, selv Moder vilde ikke kunne kjende ham. Der laa det lille Hus med Mostaget; de smaa Ruder blinkede og skinnede i den nedgaaende Sol, som var der Ild i dem. Hvor jeg ser det for mig med de to hvide Skorstene og de to røde Døre paa Midten. Tilhøjre, hvor Vinduerne vare saa dunkle og fnuggede, boede Maren Vævers; tilvenstre var mit Hjem. En blomstrende Gyldenlak, en Geranium, en Krusemynte og et rødmosset, lokket Barneansigt tittede ud derfra.
«Moer, der er Sidsel!» det lød som et Glædesskrig; et Øjeblik efter rokkede en lille Toaars hen imod mig med udbredte Arme.
Fra den aabne Dør trængte en dejlig stegt Duft ud; jeg mærkede ret, hvor sulten jeg var, da den slog mig imøde. Moder stod ved Skorstenen og stegte Flæsk; hun saa op og nikkede venligt hen til mig. Det var en middelhøj Kone med et blidt og kjønt Ansigt; der var noget Sagtmodigt og Stilfærdigt i hendes hele Væsen, en underlig Fred, selv i den ilfærdigste Skynding. Man følte sig saa tryg hos hende; hun forstod saa godt at jævne og stille tilfreds, tage Bekymringerne fra Andre og lægge dem hen, eller selv bære dem i Taalmodighed.
Moder saa net og tækkelig ud ved sin Gjerning. Den lille Hue sluttede fast om det blanke Haar, det store tærnede Bomuldsforklæde var skinnende rent, Kjolen hel og ordentlig med pæne Lapper og Stopninger.
«Aa, jeg er saa sulten! giv mig en Kartoffel, Moer, en rigtig stor en.»
Med Ane Grethe paa Skjødet sad jeg paa Dørtrinet, pillede den kæmpestore Kartoffel og skar den i smaabitte Stykker paa en Lertallerken. Jeg pustede, og Vinden tog i Røgen, og førte den bort, medens Barnet greb efter den indbydende Ret og brændte de smaa Fingre. Hvor jeg husker alle disse Ubetydeligheder, som vare de skete igaar, og hvor jeg ser det Hele: Solens sidste Straaler, der spillede saa smukt mellem Grånstammerne i det lille Anlæg lige overfor os, Katten, der sad sammenkrøben paa det røde Led, beredt til Spring, med sit aarvaagne Øje stivt fæstet paa Offret, en stakkels lille Fugl. «Nej, den Gang skal Du narres, Mis,» jeg foer op og jog den bort.
Blot Fader snart vilde komme, idag varede det ogsaa saa længe.
Fader var Vejmand og kom først hjem hen ad Aften; derfor spiste vi saa sent. «Vi spise med de Store,» sagde han leende. Men var det ikke ham der kom, langt, langt borte? jo, jeg kunde skjelne det blanke Skilt paa Hatten.
«Nu kan Du godt rette an, Moer, jeg kan se ham.» Flæsket blev sat tilside og Saltet rørt i Vandgrøden. Det varede dog temmelig længe, før han kom, og det var ikke med de sædvanlige raske Skridt, nej, det lød tungt og slæbende. Moder og jeg mærkede det begge og saa forskrækkede paa hinanden.
«God Aften, Jens, der er da ikke Noget i Vejen?» spurgte hun tøvende.
Han satte Værktøjet fra sig og tog Plads; derpaa brød det pludselig ud:
«Gud naade Jer arme Stakler, det er mit Øje!» Han bøjede Hovedet ned paa Armen, der laa paa Bordet, og stønnede.
«Aa, Faer, det maa Du ikke, maaske er det ikke saa slemt, som Du tror. Var det en Sten?»
«Ja.»
Herregud i Himlen ogsaa!« — Løb, Sidsel, det bedste Du kan til Doktoren, løb, Barn.»
Forfærdet og fortumlet fløj jeg bort som en Pil. Folk i Landsbyen raabte til mig, men jeg rystede blot paa Hovedet og styrtede videre. Først udenfor Laagen til Doktorens lille Landsted standsede jeg. Alle Vinduerne vare oplyste; muntre Stemmer blandede med Klirren af Glas lød ud til mig.
«Du maa vente lidt, Du,» sagde Stuepigen, «de ere endnu ved Bordet. Det er et Afskedsgilde for Generalkrigskommissærens; de have solgt Elleborg, ved Du vel, og rejse nu til Kjøbenhavn. Nej, jeg tør virkelig ikke forstyrre Doktoren, men Du skal ikke være bange, for de ere ved Kransekagen, og saa varer det aldrig længe.»
Men for mig varede det længe, det var som en hel Evighed. Endelig bleve Stolene skudte tilbage; lidt efter aabnedes Døren til Entreen, og to Damer kom tilsyne. Den ene var Værtinden, den anden Generalkrigskommissærens unge Kone. Jeg blev ganske lettet, da jeg saa hende; hun var altid saa venlig og god imod mig, kaldte mig tidt ind i sin Have, gav mig Frugt og Blomster og viste mig Billedbøger. Idet hun gik forbi, strejfede hendes sorte Silkekjole mig; hun saa ned og standsede.
«Men er. det ikke min egen lille Pige? jo vist er det Sidsel. — Se, Fru Lund, ligner hun ikke vor tabte Julie?»
«Julie var smukkere,» indvendte Fru Lund, «men der er unægtelig Noget ved Munden og Øjnene, som minder.»
«Ja, i høj Grad. — Du er saa bleg, Du Lille, og ser saa daarlig ud, er Du syg?»
Medens jeg fortalte den sørgelige Tildragelse, saa hun opmærksomt paa mig med sine store, mørke Øjne. Hvor bedrøvet jeg var, slog deres Udtryk mig dog: det var ikke deltagende, snarere tankefuldt, som overvejede hun.
«Hvor mange Sødskende ere I?»
«Tre.»
«0g Din Fader er Vejarbejder?» Hun klappede min Kind og saa underlig tilfredsstillet ud.
Doktoren kom nu i sin tykke Overfrakke; han eftersaa sit Etui med Instrumenter, puttede det i Lommen og satte Hatten paa.
«Saadan er en Læges Liv,» sagde han, idet han hævede Skuldrene.
«Bliv nu ikke for længe borte, lille Lund.»
«Ikke længere end højst nødvendigt, det kan Du være vis paa. Og maa jeg saa, paa det Indstændigste, frabede mig kold Kaffe.»
Han lo muntert.
O, hvor han brød sig lidt om os, og han kjendte os jo dog! Trinene vare saa rolige og regelmæssige, det ene akkurat som det andet.
«Naa, naa, Du Smaa, styrt ikke saaledes afsted, jeg skulde dog vel med. Hvad er det ogsaa for en Manér,» tilføjede han skjemtende, «at bo saa langt fra alle andre skikkelige Mennesker. —Ah, der er Huset endelig; Taagen er saa tyk, at man ikke kan se tre Skridt for sig.»
Moder holdt Lampen, medens Doktoren undersøgte Øjet.
«En stor Splint,» sagde han, «det lader til, at den er trængt ordentlig ind, men vi skulle dog nok faa den ud igjen. Hvem kan holde Hovedet? tør De, lille Moer?»
«O, ja, med Guds Hjælp skal jeg staa ganske rolig og holde fast.»
Moder var dødbleg, men saa dog fattet, næsten stærk ud, idet hun lagde Faders Hoved op til sit Bryst.
«Men Børnene maa først afvejen,» befalede Lægen.
«Det er ogsaa sandt. Jo, Sidsel, det kan ikke være Andet, Du maa passe paa den Lille. Stakkels lille Lam græder allerede, fordi Moder har glemt hende med Maden. Her er lidt Grød og Mælk i en Skaal, bliv saa inde hos Maren til jeg kalder.»
Det var en skrækkelig Time! Luften var saa kvalm og indespærret i Marens lille Stue, Tællepraasen osede, Maren stoppede Strømper og fortalte, medens hun rystede paa Hovedet og vendte det Hvide i Øjet ud paa en ulykkespaaende Maade, den ene Historie rædsommere end den anden om lignende Uheld. Snart var det gaaet til Hjernen, og Forstanden havde taget Skade, snart var Synet gaaet tabt, snart var det endt med Døden. I Begyndelsen græd lille Søster, men da hun var bleven mæt og havde faaet en Vindepind og en gammel Tragt at lege med, lo hun, og det var næsten endnu værre. Trine — Marens tolvaars Datter — sad med Lærebogen foran sig, men Øret var hele Tiden vendt mod vor Lejlighed, som lyttede hun. Hvor det pinte mig! hørte hun Noget? Hvad mon hun hørte? o, hvor længe skulde det ogsaa vare!
Omsider kaldte Moder; den blotte Lyd af hendes Stemme havde noget Beroligende.
«Det værste er nu overstaaet,» sagde hun, «men I maa være meget stille.»
Fader laa bleg og forbundet i Sengen; han saa saa forandret ud, saa underlig fremmed. En Tid laa han uden at røre sig, derpaa sukkede han tungt og dybt.
«Er det nu slemt igjen, Faer?»
Moder bøjede sig over ham.
«Aa, nej, det er ikke det.»
«Det har jo set sort ud for os, ogsaa før, har det ikke?»
En mistrøstig Rysten paa Hovedet var det eneste Svar. Moder klappede kjærligt hans Haand:
«Vorherre slipper ikke, naar vi bare selv holde fast.»
«Ja, saadan er nu Du, Moer, Du kan,» lød det forknyt, men sagtmodigt. «Jeg er dog glad,» sagde han lidt efter, «at vi har til Huslejen.» «Og saa de tredive i Sparekassen.»
«Dine tredive.»
«Ja, Gud ske Tak for de Penge. Dengang Ane Grethe var født, og jeg laa syg og næsten droges med Døden, tænkte jeg de skulde være til at faa mig i Jorden for, og saa gjorde Herren mig dog saa rask igjen.»
«Aa, ja, dengang, det var forskrækkeligt, det var endnu værre; én Nat især. Du laa, som var der ikke Liv i Dig, og jeg saa paa den usle Orm i Vuggen og de andre Stakler, og saa syntes jeg det var bedst, om Vorherre vilde gjemme os Alle; jeg duede til Ingenting af bar Sorg. Det var to Aar siden, just nys; jeg har ikke tænkt paa det længe; naar man har det godt, gaar man og glemmer.»
Fader trak Vejret lettet, Tanken paa de overstaaede Lidelser havde noget Trøstende.
«Nu maa Du spise en lille Bid, Jens, aa jo, prøv paa det for min Skyld.»
Fader nød en Mundfuld Flæsk og drak lidt Øl.
«Skamme sig, store Pige,» sagde han kjærligt til mig, «sikken et Ansigt vi sætter op. Se paa Moer, hun har rigtignok et anderledes Mod.»
Næste Dag erklærede Lægen, at Tilstanden var over Forventning; en Smule Taalmodighed, saa kunde Fader komme op.
Moder blev længe borte, efter at have fulgt Doktoren ud. Tilsidst opsøgte jeg hende i Kjøkkenet; hun stod ved Skorstenen og græd bitterligt.
«Aa, Moer, hvad sagde han? saa er det dog værre?»
«Vist ikke nej, det er kun mig, der er en Tosse; nu er det ogsaa ovre, gaa ind, Barn.»
«Hvad sagde han?» spurgte jeg igjen.
«At der ingen Fare var; igaar havde han frygtet Alt, men nu skulde Fader nok komme sig. Men Øjet — Øjet mister han jo. Aa Herregud, han havde saadanne velsignede Øjne, saa saa lige med dem, saa lyst og ærligt. — Tys, tys, Barn, vi tør ikke klage; man burde jo takke, at der er Fremgang. Gaa Du nu ind, saa kommer jeg straks.»
Et Øjeblik efter kom hun ogsaa og satte sig stille ved Sengen med sin Strikkestrømpe; der var et fortrøstningsfuldt Udtryk i det kjærlige Ansigt.
Fader kastede sig uroligt frem og tilbage:
«Saadan en Herre har godt ved at tale om Taalmodighed; for en anden En, der kjender mindre til Leddiggang, falder den sværere. Bare jeg kunde bestille Lidt, find paa Noget, Moer. — Det Barn græder da ogsaa ud for et; er Du syg, Ane Grethe? — Hør, Sidsel, hæng Noget for Vinduet; Maren Vævers Ansigt stod lige paa Ruden. Jeg sagde før, at hun ikke maatte komme ind, og saa vil Kjællingen alligevel vide, hvordan jeg ser ud. Er det Et Klokken slaar? Ikke mere, og jeg troede snart vi havde Aften.»
Henad Mørkningen bankede det paa Døren og Skolelæreren traadte ind.
«God Aften, god Aften,» sagde han med en usædvanlig højtidelig Mine, «det var jo en sørgelig Historie, hvordan staar det egentlig til?»
«Aa, jo, det gaar dog saa nogenlunde; det var kjønt af Jer at se til mig. Smerten kan jeg nok bære nu, det er værre med Tankerne.»
«Begribeligt; det er ingen Spøg for en Familiefader, Gud hjælpe os! — Jeg kommer ellers med uventede Tidender til Jer, Godtfolk, ja det angaar da egentlig vor Sidsel.»
«Sidsel?»
«Netop Sidsel. Fruen paa Elleborg har længe havt et godt Øje til Pigen, vide I jo nok, og da hun hørte om denne Jammer, saa tænkte hun, det var bedst for alle Parter, om hun tog hende til sig. Ganske som eget Barn, sagde Fruen udtrykkelig, og jeg mener det er et godt Tilbud.»
Der blev en lille Pause; Fader brød den: «Vel er det et godt Tilbud, men for den arme Moder er det to Sorger, istedetfor en.»
«Marie er en brav Kone, jeg har jo kjendt hende fra hun ikke var større end den Mindste der, hun vil saamænd ikke staa sit Barns Lykke i Vejen.»
«Aa nej, men det kom saadan bag paa mig.»
»Vist gjorde det, men I vil snart besinde Jer. Hvad er det egentlig? om en tre, fire Aar skulde Pigebarnet jo dog ud at for tjene. Hun har et godt Hoved, den Smaa, og er den netteste og flinkeste af alle mine Piger; jeg har tidt tænkt, og ogsaa sagt, at hun passede til at komme højere, og her vil ikke blive sparet paa hende, det er sikkert nok.»
«Det er jo gode Folk?» spurgte Moder forknyt.
«Om det er! rigtig hæderlige, agtbare, ansete Folk.»
«Det har jeg ogsaa altid hørt. Aa, hvor jeg dog har havt ondt af den unge Frue, naar jeg mødte hende i den prægtige Vogn, med den sorte Kjole og det stakkels forgrædte Ansigt. Hver Formiddag kjørte hun til Kirkegaarden, og altid havde hun Blomster paa Skjødet til Graven. Naar jeg saa paa mine velsignede Børn, tænkte jeg, at hun i al sin Herlighed var fattig mod mig, og saa vil Vorherre vel nu, at jeg skal dele med hende. Men Sidsel dog, der er jo Ingen, som vil tvinge Dig?»
«Tvinge, bevares nej, kom hen til mig og lad os tales ved ; vi ere jo gamle Venner, vi To.»
Han trak mig ud i Kjøkkenet og begyndte saa sine Overtalelser. Den gamle Mand kjendte Barnehjærtet nøje, og fandt med sikker Haand de Strenge, der gave mest Gjenklang. O, hvor han trængte haardt ind; nu skulde det kjendes, om min Kjærlighed til Moder var ægte, om jeg kunde ofre Noget for hendes Skyld. Fremtiden viste han i straalende Perspektiv; engang skulde jeg vende tilbage rig og lykkelig, og blive en Velgjørerinde for min Familie.
«Vidste jeg ikke nok, at hun var et godt Barn, der lod sig tale tilrette. — Hør nu blot Et, Jens Eriksen: naar Fru Svane forpligter sig til at beholde Sidsel, maa I jo ogsaa forpligte Jer til ikke at forlange hende tilbage, ikke sandt, det er en Selvfølge.» Han standsede et Øjeblik, pudsede sin Næse, og begyndte saa igjen med lidt Anstrengelse: «Det er, som jeg sagde før, en rigtig hæderlig, velstaaende Familie, og da Fruen hørte om Jer Ulykke, gav hun mig 200 Kroner til Jer.»
Fader rettede sig op i Sengen og saa stivt paa Skolelæreren med sit ene Øje.
«Hører det om Pengene, og det, at vi ikke tør forlange hende tilbage, sammen? naa, I svarer ikke,» han slog haardt mod Sengekanten med den knyttede Haand, «fy skam Jer, Skolemester, at ville gaa et saadant Ærinde og lokke en fattig Mand til at sælge sit Barn!»
«Sælge, jeg tror I vil, hvem taler om at sælge? men jeg vil ikke gaa irette med Jer; Sygdom og Smærter kunne nok gjøre en Mand bitter og ophidset; her er jo kun Tale om at afstaa.»
«Det er bedst at kalde enhver Ting ved sit rette Navn; ikke en Skilling vil jeg have af de Syndepenge. Jeg overlader Dem mit Barn for hendes egen Skyld, men er hun ikke fornøjet, maa hun komme tilbage, hvad Dag det skal være, og vi ville dele vor sidste Skorpe med hende.»
«Naa, naa, som I vil, skjøndt det er uklogt; Meningen var god. Saa er det altsaa afgjort.»
«I Guds Navn, ja;» Moder lagde sin Haand paa mit Hoved; derpaa spurgte hun sagte: «Naar mon jeg kan faa Fruen i Tale? der er jo nu grumme meget at sige hende.»
«Det kan ikke lade sig gjøre, bedste Ven, Herskabet rejser allerede iaften til Kjøbstaden. Fruen sagde, at hun vilde holde udenfor Skolen og faa Besked. Helst havde hun taget Barnet med, men det mente jeg nok kunde ikke nytte, og saa tillod hun, at Sidsel maatte følge efter med Tøjet imorgen tidlig.»
«Saa snart?»
«Jo før det bliver overstaaet, jo bedre, naar det dog skal ske,» mente Fader.
«Naa saa Farvel, og tag ikke det som en
Ulykke, der i sig selv er en stor Lykke, Mange vilde takke for paa deres Knæ.»
Skolemester gik halvt fornærmet ud.
«Der er Noget i det,» Faders Tone var mere oprømt, «og vi ville ikke gjøre hverandre Afskeden for tung, vel? det er jo rigtignok noget Snak, han siger, at vi ogsaa mistede hende, naar hun kom ud at tjene, for det gjorde vi da ikke paa den Maade, saa bleve Fader og Moder dog de Bedste alligevel. Nu ved man nok, hvordan det gaar. Fruen er en rigtig stolt Dame, og hun vil trække Barnet fra os.»
«Det har ingen Nød, hun er for stor, vi ere voksede altfor godt sammen. Havde det været den Lille, men Sidsel kan vi ikke saadan miste. — Aa, jeg havde dog saa gjerne talt med Fruen; nu faar jeg vel sætte mine Tanker sammen, saa godt jeg kan, og skrive et Par Ord, men først vil jeg dog se efter Tøjet og stryge det røde Forklæde; hun skulde dog komme lidt ordentlig og pæn. Hvor det var rart, at vi fik Skoene forsaalede; naar jeg nu kanter dem op, ere de som nye.»
Medens Moder aabnede Dragkisten, listede jeg ud af Stuen og derpaa ud af Huset. Det susede for mit Øre og løb rundt i mit Hoved. Var det muligt, skulde jeg virkelig herfra. I Morges havde jeg været saa bedrøvet over Fader, men hvad var det mod dette? Skolemester sagde, at det vilde være en Lettelse for dem at miste mig, vilde det virkelig, var jeg saa stor en Byrde, som han mente? jeg kunde ikke rigtig tro det. Moder havde nu tændt Lys; det skinnede saa kaldende, saa trøstende ud til mig. Hvornaar skulde jeg se Lys derinde igjen? hvordan vilde jeg være tilmode imorgen Aften? jeg lænede mig op til Rækværket om den gamle Brønd og hulkede. Hvem skulde nu hente Vand til Moder, hvem skulde løbe i Byen for hende, hvem skulde gaa det lange Stykke Vej med Frokosten og den varme Kaffe paa Flasken til Fader, hvem skulde passe lille Søster, naar Moder sad saa flittig og spandt?
Den kolde, klamme Efteraarstaage laa tæt og tung over Egnen; det isnede helt igjennem mig. Dersom jeg nu blev syg og døde? aa, det var nok ikke saa vel!
«God Aften, Sidsel, maa jeg komme til,» det var Trine med sin tomme Spand, «er det sandt, at Du skal til Kjøbenhavn og være fin Frøken,» spurgte hun nysgjerrigt, «gid det var mig!»
«Ja, gid!»
Da jeg kom ind, syede Moder smukke røde Baand i min Kyse; hun havde lige sprættet dem af sin Kirkehue. Ane Grethe løb mig jublende imøde, hvor havde jeg dog været? nu skulde jeg rigtig lege med hende. Og saa skoede vi Hest, rede til Mølle og roede til Fiskeskjær lige til Aftensmaden kom. Fader laa stille og saa paa os. Siden klædte jeg hende af; hun tog mig om Halsen, lo og sprang, og vilde næsten ikke i Seng, saa glad var hun; endelig sang jeg hende dog i Søvn.
«Du er saa tavs, Mor.»
«Der er dog Nok, jeg vilde have sagt og burde sige; det Barn er saa ungt at sende fra sig, men Vor Herre giver vel Kraft, og hun kommer jo i gode Hænder. — Først og sidst vil jeg bede Dig være sanddru, oprigtig og sanddru, Sidsel; har Du forset Dig, saa fordølg det ikke, selv om Du skal døje aldrig det. Du har et fast Sind, Barn, og det kan føre baade til Ondt og Godt; bøj Dig for Vor Herre, saa fører det kun til Godt.»
Hvor det var en underlig Aften, og hvor det var underligt at ligge i Sengen og vide det var sidste Nat. Jeg kyssede lille Søster mange Gange og græd mig saa isøvn. Engang vaagnede jeg forskrækket; hvor var jeg? o, Gud ske Lov, det var jo endnu Hjemmet! Moder sad ved det røde Bord med en Avis foran sig og et Stykke Papir paa Avisen; hun støttede Hovedet paa den venstre Haand og tænkte efter; af og til listede en Taare sig nedad Kinden; hun tørrede den bort med Snippen af Forklædet, dyppede saa Pennen i Blækflasken og skrev videre. Det kostede hende endel Besvær kunde man se, hun standsede tidt, læste igjennem og overvejede.
Hvor hun dog saa god og kjærlig ud, og hvor der var en Fred over hende og over den lille Stue. Fader sov trygt; det gamle Bornholmeruhr dikkede lydeligt; Rokken kastede en underlig lang Skygge henad Væggen; Lyset faldt lige paa de smaa Billeder med de skrigende Farver over Dragkisten: Ruth samlende Aks og Hamborgs Brand. Alt saa paa engang saa fremmed og dog saa bekjendt og hjemligt ud. Naar skulde jeg ligge saaledes igjen, naar, naar?»
Moder vækkede mig tidligt næste Morgen; Søndagstøjet laa paa en Stol ved Sengen.
«Jeg har pakket en Smule Linned ind i en Bylt til Dig,» sagde hun, «Fader mente rigtignok, det var til ingen Nytte, men jeg syntes dog ikke Du skulde komme ganske tomhændet. Og saa er her et Brev; Du maa bede Fruen læse det med Godhed og Overbærenhed; hun kan nok tænke, hvordan jeg var tilmode, da jeg skrev det. — Drik nu din Kaffe, Barn, nej, væk ikke den Lille, lad hende sove, saalænge hun kan.»
Jeg lagde Skolemesters store Æble ved Siden af Ane Grethe; det vilde nok kunne trøste hende.
«Kom her hen, Sidsel,» Fader trykkede mig tæt op til sig, «vær en brav, god Pige og glem aldrig din Moder.»
«Glem aldrig Vor Herre: i hans Bøn mødes vi Morgen og Aften, hver eneste Dag; ikke sandt, Sidsel, det ville vi aldrig forsømme. Naa, der er Vognen allerede?»
Moder gik ud for at se, om det var den; et Øjeblik efter kom hun tilbage med et firdobbelt, langhaaret Shawl paa Armen.
«Kusken gav mig dette fra Fruen; den Lille skulde rigtig pakkes ind i det, havde hun selv sagt. Se, hvor kjærligt hun har tænkt paa Barnet, Jens. Saadan et dejligt Shawl; Du skal saamænd ikke fryse, Sidsel. — Kys nu din Fader; vi tør ikke opholde Manden længere. Her er Tøjet og Brevet, pas godt paa det. — Saa Farvel da i Herrens velsignede Navn!»
Moder løftede mig op paa Kuskesædet i den store Vogn, der var ganske belæsset med Kasser og Kofferter, og blev saa staaende udenfor Døren skyggende for Øjnene med Haanden. Jeg vendte mig helt om, for at se hende saa længe som muligt. Aa, nu drejede Vejen, et sidste Glimt af hende, det lille Hus, Brønden, Haven med Kaalstokkene, og Alt var forbi.
Ensomheden faldt blytung over mig; der sad jeg med Bylten og Brevet, og det var virkelig blevet Alvor.
Efter tre, fire Timers Kjørsel rullede vi ind i Kjøbstaden; jeg havde kun været der en Gang før, og det var den Dag vi fulgte Erik ombord. Da vare vi ogsaa Alle saa bedrøvede, og det var dog gaaet ham godt alligevel. Mon de vilde blive lige saa glade hjemme, naar der kom Brev fra mig, som vi plejede at blive over hans Breve? o, hvor jeg skulde skrive tidt! Tanken vendte hele Tiden tilbage til Hjemmet; jeg frygtede egentlig ikke de nye Forhold, det Tunge laa kun i Adskillelsen. Da vi holdt udenfor Hotellet blev jeg dog lidt beklemt og underlig tilmode; Fru Svanes pyntelige Kammerjomfru kom straks løbende ud til Vognen.
«Naa, der er den lille Pige! lad mig hjælpe Dig ned.» Hun trak Shawlet saa tæt om mig, at det skjulte min Person fra Hoved til Fod; det var næsten ikke muligt at gaa, saa fast holdt hun.
«Denne Vej, et Par Skridt, saa ere vi der.» Hun aabnede en Dør og skød mig ind; det stramme Tag løsnedes pludselig.
Det var et stort, smukt Soveværelse; den unge Frue stod foran Spejlet og ordnede sin Dragt.
«Gud ske Lov, er Barnet der!» hun vendte sig og saa kjærligt paa mig. «Bleg og forkommet af den kolde Tur, lille Stakkel. Alting er jo i Orden, Kruse? et varmt Bad vil gjøre hende rigtig godt, skynd Dem blot med hende, jeg hjælper mig selv. — Men hvad har Du der for en Pakke?»
«Aa, det er bare lidt Tøj, Moder mente.»
«Tøj! hvor naragtigt, hvor overflødigt; det kan Du ikke bruge her, Barn.» Den smukke Mund fortrak sig til en Grimace; mit lille Udstyr var hende formelig modbydeligt.
Dersom hun dog blot vilde se det efter, hvor ordentligt og pænt hvert Stykke var. Mit Hjærte begyndte at svulme, og det var med usikker Stemme jeg sagde:
«Og saa er her et Brev, fordi Moder ikke kunde faa Fruen i Tale, men De maa bære over, sagde hun.»
«Godt,» hun rakte sin fine, hvide Haand ud efter Brevet, men betænkte sig. «Læg det paa Bordet, lille Ven, siden skal jeg læse det.»
Igjen det samme Udtryk, kun forhøjet. O, hvor turde hun se saaledes paa Moders Brev? Det var jo nok lidt gult, og Blækket var løbet igjennem et Par Steder, hvor Taarerne vare faldne, men alligevel! jeg kunde ikke taale denne Mine, som om hun frygtede al Berørelse; det var slemt nok med Tøjet, men dette var værre!
Medens Kruse hjalp mig, skildrede hun med levende Farver, hvor lykkelig jeg var; Alt, hvad jeg pegede paa, kunde jeg faa; der var ikke det, som var for godt til mig nu. Og saa kastede hun mit eget Tøj, ja selv Kysen med de røde Baand, ganske foragteligt hen i en Krog, og iførte mig lutter nye, prægtige Klæder. Jeg stod ganske tavs og stille og lod mig pynte som en Dukke, men indvendig gjærede og kogte det; jeg var paa engang raadvild, forvirret og harmfuld.
Fru Svane saa bevæget og forgrædt ud, da jeg kom ind.
Saa havde hun dog maaske læst Moders Brev; nej, det var faldet ned fra Bordet og laa uaabnet og uændset paa en Stol.
«Min lille Pige, min egen lille Pige,» hun tog mig i sine Arme og kyssede mig inderligt, «nu er jeg din Moder, og Du er min Datter, vi ville begge glemme Fortiden og være Alt for hinanden.»
Jeg svarede ikke, men inde i Sjælen lød det højt og lydeligt: Aldrig glemme Fortiden, Ingen kan være for mig, hvad Moder er.
«Kom herind, Barn, her er lidt Chocolade og Hvedebrød til Dig; Du maa være ene et Øjeblik.» Hun førte mig ind i et lille Kabinet, nikkede mildt og gik.
Idet Døren til det andet Værelse blev aabnet, saa jeg Generalkrigskommissæren og en anden Herre ved et opdækket Frokostbord. Den Fremmede var en lille, mørk, mager Mand med skarpe, spejdende Øjne, en fuldkommen Modsætning til den svære, graahaarede, indolente Generalkrigskommissær. Fra Kabinettet, hvor jeg sad, førte en aabentstaaende Dør ind til et langt, smalt Værelse, der igjen, ved en Døraabning med Portierer for, var forbundet med Spisestuen ; jeg kunde høre hvert Ord, der blev talt.
«Hvad kostede dit nye Legetøj saa, Caroline?»
«Hvor kan Du tale saa letsindigt om Noget, der ligger mig i den Grad paa Hjærte.»
«0m Forladelse, min Bedste, jeg spurgte jo kun i al Beskedenhed.»
«Det er netop Ulykken,» lød nu en klar, spids Stemme, «efter hvad Cousine har fortalt mig, vilde Familien Intet modtage, en Uegennyttighed, der plejer at falde lidt dyr i Tiden, ha, ha, ha. Pigebarnet er i det hele for stort, finder jeg; hun ser mig ud til at være en ti, elleve Aar, og det er altfor gammel.»
«Hun var ogsaa for stor,» svarede min Plejemoder, «dersom vi ikke rejste, men nu, da ethvert personligt Samkvem med Hjemmet ophører, haaber jeg det kan gaa. Jeg vil naturligvis ogsaa, saavidt muligt, indskrænke den skriftlige Forbindelse. Egentlig gjælder det kun om at holde igjen i Førstningen; senere, naar Barnet har faaet Smag paa det nye Liv, gaar Alt af sig selv.»
«Det glæder mig, at Cousine tager Sagen fra denne Side; blot De nu vil vise Karakter og itide modstaa Kjæledæggens Bønner. Et Raad endnu: forsyn hende ikke med Penge; ved Hjælp af dem vilde den lille Gavtyv altid finde Midler til at spille under Dække med Forældrene.»
Jeg hørte ikke mere, min Sindsbevægelse var altfor stor.
Hvor syndigt, hvor skjændigt, at tale saaledes om os! kaste Skygge paa mine Forældre, der vare saa hæderlige og skikkelige; det vidste hvert Barn i Landsbyen. Og Fader, der netop havde afslaaet deres Penge, og saa troede de dog saa slet om os; men jeg vilde heller aldrig faa Smag for det nye Liv, saalidt som jeg vilde glemme det gamle, aldrig, aldrig! — Jeg tørrede de brændende Taarer bort og skjulte Naget saa godt jeg kunde, paa Bunden af Hjærtet; der laa det og gnavede i lange Aaringer.
Lidt efter kom min Plejemoder og førte mig ind til sin Mand.
Han fæstede de blaagraa Øjne alvorligt paa mig.
«Hvad hedder Du?»
»Cecilie,» svarede hun hurtigt og med Eftertryk. Saa maatte jeg ikke engang beholde mit eget Navn!
«Godt, opfør Dig saaledes, Cecilie, at vi aldrig skulle fortryde, hvad vi have gjort.» Han saa ud, som mistvivlede han i høj Grad om dette Ønskes Opfyldelse. Den mørke Herre mønstrede mig skarpt, men stiltiende.
«Jeg kan ingen synderlig Lighed se med Julie,» sagde Generalkrigskommissæren til ham, «Noget, der glæder mig; jeg havde halvt om halvt frygtet, at Barnet skulde gaa om som et lille Spøgelse og bestandig holde de sørgelige Erindringer vedlige.»
Min Plejemoder trykkede mig op til sig og kyssede min Pande; hun frygtede vist, at den kolde Modtagelse havde gjort mig ondt. Jeg var dog, trods al hendes Ømhed, mest vred paa hende.
Samme Aften toge vi med Dampskib til Kjøbenhavn, og flyttede saa næste Morgen ind i mine Plejeforældres smukke, nye Gaard ved Volden; første Sal var lige bleven indrettet til deres Modtagelse. O, hvor Livet her var grændseløs forskjelligt fra Alt hvad jeg kjendte: de prægtige, høje Sale, de overflødige Maaltider, det talrige Tjenerskab. Jeg betragtede dog alle disse Herligheder som Snarer, der vilde drage mig til sig, og væbnede min Sjæl imod dem med en forunderlig Haardnakkethed. Den barnlige Sorgløshed var som bortblæst; stille og alvorlig gik jeg om, rugende over Længsel og Hjemve. Morgen og Aften bad jeg mit Fadervor, men det var mere en Hilsen sendt til Moder, end en Bøn til Vor Herre.
Hvorledes havde de det nu hjemme? Var det værre eller bedre med Fader? bede om Tilladelse til at skrive var mig umuligt; hvad skulde jeg dog gribe til? endelig besluttede jeg, uden videre, at begynde paa et Brev i min Plejemoders Nærværelse.
«Hvad gjør Du, Cecilie, til hvem skriver Du?»
«Til dem hjemme.» Jeg kunde næsten ikke tale, saa stærkt slog mit Hjærte; mon hun vilde forbyde det?
«Hvorfor har Du ikke talt derom før? naa, det kan nu være det samme. Jeg har ikke Noget imod, at Du fortæller, hvorledes Du har det, men derved maa det ogsaa blive. Jeg kan ikke tillade, at Du skriver, uden en meget sjælden Gang. Det er for din egen Skyld, Barn; naar Du bliver stor, vil Du kunne forstaa mine Grunde. Ellers vil jeg jo saa gjerne glæde Dig og siger nødigt Nej, men her maa jeg.» Hun rakte mig Konvolut og Frimærke. «Du skal ingen Tvang paalægge Dig, Cecilie, jeg vil ikke læse Brevet.»
Ingen Tvang! som om jeg kunde skrive til Moder, at hun blev ringeagtet, at Alt blev opbudt, for at bringe mig til at glemme Hjemmet og hende. «Du maatte saamænd gjærne læse hvert eneste Ord,» tænkte jeg, «gid Du vilde, saa kunde Du da se, hvor højt jeg elsker min egen Moder.»
Da jeg først blev lidt vant til det nye Liv, mærkede jeg, at Dagene igrunden gik roligt og regelmæssigt. Min Plejemoder, der, siden sin lille Piges Død, havde tabt Smagen for det selskabelige Liv, var næsten altid hjemme, og vi vare bestandig sammen.
Hun lærte mig selv at spille og synge, bivaanede mine øvrige Læretimer, og gik Lektierne igjennem for mig med største Taalmodighed; jeg stod saa langt tilbage i Alt. Generalkrigskommissæren tog sig aldeles ikke af min Opdragelse; vi saa idethele kun lidt til ham; han havde sine egne Beskjæftigelser og sine egne Venner. Der var ikke synderlig Sympathi mellem ham og hans unge Kone; egentlig ansaa han hende for et elskværdigt, men forkjælet Barn, — han var tredive Aar ældre — som man maatte bære over med og føje, men med hvem man ikke kunde have alvorlige Interesser tilfælles. Jeg tror hun følte dette med Smerte, men uden at kunne forandre Forholdet.
Undertiden besøgte en Søster af min Plejefader os, en stolt Dame med et barskt Væsen. Hun havde fra Begyndelsen af et ondt Øje til mig, og spaaede straks, at de vilde fortryde.
«Det er et uhyggeligt Barn,» hørte jeg hende hviske, «hun ser akkurat ud som en lille Sammensvoren; tag Dig iagt for hende, Caroline. Uheldigt er det ogsaa med den jydske Dialekt, hvordan skal Du faa den pillet ud?»
«Aa, den fortager sig nok; det er allerede meget bedre; Cecilie har egentlig saadan en sød lille Stemme. Jeg retter ikke meget paa hende; man kan saa let fremkalde Affektation; med Tiden gaa alle saadanne Smaating af sig selv.»
Julen nærmede sig nu med stærke Skridt, men der kom intet Brev. Dag for Dag blev jeg mere bekymret; det var ikke til at holde ud, jeg maatte skrive igjen. Saa satte jeg mig da til det en Aften.
«Hvad gjør Du, Cecilie?»
«Jeg har ikke faaet Svar, nu maa jeg spørge om Grunden.»
«Har Du glemt, hvad jeg sagde Dig? det var ikke Ord talte i Luften. Jeg er ugjerne stræng, men det kan ikke være Andet, Du maa lære Lydighed.»
Hun tog Brevet fra mig og kastede det i Ilden. Jeg gjorde ingen Modstand, men Opsætsighedsaanden i mit Indre voksede, og Kløften imellem os udvidedes.
Jeg vilde skrive alligevel, uden at de vidste det; ingen Magt skulde hindre mig deri! Fordølg Intet,» havde Moder rigtignok sagt, «vær sanddru og oprigtig,« men her kunde jeg ikke, aa Gud nej, jeg kunde ikke; de tvang mig jo selv til at gaa Omveje. Saa skrev jeg da i Smug et lille Brev til Moder, men hvordan skulde jeg faa det afsted? det laa mange Dage i Lommen. Endelig en Morgen mødte jeg Postbudet paa Trappen; min Plejemoder var allerede i Porten og saa mig ikke; jeg vovede at give ham Brevet. At det fra det rige Hus gik til det fattige uden Frimærke hvilede tungt paa mig.
Seks Skilling var ikke lidt for dem hjemme; paa Eriks Breve stod altid saadan et stort understreget Betalt. Naar kunde de faa Brevet, og naar kunde Svaret naa mig? jeg regnede Dag og Time ud, men der kom intet Brev; Uge efter Uge, Maaned efter Maaned, ikke et Ord. Forholdt de mig mine Breve, var det muligt?»
En Formiddag i Marts kom min Plejefader ind til os; han holdt et Papir i Haanden og saa alvorligere ud, end han plejede.
«Jeg har faaet en Efterretning, som angaar Dig, Cecilie. Du er jo en fornuftig Pige, der ikke vil sørge over, hvad der ikke kan ændres; Brevet er fra gamle Hansen, Skolelæreren i Elleby.»
Det sortnede for mine Øjne:
«Moder, Moder?»
«Tys, tys, det angaar ikke hende; det er din Fader, Barn. Han var jo svag efter den Ulykke med Benet, eller hvad det var, saa man kan egentlig ikke kalde det en Sorg. Den gamle Mand skriver ogsaa:
«Jens Eriksen var kun halvt Menneske, siden den Historie med Øjet, og Døden var ham som en Befrielse; en heftig Tyfusfeber rev ham bort uden store Lidelser. For Enken er det naturligvis en Trøst at vide sit ene Barn forsørget, hun vil nu lettere —»
Jeg rejste mig op og styrtede ud.
Enken! aa min stakkels Moder, Enken! — Fader var jo hos Vorherre, og han var lykkelig, og han var mig nærmere end før, og han vidste hvordan hans lille Pige havde det; aa, hvor han vist havde ondt af hende! men det med Brevet vidste han ogsaa nu, og det var ikke rigtigt; Papiret havde jeg faaet til at tegne paa; det var ikke ærligt at tage det, men hvad skulde jeg gjøre!
«Lille Cecilie,« min Plejemoder gik kjærligt hen til mig, «græd dog ikke saa heftigt, Du kan ikke taale det.»
«Aa, lad mig være alene, — blot lidt endnu, blot et Øjeblik.»
Jeg græd rigtig ud; i den sidste Tid havde jeg samlet paa saa mange Taarer.
En halv Time før Spisetid kom Kruse med min Dragt.
«Den røde Kjole kan jeg ikke bære, Kruse, min Fader er død, jeg skal sørge.»
Hun standsede og saa spørgende og tvivlraadig paa mig.
«De maa trække sorte Baand i det hvide Liv, istedetfor de røde, og saa give mig den graa Nederdel,» sagde jeg bestemt.
Da jeg kom ind til Bordet, gik det gjennem min Plejemoder, men hun gjorde ingen Indvending. Jeg følte en indre Tilfredsstillelse, en hemmelig Triumf midt i min Sorg. Om Aftenen gav hun mig selv Lov til at skrive hjem; en Ugestid efter fik jeg Svar, kun et Par Ord, men kjærlige og trøstende. Fader var død saa velsignet, skrev Moder, gaaet lige ind til Vor Herre, det var hun vis paa. Der skulde vi Alle møde ham engang, med den naadige Frelsers Hjælp.
Havde Moder virkelig ikke skrevet før? o, jo vist havde hun; Brevene vare holdt tilbage med Villie! men det havde de ingen Ret til, og gjorde de det alligevel, var det ingen Synd, om jeg skrev uden deres Vidende.
Hvor hin Tid dog staar mørk og glædetom for min Tanke; jeg var saa underlig indesluttet, næsten forstokket. Ligealdrende Børn brød jeg mig ikke om, de forstode ikke mig, og jeg ikke dem. Næsten hver Dag skrev jeg en Hjærteudgydelse til Moder paa Tavlen; den blev straks slettet ud, men lettede mig dog. Af og til, med lange Mellemrum, smuglede jeg ogsaa et virkeligt Brev bort, men det tyngede paa Samvittigheden, trods Alt, hvad jeg anførte til mit Forsvar.
«O, hvem der dog var stor og sin egen.»
Min Plejemoder var altid kjærlig og vilde gjerne glæde mig paa enhver tænkelig Maade, men vi kom ikke hinanden nærmere; jeg væbnede mig formelig mod hendes Ømhed. Det var troløst at holde af En, der foragtede Moder, tænkte jeg. Med Undervisningen gik det ret godt fremad; jeg anstrængte mig af al Evne, idet jeg havde en uklar Forestilling om, at Kundskab kunde føre til Selvstændighed og Selvstændighed til Gjenforening.
Og Aarene gik, Somrene tilbragte vi paa Strandvejen, Vintrene her i Byen. Jeg skød rask ivejret, blev høj og slank, de korte Kjoler maatte ombyttes med lange.
«Kom hen til mig, Cecilie!» bad min Plejemoder en Aften i Mørkningen, da jeg sad ved Fortepianoet og sang en lille Vuggevise. Hun omfavnede mig heftigt, men slap mig idetsamme. «Pligtskyldigst,» sagde hun bittert, «altid pligtskyldigst. Det var, som hørte jeg Hjærtet bæve i din Sang, men nu er det borte igjen. Naar jeg tænker paa den lille Pige med de klare Øjne, der saa saa tillidsfuld op til mig i Haven paa Elleborg, fristes jeg til at spørge, om det virkelig er Dig; de Øjne ser jeg aldrig mere. — Undertiden er det for mig, som kastede jeg min Kjærlighed ud for Vindene.»
«Naa, saa Du kan dog selv se Fejl hos hende,» bemærkede min Plejefader tørt. Han sad i Lænestolen med indbunden Fod, havde Podagra og var gnaven. «Andre tør derimod ikke sige et Ord om Kjæledæggen. Hvad mig angaar, da har Barnet i ingen Henseender skuffet, men i alle overgaaet mine Forventninger. Hun er stille, flittig og lydig, hvad vil man mere. Dertil har hun en paaskjønnelsesværdig Egenskab, der altid er sjælden, og dobbelt sjælden i Samfundets laveste Klasser: hun er uegennyttig. Det slog mig ved en bestemt Lejlighed; siden har jeg iagttaget hende nøje og set, at det er noget Gjennemgaaende. At Cecilie ikke kjender forskruet Følsomhed, er ogsaa en Anbefaling i mine Tanker.»
»Naturligvis; hvad jeg sagde før var taabeligt, man bør tie med Sligt, men der er Øjeblikke, hvor man ikke godt kan.»
Hun rejste sig og gik hurtigt ud. Jeg vilde følge, men min Plejefader holdt mig tilbage.
«Bliv her, Du Smaa, det gaar bedst over af sig selv.»
Lidt efter kom hun ogsaa ind igjen med sit sædvanlige rolige, tungsindige Ansigt.
Først da jeg var seksten Aar blev jeg konfirmeret. Den gamle Præst, der forberedte mig, talte saa simpelt og varmt, rigtig inderligt; det gik lige til Sjælen. Hvad han sagde var Alt saa kjendt, og dog havde det ligesom været borte for mig; o, jeg var vist bleven meget slet i de sidste Aar; det var jo ikke længere en Lyst og Glæde at tænke paa Vor Herre, Noget inde i mig stred imod og frygtede ham.
Hvor jeg havde Trang til at betro mig til den venlige gamle Mand og bede ham om Raad og Bistand. Jeg besluttede tidt at gjøre Alvor af det, men manglede Mod; dog det maatte og skulde ske. Saa ventede jeg en Dag til den Sidste var gaaet, og bankede frygtsomt paa Døren til Helligdommen.
Præsten sad, med bøjet Hoved, i sin Lænestol, fordybet i Læsningen af et Brev; der var et tankefuldt, bekymret Udtryk i hans Ansigt; Furerne paa Panden vare dybere end sædvanligt.
«Hvem der? ah, det er Dem, De forstyrrer slet ikke, tag blot Plads. — Jeg har længe anet, at De havde Noget paa Hjærte; jeg har kunnet læse Dem det ud af Øjnene. Gid jeg nu maa kunne trøste eller raade Dem. Hvad er det, Barn, tal frit ud.»
Jeg begyndte usikkert og stammende, men blev snart varm, og saa kom Ordene af sig selv. Det var saadan en Lettelse endelig engang at faa rigtig udtalt. Var det ikke en frygtelig, frygtelig Uret, at beholde mine Breve, hvordan skulde jeg raade Bod herpaa, hvad skulde jeg gjøre?
Den gamle Mand saa alvorligt og sørgmodigt paa mig.
«De er meget bitter,» sagde han, «og er De ikke ogsaa meget utaknemmelig. Den Plejemoder, der viser Dem saa stor Ømhed i alle andre Forhold, har vistnok sine Grunde. — De var et Barn, da De forlod Hjemmet, og kan ikke dømme klart.»
«Det er netop det Skrækkelige,» afbrød jeg ham lidenskabeligt, «der kastes ligesom en Skygge paa Moder, som om Berørelsen med Hjemmet kunde fordærve mig. Og saa staar hun dog saa højt over mig Stakkel og alle dem, der foragte hende. — De tænker maaske, at det, taler mod Moder, at jeg er saa hidsig nu, og saa lidt skaansom, men De maa huske, hvor lille jeg var, da jeg forlod hende; hun vilde have luget alt det Ukrudt bort, der nu har faaet Lov til at vokse og trives.» Jeg brast i en ustandselig Graad.
«Tys, tys,» han lagde sin Haand kjærligt paa mit Hoved, «det være langt fra mig at ville sætte en Moder ned i hendes Barns Øjne, mindst, hvor jeg slet ikke kjender Forholdene. Baandet mellem Forældre og Børn er stærkt, og kan ikke saadan sønderrives; at forsøge derpaa er visselig et Fejlgreb, om det end er sket i den bedste Mening. Det er kun denne, De ikke tør miskjende hos deres Plejemoder. — Ønsker De, at jeg skal tale til hende om Sagen?»
«Det havde jeg ikke tænkt, jeg mente — jeg troede, at Pastoren maaske vilde tillade, at Moder sendte et Brev gjennem Dem.»
«Først bør vi dog tale med Deres Plejemoder.»
«Maaske er det ogsaa bedst, naar De vil være saa inderlig god. Moders sidste Formaning til mig var: «vær sanddru og oprigtig, fordølg Intet, glem aldrig Vor Herre.» — Men nu vil min Plejemoder fremstille Sagen for Dem, som den staar for hende, og der vil igjen kastes Skygge paa Hjemmet, det ved jeg. Gid De vilde spørge hende rigtig ud, Hr. Pastor, hun har ikke det Mindste at holde sig til, med Undtagelse af vor Fattigdom. — Min Plejemoder giver Meget bort, og er ikke uden Hjærte for de Fattige, men hendes Medlidenhed er blandet med en uovervindelig Mistro og Ringeagt; hører hun noget Slet om en Enkelt undskylder hun det straks: «hvor kunde man vente Andet af saadanne Folk.» Mit Blod koger, blot jeg tænker paa hendes Mine, og saa denne Mine i Forbindelse med Moder!»
«De kan være ganske rolig, min kjære unge Pige,» svarede han mildt, «jeg skal ikke lade mig paavirke. Den Moder, der giver sit Barn saadanne Raad og Lærdomme, fortjener at agtes og æres. — Kast Deres Sorg paa Vor Herre, gjør det helt og fuldt! Han har Omsorg for ethvert af sine Børn, og vil føre Alt. til det Bedste.»
Næste Dag kom Præsten og bad om en Samtale i Enrum med min Plejemoder. Hun fulgte ham med det tilbageholdne, næsten lidt stolte Væsen, hun plejede at vise ligeoverfor Fremmede. Efter faa Øjeblikkes Forløb kom han ene tilbage.
«Det førte ikke til Noget, desværre; der behøvedes ingen Trediemand mellem Dem og hende, sagde hun. Det gjorde mig meget ondt, at se i hvor høj Grad min Indblanding saarede og krænkede hende.»
«Tilstod hun at have tilbageholdt Brevene?» «Om egentlig Tilstaaelse var der ikke Tale; jeg kom jo i al Beskedenhed, ikke som en anmassende Anklager. I Talens Løb yttrede hun imidlertid, at hun kun stod Gud og sin Samvittighed til Regnskab for hvad hun havde gjort; maaske var dette en indirekte Tilstaaelse. — Hun ved nu, at De vil bede Deres Moder sende næste Brev under min Adresse.»
«Aa, Gud ske Lov, tusind, tusind Tak!» Saa kunde jeg da haabe at faa Brev igjen. Moder vilde vist tro, at vi vare paa Rejser, eller udlægge det paa en anden Maade, der ikke kom Sandheden nærmere, jeg havde aldrig meddelt hende min Mistanke.
Da min Plejemoder og jeg mødtes ved Middagsbordet saa hun alvorligt paa mig, men sagde Intet. «Har jeg fortjent dette af Dig,» stod dog tydeligt at læse i hendes udtryksfulde Øje.
Et Par Dage før Konfirmationen, fik jeg mit lille Brev fra den elskede Haand; hvor jeg kjendte de smaa travle, hjælpeløse Bogstaver! jeg kyssede Brevet mange, mange Gange, før jeg blev rolig nok til at læse det. O, hvor de milde, kjærlige Ord gjorde mig godt og husvalede mig, og dog var det, som jeg ikke fik nok, ikke blev fuldt tilfredsstillet. Den stille Fred, der aandede gjennem hver Linie, fandt ingen Gjenklang i mit urolige Sind. Hun længtes dog ikke efter mig, som jeg efter hende!
Erik havde besøgt dem dette Efteraar, stod der; han var nu anden Styrmand, saa flink, hæderlig og afholdt. Ane Grethe hilste flittigt; hun var en stor, rask Pige. Moder kom sig ogsaa godt; det lysnede jo paa alle Kanter; man maatte ikke være utaknemmelig mod den naadige Gud, men skjønne paa hans Gaver, havde han end taget det Bedste fra En for en Tid. — Mente hun mig? o, nej, det var naturligvis Fader.
Min Plejefaders Helbred blev daarligt henad Foraaret; Lægen foreslog en Rejse, og da Ondet tiltog, indvilligede han omsider. Det var haardt at forlade det regelmæssige Liv og alle de tilvante Bekvemmeligheder, men det var endnu haardere, ikke at kunne nyde godt af nogen Ting paa Grund af Ildebefindende og Misstemning. Et Forsøg maatte vel gjøres; med Penge kunde man jo faa det nogenlunde som man ønskede paa ethvert Sted; desuden vilde det more Barnet.
Denne sidste Bevæggrund var ikke den svageste. Min Plejefader havde vænnet sig til mig og holdt af mig; han havde Tillid til min Karakter — saadan som han tænkte sig den, thi han kjendte mig kun lidt — og fandt Behag i mit Ydre. Det morede ham at forære mig Kostbarheder og skaffe mig Fornøjelser. Egentlig Lyst til Rejsen havde jeg dog ikke, men jeg var ethvert Sted hellere end i Hjemmet, hvor Forholdet blev mere og mere uudholdeligt for min Følelse. Der maatte gjøres Et eller Andet, jeg maatte tage mit Parti, hvorledes kunde jeg endnu ikke indse, men det maatte udfindes. Og saa brød jeg mit stakkels Hoved med de taabeligste, mest uudførlige Planer. Rejsen var ligesom en Udsættelse. Den staar underlig taaget for min Erindring. Hvad nytter det at se Alverdens Herligheder, naar det lette, glade Sind og det aabne, modtagelige Øje mangler. Bjerge og Floder, Pragtbygninger og Ruiner, Malerisamlinger og Museer vakte samme lunkne, ligegyldige Beundring. Kun, naar vi kom til Søstæder, og jeg saa den frie Strand, slog mit Hjærte raskere: om jeg nu traf Erik her; og mit Øje ledte i Masteskoven efter det røde Dannebrog.
Det var vistnok en meget naragtig Tanke; jeg fortalte mig det ogsaa selv, men Haabet kom dog igjen, hver Gang jeg saa de klare Bølger spille i Solen, og Haabet narrede ikke, det gik i Opfyldelse, uventet og forunderligt, som i et Æventyr.
Det var en smilende Augusteftermiddag; paa Tilbagevejen fra Rom opholdt vi os et Par Dage i Nizza, og havde netop besøgt nogle Butiker og gjort forskjellige Indkjøb. Der var stærk Trængsel paa Vejen til Hotellet; jeg var ganske fortumlet af de mange forskjellige Lyde, det blændende Sollys og alle de brogede Dragter.
«Tag Jer iagt, tag Jer dog iagt!» lød det pludselig tæt ved os, i det gode gamle danske Sprog. I det samme blev en halt, krumbøjet Moerlille, der stod lige foran et Par vælige Heste, reven bort og sat tilside som en Dukke. Hun kniksede, gestikulerede og takkede sin Redningsmand. Han forstod hende vist ikke, thi han rystede paa Hovedet, lo, nikkede og gav hende tilsidst en Sølvpenge. Det var en høj, smækker ung Mand i pyntelig Sømandsdragt med klare blaa Øjne og lysebrune Krøller; det solbrændte Ansigt straalede af ungdommelig Munterhed. Der var Noget i Stemmen og den friske Latter, som øjeblikkelig slog mig. Store Gud, var det Erik? o ja, jeg kjendte det frejdige, forstandige, og dog saa troskyldige Udtryk, selv Skjælmen fra Barndommen sad endnu i Øjet.
«Vær rolig, Cecilie, Du ryster jo. Der skete ingen Ulykke; se, hvor rask den Gamle humper afsted ved sin Stok.»
De havde Intet mærket, og nu var han ogsaa borte i Stimlen, hvad skulde jeg gjøre?
I Hotellet havde vi truffet en Ungdomsbekjendt af min Plejefader, en afgaaet Søofficer, der ogsaa rejste for Helbredet. Han sad i vor Lejlighed rygende sin Cigar og ventende paa os. — Skulde jeg henvende mig til ham? det lod jo til at være en venlig, velvillig, gammel Herre.
Da han gik, fulgte jeg ham ud.
«Er her mange danske Skibe i Havnen, Kapitajn Tang?»
«Ikke saa faa for Øjeblikket.»
Jeg fortalte om det flygtige Møde paa Gaden, og bad ham indstændigt opsøge min Broder. Erik Jensen, anden Styrmand, Skibets Navn vidste jeg ikke, men stolede paa ham.
«Ingen Undskyldninger! jeg vil gjøre mere, for at tjene min unge Veninde. — Var det ham, bringer jeg ham med imorgen.»
Hvor jeg var urolig og spændt hele den Aften og næste Formiddag.
Hvad vilde de sige, naar han kom?
Hen imod Middag indfandt Kapitajnen sig; hans ellers saa joviale Ansigt var alvorligt og og højtideligt.
«Der lagde sig uventede Hindringer i Vejen for den Kommission, jeg skulde udrette. Det var en let Sag at finde den unge Mand — han er anden Styrmand paa «Perlen» og faar det bedste Lov af sine Foresatte — men det var en vanskelig Sag at overtale ham til at gaa herhen. Han havde en god Hukommelse, sagde han, og var en Gang i Kjøbenhavn bleven vist Døren, bogstavelig vist Døren, da han vilde besøge sin Søster. — Paa mit Ansvar fulgte han imidlertid, og er her.» Kapitajnen talte højt og lydeligt med Blikket fæstet paa mine Plejeforældre. Nu aabnede han Døren, og Erik traadte ind.
Han blev staaende tæt ved Indgangen med oprejst Hoved; saaret Stolthed blussede paa hans Kind.
«Erik, kjære, kjære Erik!»
Han saa halv overrasket, halv forlegen ud, da jeg greb begge hans Hænder — de vare saa store, saa brune og haarde — og førte ham hen til et Vindue.
«Se dog paa mig, Erik, nej rigtigt! — Kan Du slet ikke kjende mig igjen? jeg kjendte Dig straks. — Vi holdt dog saa meget af hinanden før? har Du rent glemt din lille Søster?»
«Du er saa forandret, Sidsel, jeg kan ikke forstaa, at det virkelig er Dig.» Han drejede sin Hat, som længtes han efter at gaa.
«Fortæl mig lidt om Moder; Du har jo været hjemme, hvordan har hun det?»
«Nu gaar det bedre; Faders Død var jo et svært Knæk, og jeg troede aldrig, hun skulde forvinde det, men sidst var det dog vor gamle Moder igjen.»
Min Plejefader, der havde siddet maalløs, nærmede sig i det samme, blodrød af Harme.
«Kan det nu ikke være nok?» spurgte han skarpt.
«Jeg kom ikke ukaldet!« Erik rev sin Haand fra mig, hans Øjne lynede.
«De kom paa mit Ord, min Dreng,» den gamle Kapitajn saa ogsaa ophidset ud, «og den, der fornærmer Dem, fornærmer mig. Enhver Søster kan være stolt af en saadan Broder, skulde jeg mene. — De gjør Flaget Ære, min Gut,» han slog ham haardt paa Skulderen, «og en større Ros kjender jeg ikke. Ja, gaa kun, en brav Karl venter ikke, til man kaster ham ned ad Trappen.»
«Men, Erik, sig mig dog Farvel!»
Han vendte sig, saa et Øjeblik paa mig, og sagde saa pludselig med al sin gamle Hjærtelighed:
«Farvel, Sidsel, og Gud velsigne Dig for din trofaste Kjærlighed.»
Døren var næppe lukket, før min Plejefader brød ud: «Hvad er dette? hvad skal det betyde? hvor turde Du vove?»
Min Plejemoder var bleg og forfærdet; hun frygtede den Vrede, der svævede over mit Hoved, altfor meget, til selv at være vred. Hvad mig angaar, var jeg forunderlig rolig, ligesom styrket.
«Hvorfor bad Du os ikke om Tilladelse? naa, saa svar dog!»
«Hvorfor fik jeg ikke min Broder at se, da han vilde besøge mig i Kjøbenhavn? den samme Grund havde vistnok gjort sig gjældende her.»
«Jeg tror, min Sjæl, at Pigen har mistet sin Forstand, vil Du trodse mig?»
«O, nej, ikke trodse, jeg handlede, som Naturens Stemme bød. Den lader sig ikke saadan kvæle; jo mere den undertrykkes, desto højere raaber den indvendig.»
Det lettede mig at tale aabent og uforbeholdent og lade dem ane, hvad der boede i mig og engang maatte komme til Udbrud.
Min Plejefader var kold og uvenlig i flere Dage; det ærgrede ham ogsaa, at Kapitajnen tog Sagen saa alvorligt og holdt sig fra os.
Da vi kom hjem til den gamle Bolig paa Strandvejen, og det gamle Liv begyndte, faldt Modløsheden trykkende over mig; hvor var der dog en Udvej?
Sidst i September fik min Plejemoder Besøg af en ældre Halvsøster, der var gift med en Herremand i Jylland. Det var en temmelig lille, noget fyldig Kone med klare, forstandige Øjne og en hjertelig Stemme; der var en vis Djærvhed, som dog aldrig blev ukvindelig, i hendes Væsen.
Tante Julie havde næppe været en Time imellem os, før hun vidste, at. Forholdet ikke var det ønskeligste. Hver Gang hendes Blik hvilede paa mig, havde det noget Iagttagende, jeg vil næsten kalde det Undersøgende, Nysgjerrigt passer ikke.
En Aften sade vi alene i Havestuen; jeg havde, efter Faders Opfordring, vist hende alle mine Smykker og Kostbarheder og pakkede dem nu ned igjen.
«Hvem der dog kunde blive klog paa Dig, Cecilie,» sagde hun pludseligt; «saadanne Herligheder pleje unge Piger dog at betragte med lidt Fornøjelse, men Du ser formelig paa dem med Mishag. — Der er et Udtryk i dette lille Barneansigt, jeg ikke forstaar, Noget, der ikke er rigtig ungt og sundt. Naar vi sidde samlede i Dagligstuen om det runde Bord, forekommer det mig altid, som sad Du ganske ene for Dig selv med Tanker og Interesser, Ingen har Ide om. — Men maaske er Du ikke rask?»
«Caroline,» vedblev hun, henvendt til min Plejemoder, der kom ind i det samme, «jeg finder, at Cecilie ser daarlig ud, og har stor Lyst til at tage hende hjem og prøve, om hun ikke kan blive lige saa rødkindet og lattermild, som mine egne Pigebørn. Hvad siger Du, og hvad siger hun selv?»
«Jeg vil gjerne,» svarede jeg næsten aandeløs; her var Udvejen, endelig!
«Vi ere jo lige komne hjem fra den lange Rejse, jeg tænker, Cecilie trænger allermest til Ro. For os vil det ogsaa blive frygtelig tomt, naar hun tager bort, — men, dersom hun virkelig ønsker —»
«Ja vist ønsker hun, og jeg ogsaa. Blot i nogle faa Uger, den Adskillelse kan Du nok udholde.»
Min Plejemoder saa skuffet ud, men hun taug, og der blev næste Dag truffet Forberedelser til min Afrejse. Hjærtet sank i mig, da jeg saa, hvor omhyggeligt og kjærligt hun sørgede for Alt; tilsidst gav hun mig en velforsynet Brevtaske og Pengepung.
Skulde jeg nu, utaknemmelig og troløs, svige denne Tillid og bruge deres egne Midler til det af Alt, der var dem mest imod? — der var en skrækkelig Strid i min Sjæl.
Sidste Nat laa Tante Julie og jeg i Byen; hun var i Perlehumør, og skildrede med Liv og Glæde sit Hjem og sin Børneflok.
«Men Du hører jo ikke et Ord, Cecilie! — Hvad, i Herrens Navn, pønser Barnet paa! man kan blive angst og bange ved at se Dig!»
Jeg kunde ikke holde det ud længer, men aabnede mit Hjærte for hende.
«Nu ved Du Alt! hav Barmhjærtighed, Tante Julie, jeg maa besøge mit Hjem og se Moder, ellers gaar jeg tilgrunde.»
«Hvad er dog dette? og jeg, som troede, Du stod ganske ene i Verden. Jeg er selv Moder, Cecilie, og ingen Sten, der kan sige Nej, skjøndt det er et frygteligt Forræderi mod min Søster, som har betroet Dig til mig. To Betingelser vil jeg dog stille: den ene, at Caroline snart skal indvies i Alt, den anden, at Du kun maa blive én Nat i Hjemmet; jeg følger Dig naturligvis selv. — Nej dog, hvad vilde min Mand sige, dersom han vidste, hvad jeg staar i Begreb med at gjøre, dersom han kunde se os rejse sydpaa, i Stedet for mod Nord. — Du skal ikke takke mig, lille Stakkel, ikke heller glæde Dig altfor meget, jeg er bange, det ender med en Skuffelse. Du kommer tilbage til Barndomshjemmet som en Anden, med andre Øjne og en anden Opfattelse, en forfinet Smag og en udviklet Forstand; mange Ting ville berøre Dig ubehageligt og støde Dig, det kan ikke være andet. — Du ryster paa Hovedet og tror mig ikke; jo, desværre, jeg faar nok Ret. — Godnat, Barn; saa ville vi da, i Guds Navn, dele Ansvaret med hinanden.»
Solen skinnede venligt paa det gulagtige Efteraarsløv og de smaa lave Huse i Elleby, da vi næste Eftermiddag rullede derind. Tante Julie blev i Gjæstgivergaarden, medens jeg gik til Hjemmet.
Hvor var jeg dog forunderlig tilmode; det var som mit Hjærte skulde briste, baade af Glæde og Sorg.
Der kom Kromandens sorte Pudel og snusede til mig; kjendte den mig? Bagerens Duer fløj skræmmede i Vejret; Glarmesteren, der hinkede afsted med sin tunge Kasse, hilste ærbødig; den store, stærke Smed stod med korslagte Arme i Døren og stirrede efter mig. Inde fra Skolen lød den velbekjendte Summen og Surren; jeg kunde se en hel Bad smaa bøjede Hoveder og Skolemesters Ryg med den hjemmegjorte Frakke. Mon Ane Grethe var derinde? o, ja, naturligvis. — Bag den lille Halmskjærm ved Vejkanten lød en ensformig Pikken af Stenhuggerens Hammer; Vor Herre bevare den arme Mands Øjne! en barbenet Dreng sad oppe paa Grøften og fløjtede; han havde bestemt bragt sin Fader Mellemmaden. Hvor Fortiden dog rejste sig for hvert Trin jeg kom frem! nu drejede Vejen, der laa Granplantagen, og der det lille Hus med Guldet paa Ruderne. — Men boede de der endnu? jeg havde ikke tænkt derpaa, maaske vare de flyttede; dog nej, jeg kjendte det rødprikkede Tøj i de smaa korte Gardiner; det havde været Ane Grethes Døbekjole. Døren var aflaaset; altsaa var der Ingen hjemme; det var næsten en Lettelse. Mon Nøglen laa skjult, hvor den plejede? jo, ganske rigtig.
Det regelmæssige Slag af Væven lød fra den anden Lejlighed; blot gamle Maren ikke fik mig at se; jeg krøb i Ly bag Brønden. Der var gaaet seks Aar, siden jeg stod her sidst og saa Lyset skinne ud til mig, seks lange, lange Aar.
Men hvad var det for en munter Sang, og hvad var det for en Klappren af smaa Træsko, halv Gang, halv Dands? en lille Pige med Tavle og Skolepose kom springende hen imod mig.
«Moder er ikke hjemme, men hun kommer vist straks, maaske De vil gaa ind.» Hun aabnede Døren, som om jeg var ventet. Saa stod jeg da igjen i den lille lave Stue; der lagde sig som en Taage for mine Øjne.
«Vil De ikke sidde ned?» Det paa engang undselige og frimodige Barneansigt vendte sig op imod mig.
«Jeg er rigtignok bange Moder ikke kan, for Præstens Frue og Lærerinden, og Fruen og alle Frøkenerne paa Elleborg ville have Hvergarnskjoler; Rokken staar saamænd aldrig. — Moder er nu omme paa Gaarden efter Uld, men kommer vist straks.»
»Hvor gammel er Du?» Jeg trak hende nærmere og kyssede hende.
«Otte Aar.»
«Ere I flere Sødskende?»
«Aa ja, jeg har en stor Broder, der er Styrmand; vi fik ham ifjor, her er han.» Hun hentede med kjendelig Stolthed et Billede af Erik, der hang over Dragkisten midt imellem de gamle Skilderier, jeg saa tidt havde stirret paa i Barndommen: Ruth med sin bøjede Ryg, og Hamborg, omspændt af de rædsomme Flammer, hvorfra forskrækkede Israeliter styrtede ud.
«Har Du ingen Søstre?»
«Jo en.»
«Er hun hjemme?»
«Nej.» Ane Grethe saa tilbageholdende ud; hun havde ingen Lyst til at give yderligere Forklaring. — Der stod Rokken med sit Sidehjul, sit store Hoved og sin lille Vædeskaal; der laa Karterne, og der hang Uhret; alt det kjendte jeg; det lille rødmalede Hjørneskab var derimod nyt, ligesom to af Stolene. Sengene havde ogsaa faaet nyt Omhæng; det Hele saa mere velhavende, næsten lidt pynteligt ud.
«Der er Moder, jeg kan høre Børen.»
Ja, der kom hun, o Gud, nok saa trøstig trillende Børen, med en uhyre Uldsæk paa, foran sig.
«Moer, her er en Dame, der vil tale med Dig,» meldte Ane Grethe.
«En Dame?» Moder traadte ind. «Herre Jesus, det er jo Sidsel!» Hun kjendte mig straks.
«Aa, Herre Gud i Himlen, sikken en Glæde og Overraskelse, Sidsel! — men græd dog ikke saadan, Barn, ikke saadan, jeg bliver ganske angst.»
«Aa, Moder, det gjør saa godt, det er, som fandt jeg mig selv igjen, din lille Pige fra før, lad mig endelig græde.»
Ane Grethe trak sig tilbage og betragtede mig forundret og spørgende. Moder rystede paa Hovedet.
«Nej, det kan ikke gaa an, Sidsel, hold op, Barn, for Guds Skyld, hold op. — Skulle vi ikke gaa sammen til Faders Grav? Du vil komme til Dig selv i Luften, og naar vi gaa gjennem Plantagen, og saa bagom Byen, møde vi Ingen.»
Saa fulgtes vi da ad, Moder i sin tarvelige, hjemmegjorte Dragt med et lille Tørklæde knyttet under Hagen, jeg i Silke og Peltsværk. O, hvor jeg følte mig lille og ydmyg, og hvor al min Smule Kundskab svandt ind til mindre end Intet. Renset og lutret var hun kommen ud af Prøvelsernes store, alvorlige Skole; al Overvægten var paa hendes Side. Og jeg skriftede, og fordulgte Intet; Fornærmelserne mod hende selv, de tilbageholdte Breve, Alt kom frem. Hun hørte stille og hjærtegreben paa mig; jeg læste vekselvis Mishag og Medlidenhed i hendes Mine.
«Aa, Herre Gud, den stakkels unge Frue, hun elsker Dig dog saa højt, det faar jeg ud af Alt, og Du har kun lønnet hende slet for al hendes Godhed. At saadan en Dame har lidt Skræk for Fattigfolk og deres Tøj, er saa rimeligt; hun kjender vel mest til de Daarlige af os med deres Tiggeri og Urenlighed. Fruen har jo ikke heller sagt Noget for at sætte dine Forældre ned hos Dig; hvad man lurer sig til, tør man jo ikke regne. — Havde Du været rigtig kjærlig, og var bleven for Fruen, hvad hun ønskede, var Fortroligheden nok kommen af sig selv, og saa kunde Du have lagt et godt Ord ind for din Moder. — Men Du var jo saadan et Barn, Sidsel, Vorherre vil ikke gaa irette med Dig, naar Du nu fatter et andet Sind.»
Et andet Sind! — det gik som en frisk Luftning gjennem min Sjæl, o Herre Gud i Himlen, lær mig at fatte et andet Sind!
Der var Kirkegaarden med sin hvide Mur og sin lille Laage med den tunge Vægt, der holdt saa haardt igjen, dog ikke fuldt saa haardt som før, eller laa det i, at min Arm var bleven kraftigere.
«Her er Faders Grav; — Gud glæde hans Sjæl i Himmerig! — Vi har faaet en Bænk under Hængeasken; naar Træet først vokser rigtig til, vil her blive dejligt. Blomsterne have allerede lidt af Rimen, ser jeg, men i Sommer kan Du tro, vi havde det pænt. — Kom nu herhen, Sidsel, her ligger den lille Julie. Den Grav passer jeg altid; Noget vilde jeg dog ogsaa gjøre for Alt, hvad der blev gjort for Dig. — Aa, Sidsel, nu kommer den Graad igjen!»
«Det er ikke af Sorg jeg græder, Moder, nej, af inderlig, usigelig Glæde. Jeg ærer, elsker og velsigner Dig for Alt, ogsaa for dette. — Mit Blik er nu vendt indad, og jeg ser kun én Skyldig: mig selv, men føler tillige, at der ingen Ende er paa Vorherres Naade.»
Saa gik vi da hjem i Halvmørket; Granerne susede over vore Hoveder; vi gik ganske tause, men Moder holdt min Haand i sin.
Alt det Bitre og Haarde, der saa længe havde ligget paa Bunden af Hjærtet og tynget det ned, var pludselig smeltet; jeg var som frigjort, som nyfødt. O, hvor jeg aandede let og fuldt, og hvor der var en Fred.
Og jeg tænkte paa min Plejemoder og de tusinde Beviser paa Ømhed, hun havde givet mig. Hvor hendes Liv dog egentlig var ensomt og sørgeligt; hvor lidt blev hun forstaaet. Det var, som hendes Skikkelse rejste sig og saa paa mig med de underlig bedende Øjne, jeg kjendte saa godt, men som jeg plejede at afvise med kolde Blikke. I Fremtiden skulde det blive anderledes! Selv her, ved Moders Side, længtes jeg efter hende.
Aftenstjernen stod over det lille Hus, da vi kom til Leddet; Lyset fra de smaa Vinduer faldt venligt hen ad Vejen; inde i Kjøkkenet snurrede Kjedlen over en lystig Ild. Ane Grethe havde dækket Bordet; der var baade Smør og Fedt, et stort friskt Rugbrød og en Skaal Syltemælk.
«Vi have det godt,» sagde Moder, «som man kun vil ønske; Vorherre har rigtig lagt sin Velsignelse i mit Spind, og saa ved Erik jo ikke, hvad han vil gjøre for Moder. — Den første Tid vi ikke havde Fader til at sørge for os, saa det jo sort ud, og mangen Gang vidste jeg ikke, hvor Brødet skulde komme fra til næste Dag, men det kom dog, vi gik mætte i Seng hver Aften; der var En, som saa ned til Enken og de Faderløse.»
Ane Grethe holdt sig i Frastand; hun var lidt sky og forlegen, men skottede dog venligt til store Søster.
«Det er tungt, at Ane Grethe ikke har sine Smilehuller mere,» sagde jeg til Moder, «da hun var lille, havde hun tre; de vare saa yndige, jeg kyssede dem altid. — Kom herhen, og lad mig se, om der slet ikke er Spor af dem. — O, jo, der ere de alle, de to store og det lille ved Øjet.» Jeg kyssede det søde lille Ansigt, det var saa fornuftigt i al sin Barnlighed; hun var jo allerede Moders Fortrolige og højre Haand.
Først sent ud paa Aftenen gik vi til Ro. Min lille Søster, — der laa tillidsfuldt i min Arm som i gode gamle Dage — sov straks. Jeg bad mit Fadervor med Tak og Taarer, og slumrede saa ind; der var en Fred i den lille Stue som i en Kirke.
Næste Morgen hjalp Ane Grethe mig med Paaklædningen. Først mønstrede og beundrede hun mit Tøj, saa mønstrede og beundrede hun mig selv.
«Aa, Moer, se hende!»
Senere gik den Lille til Brønden efter Vand; jeg løb efter og tog Spanden fra hende.
«Bliv lidt, Ane Grethe, den Kunst forstaar jeg ogsaa.»
Og medens hun skreg, at det ikke kunde gaa an, og holdt paa mit Tøj, og medens Moder raabte leende fra Vinduet: «Lad dog være, Sidsel, lad dog være,» lod jeg Spanden rutsche ned og trak den saa rask op igjen.
Hvor den haarde Snurren af Vinden med den rustne Kjæde dog lød bekjendt og fornøjeligt.
Op ad Formiddagen kom Tante Julie; i Overmaalet af min Glæde havde jeg næsten glemt hende. Hun blev staaende i Døren; det kloge, opmærksomme Øje vandrede Stuen rundt, derpaa dvælede det ved Moder.
«Naa, det er vel den Dame, der fulgte Sidsel? — Vi kunne aldrig takke Dem nok for den store Godhed og Kjærlighed. Saadan en Glæde at se sit Barn igjen efter seks lange Aar. — Der er kun Et, som tynger mig, at Fruen ikke ved det.»
«Det har ogsaa tynget mig,» svarede Tante Julie, og hendes frejdige Stemme lød ganske blød, «ja, jeg har været nær ved at fortryde. Men naar jeg ser dette lille Hjem og Dem og fremfor Alt Cecilies eget straalende Ansigt, fortryder jeg ikke mere, nej, jeg vilde endogsaa døje endnu saadan en Nat, skjøndt den var rædsom. Jeg gik naturligvis ikke til Sengs i det Uhyre af en Alkove, men sad oppe i den fedtede Sofa og talte Pletterne paa Tapetet.»
«Hvor her er hyggeligt,« vedblev hun og saa sig om med Velbehag, «det er jo en rigtig lille Mønsterstue; intetsteds mindste Støvgran, Flid og Renlighed tale fra hver Krog. — Men jeg vil ikke forstyrre Dem, De skal have Deres Sidsel — det Navn holder jeg ti Gange mere af end af Cecilie — for Dem selv saa længe som muligt. Vognen er bestilt til Klokken tre; jeg turde ikke udsætte det længere. — Gud velsigne Dem, Farvel!»
Hun trykkede Moders Haand, nikkede kjærligt til mig og gik saa ilsomt bort.
Klokken tolv spiste vi Middagsmad sammen; jeg kjendte Fade, Potter og Pander. «Det lever Altsammen endnu, Moder!»
«Den, der selv vadsker af, kan nok beholde sit Tøj, Barn; men det ser jo galt ud med Ske; Du har vel rent glemt at spise med Træske, Sidsel? — Her er ellers din gamle.»
Moder aabnede Dragkisten og viklede min lille gule Ske ud af et Stykke rødt Papir; den havde været gjemt som en Erindring. Fader havde selv skaaret mit Navn paa Skaftet og ridset en Blomst under det. — —
«Farvel, Moder, min egen elskede Moder, jeg kommer nok snart igjen, paa længere Tid, med fuld Tilladelse. — Aa, Moder, jeg er slet ikke bedrøvet.»
«Det er jeg heller ikke, Sidsel; Vorherre ledsage Dig paa alle dine Veje!»
Saa kjørte Tante Julie og jeg den Eftermiddag og hele næste Dag. Jeg sad i mit stille Sind og ønskede, jeg kunde tage lige hjem; Hensigten med Rejsen var jo opnaaet, men det gik naturligvis ikke an.
Opholdet paa Herregaarden staar paa engang forvirret og fornøjeligt for min Erindring: Den gamle røde Gaard med sine store, hyggelige, velopvarmede Værelser; Haven med de utallige Frugttræer, hvor der blev samlet op og plukket ned fra Morgen til Aften. Der var en Knækken Nødder og en Spisen Pærer, jeg ikke kan beskrive. Tante Julie, hendes Mand og alle syv Børn kappedes om at overøse den Fremmede med Velvillie, jeg blev formelig baaret paa Hænderne, men Længslen stod alligevel til Hjemmet.
Omtrent otte Dage efter vor Ankomst fik jeg Brev fra min Plejemoder. Fader havde faaet sin Podagra igjen og var ualmindelig lidende; ellers stod Alt ved det Gamle.
«Jeg tror, det er bedst, at jeg rejser.»
«Det tror jeg med, Barn.» Tante Julie omfavnede mig varmt. «Du har dog ingen Ro paa Dig, mærker jeg nok. — Men næste Aar maa I komme begge To og blive en ordentlig Tid.»
F'or ikke at forskrække meldte jeg straks med et Par Ord, at jeg vilde komme, og rejste selv Dagen efter.
Mit Hjærte strømmede næsten over af Glæde og Tak, da jeg betraadte Tærskelen til Hjemmet. Alt skulde nu blive godt; jeg vidste det, jeg følte det, der var ikke Skygge af Tvivl i min Sjæl.
Min Plejemoder tog selv imod mig.
«Du har misforstaaet mit Brev,» sagde hun, «der er ingen Grund til Frygt. Det var ikke min Hensigt at kalde Dig tilbage.»
«Egentlig troede jeg heller ikke, det var saa slemt; Tante Julie havde ikke ganske Uret, naar hun beskyldte mig for at bruge Faders Sygdom som et Paaskud til at komme hjem.»
«Var Du da ikke tilfreds med Opholdet?»
«O, jo, men jeg længtes.»
«Saa Du længtes efter Hjemmet?»
«Efter Dig, Moder.» For første Gang brugte jeg dette hellige Navn til hende selv, for første Gang kjærtegnede jeg hende uopfordret. Hun saa forundret paa mig, spørgende og uvis.
Min Plejefader var højst tilfredsstillet.
«Saa den Lille fik Hjemve,» sagde han leende, «hvem skulde have troet det. — At Du har været savnet her, og at Timerne have været evig lange for os Gamle, behøver jeg vel ikke at fortælle. Tag Plads og lad mig saa høre lidt fra Jydernes Land. Gaar Onkel Hans endnu altid fra Morgen til Aften med de store Vandstøvler og jager Vildænder i Moserne? Lykkelige, lykkelige Mand!»
Medens jeg fortalte, sad min Plejemoder ganske stille og lyttede; hendes Blik fulgte mig hele Aftenen, hvor jeg gik og stod.
«Cecilie,» sagde hun endelig, da vi vare blevne ene, «hvad er dog dette? Jeg kjender Dig ikke igjen. — Der er en Glæde i din Stemme, i din Latter, ja, selv i din Gang; der er — der er noget saa Inderligt i dit Blik. Den korte Fraværelse kan ikke være Skyld heri; har Tante Julie ført Dig til mig?»
«Ikke Tante Julie, en Anden har gjort det.»
Jeg satte mig ved hendes Side, tog hendes Haand i min og aflagde en fuldstændig Bekjendelse. Først skiftede hun Farve og vilde trække Haanden bort, men jeg holdt godt fast og kyssede den, til den laa rolig i min igjen. Da jeg fortalte om den lille Grav, brast hun i Graad og rejste sig.
«Det er gloende Kul paa mit Hoved, o Gud! — Nu maaler Du min Haardhed og Følesløshed med hendes Kjærlighed, jeg ved det, Cecilie! — De bade mig Alle saa indstændigt være bestemt, og jeg troede jo ogsaa, i min egenkjærlige Lyst til at have Dig for mig selv, at det var bedst og klogest. Alligevel have disse Breve voldt mig mange Bekymringer; tilintetgjøre dem vilde jeg ikke; de ligge alle i min Sekretær. — Jeg skal hente dem.»
Hun kom med en hel lille Pakke, der var elleve.
«O, læs dem,» bad jeg.
«Er det værd, der kunde dog maaske staa Noget.»
«Nej, det gjør der ikke; Du maa læse dem, Moder, det er en Æresoprejsning.
Saa brød hun da Seglene og læste dem et efter et.
«O, Cecilie, jeg er saa overvældet, saa ydmyget; bestandig træffer jeg mit eget Navn i Forbindelse med kjærlige Formaninger til Dig. — Havde Du læst disse Breve, var Forholdet mellem os blevet bedre, det er umuligt andet. Saa har jeg da selv, i min forblindede Stolthed, stænget Trøsten ude. Ethvert af disse simple, enfoldige Ord taler din Moders Sag med uimodstaaelig Kraft.»
Hun tog Brevene og lagde dem sammen, saa varsomt, saa ærbødigt; det sidste trykkede hun til sine Læber.
«Min hele Sjæl er gjennemtrængt af, hvad her staar,» sagde hun, «læs, Cecilie.»
Og jeg læste: «Herren er god, og hans Miskundhed varer evindelig.»