En Studie i rødt/2/6

by Arthur Conan Doyle

Sjette Kapitel.

---

Fortsættelse af Dr. John Watsons Optegnelser.

Vor Fanges rasende Modstand lod dog ikke til at have sin Grund i nogen hadefuld Følelse mod os; thi da han følte sig fuldstændig overmandet, smilede han til os paa en meget venlig og velvillig Maade og sagde, at han haabede, han ikke havde saaret nogen af os under Kampen.

»Jeg antager, at De nu har i Sinde at føre mig til Politistationen,« bemærkede han til Sherlock Holmes. »Min Cab holder jo for Døren, og dersom De vil løse mine Ben, saa kan jeg godt selv gaa ned til den. Jeg er ikke saa let at bære, som jeg før har været.«

Gregson og Lestrade vekslede Blikke, hvori man kunde læse, at de fandt dette Forslag noget dristigt; men Holmes tog straks Fangen paa Ordet og løste de Baand, vi havde bundet om hans Ankler. Han rejste sig op og strakte Benene ligesom for at overbevise sig om, at de atter vare fri, og jeg husker tydelig, at jeg tænkte ved mig selv, da jeg betragtede ham, at jeg sjælden havde set et saa kraftigt bygget Menneske, og hans mørke, solbrændte Ansigt bar et bestemt og energisk Udtryk, der var lige saa skrækindjagende som hans legemlige Styrke.

»Hvis Direktørpladsen for Politiet er ledig, da antager jeg, at De er den rette Mand til den,« sagde han, idet han med stor Beundring stirrede paa min Husfælle. »Aldrig havde jeg tænkt mig, at man her i London kunde følge mit Spor saa sikkert.«

»Det er vist bedst, at De nu følger med,« sagde Holmes til de to Opdagere.

»Jeg skal køre for dem,« sagde Lestrade.

»Godt, og Gregson kan sætte sig ind hos mig — og De ogsaa, Doktor. De har jo interesseret Dem saa levende for denne Sag, og ydet Deres Hjælp, saa De maa ogsaa holde Dem til os.«

Jeg tog med Glæde mod Indbydelsen, og vi fulgtes allesammen ned. Vor Fange gjorde slet ikke Forsøg paa at undslippe, men traadte rolig ind i sin egen Cab, og vi fulgte ham. Lestrade sprang op paa Bukken satte Hestene i rask Trav og bragte os inden ret længe til vort Bestemmelsessted.

Her bleve vi viste ind i et lille Værelse, hvor en Politiinspektør optegnede vor Fanges Navn og Navnet paa de Mænd, hvis Mord han beskyldtes for. Inspektøren var en meget bleg, ubevægelig Herre, der udførte sine Forretninger paa en stiv, mekanisk Maade.

»Fangen vil komme i Forhør om et Par Dage,« sagde han. »Har De ellers noget at sige os, Mr. Jefferson Hope, saa tal, men jeg maa dog gøre Dem opmærksom paa, at alt, hvad De siger, vil blive ført til Protokols, saa at det maaske senere hen kan blive brugt som Bevis mod Dem.«

»Ja, jeg har en hel Del at sige,« sagde vor Fange meget langsomt. »Jeg ønsker at fortælle Dem hele Sagens Sammenhæng.«

»Er det ikke bedre, De venter med det, indtil De kommer i Forhør,« sagde Inspektøren.

»Det kunde jo være, at jeg aldrig blev forhørt,« svarede han. »Ja, De behøver ikke at se saa bestyrtet ud, jeg tænker slet ikke paa at flygte eller tage Livet af mig. Er De Læge?« Han vendte sig mod mig og saa paa mig med sine vilde, mørke Øjne, medens han fremsatte dette Spørgsmaal.

»Ja, jeg er,« svarede jeg.

»Saa føl engang her,« sagde han med et Smil, idet han med sine lænkede Haandled gjorde en Bevægelse op mod Brystet.

Jeg lagde min Haand paa hans Hjerte og mærkede straks, at hans Hjerteslag var usædvanlig stærkt, og tillige meget uregelmæssigt, samt at det ligesom kogte derinde. Hans Brystkasse rystede og dirrede, ligesom man kunde tænke sig en svag Bygning vilde gøre, naar en meget stærk Dampmaskine arbejdede og stampede inden i den. I den dybe Tavshed, som var fulgt efter hans sidste Ord, kunde jeg høre en dump, summende og hvæsende Lyd, der ogsaa kom inde fra Brystet.

»Hvad,« udbrød jeg, »De maa jo have en stor Aneurisma paa Aorta«^[1].

»Ja, det er saadan, han kaldte det,« sagde han blidt. »Jeg gik netop for en Uges Tid siden til en Læge med det, og han sagde, at den nødvendigvis vilde briste, inden der var gaaet ret mange Dage. Det er blevet værre og værre med den i de sidste Aar. Jeg fik den paa Grund af Overanstrengelse og mangelfuld Føde, medens jeg vandrede omkring mellem Bjærgene omkring Saltsøstaden. Nu har jeg imidlertid udført min Gerning, og nu bryder jeg mig slet ikke om, at jeg snart skal af Sted. Dog kunde jeg nok ønske at efterlade mig en Beretning om hele Sagen; jeg synes ikke om at faa samme Eftermæle som enhver gemen Morder.«

Inspektøren og de to Opdagere holdt nu en hurtig Raadslagning om, hvorvidt det var rigtigt at lade ham fortælle sin Historie.

»Tror De, Doktor, at der er nogen overhængende Fare?« spurgte den første mig.

»Ja, det er der sikkerlig,« svarede jeg.

»I saa Tilfælde er det tydelig nok vor Pligt i Retfærdighedens Interesse at modtage hans Meddelelser,« sagde Inspektøren. »Det staar Dem frit for, Sir, at give os de Oplysninger, De ønsker; men, som sagt, de vil blive ført til Protokols.«

»Med Deres Tilladelse vil jeg da sætte mig ned,« sagde Fangen og lod Handlingen følge paa Ordet. »Denne Pulsaaresvulst gør mig temmelig hurtig træt, og det lille Snuptag, vi tog for lidt siden, har ikke gjort Sagen bedre. Jeg staar nu paa Randen af min Grav, og saa kan De nok forstaa, at jeg ikke kan have nogen Fordel af at binde Dem noget paa Ærmet. Hvert Ord, jeg vil fortælle Dem, er den rene Sandhed, og hvorledes De vil gøre Brug af dem, det er noget, der ikke har nogen Interesse for mig.«

Med disse Ord lænede Jefferson Hope sig tilbage i sin Stol, og begyndte paa de nedenstaaende mærkelige Meddelelser. Han talte i en rolig Tone og i velordnede Sætninger, som om det, han fortalte os, vare ganske dagligdags Begivenheder. Jeg indestaar for, at de her ere anførte akkurat saaledes, som han gav os dem; thi jeg har haft fri Raadighed over Lestrades Notitsbog, hvori Fangens Ord bleve indskrevne, nøjagtig som de bleve fremførte.

»Det kan ikke have nogen Betydning for Dem at faa at vide, hvorfor jeg hadede disse to Mænd,« sagde han; »det maa være nok for Dem at vide, at de vare skyldige i to Menneskers Død — en Faders og en Datters —, og at de derfor havde forbrudt deres eget Liv. Paa Grund af Maaden, Stedet og Tiden, hvorpaa disse Mord bleve udøvede, ansaa jeg det for umuligt for mig at opnaa en Dem over dem ved Rettens Hjælp. Jeg kendte imidlertid deres Skyld og besluttede at blive deres Dommer, Jury og Bøddel — alt forenet i een Person. De vilde have gjort det samme, hvis de havde været i mit Sted og hvis der er Mod og Mandshjerte i Dem.«

»Den Kvinde, som jeg taler om, skulde jeg have ægtet for tyve Aar siden; men hun blev tvungen til at ægte denne Drebber, som jeg først holdt Dom over, og det tog hun sin Død over. Jeg tog hendes Vielsesring af hendes stive og kolde Finger, medens hun laa paa Baaren, og jeg svor, at hans Øjne i Døden skulde hvile paa denne Ring, og at hans sidste Tanker skulde komme til at gælde den Forbrydelse, for hvilken han blev straffet. Jeg har baaret denne Ring omkring med mig og har fulgt ham og hans medskyldige gennem to Verdensdele, indtil jeg til sidst indhentede dem. De troede nok, at jeg til sidst skulde blive træt af Forfølgelsen, men deri tog de fejl, og naar jeg dør i Morgen, hvad der nok er al Sandsynlighed for, saa dør jeg med den gode Bevidsthed, at min Gerning i denne Verden er tilendebragt, og at den er vel udført. De er begge ombragte, og det er sket ved min Haand. Nu har jeg intet mere at ønske eller at leve for i denne Verden.

De vare rige, og jeg var fattig, saa det var ikke nogen let Sag for mig at forfølge dem. Da jeg endelig kom her til London, var min Pung omtrent tom, og jeg indsaa, at jeg maatte se at faa noget Arbejde, hvorved jeg kunde fortjene mit Ophold. At ride og at køre er for mig lige saa naturligt som at gaa, derfor henvendte jeg mig til en Vognmandsforretning og fik straks noget at bestille. Hver Uge skulde jeg bringe en bestemt Sum til Vognmanden som Leje at Vognen og Hesten, og hvad jeg fik tilovers ud over denne Sum, maatte jeg selv beholde. Meget fik jeg ikke i Overskud; men det lykkedes mig dog at slaa mig igennem med det. Det værste Arbejde havde jeg med at lære alle Gadenavnene; thi af alle de Labyrinter, som der fortælles om, er denne By vistnok den værste at finde Rede i; men jeg havde altid et Kort siddende ved Siden af mig paa Bukken, og da jeg først havde været nogle Gange ved de vigtigste Hoteller og Stationer, gik det meget godt.

»Det varede nogen Tid, før jeg fandt ud, hvor mine to Herrer boede; men jeg blev ved at forespørge og forespørge, indtil jeg til sidst fik dem opsporet. De boede i et Pensionat i Cambervell ovre paa den anden Side af Floden. Da jeg først havde udfundet dette, vidste jeg, at jeg havde dem i min Magt. Jeg havde ladet mit Skæg vokse, saa der var ingen Mulighed for, at de kunde genkende mig. Jeg vilde bide mig fast i dem og følge dem, indtil jeg saa mit Snit; denne Gang skulde de ikke undslippe mig, det var jeg fast bestemt paa.

Alligevel var dette dog nær sket. Hvorhen de saa end begav sig i Byen, var jeg altid i Hælene paa dem; undertiden fulgte jeg dem paa min Cab og undertiden til Fods; men det første var det bedste; for saa kunde de ikke slippe fra mig ved at køre. Det var kun tidligt om Morgenen og silde om Aftenen, at jeg kunde tjene lidt ved mit Køretøj, og derfor begyndte jeg at komme i Gæld til Vognmanden. Dog — det fik ikke at hjælpe, naar blot jeg kunde blive ved at passe paa de to Mennesker, jeg efterstræbte.

Imidlertid var det en vanskelig Sag at komme dem til Livs; thi de vare meget forsigtige. De maa have faaet Mistanke om, at min Forfølgelse ikke var hørt op; thi de gik aldrig ud alene og aldrig efter Mørkets Frembrud. I to Uger kørte jeg efter dem hver eneste Dag, men saa dem aldrig adskildte. Drebber var beruset næsten hver Dag, men Stangerson passede saa meget desbedre paa. Jeg var paa min Post tidlig og silde; men der frembød sig aldrig saa meget som Skyggen af en Lejlighed til at faa fat i dem. Imidlertid tabte jeg dog ikke Modet; thi en Anelse sagde mig, at den Time, jeg havde længtes efter i over tyve Aar nu endelig snart var forhaanden. Det eneste, jeg frygtede for, var, at denne Svulst herinde skulde springe op før Tiden og forhindre mig fra at faa min Gerning udført.

En Aften endelig, medens jeg kørte frem og tilbage i Torquay Terrace, den Gade, i hvilken de boede, saa jeg en Cab køre frem for deres Dør. Straks efter blev der baaret nogen Bagage ned, og efter kort Tids Forløb kom Drebber og Stangerson ud, satte sig i Cab'en og kørte bort. Jeg gav da straks min Hest et Rap af Pisken og fulgte efter dem, saa at jeg ikke tabte dem af Syne; men jeg var meget ilde til Mode; thi jeg var bange for, at de nu vilde til at flytte igen — ja, maaske rejse til Amerika.

Ved Euston Station stod de ud; der fik jeg en Dreng til at holde ved min Hest og fulgte efter dem ud paa Perronen. Jeg hørte dem spørge efter Liverpool Toget, og en af Portørerne svarede, at der lige var gaaet et, og at det vilde vare nogle Timer, før der gik et nyt. Dette lod til at ærgre Stangerson meget; men Drebber saa snarest tilfreds ud, da han fik det at vide. Der var mange Mennesker paa Perronen og i Trængselen lykkedes det mig at komme saa nær hen til dem, at jeg kunde høre hvert Ord, der blev vekslet imellem dem. Drebber sagde, at han havde en Forretning at udføre, som ikke kom den anden ved, derfor kunde Stangerson blive der paa Stationen, saa skulde han (Drebber) snart komme tilbage til ham. Dette gjorde hans Ledsager imidlertid Indvendinger imod og mindede ham om, at de jo havde besluttet ikke et eneste Øjeblik at forlade hinanden. Drebber, der som sædvanlig var beruset, sagde, at han ikke brød sig om at have Stangerson løbende i Hælene paa sig altid, det, han nu havde at gøre, vilde han ikke have ham med til, saa han skulde blive, hvor han var.

Hvad Stangerson svarede hertil, kunde jeg ikke høre; thi han var mere forsigtig end den anden og talte nu halvt hviskende; men han maa være bleven ved med sine Modforestillinger; thi nu brød hans Ledsager ud i Eder og Forbandelser, skældte ham ud for en elendig Kryster, huskede ham paa, at han ikke var andet end et Tyende, der fik sin Løn, og at han ikke skulde give sig af med at kommandere sin Herre. Saa lod Sekretæren endelig sine Bestræbelser fare og gjorde kun den Aftale med ham, at hvis han kom for sent til det sidste Tog, skulde han begive sig hen til Hallidays Hotel Garni, hvor Stangerson vilde vente paa ham. Hertil svarede Drebber, at han nok skulde være paa Perronen før Kl. 11, hvorpaa han begav sig ud af Stationen.

Øjeblikket, som jeg havde ventet paa i saa mange, lange Aar, var nu endelig kommet; jeg havde mine Fjender i min Vold. Saa længe de holdt sig sammen, kunde de beskytte hinanden; men naar jeg havde dem hver for sig, vare de overgivne til min Naade. Imidlertid handlede jeg ikke med forjaget eller uoverlagt Ivrighed; jeg havde i Forvejen omhyggelig lagt min Plan. Der er ingen Tilfredsstillelse i Hævnen, med mindre Foruretteren faar Tid til at se og erkende, hvem det er, der rammer ham, og hvorfor Hævnen kommer over ham. Jeg havde lagt min Plan saaledes, at jeg fik Lejlighed til at lade ham, der saa blodig havde forurettet mig og mine bedste Venner, forstaa, at Gengældelsen for hans gamle Brøde nu endelig var for Haanden.

En Herre, der for nogle Dage siden havde set paa nogle ledige Lejligheder paa Brixton Road, og som jeg ved den Lejlighed havde kørt for, havde tilfældigvis tabt en Nøgle til en af Gangdørene i min Vogn. Imidlertid havde han savnet den samme Aften og kom tilbage for at faa den, men i Mellemtiden havde jeg taget et Aftryk af den, og jeg lod nu en Doublet lave af Nøglen. Ved Hjælp af den havde jeg Adgang til i det mindste eet Sted i den store Stad, hvor jeg kunde være sikker paa ikke at blive forstyrret. Nu var Spørgsmaalet imidlertid, hvorledes jeg skulde faa Drebber hen til dette Hus. Det var den Opgave, jeg havde at løse.

Han vandrede ned ad Gaden og gik ind i et Par Beværtninger, og i den sidste af dem blev han i det mindste næsten en halv Time. Da han endelig kom ud, dinglede han stærkt, hans Ansigt blussede, og Øjnene stod næsten stive i Hovedet paa ham, det var kort sagt tydeligt at se, at han var bleven meget mere beruset, end han var før.

Der kørte en Cab lige foran mig, og den raabte han an. Jeg fulgte saa tæt bag efter den, at min Hests Hoved hele Tiden kun var et Par Alen fra Bagklædningen paa hans Cab. Vi raslede hen over Waterloo Broen, og derefter gennem den ene Gade efter den anden, indtil vi, til min store Forbavselse, til sidst befandt os i Torquay Terrace, hvorfra han for et Par Timers Tid siden var kørt til Jærnbanestationen. Jeg kunde ikke begribe, hvad hans Hensigt var med at vende tilbage hertil; men jeg kørte videre og holdt Hesten an et Par Hundrede Alen fra Huset. Han gik ind, og hans Cab kørte bort. — Aa, vil De ikke være saa god at give mig et Glas Vand, for jeg bliver helt tør i Halsen af al denne Talen.«

Jeg rakte ham et Glas Vand, som han skyllede ned i et Par Drag.

»Aa! det gjorde godt,« sagde han. »Nu — jeg ventede vel omtrent et Kvarter eller lidt mere, da jeg pludselig inde fra Huset hørte stærk Støj ligesom af en heftig Trætte med derpaa følgende Slagsmaal; et Øjeblik efter blev Gadedøren reven op og to Mænd styrtede ud. Den ene af dem var Drebber, og den anden var en ung, rask Fyr, som jeg ikke havde set før. Han havde Drebber i Kraven og lige i det, de vare komne ud af Døren, gav han ham et Stød og et Spark, der sendte Mormonen halvvejs over Gaden. »Din Hund!« raabte han med en af Harme dirrende Stemme, og idet han truede ad ham med en tyk Stok, han havde i Haanden, »jeg skal lære Dig at fornærme en uskyldig Pige!«

Han var saa opbragt, at jeg troede, han vilde have pryglet Drebber med sin Stok, men denne Køter halede nu ned ad Gaden, saa hurtig hans Ben kunde bære ham, og det lod til, at noget af Beruselsen var gaaet over i den heftige Strid. Han løb lige hen til det nærmeste Gadehjørne, hvor jeg holdt med min Cab, der raabte han mig an og kravlede ind i Vognen. »Kør mig til Hallidays Hotel Garni,« sagde han.

Da jeg havde ham godt og vel inde i min Cab, hoppede mit Hjerte saaledes af Glæde, at jeg blev bange for, at min Aaresvulst nu i sidste Øjeblik skulde spille mig det Puds at springe op. Jeg dæmpede min Glæde, saa godt jeg kunde, og kørte langsomt ned ad Gaden, idet jeg overlagde med mig selv, hvad jeg nu helst skulde gøre. Jeg kunde have kørt ham uden for Byen; thi vi vare jo her i Udkanten af den, og saa paa en eller anden ensom Vej have taget Hævn over ham, og dette havde jeg næsten besluttet mig til, da han selv løste Spørgsmaalet for mig.

Drikkelysten kom nemlig nu igen over ham, og han befalede mig at holde stille uden for en Beværtning. Der gik han ind efter først at have givet mig Ordre til at vente paa sig. Han blev derinde, lige til de lukkede, og da han kom ud, var han saa beruset, at det var tydelig, jeg nu havde ham ganske i min Magt.

De maa dog ikke tro, at jeg havde i Sinde at myrde ham med koldt Blod. Det vilde visselig kun have været streng Retfærdighed, om jeg havde gjort saa, men det kunde jeg alligevel ikke faa mig selv til. Jeg havde derimod forlængst besluttet, at der skulde vises og gives ham en Udvej til at redde Livet, om han ellers havde Mod til at vælge dette.

Under mit omflakkende Liv har jeg maattet fortjene Føden i mange forskellige Stillinger, kom jeg til et nyt Sted, da søgte jeg altid Arbejde ved hvad som helst, og saaledes skete det da, at jeg i New York blev antaget som Laboratoriekarl ved den pharmaceutiske Læreanstalt der. En Dag hørte jeg, at en af Docenterne stod og holdt Foredrag om Gift, og at han viste de studerende et Alkaloid, som han kaldte det, som han havde trukket ud af en sydamerikansk Pilegift, og som var saa stærk, at et eneste Gram af den vilde medføre øjeblikkelig Død. Jeg mærkede mig det Glas, i hvilket denne Præparation blev opbevaret, og da alle havde forladt Salen, og jeg skulde gøre i Orden efter dem, bemægtigede jeg mig noget af Giften.

»Jeg havde allerede tilegnet mig forskellige Færdigheder i Apothekerfaget. og nu lavede jeg dette Alkaloid til smaa opløselige Piller, hvorefter jeg lagde hver af disse i en lille Æske sammen med en anden Pille, der saa lige saadan ud, men i hvilken der ikke var Gift. Jeg besluttede allerede den Gang, at naar den gunstige lejlighed endelig oprandt, skulde hver af mine Herrer faa Lov til at vælge sig en Pille af Æskernes Indhold, medens jeg selv spiste den, der blev tilbage. Det var en Slags Duel, der var langt mere paalidelig og dødelig end dem mange af mine Landsmænd have udkæmpet ved at skyde paa hinanden gennem et Lommetørklæde, og saa var den tilmed saa betryggende lydløst. Fra hin Dag af havde jeg altid de to Pille-Æsker hos mig, og nu var Tiden endelig kommen, da jeg kunde gøre Brug af dem.

Klokken var bleven stærkt hen imod et, det var bælgmørkt, og Vejret var meget uhyggeligt; thi det blæste stærkt, og Regnen strømmede ustandselig ned. Men lige saa mørkt og trist, det var ude, lige saa lyst og glædeligt var det i mit Hjærte — ja, jeg var saa glad, at jeg maatte gøre Vold paa mig selv for ikke at juble højt af Fryd. Hvis nogen af Dem nogen Sinde har stræbt efter en Ting og længtes efter den i tyve lange Aar, og de saa paa een Gang har opdaget, at den nu er kommen inden for Deres Rækkeevne, saa vilde De kunne sætte Dem ind i mine Følelser.

Jeg tændte en Cigar og begyndte at suge paa den for at berolige mine Nærver, men mine Hænder rystede dog, og det bankede i mine Tindinger af Ophidselse. Medens jeg kørte af Sted, kunde jeg tydelig se den gamle John Ferrier og den yndige Lucy se hen paa mig gennem Mørket og smile tilfredse og taknemmelige til mig, ja, det forekom mig, at jeg saa dem lige saa tydelig, som jeg nu ser Dem, mine Herrer. Hele Vejen svævede de foran mig, en ved hver Side af Hesten, indtil jeg endelig gjorde Holdt uden for Indgangen til Haven, der laa uden for Huset i Brixton Road.

Der var ikke en Sjæl at se eller noget at høre, med Undtagelse af Regnens Plasken. Da jeg kiggede ind ad Vognvinduet, saa jeg, at Drebber laa sammensunken i det ene Hjørne og sov Rusen ud. Jeg greb ham i Armen og rystede ham. »Nu er vi der — nu skal De ud,« sagde jeg.

»Godt, min Ven,« svarede han.

Jeg antager, at han troede, vi vare komne til det Hotel, han havde opgivet mig; thi nu steg han ud uden at gøre Indvendinger og fulgte med mig ind gennem Haven. Jeg maatte gaa ved Siden af ham og støtte ham lidt nu og da, thi han var endnu noget beskænket. Da vi kom til Døren, aabnede jeg den med min eftergjorte Nøgle og førte ham ind i det forreste Værelse, og jeg forsikrer Dem, at Ferrier og Lucy begge svævede foran os hele Tiden.

»Det er nederdrægtig mørkt,« sagde han og stampede omkring i Værelset.

»Nu skal vi snart faa Lys paa Møllen,« sagde jeg, idet jeg strøg en Tændstik og holdt den til et Voxlys, som jeg havde bragt med mig. »Naa, Enoch Drebber,« fortsatte jeg og vendte mig om mod ham, idet jeg holdt Lyset tæt hen til mit Ansigt, »hvem er saa jeg?«

Han stirrede paa mig et Øjeblik med de taagede, drukne Øjne, og derpaa saa jeg, at Rædselen paa een Gang sprang frem i dem, Ansigtet fortrak sig krampagtigt, og jeg kunde se, at han kendte mig. Han vaklede tilbage med blygraat Ansigt og jeg saa Sveden perle frem paa hans Pande, medens Tænderne klaprede i Munden paa ham. Ved dette Syn lænede jeg mig tilbage mod Døren og lo højt og længe. Jeg havde altid vidst, at Hævnen var sød, men jeg havde dog aldrig turdet haabe paa en saadan Hjertens Tilfredshed, som jeg nu fornam.

»Din Hund,« sagde jeg, »lige fra Saltsøstaden og til St. Petersborg har jeg jaget Dig og det ad mange Omveje, og Du er stadig sluppen mig af Hænde. Men nu til sidst ville dine Vandringer faa Ende; thi enten Du eller jeg maa blive her paa Stedet og aldrig se Morgendagens Sol staa op.«

Han veg endnu længere tilbage fra mig, idet jeg talte, og jeg kunde se paa hans Ansigt, at han troede, jeg var gal, og det var jeg da ogsaa i det Øjeblik, Pulsen bankede i mine Tindinger som med Hammerslag, og jeg tror, jeg vilde have faaet et eller andet Tilfælde, hvis ikke min Næse var sprungen op at bløde. Blodet styrtede ud af den, og det lettede mig.

»Kan Du huske den gamle brave John Ferrier nu? og kan Du huske den unge muntre Lucy, som Du tog Livet af?« skreg jeg, idet jeg lukkede Døren og holdt Nøglen op for Ansigtet af ham. »Straffen har været længe om at komme; men nu har den dog til sidst indhentet Dig.«

Jeg saa, hvorledes Krysteren rystede og skæl­vede, idet jeg talte. Han vilde inderlig gerne have bedet for sit Liv og lovet mig, hvad det skulde være for at spare det; men han indsaa nok, at det var helt omsonst.

»Vil Du myrde mig?« fremstammede han.

»Her er ikke Tale om noget Mord,« svarede jeg. »Hvem kalder det vel et Mord, naar en gal Hund bliver slaaet ihjel? Hvad Barmhjertighed havde Du med den stakkels Lucy, som jeg elskede højere end min egen Sjæl, da Du slæbte hende bort fra hendes Fader, ham I myrdede lige for hendes Øjne og førte hende tilbage til eders forbandede skamløse Harem.«

»Det var ikke mig, der dræbte hendes Fader, det var Stangerson!« udbrød han.

»Men det var Dig, der knuste hendes uskyldige Hjerte!« skreg jeg, og holdt Æsken med Pillerne hen imod ham. »Lad nu den retfærdige Gud dømme os imellem — vælg selv en af disse Piller og synk den; der er Liv i den ene og Død i den anden. Jeg skal spise den, Du lader blive tilbage. Lad os nu se, om der er Retfærdighed her paa Jorden, eller om vi blive tumlede om af det blinde Tilfælde.«

Han for tilbage med vilde Skrig og Bønfaldelser om Barmhjertighed; men jeg trak min Kniv og holdt den paa hans Strube, indtil han havde gjort, som jeg bød. Derpaa slugte jeg den anden, og vi stod nogle Øjeblikke over for hinanden i dyb Tavshed og ventede i stor Spænding paa at se, hvilken af os, der skulde leve, og hvem der skulde dø.

Jeg skal aldrig glemme det Udtryk, der kom over hans Ansigt, da de første varslende Smerter sagde ham, at Giften var i hans Indvolde og havde begyndte at virke. Jeg lo, da jeg saa det og holdt Lucys Vielsesring hen for hans Øjne. Det var dog kun en stakket Kval, jeg voldte ham derved; thi Alkaloidets Virkning var, som Docenten havde sagt, meget hurtig. Han fortrak Ansigtet som i ulidelig Pine, slog vildt omkring sig med Armene, begyndte at vakle og faldt derpaa med et hæst Skrig næsegrus om paa Gulvet. Jeg vendte ham om med Foden, saa at Ansigtet kom opad, og lagde Haanden paa hans Hjerte. Der var slet ingen Bevægelse at spore; han var død!

Under alt dette blev Blodet ved at strømme ud af min Næse; men jeg havde ikke taget mindste Hensyn dertil. Jeg kan ikke forklare, hvad det var for en Indskydelse, der fik mig til at skrive paa Væggen med det; maaske var det en skadefro overgiven Lyst til at bringe Politiet paa Vildspor; thi jeg følte mig helt let og lystig til Mode. Jeg kom til at huske paa, at der, medens jeg var i New-York, var fundet en Tysker myrdet, og at der paa Væggen over Liget med Blod var skrevet Ordet RACHE, samt at Aviserne havde formodet, at et eller andet hemmeligt Selskab havde ladet vedkommende myrde. Jeg antog da, at hvad der kunde sætte New-York'erne i Forlegenhed vilde ogsaa forvirre London'erne, og derfor var det, at jeg dyppede min Finger i mit eget Blod og skrev Ordet paa et passende Sted paa Væggen.

Saa gik jeg ud af Huset og ned til min Cab. Der var endnu ingen at se paa Vejen, og Vejret var stadig lige uhyggeligt. Jeg havde allerede kørt et godt Stykke, da jeg stak min Haand ned i den Lomme, i hvilken jeg altid bar Lucys Ring, og mærkede, at den var borte. Jeg blev som lynslagen herved, nu havde jeg baaret den hos mig i tyve Aar, og det var det eneste Minde, jeg havde om hende. I den Tanke, at jeg vel maatte have tabt den, da jeg stod og bøjede mig over Drebbers Lig, vendte jeg straks Vognen og kørte tilbage, og da jeg var kommen i Nærheden af Huset, kørte jeg ind paa en Sidevej, hvor jeg lod Køretøjet staa, medens jeg dristig gik hen til Havens Indgang for at komme op til Villaen; thi jeg var rede til at vove, hvad det saa skulde være, for at faa fat i Ringen igen.

Men da jeg kom hen til Laagen løb jeg lige i Armene paa en Politibetjent, som kom inde fra Huset, og det var kun ved at lade som om jeg var ganske døddrukken, at jeg undgik at vække hans Mistanke.

Saaledes var Enoch Drebbers Endeligt, og det næste, jeg nu havde at gøre, var at berede Stangerson samme Skæbne for at fuldføre den Hævn jeg havde lovet John Ferrier. Jeg vidste jo, at Drebbers Sekretær ventede paa ham i Hallidys Hotel Garni, og der drev jeg nu omkring fra Morgen Aften, men han kom aldrig ud. Jeg antager at han var begyndt at fatte Mistanke, da han mærkede, at Drebber ikke kom; thi Stangerson havde altid været meget snu og forsigtig.

Men hvis han har troet, at han kunde slippe for mig ved at holde sig inden Døre, saa tog han fejl. Jeg fik snart regnet ud, hvor hans Sovekammervindue var, og den næste Morgen tidlig benyttede jeg mig af en lang Stige, som laa i Smøgen bag ved Hotellet, til at komme op til ham udvendig fra lige i Dagningen. Jeg vækkede ham og sagde til ham, at nu var Timen endelig kommen, da han skulde svare for det Menneskeliv, han havde taget for saa lang Tid siden. Jeg beskrev Drebbers Død for ham og gav ligeledes ham Valget mellem de to Piller.

Men i Stedet for at benytte sig af den Lejlig­hed, jeg saaledes tilbød ham, til at redde Livet, sprang han ud af Sengen og fløj ind paa mig. I Nødværge gennemborede jeg ham da med min Kniv. Men han vilde sikkert ikke have været bedre faren, om han havde taget en af Pillerne; thi Forsynet vilde aldrig havde tilladt, at hans Haand, der var plettet med uskyldigt Blod, havde taget andet end Giften.

Jeg har nu ikke meget mere at sige, og det er godt; thi jeg mærker, at det snart er forbi med mig. Jeg havde i Sinde at blive ved med at køre en Tid endnu, for at jeg kunde tjene Penge nok til at rejse tilbage til Amerika, nu havde jeg jo Tid til at passe min Forretning. Men i Dag, da jeg stod nede i Vognmandsgaarden, kom der en laset Knægt og spurgte, om der ikke var en Kusk ved Navn Jefferson Hope, og om han saa ikke vilde komme med sin Cab og køre til Stationen for en Herre, der boede i Baker Street Nr. 22 B.

Jeg kørte da derhen uden at ane Uraad og det næste, jeg blev klar over, var, at denne unge Mand her satte et Par Haandjern om Haandleddene paa mig, og smækkede dem sammen saa adræt og nydeligt, at det var en Lyst. Se det er hele min Historie, mine Herrer. Det kan godt være, De betragter mig som en Morder; men heri kan jeg ikke være enig med Dem, jeg mener om mig selv, at jeg har været et Retfærdighedens Redskab, lige saa godt som De er det.« —

Mandens Fortælling havde været saa gribende, og hele hans Væsen var saa rørende, at vi havde siddet aldeles tavse og aandeløs lyttende, medens han talte. Selv de professionelle Opdagere, der dog vare en Del blaserede med Hensyn til slige Ting, lod til at være i høj Grad optagne af Mandens Historie.

Da han var færdig, bleve vi i nogle Minutter endnu siddende i dyb Tavshed, der kun afbrødes af Lestrades Blyants Kradsen, medens denne satte Slutning paa sine stenografiske Optegnelser.

»Der er endnu kun eet eneste Punkt, hvorom jeg kunde ønske lidt nærmere Oplysning,« sagde Sherlock Holmes endelig. »Hvem var Deres Hjælper, der kom efter Ringen, som jeg havde oplyst i Bladene?«

Fangen sendte min Ven et muntert, næsten skælmsk Blik. »Jeg kan aabenbare mine egne Hemmeligheder,« sagde han, »men andre Mennesker vil jeg ikke bringe i Forlegenhed. Jeg saa Deres Avertissement og tænkte, at det enten kunde være en Fælde eller ogsaa, at Ringen virkelig var funden og altsaa til at faa. Min Ven tilbød da at gaa hen for at se ad. Jeg tænker, De vil tilstaa, at han spillede sin Rolle godt.«

»Ja, aldeles udmærket, det maa man lade ham,« sagde Sherlock Holmes.

»Nu, mine Herrer,« bemærkede Inspektøren noget højtideligt, »nu maa vi iagttage Lovens foreskrevne Regler. Fangen, der altsaa for os har tilstaaet at være skyldig i to Mord, maa føres til sin Celle; paa Torsdag vil han saa blive bragt i offentligt Forhør, og til dette ville De blive tilsagte som Vidner.« Han ringede paa Klokken, medens han talte, og Jefferson Hope blev ført ud af et Par Betjente, medens min Ven og jeg forlod Stationen og tog en Cab til Baker Street.

---

1. En stor Pulsaaresvulst paa Aorta: den store Pulsaare, der fører Blodet fra venstre Hjertekammer ud i Legemet.

   O. A.