En Studie i rødt/2/5
Femte Kapitel.
De hævnende Engle.
Hele Natten gik deres Vej gennem labyrintiske Kløfter og ujævne vildsomme Stier. Mere end een Gang kom de ud af den rette Kurs, men Hopes fortrolige Kendskab til Bjergene satte dem i Stand til atter at finde Vejen. Da Morgenen brød frem, udbredte sig et Landskab for dem af vidunderlig men vild Skønhed. Til alle Sider indesluttedes de af store snetoppede Tinder, der tittede op over hinandens Skuldre over til den fjerne Horrisont. Saa stejle hævede sig Klippemurene omkring dem, at Lærke- og Fyrretræerne, der voksede frem paa Skraaningerne, syntes at svæve i Luften over deres Hoveder, og kun behøvede et stærkt Vindpust for at styrte ned over dem. Ej heller var denne Fare en blot og bar Illusion, thi den nøgne Dal var tykt bestrøet med Træer og Rullesten, der vare faldne ned fra Klippeskraaningerne, og endnu medens de passerede Dalen kom et stort Klippestykke dundrende ned med en hæs Skratten, der vækkede Ekkoerne i den stille Kløft og skræmmede Hestene frem i Gallop.
Da Solen langsomt hævede sig paa den østlige Horisont, oplystes de vældige Bjærges Tinder en efter en ligesom Lamper ved en Fest, indtil de alle rødmede og glødede i ubeskrivelig Skønhed. Dette prægtige Syn gød ligesom nyt Mod i de tre Flygtninges Hjerter og gav dem forøget Energi. Ved en vild Bjærgstrøm, der vældede frem fra en snæver Kløft, gjorde de Holdt for at vande deres Heste, medens de selv indtog en hastig Frokost. Lucy og hendes Fader vilde gerne have hvilet lidt længere, men Jefferson Hope var ubønhørlig. »Nu maa de allerede være kommen paa Spor efter os,« sagde han, »og alt afhænger nu af, at vi kommer tilstrækkelig hurtig af Sted. Sidder vi først vel beholdne i Carson, saa kan vi udhvile os hele Resten af vort Liv.«
Hele den Dag arbejdede de sig møjsommelig frem gennem Kløfterne, og om Aftenen beregnede de, at de nu maatte være over tredive Mil borte fra deres Fjender. Ved Aftenstid udsøgte de sig et Leje under en fremspringende Klippe, hvis Vægge tog noget af for den kolde Natte vind, og her nød de nogle faa Timers Søvn, idet de for at holde Varmen krøb tæt sammen og indhyllede sig i deres Kapper.
Før Daggry vare de imidlertid atter paa Benene, og efter at have spist og drukket lidt begave de sig igen paa Vej. De havde endnu ikke set det mindste til nogen Forfølgere, og Jefferson Hope begyndte at haabe paa, at de nu vare komne helt uden for Rækkevidde af den frygtelige Organisation, hvis Fjendskab de havde paadraget sig. Han anede kun lidt, hvor langt dens Jernklør kunde række, og hvor snart de skulde slaa sammen om dem og knuse dem.
Ved Middagstid paa deres Flugts anden Dag var deres sparsomme Forsyning af Fødemidler lige ved at slippe op; imidlertid voldte dette ikke Jægeren nogen Bekymring; thi der bunde godt faaes Vildt inde mellem Bjærgene, og han havde mange Gange før maattet leve alene af det, hans Riffel kunde forskaffe ham.
Han udsøgte dem en skjult Krog inde mellem Klipperne samlede nogle faa tørre Grene sammen tændte Ild i dem og lavede saaledes et flammende Baal, ved hvilket hans Ledsagere kunde varme sig; thi de vare nu omtrent fem Tusind Fod over Havet, og Luften var bitterlig kold. Efter at have bundet Dyrene og kysset Lucy til Farvel, kastede han sin Bøsse over Skuldrene og gik bort for at skyde noget til Føden, af hvad Tilfældet maatte føre inden for hans Riffels Rækkevidde. Da han kiggede tilbage, saa han den gamle Mand og den unge Pige sidde bøjet over det knitrende Baal, medens de tre Dyr stod ubevægelige i Baggrunden. Men da han havde gaaet endnu et Par Skridt, skjulte de mellemliggende Klipper dem for hans Blik.
Han gik vel i alt et Par Mil gennem den ene Kløft efter den anden uden noget Udbytte, skønt han af Mærkerne paa Træernes Bark og af andre Tegn kunde se, at der maatte være mange Bjørne i Nærheden. Efter et Par Timers frugtesløs Søgen tænkte han allerede i sin Fortvivlelse paa at vende om og opgive Jagten for den Dag, da han ved at rette Blikket opad saa et Syn, der fik hans Hjerte til at bæve af Glæde.
Paa Randen af en fremspringende Tinde, omtrent 4—500 Fod over ham, stod et Dyr, der havde en Del Lighed med et Faar, men var væbnet med et Par meget store Horn. »Storhornet« — thi saaledes kaldte Jægerne Dyret — stod sandsynligvis som Vogter for en Flok, der ikke kunde ses fra det Sted, hvor Jefferson befandt sig; men heldigvis vendte det Hovedet bort fra ham og havde endnu slet ikke bemærket ham. Han lagde sig fladt ned paa Jorden, støttede Riflen paa en Sten og tog langt og omhyggeligt Sigte, før han trykkede løs. Dyret gjorde et stort Spring i Vejret, vaklede derefter et Øjeblik paa Randen af Klippen og styrtede saa med et Bump ned i Dalen tæt ved ham.
Det var imidlertid saa tungt, at der ikke kunde være Tale om at bære det ind over Bjærgene, derfor nøjedes han med at skære det ene Bagben og noget af Brystet af og tage det med sig. Med denne Trofæ over Skulderen skyndte han sig at komme paa Tilbagevejen; thi Mørket var allerede begyndt at falde paa.
Næppe var han begyndt at gaa, før han indsaa, hvor store Vanskeligheder han havde at overvinde. I sin Iver var han gaaet langt bort fra de Kløfter, som han kendte, og det var ingen let Sag for ham at finde tilbage ad den Vej, han var vandret. Dalen, hvori han befandt sig, forgrenede sig i mange Kløfter, der igen sendte flere Sidegrene ud, som lignede hinanden saa meget, at det var umuligt at skelne den ene fra den anden. Han fulgte en af dem en Mils Vej eller saa, indtil han kom til en Bjærgstrøm, som han var vis paa, han ikke havde set før. Overbevist om, at han var gaaet i en fejl Retning, slog han ind paa en anden, men kun med samme Resultat. Aftenen faldt nu hastig paa, og det var næsten fuldstændig mørkt, da han til sidst kom til en Kløft, som var ham bekendt; men selv nu var det meget vanskeligt at holde sig paa den rette Vej; thi Maanen var endnu ikke staaet op, og de høje Klipper til begge Sider gjorde Mørket meget tæt.
Nedtynget af sin Byrde og udaset af sine Anstrengelser stavrede han fremad, idet han søgte at opmuntre sig selv ved den Tanke, at ethvert Skridt bragte ham nærmere til Lucy, og at han medbragte saa megen Føde, at de nu havde nok til Resten af deres Rejse.
Til sidst kom han da til Indgangen af den Dal, hvori han havde efterladt dem; selv nu i Mørket kunde han genkende Omridsene af de Klipper, der omgav den. De maatte, tænkte han, vente paa ham med stor Ængstelse; thi han havde været borte i over fire Timer. I sit Hjærtes Glæde satte han begge Hænder for Munden og fik Dalen til at i unge af Ekkoer fra det Hallo, som han raabte til Tegn paa, at han var i Nærkeden af dem. Han tog Hænderne fra Munden og lyttede efter Svar; men der kom intet med Undtagelse af hans eget Raab, der atter og atter blev kastet tilbage fra Kløftens fremspringende Vægge, og kom tilbage til ham i mangfoldige Gentagelser. Atter raabte han, og denne Gang endnu højere end før, men heller ikke nu kom der noget Svar fra de Venner, han for saa kort Tid siden havde forladt. En ubestemt, usigelig Rædsel kom da over ham, i sin store Ophidselse kastede han den kostbare Føde fra sig og styrtede af Sted med halsbrækkende Spring.
Han drejede om det sidste Hjørne og havde nu fuldt Overblik over Stedet, hvor Ilden var bleven tændt. Der glødede endnu nogle Emmer der; men Baalet var ellers øjensynlig nok ikke bleven passet, siden han forlod det. Den samme Dødsstilhed som før rugede endnu over Stedet. Hans frygtsomme Anelser vare nu næsten forvandlede til Vished, og han styrtede hen til Baalets Rester. Der var ingen levende Skabninger at se der i Nærheden. Dyr, Mand, Mø — alle var borte. Det var nu kun alt for tydeligt, at en pludselig og rædselsfuld Ulykke var hændet dem under hans Fraværelse — en Ulykke, som omfattede dem alle, og som dog ikke havde efterladt sig noget Spor.
Jefferson blev aldeles forvildet og bedøvet af dette Slag, det svimlede for ham, og han maatte støtte sig til Riflen for ikke at falde om. Han var jo imidlertid en Handlingens Mand og tog sig hastig sammen efter denne øjeblikkelige Bedøvelse. Han greb en halv forkullet Træstump fra det glødende Baal, blæste den i Flammer og begyndte saa ved Hjælp af dens Skin at undersøge det lille Lejrsted. Jorden rundt om var helt nedtrampet af Hestehove, saa det var tydeligt, at en stor Skare Ryttere havde indhentet Flygtningene, og Retningen af deres Spor viste, at de der efter havde begivet sig tilbage til Saltsøstaden.
Mon de havde ført begge hans Ledsagere med sig? — Jefferson var næsten bleven enig med sig selv om, at det maatte forholde sig saaledes, da hans Øjne faldt paa en Genstand, der næsten fik Blodet til at stivne i hans Aarer. Et lille Stykke fra Lejrstedet laa en lav Forhøjning af rødagtig, løs Jord og han var vis paa, at den ikke havde været der første Gang, han kom der. Den lignede fuldstændig en ny opkastet Grav. Da den unge Jæger med en kold Rædselsgysen traadte nærmere hen til den, opdagede han, at der var stukket en Stok ned midt i Forhøjningen; Stokken var flakt, og et Stykke Papir var bleven stukket ind i Kløften. Paa Papiret stod der en Indskrift — kort, men tydelig:
JOHN FERRIER
FORHEN MEDLEM AF DE SIDSTE DAGES HELLIGES SAMFUND.
Død den 4de August 1860.
Den djærve gamle Mand, som han for faa Timer siden havde forladt sund og frisk og ved godt Mod, var altsaa død, og dette var hele hans Gravmæle. Jefferson Hope stirrede omkring sig med et vildt Blik for at se, om der var endnu en Grav; men han kunde ikke opdage flere. Lucy var altsaa bleven slæbt med tilbage af deres frygtelige Forfølgere for at kunde opfylde sin oprindelige Bestemmelse ved at blive indlemmet i en af de Ældstes Sønners Harem.
Da den unge Jæger blev klar over hendes Skæbne, ønskede han inderlig, at ogsaa han laa ved Siden af den gamle Farmer paa denne tavse Begravelsesplads.
Atter afrystede dog hans handlekraftige Aand den Sløvhed, som er en Følge af Fortvivlelse. Var der ikke levnet ham andet her i denne Verden, saa kunde han dog hellige sit fremtidige Liv til Hævnen. Ved Siden af sin uudtømmelige Taalmodighed og Udholdenhed, besad Jefferson Hope en stærk Hævngerrighedsfølelse, som vel sagtens var bleven fremkaldt og udviklet hos ham under hans Færden blandt Indianerne, og som let blussede op og da saare vanskelig lod sig slukke.
Idet han nu stod der alene ved den hendøende Ild, havde han en stærk Følelse af, at det eneste, der nu kunde lindre hans Sorg, var en blodig, uskaansom Gengældelse mod hans Fjender, og tilføjet dem ved hans egen Haand. Hans stærke Vilje og utrættelige Energi skulde nu alene vies til dette Maal, derpaa svor han ved sig selv en dyr Ed.
Mørk og bleg vandrede han tilbage til det Sted, hvor han havde kastet Kødet af det skudte Dyr fra sig, og da han havde fundet det, bar han det hen til Baalets Gløder, blæste disse i Flammer og stegte derpaa saa meget, at han havde Føde nok til nogle faa Dage. Denne lavede han til en Bylt, og saa træt som han var, begav han sig dog paa Vandring tilbage gennem Bjærgene i de hævnende Engles Spor.
I fem Dage vandrede han udmattet og med saarede Fødder tilbage gennem de Kløfter, han før havde passeret til Hest. Om Natten kastede han sig ned mellem Klipperne og stjal nogle Timers Søvn; men længe før Daggry vaagnede han gerne op igen og begav sig straks atter paa Vandring. Den sjette Dag naaede han endelig Ørne-Canjonen, hvorfra de havde begyndt deres sørgelige Flugt, og herfra kunde han se ned paa de sidste Dages Helliges Stad.
Saaret, udmattet og fortvivlet stod han her og lænede sig til sin Riffel, idet han stirrede ud over Utah. Saa løftede han sin magre Haand og knyttede den truende mod den vidt spredte Stad, der laa neden for ham. Medens han stod og stirrede, lagde han Mærke til, at der vajede Flag i flere af Hovedgaderne, og at der var andre Tegn paa Festlighed.
Han stod endnu og grundede paa, hvad der vel kunde være paa Færde, da han hørte Heste trampen i Nærheden, og da han saa til Siden, opdagede han en Rytter, som kom ridende hen imod ham. Da han kom nærmere, saa han, at det var en Mormon, der hed Cowper, som han havde haft Lejlighed til at vise forskellige Tjenester. Han tiltalte ham derfor, da han var kommen helt hen til ham, for om muligt af ham at erfare, hvad der var bleven af Lucy Ferrier.
»Jeg er Jefferson Hope,« begyndte han, »Du husker mig vel nok?«
Mormonen stirrede paa ham med udulgt Forbavselse — det var ogsaa vanskeligt i denne udtærede, snavsede og ukæmmede Vandrer med det spøgelseagtig blege Ansigt og de vilde Øjne at genkende den raske og smukke unge Jæger fra tidligere Tid. Men da Cowper til sidst havde overbevist sig om, at det virkelig var ham, forandredes hans Forbavselse til Bestyrtelse.
»Du er jo gal, at Du vover at komme her!« udbrød han, »det gælder ogsaa mit eget Liv, hvis nogen ser, at jeg taler med Dig. Der er af de hellige fire udstedt en Fordømmelses- og Arrestordre imod Dig, fordi Du har hjulpet Ferriers bort.«
»Jeg frygter hverken dem eller deres Ordre,« svarede Hope foragtelig. »Du maa jo kende noget til denne Sag, Cowper, jeg besværger Dig ved alt, hvad Du holder helligt, at Du venter lidt og under mig Svar paa nogle faa Spørgsmaal. Vi har jo altid været Venner, for Guds Skyld, afslaa ikke min Bøn.«
»Hvad vil Du da have at vide?« spurgte Mormonen meget urolig. »Vær hurtig, selv Klipperne har jo Øren og Træerne Øjne.«
»Hvad er der blevet af Lucy Ferrier?«
»Hun blev i Gaar viet til den unge Drebber. — Tag Dig sammen Mand! tag Dig sammen, hvorledes er det Du ser ud?«
»Bryd Dig blot ikke om mig,« sagde Hope med svag Stemme. Han var kridhvid i Ansigtet og var sunken tilbage paa Stenen, som han havde støttet sig mod. »Viet, siger Du?«
»Ja, ægteviet i Gaar — det er derfor, de flager dernede i Staden. Der var nogen Strid mellem den unge Drebber, og den unge Stangerson om, hvem af dem, der skulde have hende. De havde begge to været med i den Flok, der forfulgte dem, og det var Stangerson, der havde skudt hendes Fader, saa han syntes jo at have mest Ret til hende; men da Sagen saa blev forhandlet i Raadet, viste det sig, at Drebbers Parti var det stærkeste, og derfor skænkede Profeten hende til ham. Men han vil vist ikke have megen Glæde af hende, for jeg saa, at Døden stod præget i hendes Ansigt i Gaar da hun kom ud fra Templet. Hun ser mere ud som et Spøgelse, end som et Menneske. — Naa, vil Du saa gaa igen?«
»Ja, nu skal jeg gaa,« sagde Jefferson Hope, der havde rejst sig fra sit Sæde. Hans Ansigt saa ud, som om det var mejslet i Marmor, saa haardt og fast var dets Udtryk, medens Øjnene skinnede med en frygtelig hadefuld Glans.
»Hvor gaar Du hen?«
»Bryd Dig blot ikke om det,« svarede han, og idet han slængte Riffelen over Skulderen, gik han med lange Skridt op gennem Kløften ind mellem Bjærgene — ind for at jage de vilde Dyr. Iblandt alle disse var der nu ingen saa vilde og saa farlige, som han selv.
— Cowpers Forudsigelse med Hensyn til Lucy Ferrier, der nu var bleven Lucy Drebber, skulde kun altfor snart gaa i Opfyldelse. Enten det nu var hendes Faders skrækkelige Død eller det modbydelige Giftermaal, som var bleven hende paatvunget, eller vel snarest begge Dele til sammen — nok er det, at den stakkels Lucy aldrig mere blev den unge, friske Kvinde, hun havde været før. Hun sygnede hastig hen, og allerede Maanedsdagen efter sit Bryllup laa hun paa Sottesengen.
Hendes ufølsomme og meget fordrukne Mand, der hovedsagelig havde ægtet hende for med Tiden at komme i Besiddelse af John Ferriers gode Farm og betydelige Formue, viste ikke synderlig Bedrøvelse, da hun døde fra ham; men hans andre Koner sørgede over hende og sad oppe og vaagede og græd over hendes Lig Natten før hendes Begravelse, som Skik er iblandt Mormonerne.
Trætte og forvaagede sad de omkring hendes Baare hen ad Morgenstunden, da, til deres ubeskrivelige Rædsel og Forbavselse, Døren blev revet op og en vildt udseende, vejrbidt Mand i sønderrevne Klæder traadte ind i Værelset. Uden saa meget som et eneste Blik eller Ord til de forfærdede, sammenkrøbne Kvinder, skred han hen til den hvide, tavse Skikkelse, der fordum havde været Bolig for den muntre Lucy Ferriers friske og rene Sjæl. Idet han bøjede sig over hende, trykkede han sine Læber ærbødig mod den kolde Pande, greb derefter hendes Haand og tog Vielsesringen af hendes Finger.
»Med denne skal hun ikke begraves!« udbrød han i en vild, harmfuld, foragtelig Tone, og før nogen af dem kunde besinde sig til at raabe eller forhindre det, var han sprungen ud af Værelset og var forsvunden. Saa mærkværdig var denne Hændelse, og saa kort Tid havde det hele staaet paa, at de vaagende Kvinder næppe vilde have antaget det for andet end et Drømmesyn og heller ikke vilde have faaet andre til at tro, at det var andet, naar ikke den uomstødelige Kendsgerning, at Ringen var forsvunden, havde vist det modsatte. Men Ringen var, som sagt, borte, og Lucys Lig maatte jordfæstes uden dette Tegn paa, at hun havde været Brud.
I nogle Maaneder endnu drev Jefferson Hope omkring mellem Bjærgene, førte et sælsomt, vildt Liv og rugede over den brændende Attraa efter Hævn, som havde bemægtiget sig hele hans Sjæl. I Staden begyndte der at gaa Rygter om den underlige vilde Skikkelse, som man lejlighedsvis saa liste sig omkring i Omegnen, og som ogsaa stundom blev truffen i de ensomme Bjærgkløfter. En Gang hvislede en Kugle gennem Stangersons Vindue og sloges flad mod Væggen lige tæt ved ham, og en anden Gang, da Drebber passerede en Klippe, raslede en stor Sten ned mod ham, og han undgik kun en skrækkelig Død ved at kaste sig næsegrus til Jorden.
De to unge Mormoner behøvede ikke at spekulere længe for at regne ud, hvem det var, der saaledes stræbte dem efter Livet, og de foretog, ledsagede af store Skarer, gentagne Gange Strejftog ind mellem Bjærgene for at faa fat paa deres Fjende og skille ham ved Livet, men altid forgæves. Saa iagttog de den største Forsigtighed og gik aldrig ud alene efter Mørkets Frembrud, ligesom de ogsaa lod deres Huse og disses nærmeste Omgivelser bevogte.
Efter nogen Tids Forløb kunde de dog opgive denne Forsigtighed, eftersom ingen nu mere hørte eller saa noget til deres Fjende, og de haabede nu, at Tiden havde kølnet hans Had, saa at han havde opgivet sin Hævn.
Dette var imidlertid saa langt fra Tilfældet, at hans Had og Hævntørst tvært imod om muligt var bleven endnu mere brændende. Jægerens Karakter og hele Sind var af en haard og ubøjelig Natur, og den altbeherskende Tanke om Hævn, havde saa fuldstændig bemægtiget sig hans Sjæl, at der slet ikke var Plads for nogen anden Følelse.
Imidlertid var han fremfor alt praktisk. Det var efterhaanden gaaet op for ham, at selv hans Jernkonstitution ikke kunde udholde alle de Strabadser og Savn, han bød det. Det stadige Ophold under aaben Himmel og Mangelen paa ordentlig Føde gjorde ham til sidst helt mat og svag, og hvis han nu døde som en Hund inde mellem Bjærgene, hvad skulde der da blive af hans Hævn? Og han var vis paa, at denne Skæbne vilde ramme ham, hvis han vedblev at leve paa samme Maade som hidtil. Han følte, at dette var det samme som at spille Fjenderne Sejren i Hænde, og derfor begav han sig, om end meget modstræbende, tilbage til Nevada-Minerne for der at genoprejse sit Helbred og samle Penge nok til at forfølge sit Maal uden at være nødt til at lide Mangel.
Det havde været hans Bestemmelse kun at blive borte et Aars Tid i det højeste, men et Sammentræf af flere uforudsete Omstændigheder forhindrede ham fra at drage fra Minerne før efter omtrent fem Aars Forløb. Efter at der var gaaet saa lang Tid var imidtertid hans Erindring om den lidte Uret og hans Attraa efter Hævn lige saa levende som hin mindeværdige Nat, da han stod ved John Ferriers Grav. Forklædt og under et paataget Navn vendte han tilbage til Saltsøstaden, fuldstændig ligegyldig for, hvad der vilde ske med ham, naar blot han opnaaede det, som han kaldte en retfærdig Gengældelse.
I Utah ventede der ham imidlertid onde Tidender. Der havde for nogle faa Maaneder siden fundet et Skisma Sted mellem det udvalgte Folk, idet nogle af de yngre Medlemmer af Kirken havde sat sig op mod de Ældstes Autoritet, og Resultatet heraf havde været, at disse sidste vare gaaet af med Sejren, og at de værste Oppositionsmænd vare blevne skilte ud fra Menigheden og drevne i Landflygtighed. Iblandt disse var netop Drebber og Stangerson, og ingen vidste, hvorhen de vare dragne. Rygtet fortalte, at det var lykkedes Drebber at gøre en stor Del af sin Ejendom i rede Penge, og at han derfor var rejst bort som en rig Mand, medens hans Ledsager Stangerson maatte forlade sit Hjem temmelig fattig; men hvor de havde begivet sig hen, var det som sagt umuligt at opspore.
Mangen en vilde under saadanne fortvivlede Omstændigheder, selv om han end tørstede nok saa meget efter Hævn, have opgivet alt Haab, men Jefferson Hope vaklede ikke et eneste Øjeblik i sin Beslutning. Han havde i Minerne samlet sig en lille Formue, som han kunde tære paa, naar det kneb, og med den drog han nu fra By til By gennem de forenede Stater, for at opsøge sine Fjender. Alle Vegne, hvor han kom, søgte han Arbejde for at fortjene Opholdet og spare paa sin Kapital, og han forlod intet Sted, før han ved grundige Undersøgelser havde forvisset sig om, at de, han søgte, ikke vare at finde der.
Saaledes gik Aar efter Aar; hans sorte Haar blev graat; men endnu drog han fra Sted til Sted som en menneskelig Blodhund, og uden at tænke paa andet end det ene, hvortil han havde helliget hele sit Liv.
Til sidst lønnedes da ogsaa hans Udholdenhed. Han fik rigtignok kun et Glimt at se af et Ansigt i et Vindue, men dette ene Glimt var nok til at sige ham, at Cleveland i Ohio var Opholdsstedet for de to Mænd, han var paa Jagt efter. Han gik hjem til sit elendige Logis og ordnede sin Hævnplan i alle dens Enkeltheder.
Imidlertid traf det sig saa, at Drebber fra Vinduet ogsaa havde set den forbidrivende Skikkelse, havde genkendt sin Fjende og læst Hævntørsten i hans Øjne. Ledsaget af Stangerson, der var fulgt med ham og gik for at være hans Sekretær, ilede han til Politimesteren i Cleveland og forklarede, at deres Liv blev efterstræbt af en gammel, hadefuld Rival. Han ledsagede denne Forklaring med en god Ducør, og paa den Maade fik han virkelig Politimesteren til samme Aften at lade Jefferson Hope sætte i Varetægtsarrest. Da den stakkels forurettede ikke kunde stille den forlangte Kaution, maatte han blive i Fængslet i flere Uger, og da han til sidst slap ud, og derefter straks søgte til Drebbers Hus, blev han der modtaget med den Efterretning, at dets tidligere Lejer og hans Sekretær vare rejste til Europa.
Atter var han bleven berøvet sin Hævn, og atter sporede hans rasende Had ham til at fortsætte Forfølgelsen. Imidlertid var hans lille Kapital nu svunden saaledes ind, at den ikke var tilstrækkelig til Rejseudgifterne, og derfor maatte han til at tage fat for Alvor for at tjene nogle flere Penge. Da han til sidst havde samlet saa mange, at han lige akkurat havde nok til Overfarten, rejste han til Europa og sporede her sine Fjender fra By til By, idet han som sædvanlig tjente sig frem ved et eller andet simpelt Arbejde; men stadig kom han for sent til at indhente Flygtningene. Da han naaede St. Petersborg, vare de rejste derfra til Paris, og da han forfulgte dem hertil, fik han at vide at de lige havde begivet sig til København. Ogsaa til Danmarks Hovedstad kom han et Par Dage for sent; thi derfra vare de over Tyskland tagne til Londen.
Der naaede han imidlertid endelig at indhente dem; men med Hensyn til hvad der skete her, gøre vi bedst i at holde os til den gamle Jægers egen Fortælling, der udførlig er meddelt i Dr. Watsons Journal, som vi allerede skylde saa mange værdifulde Oplysninger.