En Studie i rødt/2/4
Fjerde Kapitel.
En Flugt for Livet.
Dagen efter at Mormonernes Profet havde aflagt sit Besøg hos John Ferrier, gik denne tidlig om Morgenen ind til Saltsøstaden, og da han havde opsøgt den Mand, der sammen med de andre Minesøgere agtede sig til Nevada Bjærgene, betroede han ham sit Ærinde til Jefferson Hope. Han bad ham fortælle den unge Mand, hvilke Farer der truede hans Venner nede blandt Mormonerne, og hvor nødvendigt det var, at han hurtig kom tilbage.
Da han havde sendt dette Bud, følte han sig helt tryg til Mode og vendte hjem med et lettere Hjerte.
Da han nærmede sig sin Farm, blev han meget forbavset ved at se en Hest bunden til hver af sine Ledstolper, og endnu mere forbavset blev han, da han, idet han traadte ind i sin Dagligstue, fandt at den var taget i Besiddelse af to unge Mænd. Den ene, som havde et langt, blegt Ansigt, sad og lænede sig tilbage i Gyngestolen med Fødderne oppe paa Kakkelovnen, og den anden, en Yngling med Tyrehals og et grovt, oppustet Ansigt, stod med begge Hænder i Lommen og kiggede ud ad Vinduet, idet han fløjtede en meget populær Gadevise. Begge nikkede de til Ferrier, da han traadte ind, og han der sad i Gyngestolen, begyndte Samtalen.
»Kanske kender Du os ikke,« sagde han. »Han der er ellers den Ældste Drebbers Søn, og jeg er Joseph Stangerson, der rejste sammen med Dig i Ørkenen, da Herren udstrakte sin Haand og samlede Dig ind i sin rette Fold.«
»Hvilket han vil gøre ved al Verdens Folkeslag, naar Tidens Fylde kommer,« fortsatte den anden med snøvlende Stemme. »Hans Mølle maler langsomt, men den maler fint.«
John Ferrier hilste meget køligt; han havde allerede gættet, hvem hans to Gæster var.
»Vi ere hidkomne,« vedblev Stangerson, »efter vore Fædres Raad for begge at begære din Datters Haand, at Du kan give hende til den af os, som Du og hun monne tykkes bedst om. Eftersom jeg kun har fire Hustruer, medens Broder Drebber alt har syv, forekommer det mig, at jeg har et større Krav paa hende end han.«
»Nej, nej, Broder Stangerson,« udbrød den anden, »Spørgsmaalet er jo slet ikke, hvor mange Koner vi have, men kun, hvor mange vi kunne underholde. Min Fader har nu afstaaet mig sin Mølle, og derfor maa jeg vel regnes for den rigeste af os to.«
»Ja, men mine Udsigter ere dog bedre,« sagde den anden ivrig. »Naar Herren bortkalder min Fader, da vil jeg faa hele hans Garveri og hans Læderhandel. Desuden er jeg ældre end Du og har højere Rang i Kirken.«
»Det bliver Pigens Sag at vælge,« faldt den unge Drebber ind, idet han smiskede til sit Billede i Spejlet, »vi ville overlade det til hende at afgøre Sagen.«
Under denne Samtale var John Ferrier bleven staaende paa Dørtærskelen, fraadende af Harme og næppe i Stand til at holde sin Ridepisk fra de to Gæsters Rygge.
»Nu skal jeg sige jer noget,« sagde han til sidst og tog et Par lange Skridt hen imod dem, »naar min Datter indbyder jer, saa kan I faa Lov til at komme; men indtil det sker, maa i nok holde jeres Næser herfra.«
De to Mormon-Ynglinge stirrede meget forbavsede paa ham. I deres Øjne var denne Strid imellem dem om hans Datters Haand den højeste Ære, der kunde times hende og hendes Fader.
»Der er to Udgange her fra Stuen!« raabte Ferrier, »Døren her og Vinduet der — hvad for en ønsker I, jeg skal besørge jer ud af?«
Hans brune Ansigt udtrykte en saa vild Harme, og hans knoglede Hænder saa saa truende ud, at hans Gæster straks sprang op og foretog et ilsomt Tilbagetog. Den gamle Farmer fulgte dem ud af Døren.
»Saa kan I jo lade mig vide, hvem af jer det skal være, naar I har afgjort Sagen imellem jer,« sagde han spottende.
»Dette her skal komme til at svie til Dig!« raabte Stangerson kridhvid af Raseri. »Du har sat Dig op mod Profeten og de fires Raad, og Du skal komme til at fortryde det til din sidste Stund!«
»Herrens Haand vil falde tungt paa Dig!« ski eg den unge Drebber, »han vil rejse sig og ramme Dig!«
»Nu skal jeg dog først se, om jeg ikke kan ramme jer,« tordnede Ferrier rasende og vilde have løbet ind efter sin Bøsse, hvis ikke Lucy havde grebet ham i Armen og holdt ham tilbage, og for han kunde rive sig løs fra hende, meldte deres Hestes Hovslag ham, at de vare uden for hans Rækkeevne.
»I fordømte Hvalpe! I uforskammede Slyngler!« raabte han og tørrede Sveden af Panden. »Jeg vil hellere se Dig i din Grav, min Pige, end opleve, at en af de Abekatte skal faa Dig til Ægte.«
»Ja, det siger jeg ogsaa, Fader,« svarede hun ivrig, »men Du kan tro, Jefferson vil snart være her.«
»Vist saa — det kan ikke vare længe, før vi har ham her, det faar vi trøste os ved, for det er ikke godt at vide, hvad de nu kan finde paa.«
Det var ganske vist paa høje Tid, at en, der var i Stand til at yde Bistand og give gode Raad, kom den djærve gamle Farmer og hans Plejedatter til Hjælp. I al den Tid, Mormonerne havde været bosatte i Utah, var der ikke forekommet et eneste Tilfælde af en saa aabenlys Opsætsighed mod de Ældstes Beslutninger, og naar mindre Forseelser bleve saa strengt straffede, hvorledes maatte det saa ikke gaa denne frække Oprører. Ferrier vidste godt, at hans Rigdom og ansete Stilling slet ikke vilde gavne ham det mindste. Andre, der vare lige saa agtede og lige saa rige som han selv, vare før forsvundne, og deres Ejendomme skænkede til Kirken. Vel var han en djærv og uforsagt Mand, men han skælvede dog ved Tanken om den ubestemte, ligesom skyggeagtige Rædsel, der hang over hans Hoved. Enhver kendt Fare kunde han møde med aaben Pande, men denne Spænding paa Grund af det ubekendte truende var ikke til at holde ud. Han skjulte imidlertid sin Frygt for Datteren og lod, som om han tog det hele meget let; men med Kærlighedens skarpe Øje saa hun dog godt, hvor urolig han følte sig.
Han havde ventet fra Profeten at modtage et eller andet Bud eller en Irettesættelse paa Grund af hans opsætsige Opførsel, og heri tog han heller ikke fejl, om end det kom paa en hel anden Maade, end han havde ventet det. Da han næste Morgen stod op, fandt han til sin ubeskrivelige Overraskelse et lille firkantet Stykke Papir heftet til sit Sengeomhæng lige ud for hans Bryst. Paa Papiret stod med store vidt spredte Bogstaver skrevet:
»Ni og tyve Dage ere givne Dig til Omvendelse, og saa —«
Denne Afbrydelse var langt mere rædselsfuld, end nogen aabenlys Trusel kunde have været. Det var John Ferrier aldeles umuligt at forstaa, hvorledes denne Advarsel var kommen ind i hans Hus; thi hans Tjenestefolk sov i en Bygning, som laa for sig selv, og baade Døre og Vinduer vare tæt tillukkede. Han krammede Papiret sammen og sagde ikke et Ord til sin Datter om, hvad der var sket, men han følte sig saare beklemt derved. De ni og tyve Dage vare aabenbart Resten af den Maaned, som Brigham Young havde givet ham at betænke sig i. Men hvad kunde selv nok saa stor en Styrke og Dristighed stille op mod en Fjende, der havde saa gaadefulde Magter til sin Raadighed? Den samme Haand, der fæstede hin Naal, kunde jo lige saa let have gennemboret hans Hjerte, uden at en eneste Sjæl fik at vide, hvem det var, der havde dræbt ham.
Endnu mere rystet blev han dog den følgende Morgen. De havde netop sat sig ved Frokosten, da Lucy med et Overraskelsens Udbrud pegede opad: midt paa det hvidtede Loft var med en forkullet Stok — saa vidt det kunde ses — skrevet Tallet 28. Lucy forstod naturligvis slet ikke, hvad dette skulde sige, og han sagde hende det heller ikke. Den Nat blev han siddende oppe og holdt Vagt med Bøssen parat. Han saa eller hørte imidlertid ikke det ringeste, og dog stod der den følgende Morgen et stort 27 malet paa Ydersiden af hans Dør.
Saaledes gik den ene Dag efter den anden, og lige saa sikkert, som at Morgenen kom, lige saa sikkert fandt han, at hans usynlige Fjender havde holdt Regnskab og paa et eller andet iøjnefaldende Sted optegnet, hvor mange Dage, der endnu var tilbage af hans Naades-Maaned. Undertiden stod det skæbnesvangre Tal paa Væggene, undertiden paa Gulvene eller ogsaa stod det paa smaa Plakater, der vare fastgjorte paa Ledstolperne, eller Stakittet om Haven. Trods al sin Aarvaagenhed kunde John Ferrier dog ikke opdage, hvorfra disse daglige Advarsler kom, og en Rædsel, der til sidst blev helt overtroisk, kom over ham, hver Gang han fik Øje paa dem. Han blev ganske udtæret af Uro og Frygt, og hans Øjne fik det fortvivlede Udtryk, som kan træffes hos forfulgte Skabninger. Han havde kun et eneste Haab tilbage, og det var, at den unge Jæger maatte komme hjem fra Nevada.
Tallet tyve var bleven til femten, og femten var bleven til ti; men endnu havde de ikke hørt det mindste fra den ventede; et efter et bleve Tallene trukne fra, men der viste sig intet Tegn til, at han kom. Naar som helst en Rytter klaprede hen ad Vejen, eller en Kusk raabte til sit Forspand, ilede den gamle Farmer ud til Leddet i den Tro, at Hjælpen nu endelig kom; men hver Gang maatte han vende skuffet tilbage. Da til sidst fem blev forandret til fire og dette til tre, tabte han fuldstændig Modet og opgav alt Haabet om Flugt og Frelse. Alene og lidet kendt, som han var, med Bjergene, der omgav Utah, vidste han, at han stod fuldstændig hjælpeløs. De befærdede Veje bleve omhyggelig bevogtede og spærrede, saa ingen kunde passere dem uden Tilladelse fra Raadet. Hvorhen han end vendte sig, var det derfor umuligt for ham at undgaa Straffen, som hang over hans Hoved, og dog vaklede den gamle Mand ikke et Øjeblik i sin Beslutning om hellere at lade sit Liv end give sit Samtykke til det, han betragtede som sin Datters Vanære.
Han sad alene en Aften og grublede med Fortvivlelse i Hjertet over det, der var i Vente, medens han forgæves søgte en Udvej til Frelse. Samme Morgen havde Tallet 2 vist sig paa hans Vaanings Mur, og den næste Dag vilde altsaa være den sidste, som var ham tilstaaet. Hvad vilde der da ske? alle mulige ubestemte og skrækkelige Syner gled frem i hans Fantasi. Og hans Datter — hvad skulde der blive af hende, naar han var borte? Var der nogen som helst Udvej af det usynlige Garn, som stedse blev draget tættere omkring dem? Han lod Hovedet synke ned paa Bordet og græd ved Tanken om sin Afmagt.
Hvad var det? I den dybe Tavshed hørte han en sagte skrabende Lyd — meget sagte, men dog tydelig nok i Nattens Stilhed. Den kom fra Husets Dør.
Ferrier listede sig ud i Forstuen og lyttede spændt. Et Øjeblik hørte Lyden op, men saa begyndte den igen, sagte, men vedholdende. Der maatte være nogen, som meget lempeligt bankede eller gned paa Dørens Fylding. Var det maaske Snigmorderen, der kom for at udføre det hemmelige Raads Dødsdom. Eller var det en af Raadets Hjælpere, der kom for at betegne, at den sidste Naades-Dag var oprunden. John Ferrier følte, at en hastig Død vilde være bedre end den stadige Spænding, der knugede hans Hjærte og ødelagde hans Nerver. Han sprang derfor til, skød Slaaen fra og rev Døren op.
Uden for var alt fuldstændig roligt og stille; Natten var smuk og klar, og Stjærnerne blinkede med stærk Glans over hans Hoved. Den lille Forhave laa tydelig for Farmerens Øje indhegnet med Stakit og Laage, men hverken der eller paa Vejen var der noget menneskeligt Væsen at se. Med et Lettelsens Suk saa Ferrier til højre og venstre, indtil han ved tilfældig at kaste et Blik lige ned for sine Fødder, til sin store Forbavselse opdagede en Mand, der laa fladt ud paa Jorden med Ansigtet nedad og med Armene og Benene spærrede ud fra hinanden.
Saa bestyrtet blev han ved dette Syn, at han maatte læne sig op mod Væggen og knuge Hænderne mod Struben for at kvæle det Skrig, der uvilkaarlig vilde slippe fra ham. Hans første Tanke var, at den udstrakte Skikkelse var et saaret og døende Menneske, men da han atter fæstede Blikket paa den, saa han den krybe hen ad Jorden og ind i Forstuen med en Slanges Hurtighed og Lydløshed. Saa snart han var kommen ind i Huset, sprang Mennesket op, lukkede Døren og viste nu den bestyrtede Farmer Jefferson Hopes vilde og resolute Ansigt.
»Aak, Gud dog!« gispede John Ferrier, »saadan som Du dog forskrækkede mig. Hvorfor kommer Du paa den Maade?«
»Giv mig noget at spise,« sagde Jefferson med hæs Stemme. »I otte og fyrretyve Timer har jeg nu hverken faaet vaadt eller tørt. Han kastede sig over det kolde Kød og Brødet, der endnu stod paa Bordet som Levninger fra Ferriers Aftensmad og fortærede det med stor Graadighed. »Hvorledes gaar det med Lucy — har hun holdt Modet oppe?« spurgte han, da han havde tilfredsstillet sin Hunger.
»Ja, hun kender ikke noget til Faren,« svarede Farmeren.
»Det er godt. Huset bliver bevogtet paa alle Sider. Det var derfor jeg maatte kravle paa alle fire hertil. De passer godt paa, det maa man lade dem, men saa paapassende er de dog ikke, at de kan faa fat i en Washor Jæger.«
John Ferrier følte sig som et helt andet Menneske, nu da han saa, at han havde faaet en hengiven Forbundsfælle. Han greb den unge Mands barkede Haand og trykkede den hjertelig. »Du er sandelig en Ven, man kan være stolt af,« sagde han. »Der er ikke mange, der paa den Maade vilde komme til os for at dele vor Fare og vore Genvordigheder.«
»Nej, det skal Du have Ret i,« svarede den unge Jæger. »Vel har jeg meget tilovers for Dig; men det vil jeg dog sige lige rent ud, at hvis Du havde været alene om denne her Forlegenhed, saa havde jeg betænkt mig to Gange, før jeg havde stukket mit Hoved ned i en saadan Hvepserede. Men det er Lucy, der trækker mig hertil, og før der skal tilstøde hende nogen Fortræd, skal der blive een mindre af Hope-Familien i Utah.«
»Ja, men hvad skal vi nu gøre?«
»I Morgen er det jo den sidste Dag, og hvis vi ikke griber til Handling endnu i Nat, saa er det ude med Dig. Jeg har et Muldyr og to Heste, der staar og venter paa os nede i Ørnekløften. Hvor mange rede Penge har Du?«
»To Tusinde Dollars i Guld og fem i Banknoter.«
»Det er tilstrækkeligt. Jeg har lige saa mange at lægge til. Nu maa vi se at komme til Carson City gennem Bjærgene. Det er bedst, Du vækker Lucy; det er meget heldigt, at Tjenestefolkene ikke sover her i Huset.«
Medens Ferrier gik ind for at forberede sin Datter paa den forestaaende Rejse, pakkede Jefferson Hope i al Hast al det spiselige, han kunde finde, ind i en lille Byldt og fyldte en Lerdunk med Vand; thi han vidste af Erfaring, at der kun fandtes meget faa Kilder oppe mellem Bjærgene.
Næppe var han færdig med dette Arbejde, før Farmeren kom tilbage med sin Datter; begge vare fuldt paaklædte og rede til at drage af Sted. De to elskendes Hilsen var meget varm, men kort; thi hvert Minut var kostbart, og der var meget, som skulde gøres.
»Vi maa se at komme af Sted straks,« sagde Jefferson Hope, idet han talte i en dæmpet, men resolut Tone, som den, der fuldt ud fatter, hvor stor Faren er, men har staalsat sit Hjerte til at møde den. De forreste og bageste Indgange bliver bevogtede; men med Forsigtighed maa vi kunne slippe bort gennem Vinduerne i Gavlen og flygte ud over Markerne. Er vi først naaet ud til Vejen, har vi kun et Par (eng.) Mil ud til Kløften, hvor Dyrene venter paa os, og ved Daggry kan vi allerede være halvvejs gennem Bjærgene.«
»Ja, men hvis vi nu bliver standsede?« spurgte Ferrier.
Hope slog paa Pistolskæftet, der stak frem under hans Kappe, »hvis de er for mange for os, saa vil vi tage et Par Stykker af dem med os,« sagde han med et mørkt Smil.
Lysene inde i Huset vare alle blevne slukkede, og fra de saaledes mørknede Vinduer kiggede Ferrier ud over de Marker, som han saa flittig havde opdyrket, men som han nu for evig skulde forlade. Han havde imidlertid længe forberedt sig paa dette Offer, og Tanken om hans Datters Ære og Lykke opvejede fuldstændig den Sorg, han følte ved at skulle forlade sin haardt fortjente Ejendom. Alt saa saa fredeligt og lykkeligt ud: de svagt susende Træer og de udstrakte, bølgende Kornmarker, at det var vanskeligt at tænke sig, at Vold og Mord lurede bag det altsammen. Dog viste den unge Jægers blege Ansigt og spændte Træk ham tydelig nok, at han paa Vejen til Farmen havde set tilstrækkeligt af truende Farer.
Ferrier bar Posen med Guldstykkerne og Banknoterne, Jefferson Hope havde den sparsomme Provision og Vandet i sin Varetægt, medens Lucy i en lille Byldt medførte nogle faa Ting, hun nødig vilde lade blive tilbage. Efter at have aabnet Vinduet meget langsomt og forsigtigt, ventede de, indtil en tæt Sky havde formørket Himlen, og saa lod de sig med temmelig lange Mellemrum en efter en glide ud ad Vinduet og ned i den lille Have. Med tilbagetrængt Aandedræt og stærkt sammenbøjede listede de sig frem gennem denne og naaede saaledes hen i Skjul af Hækken, der omgav den, og nu fulgte de denne, indtil de kom til Aabningen, der førte ud i Marken. Men ikke saa snart vare de komne hertil, før Jefferson greb fat i sine to Ledsagere og trak dem tilbage ind i Skyggen, hvor de dukkede sig ned tavse og skælvende.
Det var er stor Lykke, at den unge Jæger ved sin Færden paa Prærien havde faaet saa skarpe Sanser som en Los. Næppe havde han og hans Venner bukket sig ned, før en Bjergugles melankolske Tuden hørtes kun nogle faa Alen fra dem, og denne Tuden blev straks besvaret et lille Stykke borte. I samme Øjeblik dukkede en ubestemt, skyggeagtig Skikkelse op i Gabet, som de skulde have været igennem, og udstødte endnu en Gang det klagende Signal, hvorpaa en anden Skikkelse dukkede frem af Mørket.
»I Morgen ved Midnat,« sagde den første, der syntes at være den ledende. »Naar Whippoor-Will (Uglen) kalder tre Gange.«
»Godt,« svarede den anden. »Skal jeg meddele det til Broder Drebber?«
»Lad det gaa til ham og fra ham til de andre. Ni til syv!«
»Syv til fem!« svarede den anden, og dermed gled de to Skygger bort hver i sin Retning. Deres sidste Ord havde øjensynlig været en Slags Feltraab, hvorved de kunde kende hinanden.
I samme Øjeblik, som deres Fodtrin vare døde hen i det fjerne, sprang Jefferson Hope op og efter at have ledet sine to Ledsagere gennem Gabet, førte han dem ud over Marken, saa hurtig han kunde, idet han støttede og halvt bar den unge Pige, naar hendes Styrke var ved at svigte hende.
»Skynd jer! skynd jer!« hviskede han den ene Gang efter den anden. »Nu er vi komne igennem Skildvagternes Række, og nu afhænger alt af, om vi kommer hurtigt af Sted. Skynd jer endelig!»
Da de først vare komne ud paa Vejen, gik det meget hurtigt. Kun een eneste Gang mærkede de, at de kom imod nogen, men det lykkedes dem at slippe ind i en Mark og paa den Maade undgaa at blive sete. Før de naaede Byen, drejede Jægeren af fra Vejen ind paa en ujævn og snæver Sti, der førte op til Bjærgene. To mørke, sønderrevne Tinder fortonede sig tæt over dem gennem Mørket, og den Kløft, der førte ind mellem dem, var Ørne-Canonen, i hvilken Hestene stod og ventede paa dem. Med sikkert Instinkt gik Jefferson Hope foran og viste Vej ind mellem store Klippestykker og langs med et udtørret Flodleje, indtil han naaede en afsides Krog indesluttet mellem høje Klipper. Her var det, at de trofaste Dyr stod bundne.
Pigen blev nu sat op paa Muldyret, og den gamle Ferrier med sin Pengepose op paa den ene af Hestene, medens Jefferson Hope ledede den anden hen ad den stejle og farlige Sti.
Det var en meget vildsom Vej for enhver, der ikke var vænnet til at færdes i Bjærgenes øde og ensomme Egne. Paa den ene Side optaarnede sig en vældig Klippe over tusinde Fod i Højden, sort, streng og truende og med lange Basaltsøjler langs ned med Siden som de fremtrædende Ribben paa et eller andet forstenet Uhyre. Paa den anden Side gjorde et vildt Kaos af mægtige Rullesten og Klippestykker al Vandring umulig, og imellem disse to løb saa den bugtende Sti, paa de fleste Steder saa snæver, at de maatte vandre fremad i Gaasegang, og saa ujævn, at kun meget øvede Ryttere kunde befærde den.
Trods alle Vejens Farer og Vanskeligheder skred Flygtningene dog frem med et let Hjerte; thi hvert Skridt, de tog, forøgede jo Afstanden mellem dem og det skrækkelige Tyranni, fra hvilket de flygtede.
Imidlertid fik de snart Bevis for, at de endnu befandt sig inden for de sidste Dages Helliges Omraade. De vare naaede ind i den vildeste og mest øde Del af Passet, da Lucy udstedte et dæmpet Skrig og pegede op ad. Paa en Klippe, der hældede ud over Stien, stod en ensom Skildvagt, og hans Skikkelse tegnede sig tydelig og mørk mod Himlen. Han saa dem i samme Øjeblik, som de bemærkede ham, og hans militære Tilraab: »Hvem der?« rungede skarpt gennem den stille Kløft.
»Rejsende fra Nevada,« sagde Jefferson Hope, idet han lagde Haanden paa Riflen som hang ved hans Sadel.
De kunde se den ensomme Vagt tage Bøssen fra Skulderen og spændte Hanen, medens han stirrede ned paa dem, som om han ikke var tilfreds med det Svar han havde faaet.
»Med hvis Tilladelse?« spurgte han.
»De hellige fires,« svarede Ferrier. Hans Erfaring som Mormon havde lært ham, at dette var den højeste Autoritet, til hvilken han kunde henvise.
»Ni til syv!« raabte Skildvagten.
»Syv til fem,« svarede Jefferson Hope straks, idet han huskede paa det Feltraab, som han havde hørt i Haven.
»Passer, og Herren være med jer!« lød det fra Røsten oppe fra Klippen.
Fra dette Vagtsted bredte Stien sig og blev meget jævnere, og Hestene kunde nu slaa over i Trav. Da de flygtende kiggede tilbage, saa de, at den enlige Skildvagt vendte Ryggen til dem og lænede sig skødesløst paa sin Bøsse, og de vidste nu, at de havde passeret det udvalgte Folks yderste Vagtpost, og at Friheden og Frelsen laa foran dem.